”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

”Det, der hjælper, er kolde bade og god litteratur” – Knud Brix har genstartet glæden ved journalistikken

Knud Brix er lige fyldt 40, han har en skilsmisse og en lang række arbejdspladser bag sig. Uden familien var han, med egne ord, blevet en krigsjunkie med hang til portvin, der, på Kirsten-Birgitsk-vis, fortalte de samme historier igen og igen. I stedet fortæller han nu, som vært på Danmarks mest populære nyhedspodcast, Genstart, en ny historie hver dag.

Skribent: Kresten Andersen

Foto: Valdemar Ren

Udgivet den 07. juli 2020

”Nu siger du til, hvis jeg snakker for meget, ik?” siger Knud Brix og stikker til fiskefrikadellerne på sin tallerken. Det er dagens ret i DR Byen.

Når han taler, er det som at tænde for et afsnit af Genstart. Det er den samme lethed, nysgerrighed og legen med ordene, som hver dag skyller ud af højtalerne hos et rekordhøjt antal danskere.

Knud Brix møder Illustreret Bunkers udsendte i frokostpausen fra arbejdet på Danmarks Radios nyhedspodcast, Genstart. Inden frokost interviewede Knud Brix Informations indlandsredaktør, Anton Geist, om Inger Støjberg og Instrukskommissionen. Efter frokost skal han indtale speaks til en udsendelse om anholdelsen af en formodet krigsforbryder fra Rwanda.

”Det er ikke nødvendigvis nyhedsdagsordenen, vi følger. Den er vi venligst fritaget fra at følge slavisk,” siger Knud Brix med en vis lettelse i stemmen.”Over tre uger skulle vi gerne have dækket de væsentligste historier. Men når Soleimani har fået en bombe i hovedet i Irak, så aner man ikke, hvad der er sket de første par dage. Man ved ikke, hvad det kan føre til og hvorfor og hvordan. Der skal vi have modet til ikke bare at køre uden at vide noget.”

Den afventende strategi lader til at virke. Med deres egne ord lover Genstart lytterne ”et unikt indblik i én aktuel historie”. Det har holdet bag Genstart gjort godt. Så godt, at podcasten har fået en fast plads i top-10 over de mest hørte podcast i Danmark, siden man for første gang i starten af marts kunne høre Knud Brix’ let tøvende, sprøde røst som vært.

”Man ville jo gerne sige, ”ej, det betyder ikke noget for mig.” Det ville være latterligt, hvis jeg påstod, at jeg ikke er glad for, at vi har fået mange lyttere. Det er vel for helvede det, der er formålet,” siger Knud Brix.

Ad omveje
Det er en snoet vej, der har ført til, at Knud Brix i dag sidder i DR’s kantine og lader de varme fiskefrikadeller blive kolde over sine velformulerede talestrømme.

Mange forbinder nok Knud Brix med sorte jakkesæt og politiske analyser fra Christiansborgs gange på TV2 News eller som hårdtslående morgennyhedsvært på det hedengangne Radio24syv. I dag er det glatbarberede reporterlook skiftet ud med et fuldskæg, en armygrøn skjorte, et par baggy bukser og en tophue med oprullet kant. En af de strikhuer, der – med fare for at fornærme både jøder og journalist – i pasform minder mest om en kalot.

Den mere eftertænksomme tilgang til journalistik, som Knud Brix nyder ved Genstart, har ikke ligefrem været dén journalistiske linje, der har været gennemgående i Knud Brix’ karriere.

”På ’News’ var mantraet ”Først. 24 timer i døgnet”. Jeg ved ikke, hvordan jeg blev lullet ind i det, som om det var det vigtigste kriterium at være først. Først hvorfor? Med hvad en eller anden ordfører har sagt? For hvem er man først? Er det for vores egne store egoer? Eller er det, hvad chefen eller lytterne synes? Det blev jeg en slave af… Men jeg var god til det.”

Næsen for den politiske journalistik førte til, at Knud Brix i over 10 år bed politikerne i haserne for Jyllands-Posten, Nyhedsavisen og TV2.

Knud Brix er vært på DR’s nyhedspodcast Genstart, som udkom første gang den 2. marts 2020.

Politik og poesi
Den amerikanske præsident Harry S. Truman skulle efter sigende have sagt ”If you want a friend in Washington, buy a dog.” En verden, hvor man skal stille spørgsmålstegn ved alt og ikke kan stole på nogen, sætter sine spor.

”Jeg blev enormt kynisk. Jeg havde lyst til at afsløre folk og trække bukserne af dem og se, hvor hårdt jeg kunne stille spørgsmålene. Nogle gange glemte jeg, hvad substansen var, eller hvad historien var. Jeg kan huske en finanslov, hvor det var så åbenlyst, at nogen havde vundet eller tabt. Da de kom ud af glasdøren, var det første, jeg spurgte om, ”hvem har vundet, hvem har tabt?” Bagefter var der en, der sagde, ”hvad er de egentlig blevet enige om?” Det vidste jeg sgu ikke rigtig. Jeg var optaget af spillet for spillets skyld.”

Som en slags modgift mod Christiansborgs ætsende miljø trak Knud Brix på en gammel kammerat i nøden, poesien.

”Det journalistiske sprog er et ganske specielt sprog, der har et formål. Poesien er det stik modsatte. Det har ikke nødvendigvis et formål. Det er skrift for lysten eller det formålsløses skyld,” siger Knud Brix.

I 2017, mens han stadig var politisk reporter på Christiansborg for TV2 News, udgav Knud Brix sin politiske digtsamling, Natfolden. Digtsamlingen gjorde noget, der sjældent er set hverken i dansk politik eller i dansk poesi. Den mixede de to verdener.

Natfolden fik en blandet modtagelse. Det blev til et enkelt hjerte i Politiken, fire stjerner i Jyllands-Posten og kritik fra flere sider for udokumenteret at blande fakta og fiktion. Knud Brix fastholder, at Natfolden er fiktion. Da han udgav Natfolden, vidste han, at den ville forsegle hans tid på Christiansborg.

”Jeg var færdig. Da jeg havde skrevet det der, så var jeg reelt færdig. Det var mere et spørgsmål om, ”bliver jeg fyret?”.Jeg vidste også godt, at når jeg først havde skubbet den båd i, så kunne jeg jo ikke blive der i 10 år. Ikke fordi jeg havde skidt så meget i egen rede, men hvis jeg siger, at du bliver et kynisk og dårligt menneske af at være i politik, så er det klart, at så kan du ikke være der 10 år mere. Så er du jo også idiot.”

Når man snakker med Knud Brix, er det tydeligt at høre, at han blev opslugt af Christiansborg. Substansen røg ud af ligningen, og det hele blev kogt ned til en bitter, uappetitlig bouillon af kynisme og magtspil. Det Knud Brix mistede i sin Christiansborg-tid, får han nu igen med Genstart.

”Det er det åbenlyse i, at det handler om lytteren og ikke mig og mit forkvaklede ego. Hvordan kan vi lave en fortælling og forklæde det som noget, så folk gider høre om krigen i Yemen. Vi fandt en ung kvinde, som sidder og forhandler fred dernede, og så fortæller vi historien gennem hende. Det er jo ikke fordi, at jeg tror folk er dumme, at de skal have det ind med ske. Det handler om, at når man bruger fortællinger, som er det stærkeste, vi har i faget, kan du slippe afsted med ret meget faktuel info. Det, synes jeg, er mega befriende.”

