”Det er jo bare en krop”

”Det er jo bare en krop”

”Det er jo bare en krop”

Louise Fischer, journalist på Radio4, blev landskendt, da hun udfordrede danskernes øregange med lyden af hende, der under taget i swingerklubben Swingland, havde fundet den gode melodi med et par medlemmer.

Nu vil Illustreret Bunkers fotograf Rebecca Hoffmann udfordre Louise og undersøge, hvor tæt man kan komme på hende med et kamera.

”Det er ikke grænseoverskridende at få taget billeder af min bare hud,” siger hun.

”Det er faktisk rigtig sjovt.”

”For mig er bryster ikke seksualiseret, for mig er det samme som at vise min arm frem.

Det er bare hud.”

En halv meter fra gerningsmanden

En halv meter fra gerningsmanden

En halv meter fra gerningsmanden

Hverdagen som rets- og kriminalreporter indebærer mødet med kriminelle og at se de mørkeste sider af samfundet. En hverdag, som de seneste seks år har været virkeligheden for DR’s retsanalytiker, Louise Dalsgaard.

TEKST: Silje qvist & Mie juhl lorensen
FOTO: rasmus breum 

Udgivet den 02. december 2021

I Indre By spredte panikken sig for alvor, da politiet spærrede af for Nørreport Station. Folk flygtede i rædsel for, hvad det synlige politi kunne betyde. Selv i politiets øjne var der angst at spore. Journalisterne stod på sidelinjen og rapporterede med selv samme frygt i øjnene. Et par timer forinden lød de første skud mod Krudttønden og senere den jødiske synagoge i Krystalgade.

“Det her kommer til at gå over i historien,” var Louise Dalgaards første tanke, da beskederne om terrorangrebet begyndte at tikke ind. Selvom det skete tilbage i 2015, husker hun stadig billederne af det trykkede København.

Louise Dalsgaard, 32, var dengang ny journalist hos DR. Hun var hurtig til at spørge sin redaktør om, hvad hun kunne gøre for at hjælpe i dækningen af terrorangrebet. Det skulle blive starten på hendes karriere som rets- og kriminalreporter. 

I dag sidder Louise Dalsgaard fast placeret bag skrivebordet på DR’s krimiredaktion. Her er hun ansat som retsanalytiker. En stilling, hvor hun ikke kun videregiver det, der sker i retssalen og ude fra den kriminelle virkelighed. Hun har også mulighed for både at sammenligne, vurdere og kommentere på sagerne.

Hos DR er Louise Dalsgaard en del af et team, der i huset mest af alt er kendt som “de travle damer fra krimi”. Indimellem er det nødvendigt, at der rykkes hurtigt, for det er aldrig til at vide, hvornår den næste store sag byder sig til.

”Der er terror med terror på i dag.”

– Louise Dalsgaard, retsanalytiker hos DR

En hverdag med fart på

Dagligdagen er sjældent den samme. Er der ikke noget på programmet fra morgenstunden, tjekker Louise gerne retslisterne og tager en ringerunde for at høre, om der er sket noget inden for hendes kriminalradar. Her snakker hun både med politi, anklagere og forsvarere. Folk, som hun iøvrigt er på fornavn med, og derfor ringer hun altid direkte.

Arbejdsdagen starter klokken 10, og efter et par timer bag skrivebordet er det på tide at rykke ud. Første stop bliver Retten på Frederiksberg. Ingen tid kan gå til spilde. På vejen spiser hun en frokostsalat samtidig med, at hun gør computeren klar til at rapportere fra retssalen. 

“Man lærer virkelig at komme af med sin køresyge i det her job,” siger Louise, mens hun gynger let fra side til side på passagersædet.

Klokken er lidt over tre, og allerede nu har Louise modtaget 35 opkald. Et par af dem klarer hun i bilen.

“Der er terror med terror på i dag,” lyder det fra Louise til en kollega i telefonen. Hendes dage er uforudsigelige, både lange og korte. Det tyder på, at denne dag bliver en af de længere. 

Et fagligt netværk 

Mødet med kilder fra hårde miljøer er en del af Louises jobbeskrivelse. Herunder kilder fra bander, som hun har indkodet på sin privattelefon og kommunikerer med via forskellige krypterede tjenester. Nogle kilder har hun kendt i syv år, mens andre er helt nye.

Kildekontakten er en af grundene til, at Louises adresse i dag er hemmelig. Sikkerheden vil for hende altid være i højsædet. Særligt fordi hun er bosiddende på Nørrebro. Et område, som har oplevet sin del af bandekonflikten, og hvor hun tidligere har dækket sager.

“Når jeg mødes med kilder, tænker jeg altid over, hvor vi mødes. Hvis det ikke er et offentligt sted, er der altid en, der ved, hvor jeg er. Så sender jeg indimellem koordinater,” siger hun.

Hun har dog aldrig været ude for noget voldsomt i sin tid hos DR. Til trods for at hun synes de mest spændende sager sker i mødet med folk, der er på kanten af samfundet.

“Terrorsager, synes jeg, er enormt spændende. Det med at blive klogere på, hvem der gerne vil destabilisere vores samfund,” siger hun.

Det samme gælder for Louise i dækningen af bandemiljøet. For hende viser mange af de samme kendetegn sig hos de to typer af mennesker, der kommer ud i de radikaliserede miljøer. For en stor del af dem bliver det et spørgsmål om at finde en mening med livet og blive en del af et fællesskab.

