I et Tyrkiet, hvor retssikkerhed er blevet en mangelvare, har advokaten Veysel Ok og journalisten Baris Altintas viet deres liv til at forsvare landets journalister. Igennem organisationen Media and Law Studies Association overvåger de retssager, udarbejder rapporter og kører sager mod staten i pressefrihedens navn. Illustreret Bunker har mødt de to stiftere, der siden 2018 har været de eneste i Tyrkiet, som har givet juridisk hjælp til journalister og overvåget sager om ytringsfrihed i landet.

”Retten til fair rettergang er reelt forsvundet i Tyrkiet.”

Sådan lyder det i Media and Law Studies Association, forkortet MLSA’s første rapport fra 2019. Det er denne konklusion, som advokaten Veysel Ok og journalisten Baris Altintas har kastet sig ud i at bekæmpe.

Året forinden havde de to stablet organisationen på benene med et klart mål: At give journalister de bedste forudsætninger for at udføre uafhængig journalistik uden at være bange for de retslige konsekvenser.

Rapporten beskrev, hvordan der efter et fejlslagent militærkup i 2016 var flere hundrede journalister, der blev fængslet. Statens reaktion på kuppet var en undtagelsestilstand, der tilsidesatte internationale juridiske normer og skikke. I 2019 var Tyrkiet det land i verden, der havde flest journalister fængslet. Af de 155 fængslede fandt MLSA’s rapport, at i 72 procent af sagerne var journalister blevet tiltalt for terrorrelaterede lovbrud, og i 77 procent af disse sager brugte man journalisternes arbejde som bevismateriale. 

MLSA havde en kolossal opgave foran sig. Men med international støtte og en innovativ model for overvågning af retssager i Tyrkiets 81 provinser så det lyst ud. Indtil Veysel Ok selv blev hevet i retten og dømt.

Mediernes død

I 2019 kørte det britiske medie Middle East Eye en historie med rubrikken: ’Hvorfor tyrkiske mediers troværdighed er død’. Artiklen kan kort opsummeres med følgende citat: 

”I en Reuters Institute undersøgelse fra 2018 rangerede Tyrkiet nummer ét ud af 37 lande, når det gjaldt nyhedsbrugere, der klagede over falske historier.”

Mange journalister kan nok nikke genkendende til Baris Altintas’ grunde til, hvorfor hun blev journalist.

”Jeg ville forstå magten og oplyse om den. Jeg har altid været en nysgerrig person,” fortæller hun.

Jo mere tid Baris Altintas brugte i den tyrkiske mediebranche, jo mere polariseret og ideologisk opdelt fandt hun den. Branchen var essentielt delt op i medier, der var regeringsvenlige, og dem, der var regeringskritiske. Ofte var det mediets ejermand, der bestemte, hvilken af de to man hældte til. Med indtoget af den digitale tidsalder så mange muligheden for at gøre op med det unuancerede medielandskab, indtil to prominente, digitale regeringskritiske medier i 2023 blev censureret af staten.

MLSA var dog hurtigt ude og fik i 2024, efter et års arbejde, forfatningsdomstolen til at ændre dommen og ophæve blokeringen af de to nyhedshjemmesider.

Sagen var et klokkeklart eksempel på, hvad MLSA kunne udrette. Føre vigtige sager om pressefrihed, som kunne skabe præcedens i fremtiden. Efterfølgende havde MLSA endnu en gang succes. Denne gang angående et forbud mod at filme politiet i det offentlige rum. Ifølge Baris Altintas har begge sager været med til at etablere MLSA i og uden for Tyrkiet.

Fra skolegård til retssal

Efter sit tredje, men ikke sidste, succesfulde militærkup var Tyrkiet en de facto militærstat fra 1980 og tre år frem. I 1983 blev der igen afholdt, hvad man fra statens side kaldte frie valg. Militærstyrets udhuling af retsstaten og opbygningen af det Nationale Sikkerhedsråd gjorde, at det i forvejen giftige forhold mellem Tyrkiet og dets kurdiske mindretal kom under mere pres, i takt med at kurderne i øst blev udsat for noget af den hårdeste undertrykkelse i republikkens historie.

