Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

af | okt 10, 2024 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE
Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

En rapport fra Kulturstyrelsen viser, at Ritzaus Bureau står for 46 procent af nyhederne på danske mediers digitale platforme.

TEKST OG FOTO: MADS KELLER ISAKSEN 

Udgivet den 10. oktober 2024

”DR har lige breaket, at Jeppe Søe er blevet set på Borgen.”

”Hvorfor har vi ikke nogen på den?!”

”Jeg er i gang med at få fat i redaktionen derinde.”

Søren Lassen er redaktionschef for Ritzaus nyhedstelegramredaktion. Han er netop blevet afbrudt af sin kollega, der gør ham opmærksom på en af de få nyheder, som Ritzau ikke har været først med. Med afslappet tøjstil, beige Adidas-sneakers og rodet gråt hår er Søren Lassen inkarnationen af vores alles forestilling om journalisten, der har fingeren på pulsen og blyanten på blokken.

”Selvfølgelig er det irriterende, når man ikke er de første. Det er jo det, vores kunder betaler for,” siger Søren Lassen.

Mens vi har talt, har Space X sendt milliardærer ud i rummet, DSV er blevet verdens største logistikfirma, og Lars Von Trier har annonceret en ny film. Alle tre er nyheder, som Ritzau breaker herhjemme, og alle tre vil blive læst på danske mediers hjemmesider inden for kort tid. For Søren Lassen er det store forbrug af Ritzaus nyheder en blåstempling. For nyhedsbureauets nye administrerende direktør, Jacob Kwon, er det et tveægget sværd.

Ritzau sidder tungt på tronen

Sidste år producerede Ritzaus Bureau, i daglig tale Ritzau, 43.438 nyheder – det er lidt over fem i timen, hver time, hver dag, hele året. Nyhedsbureauet er det eneste af sin slags herhjemme, efter det i 2012 og 2021 opkøbte sine to rivaler, Dagbladenes Nyhedsbureau og Børsens  Nyhedsbureau.

I juni udkom en rapport fra Kulturstyrelsen, som fastslog, at 46 procent af nyhederne på danske digitale platforme primært kom fra Ritzau, mens de resterende 54 procent var egenproduceret indhold fra medierne selv.

“Da jeg læste det, tænkte jeg: ‘kan det nu passe’,” siger Jacob Kwon.

Han ville have undersøgt tallet, som han selv og flere andre i Ritzau længe troede var tættere på 25 procent end de 46. Ritzau-undersøgelsen fik tallet ned på 40 procent. Jacob Kwon mener, at det har noget at gøre med metoden, man har brugt til at udregne det på. Problemet stod dog stadig tilbage, og ifølge Jacob Kwon er det lige meget, om det er 40 eller 46 procent. Ritzau risikerer stadig at fylde for meget i medielandskabet på sigt, hvis udviklingen fortsætter.

“Det er ikke sundt for et samfund eller et demokrati, hvis et mediehus fylder for meget,” siger Jacob Kwon.

Ifølge Kwon selv er det ikke et problem, han ser lige nu, men det har potentiale til at udvikle sig.

 

Ritzau er Danmarks eneste nyhedsbureau, og med sine 158 år på bagen en af de ældste medier i landet. Ritzau er ejet af ti danske mediehuse. Ejerne er:

Dagbladet Børsen

Jysk Fynske Medier

JP/Politikens Hus

Danmarks Radio

Information

Kristeligt Dagblad

Lolland-Falsters Folketidende

Mediehusene Midtjylland

Sjællandske Medier

Det Nordjyske Mediehus

Ritzau står for en stor del  af nyhederne

For mange år siden da hjemmesider så akavede ud, og kreative typer endnu ikke mente, det var tjekket at gebærde sig i computerkodesprog, kunne man finde en sektion på mange danske mediers hjemmesider, som viste nyheder fra Ritzau. Det var Ritzau-rullen. Rullen var en boks, der kørte ude i siden med Ritzau historier og nyheder.

I dag har de fleste medier stadig en database til disse historier. Det er dog de færreste, der viser dem direkte på deres hjemmesider. Rullen er ‘et levn’ fra fortiden, men danske mediers hjemmesider tager stadig imod Ritzaus data med kyshånd – det er trods alt det, de betaler for.

Kim Schou er digital redaktionschef hos Information. Han fortæller, at for deres vedkommende tilskrives det høje antal Ritzau artikler, at de engang havde en Ritzau-rulle, og indtil foråret i år stadig auto-publicerede Ritzaus nyheder på en underside til deres hjemmeside.

“En maskine ville måske sige, at en meget stor del af vores artikler stammede fra Ritzau, og det er teknisk set korrekt, men kun lidt af det indhold når frem til vores læsere,” fortæller Kim Schou.

Han mener derfor ikke, at det er et problem, at Ritzau står for så stor en andel af nyhederne på Information.dk. Han nævner, at Ritzaus breaking nyheder og liveblogs giver medierne ro og tid til at finde ud af, hvad de selv gerne vil skrive. Han slutter af med at nævne, at Information i dag lægger en til to Ritzau nyheder op om dagen, og at Information generelt er glade for det, Ritzau leverer til dem.

Ritzaus rolle

Ida Skytte er lektor på DMJX, fellow på Constructive Institute og medforfatter til rapporten. Hun er ikke enig i, at de 46 procent behøver at være et problem. Hun bakker op om Thomas Berndts pointe om, at mediernes egenproducerede indhold er mere fremtrædende end Ritzaus nyheder på deres hjemmesider.

“En udlægning kan være, at det siger noget om, at branchen har et fælles fundament, og at medierne så kan fokusere deres ressourcer på det, som er egenproduceret,” siger Ida Skytte.

Der er altså mange måder at læse de 46 procent på. Ida Skytte slår fast, at svaret på, hvad det siger om branchen, vil variere fra person til person. Når hun ser på deres rapport, kan hun dog se, at Ritzaus nyheder oftest ligger gratis på de fleste mediers hjemmeside, hvilket kan være med til at skabe en fælles samtale, når det gælder de nyheder, der læses. Noget vi i højere grad har mistet, siden det er blevet mere normalt at søge sine nyheder forskellige steder såsom på sociale medier.

Hun fastslår, at det ikke nødvendigvis er et problem for den demokratiske samtale, og at Ritzaus nyheder ofte har en mindre fremtrædende placering på mediernes hjemmesider.

Begrænsning på Ritzau-nyheder

Siden 2015 er prisen på Ritzaus nyhedsrulle næsten halveret. Ifølge Jacob Kwon er forklaringen på det store brug af Ritzaus nyheder og sænkningen af prisen på deres hovedprodukt den samme.

”Helt nøgternt må man bare konstatere, at det siger noget om, at branchen har det svært. Vi er ejet af branchen, så det har været nødvendigt for dem, at vi skulle have en lavere pris.”