 

”Det er voldsomt. Du kan sidde en halv meter fra en gerningsmand. Og det er jo ikke bare overskrifter. Det er mennesker, det handler om.”

– Louise Dalsgaard , rets- og kriminalreporter hos DR

På kanten 

Næste punkt på Louises dagsorden er Københavns Byret. Her til aften skal der falde dom i en terrorsag, hvor to unge mænd er anklaget for at planlægge et terrorangreb. Louise træder ind i retssalen. Hun hilser kort på de andre journalister, der er til stede. På forreste række er der en plads til hende. Computeren stiller hun på bordet. Hendes fødder er krydsede og sitrer. Nu kan domsafsigelsen bare begynde. 

Hun rejser sig pænt op, da dommeren træder ind i retssalen. Der bliver sagt et par ord. Der er komplet stilhed i salen foruden dommerens stemme og journalisternes tastende fingre på tastaturet. Dommeren sætter sig. Resten af retssalen følger trop.

Louise sidder på kanten af sædet. Hendes ryg er rank og spændt, og hun rammer på intet tidspunkt stolens ryglæn. Lettere foroverbøjet og med fingrene dansende over tastaturet. Det går stærkt. Hun kigger skiftevis op på tiltalte, dommer og forsvarere. Fortrækker ikke en mine på trods af det, hun hører. Men det er slet ikke tilfældigt. 

“Jeg er enormt bevidst om, hvordan jeg fremstår i retssalen. Derinde bliver man nødt til at holde sin kæft og se neutral ud,” siger hun. 

Hun går meget op i sin væremåde og fremtoning, særligt af hensyn til de pårørende, der kan være til stede i retssalen. Louise foretrækker altid at være til stede. 

“Jeg vil se, hvem det drejer sig om. Det er ikke fordi, det skal undskylde noget, men det giver et nuanceret billede af, hvem det er og hvilke bevæggrunde, der ligger bag.”

Den professionelle hjerne 

Som kriminalreporter er det vigtigt for Louise ikke at tage arbejdet med hjem. Der er en intimitet i et retslokale, og hun beskriver det som umuligt ikke at blive en smule påvirket.

“Det er voldsomt. Du kan sidde en halv meter fra en gerningsmand. Og det er jo ikke bare overskrifter. Det er mennesker, det handler om,” siger Louise.

DR tilbyder både debriefing og krisesamtaler til deres medarbejdere, hvilket Louise før har benyttet sig af. Hun fortæller dog, at hun oftest har brug for at vende tingene med en kollega, der kender til jargonen og temaerne, der hører til retsområdet.

“Du slår nærmest dine følelser fra og din professionelle hjerne til. Når det hele bundfælder sig, kan det være rart at tale ud med en kollega,” siger hun.

Louise er bevidst om, at det ikke er alle, der vil bryde sig om at være i hendes sko. Nogle gange kommer de til at se bevismateriale, som politiet medbringer til retssagerne. Det er ikke altid for sarte sjæle.

For Louise er det nogle gange vigtigt at minde sig selv om, at det er usædvanligt at ende på anklagebænken. På den måde undgår hun et forskruet billede af verden, hvor alle er kriminelle.

“Når man har siddet til sine første ti terrorsager, bliver man ikke lige så påvirket af, hvad der bliver sagt i retssalen. Det er både godt og skidt, fordi man kan miste fornemmelsen for, hvor alvorligt det kan blive,” siger hun.

Men det bliver aldrig hverdag at høre om mennesker, der bliver slået ihjel.

“Gudskelov! Aldrig! Det er lige grusomt at høre om hver eneste gang,” siger hun.

Aftenens TV-avis

Domsafsigelsen er nu afsluttet. Den ene mand dømmes skyldig for terrorplanlægningen. Han har købt to pistoler, to lyddæmpere og tilhørende ammunition. Den anden mand bliver frifundet for terror.

Louise bliver hængende i retssalen et par minutter. Intet skal gå hendes næse forbi. Hun smutter herefter ud i kulden. Afgørelsen skal Louise fortælle om i TV-avisen 18:30. Mørket er faldet på, og Louise må konstatere, at hun ikke har taget nok tøj på, mens hun i sin overgangsjakke tripper for at holde varmen.

Kameraet bliver gjort klar, lyset sættes op, fokus indstilles. Louise må bide kulden i sig, inden hun går live.

“Os reportere har det klart bedst, når det er sommer,” siger Louise smågrinende.

Louise får i øresneglen at vide, at hun er på. Hun står nu fast plantet med spredte ben og et fokuseret blik, mens hun fortæller om aftenens domsafsigelse i terrorsagen. Den er i kassen. Men Louises arbejdsdag slutter ikke helt endnu.

“Jeg skal lige se, om jeg kan nå forsvareren,” siger hun, mens hun løbende forsvinder væk fra kameraets linse og ud i mørket.

Ingen opskrift på kritisk journalistik. Vi gør det på hver vores måde, siger chefredaktører

Ingen opskrift på kritisk journalistik. Vi gør det på hver vores måde, siger chefredaktører

Ingen opskrift på kritisk journalistik. Vi gør det på hver vores måde, siger chefredaktører

Mens Berlingske vil få kaffekopperne til at klirre på Slotsholmen, mener Zetland, at der skal være plads til mere dialogkaffe. Så hvad er kritisk journalistik egentlig, når det kommer til stykket? I sidste ende handler det nok om din egen mavefornemmelse.

