Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

Jesper Steinmetz rapporterer fra et splittet Amerika

USA er et enormt og splittet land, og for at dække det rigtigt, må man komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt.”

Det fortæller USA-korrespondent for TV 2, Jesper Steinmetz. Illustreret Bunker har talt med ham om det land, han har kendt i over 30 år.

Skribent: Simon B. Porse
Foto: Politikens Forlag

Udgivet den 29. oktober 2020

Vejret er vådt, gråt og efterårsagtigt. Gaderne er næsten tomme – en spøgelsesby. Det har været sådan siden marts, hvor pandemien lagde sig som en dyne henover landet.

Sådan beskriver USA-korrespondent for TV2, Jesper Steinmetz, stemningen i Washington D.C., hvor han har haft base, siden han fik posten i 2010.

“Her er ikke specielt mange mennesker. De fleste, der bor her, er white-collar workers – advokater, lobbyister, politikere – der alle arbejder hjemmefra,“ fortæller han over en online-forbindelse med Illustreret Bunker.

“Det gør det lidt ufestligt at bevæge sig rundt i byen.”

To parallelsamfund

Jesper Steinmetz stiftede først rigtigt bekendtskab med USA tilbage i 1986. Her flyttede han ind hos sin onkel og tante i den nordlige delstat Michigan, hvor han studerede på universitetet og arbejdede i en årrække.

Allerede dengang fik han blik for, hvor enormt landet er. Da han først rejste dertil, ankom han til byen Grand Rapids, Minnesota, godt og vel 750 kilometer fra det egentlige mål: Grand Rapids, Michigan. Det svarer til at lande i Bruxelles frem for i København.

I 1986 oplevede han også for første gang, hvordan amerikanere er særligt imødekommende overfor fremmede. Det oplever han også i dag – endda blandt ellers indvandrerkritiske Trump-vælgere.

“Lige så snart man siger, at man er fra Danmark, så siger de ‘iihh, vi elsker Danmark, og vi har engang været i København’ og så videre.”

Det kan virke inkonsekvent, når Trump-støtter også er særligt kritiske overfor pressen, men det viser blot den helt grundlæggende imødekommenhed, man oplever i landet, fortæller han.

“Det er langt nemmere at være den fremmede i USA, end det er i Danmark. Amerikanerne sørger for at få en med. Man bliver inviteret hjem til dem og føler sig meget velkommen.”

I sin tid som korrespondent har Jesper Steinmetz lavet historier i samtlige af landets 50 stater og kan på stående fod ikke komme i tanke om et hjørne af landet, han ikke har været i.

Ifølge ham er det vigtigt, at man husker at komme ”så langt væk fra storbyerne som muligt”, hvis man vil forstå folkestemningen – særligt i de dele af landet, der stemte på Donald Trump i 2016.

“I Washington er de jo demokrater hele bundtet, så man skal passe på ikke at stikke en finger i jorden her og tro, at det er folkestemningen, det er det bestemt ikke,” siger Jesper Steinmetz.

De seneste år er befolkningen i USA i stigende grad blevet delt i to lejre. Ifølge en undersøgelse foretaget af Pew Research Center fra juli-august i år, siger tre ud af fire vælgere, at de kun har få eller ingen venner, der støtter den modsatte kandidat end dem selv.

“Der er i virkeligheden tale om to parallelsamfund, hvor man ingen forståelse har for, hvordan the other half lever, hvad de tænker, og hvorfor de stemmer, som de gør,” fortæller Jesper Steinmetz.

Når han taler med sine venner i hovedstaden, er de oftest slemt overraskede over de historier, han fortæller om landdistrikterne.

“De er nærmest helt afkoblede fra deres eget land.”

Et ualmindeligt giftigt bud

At Jesper Steinmetz fik posten som korrespondent i USA var lidt en tilfældighed, fortæller han.

Da han i midten af 00’erne var studievært for TV2 Nyhederne, fortalte han sin chef, at han en dag gerne ville til udlandet og arbejde. Mere præcist hvor, var ikke sikkert, bare ikke i konfliktområderne.

“Det er vel USA, du tænker på?” svarede chefen, og det lød da ikke helt så tosset, husker Jesper Steinmetz. “Der tror jeg også, du ville være et ualmindelig giftigt bud,” fortsatte chefen.

Men trods komplimentet blev det kun ved snakken. Først efter Jesper Steinmetz blev tilbudt posten som vært for Go’ Aften Danmark, vendte chefen tilbage. Efter noget pres fra Jespers side lovede chefen, at når stillingen som korrespondent igen blev ledig, var den hans.

“Det er i virkeligheden den eneste gang i min karriere, jeg har spillet mine kort strategisk rigtigt.”

Da han endelig fik jobbet, blev Jesper Steinmetz dog usikker og fik ”totalt kolde fødder,” erkender han.

“Jeg ved jo slet ikke nok om alt det amerikanske,” tænkte han og overvejede at bakke ud af aftalen. De første par år lænede han sig da også meget op ad, hvad kilderne fortalte ham, og hvad han kunne læse i avisen, men som årene gik blev erfaring til evne.

“Jo længere tid jeg havde været der, og jo mere jeg havde oplevet, desto bedre kunne jeg også selv drage parallellerne – og det er en stor styrke,” siger Jesper Steinmetz.

Han mener, at så længe man har en god journalistisk grunduddannelse i værktøjskassen, kan man dække et hvilket som helst område, når først man er i gang.

“Det er bare et spørgsmål om at sætte sig ind i stoffet.”

Folkeafstemning og forsoning

I år er det tredje gang, at Jesper Steinmetz dækker et amerikansk præsidentvalg, og selvom det er en udfordring at dække, er det ‘fuldstændig fantastisk.’ Han beskriver valget som ”en cirkusforestilling med pomp og pragt, gigantiske partikonventer og hele verdens fokus rettet imod det.”

“Den store kunst er at forsøge at komme hele vejen rundt emnemæssigt, så man gør det klart for danskerne, hvad valget egentlig handler om.”

Ligesom i 2012, hvor han for første gang dækkede valget, har det i år karakter af en folkeafstemning for eller imod den siddende præsident.

“Til syvende og sidst er det, der får amerikanerne hen at stemme, tanken om man vil have fire år til med Trump, eller om man vil af med ham.”

Ligegyldigt hvem, der vinder valget, har han svært ved at se, hvordan man kan komme sig over splittelsen i landet.

“Det er jo ikke sådan, at hvis Biden vinder, så er alt bare skønt igen, og landet vil blive forenet og forsonet.”

På den anden side vil et genvalg til landets nuværende præsident heller ikke skabe ro og orden, siger Jesper Steinmetz. Hvis man synes, at de sidste fire år ‘har været helt vanvittige’, så bliver en anden periode kun mere bizar.

