Carsten Werge har levet den drøm, han som ung dreng fantaserede om, men valgte for nylig at sige stop. Nu skal titlen ikke længere være fodboldkommentator, men redaktør. Den ultimative udfordring, som han selv formulerer det. Med andre ord – han kunne ikke sige nej.

Solen står højt over Hvidovre Havn og bader den grønne kyst i skarpe stråler. Det var ved disse åbne naturområder ned til vandet, at Carsten Werge gik en lang tur inden sin sidste arbejdsdag som fodboldkommentator og reflekterede over, hvad det er, han nu siger farvel til. Efter 23 års tro tjeneste hos TV3 besluttede han i februar at sige op. Han nåede at kommentere over 3000 fodboldkampe, fik status som legende og var soundtracket til utallige minder hos unge såvel som gamle, inden det var slut. Nu skal han noget nyt. Han skal være fodboldredaktør på TV 2.

”Det er egentlig virkelig enkelt. Jeg kunne ikke sige nej. Det er noget, jeg ikke har prøvet før, så jeg skal bevise, at jeg også kan det. Jeg kan have nok så meget i kæften, men det betyder ikke, at det også er sådan i den virkelige verden.”

Carsten Werge har altid været glad, når der skete noget. Han elskede de uforudsigelige øjeblikke i kommentatorboksen. Når posen for alvor blev rystet, og det utænkelige opstod. Når det stille stadion blev til et inferno af larm og uro. Af samme årsag er det måske også derfor, det er slut nu. Fordi posen skal rystes.

Mindernes lydside

Selvom Carsten Werges tilværelse som fodboldkommentator er slut, har hans professionelle karriere langt fra nået enden. Selvom omgivelserne og jobbeskrivelsen ændrer sig, er der nogle ting, den erfarne sportsjournalist aldrig vil ændre ved sig selv.

”Når man er 62, skal man sgu ikke på kursus,” siger Carsten Werge i den kække og flabede tone, fodboldseere landet over har været vant til de seneste mange år, når han kategorisk afskriver muligheden for, at han nogensinde skal på lederkursus.

Han skal stadig være sin egen. Som han altid har været. Fra første gang han satte sig i sædet med udsynet til fodboldkampen som sin arbejdsplads, har det været et erklæret mål at holde fast i sig selv. Han skulle ikke være den næste Svend Gehrs – han skulle være den første Carsten Werge. Og det blev han.

Men han blev ikke bare en kommentator. Han blev meget mere end det. En fortæller. En, der kunne tale, når andre tav. En, der kunne tie, når virkelighedens billeder var fyldestgørende. Han gjorde det med humor og nærvær. Han var lydbilledet, da drømmene bristede, og minderne blev skabt. Han udviklede kunsten at fortælle i nuet.

Det er alt det, Carsten Werge nu tager afsked med. Men hvorfor sige farvel til den drøm, han som ung knægt løb rundt med? Til det famøse ’Gøg og Gokke’-agtige makkerpar med Per Frimann? Til det afhængighedsskabende adrenalinkick på stadion? Til de store øjeblikke?

”Fordi jeg som menneske hele tiden skal udfordres. Og det her er nærmest den ultimative udfordring,” siger han.

En atypisk redaktør

Det er unægteligt en kæmpe udfordring, Carsten Werge har sagt ja til. TV 2 har i mange år ligget stille på fodboldfronten. De har manglet de nødvendige rettigheder til de attraktive kampe og ligaer, og det har betydet, at seerne er strømmet til rivaliserende kanaler.

Målet er, at kanalen igen skal være ’hele Danmarks hjemmebane’, når herrelandsholdets kampe skal vises på dens sendeflader. TV 2 har nemlig tegnet en seksårig rettighedsaftale med det europæiske fodboldforbund, UEFA, der løber fra 2022 til 2028. Det er i denne rolle, Carsten Werge er hevet ind. Som talentudvikleren, der skal få TV 2 tilbage til fordums styrke.

”Jeg kommer til at være anføreren på holdet. Det har jeg sagt til TV 2. Jeg er ham, der kommer til at sætte konstellationerne og finde ud af, hvilke programmer vi laver. Men den største udfordring er, at vi skal få taget landsholdet til os. Vi skal brande, at TV 2 har fodbold igen.”