FORSIDEN
Datarevolutionen har fundet fodfæste i mediebranchen

Datarevolutionen har fundet fodfæste i mediebranchen

af | okt 10, 2024 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE
Datarevolutionen har fundet fodfæste i mediebranchen

Med den stigende brug af data i mediebranchen er mediebrugernes holdninger og adfærd blevet endnu mere tydelige. De omsættes nu til tal og statistikker som en moderne karakterskala.

TEKST: LINE NILSSON
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 10. oktober 2024

Du husker det godt. Tiden i folkeskolen og gymnasiet, hvor man efter en opgave spurgte det selvproklamerende spørgsmål: ’Hvad fik du?’. De fleste har heldigvis, efter de fik hue på hovedet eller svendebrevet i hånden, lagt den tid bag sig. Arbejder man som journalist, er karaktererne dog langt fra forsvundet fra hverdagen. Der er bare kommet en ny skala, og den hedder et personligt dashboard.

Et personligt dashboard er en form for tavle. Her fremgår tal, som viser, hvor mange der klikker på dine artikler, og hvor mange der faktisk læser dem til ende. Det fremgår også, hvor mange brugere man trækker ind på sitet, og hvordan dine artikler klarer sig i forhold til afdelingens overordnede mål.

Byd velkommen til data

For fem år siden introducerede Århus Stiftstidende brugermålinger til deres medarbejdere i forbindelse med JFMs implementering af databrug. Det er altid spændende, når der starter en ny i klassen, og Jan Schouby, som er chefredaktør på Århus Stiftstidende, kan bekræfte, at journalisterne ikke ligefrem gik balalajka med åbne arme, da den nye kollega skulle bydes velkommen. Han husker det således.

”Journalister er jo for helvede født til at være kritiske, og det skal jeg da lige love dig for, at de også var – specielt i starten.”

Særligt frygten for fyringer gjorde journalisterne kritiske over for det nye tiltag. Man skal i dag i højere grad kæmpe om mediebrugernes tid og opmærksomhed. Men hvis den slagmark får endnu et våben, så mener flere af journalisterne, at de på grund af deres fagområde allerede havde tabt kampen på forhånd.

Da 25-årige Carl Buhr i februar 2023 startede i praktik hos JydskeVestkysten, fik han også noget af et chok, da han opdagede, hvor meget data fylder på redaktionen. Han kan også godt genkende billedet af skepsis og nervøsitet.

”Der har været ret meget røre om de personlige dashboards. Jeg ved, at der er medarbejdere, som føler sig målt, vejet og overvåget. For nogle opstår der en nervøsitet for, om det har betydning for ens ansættelsesforhold,” fortæller Carl Buhr.

Carl oplever i sit arbejde som journalist, at diskussionen om data ikke blot er en døgnflue, men at databrug stadig godt kan skille vandene. Han understreger også, at der er en kæmpe forskel på, hvordan journalister forholder sig til sit personlige dashboard, og at der hos redaktionerne hverken er tvang eller nogen rigtig måde at tilgå det på.

Det var med skælvende hånd, at Carl Buhr udgav sine første artikler. Han var nervøs for, hvordan de ville klare sig ude i den virkelige verden. Håndfladerne blev også svedige til første redaktionsmøde, da tallene skulle gennemgås foran kollegerne.

”Det var vildt angstprovokerende at stå foran en flok dygtige journalister og snakke om, hvad jeg kunne have gjort anderledes, for at mine artikler havde klaret sig bedre,” fortæller Carl Buhr.

Nye tider, nye udfordringer og nye løsninger

Nye omstændigheder kræver tilvænning og tid, og hvis der er noget, mediebranchen efterhånden har lært, så er det, at den må vænne sig til at følge med tiden og være omstillingsparat.

Brugernes til- og fravalg skal studeres, ellers får vi dem ikke til at opsøge eller prioritere journalistik.

Med tiden har de fleste journalister dog også omfavnet brugermålinger, og flere journalister bruger også tallene som en motivationsfaktor og en indsigt i deres arbejde.

”Der er journalister, der er begyndt at efterspørge tallene for at få et fingerpeg om, hvordan deres artikler har klaret sig. Eller hvis de ved, at de har lavet noget, som er gået skidegodt, så vil de også gerne se det konkret,” fortæller Jan Schouby som oplever et klart holdningsskifte de sidste fem år.

Med data kan man måle på hver enkelt mediebrugers interesser, adfærd og vaner, og det skaber en helt ny måde at tiltrække folk på. Men hvad kommer så først: clicks eller journalistisk integritet?

Hvis man spørger Jan Schouby, lyder svaret:

”Vi går jo ikke kun efter at opnå mange læsere, for så skulle vi jo bare genindføre ’side 9 pigen’ og i øvrigt have en sexbrevkasse, og hvad vi ellers kunne finde på af slibrige sager. Det handler selvfølgelig om at lave noget ordentlig kvalitetsjournalistik, og samtidig lave det på en måde, så folk godt gider at læse det.”

Hos Århus Stiftstidende skal brugermålingerne altså ikke overskygge de journalistiske forpligtelser, men de skal fungere som et pejlemærke for de journalistiske produkter.

Et tal siger mere end tusind ord

Nogle områder af mediebranchen bløder. Det får vi kommende journalister i hvert fald tudet i ørerne, og statistikker og nye begreber som news avoidence kan desværre bakke op om det udsagn. Så mediebranchen, hvis eksistensberettigelse hviler på at blive læst, set eller hørt, er nødt til at blive klogere på netop dem, de er afhængige af.

Muligheden for at følge op på sit arbejde og optimere det løbende ville ikke være muligt uden data, og netop det ser Carl Buhr som en kæmpe gave.

”Det fede ved at arbejde med data i realtid er jo at kunne følge med i sine artikler og se, at de lever et liv, efter at de er blevet publiceret.”

Helt konkret gør data det muligt at se, hvor mange der læser ens artikel i realtid. Journalisterne kan så ændre i deres rubrikker eller underrubrikker løbende for at se, om det aktiverer flere brugere til at klikke på artiklen. Måske kan det være invaderende for nogle, som traditionelt har været vant til, at brugeren først blev inddraget efter publiceringen. Man kan dog ikke forvente, at folk skal forholde sig til noget, de finder irrelevant. Så måske kan de udskældte clicks faktisk være redningen.

”Data giver os jo en viden. Når der tegner sig mønstre, finder man jo ud af nogle måder at gøre tingene på, og hvordan man helt generelt skal forme sine artikler,” siger Carl Buhr.

Man kan hurtigt komme til at tænke, at brugerne så sidder på magten, og at de skaber vurderingsgrundlaget for god journalistik. Men der mener Carl Buhr, at der er en vigtig skelnen.

”For mit vedkommende handler det også om at huske sig selv på, at det altså ikke er et spørgsmål om enten eller. Det er jo ikke sådan, at du enten laver gode tal, eller også laver du god journalistik.”