“Hvis Trump bliver genvalgt, så bliver det altså en spændende rollercoaster-ride.”

I 2016 mente Jesper Steinmetz, at Trump aldrig ville vinde valget. Som mange andre tog han grueligt fejl. Nu, fortæller han, er mange af de samme mennesker faktisk overbeviste om hans genvalg. Men Jesper Steinmetz er alligevel ikke i tvivl om, at demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, kommer til at vinde valget den 3. november.

“Der er virkelig meget, der skal gå galt for Biden, før han taber,” lyder det sikkert. ”Men altså… Lad os se. Jeg ville fandeme godt nok blive overrasket, hvis Trump blev genvalgt.”

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Den frie presse holdes i et jerngreb i Hviderusland

Siden præsidentvalget i Hviderusland den 9. august har regimet i landet slået hårdt ned på journalister og demonstranter. Berlingskes fotograf Asger Ladefoged er en af dem, der oplevede urolighederne på egen krop.

Skribent: Christoffer Panduro
Illustrationer: Veronika Skov Snedker

Udgivet den 29. oktober 2020

På en bakketop lidt uden for Minsk lægger en lille gruppe mennesker blomster. De holder en mindehøjtidelighed for den demonstrant, der blev det første offer under protesterne mod Hvideruslands præsident, Alexander Lukashenko.

Til stede ved mindehøjtideligheden er Berlingskes fotograf Asger Ladefoged. Fra en position ikke langt derfra står han og en række andre fotografer og tager billeder af situationen. Men det, der skulle have været en fredelig mindehøjtidelighed, bliver pludselig afbrudt af det hviderussiske politi, der angriber de tilstedeværende pressefolk.

”Det var egentlig meget fredeligt, men pludselig kommer der et par varevogne med hviderussiske betjente, der holder ind til siden for at fange nogle demonstranter,” forklarer Asger Ladefoged.

Fotograferne begynder at tage billeder af optøjerne, hvilket betjentene opdager, og herefter løber de efter pressefolkene – og Asger er en af dem, de får fat i.

På Twitter kunne man dagen efter se en video af Asger Ladefoged, der bliver skubbet og sparket af det hviderussiske politi, samtidig med at de konfiskerer SD-kortet til hans kamera.

Foto: Uladz Hrydzin / RFERL

Europas sidste diktatur

Hviderusland bliver i daglig tale kaldt Europas sidste diktatur. I forbindelse med valget til præsidentposten den 9. august i år har der været omfattende protester i landet, hvor demonstranterne har krævet både demokratiske reformer og præsident Lukashenkos afgang.

Hviderusland bliver af mange set som et af de mest korrupte lande i Europa, og flere påpeger også, at pressefriheden i landet er ikke eksisterende.

En lang række internationale menneskerettighedsorganisationer har igennem adskillige år kritiseret Hviderusland for deres undertrykkelse af borgere og journalister. I deres seneste rapport understreger Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE, Hvideruslands manglende presse- og ytringsfrihed.

Situationen ændrede sig fra time til time

Episoden på bakketoppen fandt sted to dage efter valget i Hviderusland. På det tidspunkt havde tilstanden i landet allerede udviklet sig drastisk, og mange mediefolk fra hele verden havde på det tidspunkt oplevet styrets hårdhændede metoder.

”Der har været flere historier, om hvordan myndighederne er dukket op på journalisters hoteller og har sendt dem hjem. Derudover er lokale journalister blevet gennemtævet af myndighederne,” fortæller Asger Ladefoged om dagene efter præsidentvalget.

Op til valget var det et mere roligt billede, der tegnede sig i landet. Her kunne journalisterne bevæge sig mere frit rundt i landet, men i takt med at demonstrationerne tog til, blev der skruet op for brutaliteten fra styrets side.

”Situationen udviklede sig løbende. Somme tider var det helt fint, men de dage, hvor det var mest tilspidset, forventede vi det værste,” fortæller Asger Ladefoged.

 ”Som journalist er man enormt afhængig af internettet i sådan nogle situationer. Både så man kan følge med i sikkerhedssituationen, men også noget så lavpraktisk som at downloade et kort over byen bliver pludselig umuligt.”

Asger forklarer, hvordan situationen ændrede sig time for time, og at uvisheden gjorde, at han frygtede, at myndighederne kunne komme hvert øjeblik, det skulle være. Der florerede en masse historier og rygter blandt journalisterne i landet om de ting, de kunne blive udsat for fra regimets side.

Måtte skjule sit kamera i en pose

I Hviderusland oplevede Asger Ladefoged også, hvor svært det var at bevæge sig rundt som fotograf. Selvom han havde sin presseakkreditering og en selvlysende gul vest med ordene ”PRESS” skrevet med store bogstaver hen over brystet, mærkede han ikke den store respekt fra myndighedernes side.

”Man kunne ikke regne med, at myndighederne havde samme respekt for pressen, som i andre lande. De var fuldstændig ligeglade med, at jeg havde en presseakkreditering,” siger han.

Han forklarer yderligere, at det var enormt svært at arbejde som journalist i landet, da det var meget begrænset, hvor man måtte gå, og hvad de måtte tage billeder af.

Især som fotograf oplevede han, hvor svært det var at arbejde, når man ikke måtte tage billeder og hele tiden skulle skjule, at man er fra pressen.

 ”Som skrivende journalist kan man være lidt mere anonym og betragte tingene på afstand. Jeg står med to kameraer og skal meget tæt på, når der sker noget,” forklarer han og fortsætter.

”Jeg gik med en pose, så jeg hurtigt kunne skjule kameraet og ligne en, der bare var ude for at købe ind.”

Den skjulte og den direkte trussel

Asger Ladefoged har rejst som fotograf flere steder i verden – også steder, hvor folk fra pressen er ekstra udsat. Han har blandt andet rejst i Syrien og Tyrkiet for at dække kampene mod Islamisk Stat, hvor risikoen især var faren for at blive kidnappet.

”Man er enormt opmærksom hele tiden. Er der en, der lige kigger lidt for længe på dig, imens han taler i telefon? Hvem holder i den der bil? Sådan nogle tanker kører hele tiden rundt i hovedet,” forklarer han om de faresignaler, man som journalist i et krigsområde konstant kigger efter.

Det samme gennemlevede han i Hviderusland grundet den uvished, der var over for styret. Her skulle han foruden de skjulte trusler også forholde sig til militæret, som skød og dræbte folk på åben gade.

Han oplevede at blive tilbageholdt og hevet ind i en bil sammen med en række demonstranter for så at blive løsladt med det samme, fordi politiet ”ikke rigtigt vidste, hvad de skulle gøre med en person i pressevest,” som han forklarer det. 

