Sproghøgene hakker stadig i stavefejlene: Derfor er korrekturen vigtig

Udgivet den 24. marts 2022

På sociale medier er der kontant afregning, når brugere spotter fejl i mediernes opslag. 

”Nej vi er ikke på Frederiksberg, men FrederiksbJerg. Altså Stiften, lær lige byen at kende,” lyder én kommentar på et opslag fra Aarhus Stiftstidende. 

Det manglende ”j” modtages ikke kun som et glemt bogstav, men også som udtryk for, at Stiften ikke har styr på emnet, de skriver om. Det fortæller, at sproglige fejl betyder mere end man skulle tro. Men før vi når dertil, skal vi møde en af dem, som forsøger at komme fejlene til livs.

Anne Stumman er cand.mag. i dansk og arbejder som korrekturlæser på Weekendavisen. 

”Vi korrekturlæsere er sådan en underlig udposning på en avisproduktion – det er vi jo. Vi er lidt på sidelinjen, og hvis der ikke er fejl, lægger man ikke mærke til, at vi har været der,” siger hun.  

 Som korrekturlæser bærer Anne Stumman ”særlige briller” og zoomer helt ind på sætningsniveau. Hun tjekker for stave- og tegnsætningsfejl,, årstal og navne, slår citater og sangtekster op og holder øje med, at kilden ikke skifter navn undervejs. For at nævne et udsnit.

Arbejdsprocessen for Anne Stumman består i høj grad af at læse, tvivle og slå op, slå op, slå op. 

”Min gamle underviser sagde, at man skal lade sig komme i tvivl – kvalificeret tvivl. Og så skal man skynde sig at slå det op. Man skal aldrig tro, at man ved noget, man skal sikre sig,” siger hun. 

Anne Stumman nørder sproget og holder sig helt opdateret på, hvad der er rigtigt. Hun betragter korrektur som en kvalitetssikring, der bidrager til, at teksten bliver den tand bedre. Det kan være en stor tilfredsstillelse at fange en fejl, som havde været særlig slem at sende til tryk.

”Der var en dag en journalist, som havde skrevet ”salig” om en ekspolitiker, der ikke var død. Den er jeg lidt stolt af, at jeg fangede.” 

 

”Man skal virkelig være opmærksom på sprogfejl, for man kan komme grueligt galt afsted. Flere læsere står af og læser slet ikke til ende, hvis der er sådanne fejl,”

 

–Jonas Nygaard Blom, lektor i mediesprog på Syddansk Universitet 

To forskellige fugle

Jonas Nygaard Blom er lektor i mediesprog på Syddansk Universitet. Her forsker han blandt andet i journalisters sprogbrug og mediebrugeres holdninger til journalisters sprogbrug og sprogfejl. 

”Man skal virkelig være opmærksom på sprogfejl, for man kan komme grueligt galt afsted. Flere læsere står af og læser slet ikke til ende, hvis der er sådanne fejl,” siger han.

Ifølge Jonas Nygaard Blom kan læserne inddeles i to grupper: sprogduer og sproghøge. Mens sprogduer er fredelige og i de fleste tilfælde finder journalisters sprogfejl uskyldige og ligegyldige, går sproghøge højt op i journalisters sprog. De jager sprogfejl og kan være aggressive. For dem er der kort mellem haltende sproglighed og inkompetence på andre kerneområder af journalistikken:

”Sproghøgene reagerer prompte, når journalister laver sprogfejl. Med deres egne ord føler de, at journalister er sjuskede, dovne, inkompetente, uprofessionelle og ligefrem dumme. Hvis en journalist sjusker, når han staver, sjusker han så også i sin research, sin kildekritik eller i sin omgang med sandhed? Det er sådan, sproghøgene tænker,” fortæller Jonas Nygaard Blom.

Jonas Nygaard Blom påpeger, at der endnu ikke er forskning som med sikkerhed kan sige noget om fordelingen af sproghøge og sprogduer i befolkningen. Men han antager, at sproghøgene næppe er et lille mindretal. Derfor er det sikreste ifølge Jonas Nygaard Blom at stave korrekt. 

