Dogmatisk eksperimenterende

Dogmatisk eksperimenterende

Dogmatisk eksperimenterende

Selvom det med hendes egne ord lyder ”højpandet”, ser Iben Maria Zeuthen det som sit ansvar at levere et alternativ til, hvordan radio kan lyde, hvordan journalistik kan udføres, og hvordan mediernes dagsorden bliver sat. Det gør hun blandt andet ved at insistere på langsomhed. Og så giver hun sig selv lov til at eksperimentere.

Skribent: Amanda Stensgaard
Fotograf: Stefan-Alexander Jagd

Udgivet den 10. oktober 2019

Iben Maria Zeuthen vil gerne sidde i solen, nu hvor den endelig er fremme. Hun er i Aarhus for at holde oplæg, og snart skal hun tilbage over Storebælt. Frisk luft imellem de lange bilture lyder som en god idé, så på græsset foran 100-gangen finder vi en plet sol. 

Det grønne gårdmiljø er et dejligt sted, synes Iben. Oplagt til at sidde og hænge ud med sine venner. ”Det har jeg jo ikke rigtigt prøvet. Det der med at være en del af en flok studerende med samme passion,” siger hun.  

For journalisten Iben er ikke udklækket på en skolebænk. På hendes indgangsbillet til mediebranchen stod der DR’s Talenthold, og derfra rullede karrierehjulet over i børne- og ungdoms-tv, inden lydsporet vandt til sidst. I dag har hun arbejdet med radio i mere end 15 år og har svært ved at se, hvad billedsiden bidrager med, som lyd ikke kan. Mest af alt synes hun, at tv er »noget udstyrstungt bøvl, og at skrift går for langsomt.« Hun keder sig hurtigt, men radio er intuitivt og inviterer til at lege med lyden. Og det har hun vist sig at være god til. 

Ved prisuddelingen Prix Radio vandt Iben for nylig en pris for portrættet af Ghita Nørby. Interviewet blev kaldt chokerende og alligevel udvalgt som årets klareste. Juryen sammenlignede det med et 9/11-øjeblik, hvor man måtte knibe sig i armen og kan huske, hvor man var, da man hørte det. Iben selv følte også, at det var voldsomt. Som at stå i en orkan. Men det var kun på et fysisk plan. For selv hvis et interview går skævt, mener hun at kunne forsvare sine valg. Årene i branchen har gjort hende sikker, men det har taget tid. Da hun havde mindre styr på sit håndværk, kunne hun sagtens blive i tvivl. Om hvorvidt kildekontrakten var klar nok, og om hvor konfronterende hun kunne være. 

”I mange år var jeg for blufærdig. Jeg troede, jeg var lige på grænsen, men folk fortalte mig efterfølgende, at jeg sagtens kunne have boret dybere med mine spørgsmål,” fortæller hun.

Iben er ikke bange for at tolke på sine gæster. Gør man ikke det, er der svært at nå ind til kernen af et andet menneske, siger hun.

Angst og engagement

Så det gør hun nu. Et vellykket interview bliver ikke skabt på listetæer, hvis man spørger Iben. Derimod er det afgørende, at det er gjort tydeligt for alle parter, hvad sigtet med samtalen er. Og så skal researchen være på plads. For som interviewer skal man både være oplyst og interesseret for at kunne stille de relevante spørgsmål. 

”Gæsten skal kunne mærke, at intervieweren har overført et emne til sig selv, reflekteret over det og på baggrund deraf formuleret nogle spørgsmål. For mig udviser dét engagement, og det er man nødt til at vise,” siger Iben med så megen insisteren i stemmen, at jeg kun kan fortsætte med et spørgsmål, som viser, at jeg har hørt samtlige af hendes udsendelser.  

I fortællingen Den Gambianske Farm får du i første afsnit et angstanfald. Hvordan overbeviser du dig selv om, at det er det rigtige at fortsætte et projekt, som er åbenlyst ubehageligt for dig?

”Jeg ved jo, at jeg kommer ud på den anden side igen. Men det ikke er givet, at vi har statsligt finansierede og demokratisk velfungerende medier, så jeg ser journalistikken som et betroet virke. For mig er den største angst derfor, hvis jeg ikke får båndet det antal minutter, jeg har lovet,” siger Iben.  

Ironisk, kan man sige. Angsten for ikke at levere overvinder angstanfaldet. Det er tydeligt at mærke, at Iben ser sit arbejde som forpligtende. Og så føler hun sig heldig. Langt fra alle jobbeskrivelser giver lov at eksperimentere med interviewteknik, grænser og fortællerammer. Men det gør hendes.

 ”Jeg er sat i verden for at bedrive eksperimenter,” siger hun. 

 Samtidig er hun bevidst om, at lytterne kan føle sig svigtede, hvis eksperimenterne ikke bringes, som de falder ud. Radio24syv sendte både syv timers råbånd og et sammendrag af portrættet af Ghita Nørby. Det samme gjorde de med Casper Christensen og Helle Thorning-Schmidt. For i den slags eksperimenter handler det om transparens. Iben mener, at dét er kernen i public service. Modtagerne skal have sandheden råt for usødet. 

”Og det er uanset, om det er mig, der får et angstanfald eller en anden, der bliver sur. Det skal bare bringes. Hvis jeg ikke kan fortælle, hvad der er dominerende i situationen, vil jeg ikke være journalist,” siger hun.

Hun mener, at journalistikken er interessant, når den er ærlig og virkelig uinteressant, når den ikke er. Derfor er det vigtigt for Iben, at også det uskønne bliver bragt.

Frustrationsbenzin

Iben er dogmatisk, og det er hun af en grund. For ved at love sig selv at dele det hele, kan hun give modspil til underholdningsgenren, hvor god tid er en sjældenhed og redigering en selvfølge. 

”Det lyder meget højpandet, og hvis du bruger det ord, skal du skrive, at jeg godt selv ved, at det er højpandet. Men jeg ser det som mit ansvar at give et alternativ til, hvordan radio kan lyde, hvordan journalistik kan udføres, og hvordan mediernes dagsorden bliver sat,” siger hun.  