Ifølge Asger Ladefoged var der flere situationer, hvor politiet ikke vidste, hvad de skulle gøre med folk, og at det, de gjorde, i mange tilfælde var vilkårligt, eftersom landet aldrig har oplevet demonstrationer af den størrelse og den type, som de oplever nu.

Omvendt har der også været andre episoder, hvor han oplevede, at politiet gik målrettet efter journalisterne.

”Der har tidspunkter, hvor politiet er gået mere specifikt efter journalister, så jeg er sikker på, at det også har været en bevidst strategi fra styrets side,” forklarer han.

”I Hviderusland kan man ikke stole på myndighederne.”

På nuværende tidspunkt er der ingen journalister, der kan få presseakkreditering til Hviderusland. Alle informationer fra landet kommer gennem styrets officielle kanaler.

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

Knud Brix er lige fyldt 40, han har en skilsmisse og en lang række arbejdspladser bag sig. Uden familien var han, med egne ord, blevet en krigsjunkie med hang til portvin, der, på Kirsten-Birgitsk-vis, fortalte de samme historier igen og igen. I stedet fortæller han nu, som vært på Danmarks mest populære nyhedspodcast, Genstart, en ny historie hver dag.

Skribent: Kresten Andersen

Foto: Valdemar Ren

Udgivet den 07. juli 2020

”Nu siger du til, hvis jeg snakker for meget, ik?” siger Knud Brix og stikker til fiskefrikadellerne på sin tallerken. Det er dagens ret i DR Byen.

Når han taler, er det som at tænde for et afsnit af Genstart. Det er den samme lethed, nysgerrighed og legen med ordene, som hver dag skyller ud af højtalerne hos et rekordhøjt antal danskere.

Knud Brix møder Illustreret Bunkers udsendte i frokostpausen fra arbejdet på Danmarks Radios nyhedspodcast, Genstart. Inden frokost interviewede Knud Brix Informations indlandsredaktør, Anton Geist, om Inger Støjberg og Instrukskommissionen. Efter frokost skal han indtale speaks til en udsendelse om anholdelsen af en formodet krigsforbryder fra Rwanda.

”Det er ikke nødvendigvis nyhedsdagsordenen, vi følger. Den er vi venligst fritaget fra at følge slavisk,” siger Knud Brix med en vis lettelse i stemmen.”Over tre uger skulle vi gerne have dækket de væsentligste historier. Men når Soleimani har fået en bombe i hovedet i Irak, så aner man ikke, hvad der er sket de første par dage. Man ved ikke, hvad det kan føre til og hvorfor og hvordan. Der skal vi have modet til ikke bare at køre uden at vide noget.”

Den afventende strategi lader til at virke. Med deres egne ord lover Genstart lytterne ”et unikt indblik i én aktuel historie”. Det har holdet bag Genstart gjort godt. Så godt, at podcasten har fået en fast plads i top-10 over de mest hørte podcast i Danmark, siden man for første gang i starten af marts kunne høre Knud Brix’ let tøvende, sprøde røst som vært.

”Man ville jo gerne sige, ”ej, det betyder ikke noget for mig.” Det ville være latterligt, hvis jeg påstod, at jeg ikke er glad for, at vi har fået mange lyttere. Det er vel for helvede det, der er formålet,” siger Knud Brix.

Ad omveje
Det er en snoet vej, der har ført til, at Knud Brix i dag sidder i DR’s kantine og lader de varme fiskefrikadeller blive kolde over sine velformulerede talestrømme.

Mange forbinder nok Knud Brix med sorte jakkesæt og politiske analyser fra Christiansborgs gange på TV2 News eller som hårdtslående morgennyhedsvært på det hedengangne Radio24syv. I dag er det glatbarberede reporterlook skiftet ud med et fuldskæg, en armygrøn skjorte, et par baggy bukser og en tophue med oprullet kant. En af de strikhuer, der – med fare for at fornærme både jøder og journalist – i pasform minder mest om en kalot.

Den mere eftertænksomme tilgang til journalistik, som Knud Brix nyder ved Genstart, har ikke ligefrem været dén journalistiske linje, der har været gennemgående i Knud Brix’ karriere.

”På ’News’ var mantraet ”Først. 24 timer i døgnet”. Jeg ved ikke, hvordan jeg blev lullet ind i det, som om det var det vigtigste kriterium at være først. Først hvorfor? Med hvad en eller anden ordfører har sagt? For hvem er man først? Er det for vores egne store egoer? Eller er det, hvad chefen eller lytterne synes? Det blev jeg en slave af… Men jeg var god til det.”

Næsen for den politiske journalistik førte til, at Knud Brix i over 10 år bed politikerne i haserne for Jyllands-Posten, Nyhedsavisen og TV2.

Knud Brix er vært på DR’s nyhedspodcast Genstart, som udkom første gang den 2. marts 2020.

Politik og poesi
Den amerikanske præsident Harry S. Truman skulle efter sigende have sagt ”If you want a friend in Washington, buy a dog.” En verden, hvor man skal stille spørgsmålstegn ved alt og ikke kan stole på nogen, sætter sine spor.

”Jeg blev enormt kynisk. Jeg havde lyst til at afsløre folk og trække bukserne af dem og se, hvor hårdt jeg kunne stille spørgsmålene. Nogle gange glemte jeg, hvad substansen var, eller hvad historien var. Jeg kan huske en finanslov, hvor det var så åbenlyst, at nogen havde vundet eller tabt. Da de kom ud af glasdøren, var det første, jeg spurgte om, ”hvem har vundet, hvem har tabt?” Bagefter var der en, der sagde, ”hvad er de egentlig blevet enige om?” Det vidste jeg sgu ikke rigtig. Jeg var optaget af spillet for spillets skyld.”

Som en slags modgift mod Christiansborgs ætsende miljø trak Knud Brix på en gammel kammerat i nøden, poesien.

”Det journalistiske sprog er et ganske specielt sprog, der har et formål. Poesien er det stik modsatte. Det har ikke nødvendigvis et formål. Det er skrift for lysten eller det formålsløses skyld,” siger Knud Brix.

I 2017, mens han stadig var politisk reporter på Christiansborg for TV2 News, udgav Knud Brix sin politiske digtsamling, Natfolden. Digtsamlingen gjorde noget, der sjældent er set hverken i dansk politik eller i dansk poesi. Den mixede de to verdener.

Natfolden fik en blandet modtagelse. Det blev til et enkelt hjerte i Politiken, fire stjerner i Jyllands-Posten og kritik fra flere sider for udokumenteret at blande fakta og fiktion. Knud Brix fastholder, at Natfolden er fiktion. Da han udgav Natfolden, vidste han, at den ville forsegle hans tid på Christiansborg.