”Vi kan typisk let læse os igennem sprogfejlene, men det påvirker indtrykket af skribenten. Og det er i virkeligheden problemet: vi mister tiltroen til journalisten, når sproget ikke er omhyggeligt.”

Breaking news venter ikke på nogen

I samarbejde med Dansk Sprognævn er Jonas Nygaard Blom i gang med at undersøge udviklingen i stavefejl i aviser. Næste skridt er at se nærmere på, hvad medieudviklingen betyder for mængden af fejl, og om læserne i højere grad accepterer ukorrekt sprog i for eksempel liveopdateringer end i mere redigerede genrer. 

”Vi har en formodning om, at der er flere sprogfejl i netjournalistik end traditionel journalistik, og vi har indtryk af, at der er sket noget med sproget i mødet med internettet,” siger Jonas Nygaard. 

Deadlines og at være først med en historie er arbejdsvilkår for journalister. Det vinder ikke sympati-point hos sproghøgene, som mener, journalister har et ansvar for det danske sprog. Hos sprogduerne leder det derimod til forståelse for hyppigheden af sprogfejl. Anne Stumman medgiver, at en nyhed sommetider skal ud hurtigst muligt. Samtidig fremhæver hun, at der er andre muligheder for at få has på fejlene:

”Man kunne godt læse korrektur, når man har lagt det ud. For når man skynder sig, er der også større risiko for, at der opstår fejl,” siger hun. 

Prioriteringsspørgsmålet mellem hastighed og korrektur er ikke fremmed for Bjarne Schilling, som er Læsernes Redaktør på Politiken. Han fortæller, at hastighed er en afgørende faktor på nettet. 

”Hvis der kommer noget breaking, og korrekturlæseren er ud at tisse, venter man ikke på vedkommende. Det er klart. Men i princippet er hovedreglen, at der skal læses korrektur på alt.” 

104 sproghøge på nakken

Smutter korrekturen, er Bjarne Schilling en af dem, som hurtigt får det at mærke.

”Jeg læser som regel avisen allerede om aftenen. Forleden var der en fejl med ligge/lægge i en stor rubrik i kultursektionen. Jeg sagde til min kone, at der nok ville komme 50 henvendelser på det. Der tog jeg fejl, for der kom 104. På en normal dag får jeg 15-20 stykker,” fortæller han.

Som Læsernes Redaktør er han i kontakt med, hvad der rører sig hos modtagerne. Han er ikke et sekund i tvivl om, at sproget betyder helt ufatteligt meget for læseren. For nogle i en sådan grad, at de dropper artiklen. End ikke kendelser fra Pressenævnet, som skal bringes i avisen, hamler op med frustrationen over sproglige fejl:

”Jeg kan ikke mindes, at jeg i de situationer nogensinde har fået en henvendelse fra en læser med karakter af hvad i alverden, vi bilder os ind. Men Gud nåde og trøste os, hvis vi laver små sproglige fejl! Sproget er ikke ligefrem ligegyldigt for journalisterne, men nogle gange bliver det sekundært. Det er mit klare indtryk, at læserne ikke har det på samme måde.”

Bjarne Schilling sammenligner sproglige forhindringer i tekster med at sidde i et tog, som bumbler hver hundrede meter. Man bliver hele tiden mindet om, at man kører i tog. Modsat kan man slappe af og nyde turen, når toget blæser afsted på rolige skinner. Fejlfrit og flot sprog giver gode læseoplevelser og fastholder modtageren. 

”Jeg tror, at sprogfejl kan skabe nervøsitet for, om skribenten kommer i land med sin tekst. Hvis man kan fornemme, at vedkommende ikke er helt hjemme i sproglige billeder eller bøjninger, bliver man urolig. Det stjæler opmærksomheden fra historien,” siger Bjarne Schilling.

Menneske eller maskine

Jonas Nygaard Blom mener, at det kan have stor, negativ effekt på journalistfaget at nedprioritere korrektur. Men stikprøver foretaget som led i igangværende forskning tegner et billede af, at der er færre korrekturlæsere end tidligere. 