Og sådan har det altid været. Alternativet har igennem hele hendes karriere virket appellerende. Da hun skulle oplæres som journalist, fandt hun motivation i alt det, hun ikke gad. Hun lærte at bruge sin frustration som benzin og fandt på den måde ud af, hvad hun virkelig brændte for. 

”Det er jo det, man skal i sit arbejdsliv. Få sat ord på, hvad man vil. Jeg har eddermame lært meget om at vinkle efter nyhedstrekanten og at stille åbne spørgsmål. Og jeg syntes bare, det var kedeligt og irriterende. Jeg blev provokeret. Til gengæld var det rigtig godt brændstof til at blive ved med at øve mig og finde min egen metode,” fortæller Iben. 

Eksperimenterende lussinger 

Men hvad er det så, Iben med tiden har fundet ud af, der virker? Vi har fået på plads, at det er vigtigt at udvise engagement. Det er én ting. Noget andet er at styre udenom hv-spørgsmål, for dem oplever hun som dovne og gammeldags. I stedet sørger hun for på forhånd at have en idé om, hvordan kilden er som person. Og så forsøger hun gennem interviewet at få sin fornemmelse afprøvet. Tager hun fejl, er det okay, og så giver hun hurtigt slip. Det er vigtigt, synes hun. At man ikke sidder og har et fastfrosset billede, man for alt i verden skal have bekræftet. 

”Vi beder faktisk om andre folks tid, så der skal simpelthen noget bevidsthed ind over fra start. Det er jo gratis at være interviewer, hvis man bare skal stille hv-spørgsmål. Hvad er der af indsats i det?” spørger hun. 

Det spørgsmål kan man tygge på, så længe man vil. Men det er godt at vide, at man må forvente andet end ros og klapsalver, når man laver eksperimenterende journalistik. Lussinger er også en del af pakken.

 ”Og det var præmissen på 24syv. Vi var ligesom sat i verden for at få lussinger. Så der var jeg ikke bange for det. Men jeg er spændt på reaktionen, nu hvor jeg skal til at sende fast på P1,” siger Iben. 

 Alligevel er hun ikke i tvivl om, at P1 har taget ved lære af Radio24syv på en lang række områder. Både når det kommer til fortællemåder, lyddesign, fleksibilitet og vinkling. Så selvom legepladsen 24syv lukker snart, stopper legen ikke. Iben garanterer, at jobskiftet bliver godt, men hun kan ikke komme nærmere ind på hvilke programmer, hun arbejder på. Det har jeg til gengæld forsøgt. Efter at have researchet på min gæst, står det klart, at samtlige sekvenser på Ibens Insta-story igennem en længere periode har panoreret i noget skov. Om det bliver til reportager fra en spejderlejr eller en heksejagt er ikke nemt at afgøre. Men er du nysgerrig af sind, er Instagram et godt sted at søge hen.

”Jeg blev bange for, at vi skulle vinde Cavling-prisen”

”Jeg blev bange for, at vi skulle vinde Cavling-prisen”

”Jeg blev bange for, at vi skulle vinde Cavling-prisen”

Fra Cavling-nomineret graverjournalist til tv-underholdning i den bedste sendetid. Christian Degn er gået flere forskellige veje inden for journalistik. Med tiden har han fundet ud af, at hans journalistiske mission er at lave glade ansigter. Nu står han igen overfor et karriereskifte.

Skribent: Amalie Simonsen
Fotograf: Andreas Vinther

Udgivet den 07. oktober 2019

Da Christian Degn i 2006 bliver nomineret til Cavling-prisen sammen med Stine Skriver for deres afdækning af Kødskandalen, er han 27 år. Han er en journalist i traditionel forstand – den såkaldte vagthundsjournalist. Han er nået til det punkt i sit liv, som mange journalister kun kan drømme om. Cavling-prisen er indenfor rækkevidde.

”Jeg blev bange for, at vi skulle vinde Cavling-prisen. Når en pris er så stor, kan man godt sige, at det kan være en skygge. Resten af mit liv ville jeg skulle bære den.”

Selvom det er det, han drømmer om på det tidspunkt, er han i dag glad for ikke at have vundet. Hvis han havde vundet en Cavling-pris, havde han været den yngste til nogensinde at vinde den. Det havde været et stort ansvar at tage på sig, og samtidig noget han skulle op til resten af sit liv. Dengang blev han både ærgerlig over ikke at have vundet, men samtidig også lettet.

Kigger man på Christian Degns karriere i dag, er der ikke mange fællestræk med den unge mand, der var nomineret til en Cavling-pris for at have væltet en minister. Karrieren har udviklet sig til at være præget af mere underholdning, tv og hverdagsøjeblikke. Endnu en gang står Degn overfor en forandring i sit liv. Han er netop stoppet som vært på Hammerslag for i stedet at være vært på quiz-programmet Hvem vil være millionær.

”Selvom det er hårdt at stoppe på Hammerslag, er jeg ikke ulykkelig over det. For det har jeg selv valgt. Men det er jo en påmindelse om, at livet er forgængeligt. Alting er til låns – også Hammerslag.”

“Det var skolen i at blive elitesoldat. Først skal man lære at sigte og skyde og så videre. Bliver man rigtig god, bliver man en elitesoldat, der kan komme med sine egne afsløringer,” siger Christian Degn om tiden på graverredaktionen hos TV2.

Vred, ung mand på graverredaktion

Vi springer tilbage i tiden – til før Christian Degn blev nomineret til Cavling-prisen. Kort efter han bliver færdig på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, flytter han til København i håbet om at kunne starte en karriere som seriøs journalist op. Hurtigt befinder han sig på TV2’s gravergruppe. 

”Jeg ville bare så gerne være god, så det var det, jeg gik efter. Det var som at være en ung soldat. Sagde de hop, så hoppede jeg. Skulle jeg komme med en afsløring, så prøvede jeg at komme med en afsløring,” siger Christian Degn om sin tid som graverjournalist hos TV2 Nyhederne.

