Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

DR-programmet ’Ellen Imellem’ fløj næppe under nogens radar. Flere har kritiseret programmet for at bevæge sig i en gråzone mellem satire og journalistik. Programmet blev anmeldt til Pressenævnet, hvor anklagerne fik medhold. Men trods en tur i mediemøllen, står Ellen Kirstine Jensen fast på, at det er vigtigt at vove pelsen og udfordre grænserne.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
FOTO: AXEL EMIL HAMMERBO

Udgivet den 08. januar 2023

På første etage i DR-byen i København holder satireredaktion til. På redaktionen står en brun korktavle. Tavlen er tapetseret med et hav af udklip fra artikler. Nogle af artiklerne fylder meget, mens andre kun har fået tildelt et enkelt citat. Èt bestemt navn går igen og igen – og igen. Ellen.

”Metadumhed og umorsom satire”, ”Dybt problematisk” og ”Ellen i modvind” – sådan lyder et par af de rubrikker, der hænger på korktavlen. Tavlen er satireredaktionens forsøg på at skabe en Wall of Shame, som ud over at stå side om side med æresgalleriet, Wall of Fame, også dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om den shitstorm, hun var ansigtet på, da DR-programmet ’Ellen Imellem’ rullede for åben skærm.

Iført blazer og øresnegl indtog hun rollen som vært og udgav sig for at være journalist. Forskellige gæster blev inviteret ind i studiet for at svare på en række spørgsmål. De vidste godt, at interviewet ville have satiriske elementer. Men hvad ingen vidste, var, at alle Ellen Kirstine Jensens ord var dikteret direkte fra hendes øresnegl. Ofte af personer, som var lodret uenige med dem, hun sad foran.

’Ellen Imellem’ er af mange blevet opfattet som et kontroversielt program, og flere af de medvirkende har følt sig ført bag lyset. Programmet fik tre af de medvirkende til tasterne, da de tidligere på året klagede til Pressenævnet. Sagen er nu blevet vurderet, og afgørelsen er landet; de medvirkende får medhold – DR får kritik. I kendelsen skriver Pressenævnet blandt andet, at DR ikke har haft givet de medvirkende tilstrækkelig information, og at de derfor har deltaget i udsendelserne på et misvisende grundlag. Selvom Ellen Kirstine Jensens vil tage nævnets ord til efterretning, har det ikke slået hende ud af kurs. 

”Jeg holder stadig hovedet højt. Mange vil nok mene, at jeg er gået over grænsen. Men der er nogle gange behov for at arbejde omkring grænsen og i nærheden af grænsen, når man skal lave noget nyt, som folk ikke har set før,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Turde gå planken ud

Hun fik ideen til programmet, hun fik et ’go,’ og hun blev vært på sit eget program for første gang. Hun ville skabe noget nyt og anderledes, der kunne sætte gang i diskussionen om, hvordan videnskab formidles til unge, og hvilke sandheder unge møder på internettet. Med sin øresnegl i øret var hun bevidst om, at hun skubbede til nogle grænser.

Ellen Kirstine Jensen lægger vægt på, at det både skal være journalister, satirikere, komikere og filmskabere, der en gang imellem skal turde at gå planken ud – velvidende, at det nogle gange lykkes, mens man andre gange ender på dybt vand. Hun mener ikke, at tingene udvikler sig, hvis ikke der er nogen, der tør eksperimentere med grænserne.

Det er, ifølge Ellen Kirstine Jensen, særligt de unges skuldre denne opgave hviler på:

”Hvis det ikke er unge, der skal have modet til at prøve at lave noget helt andet, hvem skulle så?,” spørger hun.

Antijournalistik

Der gik ikke lang tid efter programmets premiere, før en negativ omtale af programmet og Ellen Kirstine Jensens værtsrolle kom i mediernes søgelys. “Men hvad flere kritikere ikke har haft for øje, er, at programmet har været et satirisk eksperiment,” tilføjer hun selv og mener derfor, at kritikken har klinget ensidigt.

”Journalistikken skal være saglig, neutral og funderet i fakta. Alt hvad der omgiver programmet,

er på en eller anden måde så antijournalistisk, fordi det ikke er journalistik, og det har aldrig været tænkt som journalistik. Hvis det var journalistik, ville det være det værste lorte-journalistik i verdenshistorien,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det var et aktivt valg at udfordre den traditionelle journalistrolle og lade sig inspirere af satirens verden, blandt andet fordi Ellen Kirstine Jensen snarere ser sig som satiriker end journalist. Hun mener ikke, at det hun laver er alvorligt journalistisk indhold. Netop derfor mener hun ikke, at hun skal sættes i bås som journalist.

Selvom DR har givet udtryk for, at programmet er satire og derfor skal vurderes ud fra den præmis, respekterer Ellen Kirstine Jensen, at der kan ligge nogle kritikpunkter i snakken om, hvor meget man som medvirkende skal vide på forhånd, før man deltager i et program. Hun erkender, at det er vigtigt at få præsenteret tankerne bag et program, der af mange kan opfattes dybt kontroversielt, og hun kan derfor godt se det vigtige i at diskutere, hvor grænsen skal sættes i sådanne situationer.

Chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger, har i en tidligere Fri-Mads-udgave hyldet Ellen Kirstine Jensen for ideen til programmet og mener, at det er et kosttilskud til DR’s øvrige programmer. Derudover slår han fast, at det er helt åbenlyst, at ’Ellen Imellem’ ikke er journalistik – men satire.

Ellen Kirstine Jensen forklarer, at det ikke er tilfældigt, at hun i programmet præsenterer sig selv som en ’poleret DR-journalist’. Pointen med præsentationen er at gøre det klart for seerne, at hun laver sjov med journalistrollen ved at bruge sig selv som kulisse og billede på den arketypiske journalist.

”Der er jo en grund til, at jeg er den her karikerede journalist. Det er også der, at der sker noget sjovt; at jeg fremstår meget selvhøjtidelig journalistagtig, når de ting der kommer ud af min mund, kan opfattes som nonsens,” siger Ellen Kirstine Jensen.

 

Det sorte får

Selvom både Ellen Kirstine Jensen og DR står på mål for, at programmet er satire og derfor inden for skiven, er kritikken alligevel haglet ned. Ellen Kirstine Jensen havde dog som ny i branchen frygtet, at hendes første program, ’Ellen Imellem’, ville gå under radaren og dø en stille død. Men sådan blev det ikke og efter et par omgange i mediemøllen, tvivler hun da heller ikke på, at programmet er blevet set, omtalt og diskuteret.