For ham er tallene på hans personlige dashboard ikke noget, der kan oversættes til en endegyldig vurdering af hans arbejde. De to fede facitstreger vi lærte at sætte i folkeskolen, er ikke alene løsningen på opgaven. Tal kan fortolkes, alt efter hvilken sammenhænge de fremgår i, og det er netop det, der er kunsten ved god databrug. Det er ikke at betragte tallene alene, men at analysere de indsigter, de giver os.

”Det betyder også, at der er noget stof, som bliver sorteret fra, fordi det ikke giver vores læsere værdi,” siger Carl Buhr og belyser det, som han mener, er det vigtigste som journalist, nemlig at producere noget som folk gider at læse.

Jan Schouby lægger også vægt på, at alle i branchen  ønsker det samme, og det er at nå ud til så mange mennesker som muligt.

“Vi kender jo de vilkår, journalisterne arbejder under. Jeg ville jo være idiot, hvis jeg fyrede en dygtig journalist alene på baggrund af vedkommendes tal. Sådan fungerer det altså ikke. Alle journalister derude knokler som sindssyge,” siger Jan Schouby.

Han tydeliggør, at data skal betragtes som et redskab og ikke som en bevisførelse for en journalists kompetencer eller ihærdighed.

FORSIDEN
Udgivet den 10. oktober 2024
Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

af | okt 10, 2024 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE
Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Med ny styrmand ved roret sætter RADIO IIII en ny kurs i medieverdenen. “Vi vil betyde mere for flere,” siger Marie Rask Glerup, som ikke vil være bange for at larme.

TEKST: Astrid Bisgaard & Emil Delord Frimand Probst
FOTO: Mads Øland-Petersen

Udgivet den 10. oktober 2024

Den ellers tomme opgang ser ikke ud af meget. Det første man ser, når man træder ind i den, er en noget mærkværdig statue. Vild, voldsom og til tider poetisk, fristes man til at sige. Når man begiver sig længere op ad trapperne, finder man døren ind til RADIO IIII.

Det ser udadtil ikke ud af meget. En almindelig dør, og opgangen synes heller ikke specielt indbydende. Men når først man træder ind, slår øjnene op og ser, hvad der sker, er det, at magien opstår.

Morgenstund har guld i mund

Ved ni-tiden er redaktionen langsomt ved at vågne op. Morgenredaktionen er dog helt vågen, og der er en helt særlig energi i lokalet. Produceren Gustav løber frem og tilbage. Arbejdsstationerne smelter sammen. Alle er opmærksomme og årvågne. Intensiteten er høj.

Det er nu, det sker. Igennem i radioen snakker formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Michael Aastrup Jensen, om krigen i Ukraine. På de fire computerskærme i arbejdsstudiet sker der hele tiden noget nyt.

Klokken er nu kvart over ni. Morgenværterne er live. Dagens emner: Død og selvmord. Det er de tunge emner, der er på programmet i dag. Alligevel er stemningen i og omkring studiet høj. Alle er på dupperne.

Oplyst af fire lamper står studiet og radioværterne. Produceren Gustavs ur har samme orange farve som mikrofonerne i studiet. Radioen emmer af farver og indikerer, at radioens resterende levetid ser lys ud.

Den ene af radioværterne laver en fodfejl og giver kilden, der er med telefonisk, en forkert titel. Det giver resten af interviewet trange kår. På gulvet ligger et dannebrog. Det giver en følelse af stolthed. Ikke kun over sin nation, men også over at være en del af det nye RadioIIII.

Der skal hele tiden følges op, og alle medarbejdere på redaktionen har lyst til at bidrage. De har alle lyst til at bidrage til det nye RADIO IIII. 

Fra kritik til sød musik

Det gamle Radio 4 fik kritik af TV- og Radionævnet. Lyttertallene var ikke høje nok, og det skal de være som public service-medie. Derfor skal der ske noget. Ifølge Marie Glerup, som er journalistisk redaktør på RADIO IIII, kan radioen gøre to ting.

“Vi kunne bare fise 100 millioner af om året og så fortsætte med ikke at have nogen danskere, der lytter med. Eller vi kunne sige, okay det, der er blevet lavet indtil nu, det er ikke det, danskerne efterspørger, det er ikke det, danskerne vil have,” siger Marie Glerup.

Med den nye ændring, åbner radioen døren til flere af de lyttere, som indtil videre har stået udenfor. Radioen vil betyde mere for flere. Et håb, der forhåbentlig kan ses i lyttertallene i fremtiden.

“Lige nu kan vi se en lille stigning i FMtallene, men jeg tror ikke på, at vi kan bruge det til noget reelt endnu, fordi lige nu kan det også være, at folk er lidt nysgerrige på os, og så står af igen, ” siger Marie Glerup.

En nysgerrighed, RADIO IIII håber på at kunne pirre hos lytteren. Marie Glerup har stået bag roret i et halvt år, og selvom lyttertallene ikke er fulgt med ændringen endnu, så tror hun på:

“at lytterbaner er langsomme at ændre.”

Ny kontrakt skaber ny energi

RADIO IIII har nu ændret sit koncept og med det følger også en kontrakt. I alle ansattes kontrakter står der, at de er ansat til og med 31. december 2027. Herefter lukker radioen. Indtil da skal de bedrive vild, voldsom og til tider poetisk journalistik. Det er en af grundstenene i den nye hverdag på radioen. 

Mere specifikt har de ændret deres sendeplan, den journalistiske dagsorden samt skabt en lytterkontrakt. En lytterkontrakt der siger, at radioen sender live fra klokken seks om morgenen frem til middag, klokken 12. Herefter følger tre timers podcastprogrammer efterfulgt af liveudsendelser fra 15-21.

“Det er stemningen tilbage fra vi startede, der er tilbage,” siger Jais Nørgaard Alstrøm, der er undersøgende journalist ved Radio IIII.

Han ser et enormt potentiale i den frie rolle, radioen nu har fået. En rolle, man godt tør være i ifølge Katrine Volsing, der er ansat som journalist på morgen-sektionen på RADIO IIII.

“Vi har nogle tydelige chefer, som står på mål for de ting, vi laver, på en anden måde, end vi har haft tidligere. Det giver en følelse af, at man kan gå længere, uden at man kommer til at falde alene, hvis det skulle gå galt,” siger Katrine Udsing.

Mange ting har fået ny form på radioen. Menneskene er de samme, meningerne og metoderne ditto, men mulighederne er nogle helt andre.

“Nu er det bare en ny æra, og nu skal vi gøre det, som vi tror på,” siger Marie Glerup.

For hende fylder det mere at markere sig end at fokusere udelukkende på lyttertal. Alligevel tror hun, det kan gå hånd i hånd.

“Jeg tror, at vi skal vide, hvad de vil have derude, og så skal vi turde give dem noget andet. Så tror jeg, at de bliver underholdt og bliver interesseret og bliver sluset ind i det,” siger Marie Glerup.