Et af de steder, hvor man har valgt at nedlægge korrekturfunktionen, er hos Berlingske, som i juni 2021 fyrede samtlige korrekturlæsere på avisen for at opprioritere indholdskontrol foretaget af andre journalister.

Chefredaktør Mette Østergaard har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail:

”Vi turde gøre det, da artiklen stadig er igennem en række tjek, før den når læseren: Journalisten selv, redaktøren, Tansa, samt redigerende. Vi føler os trygge ved, at kontrollen er omfangsrig nok, og vi har ikke oplevet en stigning i klager, siden vi lavede forandringen.”

Tansa er et retskrivnings- og staveprogram, som ifølge Anne Stumman ikke kan erstatte korrekturlæsere. Hun tvivler på, maskinen kan oplæres til at nå det kompleksitetsniveau, menneskelige korrekturlæsere har. Særligt på dansk fordi det er et lille sprog. Den version, hun arbejder med, kan for eksempel fange stavefejl, men ikke en konklusion, der lyder som det modsatte af det, de foregående sætninger leder op til. Desuden går læring tabt, og det ærgrer Anne Stumman: 

”Vi kan diskutere ting med dem, der har skrevet det. Det kan man ikke med et program. Man bliver aldrig klogere, hvis man bare retter efter det, programmet siger. Man kan overhovedet ikke nøjes med Tansa, hvis man vil have det, vi leverer, det kan man sgu ikke,” siger hun.

En særlig funktion

Uden en korrekturlæser mangler det led, som ikke fokuserer på helheden, men detaljerne, mener Anne Schumman. Det er ikke afgørende, hvilken uddannelse en korrekturlæser har, men at personen har ene og alene den specifikke funktion. Og at det er én, som er dygtig til sprog. For en tekst kan sagtens komme forbi både journalist, redaktør og redigerende journalist og stadig have fejl, oplever hun.

”Det er ikke alle journalister, som bør læse korrektur. Det ville ikke være en succes. Det handler også om temperament. Nogle kan ikke holde sig længe nok i teksten til at finde alle fejlene,” siger hun.

På Politiken er man gået i en anderledes retning end Berlingske. Et nyt system har dannet rammerne for, at både net- og printartikler nu bliver korrekturlæst. Tidligere blev netartikler sidemandslæst af en anden journalist. 

”Kontrollen var ikke så god, som den er blevet sidenhen. Man kunne se, at der var risiko for, at ens journalistkolleger var lige så sprogligt usikre, som man selv var,” siger Bjarne Schilling.

Han mener, det er vigtigt at holde fast i korrekturlæsning. Selvom der af og til smutter en fejl igennem, har han set tekster både før og efter, de har været i korrekturen, og forskellen er ikke til at tage fejl af:

”Du får reddet din røv ufatteligt mange gange af korrekturlæsere. Man lægger først mærke til, at der er en skraldemandsstrejke, når skraldet hober sig op, og det er lidt på samme måde med korrekturlæsere. Når arbejdet bliver gjort, opdager du det ikke,” siger han. 

Gå i sprogbad

Korrekturlæsning eller ej. Hovedansvaret ligger hos den, der har ført pennen i første omgang, mener Bjarne Schilling. Derfor anbefaler han journaliststuderende at styrke deres sproglige bevidsthed ved at skrive løs og læse alt fra journalistik til skønlitteratur i rigelige mængder.

Det er der måske god grund til. På journalistuddannelsen på DMJX er det nødvendigt at teste sprogniveauet blandt de studerende på 1. semester, fordi man oplever sproglige problematikker, siger lektor på højskolen Solveig Schmidt.

De seneste år er gennemsnitligt cirka. 10% dumpet denne test. Samtidig konkluderer en undersøgelse fra Syddansk Universitet, at de nystartede journaliststuderende på universitetet i 2018 havde alvorlige vanskeligheder med stavning og især kommatering.

Opfordringen fra Jonas Nygaard Blom er klar: 

”Det er vigtigt, at journalistuddannelserne bevarer et fokus på sprogrigtighed, og at journalisterne er opmærksomme på det i deres praksis,” siger han.