”Mainstream-reaktionen har været enormt negativ. Men jeg synes virkelig, at kritikken understreger, hvor meget der er behov for nogle, der tør at bevæge sig omkring grænsen. Det er svært at lave satire, hvis man skal holde sig på den sikre side, ” siger Ellen Kirstine Jensen.

Shitstormen har fået hende til at indse, hvor meget hun kan stå imod, men hun savner en større forståelse for, at der skal være plads til at kunne eksperimentere, når man er ny og udvikler et nyt program.

Som et nyt, ungt ansigt i mediebranchen har hun allerede måtte vinke farvel til tanken om at være danskernes folkekære mediepersonlighed.

”Den mulighed har jeg mistet, fordi jeg har været det sorte får i alle de etablerede medier. Men det er på en måde nemmere, at det er det, der er udgangspunktet, fordi så kan jeg kun overraske positivt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

”Min karriere er ikke død endnu”

Selvom DR’s Wall of Shame dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om dét kritiske lys, flere medier satte hende i, skal der mere til at slå hende ud af kurs. Væggen er nemlig også en påmindelse om hendes mod til at bryde med grænserne.

”Det er ikke jordens undergang at gå til grænsen. Man skal sgu nok overleve. Jeg er ikke død endnu, og min karriere er heller ikke død endnu,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Pressenævnets kritik har ikke fået hende til at fortryde programmet. Hun mener stadig, at ’Ellen Imellem’ har sin berettigelse – men overgiver sig til afgørelsen og tager kritikken til sig.

”Jeg kan ikke gøre andet end at sige; ’helt klart, det tager vi selvfølgelig til efterretning.’ Jeg vil tænke over det, hvis jeg laver noget lignende fremover,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det er ikke første gang hun modtager kritik, og afgørelsen har derfor heller ikke haft den store påvirkning på hende rent følelsesmæssigt. Da shitstormen rasede i medierne, vred Ellen Kirstine Jensen alle tænkelige scenarier igennem. Hun ser derfor mest af alt afgørelsen som et punktum i sagen.

”Der har været kritik af programmet i forvejen, som har været langt værre end den pressenævnet har ytret. Men jeg har respekt for Pressenævnets afgørelse. Deres ord er lov, så der er ikke så meget at rafle om,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Hun lægger dog vægt på, at afgørelsen også er et billede på, at det kan være svært at navigere i de usagte grænser. 

”Nu ved vi, hvad vi ikke skal gøre, og det har vi accepteret. Men afgørelsen viser også, at det er svært at vurdere, hvor grænser skal trækkes. Pressenævnet har ytret, at vi har overskredet en grænse, men hvor præcist grænsen ligger, har de ikke nævnt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Trods kritikken står hun inde for sit program, selvom det af mange kan opfattes kontroversielt, og hun er ikke et sekund i tvivl om, at det er de unge, der skal turde udfordre status quo.

”Det har ikke taget modet fra mig. Det er vigtigt, at der er nogle, der tør at vove pelsen.” siger Ellen Kirstine Jensen.

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Third Ear blev danmarksberømte med radiosuccesen ‘Kvinden med den Tunge Kuffert,’ men deres lydkartotek rummer endnu flere fortællinger. Deres produktioner er resultatet af høj lydkvalitet og en detektivagtig tilgang til research og opklaring. Med inspiration fra filmverdenen stykker de lydfortællinger sammen, der kredser om den gode historie, og hvordan den fortælles bedst.

TEKST: Josefine Harboe
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Tre kasser fyldt med stakkevis af papirer og mapper står i hjørnet af studiet. Et halvt meter langt guldhorn stikker ud af reolen midt i rummet og bagved den, står en miniaturemodel af Søndermarken på Frederiksberg i snedække. Studiet ligner en legeplads, hvor gode ideer bliver til virkelighed, og små historier bliver til store fortællinger.

Midt i legepladsen står Tim Hinman, der sammen med Krister Moltzen og Frederik Nielbo udgør det populære danske podcastmedie Third Ear, som siden 2009 har skabt kuriøse radiofortællinger.

Det er her – ude på spidsen af Refshaleøen – at podcastmediet holder til. Tim Hinman løfter en bog op fra stakken med titlen Danske X-files. Han slår frem og tilbage mellem dansk og hans modersmål engelsk, mens han forklarer om det næste mysterium, de har kastet sig over. Denne vekslen er blevet kendetegnende for introduktionen. ”Du lytter til en podcast”, der leder lytteren ind i universet, fortællingerne, podcasten Third Ear. 

Titelmelodien er lokkende og lidt uhyggelig. Man ledes ind i et univers, der virker mystisk. Alligevel kan man ikke lade være at gå derind i selskab med Krister Moltzen og Tim Hinman, som er stemmerne bag en podcast om Guldhornene, serier som Cyanidmanden, Konspirativ Kærlighed og den helt uundgåelige, ‘Kvinden med den Tunge Kuffert’.

Dette er fortællingen om et af Danmarks første podcast, deres vej til kompromisløs lyd og hvor de er på vej hen med deres univers. 

 

Third Ears modus operandi

Tim Hinman er født og opvokset i England, men kom til Danmark i midten af 90’erne. Her mødte han en anden fortælletradition, hvor den menige mand fik lov at være med. I England var tv- og radiosendefladen de kloge og de kendtes legeplads, og den fattige mand var en figur, man havde ondt af, men egentlig ikke ønskede at forstå.

”Jeg tror, det er båret ud af en nordisk tradition, at man ikke har så stor en celebrity culture, men et meget mere jævnt samfund generelt,” siger Tim Hinman.

Han fortsætter: 

”Folks stemmer er værd at høre på.”

Den tilgang har Third Ear haft med sig, og deres historier er kommet flere steder fra. De gemmer sig alle vegne og venter bare på at blive opdaget.

”’Kvinden med den Tunge Kuffert’ hørte vi om gennem en, vi kender, Claudia. Hendes onkel havde hørt en historie til en konfirmation om denne mærkelige kvinde, som hun syntes, vi skulle høre. Krister syntes, det lød mærkeligt, og vi blev enige om, at det var en tur til Jylland værd. Det endte med at være en kæmpe succes,” fortæller han.