Vild, voldsom og til tider poetisk

Rundt om på radioen hænger de nye RADIO IIII-plakater. Plakater med et klart budskab. I alle lokaler hænger de til påmindelse for medarbejderne om, at radioen skal være et samlingssted for stærke meninger og store følelser. Med plads til det uventede og uforudsigelige vil radioen være alt andet end kedelig og konsensus. Det markerer radioen med de fire IIII.

Alle redaktionerne har fået en ny farve. Eksempelvis er morgenfladen blevet rød-gul, mens eftermiddagen har fået blålige nuancer. Farver, der indikerer, at radioen går en farverig og ny tid i møde. Når man kigger på RADIO IIII’s hjemmeside, ser man en stram og struktureret linje.

Kigger man derimod på redaktionen, ser man kaffekopper rundt omkring, ting der ikke har fundet sin plads. Kontrasten er til at få øje på. Men ambitionerne er alligevel ikke til at tage fejl af.

RADIO IIII er nu delt i to. I København findes podcast-sektionen, hvor det primære fokus ligger på at producere indhold til podcastmediet, mens de i Aarhus fokuserer på live-programmer og på at skabe relevant indhold, de sender direkte.

Klokken har nu slået 10:10, og det er tid til efterkritik af morgenprogrammet. Her gennemgår medarbejderne de overståede programmer på morgenfladen, mens nye idéer kastes op i luften til morgendagens historier.

Alle idéer bliver set og hørt. I redaktionslokalet falder forskellige indfaldslys ind og sender en strøm af farver ud på øverste etage. Kreativiteten har frit spil. 

Det er i dette kreative rum, at de store ideer kan opstå. 

Idet en tanke om ‘Danmarks sidste tøjdesigner’ flyver gennem lokalet, passerer et tog forbi udenfor. Fra mødelokalet er der frit udsyn over stationen. Her kører der tog til og fra Aarhus. Til og fra verden. Med RADIO IIII’s ønske om at være udgangspunktet for den offentlige debat.

Være talerør for danskerne og række udover studiet og ind i det store mediebillede og den generelle offentlige samtale. Den geografiske placering kunne næppe være bedre. Her fra stationen, hvor radioen også holder til, er der adgang til resten af Danmark.

Det er herfra, den videre færd ud i verden begynder. Ligesom med journalistikken. Den udspringer fra Banegårdspladsen, hvor den har sit afsæt, og fortsætter ud i resten af verden.

FORSIDEN
Trine Schmidt greb chancen, spændte hjelmen og blev lyden af dansk sommer, da telefonen ringede med et Tour-tilbud

Trine Schmidt greb chancen, spændte hjelmen og blev lyden af dansk sommer, da telefonen ringede med et Tour-tilbud

af | okt 10, 2024 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE
Trine Schmidt greb chancen, spændte hjelmen og blev lyden af dansk sommer, da telefonen ringede med et Tour-tilbud

Da TV 2 ringede med en kæmpe mulighed, takkede Trine Schmidt ja, selvom hun var nervøs for reaktionerne på, at en kvinde skulle dække en af sommerens største begivenheder – Tour de France.

TEKST: JONAS FONNESBÆK & EMIL LUND JENSEN

Illustration: Iben mejlhede (genereret af AI)

Udgivet den 10. oktober 2024

Da mange danskere denne sommer på 5. etape af årets Tour de France så den legendariske sprinter Mark Cavendish sætte rekord for flest etapesejre i løbets historie, var det en ny stemme, der begejstret kommenterede begivenheden videre ud i danskernes stuer.

Normalt forbinder man lyden af Tour de France med helikopterens propel, båthorn og de velkendte, mandlige stemmer fra blandt andre Dennis Ritter og Rolf Sørensen. Men da netop Rolf Sørensen måtte melde fra til Tour de France af helbredsmæssige årsager, skabte det pludseligt et frit sæde i kommentatorboksen til 36-årige Trine Schmidt.

Den tidligere professionelle cykelrytter og netop nyudklækkede journalist har ageret ekspert i kvindecykling i 13 år. Men aldrig havde hun dækket verdens største cykelløb.

“Jeg var stolt. Jeg var overrasket. Og jeg var skidebange,” fortæller Trine Schmidt.

Fra jernhest til kommentatorboks

VM-sølv, to gange guldmedalje til EM og en deltagelse ved OL i Beijing er nogle af de højdepunkter, Trine Schmidt kunne tænker tilbage på, inden hun endegyldigt i 2021 måtte indstille sin karriere som professionel landevejs- og banecykelrytter. I 2011 fik Trine Schmidt debut i kommentatorboksen til VM i landevejscykling i København i den stol ved siden af Rolf Sørensen og Dennis Ritter, hvor Jørgen Leth plejede at sidde.

Trine havde i løbet af sin cykelkarriere gået rundt med en lille drøm om at blive journalist. Om at skrive. Om at fortælle historier. Derfor startede hun på kandidaten i journalistik ved SDU i 2023.

Hele Trine Schmidts forår 2024 var gået med specialeskrivning. Selvom hovedet var fyldt med den store opgave, havde en tanke sneget sig ind flere gange. Det kunne være fedt, hvis hun kunne blive en del af TV 2 Sport-redaktionen. Det var en drøm. En ambition. Så hun har løbende banket på døren til kontoret, hvor chefredaktøren for TV 2 Sport, John Jäger, sidder. Det lykkedes kort inden sommerferien at få lavet en aftale, hvor hun skulle arbejde halv tid på både TV 2 Sport og TV Midtvest året ud.

Velkommen på forsiderne

Da specialet var afleveret, skulle Trine Schmidt brænde både krudt og sommerferie af, inden hun skulle starte i de nye jobs. Turen gik til München og EM-slutrunden i herrefodbold. Danmark mod Serbien. Da Trine Schmidt var stået af toget på hovedbanegården i München, ringede hendes telefon. Det var John Jäger. Trine Schmidt stod omsluttet af et menneskekaos og havde svært ved at høre ham, så de aftalte at ringes ved, når hun var kommet op på sit hotelværelse.

John Jäger havde det, han selv kaldte en lidt vild forespørgsel. Han tilbød hende sygemeldte Rolf Sørensen rolle i årets Tour de France-dækning.

“Det var lidt skræmmende at få at vide, at man skulle være vikar for Rolf Sørensen, som alle danskere, også de, der ikke går op i cykelløb, har en holdning til. Som danskere er vi jo bare ret konservative, og alt, hvad der er nyt, skal lige modtages og mærkes på.”

Men hun takkede ja til den store chance. Hvis hun ikke allerede vidste, hvor stor en rolle på dansk TV hun havde takket ja til,  fandt hun hurtigt ud af det.

“John Jäger ringede til mig mandag. Tirsdag klokken 10 var jeg på forsiderne i Danmark.”