Det er en atypisk rolle for ham, men det er utvivlsomt også en atypisk redaktør, TV2 har erhvervet sig. Og det lægger Carsten Werge heller ikke skjul på. Han skal stadig være ’den frække dreng i klassen’. Det er muligt at lede med den nødvendige hårdhed og samtidig have et drillende glimt i øjet, mener han.

Man kan allerede fra det første sekund, Carsten Werge åbner munden og fortæller om sit nye job, mærke, at den 1. april og første arbejdsdag hos TV 2 ikke kan komme hurtigt nok. Det stråler ud af ham. En iver efter at komme i gang, et behov for at blive udfordret og en drøm om at bygge noget nyt og spændende op.

”Jeg skal være med til at lægge de første sten, og så må vi se, hvor højt huset kan blive.”

Og det kan blive højt. Rigtig højt, mener han. For det er et utrolig dygtigt hold, TV 2 har skrabet sammen, siger Carsten Werge om sine kommende kollegaer. De besidder en utrolig viden om fodboldens verden, de taktiske facetter på banen og forbindelsen de to imellem.

Morgendagens stemmer

Men det er måske også netop i deres kvaliteter, at problemet ligger. De er knivskarpe, analyserende og professionelle, men de mangler det, Carsten Werge hele sin karriere har vægtet i sin kommentering. En umiddelbarhed. Tydeliggørelsen af, at det er et menneske, der formidler. Med alt, hvad det indebærer. En, der udstrålede indlevelse – ikke analyser. Noget, han savner hos kommentatorerne nu til dags.

”Læn jer nu tilbage og nyd kampen. Vær en begejstret mand, der ser fodbold,” lyder hans opfordring.

De skal turde vise mere af sig selv, for de kan utrolig meget, siger han. De skal ikke være bange for at blive kastet for løverne. Som kommentator skal man smide alle hæmninger, gemme sin blufærdighed væk og være klar på, at man den ene weekend bliver beskyldt for at være Brøndbyfan, den næste for at være FCK-fan. Man skal kunne tage imod tæsk, for man får tæsk. Sådan er det.

”Hvis man sidder og er bange for, at folk derude går helt bananas, skal man ikke lave det. Jo mere markant man tør være i sine udmeldinger, des større er øretæverne. Det er her, jeg mener, at man skal turde tage stilling.”

Kommentatorgerningen handler ifølge Carsten Werge om musikalitet og rytme, timing og indlevelse. Det er ikke en analyse, men en formidling. Kommentatorer skal være betagede og nyde forestillingen. Noget, han skal fremme hos stemmerne til morgendagens fodboldkampe. Han skal være deres talentudvikler.

Det bliver en stor udfordring, siger han. Sportsjournalister er generelt blevet for pæne. De skal være ambitiøse og kaste det fodboldanalytiske skjold, de gemmer sig bag, væk.

”Hvis jeg var ung journalist i dag og ville frem, vil jeg prøve at differentiere mig fra mængden. Så det ikke bliver så pænt. Og have store nosser.”

Jeg bliver kun et øjeblik

Det er allerede besluttet, at der skal stå ’jeg bliver kun et øjeblik’ på Carsten Werges gravsten, fortæller han. En sætning, han altid sagde, når han trådte ind ad døren og besøgte sin mor. Han skulle hurtigt videre. Ud og se verden. Derfor er det måske ikke så overraskende, at rejsen nu tager ham videre. Den samme rejse, der har taget ham fra en ung knægt, der kommenterede sin egen fodboldleg på drengeværelset, til en voksen mand, der har levet den drøm, det unge selv ikke engang kunne have forestillet sig. Og ultimativt til i dag, hvor det er slut – hvor kommentatorgerningen og de rundt regnet 100 årlige rejsedage er ovre.

”Min kone siger, at nu kan vi ligefrem invitere gæster,” joker han.

Der er en ro omkring Carsten Werge. En smittende afslappethed. Han virker fuldstændig afklaret omkring fremtiden – spændt, men afklaret. Opsigelsen var hård, for han sagde farvel til et job, han havde haft i 23 år. Han fortæller, hvordan han blev rørt – tudbrøllede, tilføjer han. Men det varede kun et øjeblik, for endnu en gang skulle han videre ud i verden.