Ideen til Third Ears første podcast gemte sig på forsiden af flere af landets aviser. Det var en fortælling om en mand, der var med til at stjæle en kopi af Guldhornene fra Kongernes Jelling. Historien var blevet dækket, men overfladisk og for en kort periode, hvorefter den var blevet glemt igen.

Den historie Third Ear kunne fortælle små to år senere handlede om en tyv, der ikke vidste, hvad han var ude efter, før han stod med to forgyldte sølvhorn og forstod, at han ikke kunne smelte dem om som planlagt.

I stedet for at fordømme den unge tyveknægt, interesserer podcasten sig for hans forarbejde og research til kuppet. Krydret med oplæsning af Adam Oehlenschlägers digte stiller podcasten skarpt på myten om Guldhornene og sætter spørgsmålstegn ved, om ikke det netop er deres raison d’etre at blive nappet en gang imellem.

Third Ear fik produceret sine egne eksemplarer af de sagnomspundne horn. Tim Hinman hiver det ud af en lofthøj reol fyldt med små rekvisitter, som de har brugt gennem tiden. ”Solid gold,” siger han og løfter armen for at demonstrere, hvor tungt det faktisk er.

Meget symbolsk blev den ene af deres guldhorn stjålet til en fest og er ikke dukket op siden. Sådan kan historier gentage sig mange gange.

 

Lyden af Third Ear

Third Ears karakteristiske lyd er skabt med stor inspiration fra filmbranchen. Den gode fortælling er ikke kun skabt gennem sproget men gennem en atmosfære af hundebjæf og fodspor i nyfalden sne. Tim Hinman har arbejdet med lydproduktion på filmset, og han har taget meget af den viden med sig.

”Man kan skabe den der Hollywood sound i en lydproduktion for ingen penge, hvis man ikke har det skide billede at forholde sig til,” siger han.

Men det kan være både trægt og dyrt at producere film, derfor passer det bedre til Third Ears temperament at lave podcast, hvor de kan lave tre-fire produktioner om året.

”Det fede med lyd er, at man kan blande alle de her ting sammen og opnå et ret fancy resultat uden at man skal bede om lov og have kæmpe budget, eller vente tre år før man kan fortælle en historie,” siger han.

Lyden skaber de selv med diverse rekvisitter og remedier. Tim Hinman rejser sig for at demonstrere en maskine, der kan lyde som vinden. Den ligner en form for tombolatromle beklædt med glas, men lyder fuldstændig som en kold blæst, når han drejer på den.

We paint pictures in sound, tell stories in sound, bruger lyd som et fortællende element i alt, hvad vi laver,” siger han på sit skiftende dansk/engelske.  

Men det er ikke kun lydeffekter, der er vigtige for historierne. De producerer selv deres egen musik.

”Man har brug for sindssygt meget musik i det her lydunivers. Musikken skaber farver omkring fortællingen, som hjælper lytteren med at leve sig ind i historien,” siger Tim Hinman.

Man kan skabe den der Hollywood sound i en lydproduktion for ingen penge, hvis man ikke har det skide billede at forholde sig til.

– Tim Hinman, podcastskaber ved Third Ear

Dyk ned i fortælling om Kvinden med den tunge kuffert fra Third Ear.

The J-word

Tim Hinman gør det klart, at Third Ear ikke er journalister. De laver reportager, interviews og bruger greb fra genren, men derfor producerer de ikke nødvendigvis journalistik. Eller the J-word som han lidt ironisk kalder det.

Det er ikke, fordi Third Ear ikke vil sættes i bås med journalister, men de har andre fokuspunkter end dem. En af Tim Hinmans anker ved journalistikken er det høje tempo.

De er ikke interesserede i at lave dagsaktuelle nyheder, hvor der ikke er tid til at fordybe sig i formidlingen. Det er svært at forene høj lydkvalitet med korte deadlines og nyhedstrekanter, mener Tim Hinman. 

”Vi kan godt lide at sige, at journalisten er god til at afdække og finde historier og ikke særligt gode til at fortælle historier,” siger Tim Hinman.

For Third Ear fortæller historier. Små og store, underfundige og højtflyvende. Anderledes historier og ikke dagsaktuelle nyheder og hurtige analyser.

”Tit handler det mere om den human interest, story behind the story. What happened next, what happened before,” siger han.

Det er nogle helt andre overvejelser, der er vigtige for ham. Journalistisk handler om fakta, det er skarpt, men der bliver sjældent brugt mange kræfter på at caste den helt rigtige kilde. En spændende karakter med den rigtige stemme.

”Det er mere blød æstetisk consideration, end at det bare handler om the story and the facts,” siger han.

 

Da podcasten var ubetrådt land

Tim Hinman husker, at der kun var to-tre podcasts på det danske marked, da de startede. En fra Herlev Bibliotek og en anden, hvor man kunne skrive ind til en clairvoyant, der kunne spå om fremtiden. Third Ear havde altså rigeligt plads at boltre sig på de første år på podcastmarkedet, og de var ikke presset af konkurrence.

It wasn’t a crowded field, lad mig sige det på den måde,” siger han.

Han uddyber: 

”Det var en følelse af gold rush. Der var ingen andre. Vi var number one på iTunes’ chart fem år i træk. Nu kan vi dårligt nok nå nummer 20. Det var bare en anden tid,” siger han.

Friheden var stor og var noget af det, der lokkede Third Ear til. Efter en årrække på DR var Tim Hinman og Krister Moltzen færdige med at lave stof, de ikke brændte for.

”Pludselig har man et medie, hvor there was no one in charge. Man skulle ikke bede om lov til at lave noget som helst, man kunne bare lave det, man selv synes om,” siger han.

Og det blev til mange forskellige ting. En filosofisk fortælling om den moderne Sisyfos, en alternativ kærlighedshistorie om en svindler og den helt uundgåelige om ‘Kvinden med den Tunge Kuffert.’ Podcastene har det til fælles, at de tager sig tid til at fortælle historien.

Markedet har ændret sig markant de seneste ti år, og der er kommet flere og større spillere på banen. Men der er gået en form for inflation i begrebet podcast, hvis man spørger Tim Hinman. Krav til kvalitet og format er udvisket, og alt det egentlig kræver er en middelgod optager og noget at tale om.

The word doesn’t really mean anything much anymore. Det er ikke længere genre, det er bare en platform,” siger han.

 

Er der penge i podcast?