Radiofabrikken
De fleste mennesker i kantinen har så småt tømt tallerkenerne for fiskefrikadeller og sat bakkerne på plads for at vende tilbage til deres poster i det enorme DR-maskineri. Tilbage sidder den 40-årige Knud Brix. I dag er han væk fra det politiske spil og sidder i stedet bag mikrofonen.

Inden han blev styrmand på DR’s nye podcastflagskib, arbejdede han i to år som vært på Radio24syv Morgen. En tjans, der blev en redningsplanke fra Christiansborg.

”Da jeg kom på 24syv, var det en redning. Jeg var udbrændt som nyhedsjournalist. Det var noget helt andet at komme et sted, hvor der var nysgerrighed og højt til loftet. Det var en kreativ legeplads. Jeg har altid været misundelig på ”The Factory” i New York i 70’erne, hvor Andy Warhol holdt hof, natklub og atelier, sådan et sted, man vidste, var et fucking kreativt arnested.”

For Knud Brix var 24syv det tætteste, man kommer på Warhols legendariske legeplads i den danske mediebranche.

”Udover de skøre typer i toppen med Bertelsen og Brügger, så er det bare et sted, hvor du løber ind i Knud Romer, drikker kaffe med Master Fatman, og hvor der er en radikal præst på besøg. Hvis jeg lavede en liste over de mennesker, jeg helst ville arbejde sammen med eller møde, så var de alle samlet det sted.”

Rejsen
Afslutningen på Radio24syv blev på sidstedagen markeret med udsendelsen af radioserien ’General Butt Naked’, hvor Knud Brix besøger en liberisk krigsherre, kannibal og kristen evangelist. Rejsen blev en fortælling om Liberias ødelæggende og diabolske borgerkrig, men også en rejse ind i Knud Brix’ indre personlige tumult ovenpå en skilsmisse og den nye rolle som nyligt fraskilt familiefar.

”Ideen om at være en familie er ret grundlæggende. Så efter skilsmissen var jeg ramt af en form for granatchok og følelsesløshed og tænkte ”den klassiske metode er, at så må du dykke ned i noget, hvor du kan mærke dig selv, for så kan du finde dig selv.” De udenlandsting, jeg har lavet, har været en eskapisme. Der skulle noget ekstremt til for, at jeg kunne mærke mig selv. Man føler sig bare mere i live, ik? Det er jo paradoksalt.”

Knud Brix måtte dog hurtigt indse, at dansen mellem familieliv og at søge verdens dystre afkroge og destruktive hjørner ikke er en let dans.

”Jeg troede, at jeg skulle være freelancer og god far i en uge og rejse til Sydafrika og lave noget med en gammel storvildtjæger den anden uge. Jeg troede, jeg kunne leve et skizofrent liv, men jeg fandt ud af, at jeg ikke havde staminaen. Jeg blev underlig og sad i underbukser derhjemme.”

Det kan ikke overlades til hvem som helst
Knud Brix rejser sig fra bordet i den mennesketomme kantine. Vi bevæger os mod Genstarts redaktion, hvor Knud Brix til dagligt sidder med de kollegaer, der udgør teamet, der hver dag udsender en ny podcast.

”Vi ligger lige ved siden af Orientering og DR Dokumentar, og det er egentlig meget fedt, fordi den ene laver længerevarende formater, og den anden laver hurtigere ting. Meget af vores arbejde er jo at gå at høre, hvad er der på vej og sådan,” siger Knud Brix.

Genstart har givet Knud Brix glæden ved at arbejde. Han har genfundet substansen i historierne. Kynismen og skepticismen, som i mange år udgjorde det yderste, usynlige fernis af jakkesætsuniformen på Christiansborg, har han skrællet af.

”Det er ikke sikkert, at bageren lyver, når han siger til dig, at der ikke er flere spandauere. Den der totale gennemvævning af hele mit liv. Det tankesæt har jeg sluppet.”

Udover at finde den journalistiske formel, som Genstart har fundet, hvor substansen og den gode fortælling fremhæves, er opskriften på, hvordan man genfinder sit journalistiske selv, ifølge Knud Brix, relativt simpel.

”Det, der hjælper, er kolde bade, god litteratur og mennesker omkring dig. Og så at glemme egoet en gang i mellem.”

Selvom det lyder som et definitivt farvel til Christiansborg, understreger Knud Brix, at han er væltet tilfældigt ind i de fleste af sine karriereveje, og derfor stadig vil forholde sig åben for tilfældighedernes magt. Politik kan have en nærmest narkotisk tiltrækning, og afvænningen er ikke slut.

”Jeg er ikke tilstrækkeligt afluset, men jeg vil ikke være afvisende på et eller andet tidspunkt. For fanden, samfundsforhold er noget af det vigtigste, politik er spændende, politik er interessant… og man kan ikke overlade det til hvem som helst.”

Forsvarsjournalistikkens enmandshær: “Ingen styrer mig, udover min integritet”

Forsvarsjournalistikkens enmandshær: “Ingen styrer mig, udover min integritet”

Forsvarsjournalistikkens enmandshær: “Ingen styrer mig, udover min integritet”

Når Peter Ernstved Rasmussen dækker det danske forsvar, er det med en indgående viden om de væbnede styrker, en klar selvstændighed og en hensigt om at udfordre magthaverne. I den henseende kan det være nødvendigt, at man stiller sig frem og giver noget af sig selv.

Skribent: Simon B. Porse

Foto: Emil Agerskov

Udgivet den 22. juni 2020

Millionsvindel, nepotisme, magtmisbrug – de seneste år har en række historier om umoralsk eller direkte ulovlig embedsførelse i det danske forsvar set dagens lys.

De mange skandalesager har sparket gang i en hed debat og ført til en skarp kritik af det, nogle stemmer kalder en ‘rådden kultur’ i Forsvarets øverste ledelse.

En af de vigtigste spillere i den udvikling er journalist og redaktør på forsvarsmediet OLFI, Peter Ernstved Rasmussen. Som ene journalist på mediet, han selv har stiftet, breakede han historien om den tidligere hærchef og general H.C. Mathiesen, der i maj blev idømt 60 dages fængsel for embedsmisbrug, pligtforsømmelse og videregivelse af fortrolige oplysninger, og som for alvor satte gang i bølgen af afsløringer.

Peter Ernstved Rasmussen har to gange været udsendt for det danske forsvar og to gange vundet Foreningen for Undersøgende Journalistiks ‘graverpris’. Illustreret Bunker har talt med enmandshæren Peter Ernstved Rasmussen om journalistroller og om vigtigheden af at råbe vagt i gevær.

Peter Ernstved Rasmussen stiftede i februar 2016 netmediet OLFI. (Foto: Emil Agerskov)

Fra felten til forsiden

Da Peter Ernstved Rasmussen forlod gymnasiet med et karaktergennemsnit på 6,1 på den gamle skala, svarende til et nutidigt 02, virkede militærtjeneste som en oplagt måde at komme udenom det for ham noget skuffende eksamensbevis.

I 1993 blev han for første gang udsendt for det danske forsvar i forbindelse med den internationale operationer i det krigshærgede ex-Jugoslavien.

