Søren Boy Skjold løber for livet

Når han ikke underviser eller læser lange bøger, bruger Søren Boy Skjold gerne tiden på at dyrke idræt. Det er en interesse, en afhængighed og en måde at komme i kontakt med sig selv.

Skribent: Simon B. Porse 
Foto: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 10. december 2020

Mågerne skriger, og morgensolen hænger lavt over horisonten, da vi møder Søren Boy Skjold på Tangkrogen til en snak og en løbetur. Han er iklædt en sort løbehue, tætsiddende lycra-bukser, en lys og tynd jakke og en blå halsedisse.

“Det tager lidt længere tid sådan at få varmet kroppen op, jo ældre man bliver,” siger han, mens han pakker sit skiftetøj sammen, låser cyklen og gør klar til at lede vejen sydpå op ad bakken mod Højbjerg.

Han har altid drømt om at løbe et maratonløb på under tre timer. De første otte gange lykkedes det dog ikke, fordi han løb alt for stærkt i starten:

“Hvis du skal være rigtig god til at løbe langt, så skal du være tålmodig og lære at løbe langsomt. Paradoksalt nok.”

Om det er en tur på cyklen, et smut i vandet eller med løbeskoene på forsøger Søren at dyrke idræt hver dag. Hvis ikke han får brugt sin krop, kan han nemt blive rastløs eller endda mildt utilpas:

“Jeg tror også, jeg er afhængig af det. Det er ikke nødvendigvis sådan, at jeg føler, jeg har spildt en dag, men hvis jeg ikke bevæger mig, så synes jeg ikke, en dag er fuldendt.”

“Det handler om at holde sig i gang”

Søren har undervist på journalistuddannelsen i omkring 15 år, og arbejdet passer ham godt.

“Jeg tror, jeg er så heldig, at jeg har et job, som jeg synes er udfordrende og samtidig interessant,” fortæller han. “Meget af det, jeg laver på mit arbejde, synes jeg jo, er sjovt og er noget, jeg gerne vil lave alligevel.”

Noget andet, der gør meget for arbejdsglæden, er forholdet til de andre ansatte. Regelmæssigt mødes Søren med fem af skolens andre undervisere for at drikke rødvin, spise ost og snakke om de bøger, de læser.

Modsat flere af sine kolleger har Søren ikke selv gået på Journalisthøjskolen. Optagelsesprøven tog han tre gange, men han fejlede hver og en. I stedet studerede han på Institut for Nordisk Sprog og Litteratur. Han elskede at læse, og på studiet kunne han fortsætte med at læse bøger til langt ud på natten. Ligesom løb har litteraturen været en klar rød tråd gennem livet og noget, der har en fast plads i hverdagen:

“Jeg tror sådan set, at det handler om at holde sig i gang – at holde både kroppen og hovedet i gang – i stedet for at lade dem forfalde.”

Her løfter Søren pegefingeren, nærmest anklagende:

“Det skal du fandeme formidle mildt det der,” siger han med et smil på læben. “Jeg ved ikke, om det kom til at lyde sådan lidt hovski-snovski.”

En menneskelig urtilstand

Løb er lidt af en enspændersportsgren, fortæller Søren. Selv hvis man er i en løbeklub, kæmper man primært med sig selv og udfordrer sine egne grænser. I en tid med fjernbetjening, fartpilot i bilen og on-demand streaming behøver man jo stort set ikke bevæge sig, mener han. Måske netop derfor er sporten en god måde at komme lidt væk fra verden.

Som en, Søren engang interviewede, sagde, skal man kunne holde ud at være i sit eget selskab og være alene med sig selv.

“Når man løber, så kommer man ud i et rum – en eller anden menneskelig urtilstand – hvor man kommer i kontakt med en side af sig selv, man måske ikke vidste, man havde,” siger Søren. “Det, synes jeg, er dybt fascinerende at mærke.”

 

Den anden side af målstregen

Da han for niende gang løb de 42,195 kilometer, som et maratonløb indebærer, ramte Søren endelig den tid på under tre timer, som han havde stræbt efter i årevis.

Her på den anden side af målstregen er han godt tilfreds, men erkender, at der nok ikke længere er plads til forbedring. Hans tider bliver nok aldrig bedre, siger han helt uden beklagelse. Alligevel er han ikke helt færdig. Det tiende maratonløb skal være hans sidste. Planen er at tage løbet sammen med sin datter, så han kan dele oplevelsen med hende:

“Det lyder så højstemt, men når man får børn, så får man noget, man gerne vil dø for. Noget, som er større end en selv. Jeg har løbet hele livet og kan enormt godt lide det, så jeg vil gerne kunne give den glæde videre.”

På den måde markerer det ikke en ende på den del af hans liv, men en forandring:

“Det er en god måde at være sammen på, at få en fælles oplevelse. Jeg vil blive ved med at dyrke sport resten af mit liv, men det er fint, at der er en anden form for mening med det.”