Platformen har vokset sig til et stort marked for økonomiske interesser. Abonnementtjenesterne Podimo og Mofibo udbyder eksklusivt indhold til deres betalende kunder, og podcasts agerer også moderne reklamespalter, hvor virksomheder kan købe sig ind. 

Third Ear har tjent penge på alle disse måder. Når man bevæger sig uden for det traditionelle arbejdsmarked og arbejder freelance og på projektkontrakter, må man være kreativ med, hvordan man tjener sine penge.

Tim Hinman har levet af Third Ear i mere end 12 år, selvom der var mindst 10 af dem, hvor folk sagde, at det var umuligt.

Lønsedlerne er blevet strikket sammen af offentlig støtte, samarbejdsprojekter, salg af reklamer og gennem betalende abonnenter.

”Det er meget det 21. århundredes industri, at det ikke nødvendigvis er det, man kender bedst, man tjener sine penge på. Vi har i nogle år tjent mere på at lave projekter for museer eller events, end vi egentlig har tjent på podcasten. We are doing okay,” siger Tim Hinman.

Third Ear havde også en periode, hvor de producerede indhold til Podimo, men de valgte ikke at forlænge aftalen. De så en stor værdi i at eje deres eget produkt, så de kan videreudvikle ideen og formatet.

”Vi har ikke et chatshow hver fredag. Vi fortæller historier, som folk stadig lytter til. Vi ved, de har et langt liv og kan udvikle sig og leve videre,” siger han.

Det er både dyrere og mere besværligt at lave podcast af høj kvalitet, og det kræver, at man har tillid til, at der er en vis portion lyttere hver gang. Den erkendelse hviler Tim Hinman i, for han er ikke interesseret i at gå på kompromis med sit produkt.

“Vi behøver ikke at please everyone. Vi laver færre ting, men laver dem bedre. Vi er ikke en pølsefabrik. Men it ain’t easy,” siger han.

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

For at blive en god undersøgende journalist kræver det færdigheder, gode kilder og respekt for sit arbejde. Illustreret Bunker har sammen med to af de dygtigste gravere sammensat en guide til dig.

TEKST: lærke kobberup & Sarah Wittrup 
Illustration: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 08. december 2022

Det startede med et tip om noget data, der omhandlede  “underlige” pengestrømme ind i Danske Banks estiske filialer. Sådan begyndte en af Berlingskes største historier. 

I den anden ende af byen sad der en gruppe journalister på Ekstra Bladets redaktion og undrede sig over, hvordan de danske børn i Syrien egentlig blev glemt så hurtigt. En undren, der startede et forløb fyldt med anonyme kilder og en presset regering.

Den store afsløring kan starte på mange forskellige måder. Illustreret Bunker har talt med to af de journalister, som har været med til at ryste medieverdenen.

Simon Bendtsen er nyhedschef på Berlingske Business og har tidligere arbejdet i gravergruppen samme sted. Her var han med til at dække hvidvasksagen om Danske Bank, som han desuden har vundet en Cavlingpris for. 

I januar 2017 startede han, Michael Lund og Eva Jung på den længerevarende sag. De arbejdede intensivt på den i cirka tre år, og de skriver stadig den dag i dag, men dog mere sporadisk. Da de havde udgivet et par artikler om sagen, troede de, at det var det. Men så fik de indikationer af, at der faktisk var mere at hente.

Thomas Foght er redaktionschef og undersøgende journalist for Ekstra Bladets gravergruppe og vandt tidligere i år Cavlingprisen for artikelserien om de danske børn i Syrien. Denne artikelserie skrev han sammen med sine kollegaer Jeppe Findalen, Nagieb Khaja og praktikanten Magnus Mio. Her dykkede de ned i allerede offentlig kendt viden og fandt ud af, at der lå meget mere begravet under gulvtæppet. Helt konkret resulterede dette i, at 14 danske børn blev fragtet hjem.

Med hjælp fra Simon Bendtsen og Thomas Foght har Illustreret Bunker skabt en guide på fem steps til alle de spirende graverjournalister, som befinder sig på DMJX.

1. Step: Respekter dine kilder og din magt

“Det, tror jeg, egentlig er det vigtigste. At kilderne ved, hvad de går ind til, og at de føler sig trygge og ved, at vi behandler de informationer, de deler med os. Og at vi gør alt i vores verden for at beskytte dem.”

Sådan forklarer Thomas Foght fra Ekstra Bladets gravergruppes håndteringer af kilder. Da der har været mange kilder i spil i både Thomas Foghts og Simon Bendtsens artikler, fylder kildehåndteringen rigtig meget i processen.

Også for Simon Bendtsen og Berlingske har noget af det vigtigste været en gensidig respekt mellem kilderne og en selv som journalist.

“Man vinder kildernes tillid ved at opføre sig ordentligt. Selvfølgelig skal man aldrig virke truende overfor sine kilder, men ligeså vigtigt er det, at man opfører sig ordentligt i mødet med de mennesker, man skriver om. Både dem, der kan have gjort noget galt eller dem, der er vidner til det,” siger han.

Denne gensidige respekt for hinanden og for de historier, man skriver, er også vigtig at huske på, mener Simon Bendtsen. Hvidvasksagen i Danske Bank blev hurtigt en meget omfattende sag.

“Mange af direktørerne måtte stoppe i banken. Endnu hårdere var konsekvensen for en af direktørerne i Estland, som begik selvmord (Aivar Rehe, som var mangeårig direktør i Danske Bank Estland red.). Det er selvfølgelig noget, der gør, at man får meget respekt for, at det kan have nogle voldsomme konsekvenser, når vi skriver noget,” fortæller han.

Man kan ikke med sikkerhed sige, at Aivar Rehe begik selvmord som følge af hvidvasksagen. Den estiske ugeavis Eesti Ekspres har skrevet om ham og hans selvmord, og det “skinner igennem i deres artikel, at det sandsynligvis har været den skade for hans ry og rygte, som sagen uvægerligt havde givet ham,” som var skyld i hans selvmord, skriver Magasinet rØST.

2. Step: Beskyt dine kilder

En stor del af de kilder, som både Simon Bendtsen og Thomas Foght interviewede under begge sager, skulle holdes anonyme. Det var på grund af kildernes sikkerhed.