TEKST & illustration: Rasmus THORSEN

Udgivet den 02. december 2021

Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, kaldte i oktober Zetland for “Danmarks mindst kritiske medie” i en kommentar i egen avis. I kommentaren spekulerede Tom Jensen på, om Lea Korsgaard var blevet valgt som bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, fordi Zetland ikke har afsløret magtmisbrug eller væltet ministre. 

Men Tom Jensen mener, at hans kommentar er blevet misforstået.

“Min kritik var rettet mod regeringen og ikke mod Lea Korsgaard og Zetland,” siger han.

Men du kalder alligevel Zetland for Danmarks mindst kritiske medie. Så i det ligger der vel en kritik af, at de har andre kritiske idealer end Berlingske?

“Jeg har intet imod, at Zetland gør det, de gør. Det er dejligt, at der er forskellige medier i Danmark. Jeg peger på, at regeringen bruger Zetland i deres kommunikation, og det ville jeg være trist over, hvis jeg var dem.”

Du afslutter din kommentar med at sige, at Mette Frederiksen aldrig kommer til at stå model til en kritik fra Zetland, som den hun står model til fra Christian Jensen i Politiken. Vil du uddybe, hvad du mener, hvis det ikke er kritik? 

“Det er jo ikke nogen kritik. Det er en konstatering. Min konstatering er, at det ikke er Zetlands tilgang til journalistik.”

Har du set pressemødet om de slettede sms’er?

“Ja, og jeg har set de udmærkede spørgsmål, Zetlands journalist stiller, så det er jo glimrende. Men jeg er også medlem, og jeg kan konstatere, at det ikke er Zetland, der har været drivende i at lave kritisk journalistik, for eksempel under pandemien.”

 

”Kritisk journalistik og det konstruktive er ikke hinandens modsætninger. For mig at se er det ene en forudsætning for det andet.”

– Tom Jensen, Chefredaktør hos Berlingske

Journalister tjener samfundet

Hos Zetland på Islands Brygge ser man lidt anderledes på det. Ifølge chefredaktør, Ida Ebbensgaard, handler det at være kritisk også om andet end at agere vagthund over for magthaverne.

“Vi ønsker grundlæggende en journalistik, som både er vedkommende og rørende, og som skaber gode diskussioner. Og nogle gange laver man det ved at stille tusinde kritiske spørgsmål. Andre gange gør man det faktisk bedre ved at stille nysgerrige og åbne spørgsmål,” siger hun.

Ida Ebbensgaard mener, at der ligger en præmis bag meget kritisk journalistik, som ikke altid gør modtagerne klogere.

“Jeg tror, der er en tendens til, at man i den journalistiske og politiske verden kommer til at lukke sig om sig selv, og at man altid skyder hinanden dårlige motiver i skoene,” siger hun. 

Og hun mener ikke, at alle problemer kalder på hård kritik. For hende er det ikke et problem, at forsvarsministeren har fået et lift til et partimøde i hjemmeværnets båd. En historie som Berlingske bragte stor kritik af. Til gengæld er det ifølge Ida Ebbensgaard et stort problem, at statsministeren har slettet sine sms’er i minksagen. 

“Det handler ikke om, at man skal moderere sin kritik. Det handler om, at man skal forstå proportionerne i det samfund, man lever i. Der er bare nogle ting, hvor man må sige, at det er lige meget – gå ud og find nogle rigtige problemer,” siger hun. 

 

Vi smasker jo ikke kritikken op i en eller anden ‘chokeret’ – eller ‘raser’-rubrik.”

– Ida Ebbensgaard, Chefredaktør ved Zetland 

Kritikken har et formål 

Den udlægning er Tom Jensen dog ikke helt enig i. For ham at se er det velbegrundet, når Berlingske generelt forholder sig kritisk til magten.

“Vi bringer ikke kritik for kritikkens skyld, som Zetland nogle gange beskylder de øvrige medier for at gøre. Vi bedriver kritik, fordi vi vil være med til at gøre samfundet bedre. Og en del af det er at pege på, hvor det ikke fungerer. Det er det, medier er til for,” siger han.

Han mener også, at den konstruktive journalistik udspringer af den magtkritiske tilgang. 

“Kritisk journalistik og det konstruktive er ikke hinandens modsætninger. For mig at se er det ene en forudsætning for det andet. Man kan ikke være konstruktiv, før man har identificeret, hvad det er for et problem, der skal løses,” siger han.

I sin kommentar i Berlingske skriver han: “Det er ikke Zetland, der får kaffekopperne til at klirre på Slotsholmen. Zetland skriver gerne rundt om, men spidder næsten aldrig. Zetlands journalistik gør ikke ondt på nogen.” 

Han mener dog ikke, at det er en gylden standard for kritisk journalistik, at det skal få politikerne til at ryste på hånden. Men Berlingske har magtkritik som en journalistisk målsætning.

På Zetland er målet ifølge Ida Ebbensgaard at “kaste lys over samfundet”. Og til den opgave er kritik ikke altid den bedste metode, mener hun.

“Selvfølgelig skal man gå kritisk til magthaverne. Det er slet ikke det. Det handler bare om, at man også har andre værktøjer i kassen,” siger hun

Der er ikke én rigtig  måde 

Uanset hvad er der ingen af de to chefredaktører, der kan finde en opskrift på én rigtig måde at bedrive kritisk journalistik.

“Vi smasker jo ikke kritikken op i en eller anden ’chokeret’- eller ’raser’-rubrik, men hvis du læser det, vi skriver, så er der masser kritisk tænkning og kritiske spørgsmål,” siger Ida Ebbensgaard.