“Hvis man kan sige, at det kan være positiv oplevelse at være i krig, så var det det på alle måder for mig. Jeg blev utrolig moden af det og lærte virkelig meget om værdier og hvad det er, der er værd at kæmpe for,” siger han.

På løjtnantskolen i årene efter fangede han for alvor interessen for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, men på trods af fremgangen i branchen, skulle arbejdet i forsvaret ikke være levevejen.

“Journalistik lød spændende. Det var ligesom et sted, hvor man var med, der hvor det skete, og hvor man blev øjenvidne til historien, imens den udspillede sig,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen om hans overvejelser om fremtiden.

Han søgte om optagelse på landets tre journalistuddannelser og begyndte i 1998 studiet på Syddansk Universitet i Odense.

Han blev færdiguddannet, og arbejdede kort som freelance-journalist inden han i 2004 med kort varsel tog imod posten som presse- og informationsofficer for den danske bataljon i Irak. Her skulle han håndtere både den interne og eksterne kommunikation for soldaterne i Camp Danevang.

I 2006 blev han ansat som skribent på Jyllandsposten, og efter fire år tilbød redaktøren, at han kunne overtage forsvarsområdet i avisen, på betingelse af at han kappede den officielle forbindelse til militæret ‘så der var rene linjer.’ Han takkede ja, afleverede sin uniform og opsagde sin rådighedskontrakt.

De flere års militærtjeneste gav ham gode forudsætninger for at arbejde med forsvarsjournalistikken.

“Jeg havde jeg noget viden om, hvordan systemet fungerede, og jeg kunne eksempelvis aflæse meget bare ved at se på soldaternes uniform – og allerede der havde jeg et forspring sammenlignet med andre journalister,” siger han.

Men da den socialdemokratisk-ledede regering i 2012 oprettede en kommission, der skulle undersøge den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan, trak redaktøren en streg i sandet. Med en fortid som talsmand for den danske bataljon i Irak kunne Peter Ernstved Rasmussen ikke dække kommissionens arbejde.

“Min redaktør ville have, at jeg fik et andet stofområde, og der kunne jeg bare mærke, at nu havde jeg fået færten af så mange gode historier. Jeg tænkte, at det her område er spændende, og der er brug for, at der er nogen der dækker det,” siger han. 

I efteråret 2015 begyndte Peter Ernstved Rasmussen så at lægge grundstenene til det, der skulle blive hans eget kritiske forsvarsmedie, hvor han kunne fortælle de historier, han fandt vigtigst. Og at gøre det på egen hånd var nærmest selvsagt.

“Tanken var oprindeligt, at det måtte være muligt at skabe én journalistlønning ved at skrive om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik. Jo flere man er til at lave det, desto flere penge skal der jo ind, hvis det nogensinde skal kunne løbe rundt,” siger han.

I dag er OLFI vokset til et prisbelønnet, anerkendt og for nogle berygtet medie, der flere gange ugenligt leverer historier til sine mere end 1500 betalende abonnenter.

Rygter og røgslør

At arbejde alene, som Peter Ernstved Rasmussen gør, har sine fordele og ulemper.

På den ene side går redaktionsmøderne hurtigt, og der er ikke langt fra tanke til handling. På den anden side, fortæller han, har man også visse begrænsninger.

“Når man arbejder ene mand, må man skære 95 pct af historierne bort. Der må man jo så prioritere hvilke historier, der er de vigtigste,” siger han.

En anden ulempe er, at mediet og mennesket er svært at adskille, og man nogle gange ikke kan undgå at blive en del af historien.

“Da jeg endelig havde breaket historien om H.C. Mathiesen, var forsvarschefen Bjørn Bisserup ude og sige, at det var på baggrund af min interesse for sagen, mine aktindsigter og spørgsmål, at de nu var nødt til at flytte hærchefens kæreste, så der kom ro på,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen.

“Han sagde, at jeg spredte rygter og rettede beskyldninger. Jeg blev i den grad gjort til problemet.”

Selvom Peter Ernstved Rasmussen passer meget på ikke at blande sine holdninger ind i historierne, mener han, at det nogle gange er nødvendigt at kommentere på de sager han skriver om.

“Jeg har jo den gamle Jyllandsposten-skoling, altså den traditionelle journalistskoling, hvor en journalist, der dækker et område, ikke samtidig kan skrive opinionsstof om samme emne, og det er jeg egentlig som udgangspunkt enig i. Omvendt er det nogle gange befriende, når nogen kan sige det alle tænker, men som ingen tør sige,” siger han.

Journalistrollen gennem de seneste år har set en forandring, mener han, og OLFI – ‘et moderne medie, der lever i 2020’ – må gerne udtrykke en holdning indimellem.

Det er selvfølgelig en balancegang, lyder det, men når man har sit eget medie er det på sin plads, at man giver noget af sig selv en gang i mellem.

“Som journalist handler det jo om din integritet, altså om du kan se dig selv i spejlet – og det føler jeg i den grad godt, at jeg kan,” siger han.

Han påpeger at man med en klar tone og skarp vinkling kan risikere at skade sin troværdighed overfor kilderne i en sådan grad, at de ikke vil deltage i interviews. Han mener dog ikke, at det betyder meget i hans situation.

“Jeg har jo i forvejen opnået en position, hvor cheferne har det med at sige nej tak, når jeg ringer for at bede om et interview,” fortæller Peter Ernstved Rasmussen.

Han beskriver, hvordan han som regel først får svar på sine henvendelser efter ugers eller måneders ventetid.

“Jeg oplever i den grad, at der bliver kastet røgslør, og at magten prøver at lukke mig ned som det her lille irriterende væsen. Jeg er en persona non-grata, som man holder ud i strakt arm,” siger han.

I flæsket på magten

Navnet OLFI er en reference til et dansk krigsskib. Korvetten Olfert Fischer, der var den første skude af sin slags, der deltog i en international operation. Korvetten symboliserer for Peter Ernstved Rasmussen begyndelsen på Danmarks aktivistiske udenrigspolitik. Og netop den udenrigspolitiske kurs, forklarer han, er det, der profilerer Danmark udadtil. Danske deltagelse i militære missioner i Afghanistan, Irak, Libyen, med videre – det er det, udlandet kender os på, lyder det.

Desuden er Forsvaret et statsligt voldsmonopol og en af Danmarks største arbejdspladser, fortæller Peter Ernstved Rasmussen, og netop derfor er ordentlig forsvarsjournalistik helt essentielt.

“Det er voldsomt vigtigt, at der er en kritisk presse, der kigger Forsvaret grundigt efter i sømmene og sikrer sig, ikke bare at pengene bliver brugt ordentligt, men også at der leves op til de forventninger, vi har for moral, etik og ordentlig embedsførelse i de væbnede styrker. Og der må jeg bare sige, at fire års dækning på området har vist mig, at det har der i den grad været mangel på,” siger han.

 

Du taler i andre medier om at du gør dit arbejde med henblik på at ‘rydde op’ i Forsvaret. Er det virkelig en journalistisk opgave at forandre forholdene i de myndigheder, man undersøger?

“Altså, det kommer an på hvor meget der er at afdække. Men når man, som jeg, åbner et skab, og skeletterne vælter ud, så er det i den grad journalistikkens opgave at få det frem i lyset, fastholde magthaverne og afkræve svar,” siger han.

Peter Ernstved Rasmussen savner, at medier tør gå ‘i flæsket på magten’ og kalde en spade for en spade, uden altid at tage hensyn til annoncører og aktionærer.