“Der er nogle gange, vi har haft mistanke om, at der er nogen, der holder øje med os. Især efter vi begyndte at bringe nogle af de historier om de her klassificerede oplysninger. Der tror jeg da, at der var nogen, der begyndte at undersøge, hvem i hulen det er, vi taler med,” siger Thomas Foght.

Han uddyber:

“Vi skal sikre os, at kilderne aldrig nogensinde kommer i problemer, fordi de snakkede med os.”

Det prøvede de blandt andet at gøre ved at undgå at kontakte kilderne via mail og almindelige opkald.

Thomas Foght valgte at opsøge kilderne i deres private hjem for at beskytte deres identitet. Her ville han dukke op, når kilderne havde fri fra deres respektive arbejde for at snakke med dem uden for arbejdstiden, så ingen kunne overhøre deres samtaler.

En anden af hans metoder var at sende et fysisk brev til sine kilder. Udover at sikre anonymitet, er et brev heller ikke lige så voldsomt, som når en journalist dukker op på en kildes dørtærskel.

Hos gravergruppen ved Berlingske blev sikkerheden også vægtet højt. De tog helt særlige forholdsregler i brug for at beskytte deres kilder.

“Vi gav kilderne kodenavne, og i særlige omstændigheder fløj vi et sted hen for så at køre i den modsatte retning. Man kunne ikke udlede noget af, hvor vi var fløjet hen, når vi kørte et andet sted hen. Så vores kilder blev ikke kompromitterede,” siger Simon Bendtsen.

Det var enormt vigtigt for begge historier, at kilderne havde tillid til de to journalister, for ellers var det svært at få dem til at dele deres informationer. Det gjorde Simon Bendtsen ved at forsøge at efterlade så få digitale fodspor som muligt ved blandt andet at skrive alt i hånden og ikke fortælle andre, hvad de arbejdede på. Det handlede især om, at der pludselig kom meget på spil for de involverede i hvidvasksagen, da både den administrerende direktør, Thomas Borgen, og bestyrelsesformanden, Ole Andersen, blev fyret.

3. Step: Kend dit stof

At sætte sig ordentligt ind i en sag kan tage lang tid, og man skal forvente, at man kan ende med at sidde med den samme sag i lang tid. Nogle gange kan man skrive videre om den samme sag i flere år. Det var tilfældet for Simon Bendtsen og hans kollegaer:

“Vi startede med den i januar 2017. Og så skrev vi intensivt på den i to til tre år – i hele 2017 og hele 2018 – efterfølgende en bog, og nu skriver vi om konsekvenserne,” siger han.

Selvom sagen om hvidvask begyndte i 2017, fylder den stadig i dag. Simon Bendtsen er blevet en af eksperterne på emnet. Thomas Foght kender til den følelse.

“Det er jo klart, at når man dækker en sag i så lang tid, så kommer man enormt godt ind i stoffet, og man får et godt netværk og forhold til sagen,” siger Thomas Foght.

Man bliver en ekspert inden for sin sag. Ingen andre har det samme netværk eller den samme viden om emnet.

4. Step: Slå hovederne sammen

Thomas Foght skrev sin artikelserie med tre andre, og han understreger, at for ham var det vigtigt at være flere på sagen. Især når den var så stor.

“Lad os sige, at der sker noget uventet, og der er en, der holder ferie eller har en fridag. Så er der en anden på arbejde, der lige kan gribe historien,” siger han.

Han uddyber desuden, at han også mener, at det er en fordel rent strukturelt:

“Det vil være hårdt at sidde bare en eller to mand med så stor en sag i så lang tid. Når man er fire, så kan man hele tiden justere på, hvem der skal kigge på hvad, og man kan gribe flere ting. På den måde gjorde det, at vi var mere fleksible i at kunne dække sagen.”

Simon Bendtsen skrev sin artikelserie med Eva Jung og Michael Lund, som han i forvejen havde et venskabeligt forhold til:

“Det var meget tilfældigt, at det blev os tre, men i bund og grund handler det om, at man arbejder godt sammen og komplimenterer hinanden.” 

5. Step: Tavshed er en dyd

Mange ser nok hjemmets rammer og ens tætte familie som et frirum, hvor man kan lette sit hjerte. Det er ikke altid givet som graverjournalist. Adspurgt svarer Thomas Foght, at han ikke havde fortalt sin kone, hvad de arbejdede på. Det var kun de journalister, der arbejdede på artiklerne, og chefredaktørerne, som kendte til arbejdet med sagen.

Han forklarer dog yderligere, at det ikke er underligt for ham:

“Det er sådan set meget naturligt. Der er mange elementer af mit arbejde, min kone ikke kender til. Nogle gange fortæller jeg om de historier, jeg arbejder på. Andre gange gør jeg ikke, da det bare er bedre ikke at fortælle det.”

For ham giver det sjældent mening at lette sit hjerte, når det er en sag, der omhandler anonyme kilder. Så kan det være, at det er bedre at holde tæt.

For Simon Bendtsen har det varieret, hvor mange der vidste, hvad de arbejdede på.

“Der har været forskellige forløb, hvor det har været mere eller mindre hemmelighedsfuldt, hvor vi har holdt os lidt for os selv og ikke fortalt så meget om, hvad vi lavede.”

Med Thomas Foght og Simon Bendtsens gode råd med i rygsækken er du nu klar til at grave med den helt store spade.

“Velkommen til telefonsvareren. Læg en besked efter biptonen.”

“Velkommen til telefonsvareren. Læg en besked efter biptonen.”

“Velkommen til telefonsvareren. Læg en besked efter biptonen.”

De fleste journaliststuderende kender det bitre bip fra telefonsvareren, som kan gøre det svært at færdiggøre sin historie eller forholde sin kritik for de rigtige kilder. Især politikerne på Christiansborg er svære at få fat på. “Men frygt ikke, de fejlslåede opkald går ikke udover din bedømmelse,” forsikrer uddannelsesleder Henrik Berggren.

TEKST: Elisa Norgaard Mortensen
Illustration: Thit Bording

Udgivet den 08. december 2022

Som research til denne artikel kastede Illustreret Bunker sig ud i kampen om at få fat på partiernes pressetjenester. Med telefonen som våben ringede vi til de seks partier, som vandrørsrygter havde fortalt, var de sværeste at få fat i. Vi kan allerede nu afsløre, at ikke alle kampe er mulige at vinde. 