Ifølge Tom Jensen bør man heller ikke lade sig påvirke til at gøre tingene på én bestemt måde. 

“Jeg vil advare mod, at man køber fortællingen fra Zetland om, at de andre medier gør det på den forkerte måde. Vi gør det på hver vores måde, og det, synes jeg, er en styrke i demokratiet,” siger han.

Ida Ebbensgaard mener også, at det er positivt, at der er forskel på medier. Og i sidste ende lander begge chefredaktører på noget, der lyder i retning af, at man skal lytte til sin egen mavefornemmelse som journalist.

“Hold fast i, hvilken journalistik du selv vil lave. Man bliver lynhurtigt socialiseret til at gøre tingene på en bestemt måde. Lad være med at indstille radaren efter, hvad praksis siger,” siger Ida Ebbensgaard.

“Jeg synes, man skal gå efter det, man kan mærke i maven, der driver én. Jeg synes, det er en nobel målsætning som journalist at beskrive samfundet og demokratiet og være med til at sikre, at det er lige så godt eller bedre i morgen,” siger Tom Jensen.

Robotter ændrer mediebranchen: Dataforståelse og specialisering kan blive journalistens virkelighed

Robotter ændrer mediebranchen: Dataforståelse og specialisering kan blive journalistens virkelighed

Robotter ændrer mediebranchen: Dataforståelse og specialisering kan blive journalistens virkelighed

Robotjournalistik vinder frem i mediebranchen. Hvis journaliststuderende skal være klar på udviklingen, kan det være nødvendigt med dataforståelse, specialisering og etiske overvejelser.

TEKST: Anne JUHL BURGAARD
FOTO: LOUISE RIX

Udgivet den 02. december 2021

Robotter, automatisering og dataforståelse. Det lyder som endnu en science fiction-film. Det er noget af det, journaliststuderende vil møde, når de træder ud i fremtidens mediebranche. I dag bruger nogle redaktioner allerede den såkaldte robotjournalistik, men udviklingen er stadig på fremmarch. 

Der findes programmer på computeren, der kan erstatte menneskelig arbejdskraft og selv producere simpel journalistik eller være en hjælpende hånd. På Ritzau spytter deres ene robot 300-400 historier ud dagligt. Et tempo, hvor ingen mennesker kan følge med. 

”Teknologien kommer til at ændre måden, journalister arbejder på. Alle faser i den journalistiske værdikæde vil blive forandret af automatiseringen. Fra du får en idé til research, produkt, design til du distribuerer det og skal have feedback på det,” siger Andreas Marckmann Andreassen. Han har som fellow undersøgt robotjournalistik ved Syddansk Universitet og er chefredaktør på mediet Markedsføring.

Teknologien forandrer journalistikken

Andreas Marckmann peger på idéfasen. Med de teknologiske fremskridt vil det være muligt for en journalist at møde ind om morgenen, tænde sin computer og få præsenteret nogle historier, som en algoritme har fundet frem til. 

Journalisterne kan så vælge, hvilke historier de vil arbejde videre på. Når artiklen skal produceres, vil algoritmen kunne skrive den første nyhed – inden journalisten går i gang med den opfølgende artikel. Journalisten kan få den hjælp fra algoritmen, når historien bygger på struktureret data, der er et kodesprog stillet op på en måde, så computeren kan læse og forstå det. 

Robotterne kan skrive de hurtige og forholdsvist nemme artikler, der primært bygger på fakta. Men de kan ikke skrive et følsomt interview eller en dybdegående historie, forklarer Andreas Marckmann og bruger et eksempel om fodboldartikler.

”En algoritme kan sagtens sætte struktureret data sammen – som hvem der scorede, hvem der blev skiftet ud, og hvornår de blev det. Der kan man lave nogle relativt avancerede skabeloner, der giver en okay læseoplevelse. Men algoritmen kan ikke skrive en indlevende reportage fra stadion, som fortæller, hvordan trænerens verden faldt sammen, da der blev fløjtet til straffespark i overtid,” siger han. 

Søren Pedersen er dataudvikler på Ekstra Bladet. Han ser ind i en fremtid, hvor teknologien vil forandre journalistikken. Det sker ved, at journalisterne kan få nogle hjælpemidler til at skrive artiklerne hurtigere, samtidig med at algoritmerne kan hjælpe journalisten med at finde meget tidskrævende data frem.

”Først vil journalisterne begynde at få nogle værktøjer, der hjælper dem til at skrive deres artikel. Det er både fascinerende og skræmmende, at du vil få hjælp til at skrive af en kompliceret teknologi, som kigger på, hvad milliarder af andre har skrevet,” siger Søren Pedersen.

I denne artikel kan du finde svar på disse spørgsmål.

“Der er ikke nogen fremtid for let journalistik. Den dør inden for fem år. Altså sådan noget med at skrive vejrudsigt og en simpel sportsreportage.”

– Søren Pedersen, dataudvikler på Ekstra Bladet.

Hvad skal studerende kunne?

Udviklingen medfører, at flere med en teknisk baggrund flytter ind på redaktionerne. Derfor skal journalister hverken kunne kode eller programmere, understreger Andreas Marckmann. Men journalister skal have en grundlæggende dataforståelse, mener han. Det kan være et vidt begreb, men det indebærer at kunne forstå, hvad kodning er, hvordan computere fungerer og grundlæggende logikker på internettet. 