”Jeg var færdig. Da jeg havde skrevet det der, så var jeg reelt færdig. Det var mere et spørgsmål om, ”bliver jeg fyret?”.Jeg vidste også godt, at når jeg først havde skubbet den båd i, så kunne jeg jo ikke blive der i 10 år. Ikke fordi jeg havde skidt så meget i egen rede, men hvis jeg siger, at du bliver et kynisk og dårligt menneske af at være i politik, så er det klart, at så kan du ikke være der 10 år mere. Så er du jo også idiot.”

Når man snakker med Knud Brix, er det tydeligt at høre, at han blev opslugt af Christiansborg. Substansen røg ud af ligningen, og det hele blev kogt ned til en bitter, uappetitlig bouillon af kynisme og magtspil. Det Knud Brix mistede i sin Christiansborg-tid, får han nu igen med Genstart.

”Det er det åbenlyse i, at det handler om lytteren og ikke mig og mit forkvaklede ego. Hvordan kan vi lave en fortælling og forklæde det som noget, så folk gider høre om krigen i Yemen. Vi fandt en ung kvinde, som sidder og forhandler fred dernede, og så fortæller vi historien gennem hende. Det er jo ikke fordi, at jeg tror folk er dumme, at de skal have det ind med ske. Det handler om, at når man bruger fortællinger, som er det stærkeste, vi har i faget, kan du slippe afsted med ret meget faktuel info. Det, synes jeg, er mega befriende.”

Radiofabrikken
De fleste mennesker i kantinen har så småt tømt tallerkenerne for fiskefrikadeller og sat bakkerne på plads for at vende tilbage til deres poster i det enorme DR-maskineri. Tilbage sidder den 40-årige Knud Brix. I dag er han væk fra det politiske spil og sidder i stedet bag mikrofonen.

Inden han blev styrmand på DR’s nye podcastflagskib, arbejdede han i to år som vært på Radio24syv Morgen. En tjans, der blev en redningsplanke fra Christiansborg.

”Da jeg kom på 24syv, var det en redning. Jeg var udbrændt som nyhedsjournalist. Det var noget helt andet at komme et sted, hvor der var nysgerrighed og højt til loftet. Det var en kreativ legeplads. Jeg har altid været misundelig på ”The Factory” i New York i 70’erne, hvor Andy Warhol holdt hof, natklub og atelier, sådan et sted, man vidste, var et fucking kreativt arnested.”

For Knud Brix var 24syv det tætteste, man kommer på Warhols legendariske legeplads i den danske mediebranche.

”Udover de skøre typer i toppen med Bertelsen og Brügger, så er det bare et sted, hvor du løber ind i Knud Romer, drikker kaffe med Master Fatman, og hvor der er en radikal præst på besøg. Hvis jeg lavede en liste over de mennesker, jeg helst ville arbejde sammen med eller møde, så var de alle samlet det sted.”

Rejsen
Afslutningen på Radio24syv blev på sidstedagen markeret med udsendelsen af radioserien ’General Butt Naked’, hvor Knud Brix besøger en liberisk krigsherre, kannibal og kristen evangelist. Rejsen blev en fortælling om Liberias ødelæggende og diabolske borgerkrig, men også en rejse ind i Knud Brix’ indre personlige tumult ovenpå en skilsmisse og den nye rolle som nyligt fraskilt familiefar.

”Ideen om at være en familie er ret grundlæggende. Så efter skilsmissen var jeg ramt af en form for granatchok og følelsesløshed og tænkte ”den klassiske metode er, at så må du dykke ned i noget, hvor du kan mærke dig selv, for så kan du finde dig selv.” De udenlandsting, jeg har lavet, har været en eskapisme. Der skulle noget ekstremt til for, at jeg kunne mærke mig selv. Man føler sig bare mere i live, ik? Det er jo paradoksalt.”

Knud Brix måtte dog hurtigt indse, at dansen mellem familieliv og at søge verdens dystre afkroge og destruktive hjørner ikke er en let dans.

”Jeg troede, at jeg skulle være freelancer og god far i en uge og rejse til Sydafrika og lave noget med en gammel storvildtjæger den anden uge. Jeg troede, jeg kunne leve et skizofrent liv, men jeg fandt ud af, at jeg ikke havde staminaen. Jeg blev underlig og sad i underbukser derhjemme.”

Det kan ikke overlades til hvem som helst
Knud Brix rejser sig fra bordet i den mennesketomme kantine. Vi bevæger os mod Genstarts redaktion, hvor Knud Brix til dagligt sidder med de kollegaer, der udgør teamet, der hver dag udsender en ny podcast.

”Vi ligger lige ved siden af Orientering og DR Dokumentar, og det er egentlig meget fedt, fordi den ene laver længerevarende formater, og den anden laver hurtigere ting. Meget af vores arbejde er jo at gå at høre, hvad er der på vej og sådan,” siger Knud Brix.

Genstart har givet Knud Brix glæden ved at arbejde. Han har genfundet substansen i historierne. Kynismen og skepticismen, som i mange år udgjorde det yderste, usynlige fernis af jakkesætsuniformen på Christiansborg, har han skrællet af.

”Det er ikke sikkert, at bageren lyver, når han siger til dig, at der ikke er flere spandauere. Den der totale gennemvævning af hele mit liv. Det tankesæt har jeg sluppet.”

Udover at finde den journalistiske formel, som Genstart har fundet, hvor substansen og den gode fortælling fremhæves, er opskriften på, hvordan man genfinder sit journalistiske selv, ifølge Knud Brix, relativt simpel.

”Det, der hjælper, er kolde bade, god litteratur og mennesker omkring dig. Og så at glemme egoet en gang i mellem.”

Selvom det lyder som et definitivt farvel til Christiansborg, understreger Knud Brix, at han er væltet tilfældigt ind i de fleste af sine karriereveje, og derfor stadig vil forholde sig åben for tilfældighedernes magt. Politik kan have en nærmest narkotisk tiltrækning, og afvænningen er ikke slut.

”Jeg er ikke tilstrækkeligt afluset, men jeg vil ikke være afvisende på et eller andet tidspunkt. For fanden, samfundsforhold er noget af det vigtigste, politik er spændende, politik er interessant… og man kan ikke overlade det til hvem som helst.”