I stedet for at være så påpasselige, mener han, bør medierne give journalister lov til at være kritiske og ‘tæske rundt’ i de emner, de interesserer sig for. For når man først viser, at man tør lave en kritisk historie og ikke er bange for ‘at gå til bidet,’ så begynder kilderne også at henvende sig.

“Jeg er klar over at andre områder måske ikke har lige så mange skandalehistorier, som Forsvaret har haft, men tro mig: Kommunerne, regionerne, sundhedssektoren, politiet, jamen altså … Det er da bare at komme i gang!”

Den største historie: Arbejdet som journalist under coronakrisen

Den største historie: Arbejdet som journalist under coronakrisen

Den største historie: Arbejdet som journalist under coronakrisen

Landets journalister har under coronakrisen dækket en situation, vi aldrig har stået i før. Undtagelsestilstanden har om muligt gjort det journalistiske arbejde endnu vigtigere, men samtidig fremkaldt en række dilemmaer. Illustreret Bunker har talt med tre politiske journalister om deres tanker om arbejdet med den altoverskyggende historie.

Skribent: Rikke Snede Okkels

Udgivet den 21. juni 2020

Da coronavirussen satte det meste af Danmark på pause, var landets journalister nogle af dem, der stadig arbejdede videre på højtryk. Med regeringens mange udmeldinger og alvorlige tiltag fik særligt de politiske journalister travlt.

Hans Redder, politisk reporter hos TV 2, husker tydeligt pressemødet d. 11. marts, hvor Mette Frederiksen meddelte, at det meste af Danmark lukkede ned.

”Det er den største begivenhed, jeg har været med til at dække. At statsministeren stiller sig op og nærmest lukker landet fra den ene dag til den anden. Det er noget, jeg kommer til at huske resten af mit liv.”

Hans Redder fortæller, at coronakrisen har fyldt alt i hans arbejdsliv gennem de sidste par måneder. Alt andet er blevet sat i baggrunden.

”Det har været helt vildt spændende at være med til at se, hvordan krisen har udfoldet sig og udfordret politikerne. Jeg føler, at jeg oplever noget verdenshistorie fra tætteste hold.”

 

Marchen Gjertsen: ”En af de dage, hvor dybe indåndinger ikke var nok. Barnet blev passet hjemme, og jeg kommunikerede forbi kollegerne i Aarhus på videoforbindelse så mange gange, at jeg til sidst måtte smide mig på plænen i haven og høre Taylor Swift i 15 min med forstyr-ikke-funktion for at bevare humøret.” Foto: privatfoto

Skærpelse af fagligheden
Marchen Gjertsen, politisk redaktør på Jyllands-Posten, troede, at hun skulle dække et forår med klimaforhandlinger og pensionsudspil. At dagsordenen blev helt anderledes, gik hurtigt op for hende under statsministerens første pressemøder om coronakrisen.

Hun mener, at vi befinder os i en periode, hvor journalistikken er utroligt vigtig. Det har hun kunnet mærke meget tidligt i forløbet.

”Min oplevelse har været, at det har skærpet folks faglighed, at der er så store samfundsændringer- og diskussioner, som kræver kritisk journalistik,” siger hun.

Ligesom andre danske medier valgte Jyllands-Posten i den første periode af krisen at gøre alle artikler om corona gratis.

”Det er meget rammende for den stemning, der var på Jyllands-Posten. At alle smed, hvad de havde i hænderne, og lavede noget god journalistik, som alle skulle have lov til at læse,” siger Marchen Gjertsen.

DR’s politiske korrespondent Christine Cordsen har været særligt opmærksom på situationens alvor i sin dækning af coronakrisen. Hun fortæller, at det har været sværere at navigere i end normalt.

”Det har været tættere på folk, end det ofte er, når man laver journalistik, og det skal man selvfølgelig være meget bevidst om. For nogle mennesker opleves det her jo som et spørgsmål om liv eller død.”

 

Hans Redder: ”Nu holder de ondenlynme endnu en pause i genåbnings- forhandlingerne…” Foto: privatfoto

Den journalistiske opgave
Hans Redder mener ikke, at coronakrisen har ændret på hans rolle som journalist. Men historien er meget større end normalt.

Han har især fundet det vigtigt at gøre danskerne klogere på, hvor skelsættende de beslutninger, der bliver truffet af magthaverne, er.

TV 2-reporteren har dykket ned i forskelige rapporter fra Statens Serum Institut for at kunne formidle grundlaget for de store beslutninger.

”Jeg synes, at det har været en vigtig journalistisk opgave i den her proces at få forklaret, hvad det egentlig er, sundhedsmyndighederne videregiver til politikerne, og hvor usikkert et grundlag politikerne træffer deres beslutninger på. Det, de rapporter viser, er jo, at der er enormt store usikkerheder,” siger han.

For Christine Cordsen skiller historien om coronakrisen sig ud på alle måder.

”Jeg har aldrig oplevet noget som det her, hvor dansk politik har været i en total undtagelsestilstand,” siger hun.

Hun fortæller, at der har været mange faldgruber i forbindelse med dækningen. En af disse drejer sig om formidlingen af oppositionens holdninger.

”Da så meget har handlet om at formidle statsministerens budskaber, så er det jo en faldgrube ikke også at være opmærksom på, hvad oppositionen tænker, så man på den måde ikke kommer til at give statsministeren endnu mere taletid og platform, end hun har i forvejen,” siger Christine Cordsen.

Fælles dagsorden
De klassiske dyder, som Marchen Gjertsen kalder det at tage magthaverne på ordet og sikre, at de holder, hvad de lover, har haft stor betydning for hende i dækningen af coronakrisen. Her har de overordnede strategier for nedlukningen af Danmark samt testning og opsporing af smitte været særligt vigtige at afdække.

Hun påpeger derudover, at aktualiteten af den seneste tids journalistisk har været gavnlig.

”Der er en stor værdi i nyhedsjournalistik, som udvikler sig mere i takt med virkeligheden, og som er til stede, når tingene rent faktisk sker. Så kan forskellige folks holdninger og eksperters input faktisk bruges, når man ikke først afdækker noget et år efter, det er sket,” siger hun.

Jyllands-Postens politiske redaktør roser også en fælles dagsorden blandt medierne under coronakrisen.

”Det kan være, at Berlingske har en god vinkel på noget, og så har vi den anden side af sagen dagen efter. Medierne bliver en slags brandmandskæde, som sammen flytter tingene.”

 

Marchen Gjertsen: ”Fordele ved at arbejde sent hjemmefra.” Foto: privatfoto

Modvilje over for kritisk journalistik
Den kritiske journalistik under coronavirussens tilstedeværelse er ikke blevet taget godt imod af alle. Hans Redder har fået henvendelser fra læsere, der mener, at det er upassende at gå politikerne på klingen i den situation, vi befinder os i.

”Jeg har helt tydeligt kunnet mærke, at flere danskere mener, at man skal holde sig fra kritiske spørgsmål i en krisetid. Det kan jeg se i min mail-indbakke og på sociale medier,” siger han.

Marchen Gjertsen har særligt i den første periode af krisen oplevet samme tone.

”Du får mig aldrig til at sige, at det ikke er nødvendigt med kritisk journalistik, og det har måske været vigtigere end nogensinde i denne tid. Det har overrasket mig, at nogle ikke har været parate til det,” siger hun.

