“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

“Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag”

4. oktober - Folketingets åbning. En valgudskrivelse var på alles læber, da Illustreret Bunker fulgte TV2´s livereporter Morten Nielsen rundt på Christiansborg.

TEKST: Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 12. oktober 2022

Døren til Statsministeriet åbner. Hun er dagens hovedperson. Hun har et par spidse, askepotstiletter på fødderne, bærer en æggeskalshvid, stram mundering – det ligner en dragt syet af fjerene fra en fredsdue. Mette Frederiksen skal forsøge at samle et Folketing efter en tumultarisk sommer. 

Livereporter Morten Nielsen til TV2-redaktionen: ”Jeg fisker lige Statsministeren. Jeg er den eneste ved Dronningeporten. Jeg ved godt, at Statsministeriet har meldt ud, at hun ingen kommentar har til åbningstalen.”

Vi følger hende mod Slotskirken. Med en rank holdning giver hun fornemmelsen af, at kameralinsen skal pege i hendes retning i dag.

”Får vi udskrevet valg i dag?” spørger Morten Nielsen

Øjnene sender et blik – vi får ikke et svar. Ikke for nu i hvert fald. 

Flere insisterende spørgsmål lander i krydsilden, som hun affejer med sit varme smil og sin nordjyske dialekt.

Drama på venstrefløjen

Men hvad ved vi om den dag, der skal udspille sig i magtens højborg?

Vi ved, at Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for Radikale Venstre, d. 2. juli skrev på sin Facebook-profil, at valget senest skal udskrives, når Folketinget igen samles den første tirsdag i oktober, ”ellers vil Radikale Venstre gøre det for hende.”

Vi ved, at Statsministeren dagen efter kommenterede på Radikale Venstres udmeldingen, at ”når det kommer til, hvornår der skal udskrives valg, har jeg ingen kommentar,” har hun udtalt. 

Et altoverskyggende spørgsmål står nu tilbage, når de 1500 ure på Christiansborg ringer ind til time klokken 12:00. Hvornår får vi valg?

Laksko og hvide skjorter

08:00: Dannebrog og blomsterbuketter markerer en åbningsklar vandrehal. Der er tung parfume i luften. Det genkendelige, glansbrune gelænder skinner. Rengøringen har været forbi forud for den store dag. 

Efter et telefonopkald på en travl linje dukker Morten Nielsen op. Han er iført et gråt jakkesæt, hvid skjorte og et par laksko. Det ene øje er på telefonskærmen, det andet søger efter to desorienterede journaliststuderende.

Han giver et hurtigt, men velment håndtryk. Han går forbi trappen til Folketingssalen og hen mod kælderen. Den uglamourøse kælderetage som DR og TV 2 redaktionelle afdelinger har fået tildelt, minder om et velindrettet teenageværelse.

Foruden SoMe-ansvarlige, praktikanter og reportere står også 6 tv-skærme med TV 2 News, 15 kampklare computere og 8 notifikationshærgede telefoner. Blålyset fra de mange apparater er hidsigt og skærer i øjnene. 

”Vi er mange på arbejde i dag, og endnu flere der er blevet kaldt ind,” siger Morten Nielsen. 

En stjernespækket formiddag

08:30: En interviewaftale med de politiske ordførere fra midterpartierne Venstre og Socialdemokratiet, Sophie Løhde (V) og Rasmus Stoklund (S) er blevet søsat dagen før. Inden ordet gives til Morten Nielsen, står det klart, at ingen chancer spildes på Borgen.

”Hvad er temaet?” spørger Rasmus Stoklund

”Valg, valg, valg,” siger Sophie Løhde. 

Hendes projektilskarpe øjne flytter sig over på den politisk ordfører for Socialdemokratiet. Rasmus Stoklund svarer med et flygtigt blik. 

09:00: Sofie Carsten Nielsen får rampelyset hos TV2 News for sig selv. Den trafiklysrøde neglelak springer i øjnene. Kun Morten Nielsens TV2-mikrofon kan følge trop. Der stilles skrappe krav til hurtige svar fra den garvede Christiansborgreporter. 