Som næsten ny-udklækket journalist er han nysgerrig og optimistisk i sin indstilling til jobbet. Der går dog ikke længe, før han begynder at overveje om graverjournalistik er hans kald i livet.

Det er et hårdt job, der udfordrer både tålmodighed og humør. Graverjournalistik giver et kortvarigt sus, når han kommer til bunds i en historie og får afsløret noget hæsblæsende og chokerende. Suset er hurtigt væk igen, og så er det tilbage til møllehjulet af graven, research og afsløringer.

”Når du skal sidde og grave, er det ligesom at sidde med et garnnøgle. Du trækker dig længere og længere ind i historien. Nogle gange er der en skide god historie i det, og det ender med, at der er en minister, der ryger, som det skete ved Kødskandalen,” siger Christian Degn. ”Andre gange når du ned til det punkt, hvor du må gå hen til chefen og sige, at historien ikke holder.”

Der er selvfølgelig nogen, der skal tage fat på det, når milliarder fosser ud af statskassen, eller når Britta har fingrene langt nede i Socialstyrelsens pengekasse. Med tiden går det dog op for ham, at det bare ikke er ham, der skal sidde og trække i garnnøglet som graverjournalist.

”Det var hårdt at være en vred, ung mand på en graverredaktion hver dag. Det var ligesom en kappe, jeg tog på, og så tænkte jeg ’nu skal jeg ind og afsløre noget’.”  

Men den gode historie er jo også et spørgsmål om held, som Christian Degn selv påpeger. Der er bare nogle journalister, der udvikler en næse for, hvornår de har fat i noget, der kan blive godt.

“Det spændende er værter, der står ved sig selv.
En fejl er en gave. I virkeligheden er jeg 
grundlæggende
en fejl på tv. Jeg er jo alt for høj,” siger Christian Degn.

Det fede er at lave glade ansigter 

Jobbet som graver går i høj grad ud på at finde skandaløse og opsigtsvækkende historier. Det er det, der var en god historie i den branche. For Degn handler det mere om at fortælle en historie. I hans øjne skal en god historie ikke nødvendigvis ende i en væltet minister.

”Jeg elsker at fortælle historier. Og det var egentlig, derfor jeg tænkte, at jeg skulle ind på Journalisthøjskolen. Jeg skulle være journalist og fortælle gode historier,” siger han.

Efter at Christian Degn bryder med graverjournalistikken, går han fra at være en vred, ung mand, der bruger dagene på at lede efter skandaler og afsløringer, til at være en glad og smilende tv-vært. Et job, som mange ikke nødvendigvis opfatter som journalistik. Det viser sig dog at være det rigtige valg for ham. Det giver ham andre muligheder for at møde mennesker og fortælle deres historier på en helt ny måde.

”Det hele blev meget lettere for mig, da jeg gav op. Da jeg gav op på at prøve at være så dygtig. Det er stadig en kamp om hele tiden at levere en god historie, som man kan blive rørt over eller smile over. Der er en kamp i alting.”

Han har efterhånden prøvet kræfter med forskellige journalistiske roller, der ikke nødvendigvis falder i kategorien ’klassisk journalistik’. Man har blandt andet kunnet se ham i Rene ord for pengene, Kontant og Hammerslag. Det er først, da han bliver vært, at han endelig føler, der er plads til den, han er. Den glade dreng inden i ham, som han selv betegner det, får lov at komme frem.

Samtalerne med fremmede mennesker, underholdningen, at bringe smil frem på folks læber og fortælle historier. Så er det mindre betydningsfuldt, hvorvidt han sidder som graverjournalist eller tv-vært.

”Hvis jeg har en mission i livet, så er det måske i virkeligheden at lave glade ansigter. Og den mission føler jeg, at jeg får lov at spille ud, når jeg er vært.”

I sine næsten seks år på Hammerslag har Degn fået muligheden for at gøre det, han elsker ved journalistik. Som han selv udtrykker det, har det været nogle uforglemmelige år på Hammerslag.

Snart er Christian Degn at finde som vært på quiz-programmet Hvem vil være millionær på TV2 Charlie, hvor hans flair for smalltalk også kommer i spil: “Jeg elsker at være sammen med mennesker. At snakke, lytte og grine sammen med andre. At blive rørt over det, de siger.”

Smalltalk-journalistik

Men nu er det tid til forandring. Det er hans tur til at være vært på Hvem vil være millionær, og han erstatter dermed Hans Pilgaard. Nogle vil måske mene, at programmet har endnu mindre med journalistik at gøre. Ifølge Christian Degn kræver det dog stadig en dygtig journalist at træde ind i rollen som vært på quiz-programmet.

”Det kræver virkelig et stort talent at sidde i den stol, som Hans har gjort i så mange år. Det er en journalistisk disciplin, som få mennesker kan finde ud af. Smalltalk-journalistikken,” siger han.

For ham er det en oplagt mulighed for at gøre noget af det, som han nyder allermest. Her kan han fortælle gode historier, bringe smil frem på folks ansigter og quizze – endnu en ting, som ligger hans hjerte kært.

”Nu kan jeg få penge for noget, som jeg elsker at lave,” siger han med et glimt i øjet.

Jobbet som vært giver ham også en mulighed for at bidrage til en helt særlig sammenhængskraft i samfundet. Især i nutidens hektiske hverdag, hvor alle har travlt og flyver rundt.

”I mine øjne er det er en journalistisk bedrift at kunne samle hele familien Danmark om fjernsynet. Det er der meget få programmer, der kan i dag. Det er en samfundsmæssig værdi, og den er jeg meget stolt af at bidrage til.”

Selvom Degn er stoppet med at vælte ministre og afsløre skandaler, tvivler han ikke på, at han stadig laver journalistik den dag i dag. Det er bare en anden form for journalistik. 

”Man ser for stift på det, hvis journalistik skal decimeres til at være kritisk. Der er andet end det. For mig er det ikke rigtigt, at det er den eneste form for journalistik,” siger han.