Et fedt – men skræmmende – tilbud

Der plejer at være klare rammer for, hvordan Tour de France afvikles. Mest kendt er stemmerne fra Dennis Ritter og Rolf Sørensen. Men i de senere år har både Chris Anker Sørensen, Emil Vinjebo og Christian Moberg suppleret de to i kommentatorboksen.

Den konstellation holder de fleste af danskerene af. De er vant til den. Nu skulle danskerne dog vænne sig til, at det var Trines stemme, der skulle udfylde tomrummet efter Rolf Sørensens. Men Trine Schmidt var meget bevidst om, at hun ikke skulle forsøge at være den nye Rolf Sørensen. Hun skulle bidrage med sit eget.

“Jeg har aldrig set mig selv som Rolfs erstatning. Selvfølgelig var jeg der i stedet for ham, men jeg skal ikke prøve at være en person, jeg ikke er. Jeg skal byde ind med det, jeg kan, og jeg ville aldrig sige ja, hvis ikke jeg følte, at jeg havde noget at byde ind med.”

13 år som cykelekspert har givet Trine Schmidt mere rutine end de fleste. Men hun var alligevel nervøs for den enorme eksponering, der følger med opgaven. Stuer i hele Danmark ville blive fyldt med hendes stemme sommeren over. En kvindestemme i en mandsdomineret verden.

“Når man ovenikøbet er kvinde i en sport, som ikke har særlig mange kvindelige journalister eller eksperter, så skræmmer det lidt. Men omvendt var jeg sådan lidt ‘hvad fanden, sådan en mulighed skal man ikke sige nej til.”

Hun havde også lyst til at udbrede budskabet om, at man skal turde hoppe med på toget, når det endelig holder på perronen. Også selvom langt de fleste på toget har et andet køn end én selv.

“Det er jo i den grad noget kulturelt, noget historisk, vi kæmper lidt imod. Der er måske nogle kvinder, som let kan være bange for at gøre noget, fordi det ikke har været normalt tidligere. Men den eneste måde, man kan gøre det normalt, det er jo ved at sige ja, når man får muligheden.”

Dagen inden Tourens første etape lander Trine i startbyen Firenze. Mens hun stadig sidder i flysædet, ringer hendes vejleder med en karakter på hendes speciale. På vej ned for at dække verdens største cykelløb, udklækkes Trine Schmidt officielt som journalist.

Sommeren i en fransk kommentatorboks

Det er selvsagt en intens og travl opgave, når man dækker Tour de France. Særligt når man skal følges til etaperne med hårdtarbejdende Dennis Ritter, der gerne vil tidligt op til kommentatorboksen for at forberede sig.

Dagen starter klokken 06, tid til morgenmad, afsted til dagens etape, læse tour-nyt fra belgiske, franske og danske medier, forberede dagens etape og tjekke ruteprofilen, i kommentatorboksen ved middagstid, kommentere cykelløbet i 4-5 timer og så køre i bil til et hotel i nærheden af morgendagens etape, hvor de ofte først ankommer mellem 22 og midnat. Det var nogle lange, intensive dage, både for TV-holdet og for sportsfolkene.

“Nu var det første gang, jeg dækkede Tour de France, og derfor har jeg også levet lidt højt på, at det hele har været spændende. Men lidt ligesom at være cykelrytter, handler det om indstillingen. Når man ved, at man skal køre på i tre uger, bum, bum, bum, så bliver det nemmere.”

Hjælp fra Ritter

Trine Schmidt forsøgte at beskytte sig selv ved at holde sig fra sociale medier under cykelløbet.

“Jeg tror i virkeligheden, at alle, der på en eller anden måde bliver eksponeret på TV, også sætter røven lidt i klaskehøjde.”

Selvom responsen, som Trine Schmidt oplevede under Tour de France, mestendels var positiv, var der en enkelt dag, hvor hun faldt over en negativ kommentar, som hun tog med sig ind i kommentatorboksen.

“Det var jo bare én kommentar. Det var fucking én. Jeg kan ikke engang huske, hvad der stod. Jeg kan bare huske, at jeg fik ondt i maven og mistede selvtillid. Jeg kunne mærke, at det påvirkede min kvalitet i boksen.”

Trine Schmidt havde ellers oplevet stor opbakning og kærlighed i sin indbakke, men den ene negative kommentar endte med at fylde i hendes hoved den dag.

“Heldigvis snakkede jeg med Dennis Ritter om det. Og jeg ved jo godt selv, at man skal lade være med at tage den slags til sig. Folk har altid en mening.”

Livet efter Touren

Trine Schmidt tænker tilbage på hendes Tour de France-debut som en succes. Men selvom oplevelsen var god, lærerig og en, hun helt sikkert vil takke ja til igen, er cykel-dækning ikke alt, hun ønsker at foretage sig.

“Jeg kan godt være lidt bange for at blive puttet ned i en kasse, hvor der står cykling på. Det har jeg ikke lyst til. Jeg har også lyst til at bevæge mig over i andre genrer af branchen.”

Hun ser også frem til at være mere journalist end ekspert. Til at stille de rigtige spørgsmål og fortælle de gode historier. Men hun er stolt af, at hun havde modet til at takke ja til tilbuddet, selvom hun trådte ind i en mandsdomineret verden. Og hun er glad for, at flere og flere som hende tør tage det skridt i andre sportsgrene.

“Jeg kan godt forstå, hvis man som kvinde kan være lidt nervøs for at træde ind i noget, som egentlig historisk set har været et mandligt domæne. Men jeg er også bare glad for at se, at det bliver mere og mere normalt.”

 

FORSIDEN
Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

af | okt 6, 2024 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE
Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Med en dedikeret lytterskare overlevede 24syv-podcasten ‘Det Hemmeligste Af  Det Hemmelige’ lukningen af radiokanalen og mediebranchens afvisninger. I dag lever de to værter af lytternes støtte.

TEKST: Eva Beyer Paulsen & Jacob Horne Fischer
FOTO: Sigrid Conradsen Nielsen

Udgivet den 06. oktober 2024

I lokalerne på fjerde sal i Pilestræde 3A sørger en stribe journalister over nedlægningen af 24syv. Nogle ser frem til dagpengenes gunst, mens andre håber på at sælge deres døende lydunivers til etablerede medier. 

Én af de håbefulde journalister er Anders Christiansen, der sammen med Christian Kirk Muff de seneste år har produceret programmet ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’. En podcast der afdækker alt fra mordet på Oluf Palme til Stein Baggers forretningsfusk.

Selvom lytterskaren er loyal og mangfoldig, står projektet til at lide samme skæbne som Sveriges statsminister i 86. Problemet?

Det er dyrt at producere podcasts på fuld tid, og ingen etablerede medier ser ud til at ønske at betale prisen. 

Podcastduoen må opgive at finde et hus til deres hjertebarn, så de vælger at bygge det selv. I dag betaler over 2000 medlemmer ‘husleje’. ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ står på egne ben og Anders Christiansen og Christian Kirk Muff tjener, hvad der svarer til en fuldtidsløn på projektet.