Forsvarsjournalistikkens enmandshær: “Ingen styrer mig, udover min integritet”

Forsvarsjournalistikkens enmandshær: “Ingen styrer mig, udover min integritet”

Forsvarsjournalistikkens enmandshær: “Ingen styrer mig, udover min integritet”

Når Peter Ernstved Rasmussen dækker det danske forsvar, er det med en indgående viden om de væbnede styrker, en klar selvstændighed og en hensigt om at udfordre magthaverne. I den henseende kan det være nødvendigt, at man stiller sig frem og giver noget af sig selv.

Skribent: Simon B. Porse

Foto: Emil Agerskov

Udgivet den 22. juni 2020

Millionsvindel, nepotisme, magtmisbrug – de seneste år har en række historier om umoralsk eller direkte ulovlig embedsførelse i det danske forsvar set dagens lys.

De mange skandalesager har sparket gang i en hed debat og ført til en skarp kritik af det, nogle stemmer kalder en ‘rådden kultur’ i Forsvarets øverste ledelse.

En af de vigtigste spillere i den udvikling er journalist og redaktør på forsvarsmediet OLFI, Peter Ernstved Rasmussen. Som ene journalist på mediet, han selv har stiftet, breakede han historien om den tidligere hærchef og general H.C. Mathiesen, der i maj blev idømt 60 dages fængsel for embedsmisbrug, pligtforsømmelse og videregivelse af fortrolige oplysninger, og som for alvor satte gang i bølgen af afsløringer.

Peter Ernstved Rasmussen har to gange været udsendt for det danske forsvar og to gange vundet Foreningen for Undersøgende Journalistiks ‘graverpris’. Illustreret Bunker har talt med enmandshæren Peter Ernstved Rasmussen om journalistroller og om vigtigheden af at råbe vagt i gevær.

Peter Ernstved Rasmussen stiftede i februar 2016 netmediet OLFI. (Foto: Emil Agerskov)

Fra felten til forsiden

Da Peter Ernstved Rasmussen forlod gymnasiet med et karaktergennemsnit på 6,1 på den gamle skala, svarende til et nutidigt 02, virkede militærtjeneste som en oplagt måde at komme udenom det for ham noget skuffende eksamensbevis.

I 1993 blev han for første gang udsendt for det danske forsvar i forbindelse med den internationale operationer i det krigshærgede ex-Jugoslavien.

“Hvis man kan sige, at det kan være positiv oplevelse at være i krig, så var det det på alle måder for mig. Jeg blev utrolig moden af det og lærte virkelig meget om værdier og hvad det er, der er værd at kæmpe for,” siger han.

På løjtnantskolen i årene efter fangede han for alvor interessen for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, men på trods af fremgangen i branchen, skulle arbejdet i forsvaret ikke være levevejen.

“Journalistik lød spændende. Det var ligesom et sted, hvor man var med, der hvor det skete, og hvor man blev øjenvidne til historien, imens den udspillede sig,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen om hans overvejelser om fremtiden.

Han søgte om optagelse på landets tre journalistuddannelser og begyndte i 1998 studiet på Syddansk Universitet i Odense.

Han blev færdiguddannet, og arbejdede kort som freelance-journalist inden han i 2004 med kort varsel tog imod posten som presse- og informationsofficer for den danske bataljon i Irak. Her skulle han håndtere både den interne og eksterne kommunikation for soldaterne i Camp Danevang.

I 2006 blev han ansat som skribent på Jyllandsposten, og efter fire år tilbød redaktøren, at han kunne overtage forsvarsområdet i avisen, på betingelse af at han kappede den officielle forbindelse til militæret ‘så der var rene linjer.’ Han takkede ja, afleverede sin uniform og opsagde sin rådighedskontrakt.

De flere års militærtjeneste gav ham gode forudsætninger for at arbejde med forsvarsjournalistikken.

“Jeg havde jeg noget viden om, hvordan systemet fungerede, og jeg kunne eksempelvis aflæse meget bare ved at se på soldaternes uniform – og allerede der havde jeg et forspring sammenlignet med andre journalister,” siger han.

Men da den socialdemokratisk-ledede regering i 2012 oprettede en kommission, der skulle undersøge den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan, trak redaktøren en streg i sandet. Med en fortid som talsmand for den danske bataljon i Irak kunne Peter Ernstved Rasmussen ikke dække kommissionens arbejde.

“Min redaktør ville have, at jeg fik et andet stofområde, og der kunne jeg bare mærke, at nu havde jeg fået færten af så mange gode historier. Jeg tænkte, at det her område er spændende, og der er brug for, at der er nogen der dækker det,” siger han. 

I efteråret 2015 begyndte Peter Ernstved Rasmussen så at lægge grundstenene til det, der skulle blive hans eget kritiske forsvarsmedie, hvor han kunne fortælle de historier, han fandt vigtigst. Og at gøre det på egen hånd var nærmest selvsagt.

“Tanken var oprindeligt, at det måtte være muligt at skabe én journalistlønning ved at skrive om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Jo flere man er til at lave det, desto flere penge skal der jo ind, hvis det nogensinde skal kunne løbe rundt,” siger han.

I dag er OLFI vokset til et prisbelønnet, anerkendt og for nogle berygtet medie, der flere gange ugenligt leverer historier til sine mere end 1500 betalende abonnenter.

Rygter og røgslør

At arbejde alene, som Peter Ernstved Rasmussen gør, har sine fordele og ulemper.

På den ene side går redaktionsmøderne hurtigt, og der er ikke langt fra tanke til handling. På den anden side, fortæller han, har man også visse begrænsninger.

“Når man arbejder ene mand, må man skære 95 pct af historierne bort. Der må man jo så prioritere hvilke historier, der er de vigtigste,” siger han.

En anden ulempe er, at mediet og mennesket er svært at adskille, og man nogle gange ikke kan undgå at blive en del af historien.

“Da jeg endelig havde breaket historien om H.C. Mathiesen, var forsvarschefen Bjørn Bisserup ude og sige, at det var på baggrund af min interesse for sagen, mine aktindsigter og spørgsmål, at de nu var nødt til at flytte hærchefens kæreste, så der kom ro på,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen.

“Han sagde, at jeg spredte rygter og rettede beskyldninger. Jeg blev i den grad gjort til problemet.”

Selvom Peter Ernstved Rasmussen passer meget på ikke at blande sine holdninger ind i historierne, mener han, at det nogle gange er nødvendigt at kommentere på de sager han skriver om.

“Jeg har jo den gamle Jyllandsposten-skoling, altså den traditionelle journalistskoling, hvor en journalist, der dækker et område, ikke samtidig kan skrive opinionsstof om samme emne, og det er jeg egentlig som udgangspunkt enig i. Omvendt er det nogle gange befriende, når nogen kan sige det alle tænker, men som ingen tør sige,” siger han.

Journalistrollen gennem de seneste år har set en forandring, mener han, og OLFI – ‘et moderne medie, der lever i 2020’ – må gerne udtrykke en holdning indimellem.