Avisernes læsertal: Politiken oplever ikke samme nedgang som andre aviser

Avisernes læsertal: Politiken oplever ikke samme nedgang som andre aviser

Avisernes læsertal: Politiken oplever ikke samme nedgang som andre aviser

Det samlede læsertal falder på både landsdækkende hverdags- og søndagsaviser, og især gratisavisen B.T. Metro har oplevet et fald i antallet af læsere, mens udviklingen ikke på samme måde har ram Politiken, der har holdt fast på læserne og oplevet stigninger trods den højeste abonnementspris.

Kilde: Index Danmark/Gallup.

Skribent og grafik: Stig Dahlgren Atzen

Udgivet den 11. juni 2019

Det samlede antal læsere af de landsdækkende hverdagsaviser er ifølge læsertalsopgørelsen fra Index Danmark/Gallup i nedgang. På blot halvandet år er avisernes læsertal dalet med knapt 300.000 månedlige læsere. Det svarer til en samlet nedgang i læsere på 20 procent.  

Det største udsving står B.T. Metro for. Gratisavisen er på halvandet år faldet med 70 procent i månedlige læsere. Ifølge Chefredaktøren for B.T, Jonas Kuld Rathje, er faldet i læsere sket, fordi gratisavisen har tilpasset oplaget til omkostningerne ved at producere avisen.

”Det er vores mål, at B.T. metro skal være landets mest læste dagblad. Men vi forsøger at tilpasse oplaget, så det dels passer med vores nye strategi om at fokusere på de fire største byer og spare, hvis vi kan,” skriver Jonas Kuld Rathje i en mail til Illusteret Bunker og uddyber:

”Det er med andre ord en kalkuleret nedgang i læsertallet som følge af det lavere oplag.”

Hverdagsaviserne er ikke ene om at opleve et fald i læsertal. Søndagsaviserne er faldet med 90.000 månedlige læsere på halvandet år.

Politiken holder stand

Den eneste søndagsavis, som er steget i læsertal, er Politikens. De har på halvandet år formået at trække 10 procent flere læsere til, mens konkurrenterne oplever nedgang. Det skyldes ifølge Troels Behrendt, der er digital redaktør på Politiken, at deres søndagsavis er steget i kvalitet.

”Jeg synes, at vi laver en rigtig god søndagsavis. Vi laver også en meget bedre søndagsavis end for et år siden, synes jeg. Sektionerne er blevet bedre. Herunder især kultursektionen,” siger Troels Behrendt.

Politikens hverdagsavis er også tæt på førstepladsen som den mest læste. De har formået holde at fast i den kvarte million læsere, de har. Ifølge Troels Behrendt handler det om, at de lykkedes med at have målgruppen med, når de producerer indhold.

 ”Det er en ret snæver målgruppe, vi holder fast i. Vi forsøger at ramme de voksne, som har fundet et sted at bo og har tid til at læse avis i weekenden. Det er der måske nogen, som savner,” siger Troels Behrendt, der også har oplevet, at læsertallene kan variere.

”Vi har også oplevet store udsving gennem årene, som vi ikke helt har kunnet forklare,” siger han.

Abonnementspriser gør ikke udslaget

At Politiken fremviser stabile læsertal, og at B.T. Metros læsertal daler står i stærk kontrast til hinanden, når man medregner, at Politiken kræver abonnement, mens B.T. Metro er en gratisavis. Faktisk er Politiken den avis med de højeste abonnementspriser i landet.

 

Troels Behrendt mener, at det er et udtryk for, at prisen ikke er udslagsgivende, når læserne tegner abonnement.

”Det viser nok, at prisen ikke betyder så meget. Samtidig viser det, at vi rammer vores målgruppe rigtig godt, og at vi leverer det indhold, de vil have,” siger han.

 

(Overvejer du at tegne abonnement på en avis? Flere aviser tilbyder rabat til mennesker under 30 år)

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue, DR’s internationale korrespondent, lever som de færreste. Ud over basen i Paris, er der er ikke meget stabilitet. Hun er altid på farten, på vej til en ny lufthavn og er i færd med at oplade sin mobil, så hun er en klar til at interviewe den næste. Det kan godt være hårdt til tider. Men hun fortryder ikke noget. Hun gør, hvad der passer hende.

Skribent: ERICA B. STRANGE
Fotograf: Valdemar Stroe Ren

Udgivet den 06. juni 2019

Telefonen ringer fra redaktøren på DR. Hun skal afsted i aften. DR’s rejsekontor lukker kl. 15, og hun må derfor selv booke sin flybillet. Lejligheden i Paris vendes på hovedet, for kufferten skal pakkes. Planen er, at hun skal være væk i to dage, men det er ikke lang tid siden, at hun sidst oplevede at blive et sted dobbelt så lang tid. Hun pakker noget ekstra tøj. Hun fanger en taxa nede på gaden: Til lufthavnen! Har jeg overhovedet nok tandpasta med, når hun at tænke, da taxaen blinker og trækker ud i natten.

Som DR’s internationale korrespondent i Paris kan 42-årige Stéphanie Surrugue aldrig planlægge sit liv ret langt ud i fremtiden. Den ene dag er hun i Paris, den næste i Thailand og så måske en omvej forbi Danmark. I tasken har hun pakket sin mobil. En ekstra mobil, hvis den første skulle løbe tør. Derudover er der to opladere og to ekstra batterier at finde i håndtasken.  

”Min mobil er mit kontor. Jeg lider af kronisk angst for at løbe tør for strøm,” griner Stéphanie, som ankom til Aarhus for godt og vel en time siden for at holde foredrag for aarhusianerne på Dokk1. For kun et par dage siden, befandt hun sig på Champs Elysées blandt gule veste, tåregas og politimænd i skudsikre veste. I går var hun i København, i dag er hun her. Imens vi taler, skifter hun tennisskoene ud med de høje hæle. Hun undskylder for den stressende situation flere gange. Hun er vant til det. Det her er hendes hverdag. Det er en del af rejsen.

Barndom mellem Danmark og Frankrig

Det franskklingende navn – den tykke københavnske dialekt.

