De fleste journaliststuderende kender det bitre bip fra telefonsvareren, som kan gøre det svært at færdiggøre sin historie eller forholde sin kritik for de rigtige kilder. Især politikerne på Christiansborg er svære at få fat på. “Men frygt ikke, de fejlslåede opkald går ikke udover din bedømmelse,” forsikrer uddannelsesleder Henrik Berggren.

Som research til denne artikel kastede Illustreret Bunker sig ud i kampen om at få fat på partiernes pressetjenester. Med telefonen som våben ringede vi til de seks partier, som vandrørsrygter havde fortalt, var de sværeste at få fat i. Vi kan allerede nu afsløre, at ikke alle kampe er mulige at vinde. 

Mathias Krogsøe, som læser journalistik på 2. semester, kender til denne kamp. Han har brugt mange frustrerende timer på at kontakte politikere til sin seneste problemudredende opgave, hvor et af kravene er, at opgavens emne skal kunne behandles politisk. Han undersøgte den nye psykiatriplan og ringede i den forbindelse til alle relevante politikere. ”Jeg har ikke tid til at deltage i skoleprojekter,” lød det, da der endelig kom hul igennem til en ordfører på området. Mathias beskriver oplevelsen som demotiverende og frustrerende.  

”Jeg prøvede at få politikerne i snak, men det viste sig at være meget, meget vanskeligt,” siger Mathias Krogsøe.

 Det kan især være frustrerende, når undervisere igen og igen opfordrer studerende til at ringe til kilderne. Skolens ”bare ring”- politik, kan synes udfordrende, når politikere ikke tager telefonen. 

Mathias Krogsøe mener dog ikke, at underviserne skal stoppe med at opfordre til at få kontakt til politikere, da der er en læring i afvisningen. Det er uddannelsesleder for journalistuddannelsen Henrik Berggren enig i.

”Der er også mange journalister ude på store dagblade, der ikke kan få fat i politikere. Det er en del af faget,” siger Henrik Berggren.

Proces, proces, proces

Henrik Berggren ønsker ikke, at de journaliststuderende skal stoppe med at kontakte ‘tunge kilder’ eller afgørende politikere, men om man får svar eller ej er ikke det afgørende. Hvis man altså har gjort det ordentligt.

”Det er vigtigt, hvornår i processen man har henvendt sig. Sendte du en mail eller SMS en halv time før deadline, eller forberedte du det to uger før og tog kontakt til partiet. Det handler om din arbejdsproces, ikke om du har fået svaret eller ej,” siger Henrik Berggren.

Uddannelseschefen påpeger, at man som studerende selvfølgelig kan vælge at gå i en retning, hvor man er meget afhængig af bestemte kilder, og det kan godt være udfordrende. Men hvis man ikke har valgt sådan en historie, kan man berolige sig med, at man ikke skal presse sig selv unødvendigt for at få fat i en kilde, der ikke vil snakke med en. 

Han mener, at de studerende måske skal øve sig i, hvornår det er vigtigt at få en politiker med, og hvornår det egentlig ikke bidrager med det store. Nogle gange kan man overveje at få et skriftligt svar fra presseafdelingen eller kontakte en byråds- eller regionsrådspolitiker, siger han.

Pressede politikere

Når politikerne siger, at de ikke har tid til de journaliststuderende, er det måske også sandheden. 

”Da vi startede med at ringe rundt, havde der lige været valg, og de sad med vigtige møder og regeringsforhandlingere,” siger Mathias Krogsøe.

De studerende behøver heller ikke være bekymrede for, om de går glip af en nødvendig læring ved at tale med politikere hele tiden, som for mange journalister er en del af jobbet.

Henrik Berggren er i hvert fald ikke bekymret. 

”Når jeg sidder og ser på de opgaver, jeg vejleder, bliver jeg ofte imponeret over, hvor vigtige kilder der faktisk bruger meget langt tid på at medvirke,” siger Henrik Berggren. 

Han nævner også, at det for mange er nemmere at få fat på politikere i praktiktiden, som jo også er en vigtig del af uddannelsen.

Mathias Krogsøe har heldigvis ikke mistet modet, og han har tænkt sig at prøve at få fat på politikere igen en anden gang. Men næste gang vil han dog have sin plan B klar i lidt bedre tid. 

Og nu tilbage til telefonrøret og pressetjenesterne. For vi ringede jo som bekendt til seks af dem, og rygterne på vandrørene viste sig at tale sandt. Socialdemokratiet kom vi aldrig igennem til, og deres indbakke var så fyldt, at vi ikke engang kunne lægge en besked. Konservative og Enhedslisten lovede at vende tilbage på mail, men det viste sig at være valgårets mindst overraskende løftebrud. Venstre ”vil ikke udtale sig til jeres blad,” men det fik de så lov til alligevel.