Det er selvfølgelig en balancegang, lyder det, men når man har sit eget medie er det på sin plads, at man giver noget af sig selv en gang i mellem.

“Som journalist handler det jo om din integritet, altså om du kan se dig selv i spejlet – og det føler jeg i den grad godt, at jeg kan,” siger han.

Han påpeger at man med en klar tone og skarp vinkling kan risikere at skade sin troværdighed overfor kilderne i en sådan grad, at de ikke vil deltage i interviews. Han mener dog ikke, at det betyder meget i hans situation.

“Jeg har jo i forvejen opnået en position, hvor cheferne har det med at sige nej tak, når jeg ringer for at bede om et interview,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen.

Han beskriver, hvordan han som regel først får svar på sine henvendelser efter ugers eller måneders ventetid.

“Jeg oplever i den grad, at der bliver kastet røgslør, og at magten prøver at lukke mig ned som det her lille irriterende væsen. Jeg er en persona non-grata, som man holder ud i strakt arm,” siger han.

I flæsket på magten

Navnet OLFI er en reference til et dansk krigsskib. Korvetten Olfert Fischer, der var den første skude af sin slags, der deltog i en international operation. Korvetten symboliserer for Peter Ernstved Rasmussen begyndelsen på Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Og netop den udenrigspolitiske kurs, forklarer han, er det, der profilerer Danmark udadtil. Danske deltagelse i militære missioner i Afghanistan, Irak, Libyen, med videre – det er det, udlandet kender os på, lyder det.

Desuden er Forsvaret et statsligt voldsmonopol og en af Danmarks største arbejdspladser, fortæller Peter Ernstved Rasmussen, og netop derfor er ordentlig forsvarsjournalistik helt essentielt.

“Det er voldsomt vigtigt, at der er en kritisk presse, der kigger Forsvaret grundigt efter i sømmene og sikrer sig, ikke bare at pengene bliver brugt ordentligt, men også at der leves op til de forventninger, vi har for moral, etik og ordentlig embedsførelse i de væbnede styrker. Og der må jeg bare sige, at fire års dækning på området har vist mig, at det har der i den grad været mangel på,” siger han.

 

Du taler i andre medier om at du gør dit arbejde med henblik på at ‘rydde op’ i Forsvaret. Er det virkelig en journalistisk opgave at forandre forholdene i de myndigheder, man undersøger?

“Altså, det kommer an på hvor meget der er at afdække. Men når man, som jeg, åbner et skab, og skeletterne vælter ud, så er det i den grad journalistikkens opgave at få det frem i lyset, fastholde magthaverne og afkræve svar,” siger han.

Peter Ernstved Rasmussen savner, at medier tør gå ‘i flæsket på magten’ og kalde en spade for en spade, uden altid at tage hensyn til annoncører og aktionærer.

I stedet for at være så påpasselige, mener han, bør medierne give journalister lov til at være kritiske og ‘tæske rundt’ i de emner, de interesserer sig for. For når man først viser, at man tør lave en kritisk historie og ikke er bange for ‘at gå til bidet,’ så begynder kilderne også at henvende sig.

“Jeg er klar over at andre områder måske ikke har lige så mange skandalehistorier, som Forsvaret har haft, men tro mig: Kommunerne, regionerne, sundhedssektoren, politiet, jamen altså … Det er da bare at komme i gang!”

Den største historie: Arbejdet som journalist under coronakrisen

Den største historie: Arbejdet som journalist under coronakrisen

Den største historie: Arbejdet som journalist under coronakrisen

Landets journalister har under coronakrisen dækket en situation, vi aldrig har stået i før. Undtagelsestilstanden har om muligt gjort det journalistiske arbejde endnu vigtigere, men samtidig fremkaldt en række dilemmaer. Illustreret Bunker har talt med tre politiske journalister om deres tanker om arbejdet med den altoverskyggende historie.

Skribent: Rikke Snede Okkels

Udgivet den 21. juni 2020

Da coronavirussen satte det meste af Danmark på pause, var landets journalister nogle af dem, der stadig arbejdede videre på højtryk. Med regeringens mange udmeldinger og alvorlige tiltag fik særligt de politiske journalister travlt.

Hans Redder, politisk reporter hos TV 2, husker tydeligt pressemødet d. 11. marts, hvor Mette Frederiksen meddelte, at det meste af Danmark lukkede ned.

”Det er den største begivenhed, jeg har været med til at dække. At statsministeren stiller sig op og nærmest lukker landet fra den ene dag til den anden. Det er noget, jeg kommer til at huske resten af mit liv.”

Hans Redder fortæller, at coronakrisen har fyldt alt i hans arbejdsliv gennem de sidste par måneder. Alt andet er blevet sat i baggrunden.

”Det har været helt vildt spændende at være med til at se, hvordan krisen har udfoldet sig og udfordret politikerne. Jeg føler, at jeg oplever noget verdenshistorie fra tætteste hold.”

 

Marchen Gjertsen: ”En af de dage, hvor dybe indåndinger ikke var nok. Barnet blev passet hjemme, og jeg kommunikerede forbi kollegerne i Aarhus på videoforbindelse så mange gange, at jeg til sidst måtte smide mig på plænen i haven og høre Taylor Swift i 15 min med forstyr-ikke-funktion for at bevare humøret.” Foto: privatfoto

Skærpelse af fagligheden
Marchen Gjertsen, politisk redaktør på Jyllands-Posten, troede, at hun skulle dække et forår med klimaforhandlinger og pensionsudspil. At dagsordenen blev helt anderledes, gik hurtigt op for hende under statsministerens første pressemøder om coronakrisen.

Hun mener, at vi befinder os i en periode, hvor journalistikken er utroligt vigtig. Det har hun kunnet mærke meget tidligt i forløbet.

”Min oplevelse har været, at det har skærpet folks faglighed, at der er så store samfundsændringer- og diskussioner, som kræver kritisk journalistik,” siger hun.

Ligesom andre danske medier valgte Jyllands-Posten i den første periode af krisen at gøre alle artikler om corona gratis.

”Det er meget rammende for den stemning, der var på Jyllands-Posten. At alle smed, hvad de havde i hænderne, og lavede noget god journalistik, som alle skulle have lov til at læse,” siger Marchen Gjertsen.

DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen har været særligt opmærksom på situationens alvor i sin dækning af coronakrisen. Hun fortæller, at det har været sværere at navigere i end normalt.

”Det har været tættere på folk, end det ofte er, når man laver journalistik, og det skal man selvfølgelig være meget bevidst om. For nogle mennesker opleves det her jo som et spørgsmål om liv eller død.”