Stéphanies liv har altid været delt mellem to lande – Danmark og Frankrig. Moren er dansk og kommer fra en lille lejlighed i den sorte firkant på Nørrebro. Faren er fransk og kommer fra en forstad til Paris. Han skulle formentlig have været bilmekaniker ligesom de andre mænd i familien, men et talent for at cykle gjorde, at han undgik og landede på det franske landshold i stedet. Cyklen førte ham også til København, hvor han skulle køre cykelløb. På tilskuerrækkerne var Stéphanies mor. Efterfølgende skrev det unge, forelskede par sammen i to år – på tysk, for hun kunne ikke fransk, og han kunne ikke engelsk. Han kom tilbage til Danmark og friede, og de blev gift på kongebrev.

Barndommen imellem de to lande, de to sprog og de to kulturer betød, at verden fra starten var stor for Stéphanie.   

”Jeg kan huske, at min far gik og hørte nyheder fra France Inter hele dagen med sin store transistorradio på skulderen. Min far var temmelig fransk i hans måde at opdrage os på. Der skulle være disciplin og høflighed, og aftensmaden var familiens tid. Så ingen legekammerater forbi til spisning,” fortæller Stéphanie.

Spisetiden blev i stedet brugt på, at faren fortalte om alt det, han havde hørt i de franske nyheder. Og resten af familien skulle så gætte, hvilke nyheder der var ægte.

”Det var fake news før sin tid,” griner Stéphanie og klapper sig selv på låret: ”Vi var sørme lidt mærkelige. Det har nødvendigvis ikke fået mig til at tænke, at jeg ville være journalist. Men jeg tror, at det har løbet helt naturligt i min opvækst. Som en rød tråd i mit liv.”

Hør Stéphanies tanker om korrespondenter, da hun var lille:

Men farens nyhedsrapportering ved middagsbordet var ikke nok til at slukke tørsten for den unge Stéphanie. Forældrene, der ikke selv var uddannede, gav hurtigt op på at følge med i deres datters vidensbegær. Stéphanie slugte al den viden, hun kunne få fra tunge bøger, tv og radio. Med egne ord ‘pjækkede’ hun fra frikvarteret for at læse. Selvom forældrene til tider havde svært ved at forstå hende, betalte de gerne den privatundervisning i latin, hun havde tigget og plaget om.  

“Jeg var en kæmpe nørd. Jeg lignede ikke resten af min familie. Jeg var den første til at få en studentereksamen både på min danske og franske side,” fortæller hun. 

Der skulle dog gå nogle år, før Stéphanie fandt ud af, at hun ville være journalist. Hun tog først til Paris for at læse, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre. Derefter tog hun tilbage til Danmark, hvor hun læste humanistisk basisfag på Roskilde Universitet. Men hun var forvirret og følte, at hun flakkede rundt uden noget mål med livet. Men så startede journalistuddannelsen på RUC – og det ville hun prøve af.

”Det var ’instant love’. Jeg fandt ud af, at man kan lave noget, der foregår ude i verden lige nu og her og faktisk betyder noget for samfundet og vores liv. Det er konkret, og det er virkelighed. Det var jeg helt høj på fra første sekund,” siger hun.

Da hun var færdiguddannet journalist, startede hun på Politiken, hvor hun tilbragte ti år. Politiken blev derefter til Kulturen på TV2 News. Hun var vært på Go’ Morgen Danmark, da hun blev tilbudt at blive en af de to korrespondenter, der skulle dække det amerikanske præsidentvalg for DR.

Hør Stéphanie fortælle om sin reaktion, da hun fik tilbudt jobbet...

“Det kan være sindssygt hårdt at starte forfra, fordi man jo river alt ned, man har bygget op. Men det giver også en energi, som jeg enormt godt kan lide, fordi jeg så anstrenger mig enormt meget,” fortæller hun, mens hun drikker den kop kaffe, som er hendes aftensmad.

”Jeg er ofte ved at kaste op af træthed!”

Som DR’s internationale korrespondent har man nok at give sig til. Stéphanie Surrugue arbejder stort set fra P1 om morgenen til TV Avisen 21.30. Research, manusskrivning, live-interview, videoklip og meget, meget mere.

Hør Stéphanie fortælle om, hvad hun altid har med på farten…

Men hjemmet, den lille lejlighed midt i Paris, har også noget at sige for Stéphanie.

”Når jeg skal være hjemme i et par dage, så er noget af det første, jeg gør, at købe friske blomster til min lejlighed. Det er altafgørende for mig at have et sted, hvor jeg kan sætte fransk musik på, lave en kop kaffe og kigge på mine malerier,” fortæller Stéphanie.

Livet på farten, giver dog også anledning til dårlig samvittighed. Venner og familie betyder rigtig meget for Stéphanie. Men hun bliver ofte nødt til at melde afbud til fødselsdage, barnedåb og andre begivenheder hos dem i Danmark. Hun griner og siger:

”Jeg har nærmest et årsabonnement til Interflora for alle de blomster, jeg sender som undskyld!”  

Men det går ikke kun ud over hende selv. Det går også ud over dem. Hendes venner og familie. Det går hende på, at hun ikke altid kan være der for dem. Være til stede i deres liv og deltage i begivenheder. Men det er hendes valg, og hun vil ikke lave om på det.

”Jeg prøver at være nærværende på andre måder. Jeg taler meget i telefon med mine venner derhjemme. Med nogle af dem taler jeg næsten mere med, når vi er på hver vores telefon i henholdsvis Danmark og Frankrig, end når vi er ved siden af hinanden,” siger hun.

Har eksperimenteret med normaliteten

Der er ikke meget, der er normalt ved Stéphanie Surrugue liv.

Men det passer hende godt. Hun er alligevel ikke til hverdagen. Det har hun prøvet. For nogle år tilbage, før hun fløj rundt over hele verden, troede hun for en stund, at hun ville være normal. Hun var kommet i et langvarigt og stabilt forhold. Han havde et barn, de blev forlovede, og de havde købt parcelhus med dobbeltgarage på Amager.