Hun mener, at mediernes troværdighed bliver testet i denne tid. I situationer, hvor de afdækker myndighedernes fejl, bliver det en slags dyst om, hvem danskerne stoler mest på.

”Jeg synes heldigvis, at billedet er, at man godt kan stole på de danske medier,” siger Marchen Gjertsen.

Skift i dækningen
Inden corona for alvor brød ud, brugte Hans Redder meget tid på at beskæftige sig med en historie om interne magtkampe i Alternativet. Coronakrisen har været så stor en historie, at det har sat hans tidligere arbejde i perspektiv.

”Nu, når jeg kigger tilbage på de uger, kan det godt virke lidt åndssvagt, at jeg gik rundt og bildte mig selv ind, at det var en rigtig stor historie, når der var så vild en historie på vej. Jeg ville ønske, at jeg tidligere havde indset, hvor alvorlig corona kunne blive.”

Christine Cordsen husker, at den første periode af krisen i høj grad handlede om at få formidlet alt det, der skete. Der var blandt andet nye retningslinjer, forskellige ting, der lukkede ned og forhandlinger om en hastelov at fortælle danskerne om.

”Det var en meget massiv informationsstrøm i starten,” siger hun.

Ifølge Hans Redder er man journalistisk gået fra en nødsituationsfase, hvor fokus var på, hvorvidt det ville lykkes Danmark at undgå en kæmpe sundhedskrise. Nu er fokus i dækningen dog begyndt at skifte.

”Jeg tror, at vi som journalister kommer til at bevæge os ind i en fase, hvor der er enormt meget fokus på at kigge tilbage og få evalueret forløbet.”

Han mener, at man vil sætte spørgsmålstegn ved de overvejelser regeringen gjorde sig, da de lukkede landet ned og kigge på størrelsen af de økonomiske og politiske konsekvenser, som krisen vil medføre.

Der har ikke været mange vågne minutter, hvor man som journalist ikke har beskæftiget sig med noget aktuelt, hvis man spørger Marchen Gjertsen. Det kan resultere i, at vigtige historier går under radaren eller kommer senere end ønsket. Hun mener dog også, at der er sket et skift i dækningen.

”Nu er der fokus på, at vi får samlet op, og at vi går efter i sømmene, fordi vi ikke nåede det i starten.”

Huxi Bach bruger satiren som ventilator for sin egen frustration

Huxi Bach bruger satiren som ventilator for sin egen frustration

Huxi Bach bruger satiren som ventilator for sin egen frustration

Gennem to sæsoner har han givet magthaverne et los over knæene. Lige fra politikere og Nets-direktører til Lenny fra Paradise. I satireprogrammet ’Ugen plus det løse’, der netop har sendt for sidste gang, har han forsøgt at vække en blanding af harme og latter hos sit publikum. Hvorfor? Fordi han selv er rasende.

Skribent: NIKOLAJ SJØRUP
Fotograf: JONATHAN DAMSLUND

Udgivet den 16. december 2019

Lars Løkke Rasmussen hænger i fjernsynets venstre hjørne. Til tørre, vil nogle sige. Et billede viser den nu tidligere statsminister på talerstolen til Venstres landsmøde. En tåre triller på hans kind. Det er hans endegyldige farvel efter mere end 10 år på formandsposten og en politisk karriere, hvor han har høstet flere resultater end de fleste. Alligevel vil han nok i lige så høj grad blive husket for bilagsrod og møgsager i medierne. Denne søndag aften på DR2 er der i hvert fald én, der gerne vil drille ”manden, der har givet så meget til programmer som det her og til satire i det hele taget”. Han sidder bag skrivebordet til højre for billedet. Huxi Bach er manden i spotlight.

”Føler du virkelig, at vi trådte Lars Løkke over tæerne med de ting, som vi lavede? Det er jo et helt vanvittigt synspunkt! Han har været statsminister, og det er altså at parkere sin røv i klaskehøjde.”

Huxi Bach forsvarer sin satiriske behandling af Lars Løkke, da vi mødes til et interview tre dage efter programmets sendetid. Vi sidder over for hinanden i et mødelokale på Vesterbro, hvor redaktionen holder til. Søndagens afsnit markerede enden på 2. og sidste sæson af ’Ugen plus det løse’, hvor Huxi Bach gav magthaverne et sidste los over knæene. Holdet, der udover ham selv består af to manuskriptforfattere, en researcher og en redaktionschef, mangler lige at lave en nytårsspecial.

Men ellers er det sidste gang, at Huxi har ageret vært på programmet. I hele 2020 skal han nemlig turnere landet rundt med sit nye onemanshow, der passende har fået titlen ’Nye Tider’. Det er på mange måder en god anledning til at gøre status. Fik han løst sin egen mission? Hvad var – og er – hans mission egentlig? Og hvorfor er det i det hele taget nødvendigt at klaske til en tidligere statsminister? 

Ifølge tv-vært og satiriker Huxi Bach er der ikke nogen modsætning mellem at gøre folk klogere og få dem til at grine på samme tid.

Når grin og gys går hånd i hånd

Huxi virker selvsikker denne formiddag, mens han sidder der bag bordet, akkurat som man oplever ham i fjernsynet. Afslappet velklædt. Højt hår. Af og til råbende stemmeføring med et strejf af nordjysk. Han veksler mellem at smile, grine og rase. Om sin oprindelige tanke med ’Ugen plus det løse’ fortæller han, at han gerne ville flytte perspektivet længere op i forhold til at belyse emner, som ikke nødvendigvis var ugeaktuelle, men i stedet mere tidsaktuelle. Han ville gerne komme udover de små ting og om nødvendigt dedikere et helt kvarters fjernsyn til ét emne.

”Hvis man skal lave noget om, hvorfor Nets er nogle grådige røvhuller…”.

Huxi overvejer, hvordan han skal formulere det.

”Man kan godt sige det på tre minutter, men man kan ikke forklare det og anskueliggøre det brede billede: Hvad det betyder for dig og mig.”

Inden sæsonstart har redaktionen på forhånd udvalgt 10 emner, som de har kunnet researche, forberede og til sidst give en kærlig behandling, når programmerne skulle optages om fredagen og sendes om søndagen.

”Men på redaktionen kan vi jo ikke helt lade det være, når der så kommer en Britta-sag, eller når Lars Løkke siger farvel. Så vi har ligesom det der hjørne i starten, hvor vi også kigger på, hvad der er sket i ugen. Fordi det alligevel kribler lidt i fingrene,” fortæller Huxi og henviser til ”det løse” i programmets titel.

Et af målene med programmet er, at publikum skal lære noget, selvom det ifølge Huxi lyder lidt skoleagtigt. Han peger på, at publikum i hvert fald helst skal indse noget, som de måske ikke havde tænkt til ende. I en travl hverdag forsvinder opmærksomheden nemlig i den store informationsstrøm, mener han, og det er satirikerens opgave at belyse, når en politiker eksempelvis siger noget absurd, dumt eller hyklerisk. 

”Du kan godt sige, at målet er at få folk til at grine af magthaverne. For mig at se er der ikke nogen modsætning mellem at gøre folk klogere og få dem til at grine på samme tid. Nogle gange går grin og gys hånd i hånd. Jeg vil faktisk vove den påstand, at folk tager det bedre ind, hvis man formidler det på en sjov måde. Det tror jeg også, at skolelæreren vil sige.”