 

Hans Redder: ”Nu holder de ondenlynme endnu en pause i genåbnings- forhandlingerne…” Foto: privatfoto

Den journalistiske opgave
Hans Redder mener ikke, at coronakrisen har ændret på hans rolle som journalist. Men historien er meget større end normalt.

Han har især fundet det vigtigt at gøre danskerne klogere på, hvor skelsættende de beslutninger, der bliver truffet af magthaverne, er.

TV 2-reporteren har dykket ned i forskelige rapporter fra Statens Serum Institut for at kunne formidle grundlaget for de store beslutninger.

”Jeg synes, at det har været en vigtig journalistisk opgave i den her proces at få forklaret, hvad det egentlig er, sundhedsmyndighederne videregiver til politikerne, og hvor usikkert et grundlag politikerne træffer deres beslutninger på. Det, de rapporter viser, er jo, at der er enormt store usikkerheder,” siger han.

For Christine Cordsen skiller historien om coronakrisen sig ud på alle måder.

”Jeg har aldrig oplevet noget som det her, hvor dansk politik har været i en total undtagelsestilstand,” siger hun.

Hun fortæller, at der har været mange faldgruber i forbindelse med dækningen. En af disse drejer sig om formidlingen af oppositionens holdninger.

”Da så meget har handlet om at formidle statsministerens budskaber, så er det jo en faldgrube ikke også at være opmærksom på, hvad oppositionen tænker, så man på den måde ikke kommer til at give statsministeren endnu mere taletid og platform, end hun har i forvejen,” siger Christine Cordsen.

Fælles dagsorden
De klassiske dyder, som Marchen Gjertsen kalder det at tage magthaverne på ordet og sikre, at de holder, hvad de lover, har haft stor betydning for hende i dækningen af coronakrisen. Her har de overordnede strategier for nedlukningen af Danmark samt testning og opsporing af smitte været særligt vigtige at afdække.

Hun påpeger derudover, at aktualiteten af den seneste tids journalistisk har været gavnlig.

”Der er en stor værdi i nyhedsjournalistik, som udvikler sig mere i takt med virkeligheden, og som er til stede, når tingene rent faktisk sker. Så kan forskellige folks holdninger og eksperters input faktisk bruges, når man ikke først afdækker noget et år efter, det er sket,” siger hun.

Jyllands-Postens politiske redaktør roser også en fælles dagsorden blandt medierne under coronakrisen.

”Det kan være, at Berlingske har en god vinkel på noget, og så har vi den anden side af sagen dagen efter. Medierne bliver en slags brandmandskæde, som sammen flytter tingene.”

 

Marchen Gjertsen: ”Fordele ved at arbejde sent hjemmefra.” Foto: privatfoto

Modvilje over for kritisk journalistik
Den kritiske journalistik under coronavirussens tilstedeværelse er ikke blevet taget godt imod af alle. Hans Redder har fået henvendelser fra læsere, der mener, at det er upassende at gå politikerne på klingen i den situation, vi befinder os i.

”Jeg har helt tydeligt kunnet mærke, at flere danskere mener, at man skal holde sig fra kritiske spørgsmål i en krisetid. Det kan jeg se i min mail-indbakke og på sociale medier,” siger han.

Marchen Gjertsen har særligt i den første periode af krisen oplevet samme tone.

”Du får mig aldrig til at sige, at det ikke er nødvendigt med kritisk journalistik, og det har måske været vigtigere end nogensinde i denne tid. Det har overrasket mig, at nogle ikke har været parate til det,” siger hun.

Hun mener, at mediernes troværdighed bliver testet i denne tid. I situationer, hvor de afdækker myndighedernes fejl, bliver det en slags dyst om, hvem danskerne stoler mest på.

”Jeg synes heldigvis, at billedet er, at man godt kan stole på de danske medier,” siger Marchen Gjertsen.

Skift i dækningen
Inden corona for alvor brød ud, brugte Hans Redder meget tid på at beskæftige sig med en historie om interne magtkampe i Alternativet. Coronakrisen har været så stor en historie, at det har sat hans tidligere arbejde i perspektiv.

”Nu, når jeg kigger tilbage på de uger, kan det godt virke lidt åndssvagt, at jeg gik rundt og bildte mig selv ind, at det var en rigtig stor historie, når der var så vild en historie på vej. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde indset, hvor alvorlig corona kunne blive.”

Christine Cordsen husker, at den første periode af krisen i høj grad handlede om at få formidlet alt det, der skete. Der var blandt andet nye retningslinjer, forskellige ting, der lukkede ned og forhandlinger om en hastelov at fortælle danskerne om.

”Det var en meget massiv informationsstrøm i starten,” siger hun.

Ifølge Hans Redder er man journalistisk gået fra en nødsituationsfase, hvor fokus var på, hvorvidt det ville lykkes Danmark at undgå en kæmpe sundhedskrise. Nu er fokus i dækningen dog begyndt at skifte.

”Jeg tror, at vi som journalister kommer til at bevæge os ind i en fase, hvor der er enormt meget fokus på at kigge tilbage og få evalueret forløbet.”

Han mener, at man vil sætte spørgsmålstegn ved de overvejelser regeringen gjorde sig, da de lukkede landet ned og kigge på størrelsen af de økonomiske og politiske konsekvenser, som krisen vil medføre.

Der har ikke været mange vågne minutter, hvor man som journalist ikke har beskæftiget sig med noget aktuelt, hvis man spørger Marchen Gjertsen. Det kan resultere i, at vigtige historier går under radaren eller kommer senere end ønsket. Hun mener dog også, at der er sket et skift i dækningen.

”Nu er der fokus på, at vi får samlet op, og at vi går efter i sømmene, fordi vi ikke nåede det i starten.”

Huxi Bach bruger satiren som ventilator for sin egen frustration

Huxi Bach bruger satiren som ventilator for sin egen frustration

Huxi Bach bruger satiren som ventilator for sin egen frustration

Gennem to sæsoner har han givet magthaverne et los over knæene. Lige fra politikere og Nets-direktører til Lenny fra Paradise. I satireprogrammet ’Ugen plus det løse’, der netop har sendt for sidste gang, har han forsøgt at vække en blanding af harme og latter hos sit publikum. Hvorfor? Fordi han selv er rasende.