Det så ud til, at Stéphanie Surrugue var færdig med at rejse rundt og leve det, som mange opfatter som et ‘unormalt’ liv. Hun takkede nej til et tilbud om at blive korrespondent for Politiken. Fart og dristighed hang ikke sammen med drømmen om kernefamilien. En kernefamilie, hun selv var vokset op i og derfor havde været en så vigtig en del af hendes liv.

“Jeg troede, og jeg ønskede virkelig at leve et normalt liv. Et normalt liv, hvor jeg havde mand og børn og et parcelhus at komme hjem til kl. 18,” fortæller hun.

Men projekt parcelhusliv gik ikke som planlagt. Rammerne blev for faste, og hun måtte konstatere, at friheden er vigtigere end at være normal for hende. Det var en hård erkendelse at komme frem til, og beslutningen var svær at træffe. Det endte med, at hun afbestilte brudekjolen hos Lily, flyttede fra huset og lagde det liv, hun havde skabt på hylden.

Livet i Paris passer hende bedre. Hun gør, hvad der passer hende. Hun spiser ude fem dage om ugen, ryger cigaretter af det franske mærke Gauloise og køber lækkert tøj på stribe. Stéphanie vil være til stede i nuet, og derfor sparer hun heller ikke op.

”Jeg har vidst det, man kalde en rigtig teenager-økonomi – hvilket kan være meget glamourøst, når man er 20, men ikke så meget, når man er 40 år,” griner Stéphanie.

Hør Stéphanie fortælle om at være dårlig til at konsekvensberegne…

Kærligheden kommer i anden række nu. Det er svært at date, når man ikke ved, hvor man er om fem dage.

”Jeg arbejder hele tiden. Så er jeg ude, og så er jeg hjemme. Hvis jeg endelig dater, så kan de måske ikke få fat i mig i en uge, da jeg er ude og rejse. Det kan selvfølgelig godt være lidt trist en gang imellem,” siger hun.

For Stéphanie Surrugue handler alt i sidste ende om arbejdet. Passionen. Kærligheden går til journalistikken. Sådan har det egentlig altid været. Det anderledes, det dristige og det unormale trækker i hende. For Stéphanie Surrugue er ikke normal – og det passer hende godt.

”Min 27-årige nevø sagde til mig her den anden dag, ‘jeg kender ingen, der er så meget oppe og køre over sit job, som du er.’ Det er ret vildt, fordi jeg har alligevel snart været journalist i 27 år – og jeg elsker det. Jeg føler mig simpelthen så privilegeret. Det var bare det, jeg vil sige.”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

Det kan være svært at være vagthund i forhold til EU. For det er ikke alle historier fra Bruxelles, der interesserer danske læsere. Når medierne skal dække det snarlige europaparlamentsvalg, må de dykke ned i den journalistiske værktøjskasse. Her er identifikation nøglen.

Europaparlamentsvalget er skudt i gang. Men hvordan bør vi som journalister bære os ad for at få den almindelige dansker til at interessere sig for noget så fjernt og omstændigt som EU? Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Alexander Kokkedal

Udgivet den 05. maj 2019

Du ser flere EU-nyheder for tiden, end du plejer. Du ved nok hvorfor. Fra 23. til 26. maj skal danskerne til stemmeurnerne, for der er valg til Europa-Parlamentet. Medlemslandene skal imellem sig samle et nyt parlament à 705 politikere. Europa rundt folder nyhedsmedier deres dækning af EP-valget ud, så valget kan foregå på et oplyst grundlag.

Men interessen for EU og EP-valg svinger, og i Danmark har valg til Europa-Parlamentet konsekvent haft den laveste valgdeltagelse, når man sammenligner med valg til Folketinget, regioner og kommuner. Så når nyhederne skal skrives, hvordan får man så læseren med?

Identifikation er nøglen til EU

Hvad adskiller Det Europæiske Råd fra Rådet for den Europæiske Union? Hvad er Europa-Kommissionens rolle i forhold til Europa-Parlamentet? Hvordan dækker journalister EU’s arbejde, så den almindelige dansker kan forstå det?

Det har Andreas Marckmann Andreassen et bud på. Han er til dagligt digital redaktør på Journalisten, men har flere år inden for EU-dækning bag sig. Han skrev Håndbog i EU for journalister og underviser i EU-journalistik på SDU.

“Jeg er ikke sikker på, at EU er mere kompliceret end andre magtapparater – måske er det bare længere væk. Mange af os har en grundlæggende forståelse for, hvordan det danske demokrati fungerer, for det har vi lært i folkeskolen. For mange ligger EU lidt længere væk, så man skal starte lavere på læringsstigen,” siger Andreas Marckmann Andreassen.

EU-stof adskiller sig ikke væsentligt fra alt andet stof, for det er de samme journalistiske redskaber, der gør sig gældende i forhold til vinkling og valg af historier. Særligt peger Andreas Marckmann Andreassen på identifikation som et nyttigt værktøj.

“EU er ikke nødvendigvis så kedeligt, som vi har lært at opfatte det. Men man skal anskue det på den rigtige måde, for eksempel i forhold til hvad det betyder for modtagerne. Identifikation er det ældste kneb i journalistbogen, men det virker bare,” siger han.

Svært at være vagthund til EU-institutioner

Hos det politisk orienterede medie Altinget bliver EU-nyhederne serveret med et nationalt perspektiv, hvor det er muligt. Rikke Albrechtsen, Altingets EU-redaktør, arbejder fra Bruxelles og siger, at man for at finde den gode EU-historie må være realistisk omkring det danske prisme, historierne udvælges og vinkles igennem.

“Vi bruger rigtig meget tid på at bære lovgivningsprocessen fra Bruxelles til Christiansborg og på den måde sige, at der kommer et nyt forslag, eller at noget er på bedding, og hvad det betyder i Danmark,” siger Rikke Albrechtsen.

Historier uden nationalt perspektiv kan derimod være svære at dække. For eksempel når historierne handler om EU-institutioner. Den type historier vil typisk være dem, der er for de særligt interesserede, og som ligger bag Altingets betalingsmur.