 

Et marked i hurtig forandring

Der har længe været et misforhold mellem, hvor mange brugere, der efterspørger podcasts, og hvor mange brugere, der vil betale. Samtidig er mange nye podcastproducenter de seneste år kommet ind på markedet, og det har gjort det svært at skabe en sund forretningsmodel, fordi alle podcasts konkurrerer om lytternes tid – og penge. 

I takt med at podcasts er blevet mainstream, er markedet også blevet kommercialiseret. Flere professionelle er blevet en del af markedet, ligesom virksomheder er begyndt at bruge podcasts som en fast del af deres markedsføring. For eksempel kan man i dag finde tænketanke som CEPOS på podcasttjenester, ligesom Stimorol udbyder podcasten ”Lidt at tygge på”. Udbuddet af podcasts er eksploderet – det er ikke længere gratis hygge, men et professionelt marked.

Og lytterne vil faktisk betale for podcasts. En måling foretaget for MediaWatch i 2023 viste blandt andet, at knap hver anden podcast-lytter betaler for en podcast. Langt de fleste brugere betaler dog for abonnementstjenester som Spotify eller Podimo, når de betaler for podcast. Det vil sige, at man som uafhængig podcaster næppe kan blive rig af det. Problemet er altså, at det er svært at kunne have en bæredygtig forretning uden om de store abonnementstjenester, fordi lytterne er på de store tjenester.

Men det ser ud til, at Anders Christiansen og Christian Kirk Muff har knækket koden.

 

Ville ikke sælge for billigt

Da ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ skulle videre fra 24Syv, startede de lang tid før med at advare lytterne: Vi fortsætter, men vi ved ikke hvordan eller hvornår. 

De to værter startede med at prøve at få videresolgt programmet til etablerede medier . Fra starten var de enige om, at de ikke ville sælge podcasten for billigt: De skulle kunne leve af det.  Men ingen medier virkede til at være villige til at betale det, det koster at producere podcast.

“Ingen af medierne var betalingsvillige nok. De tilbød for eksempel, at vi skulle kunne garantere, at der kom et bestemt antal lyttere ind,” fortæller Anders Christiansen.

”Det betød jo, at vi løb en risiko, som vi lige så godt kunne løbe alene, uden at et medie tog en stor bid af kagen.”

Herefter besluttede de sig for at opkøbe rettighederne til podcasten for 10.000 kroner, og så gik de i gang.

“Jeg tænkte, okay, nu giver vi det tre måneder, og så evaluerer vi derefter,” fortæller Anders Christiansen, der desuden slår fast, at de begge heldigvis havde råd til at kunne leve tre måneder uden en fast indtægt. 

En dedikeret lytter hjalp dem med at lave en hjemmeside. Abonnementet blev til 80 kroner månedligt, og hurtigt nåede de op på 1000 abonnenter. 

På fem måneder er abonnementstallet steget til det dobbelte, hvilket betyder, at de i dag har råd til to fuldtidsansatte og også har fået ansat en producer.

Men når nu vi hører, at folk ikke gider at betale for podcasts, hvorfor vil folk så betale for ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’?

 

Vigtigere end Netflix

En af dem, der gider at betale, er laborant og selvudnævnt koldkrigsnørd Freja Asmussen. Hun faldt over programmet i 2022, da hendes storebror anbefalede det til hende. Hun blev så vild med programmet, at hun har prioriteret det over sit netflixabonnement, som hun nu har afmeldt. 

“Den dynamiske duo med Christian og Anders er bare god. De supplerer hinanden, og de formår at være konstruktivt uenige,” fortæller hun. 

Medieforsker fra RUC, Aske Kammer, er ikke overrasket over, at en lytter kan finde på at prioritere en enkelt podcast over en streamingtjeneste. Ifølge ham kan det komme af, at lytterne mærker, at de gør en forskel og føler en direkte forbindelse med producenten, når de betaler direkte til en podcast i stedet for at betale til en stor streamingtjeneste.  

I 2022 var Aske Kammer selv med til at udgive et forskningsprojekt om podcasts og forretningsmodeller sammen med Thomas Spejlborg Sejersen og DMJX. 

De kom blandt andet frem til, at det gør en forskel for lytternes betalingsvillighed, når det er konkrete mennesker i stedet for en større virksomhed, man betaler til. 

Selv har Freja Asmussen flere gange sendt mails til de to podcastværter, når hun har feedback eller ideer til dem. De to værter er også begge medlemmer af en lytterdreven Facebookgruppe, hvor der diskuteres stort og småt om podcastens emner. 

“Vi bliver klogere sammen med Christian og Anders. Det bliver på den måde også et dannelsesprojekt,” siger Freja Asmussen.

 

Svært at slå igennem uden et skub

Skibet ridder på bølger af lytterfællesskab og nicheindhold, men faktum er, at public service søsatte det. Faktisk begyndte makkerparret sit samarbejde på Radio IIII’s Krimiland, hvorfra de trak lyttere til 24syv, som nu er havnet hos DHADH.

“Det er bare en helt uvurderlig fordel at have brugere i butikken, fordi vi ser i mange podcasts, at det faktisk kan være svært at blive opdaget. Du kan lave noget super indhold, men hvis der ikke er nogen, der lytter til dig, så er det bare svært at slå igennem og nå ud til masserne,” siger medieforsker Aske Kammer.

Eks-DMJX’erne Peter Falktoft og Esben Bjerre og deres podcast ‘Her Går Det Godt’ er et andet eksempel på, hvordan man hyrder lytterfårene fra statens til egen fold. Deres podcast udkom for første gang i 2016 på Danmarks Radio, men seks år senere rykkede de til Podimo.

På Podimo går det godt. De er den femtestørste podcastplatform på det danske marked, trods den månedlige abonnementspris på 79 kroner. Podimo er et billede på den betalingsvillighed, der ifølge undersøgelsen fra 2022 hersker blandt de danske podcastlyttere. Knap fire ud af ti lyttere mener, at man bør støtte sin foretrukne podcast økonomisk, men kun en femtedel har rent faktisk gjort det.

 

Niche vs. mainstream

Spørgsmålet er, om resten af de betalingsvillige lyttere skal overtales med bredere sortiment a la ‘Her Går Det Godt’ på Podimo eller nye nichepodcasts som ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’, hvor værternes uafhængighed fungerer som et trækplaster.

Den uafhængighed er en drivkraft for Anders Christiansen, som værdsætter muligheden for at forme indholdet efter sine og lytternes præferencer.

“Det er det fedeste job, jeg har haft,” siger Christiansen, ”Vi er herrer i eget hus. Vi har ikke nogen, der bestemmer, hvor lang en episode skal være, om den her overskrift er rigtig, eller om det her er relevant.”