Skribent: NIKOLAJ SJØRUP
Fotograf: JONATHAN DAMSLUND

Udgivet den 16. december 2019

Lars Løkke Rasmussen hænger i fjernsynets venstre hjørne. Til tørre, vil nogle sige. Et billede viser den nu tidligere statsminister på talerstolen til Venstres landsmøde. En tåre triller på hans kind. Det er hans endegyldige farvel efter mere end 10 år på formandsposten og en politisk karriere, hvor han har høstet flere resultater end de fleste. Alligevel vil han nok i lige så høj grad blive husket for bilagsrod og møgsager i medierne. Denne søndag aften på DR2 er der i hvert fald én, der gerne vil drille ”manden, der har givet så meget til programmer som det her og til satire i det hele taget”. Han sidder bag skrivebordet til højre for billedet. Huxi Bach er manden i spotlight.

”Føler du virkelig, at vi trådte Lars Løkke over tæerne med de ting, som vi lavede? Det er jo et helt vanvittigt synspunkt! Han har været statsminister, og det er altså at parkere sin røv i klaskehøjde.”

Huxi Bach forsvarer sin satiriske behandling af Lars Løkke, da vi mødes til et interview tre dage efter programmets sendetid. Vi sidder over for hinanden i et mødelokale på Vesterbro, hvor redaktionen holder til. Søndagens afsnit markerede enden på 2. og sidste sæson af ’Ugen plus det løse’, hvor Huxi Bach gav magthaverne et sidste los over knæene. Holdet, der udover ham selv består af to manuskriptforfattere, en researcher og en redaktionschef, mangler lige at lave en nytårsspecial.

Men ellers er det sidste gang, at Huxi har ageret vært på programmet. I hele 2020 skal han nemlig turnere landet rundt med sit nye onemanshow, der passende har fået titlen ’Nye Tider’. Det er på mange måder en god anledning til at gøre status. Fik han løst sin egen mission? Hvad var – og er – hans mission egentlig? Og hvorfor er det i det hele taget nødvendigt at klaske til en tidligere statsminister? 



Ifølge tv-vært og satiriker Huxi Bach er der ikke nogen modsætning mellem at gøre folk klogere og få dem til at grine på samme tid.

Når grin og gys går hånd i hånd

Huxi virker selvsikker denne formiddag, mens han sidder der bag bordet, akkurat som man oplever ham i fjernsynet. Afslappet velklædt. Højt hår. Af og til råbende stemmeføring med et strejf af nordjysk. Han veksler mellem at smile, grine og rase. Om sin oprindelige tanke med ’Ugen plus det løse’ fortæller han, at han gerne ville flytte perspektivet længere op i forhold til at belyse emner, som ikke nødvendigvis var ugeaktuelle, men i stedet mere tidsaktuelle. Han ville gerne komme udover de små ting og om nødvendigt dedikere et helt kvarters fjernsyn til ét emne.

”Hvis man skal lave noget om, hvorfor Nets er nogle grådige røvhuller…”.

Huxi overvejer, hvordan han skal formulere det.

”Man kan godt sige det på tre minutter, men man kan ikke forklare det og anskueliggøre det brede billede: Hvad det betyder for dig og mig.”

Inden sæsonstart har redaktionen på forhånd udvalgt 10 emner, som de har kunnet researche, forberede og til sidst give en kærlig behandling, når programmerne skulle optages om fredagen og sendes om søndagen.

”Men på redaktionen kan vi jo ikke helt lade det være, når der så kommer en Britta-sag, eller når Lars Løkke siger farvel. Så vi har ligesom det der hjørne i starten, hvor vi også kigger på, hvad der er sket i ugen. Fordi det alligevel kribler lidt i fingrene,” fortæller Huxi og henviser til ”det løse” i programmets titel.

Et af målene med programmet er, at publikum skal lære noget, selvom det ifølge Huxi lyder lidt skoleagtigt. Han peger på, at publikum i hvert fald helst skal indse noget, som de måske ikke havde tænkt til ende. I en travl hverdag forsvinder opmærksomheden nemlig i den store informationsstrøm, mener han, og det er satirikerens opgave at belyse, når en politiker eksempelvis siger noget absurd, dumt eller hyklerisk. 

”Du kan godt sige, at målet er at få folk til at grine af magthaverne. For mig at se er der ikke nogen modsætning mellem at gøre folk klogere og få dem til at grine på samme tid. Nogle gange går grin og gys hånd i hånd. Jeg vil faktisk vove den påstand, at folk tager det bedre ind, hvis man formidler det på en sjov måde. Det tror jeg også, at skolelæreren vil sige.”

En del af Huxis mission med DR2-programmet har været at få folk hjemme i stuerne til at dele hans harme ved nogle af de ting, som politikere og andre magthavere siger.

Det er ikke kun for sjov

Allerede på Journalisthøjskolen blev Huxi ansat på Danmarks Radio, hvilket også er årsagen til, at han aldrig færdiggjorde sin uddannelse. Journalisttitlen er som bekendt ikke beskyttet, men det er heller ikke en, som Huxi tager på.

I DR blev han nemlig en del af det, der dengang hed Underholdningsafdelingen, hvor han i et halvt år fik lov til at arbejde med Jan Gintberg på satireprogrammet ’Vindhætterne’. Det vakte Huxis sult, og efter et par omveje, blandt andet som vært på musikprogrammet ’Boogie’, har han lavet sin egen satire lige siden. Men hvorfor gør han det egentlig, og findes der ikke en grænse for, hvem og hvad man må lave sjov med?

Lars Løkke har efter Huxis mening selv valgt at parkere røven i klaskehøjde, men hvad med Lenny fra Paradise? Lenny, som på sin Instagram-profil har reklameret for kviklån uden at ane, hvad det handlede om, hvilket Huxi i den grad sørgede for at udstille i sæson 2’s første episode.

”Det er et virkelig godt eksempel, for den diskussion havde vi jo også. Og derfor lavede vi indslaget, som vi gjorde. Vi starter med at afsløre, at han ikke har nogen anelse om, hvad kviklån går ud på. Og det er der jo ingen, der har, for de er totalt uigennemskuelige. Vi får ham til at indrømme, at det er åndssvagt, hvorefter vi lokker ham i en ny fælde. Vi får ham til at reklamere for nazisme. Men vi kunne jo have stoppet der, og så havde der også været nogen, der sad tilbage og grinte. I stedet tog vi ham i hånden og sagde, at hele pointen med kviklån netop er, at folk tager røven på dig. Verden vil bedrage dig.”

Huxi griner, men det er tydeligt, at han mener det alvorligt. Det er ikke for sjov, at han laver satire. 

”Vi sidder jo hver uge og kan blive fuldstændig rødglødende og rasende over ting, som en politiker, en Nets-direktør eller en helt tredje sidder og siger, og så kan vi ligesom ventilere det ved at skrive nogle jokes om det. Og i virkeligheden er vores mål at få folk til at dele vores harme. Men vi skal også at få dem til at grine af det, så de ikke tager et reb ude i laden. For så kede af det skal de ikke blive.”