“Det kan nogle gange være svært at udfylde rollen som vagthund, fordi det bliver for fjernt fra folk,” siger Rikke Albrechtsen.

EU-nyheder uden EU nævnt

For de EU-historier, journalister så til gengæld kan vinkle gennem en national linse, gælder det ifølge Andreas Marckmann Andreassen om at fokusere på, hvordan det berører danskere. 

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik. Folk dør lidt, når de læser, at EU’s erhvervspulje støtter en eller anden virksomhed. Men hvis nu historien hed, at en virksomhed har opfundet et hjul, der ikke kan glide, og fået millioner i støtte, kan man pludselig forstå den,” siger han.

Ønsker man som journalist at slippe helt for, hvad han anser for verdens dårligste ord i en rubrik, kan man med fordel give sig selv en lille øvelse:

Prøv at skrive om EU uden at nævne EU.

“På Journalisthøjskolen havde jeg et forløb, hvor jeg kun skrev historier om EU, men som benspænd ikke måtte nævne EU i artiklerne. Så tænker man over, hvad en historie virkelig handler om. Politik handler om mennesker, penge, magt, prioriteringer, valg og fravalg, og så er det dét, man vinkler på,” fortæller Andreas Marckmann Andreassen.

Dette overblik over de seneste års valgdeltagelse i Danmark taler sit tydelige sprog. Europaparlamentsvalgene trækker betydeligt færre danskere til stemmeurnerne sammenlignet med både folketingsvalg og kommunal- og regionsrådsvalg.

Kilde: Danmarks Statistik, Økonomi- og Indenrigsministeriet og EU-Oplysningen. Afrundet til nærmeste ene decimal. 

For snævert alene med dansk vinkling

Ifølge Thomas Falbe, nyhedschef på DR Nyheder, skal DR i sin dækning af EP-valget både have nære historier og det europæiske perspektiv med sig. Europa-Parlamentet har ikke til job at tilgodese nationale interesser, så det ville være forkert kun at have et dansk fokus.

“Det er for snævert at tilgå et valg til Europa-Parlamentet alene ud fra danske interesser,” siger Thomas Falbe.

Politikerne, som bliver valgt ind, skal skabe flertal på tværs af grupperinger fra hele Europa, understreger han. Derfor bliver andre landes udfordringer vigtige at få med. 

DR Nyheder har de store temaer for deres dækning af EP-valget lagt fast. Det er temaer som klima, flygtninge, fri bevægelighed og skat. Thomas Falbe skyr dog ikke fra at tage andre emner op, der kan være sværere at dække journalistisk.

“Det er ikke sådan, at fordi noget er svært, vil vi ikke beskæftige os med det. Og i en valgkamp er alt vigtigt, for alt vil være til diskussion. Men der ligger også en prioritering, og den er vi nødt til at foretage,” siger han med hentydning til temaerne.

Dobbeltvalg – hvad hvis det sker?

DR Nyheder startede allerede sin dækning af europaparlamentsvalget i midten af april og havde den første tv-debat mellem spidskandidaterne den 25. april. Ifølge nyhedschef Thomas Falbe startede DR sin dækning tidligere end sædvanligt af hensyn til, at næste valg til Folketinget kan være lige om hjørnet – måske samtidig med valg til Europa-Parlamentet.

“Hvis vi står i en situation, hvor valget til Folketinget og Europa-Parlamentet finder sted samme dag, er der risiko for, at europaparlamentsvalget kommer til at drukne i folketingsvalget. Det er én af grundene til, at vi har startet vores parlamentsvalgsdækning meget tidligt,” siger Thomas Falbe.

Rikke Albrechtsen ser derimod ikke nogen særlige udfordringer i at have to valg oveni eller meget tæt på hinanden. Altinget vil uanset placeringen af folketingsvalget have medarbejdere på plads til at dække valget til Europa-Parlamentet.

“Jeg tror ikke, det kommer til at være så slemt ved os. Vi kommer til at gå op i kadence, i forhold til hvor meget vi spænder ud, og selv ved et dobbeltvalg kommer der til at være dedikerede medarbejdere hjemmefra, som også vil sidde på EU-valgdækningen. Vi skriver jo også på internettet, så vi skal ikke slås med folketingsvalget om spaltepladsen,” siger hun.

Andreas Marckmann Andreassen: Her finder du de gode EU-historier

  • Europa-Parlamentet er det oplagte sted at starte, hvis du som nyhedsjournalist gerne vil finde en historie om EU. Det er den lettest tilgængelige institution, ikke mindst da parlamentets folkevalgte politikere gerne vil optræde i offentligheden, og relativt få ringer til dem. I Europa-Parlamentet er der især to steder, det er oplagt at finde historier: parlamentets udvalg og plenarmøder.
  • I udvalgene kan du opsnappe historier, som ikke har taget dagsordenen endnu. Hold her øje med lovforslag, og hvem der markerer sig – det giver dig både skriftlige og mulige mundtlige kilder.
  • Dagsordener for Europa-Parlamentets plenarmøder er offentligt tilgængelige og har høj aktualitet. Ved at følge med i plenarmøderne finder man ud af, hvad parlamentet vedtager eller forkaster. Dog skal man regne med, at flere andre journalister også leder efter historier her.
  • Folketingets Europaudvalg er også et godt sted at finde historier. Møderne streames live på nettet og er dræbende kedelige, da det meste er klappet af på forhånd. Men til møderne får politikerne de såkaldte EU-noter, der er guld værd for en journalist. EU-noterne indeholder fakta fra et dansk perspektiv på, hvad ny EU-lovgivning vil betyde fx for dansk økonomi og miljø, og hvis forskellige interesser clasher. Noterne er som regel skrevet fra regeringens synspunkt, men giver en masse oplysninger, en journalist kan arbejde videre med.
  • Kig på sociale medier, især Facebook og Twitter. Næsten alle EU-politikere af betydning har en Twitter-profil, og du kan også finde talspersoner for kommissionen her. Der er forskel på, hvor villige de er til at gå i dialog, men mange vil gerne svare på henvendelser.
Ville du betale for at læse den her artikel?