Friheden bliver nøglen til et univers, der tilbyder lytternært indhold, der får lov til at ånde på skabernes præmisser. Det er en cocktail, der er sværere at blande i det kommercielle miljø på platforme som Podimo, hvor markedsdrevet tænkning ofte prioriterer hurtige gevinster over dybdegående fortællinger. Her kan Anders Christiansen og Christian Kirk Muff dyrke deres passion for det unikke og nørdede, hvilket gør deres podcast til en delikatesse i et hav af mainstream-tilbud.

 

Mediebranchen om fem år

Der er gået et halvt år, siden nøglerne til Pilestræde blev afleveret. Et halvt år siden Anders Christiansen og Christian Kirk Muff fik afvisninger fra de etablerede medier og valgte at starte deres eget i stedet. 

Gennem nære relationer til deres lyttere og en hjælpende public service-hånd har de for mået at skabe en rentabel forretning, på trods af en lille redaktion og et snævert emnefelt. 

En af de store udfordringer, ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ står over for nu er, at de har ambitioner om at vokse og komme bredere ud. Anders Christiansen erkender, at det kan være vanskeligt at udvide rækkevidden, men han er overbevist om, at løsningen ligger i at skabe indhold, der skiller sig ud og udfylder et hul på markedet.

“Jeg ved jo ikke, hvordan medieverdenen ser ud om fem år. Men jeg tror, vi er et billede på en modstrøm, hvor man tager sine lyttere alvorligt og ikke er bange for at ekskludere nogen, fordi det bliver nørdet.”

 

FORSIDEN
Udgivet den 06. oktober 2024
”Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger”

”Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger”

af | maj 30, 2024 | UDE

UDE
”Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger”

Hos Verdens Bedste Nyheder laver de kun konstruktiv journalistik. Her handler alle artiklerne om fremskridt og løsninger. Og netop det kan være med til at mindske antallet af danskere, der undgår nyheder.

TEKST: VICTOR ANDERSEN & HILDE SVENDSEN
FOTO: VICTOR ANDERSEN

Udgivet den 30. maj 2024

Hvert år kan du en morgen i september støde på personer i hvide t-shirts med orange blokbogstaver. Personerne kan være politikere eller repræsentanter fra organisationer og virksomheder, og så kan det også være helt almindelige mennesker, der står tidligt op én gang om året og deler gratis aviser ud. Det har de gjort i snart 15 år. På avisen, og på deres hvide t-shirts, står der med orange skrift ’Verdens Bedste Nyheder’. Mediet laver dog ikke kun journalistik i september. Det udkommer løbende på hjemmesiden og ugentligt i et nyhedsbrev.

Bag Verdens Bedste Nyheder er en lille redaktion i hjertet af København på Vartov, 250 meter fra Rådhuspladsen. Her sidder redaktionen bestående af nogle journalister, et par redaktører, en grafiker og administrative medarbejdere.

En stigende tendens

’Fremgang i Uganda: Fattigdommen falder,’ og ’Sydafrika går forrest: Snart kan mor og far deles om barslen.’

Sådan lyder nogle af rubrikkerne på artiklerne, som man kan finde inde på Verdens Bedste Nyheders hjemmeside. Rubrikker, der alle sammen fortæller om fremskridt og løsninger, fordi… ja, det er Verdens Bedste Nyheder. Og netop disse nyheder kan være et middel til at få bugt med det stigende antal personer, som i nogen eller større grad holder sig væk fra nyhederne.

News avoidence er et fænomen, der fylder mere og mere hos mediehusene. Begrebet dækker over personer, som undgår nyhederne i dagligdagen. I 2023 viste en undersøgelse fra Reuters Institute Digital News Report, at 19 procent af danskerne aktivt undgår nyhederne. Her kan en løsning være, at medierne også viser en mere positiv nyhedsdækning. I en artikel fra fagbladet Journalisten beskrives nemlig et studie fra University of Essex, hvor forskere undersøgte, om journalistik om menneskelig godhed og mere positive vinkler kan give flere nyhedsbrugere. Det kunne det godt. Og opløftende nyheder er netop, hvad man finder hos Verdens Bedste Nyheder.

Verdens bedste vaccinehistorier

Mandag formiddag klokken 10 skydes ugens redaktionsmøde i gang. Som vanligt bliver mødet afholdt i et lille køkken i et sidelokale til Verdens Bedste Nyheders redaktionslokale. Omkring det ovale bord har seks af de ansatte slået sig ned med computere og kaffekopper dekoreret med FN’s forskellige verdensmål. Ved bordets midte har Sophie Rytter Skjoldager sat sig. Hun har arbejdet hos Verdens Bedste Nyheder siden 2014 og blev i 2015 redaktionschef for den lille redaktion.

”Hvem har en megafed historie?” spørger hun.

I et kort øjeblik høres kun kaffemaskinen, og skribenterne kigger forventningsfuldt på hinanden. Efter et par sekunders pause bryder journalist Anders Seneca Bang stilheden og byder ind med en historie.

”Jeg har en vaccinehistorie med, fordi det er åbenbart fedt,” siger Anders Seneca Bang, som har været en del af redaktionen de sidste seks år. Det er ikke første gang, at han byder ind med vaccinehistorier til redaktionsmødet, hvilket der bliver joket lidt med.

“Verdens Bedste Vaccinehistorier,” griner han.

Vi vil gerne bringe håb

På Verdens Bedste Nyheders hjemmeside har de en boks med deres journalistiske rettesnor.

“Vi laver journalistik om fremskridt og løsninger, som andre medier ofte overser. Vi fokuserer på fremskridt, der giver anledning til håb, men fortæller også om de problemer, der danner baggrund,” lyder to af punkterne.

Disse kriterier har været bærende for mediet, siden de startede for 15 år siden. Dengang startede det som en oplysningskampagne, men i dag er det blevet sit eget uafhængige medie.

“Verdens Bedste Nyheder startede, fordi danskerne ikke i særlig høj grad kender til de fremskridt og løsninger, der er ude i verden. Især hvis man kigger på udviklingslandene og det globale syd,” fortæller redaktionschef Sophie Rytter Skjoldager.

Verdens Bedste Nyheder mente, at medielandskabet trængte til et medie, der også fortalte om fremskridt i udlandet. Med det vil de nemlig gerne give danskerne én ting.

“Vi vil selvfølgelig gerne gøre danskerne klogere, men vi vil også gerne bringe dem håb,” siger Sophie Rytter Skjoldager.

“Der er det passive håb, hvor man bare lukker øjnene og håber, at der er andre, der løser et problem. Og så er der det aktive håb, hvor man viser folk,  at vi rent faktisk godt kan løse nogle af verdens problemer. Det er det håb, vi gerne vil give til vores læsere,” siger hun.

En erfaringskilde i Indien

“Andre, der har nogle udlandshistorier?”

Tilbage til redaktionsmødet kalder Sophie Rytter Skjoldager til ro efter snakken om vacciner.