En del af Huxis mission med DR2-programmet har været at få folk hjemme i stuerne til at dele hans harme ved nogle af de ting, som politikkere og andre magthavere siger.

Det er ikke kun for sjov

Allerede på Journalisthøjskolen blev Huxi ansat på Danmarks Radio, hvilket også er årsagen til, at han aldrig færdiggjorde sin uddannelse. Journalisttitlen er som bekendt ikke beskyttet, men det er heller ikke en, som Huxi tager på.

I DR blev han nemlig en del af det, der dengang hed Underholdningsafdelingen, hvor han i et halvt år fik lov til at arbejde med Jan Gintberg på satireprogrammet ’Vindhætterne’. Det vakte Huxis sult, og efter et par omveje, blandt andet som vært på musikprogrammet ’Boogie’, har han lavet sin egen satire lige siden. Men hvorfor gør han det egentlig, og findes der ikke en grænse for, hvem og hvad man må lave sjov med?

Lars Løkke har efter Huxis mening selv valgt at parkere røven i klaskehøjde, men hvad med Lenny fra Paradise? Lenny, som på sin Instagram-profil har reklameret for kviklån uden at ane, hvad det handlede om, hvilket Huxi i den grad sørgede for at udstille i sæson 2’s første episode.

”Det er et virkelig godt eksempel, for den diskussion havde vi jo også. Og derfor lavede vi indslaget, som vi gjorde. Vi starter med at afsløre, at han ikke har nogen anelse om, hvad kviklån går ud på. Og det er der jo ingen, der har, for de er totalt uigennemskuelige. Vi får ham til at indrømme, at det er åndssvagt, hvorefter vi lokker ham i en ny fælde. Vi får ham til at reklamere for nazisme. Men vi kunne jo have stoppet der, og så havde der også været nogen, der sad tilbage og grinte. I stedet tog vi ham i hånden og sagde, at hele pointen med kviklån netop er, at folk tager røven på dig. Verden vil bedrage dig.”

Huxi griner, men det er tydeligt, at han mener det alvorligt. Det er ikke for sjov, at han laver satire. 

”Vi sidder jo hver uge og kan blive fuldstændig rødglødende og rasende over ting, som en politiker, en Nets-direktør eller en helt tredje sidder og siger, og så kan vi ligesom ventilere det ved at skrive nogle jokes om det. Og i virkeligheden er vores mål at få folk til at dele vores harme. Men vi skal også at få dem til at grine af det, så de ikke tager et reb ude i laden. For så kede af det skal de ikke blive.”

Kristoffer Eriksen snublede ind på Journalisthøjskolen – nu skal han være chef for gravergruppe

Kristoffer Eriksen snublede ind på Journalisthøjskolen – nu skal han være chef for gravergruppe

Kristoffer Eriksen snublede ind på Journalisthøjskolen nu skal han være chef for gravergruppe

Fra et tilfældigt valg om uddannelse til chefredaktør på Ekstra Bladet. Kristoffer Eriksen er nået langt inden for journalistikken, men det har ikke altid været målet.

Skribent: Amalie Rokkedal Simonsen
Fotograf: Magnus Hove Johansson

Udgivet den 08. december 2019

På Enghave Kaffe på Vesterbro er Kristoffer Eriksen ved at købe en kop kaffe i baren, da en ældre herre prikker ham på skulderen. Manden spørger, om ikke han har set ham før et sted. Eriksen trækker let på skuldrene og svarer ydmygt, at han nok bare har et af de ansigter, som er lette at genkende.

Eriksen er klar over, at det er mere sandsynligt, at den ældre herre blot har genkendt det ansigt, der i den seneste tid har været let at spotte i mediebilledet. Både i forbindelse med lukningen af Radio24syv og annonceringen af hans nye job som chefredaktør for Ekstra Bladets gravergruppe ’Dagsorden’.

Men han har engang oplevet, at genkendelsen ikke skyldtes mediebilledet. I stedet havde personen genkendt ham, fordi de havde børn i samme vuggestue. Den misforståelse ønsker han ikke at opleve igen, og derfor er han stoppet med at tilkendegive sig selv som et ansigt fra medierne.

Til januar går det løs for Kristoffer Eriksen, når han starter på sit nye job. Et job, der understreger, at Eriksen ikke længere er en uerfaren journalist.

”Det er et drømmejob for mig at få muligheden for at være øverste chef for den undersøgende journalistik på et sted som Ekstra Bladet, der har så stolte traditioner på det område.”

TILBAGE I KURT

15. november var Kristoffer Eriksen gæstebartender til Kurt Strandbars kendisbar. Samme dag blev Eriksens portræt på strandbarens hvide vægge afsløret.

”Jeg tror ikke, der var nogen, der havde tænkt, at jeg skulle op at hænge i fredagsbaren, da vi gik der. Det er et kæmpe adelsmærke,” siger Eriksen.

Udelukkelsesmetoden  

Det er med et stort smil på læben og en stolt gnist i øjet, at Eriksen fortæller om sit nye job. Man skulle ikke tro, at denne mand søgte ind på Journalisthøjskolen for 12 år siden, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle. 

”Jeg brugte faktisk udelukkelsesmetoden, hvis jeg skal være helt ærlig.” 

Det eneste, han virkelig kunne finde ud af, var skriftligt dansk. Noget, der afspejlede sig i hans karakterer, der ikke var til at prale af. Der var heller ikke noget, der virkelig interesserede ham. Derfor faldt valget på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Her skulle han blot bestå en optagelsesprøve for at være inde.

”Jeg søgte faktisk ind lidt for sjov. Bare for at prøve det. Og så kom jeg simpelthen ind i første hug.”

Det var blot et heldigt tilfælde, at han snublede ind på Journalisthøjskolen. Hvad planen egentlig var, ved ikke engang Eriksen selv. Der var ikke noget, der fangede ham eller noget, som han decideret brændte for.

På skolen var han useriøs, uoplagt og umoden. Han interesserede sig ikke for de ting, de lærte, og overvejede ofte, om han skulle droppe ud af studiet. 

Som han selv påpeger, var det rent held, at han i 2011 stod med et eksamensbevis fra Journalisthøjskolen i hånden.

Eriksen på væggen

”Det er jo totalt skørt med et portræt i fredagsbaren på den skole, jeg føler, at jeg sjoflede mig igennem,” siger Kristoffer Eriksen om hans besøg i Kurt Standbar.

Det satiriske opgør

Som færdiguddannet journalist søgte han ikke ad de klassiske veje. I stedet sprang han ud i en satirisk karriere og lavede blandt andet Absurdistan med Jesper Juhl.

”I lang tid tænkte jeg ikke, at jeg skulle være journalist. For det virkede meget stift i det.”

Satiren var et opgør med den stive journalistik, som han havde mødt i skolen. Det var et sted, hvor man ikke længere skulle have formkrav og interviewteknikker i baghovedet, men hvor der var plads til det useriøse og jokende.

”Det første satiriske, jeg lavede, handlede om at latterliggøre journalistikken. Set i bakspejlet var det nok en form for afstandstagen til journalistikken.”

Benzinen, der får ham op om morgenen 

Det er i det satiriske og ironiske, at Eriksen finder sig til rette. Her kan han udfolde sig på nye måder. Og det er muligt at bryde reglerne gennem satiren.