Ville du betale for at læse den her artikel?

Ville du betale for at læse den her artikel?

I en tid hvor nyhedsstrømmen løber fra os, og udbuddet aldrig har været større, udtænker medierne nye strategier for at fremme betalingsvilligheden.

Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Sara Hodzic

Udgivet den 26. marts 2019

Du klikker på det farvede ikon, der fører dig ind i en verden af billeder og video. Instagram. De såkaldte ‘stories’ er klar. Politikens logo er omkranset af en rød ring. Du trykker. Der ligger flere sekunders stillbillede med tekst oveni, og det vækker din appetit. Du vil have mere af historien. Et swipe op og du er på hjemmesiden, men her bliver du mødt af den. Muren.

Betalingsmuren minder dig om, at man skal bruge et abonnement for at kunne læse nyheden. Et digitalt abonnement. Netop disse er danskerne de dårligste i norden til at betale for, viser en undersøgelse fra RUC.

Hos det danske medie Zetland fører de en anden strategi, når det gælder abonnenter, end den man er vant til at se hos mere traditionelle medier. Abonnenterne bliver nemlig kaldt for medlemmer, fordi de skal kunne deltage og bidrage.

“Zetland har medlemmer, fordi vi opfatter os selv som medlemmernes medie. Vi lytter til dem og beder dem om at hjælpe os i vores journalistik og i vores udvikling som medie. Vi forsøger herved at skabe tillid og kontakt,” siger Jakob Moll, direktør for Zetland.

 

Lyd er det nye sort

Denne tillid og kontakt til medlemmerne udfoldes ved, at Zetland bruger den information, de får fra folk i praksis. Sådan er det gået til med skabelsen af deres lydunivers, hvor alle artikler kan blive læst op og lyttet til som podcast:

“Vores medlemmer efterspurgte en lydside. Så begyndte vi at teste det, og så investerede vi i at udgive alting på lyd for snart to år siden. I dag er langt over halvdelen af forbruget af Zetlands journalistik på lyd,” fortæller Jakob Moll.

De er ikke alene om at bruge lyd som en aktiv del af deres medie. Hos Politiken har man lavet en daglig podcast som led i en konstant udvikling for at fastholde abonnenter.

“Vi skal hele tiden være skarpe på at levere god kvalitetsjournalistik. Noget af det, vi har gjort, er den podcast, vi lancerede sidste år, som skal være med til at få folk til at blive ved med at abonnere her hos os,” siger Thomas Berndt, redaktionschef for politiken.dk

 

Vores naboer er bedre

I Sverige og Norge er de mere villige til at betale for onlineabonnementer, viser undersøgelsen fra RUC om danskernes brug af nyhedsmedier. Medieprofessor Kim Schrøder peger på, at priserne er billigere i de to lande, hvilket kan være én af flere grunde.

Det koster omkring 160 kroner at være digital kunde i nabolandene, hvor det er oppe at ramme 299 kroner hos Politiken. Thomas Berndt fra Politiken mener i særdeleshed, at kollegerne i Sverige og Norge gør et godt stykke arbejde. Det er dog ikke på deres dagsorden hos Politiken at skulle sænke priserne:

“Det er slet ikke på tale hos os, at prisen skal sænkes. Politiken er et kvalitetsprodukt, derfor tager vi den pris, vi tager. Opgaven for os er at lave et produkt, som folk har lyst til at betale for og blive ved med at abonnere på.”

Denne opgave er fra Politikens side blandt andet udfoldet ved skabelsen af deres daglige podcast. Det er samtidig vigtigt at fange de unge læsere, mener Thomas Berndt. Derfor er det omkring halvdelen af prisen, de studerende og udeboende under 30 år skal af med.

 

Virker en nyere strategi?

Zetland brander sig selv som et medie, der skal skærer gennem nyhedsstøjen fra de hurtigt

producerende medier i dag. Dette koncept falder i god jord hos modtagerne. Over størstedelen af medlemmerne begrunder nemlig deres medlemskab, som en støtte til dét Zetland står for.

Kim Schrøder mener, at lignende modeller som deres kan være effektive for betalingsvilligheden:

“Der er aviser rundt i verden, der har lavet modeller, der opfatter læserne mere som sponsorerer. The Guardian opkræver ikke et abonnement, men opfordrer derimod folk til at donere et fast beløb. Det må give medlemmerne en vis oplevelse af loyalitet.”

Fastholdelse og inddragelse af abonnenter kan meget vel være den nye effektive strategi for medierne. Men kan de komme uden om, at prisen stadig kan spille en væsentlig rolle i betalingsvilligheden?

 

Mikrobetaling

Kim Schrøder har flere bud på løsninger, der kan sikre og fremme nyhedsbetalingen på sigt.

“Jeg har i flere år tænkt, at dem, der går ind for mikrobetaling, måske har en pointe. Vi finder mange af vores nyheder på de sociale medier så ved at betale 5 kroner her og nu, får man lov til at læse artiklen. Jeg synes, det kunne være en interessant mulighed.”

Der hersker dog stor uenighed hos Jakob Moll fra Zetland.

“Jeg tror overhovedet ikke på mikrobetaling, fordi når man vælger at abonnere på et medie, er det også en beslutning om, hvilket syn man gerne vil have på verden. Man vælger på en måde et hold at spille på,” siger han.

Hos Politiken har de fundet en forretningsmodel for kvalitetsjournalistik på nettet, som virker fortrinligt for dem. Derfor er tanken om at inddrage mikrobetaling på stående fod heller ikke aktuel.

“Vi kommer ikke til at lave markant om, på den måde vi gør nu, fordi det virkelig fungerer. Hvis vi en dag finder frem til, at det ville være bedre for os at kombinere den nuværende model med en mikrobetalingsmodel, så kan det godt være, at vi ville gøre det. Men pt. har jeg ingen grund til at tro, at det skulle være tilfældet,” afslutter Thomas Berndt.