“Jeg har en historie, hvor jeg allerede har en erfaringskilde fra Indien,” siger Katrine Abildgaard Kelgren. Hendes historie bygger på et interview, hun lavede i februar. Her interviewede hun en indisk kvinde om sit arbejde som tuk-tuk-chauffør, og hvad det havde betydet for hende at komme på arbejdsmarkedet. Katrine Abildgaard Kelgren har arbejdet på historien sideløbende, men skal snart til at give den mere opmærksomhed.

“Hvor langt er du i processen?” spørger Sophie Rytter Skjoldager. Katrine Abildgaard Kelgren trækker lidt på skuldrene og forklarer, at hun er i gang med at undersøge, hvilke ekspertkilder, der kan medvirke i historien.

Katrine Abildgaard Kelgren er en af de nyeste skribenter hos Verdens Bedste Nyheder. Hun har egentlig en bachelor i Indien- og sydasienstudier, men under sin uddannelse fik hun smag for at skrive artikler og valgte derfor at tage en kandidat i journalistik. Indien er på mange måder Katrine Abildgaard Kelgrens hjertebarn og også et land, hun ad flere omgange har besøgt. Af den grund valgte hun også at søge et halvt års praktik hos Verdens Bedste Nyheder, da Indien ofte er på dagsordenen i deres nyhedsdækning. Katrine Abildgaard Kelgren fik pladsen, og et halvt år efter fik hun tilbuddet om at blive som skribent, samtidig med at hun færdiggør sit speciale.

Et middel mod news avoidence

Det, som journalisterne inde på avisen laver, er konstruktiv journalistik. Journalistik, de håber, kan nuancere nyhedsbilledet ved ikke kun at fortælle om krig og ødelæggelse, men også fortælle om fremskridt og løsninger.

Sophie Rytter Skjoldager fortæller, at der er mange forskellige definitioner af konstruktiv journalistik, men det, som de prøver at lave, er journalistik, som fortæller om verdens udfordringer, men med en løsningsfokuseret tilgang.

Og konstruktiv journalistik kan måske være en af løsningerne på news avoidence.

Redaktionschef Sophie Rytter Skjoldager mener dog, at man først lige er kommet i gang med at løse problemet:

“Jeg tror, at news avoidence er en tendens, som har fået branchen til at kigge lidt mere indad. Kigge på, hvordan man kan dække verden på en måde, som er tilpas nuanceret, og som folk kan holde ud at følge med i,” siger hun.

Og det er også, hvad danskerne efterspørger, hvis man ser på en kampagneevaluering lavet af Epinion for Verdens Bedste Nyheder i 2023. Her blev danskerne spurgt ind til, hvorvidt medierne også skulle fokusere på nyheder om fremskridt og løsninger, hvortil 87 procent svarede enig eller meget enig.

Vi er et supplement

Det kan for nogle lyde en smule naivt, at mediet kun vil fortælle konstruktive nyheder, når nu vi lever i en tid med en masse af det modsatte. Og journalistik er vel at fortælle om alt, der sker ude i verden, råt for usødet. De er nemlig udmærket klar over, at verden ikke kun er fremskridt og solskinshistorier. Men de mener dog, at andre medier fylder deres spalteplads op med rigelig af disse historier, og derfor skal de være et supplement til massemedierne.

“Jeg synes ikke, at alle andre medier skal lave journalistik som Verdens Bedste Nyheder. Men jeg oplever heller ikke, at vores brugere erstatter hele deres medieforbrug med Verdens Bedste Nyheder. De bruger os sammen med de andre steder, de orienterer sig,” siger Sophie Rytter Skjoldager

Det samme oplever journalist Anders Seneca Bang.

“Vi synes jo ikke, at man ikke skal skrive om problemerne i verden. Jeg ser vores journalistik som et supplement til nyhedsdækningen. Vi mener, at begge sider af dækningen er vigtige, men der er bare ingen, der laver den her side,” siger han.

Konstruktiv eller kritisk journalistik?

Men er konstruktiv journalistik objektivt?

“Uden at det skal blive for meget en diskussion om ordvalg, så vil jeg nok aldrig kalde noget journalistik for 100 procent objektiv,” siger Sophie Rytter Skjoldager, men afviser, at deres journalistik skulle være mindre objektiv end andre mediers.

Derudover mener Sophie Rytter Skjoldager også, at der hersker en misforståelse ude i branchen om, hvad konstruktiv journalistik er.

“Jeg hører tit konstruktiv og kritisk journalistik blive sat op mod hinanden som modbilleder, og det vil jeg virkelig gerne gøre op med. Jeg vil påstå, at Verdens Bedste Nyheder i den grad er kritiske. I forhold til vores kilder og vores dokumentation. Vi er meget transparente,” siger Sophie Rytter Skjoldager.

For Katrine Abildgaard Kelgren er det også vigtigt at pointere, at de på mediet ikke pynter på virkeligheden.

“Det er jo kolde fakta, vi leverer. Det er ikke noget, vi overdriver. Det kommer fra rapporter, og hvis man ville, kunne man finde en masse positive nyheder. Det gør de gængse medier bare ikke,” siger hun.

Ligestilling og grøn energi

Tilbage i det lille køkken er redaktionsmødet stadig i fuld gang. Snakken går fortsat på Katrine Abilsdgaard Kelgrens historie om tuk-tukker. Hun får inputs til, hvor hun kan søge efter ekspertkilder, og hvordan hun fremadrettet skal bære sig ad for at skabe den rette vinkel for historien.

I dagene efter redaktionsmødet arbejder Katrine Abildgaard Kelgren mere målrettet på historien. Det viser sig, at hendes første fokus på kvindefrigørelse i Indien ikke er den eneste vinkel. Tuk-tukken, hun sad i, kørte nemlig på el, hvilket halvtreds procent af tuk-tukkerne i Indien faktisk gør.

Katrine Abildgaard Kelgren vælger derfor at skifte fokus og fokuserer nu på elektrificering af køretøjer i og omkring Indien. Undervejs har hun tænkt sig at krydre historien med sin erfaringskildes personlige fortælling, og hvad det som kvinde har betydet at blive ligestillet med sin mand.

Arbejdet på historien går langsomt fremad, og artiklen står til at blive udgivet i slut juni. I første omgang skal Katrine Abildgaard Kelgren have fundet en ekspertkilde, og derefter vil det vise sig, om der er en større historie.

Håb for fremtiden

Hvad enten det handler om nye gennembrud på vaccineområdet eller elektrificering af køretøjer i Indien, står Verdens Bedste Nyheder klar til at berette om de fremskridt og løsninger, der hver dag ser dagens lys. Det kan for nogle lyde overdrevent positivt, men samtidig kan konstruktiv journalistik måske være et af midlerne til at få bugt med news avoidence.

Hos Verdens Bedste Nyheder ser de det i hvert fald som deres opgave at nuancere mediebilledet og fortælle om en verden, hvor der er håb for fremtiden.

“Verden er ikke så slem, som man tror. Der er masser af problemer. Der er også masser af løsninger,” siger Anders Seneca Bang.

 

FORSIDEN