”Studerende bør opsøge viden og spørge deres undervisere, om automatisering kan være en del af det forløb, man sidder og laver. Det kunne være relevant i et forløb om fortællende eller undersøgende journalistik. Det behøver ikke at være begrænset til et datajournalistisk forløb,” siger Andreas Marckmann.

Andreas Marckmann mener, at dataforståelse bør være en del af en journalistuddannelse i dag, da det ifølge ham kommer til at ændre arbejdslivet for alle journalister. 

Den betragtning forstår Henrik Berggren, der er uddannelsesleder for journalistuddannelserne på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Alle de teknologier, der griber ind i den journalistiske arbejdsproces, tror jeg løbende, vi kommer til at tænke ind i uddannelsen, hvordan studerende bruger en algoritme eller kunstig intelligens i deres research,” siger han.

Blandt de bedste

Som robotredaktør på Ritzau arbejder Mads Pedersen med robotters muligheder og begrænsninger. Han har været med til at skabe en boligrobot, der skriver om danske bolighandler, og han arbejder med at lave automatiserede tekster. Det foregår sådan, at han hiver noget data gennem et computerprogram, der derefter selv producerer artikler.

Mads Petersen arbejder tæt med teknikken, og han mener, at journalister bør være fortrolige  med teknologi, men han tror også, de tekniske hjælpemidler er til at finde ud af. Der er bedre steder, hvor studerende kan lægge deres kræfter. 

”Som journalist skal man specialisere sig, så man er blandt de bedste til at lave noget om klimateknologi, sundhedspolitik eller børne- og ungestof på kommunalområdet. Jeg tror, man skal mærke efter på et tidspunkt. Hvad er det, jeg godt kan lide at lave? Og hvor er det, der er efterspørgsel efter noget af den slags?” siger Mads Petersen.

Det er også Søren Pedersens bedste råd til unge studerende. Teknologien vil ifølge ham gøre det vigtigere for journalister at være i stand til at skrive om mere komplicerede emner, robotter ikke kan dække.

”Der er ikke nogen fremtid for let journalistik. Den dør ud inden for fem år. Altså sådan noget med at skrive vejrudsigt og en simpel sportsreportage,” siger han.

Uddannelsesleder Henrik Berggren ser det som en fordel, hvis studerende specialiserer sig inden for et bestemt område, men han påpeger, at det i forvejen er kort tid, de studerende har på skolen. Det kræver en afvejning af, hvad der er vigtigst at lære på de to et halvt år, man er på skolen.

”Jeg kan let forestille mig, at vi kommer til at understøtte det på uddannelsen, men det er meget vigtigt, at alle får den basale journalistiske kompetence med. Det ved vi også, at mediebranchen prioriterer højt, så det efterlader ikke meget tid til specialisering,” siger Henrik Berggren.

Etik og kritik

Når teknologien rykker ind, ryger nogle af de menneskelige aspekter ud. Robotter har ikke følelser, et etisk kompas eller en journalistisk uddannelse i ryggen. Robotten ved de ting, som skaberen synes, den skal vide.

”Hvis man læner sig for meget op ad teknologien, kan man godt miste grebet og overblikket. Man kan stole så meget på, at teknologien ordner tingene, at man bliver doven og uopmærksom,” siger Mads Petersen.

Den bekymring deler Andreas Marckmann Andreassen. Han opfordrer journalister til at forholde sig kritisk til teknologien og have styr på etik og journalistiske principper.

”Teknologien kan skabe problemer og begå fejl, som da Ekstra Bladet skrev det forkerte fodboldresultat, eller Altinget kom til at skrive, at Poul Schlüter var Danmarks statsminister. Hvis teknologien fejler eller fremstår utroværdig, så er læserne ligeglade med, om det var en algoritme eller et menneske, der begik fejlen. Det går stadigvæk ud over troværdigheden,” siger han.

Anerkendt fotojournalist er nervøs for fotografiets fremtid. Men er der egentlig noget at frygte?

Anerkendt fotojournalist er nervøs for fotografiets fremtid. Men er der egentlig noget at frygte?

Anerkendt fotojournalist er nervøs for fotografiets fremtid. Men er der egentlig noget at frygte?

Den norske fotojournalist Jonas Bendiksen mener, at teknologien til forfalskning af fotografier er blevet så nem at anvende, at fotografiet står på usikker grund. Med sin seneste fotobog har han givet et eksempel på sin bekymring.

TEKST: Astrid Kjær
FOTO: Jonas Bendiksen 

Udgivet den 02. december 2021

Tilbage i august måned var fotografer fra hele verden samlet til den anerkendte festival for fotojournalister Visa ​​Pour l’Image i den sydfranske by Perpignan. 

Den norske fotojournalist Jonas Bendiksen havde pakket sin kuffert og var fløjet over tre landegrænser for at stå klar til en betydningsfuld dag i Frankrig. Til årets festival havde han blandt andre fået æren af at fremvise fotografier fra sin seneste fotobog, Book of Veles.

Hans nervøsitet skinnede igennem. Men ingen havde forudset, at de fotografier, han skulle til at vise, var falske. 

Falske nyheder vækker interesse 

Vi så det under den amerikanske valgkamp i 2016, hvor Donald Trump vandt over Hillary Clinton. Her blev falske nyheder fabrikeret i stor stil. Flere personer fra Rusland og Østeuropa levede i den periode af at fabrikere falske nyheder til valgkampen. Specielt den Nordmarkedonske by Veles fik megen opmærksomhed efter valgkampen, idet den efter sigende havde været centrum for produktionen af fake news.