Mathias Krogsøe, som læser journalistik på 2. semester, kender til denne kamp. Han har brugt mange frustrerende timer på at kontakte politikere til sin seneste problemudredende opgave, hvor et af kravene er, at opgavens emne skal kunne behandles politisk. Han undersøgte den nye psykiatriplan og ringede i den forbindelse til alle relevante politikere. ”Jeg har ikke tid til at deltage i skoleprojekter,” lød det, da der endelig kom hul igennem til en ordfører på området. Mathias beskriver oplevelsen som demotiverende og frustrerende.  

”Jeg prøvede at få politikerne i snak, men det viste sig at være meget, meget vanskeligt,” siger Mathias Krogsøe.

 Det kan især være frustrerende, når undervisere igen og igen opfordrer studerende til at ringe til kilderne. Skolens ”bare ring”- politik, kan synes udfordrende, når politikere ikke tager telefonen. 

Mathias Krogsøe mener dog ikke, at underviserne skal stoppe med at opfordre til at få kontakt til politikere, da der er en læring i afvisningen. Det er uddannelsesleder for journalistuddannelsen Henrik Berggren enig i.

”Der er også mange journalister ude på store dagblade, der ikke kan få fat i politikere. Det er en del af faget,” siger Henrik Berggren.

 

Proces, proces, proces

Henrik Berggren ønsker ikke, at de journaliststuderende skal stoppe med at kontakte ‘tunge kilder’ eller afgørende politikere, men om man får svar eller ej er ikke det afgørende. Hvis man altså har gjort det ordentligt.

”Det er vigtigt, hvornår i processen man har henvendt sig. Sendte du en mail eller SMS en halv time før deadline, eller forberedte du det to uger før og tog kontakt til partiet. Det handler om din arbejdsproces, ikke om du har fået svaret eller ej,” siger Henrik Berggren.

Uddannelseschefen påpeger, at man som studerende selvfølgelig kan vælge at gå i en retning, hvor man er meget afhængig af bestemte kilder, og det kan godt være udfordrende. Men hvis man ikke har valgt sådan en historie, kan man berolige sig med, at man ikke skal presse sig selv unødvendigt for at få fat i en kilde, der ikke vil snakke med en. 

Han mener, at de studerende måske skal øve sig i, hvornår det er vigtigt at få en politiker med, og hvornår det egentlig ikke bidrager med det store. Nogle gange kan man overveje at få et skriftligt svar fra presseafdelingen eller kontakte en byråds- eller regionsrådspolitiker, siger han.

Pressede politikere

Når politikerne siger, at de ikke har tid til de journaliststuderende, er det måske også sandheden. 

”Da vi startede med at ringe rundt, havde der lige været valg, og de sad med vigtige møder og regeringsforhandlingere,” siger Mathias Krogsøe.

De studerende behøver heller ikke være bekymrede for, om de går glip af en nødvendig læring ved at tale med politikere hele tiden, som for mange journalister er en del af jobbet.

Henrik Berggren er i hvert fald ikke bekymret. 

”Når jeg sidder og ser på de opgaver, jeg vejleder, bliver jeg ofte imponeret over, hvor vigtige kilder der faktisk bruger meget langt tid på at medvirke,” siger Henrik Berggren. 

Han nævner også, at det for mange er nemmere at få fat på politikere i praktiktiden, som jo også er en vigtig del af uddannelsen.

Mathias Krogsøe har heldigvis ikke mistet modet, og han har tænkt sig at prøve at få fat på politikere igen en anden gang. Men næste gang vil han dog have sin plan B klar i lidt bedre tid. 

Og nu tilbage til telefonrøret og pressetjenesterne. For vi ringede jo som bekendt til seks af dem, og rygterne på vandrørene viste sig at tale sandt. Socialdemokratiet kom vi aldrig igennem til, og deres indbakke var så fyldt, at vi ikke engang kunne lægge en besked. Konservative og Enhedslisten lovede at vende tilbage på mail, men det viste sig at være valgårets mindst overraskende løftebrud. Venstre ”vil ikke udtale sig til jeres blad,” men det fik de så lov til alligevel.

 

“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

4. oktober - Folketingets åbning. En valgudskrivelse var på alles læber, da Illustreret Bunker fulgte TV2´s livereporter Morten Nielsen rundt på Christiansborg.

TEKST: Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 12. oktober 2022

Døren til Statsministeriet åbner. Hun er dagens hovedperson. Hun har et par spidse, askepotstiletter på fødderne, bærer en æggeskalshvid, stram mundering – det ligner en dragt syet af fjerene fra en fredsdue. Mette Frederiksen skal forsøge at samle et Folketing efter en tumultarisk sommer. 

Livereporter Morten Nielsen til TV2-redaktionen: ”Jeg fisker lige Statsministeren. Jeg er den eneste ved Dronningeporten. Jeg ved godt, at Statsministeriet har meldt ud, at hun ingen kommentar har til åbningstalen.”

Vi følger hende mod Slotskirken. Med en rank holdning giver hun fornemmelsen af, at kameralinsen skal pege i hendes retning i dag.

”Får vi udskrevet valg i dag?” spørger Morten Nielsen

Øjnene sender et blik – vi får ikke et svar. Ikke for nu i hvert fald. 

Flere insisterende spørgsmål lander i krydsilden, som hun affejer med sit varme smil og sin nordjyske dialekt.

Drama på venstrefløjen

Men hvad ved vi om den dag, der skal udspille sig i magtens højborg?

Vi ved, at Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for Radikale Venstre, d. 2. juli skrev på sin Facebook-profil, at valget senest skal udskrives, når Folketinget igen samles den første tirsdag i oktober, ”ellers vil Radikale Venstre gøre det for hende.”

Vi ved, at Statsministeren dagen efter kommenterede på Radikale Venstres udmeldingen, at ”når det kommer til, hvornår der skal udskrives valg, har jeg ingen kommentar,” har hun udtalt. 

Et altoverskyggende spørgsmål står nu tilbage, når de 1500 ure på Christiansborg ringer ind til time klokken 12:00. Hvornår får vi valg?

Laksko og hvide skjorter

08:00: Dannebrog og blomsterbuketter markerer en åbningsklar vandrehal. Der er tung parfume i luften. Det genkendelige, glansbrune gelænder skinner. Rengøringen har været forbi forud for den store dag. 

Efter et telefonopkald på en travl linje dukker Morten Nielsen op. Han er iført et gråt jakkesæt, hvid skjorte og et par laksko. Det ene øje er på telefonskærmen, det andet søger efter to desorienterede journaliststuderende.