”Jeg har altid, siden jeg var helt lille, syntes, det var sjovt at stikke til autoriteter. At provokere og udfordre,” siger Eriksen og bryder ud i et fjollet grin. 

Satiren tænder et eller andet i ham. Her finder han noget af det, som han har ledt efter både før, under og efter sin uddannelse. Det er hans måde at få konstruktivt afløb for det uforklarlige i hans krop, der giver ham trang til at stikke og provokere.

”Det er det, der får mig til at stå op om morgenen. En vildt mærkelig cocktail, der fungerer som benzin.”

Det er det frustrerende, irriterende, uforståelige, absurde og hykleriske, der optager ham. Det er der, hans ideer opstår. Tankerne om, hvordan det kan fremstilles og fortælles videre, begynder at blomstre.

ONE REGRET

Det eneste, Eriksen fortryder ved hans besøg i Kurt Strandbar, var hans beslutning om at tage bilen. Han ville gerne være blevet meget længere.

Alt kan ikke løses med humor

Siden den satiriske start har Eriksens journalistiske karriere taget en mere seriøs drejning. Han har både været morgenvært og nyhedschef på Radio24syv og medvært på Detektor. Efterhånden har han prøvet kræfter med den journalistik, han tog afstand fra som nyuddannet.

Endnu en gang var det et tilfælde, at Eriksen vendte næsen mod journalistikken. Det var et mislykket satireprogram, der endte ud i, at han skulle lave dokumentarserien ”Dødsruten” for Radio24syv i 2014.

I den forbindelse flytter Eriksen midlertidigt til Tingbjerg. Området har efter bandekrigen i 2008 fået et berygtet ry, og det befinder sig på statens liste over udsatte boligområder. Her skal han bo i to måneder, mens han observerer og optager, hvad der sker i området. Som han selv udtrykker det, møder han alle de sociale problemer, man kan forestille sig, samlet ét sted. Resultatet bliver et seriøst og alvorligt program, der ikke ligner noget, han tidligere har lavet.

”Det projekt var spændende at lave. Det gav på en eller anden måde et helt nyt perspektiv på det at være satiriker og journalist.”

Her får han øjnene op for den seriøse side af journalistikken. Da han oplever de sociale problemer, der lever side om side i Tingbjerg, går det op for ham, at ikke alt kan fremstilles gennem humor. Han må smide sit ironiske filter og se virkeligheden i øjnene.

”Det at lave afsløringer og researche til langt ud på natten. Det blev jeg totalt bidt af. Det er det mest meningsfulde, jeg overhovedet kunne foretage mig.”

Efter det første job hos Radio24syv, er Eriksen kun blevet bidt af journalistikken. Det er først i hans rigtige voksenliv, at journalistikken er begyndt at inspirere ham.

GÆSTEBARTENDER

Eriksen skænkede kolde øl til det fremmødte publikum i Kurt Strandbar. Men han gav sig også tid til en snak med de nysgerrige studerende.

Et angstprovokerende job

Nu står han overfor et karriereskifte. Knap en måned efter lukningen af Radio24syv kan han offentliggøre, at han i det nye år tiltræder som chef for Ekstra Bladets gravergruppe. Her kommer han til at stå i spidsen for 20 dygtige journalister, der brænder for at grave og undersøge. Det er et skift til noget, der ligger langt væk fra satiren. Og dét er noget af det mest angstprovokerende, han længe har stået overfor. 

”At skulle ind et sted, der er mere end hundrede år gammelt og har så stolte traditioner – det er eddermaneme noget helt andet.”

Han satser på, at hans satiriske karriere kan tilføje noget positivt til den undersøgende journalistik på Ekstra Bladet. 

”Jeg tænker, at satiren er noget, jeg kan tilføre Ekstra Bladet. At jeg nogle gange kan spille ind med nogle nye greb eller fortællemåder, der er mere underholdende, sjovere, og som kan få flere til at interessere sig for de historier.”

 

En kombination af alt

Heller ikke Kristoffer Eriksens trang til at stikke til autoriteterne er blevet lagt på hylden. Han har allerede gjort sig tanker om den rolle, gravergruppen skal spille inden for journalistikken. Og her kan han forhåbentlig få lov til at provokere autoriteterne, præcis da han som yngre journalistsatiriker stak til magthaverne.

”Det skal til enhver tid være positionen i mediebilledet, at Ekstra Bladet søger hen for at udfordre den magt, der er. Vi skal altid være i opposition.” 

Eriksen ser frem til om en måned at kunne blive en del af denne opposition, der holder øje med magthaverne. For ham er det dog også vigtigt, at det ikke kun er seriøs journalistik, men også kendishistorier, sport eller satire. 

”Man kan ikke udelukkende være en hårdtslående mikrofon, der udfordrer magten. Man er nødt til at have andre ting med, der er folkelige. Og som er med til at sikre, at Ekstra Bladet er en kæmpe megafon.”

Deadline er ikke bange for det langhårede

Deadline er ikke bange for det langhårede

Deadline er ikke bange for det langhårede

I Deadline lader de sig ikke skræmme af det tunge rugbrødsstof. De forsøger at lave historier med substans og stille svære, kritiske spørgsmål. Men det er en krævende arbejdsproces. På redaktionen arbejder de hele dagen op til aftenen, hvor programmet ruller over skærmen.

Skribent: Caroline Rossmeisl
Fotograf: Magnus Hove Johansson

Udgivet den 18. oktober 2019

”3-2-1, og intro kører.”

”Standby kamera 1 og 4.”

”Og værsgo, Jacob!”

De rullende kameraer kører rundt i studiet som små robotter.
Det er fredag aften, og klokken er 22.30. Gangene i DR-Byen ligger øde hen i mørket. Men for enden af gangen til Deadline-studiet er der lys. Deadline-redaktionen har endnu ikke fået fyraften. Aftenens udsendelse skal netop til at gå i gang.

Inden hver udsendelse bliver alt testet af gennem en prøve. Det er her fejlene skal opdages. Står der det rigtige på teleprompteren? Er introen klippet korrekt? Der er ikke plads til fejl, når først kameraerne kører.

Den gode ide vinder

Deadline er et nyheds- og aktualitetsprogram på DR2, der sendes direkte alle ugens dage klokken 22.30. Programmet har et særligt fokus på at skabe debat om samfundsaktuelle spørgsmål og gå kritisk til magthaverne. De er omkring 20 mennesker ansat på redaktionen. Men de er altid kun fire medarbejdere om at gennemføre den 30 minutter lange udsendelse.

Det er nu næsten tolv timer siden, at redaktionen mødte ind.

Dagen startede klokken 11.30 med et redaktionsmøde. 

Allerede inden redaktionsmødet er en af aftenens første historier på plads. Forfatteren Malene Lei Raben kommer i studiet som gæst. Men den anden historie til aftenens udsendelse mangler stadig og skal findes.

Alle journalisterne sidder med en lille notesblok foran sig. Så snart en ide bliver foreslået, kommer kuglepennene på arbejde. 

”Alle ideer kan komme på bordet, og alle kan komme med dem. Det kan ligeså ofte være en redaktørs ide, der bliver brugt, som en praktikants. Det er den gode idé, der vinder,” siger Dorthe Vølver Bentzen, som er en af redaktørerne på Deadline og i dag også ordstyrer for morgenens møde.