Interessen for byen Veles og dens betydning under valgkampen fangede den norske fotojournalist Jonas Bendiksen. Han er en del af den internationale fotokollektiv Magnum og anerkendt for sine fotografier. Han havde aldrig tidligere benyttet sig af forfalskninger, inden hans fokus faldt på Veles.

“Jeg blev fascineret af byen og tanken om, at nogle personer i Nordmarkedonien havde indflydelse på amerikansk politik. Specielt da personerne ikke havde nogen intention om at påvirke det politiske landskab, men blot ønskede at tjene penge,” siger han.  

Jonas Bendiksen havde i en længere periode været bekymret for udviklingen af teknologiens indvirkning på informationer generelt og fotografiet specifikt. Først og fremmest de falske informationer som figurerer på internettet, og senere hvor svært det kan være at skelne virkeligheden fra fabrikation. 

“Fotografiet er et meget fleksibelt medium, og det bliver vanskeligere og vanskeligere at forstå intentionen og konteksten med fotografierne. Jeg er bekymret for, at fotografiet mister sin egenkraft og blot bliver en illustration,” siger Jonas Bendiksen.  

Situationen i Veles fodrede denne bekymring. Derfor besluttede Jonas Bendiksen sig for at kreere en fotobog, der skulle sætte fokus på emnet og rejse en debat om de teknologiske muligheder, som påvirker fotografiet og dets fremtid. 

“Book of Veles kom af min forvirring om, hvad det er, der sker med informationslandskabet og måden, information breder sig – både syntetiske billeder og syntetisk tekst,” siger han.

Fotografierne er fra Jonas Bendiksens fotobog ‘Book of Veles’. Hold musen henover fotoet, for at se mere. 

Rejsen til Veles 

Derfor rejste Jonas Bendiksen til Veles for at fotografere forskellige baggrundsbilleder fra byen. Men i stedet for at anvende virkelige personer i fotografierne, lagde han computergenererede figurer, der skulle forestille byens borgere, ind på baggrundsbilleder. Han fandt forskellige YouTube-videoer, der viste, hvordan han ved hjælp af algoritmer kunne manipulere med fotografierne. 

Book of Veles blev et eksperiment for at undersøge, hvor langt teknologien er kommet, hvor enkel den er at tage i brug, og om den kan bruges af hvem som helst. 

“Arbejdet med fotobogen skulle teste, om teknologien med forfalskninger af billeder var blevet så god og enkel, at selv jeg kunne tage den i brug,” fortæller han.

Det skulle vise sig, at Bendiksen nemt kunne lære at bruge teknologien, og gennem anvendelsen af algoritmer forfalskede han sine billeder.

Personerne på Bendiksen fotografier er ikke virkelige mennesker, men computergenererede figurer, som Bendiksen har fra et computerspil. 

Ingen opdager forfalskningen 

Der var sat et kæmpe lærred op til festivalen, så billederne kunne ses af alle de folk, som var repræsenteret fra fotobranchen. Jonas Bendiksen var meget nervøs op til og forventede en reaktion, så snart billederne blev vist. Men ingen reagerede på forfalskningerne. I stedet oplevede han at blive hyldet for sine fotografier af de tilstedeværende såvel som på sociale medier. Det var først, da han selv plantede spor på internettet om sine falsknerier, at omverdenen fandt ud af, at hans billeder var falske.  

Netop denne reaktion – eller manglen på samme – gjorde Jonas Bendiksen mere sikker i sin sag.  

“Det er vigtigt at være kritisk overfor den måde, man i løbet af de seneste ti år har spredt fotografiet på, og hvordan man bruger fotografiet. Dette har totalt ændret sig. Vi kan ikke stoppe udviklingen, men den kommer med mange udfordringer. Spørgsmålet er så bare, hvordan vi håndterer det,“ siger han.  

I et interview i Deadline på DR2 supplerer Bendiksen med sit bud på, hvordan problemet skal bekæmpes. 

“Det er noget, vi som samfund må uddanne os til at håndtere. Vi skal have teknologiske løsninger på plads, de sociale medier må tage ansvar, og så skal der undervises i det i skolen,” siger han.

  

Er der noget at frygte? 

Maximilian Schlüter, Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet under Afdeling for Digital Design og Informationsvidenskab, har en lidt anden tilgang end Jonas Bendiksen, når det kommer til teknologiens udvikling og forfalskning. 

Schlüter mener ikke, at man som sådan skal frygte teknologien. Som så meget andet handler det om, hvordan man bruger teknologien, og i hvilken kontekst den fremgår.

Desuden nævner Schlüter, at der i tidens løb har været utallige eksempler på fabrikerede og manipulerede billeder.

“Bekymringen for fotografiet blev også betvivlet, da billedredigering kom, og igen da photoshop kom. Der er mange eksempler på, at fotografiet er blevet, hvis ikke forfalsket, så redigeret gennem mange år,” siger han. 

En pointe, som Jonas Bendiksen er enig i. Dog står han ved sin holdning om, at der skal ændringer til, hvis vi skal lære at navigere i de utallige informationer og fotografier, som kommer til at pryde eller skamfere mediebilledet og internettet i fremtiden. Og første skridt er at få gang i snakken.  

“Målet var at sætte gang i en samtale om kunstig information. Men samtalen har fundet sted i langt flere arenaer, end jeg turde håbe på. Internationalt bliver der skrevet og snakket mere om det, både i fotografi-miljøet, men også langt uden for dette miljø, og det havde jeg virkelig håbet på.”

