Udlandspraktik giver indsigt i en ny kultur

I løbet af praktikperioden har de journaliststuderende mulighed for at tage et halvt år til udlandet. ScandAsia er et af de praktiksteder, der tilbyder en plads i både Singapore og Bangkok, hvor man som praktikant får mulighed for at få en masse spændende oplevelser og lære en ny kultur at kende.

Emma Schlægelberger

Skribent

Skribent: Emma Schlægelberger

Det er ikke kun muligt at søge danske praktikpladser ved Store Match Dag. Flere steder i udlandet søger også journalistpraktikanter, og en af dem, der har valgt at tage et halvt år til en helt ny by, er Sara Brun Nielsen, der siden februar har været i praktik hos ScandAsia i Singapore. Her skriver hun artikler til Skandinavien fra Asien. Allerede da hun startede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, vidste hun, at hun på et tidspunkt i løbet af sin studietid gerne ville til udlandet, fordi hun ville ud og se verden.

Praktikpladsen hos ScandAsia var dog ikke slået op, da Sara Brun Nielsen skulle søge praktik, og hun endte med at søge pladser hos dagbladene i Danmark i stedet. Efter Store Match Dag stod hun uden en plads og var egentlig forberedt på at tage et halvt års orlov. Så kunne hun nemlig få rejst og oplevet verden. Men så læste hun opslaget fra ScandAsia og kunne ikke lade være med at søge det.

”At blive opfordret af sin praktikplads til at rejse så meget som muligt rundt i Sydøstasien og finde små, skæve historier er jo en fuldstændig vanvittig mulighed at få,” siger Sara Brun Nielsen, som ikke et sekund fortryder at være taget afsted til Singapore.

Siden februar har hun rejst til både Thailand og Cambodia flere gange, hvor hun selv finder og vælger de historier, hun synes er relevante at skrive. Hun har blandt andet skrevet artikler om ulovlig skovhugning, og snart går turen mod Filippinerne, hvor emnet er filippinske gadebørn og deres forhold. Hun nikker genkendende til, at det selvfølgelig er en udfordring at rejse alene, men hun er ikke i tvivl om, at man får utrolig meget ud af det.

”Jeg kan godt lide at tage helt alene af sted. Man får lov til at danne sig sit eget indtryk af det, man oplever, uden at det bliver farvet af andre mennesker. Det her er mit eget, og jeg kan danne mig min egen hverdag og få indblik i, hvordan dagligdagen er her i Singapore, der danner ramme om så mange forskellige kulturer på én gang,” siger Sara Brun Nielsen.

En anden kultur

Når sommerferien er slut, sætter Lærke Weensgaard Madsen kursen mod Bangkok, hvor hun også skal være praktikant hos ScandAsia. Hun glæder sig til, at hun får mulighed for at lave en masse fede ting i sin fritid. Hun planlægger både vandreture og at tage et dykkercertifikat, mens hun er der. Hun glæder sig også til at lære en ny kultur at kende.

”Når jeg skal være der i et halvt år, så har jeg rent faktisk mulighed for at lære kulturen rigtig at kende og ikke bare være turist, der kun får ridset i overfladen, før man tager videre igen. Jeg kan nå at vænne mig til at være der og se, hvordan dagligdagen i Bangkok er, og det glæder jeg mig helt enormt til,” siger Lærke Weensgaard Madsen.

Og netop det, mener Sara Brun Nielsen, er en af fordelene ved at tage en del af sin praktik i udlandet.

”Du får lov til at bruge et halvt år af dit liv på at møde mennesker med en helt anden kultur, og som ser tingene anderledes, end du selv gør. Du får øjnene op for, at man kan leve på flere forskellige måder,” siger Sara Brun Nielsen.

Du er ikke alene

Når Lærke Weensgaard Madsen tænker på den forestående praktik i Bangkok, forestiller hun sig, at hun skal bruge meget energi på både at lære det journalistiske, som hun er i praktik for at lære, samtidig med at hun skal bruge kræfter på at få opbygget sociale relationer. Samtidig tænker hun, at det er en god måde at lære sig selv at kende og få en tro på sig selv. Og så glæder hun sig til at komme ud og møde mennesker og få en forståelse for, hvordan de lever deres liv.

”Det er okay at gå ud og være pisse nysgerrig. Fordi jeg er journalist. Så jeg kan være nysgerrig med god samvittighed, for der er et formål med det. Det glæder jeg mig virkelig til,” siger Lærke Weensgaard Madsen.

Selvom det kan være hårdt at være væk fra familie og venner hjemme i Danmark, så er Sara Brun Nielsen meget glad for sit valg om at tage til Singapore. Det er nemt at møde andre unge på samme alder, da der er masser af andre unge danskere i byen, som man blandt andet kan møde gennem den danske sømandskirke. De arrangerer flere tiltag for unge på studie- eller praktikophold. Man er altså ikke alene. Og så er selve arbejdet på ScandAsia lige noget for hende.

”Jeg kan slet ikke forstå, at jeg er her, og at det er et arbejde. Det er bare sindssygt fedt. Nogle gange er jeg lidt misundelig på mig selv. Jeg laver de mest spændende projekter, som jeg selv er med til at bestemme. Det er en sindssyg god motivation. Det er virkelig min drømmepraktikplads,” siger Sara Brun Nielsen.