09:45: Morten Nielsen taler med Pia Olsen Dyhr (SF) og Søren Pape Poulsen (K). Ingen af dem tror på en valgdato i dag. Håbet bliver holdt i live af uvisheden.

”Det er de færreste stemmeberettigede, der gider høre om politik  45 minutter, hvis hun udskriver valg som første punkt på dagsordenen.”

– Morten Nielsen, Journalist på TV2

Tydelige tegn på valg

Tilbage i kælderetagen fyldes rummet nu langsomt af de indkaldte TV2-ansatte. Småsnak om væddemål, interviewplaner og politikernes tøjvalg fylder rummet.

”Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag,” siger en kollega. 

”Sådan ser hun da altid ud,” siger sidekammeraten.

De tilstedeværende i kælderrummet kigger hvileløst efter tilgængelige kontorstole. De næste 45 minutter er dedikeret til kvinden med serveretten. Kernen af reportere må se sig forvist til tilskuerpladserne. De kommende, udslagsgivende minutter, der skal til at udspille sig på skærmen, er uden indblanding fra journalisterne. Det får adskillige albuer til at positionere sig solidt på lårene, så de tunge hoveder kan hvile i håndfladerne.

”Hvis hun udskriver valg, så gør hun det som det sidste. Det er de færreste stemmeberettigede, der gider at høre om politik i 45 minutter, hvis hun udskriver valget som første punkt på dagsordenen,” siger Morten Nielsen.

Slutfløjtet nærmer sig. Rytmisk begynder en utålmodig laksko at slå på tromme. Trommesoloen bliver til en trommehvirvel og hylder beskedent den snarlige afslutning på talen.

Antiklimaks

Den traditionsbundne afslutning, ”Danmark leve! Hurra, hurra, hurra,” bryder stilheden. Et simultant, skuffende suk løber igennem rummet som et amen efter endt prædiken.

Ingen valgdato. Ingen forløsning.

Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre væltede ikke regeringen. Ikke i dag i hvert fald. Valget skal nu udskrives inden 6. oktober. Det giver Mette Frederiksen to dage til at opfylde ønsket fra Folketingets partier og demokratiet.

Lytter man på vandrørene i TV2´s kælder på Borgen, så bliver valget udskrevet d. 5. oktober. Der er for meget på spil for Statsministeren. Udskriver hun valget til åbningsdebatten på torsdag, så bliver de politiske budskaber glemt i mediedækningen, lyder analysen.

Den 5. oktober

13:00: Mette Frederiksen står bag en hvid pult, hænderne holder løst om talepapiret, og den bordeauxrøde blazer bærer samme farve som logoet fra Statsministeriet.

“Danmark er et fantastisk land, men tiderne er svære,” begynder Statsministeren.

Hun fortsætter med en længere remse af problemstillinger i det danske kongerige. Den karismatiske seriøsitet er i dag forpurret af et smil, der gemmer på en hemmelighed. Det ser ud til, at hun har hørt en vittighed. Hun kan bare ikke grine, fordi den højtidelige stemning på pressemødet og de mange kameralinser vil afsløre synden. Masken holder indtil pressemødets klimaks.

“Jeg har i dag meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget,” siger hun.

21:00: Morten Nielsen tager telefonen. Den ellers hurtige, friske stemme lyder udmattet i telefonen.

”Jeg kommer til at sove godt i nat,” siger han.

Redaktionen havde allerede sat kareten i 6. gear efter Folketingets lige-ved-og-næsten dag d. 4. oktober. Dagens pressemøde er ikke noget, der virker til at gøre det store indtryk på Morten Nielsen.

”Det var ikke nogen chokoplevelse. Vores politiske kilder på Christiansborg havde mere eller mindre givet tegn til, at valgudskrivelsen ville ske i dag. Spørgsmålet var i højere grad, hvilket tidspunkt det ville ske,” siger han.

En hektisk måned er lige begyndt. På Christiansborg skal Morten Nielsen holde foden på gaspedalen indtil valgresultatet for at følge med.

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Er man blandt dem, der sætter et aftryk, står aviserne klar med en hyldest i form af en nekrolog. I nekrologen omtaler journalisten afdødes liv og indflydelse, og den skrives ofte længe inden, vedkommende tager herfra. Illustreret Bunker går bag om processen.