Deepfakes genopliver præsidenter og erstatter nyhedsværter. Så hvordan navigerer man i den nye teknologi?

Deepfakes genopliver præsidenter og erstatter nyhedsværter. Så hvordan navigerer man i den nye teknologi?

Deepfakes genopliver præsidenter og erstatter nyhedsværter.

Så hvordan navigerer

man i den nye

teknologi?

Ved brug af deepfakes flyder grænsen mellem sandt og falsk sammen. Spørgsmålet er nu, om teknologien overhovedet kan bruges til andet end at sprede fake news.

 

TEKST: Matilde krogsgaard
FOTO: Nicoline odgaard sørensen

Udgivet den 02. december 2021

Med Stars and Stripes hængende i baggrunden, gør han sig klar til at begynde talen. Hænderne knuger om de hvide A4-ark. Armene hviler på det mørke teaktræsbord. Med ét løfter han blikket, og ordene forlader kontrolleret læberne, da han indleder talen med sætningen: 

“Fate has ordained that the men who went to the moon to explore in peace, will stay on the moon to rest in peace.”  

Ordene ser ud til at blive leveret af Richard Milhous Nixon, USA’s 37. præsident. Men øjnene bedrager sindet. I virkeligheden er talen aldrig blevet holdt, og den sceniske sætning har aldrig forladt Nixons læber. 

I hvert fald ikke før nu, hvor man kan se præsidenten holde talen i dokumentaren ‘In Event of Moon Disaster’. 

Skaberne bag dokumentaren har benyttet kunstig intelligens – en såkaldt deepfake-teknologi – til at genskabe USA´s præsident anno 1969 og fået ham til at holde en tale. En tale, som var skrevet til Nixon i det tilfælde, at månelandingen gik galt. Og vidste man ikke bedre, skulle man tro, at det var en ægte video, og at astronauterne aldrig var kommet hjem fra månen.  

Deepfake-teknologien er allerede så god, at det utrænede øje har svært ved at se forskel på en deepfaket udgave af en person og den ægte vare. Så hvordan forholder vi os til denne teknologi, der kan snyde os groft og grundigt? Skal vi være bekymrede eller skal vi byde den og dens muligheder velkommen? Og kan den bruges i journalistik? 

To danske journalister har brugt den samme teknologi, men på vidt forskellige måder. Med den følger etiske overvejelser om, hvordan journalistisk integritet og deepfake kan forenes. 

En tale der aldrig blev holdt

En af skaberne bag den deepfakede præsident er den danske freelancejournalist og konsulent ved TV2 Magnus Bjerg. Idéen til projektet udsprang, mens Magnus Bjerg fra 2018 til 2019 var Knight Science Journalism Fellow på Massachusetts Institute of Technology – et af de bedste tekniske universiteter i verden. En dag sad Magnus Bjerg og tre andre journalister i et mødelokale på universitetet. Over en plastbakke med chokoladecookies og et par røde Coca Colaer snakkede de om, at 2019 var 50-året for månelandingen. En af de andre journalister nævnte, at Nixon tilbage i 1969 havde fået skrevet en helt fantastisk tale om månelandingen. En fantastisk tale, som aldrig var blevet holdt.  

”På det tidspunkt, havde jeg i månederne op til dykket meget ned i den her deepfake-teknologi. Det slog mig, at vi jo godt kunne benytte den teknologi til at få Nixon til at holde sin tale,” siger Magnus Bjerg. 

Så simpel var idéen. Nu skulle den bare udføres, og Nixon skulle genoplives.

 

Se dokumentaren ‘In Event of Moon Disaster’ her:

En falsk præsident bliver til

I dokumentaren er det kun Nixons mund og nederste del af ansigtet, som er blevet udskiftet ved hjælp af deepfake-teknologi. Resten af præsidenten – hans øjne, hans hænder, hans papirer – og bevægelserne i baggrunden stammer fra en gammel video. En ægte video optaget af Nixon, fra den tale han holdt, da han måtte gå af efter den famøse Watergate-skandale.

”Vi skulle finde en video, hvor stemningen passede. Derfor valgte vi den, hvor han træder tilbage efter Watergate-skandalen, fordi der kan man tydeligt se, at han er berørt,” siger Magnus Bjerg. 

 Det journalisterne efterfølgende gjorde er ret teknisk. Ved hjælp af maskinlæring, en stemmeskuespiller og en masse videoer af Nixon, har Magnus Bjerg og resten af holdet fodret et sultent system. Først med flere forskellige klip af Nixons stemme.

Herefter med en stemmeskuespillers stemme, for også at træne systemet til at kende hans vokal. Efter flere timers arbejde og gentagelser formåede systemet til sidst at oversætte stemmeskuespillerens oplæsning af talen til Nixons oplæsning af talen. Den rene magi.

Ligeledes formåede journalisterne at deepfake den tidligere præsidents mundbevægelser. 

Teknologien kan bruges til andet, end blot at rekonstruere gamle taler. Den kan eksempelvis bruges til at gøre din næste Netflix-oplevelse mere spændende, fortæller Magnus Bjerg. 

”Der er mange positive ting ved denne teknologi. For eksempel kan den være med til at give dig en bedre oplevelse, når du eksempelvis ser ‘Squid Game’ på Netflix. I stedet for undertekster, kan du få lov at se serien med engelsk tale, uden forstyrrende og forkerte mundbevægelser, som vi er vant til,” siger Magnus Bjerg.  