En praktikant foreslår en historie om demonstrationer i Egyptens hovedstad, Kairo.

”Er det ikke svært med billeder?” lyder det fra en af journalisterne. 

”Jo, det er jo meget mobilfilmet. Men det kunne være interessant,” svarer redaktøren. 

Ifølge Dorthe Vølver Bentzen er det vigtigt, at de får diskuteret ideerne til bunds.

”Jo flere gange vi kan få ideen igennem vridemaskinen, jo bedre bliver den også. Ofte ender vi et sted, der er langt fra der, hvor vi startede,” siger hun.

Efter de mange ideer er blevet vendt og drejet, ender redaktionen foreløbigt med at gå videre med historien om demonstrationen i Kairo.

Der er hurtige nyheder alle andre steder

Det er nogle intense dage, når man skal sende Deadline. 

De, der er med til at producere en udsendelse, er på arbejde fra klokken elleve om morgenen, til programmet har rullet over skærmen sent om aftenen. 

Men journalisterne har kun de tolv timer lange vagter tre gange om ugen, og det er der god grund til.

Lasse Lauridsen fortæller, at det er nogle krævende dage, og at han ofte føler sig kvæstet efter en uge, hvor han har været med til at sende flere udsendelser. 

”I dagene efter kan det føles lidt som at have tømmermænd,” siger han.

Men netop den lange dag giver mulighed for, at journalisterne kan grave sig ned i emnet.

De får mulighed for at researche igennem og fordybe sig, som det kræver, når man for eksempel skal kunne gå kritisk til en politikers argumenter. 

At man trods tidspresset kan fordybe sig i stoffet er netop kernen i konceptet på Deadline. Det fortæller Dorthe Vølver Bentzen. 

”Der er hurtige nyheder andre steder. Vores DNA er ikke at proppe alt for mange elementer ind. Vi har som regel kun to historier for at give plads til, at vi kommer i dybden,” siger hun.  

Lasse Lauridsen mener også, at Deadline adskiller sig fra andre nyhedsprogrammer. 

”Vi træder et skridt tilbage og forsøger at se nyheden i et andet lys. Er der noget, der er blevet overset? Eller noget, der har været for langhåret og derfor ikke er blevet forklaret i dybden,” siger Lasse Lauridsen, og tilføjer:

”Det langhårede er bestemt ikke noget, vi er bange for.”

Journalisterne møder op på redaktionsmødet med klare ideer. Redaktionsmødet starter nemlig altid med en runde, hvor de en efter en skal komme med deres input til programmet.

Det deadlineske take

Det summer af munter snak på redaktionen. Alligevel kan man fornemme koncentrationen ulme under samtalerne. 

To kolleger har allerede brug for en opkvikkende tår kaffe. De står med hver deres dampende kop og diskuterer dagens muligheder for billedmateriale, mens andre fra redaktionen sidder som limet til deres computerskærme.  

På en kommode placeret midt imellem de to arbejdsstationer ligger otte danske dagblade. De får med jævne mellemrum opmærksomhed af redaktionens journalister, der skæver til dagens største overskrifter.

”Vi orienterer os om, hvad dagens store historie er ved at se, hvad andre mediehuse tager op. Og så forsøger vi at finde det ‘deadlineske’ take på det,” siger Lasse Lauridsen, som er journalist og redaktør på Deadline. Han har haft sin daglige gang på programmet gennem de sidste seks år.

Han fortæller, at Deadline har to ben. Det ene ben er det samfundsrelaterede, hvor magthavere stilles til ansvar gennem et kritisk interview. Det andet ben er perspektivet. Der, hvor de svære og store spørgsmål om samfundet stilles. Det kan for eksempel være gennem en paneldebat med stemmer i den offentlige debat.

Derudover har Deadline også friere rammer end andre nyhedsprogrammer, fortæller redaktør Dorthe Vølver Bentzen. 

”Vores format tillader os at gå i en lidt anden retning og tage nogle flere chancer end klassiske nyhedsprogrammer. Vi laver gerne journalistik på rugbrødsstoffet. Nogle gange lykkes vi med det, og andre gange falder det til jorden,” siger hun. 

Efter Jakob Rosenkrands har trukket i tøjet, bliver bisserne også altid børstet.  

Værten får ikke bare information fra øresneglen

Ved en af computerne sidder Jacob Rosenkrands. Han skal være studievært for aftenens udsendelse. 

Han mødte tidligt ind på arbejde ved redaktionsmødet, ligesom de andre journalister, og har hele dagen arbejdet tæt sammen med dem, der skal stå for udsendelsen.

På bordet ligger en bog. ”Fruen” står der på forsiden. Det er den bog, som aftenens gæst, forfatter Malene Lei Raben, har skrevet. Der er lavet æselører i den.

På Deadline er værterne nemlig meget inde over udsendelserne og de præger, hvilke historier der skal med. 

Hvis der for eksempel er en forfatter inviteret ind som gæst, har værten oftest læst bogen. 

Derudover stiller Deadline-formatet også store krav til værternes research og baggrundsviden, og de forbereder altid deres egne spørgeplaner på forhånd. 

”Man ser tit på film, at værterne får al deres information fra øret. Men det holder ingen steder her. Værten er 100 procent inde i stoffet. De laver et kæmpe stykke arbejde,” siger Dorthe Vølver Bentzen. 

Jacob Rosenkrands har da også læst ”Fruen”, som han skal bruge i aftenens udsendelse. 

”Man er nødt til at tage ejerskab over tingene. Det bliver et meget mere kvalificeret interview, hvis researchen er i orden,” siger han og tager en bid af sin rugbrødsmad. 

Frokosten må sluges hurtigt foran computerskærmen, for et for-interview med aftenens gæst venter.

Journalisterne kigger med fra kontrolrummet og sørger for, at alt går som det skal, mens aftenens program ruller over skærmen.

Må skifte kurs i sidste øjeblik

Klokken er blevet 21.00. Tidspunktet for aftenens udsendelse nærmer sig hastigt. 

Den summen af snak, som fyldte redaktionen tidligere på dagen, er forstummet. Det er de sidste krampetrækninger.

En journalist genfylder en kop med sort kaffe og gaber en smule. 

”Hov!”

Produceren har opdaget en fejl i introen. Bag den lysende skærm får han den hurtigt rettet, så introen er fejlfri, inden prøven skal køre.

Historien om Kairo demonstrationen, der ellers lå på tegnebrættet i morges, er blevet erstattet med en politisk historie om Martin Rossen.

Det sker ofte, at Deadline må skifte kurs i løbet af dagen. For det meste er det fordi, det kan være svært at få de rigtige kilder til at stille op, men i dag skyldtes det en vurdering af, hvilken historie der var mest relevant.

Jacob Rosenkrands sidder i sminkestolen. Med sirlige bevægelser dupper sminkøren ham med lidt pudder. Der er ikke lang tid til, at showet begynder.

”Jeg prøver at afslutte mit arbejde i fornuftig tid, så jeg har god tid til at lade op og komme ned i sminken. Så jeg ikke skal stresse inden udsendelsen,” siger han og læner sig tilbage i stolen. 

Han tager to forskellige sko ud fra garderobeskabet. 

”Hyttesko eller støvler?” spørger han. 

Valget falder på støvlerne. Så trækker han i jakkesættet og begiver sig ind i studiet. Parat til aftenens udsendelse.