TEKST: Frederik Præstiin & Sissel Bonde Thielessen
ILLUSTRATION: Signe Mynster

Udgivet den 12. oktober 2022

Uffe Ellemann-Jensen er blevet alvorligt syg. Det læser Karen Marie Holk, og dér begynder hendes arbejde. Hun er navneredaktør på Politiken og skal finde en, der vil skrive om det liv, han levede. På Politiken – som så mange andre steder – er det vigtigt at have forberedt ordene på forhånd og gemt dem væk. 

De kan ikke risikere, at han dør, uden at de har ordene klar.

Artiklen bliver ofte skrevet og gemt væk uden kendskab til, hvornår den bliver taget frem og offentliggjort. Det kan være i overmorgen eller om flere år. Det kan også være, at den slet ikke kommer ned i skuffen, men at den er blevet skrevet, efter en person er gået bort. 

Bunken af nekrologer er ikke altid lige stor. Den har det med at variere; med jævne mellemrum går skuffen op, og et par menneskehænder tilføjer eller fjerner en artikel fra bunken, der efter et kort lysglimt igen bliver efterladt i mørket. Som var det et kartotek tilhørende manden med leen, der går og holder regnskab over sine udvalgte. 

Nekrologer er det sidste minde. Den fortæller en livshistorie og ridser de vigtigste begivenheder og bedrifter op. 

Weekendavisen erklærede Uffe Ellemann-Jensen død to dage for tidligt, og da The Independent bragte Mærsk McKinney Møllers nekrolog, nåede skribenten bag selv at dø, inden den blev udgivet, fordi den lå i skuffen i mange år.

Det får os til at stille spørgsmålene; hvad er nekrologen for en størrelse, og hvad går forud for de sidste ord, der runder et menneskes liv af?

 

De store personligheder hyldes

Når en stor personlighed afgår ved døden, går der sjældent særlig lang tid, før der kan findes en nekrolog på landets store aviser. Nekrologen omtaler afdødes liv, arbejde og indflydelse på samfundet. Det er altså ikke hvem som helst, der bliver skrevet om. 

Grunden til, at Uffe Ellemann-Jensen erklæres død for tidligt, og at der kan stå en død journalist i bylinen, er, at mange medier benytter forskudsnekrologer. Karen Marie Holk er navneredaktør på Politiken og ansvarlig for disse.

Forskudsnekrologer bliver typisk skrevet, når det bliver kendt, at en stor person har kort tid tilbage at leve i – enten på grund af sygdom eller almindelig alderdom. Men det kan også bare være tale om en stor personlighed, der er oppe i årene.  

”Sådan en som Dronning Margrethe har vi også en forskudsnekrolog på, selvom hun ikke er syg. Det handler om, hvor stor personen er. Vi kan ikke risikere, ikke at have noget på hende, hvis hun skulle gå hen og dø om fem minutter,” siger Karen Marie Holk.

Grundtanken med forskudsnekrologen er ifølge Karen Marie Holk, at man ikke risikerer at være fuldstændig uforberedt, og at man bliver taget med bukserne nede ved et betydningsfuldt dødsfald, men at man har en basis at gå ud fra. 

“Per Schultz Jørgensen (forfatter og forsker red.) har for nylig været ude og fortælle, at han er uhelbredelig syg med kræft, så ham har vi skrevet en forskudsnekrolog på, fordi vi ved, at han ikke har så lang tid tilbage,” siger Karen Marie Holk.

Politiken trykker ikke bare på udgivelsesknappen, når der sker et dødsfald. Vedkommende, der har skrevet forskudsnekrologen, kigger den igennem for at se, om der er noget, der skal friskes op eller tilføjes. 

”Det er ikke sådan, at man bare bringer en eller anden støvet forskudsnekrolog, der har ligget på lageret i 100 år,” siger Karen Marie Holk.