Fra præsidenten i USA til Bridget på Bornholm 

Et andet sted, hvor kunstig intelligens med glæde benyttes til journalistisk formidling, er på bornholmernes lokalavis Bornholm.nu. Her i form af den computerskabte nyhedsvært Bridget, som er ’ansat’ til at læse dagens nyheder op på hjemmesiden. 

”Vi er ovenud lykkelige for hende. Hun gør det fantastisk godt,” siger Bjarne Hansen, der er chefredaktør på Bornholm.nu.   

Det er det engelske Tech-firma Synthesia, som står bag avataren Bridget, og bornholmernes nye nyhedsvært er billig i drift. Ifølge chefredaktøren koster 10 videoer 30 dollars, og studieværten kræver hverken pension, ferie eller tillæg. Og så er hun også brugervenlig.   

”Hun er meget nem og meget hurtig at bruge. Man skriver bare en speak til hende, i nogle forskellige bokse, og så siger hun det,” siger Bjarne Hansen.

Det var dog ikke uden bekymringer, at Bridget blev ansat og introduceret for øboerne. 

”I starten frygtede vi da lidt, at nogen ville bruge 30 dollars på at få Bridget til at sige et eller andet reklamelort, eller noget ufordelagtigt om avisen,” siger Bjarne Hansen. 

Den frygt går chefredaktøren dog ikke med længere. Han ser det heller ikke som et problem, at Bridget fra tid til anden bijobber hos andre. Som da hun inden kommunalvalget pludselig dukkede op på Facebook foran en rød valgplakat af socialdemokraten Jan Fischer fra Syddjurs. 

I videoen beder den solbrune Bridget med det lange mørke hår og den lettere mekaniske accent folk om at stemme på Jan Fischer. Men det ser Bjarne Hansen intet problem i. 

”Hvis hun optræder hos os, så står vi inde for det hun siger, og hvis hun optræder andre steder, så er det ikke vores problem. Det svarer jo lidt til, at du hyrer en skuespiller til en reklame,” siger Bjarne Hansen.  

Selvom han er glad for Bridget, mener Bjarne Hansen, at der er grænser for, hvor meget og hvordan journalister bør benytte teknologien. Grænser, som Magnus Bjerg, ifølge Bjarne Hansen, har overtrådt.  

”Jeg synes, det er at gå over grænsen, fordi det jo ikke er en avatar. Det er den ægte vare, og der kan du blive snydt,” siger Bjarne Hansen.

 

Aldrig formålet at snyde 

 ”Det vigtigste med den her dokumentar er at fortælle folk, at teknologien findes, så vi som forbrugere kan blive mere kritiske overfor deepfakes og lære at spotte dem,” siger Magnus Bjerg. 

Han mener ikke, at det, han og de amerikanske journalister har gjort, er at gå for langt. Men han har svært ved selv at beskrive, hvor grænsen går. 

”Jeg tror, at så længe man er åben omkring, hvordan man har gjort det, så er der rigtig meget der vil være i orden. Men selvfølgelig er det over grænsen, hvis man for eksempel ’genopliver’ nyligt afdøde uden at spørge om lov, eller ikke fortæller, at den video, man har skabt, ikke er ægte,” siger Magnus Bjerg.  

I mediebranchen har der de seneste år været en stor skepsis overfor hele deepfake-teknologien. Det skyldes måske, at udtrykket første gang blev brugt, til at beskrive videoklip på nettet, hvor kendte skuespilleres ansigter blev indsat i pornofilm.  

Sidenhen er teknologien også blevet beskyldt for at kunne sprede fake news. En beskyldning som Magnus Bjerg og resten af holdet bag den prisvindende dokumentar flere gange havde med i overvejelserne under tilblivelsen af ’In Event of Moon Disaster’.  

Udover dokumentaren har skaberne bag nemlig også kreeret et helt site, hvor man kan blive klogere på tilblivelsen af den deepfakede Nixon.  

 

”Vi har ikke villet skabe flere konspirationsteorier. Derfor har vi lavet hele den her fortælling rundt omkring, så man ikke efter at have set videoen går rundt og tror, at astronauterne faktisk døde på månen,” siger Magnus Bjerg.

 

De levende billeders svar på photoshop

De to journalister er ikke enige om, hvor stregen i sandet skal trækkes, når det handler om brugen af deepfakes. Men de er enige om, at kunstige video og deepfakes er en teknologi, som journalister skal begynde at vænne sig til at bruge i deres arbejde.

”Det er jo det samme som med fotomanipulation. Hvis motivet er legalt, så tænker jeg ikke, at der er noget i vejen for at bruge det,” siger Bjarne Hansen. 

Også Magnus Bjerg påpeger, at denne teknologi måske er nemmere at forstå, hvis den sammenlignes med Photoshop. 

”Photoshop gjorde det i sin tid nemt at manipulere med billeder, på samme måde som den her teknologi gør det nemt at manipulere med levende billeder,” siger Magnus Bjerg og understreger, at det ligeledes er en af de journalistiske fordele ved teknologien. 

”Deepfakes og kunstig intelligens i det hele taget kan gøre det lettere og billigere at redde videomateriale,” siger Magnus Bjerg. 

Der er altså også positive sider af deepfakes. Også set fra et journalistisk standpunkt. Det er måske ikke så skræmmende et værktøj som først antaget. Og med lidt træning kan vi måske lære at tæmme den nye teknologi.