Han giver et hurtigt, men velment håndtryk. Han går forbi trappen til Folketingssalen og hen mod kælderen. Den uglamourøse kælderetage som DR og TV 2 redaktionelle afdelinger har fået tildelt, minder om et velindrettet teenageværelse.

Foruden SoMe-ansvarlige, praktikanter og reportere står også 6 tv-skærme med TV 2 News, 15 kampklare computere og 8 notifikationshærgede telefoner. Blålyset fra de mange apparater er hidsigt og skærer i øjnene. 

”Vi er mange på arbejde i dag, og endnu flere der er blevet kaldt ind,” siger Morten Nielsen. 

En stjernespækket formiddag

08:30: En interviewaftale med de politiske ordførere fra midterpartierne Venstre og Socialdemokratiet, Sophie Løhde (V) og Rasmus Stoklund (S) er blevet søsat dagen før. Inden ordet gives til Morten Nielsen, står det klart, at ingen chancer spildes på Borgen.

”Hvad er temaet?” spørger Rasmus Stoklund

”Valg, valg, valg,” siger Sophie Løhde. 

Hendes projektilskarpe øjne flytter sig over på den politisk ordfører for Socialdemokratiet. Rasmus Stoklund svarer med et flygtigt blik. 

09:00: Sofie Carsten Nielsen får rampelyset hos TV2 News for sig selv. Den trafiklysrøde neglelak springer i øjnene. Kun Morten Nielsens TV2-mikrofon kan følge trop. Der stilles skrappe krav til hurtige svar fra den garvede Christiansborgreporter. 

09:45: Morten Nielsen taler med Pia Olsen Dyhr (SF) og Søren Pape Poulsen (K). Ingen af dem tror på en valgdato i dag. Håbet bliver holdt i live af uvisheden.

”Det er de færreste stemmeberettigede, der gider høre om politik  45 minutter, hvis hun udskriver valg som første punkt på dagsordenen.”

– Morten Nielsen, Journalist på TV2

Tydelige tegn på valg

Tilbage i kælderetagen fyldes rummet nu langsomt af de indkaldte TV2-ansatte. Småsnak om væddemål, interviewplaner og politikernes tøjvalg fylder rummet.

”Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag,” siger en kollega. 

”Sådan ser hun da altid ud,” siger sidekammeraten.

De tilstedeværende i kælderrummet kigger hvileløst efter tilgængelige kontorstole. De næste 45 minutter er dedikeret til kvinden med serveretten. Kernen af reportere må se sig forvist til tilskuerpladserne. De kommende, udslagsgivende minutter, der skal til at udspille sig på skærmen, er uden indblanding fra journalisterne. Det får adskillige albuer til at positionere sig solidt på lårene, så de tunge hoveder kan hvile i håndfladerne.

”Hvis hun udskriver valg, så gør hun det som det sidste. Det er de færreste stemmeberettigede, der gider at høre om politik i 45 minutter, hvis hun udskriver valget som første punkt på dagsordenen,” siger Morten Nielsen.

Slutfløjtet nærmer sig. Rytmisk begynder en utålmodig laksko at slå på tromme. Trommesoloen bliver til en trommehvirvel og hylder beskedent den snarlige afslutning på talen.

Antiklimaks

Den traditionsbundne afslutning, ”Danmark leve! Hurra, hurra, hurra,” bryder stilheden. Et simultant, skuffende suk løber igennem rummet som et amen efter endt prædiken.

Ingen valgdato. Ingen forløsning.

Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre væltede ikke regeringen. Ikke i dag i hvert fald. Valget skal nu udskrives inden 6. oktober. Det giver Mette Frederiksen to dage til at opfylde ønsket fra Folketingets partier og demokratiet.

Lytter man på vandrørene i TV2´s kælder på Borgen, så bliver valget udskrevet d. 5. oktober. Der er for meget på spil for Statsministeren. Udskriver hun valget til åbningsdebatten på torsdag, så bliver de politiske budskaber glemt i mediedækningen, lyder analysen.

Den 5. oktober

13:00: Mette Frederiksen står bag en hvid pult, hænderne holder løst om talepapiret, og den bordeauxrøde blazer bærer samme farve som logoet fra Statsministeriet.

“Danmark er et fantastisk land, men tiderne er svære,” begynder Statsministeren.

Hun fortsætter med en længere remse af problemstillinger i det danske kongerige. Den karismatiske seriøsitet er i dag forpurret af et smil, der gemmer på en hemmelighed. Det ser ud til, at hun har hørt en vittighed. Hun kan bare ikke grine, fordi den højtidelige stemning på pressemødet og de mange kameralinser vil afsløre synden. Masken holder indtil pressemødets klimaks.

“Jeg har i dag meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget,” siger hun.

21:00: Morten Nielsen tager telefonen. Den ellers hurtige, friske stemme lyder udmattet i telefonen.

”Jeg kommer til at sove godt i nat,” siger han.

Redaktionen havde allerede sat kareten i 6. gear efter Folketingets lige-ved-og-næsten dag d. 4. oktober. Dagens pressemøde er ikke noget, der virker til at gøre det store indtryk på Morten Nielsen.

”Det var ikke nogen chokoplevelse. Vores politiske kilder på Christiansborg havde mere eller mindre givet tegn til, at valgudskrivelsen ville ske i dag. Spørgsmålet var i højere grad, hvilket tidspunkt det ville ske,” siger han.

En hektisk måned er lige begyndt. På Christiansborg skal Morten Nielsen holde foden på gaspedalen indtil valgresultatet for at følge med.

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Er man blandt dem, der sætter et aftryk, står aviserne klar med en hyldest i form af en nekrolog. I nekrologen omtaler journalisten afdødes liv og indflydelse, og den skrives ofte længe inden, vedkommende tager herfra. Illustreret Bunker går bag om processen.

TEKST: Frederik Præstiin & Sissel Bonde Thielessen
ILLUSTRATION: Signe Mynster

Udgivet den 12. oktober 2022

Uffe Ellemann-Jensen er blevet alvorligt syg. Det læser Karen Marie Holk, og dér begynder hendes arbejde. Hun er navneredaktør på Politiken og skal finde en, der vil skrive om det liv, han levede. På Politiken – som så mange andre steder – er det vigtigt at have forberedt ordene på forhånd og gemt dem væk. 