I den østlige del af Tyrkiet, i den kurdiske by Diyarbakir, rendte Veysel Ok rundt i en skolegård uvidende om sit lands uforudsigelige fremtid.

”En del af mine venner i folkeskolen kunne ikke tale tyrkisk. Lærerne var altid efter dem og torturerede dem psykisk, fordi de talte kurdisk. Deres forældre snakkede kurdisk, deres onkler og tanter snakkede kurdisk, deres venner snakkede kurdisk. Hvorfor skulle de kunne tyrkisk?” spørger Veysel Ok.

Et af Veysel Oks tidligste barndomsminder er, at lærerne på hans skole fik elever til at sladre om de venner, der ikke talte tyrkisk. Efterfølgende angav læreren børnenes familier til de lokale myndigheder.

Hvor der er konflikt, er der dog også dem, som vil løse den. Veysel Ok husker tydeligt de humanitære grupper, som hjalp til i de kurdiske områder i hans barndom. Han tøver derfor ikke et sekund, når han skal beskrive, hvorfor han gør det, han gør i dag.

”Det gav mig en kæmpe motivation at se mennesker hjælpe mennesker,” siger Veysel Ok

Prisen for at ytre sig 

Retten i Istanbul, også kaldet Retfærdighedspaladset, er med sine 300.000 kvadratmeter Europas største. To gange er bygningen blevet angrebet.

I 2019, da MLSA udgav deres første rapport, havde de fået etableret sig som et seriøst navn i mediebranchen. Nogen man kunne regne med ville hjælpe. De havde også fået international medvind. En række tyske politikere og fonde havde rost dem for deres systematiske overvågning af 71 straffesager, som har forløbet over 90 retsmøder i ti forskellige provinser. Et arbejde, der havde vist, at tæt på 40 procent af ytringsfrihedssager i 2018 ikke overholdte internationale normer. 

Det var første gang i Tyrkiets historie, at sådanne tal var blevet indsamlet, og en så skråsikker konklusion kunne drages omkring retssikkerheden i landet.

Veysel Ok nåede knapt at drikke champagnen færdig, før det var hans tur til at betale prisen for at ytre sig frit i Tyrkiet. Den 12. september stod han i Retfærdighedspaladset dømt for overtrædelse af artikel 301, også kendt som ’offentligt at nedgøre det tyrkiske retssystem.’ Bevismaterialet, fortæller han, var et interview, han havde givet fire år tidligere. 

Han blev af retten idømt fem måneders betinget fængsel og udtalte sig i den forbindelse til mediet Bianet.

”Jeg brugte min ret som advokat til at kritisere. Jeg har stadig den samme holdning, men stik imod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og internationale normer, mener dommerne ikke, at jeg har ret til dette,” siger Veysel Ok.

For Veysel Ok har hans klienter altid været venner og kollegaer, så at få lov til at smage en brøkdel af det, som de oplever, var for ham ’spændende,’ siger han til Illustreret Bunker.

”Jeg kunne ikke se mig selv lave andet”

Baris Altintas og Veysel Ok har arbejdet sammen siden 2016, og siden er der sket meget for dem og for Tyrkiet. De holder begge fast i, at de har haft hver deres unikke syn på deres udfordringer, Tyrkiets udfordringer, som Baris Altintas siger. Noget, der har været med til at få dem dertil, hvor de er i dag. Både Baris Altintas og Veysel Ok nævner, at arbejdet igennem årene har tæret på dem fysisk og psykisk. Det har ikke været nemt at se venner og kollegaer blive sat bag tremmer. Det er nemlig ikke alle sager, MLSA har vundet.

”Jeg studerede jura for at kunne understøtte menneskerettigheder, ikke for at tjene penge. Der er mening i det, jeg laver med mit liv. Jeg er stolt over det, vi laver,” siger Veysel Ok.

”At give tyrkere og kurdere adgang til information er noget af det vigtigste, vi gør. Vi har mange problemer, og det her er en af måderne at ændre dem på. Her i Tyrkiet betaler journalister for høj en pris for deres arbejde. MLSA hjælper dem, der betaler den pris,” siger han.