De kan ikke risikere, at han dør, uden at de har ordene klar.

Artiklen bliver ofte skrevet og gemt væk uden kendskab til, hvornår den bliver taget frem og offentliggjort. Det kan være i overmorgen eller om flere år. Det kan også være, at den slet ikke kommer ned i skuffen, men at den er blevet skrevet, efter en person er gået bort. 

Bunken af nekrologer er ikke altid lige stor. Den har det med at variere; med jævne mellemrum går skuffen op, og et par menneskehænder tilføjer eller fjerner en artikel fra bunken, der efter et kort lysglimt igen bliver efterladt i mørket. Som var det et kartotek tilhørende manden med leen, der går og holder regnskab over sine udvalgte. 

Nekrologer er det sidste minde. Den fortæller en livshistorie og ridser de vigtigste begivenheder og bedrifter op. 

Weekendavisen erklærede Uffe Ellemann-Jensen død to dage for tidligt, og da The Independent bragte Mærsk McKinney Møllers nekrolog, nåede skribenten bag selv at dø, inden den blev udgivet, fordi den lå i skuffen i mange år.

Det får os til at stille spørgsmålene; hvad er nekrologen for en størrelse, og hvad går forud for de sidste ord, der runder et menneskes liv af?

 

De store personligheder hyldes

Når en stor personlighed afgår ved døden, går der sjældent særlig lang tid, før der kan findes en nekrolog på landets store aviser. Nekrologen omtaler afdødes liv, arbejde og indflydelse på samfundet. Det er altså ikke hvem som helst, der bliver skrevet om. 

Grunden til, at Uffe Ellemann-Jensen erklæres død for tidligt, og at der kan stå en død journalist i bylinen, er, at mange medier benytter forskudsnekrologer. Karen Marie Holk er navneredaktør på Politiken og ansvarlig for disse.

Forskudsnekrologer bliver typisk skrevet, når det bliver kendt, at en stor person har kort tid tilbage at leve i – enten på grund af sygdom eller almindelig alderdom. Men det kan også bare være tale om en stor personlighed, der er oppe i årene.  

”Sådan en som Dronning Margrethe har vi også en forskudsnekrolog på, selvom hun ikke er syg. Det handler om, hvor stor personen er. Vi kan ikke risikere, ikke at have noget på hende, hvis hun skulle gå hen og dø om fem minutter,” siger Karen Marie Holk.

Grundtanken med forskudsnekrologen er ifølge Karen Marie Holk, at man ikke risikerer at være fuldstændig uforberedt, og at man bliver taget med bukserne nede ved et betydningsfuldt dødsfald, men at man har en basis at gå ud fra. 

“Per Schultz Jørgensen (forfatter og forsker red.) har for nylig været ude og fortælle, at han er uhelbredelig syg med kræft, så ham har vi skrevet en forskudsnekrolog på, fordi vi ved, at han ikke har så lang tid tilbage,” siger Karen Marie Holk.

Politiken trykker ikke bare på udgivelsesknappen, når der sker et dødsfald. Vedkommende, der har skrevet forskudsnekrologen, kigger den igennem for at se, om der er noget, der skal friskes op eller tilføjes. 

”Det er ikke sådan, at man bare bringer en eller anden støvet forskudsnekrolog, der har ligget på lageret i 100 år,” siger Karen Marie Holk.

 

Nekrologerne laves

Når der skal skrives en nekrolog, er det hos Politiken af en fagmedarbejder, der har en særlig viden om den afdødes fag. Hvis det er en kendt forfatter, der er afgået ved døden, vil det derfor være oplagt, at det er avisens litteraturredaktør, der skriver den. Har en medarbejder en særlig forbindelse til personen og virkelige følelser indblandet, kan det også være et grundlag for, hvorfor vedkommende skal skrive den. Forskudsnekrologen giver ikke mening for alle. 

Sådan en som Dronning Margrethe har vi også en forskudsnekrolog på, selvom hun ikke er syg. Vi kan ikke risikere, ikke at have noget på hende, hvis hun skulle gå hen og dø om fem minutter

– Karen Marie Holk, navneredaktør hos Politiken

 

”Der er nogle af skribenterne, der foretrækker at skrive nekrologen, når dødsfaldet er sket, fordi de så nemmere har følelserne med i det. Det kan være svært at skrive en forskudsnekrolog om en, der stadigvæk lever i bedste velgående”, siger Karen Marie Holk. 

 

Kan en nekrolog skrives i for god tid?

Når man skriver en forskudsnekrolog, risikerer man, at der går mange år, før vedkommende dør. I forhold til publicering har Politiken et krav om, at journalisten, der skriver nekrologen, stadig har en tilknytning til avisen, når nekrologen bliver udgivet.

Det problem oplevede de på Politiken, da de hørte at Uffe Ellemann-Jensen havde fået kræft. Her har der været hele to nekrologer gennem skrivebordsskuffen, hvoraf den første blev kasseret. 

Karen Marie Holk finder Uffe Ellemann-Jensens nekrolog frem fra skrivebordsskuffen, men der er et problem. Kristian Madsen, der har skrevet den, har forladt avisen.

“Da Uffe Ellemann-Jensen fik kræft, virkede det ikke som om, der var lang tid tilbage. Så der blev skrevet en forskudsnekrolog på ham. Men så skete der det, at Kristian Madsen, der havde skrevet nekrologen, forlod Politiken. Det ville jo være mærkeligt at bruge hans nekrolog, når han ikke var ansat på avisen længere,” siger Karen Marie Holk.

 Da de på Politiken noget tid senere hørte, at det i foråret stod slemt til med Uffe Ellemann-Jensen, måtte de derfor skrive en ny. 

 “Der kom vi ud i en situation, hvor nekrologen faktisk var skrevet i for god tid,” siger Karen Marie Holk. 

 Politiken havde Dronning Elizabeths nekrolog liggende klar, da hun for nylig døde. Det samme gør sig ifølge Karen Marie Holk gældende for Dronning Margrethe, professor Per Schultz Jørgensen og Matador-forfatter og journalist Lise Nørgaard. De har alle en plads på Politikens lager af forskudsnekrologer i selskab med en række andre store personligheder. 

Hvem der er den næste, Karen Marie Holk trækker op af den mørke skrivebordsskuffe, er der ingen, der ved. Men når hun gør, er nekrologen klar.