 

Nekrologerne laves

Når der skal skrives en nekrolog, er det hos Politiken af en fagmedarbejder, der har en særlig viden om den afdødes fag. Hvis det er en kendt forfatter, der er afgået ved døden, vil det derfor være oplagt, at det er avisens litteraturredaktør, der skriver den. Har en medarbejder en særlig forbindelse til personen og virkelige følelser indblandet, kan det også være et grundlag for, hvorfor vedkommende skal skrive den. Forskudsnekrologen giver ikke mening for alle. 

Sådan en som Dronning Margrethe har vi også en forskudsnekrolog på, selvom hun ikke er syg. Vi kan ikke risikere, ikke at have noget på hende, hvis hun skulle gå hen og dø om fem minutter

– Karen Marie Holk, navneredaktør hos Politiken

 

”Der er nogle af skribenterne, der foretrækker at skrive nekrologen, når dødsfaldet er sket, fordi de så nemmere har følelserne med i det. Det kan være svært at skrive en forskudsnekrolog om en, der stadigvæk lever i bedste velgående”, siger Karen Marie Holk. 

 

Kan en nekrolog skrives i for god tid?

Når man skriver en forskudsnekrolog, risikerer man, at der går mange år, før vedkommende dør. I forhold til publicering har Politiken et krav om, at journalisten, der skriver nekrologen, stadig har en tilknytning til avisen, når nekrologen bliver udgivet.

Det problem oplevede de på Politiken, da de hørte at Uffe Ellemann-Jensen havde fået kræft. Her har der været hele to nekrologer gennem skrivebordsskuffen, hvoraf den første blev kasseret. 

Karen Marie Holk finder Uffe Ellemann-Jensens nekrolog frem fra skrivebordsskuffen, men der er et problem. Kristian Madsen, der har skrevet den, har forladt avisen.

“Da Uffe Ellemann-Jensen fik kræft, virkede det ikke som om, der var lang tid tilbage. Så der blev skrevet en forskudsnekrolog på ham. Men så skete der det, at Kristian Madsen, der havde skrevet nekrologen, forlod Politiken. Det ville jo være mærkeligt at bruge hans nekrolog, når han ikke var ansat på avisen længere,” siger Karen Marie Holk.

 Da de på Politiken noget tid senere hørte, at det i foråret stod slemt til med Uffe Ellemann-Jensen, måtte de derfor skrive en ny. 

 “Der kom vi ud i en situation, hvor nekrologen faktisk var skrevet i for god tid,” siger Karen Marie Holk. 

 Politiken havde Dronning Elizabeths nekrolog liggende klar, da hun for nylig døde. Det samme gør sig ifølge Karen Marie Holk gældende for Dronning Margrethe, professor Per Schultz Jørgensen og Matador-forfatter og journalist Lise Nørgaard. De har alle en plads på Politikens lager af forskudsnekrologer i selskab med en række andre store personligheder. 

Hvem der er den næste, Karen Marie Holk trækker op af den mørke skrivebordsskuffe, er der ingen, der ved. Men når hun gør, er nekrologen klar. 

 

Hvad skal vi med Tiden?

Hvad skal vi med Tiden?

Hvad skal vi med Tiden?

DR byder velkommen til den nye dreng i klassen, nyhedspodcasten Tiden. Spørgsmålet er dog, om lytterne har tid til endnu en nyhedspodcast, eller om Tiden risikerer at blive visket af tavlen.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
ILLUSTRATION: LOUISE RIX 

Udgivet den 12. oktober 2022

Tiden starter nu.” – ”Det er tid til at komme i gang.” – ”Lad tiden begynde.” 

Sådan sætter vært Simon Stefanski Tiden i gang. En velkomst der kan høres i DR’s seneste skud på stammen – nemlig Tiden, der som den nye dreng i klassen har taget nyhedsmarkedet med storm. 

Nyhedspodcasts er i fremmarch. Danskerne flokkes om dem for at få deres daglige skud af nyheder. Nogle finder vej til Genstart, andre lytter til Pilestræde eller Politikens podcast, mens andre nu tyer til Tiden.

Med lidt over en måned på bagen ligger Tiden lunt i lytter-svinget og har allerede overhalet både Berlingskes og Politikens nyhedspodcasts. Der er dog stadig lidt vej op til den mest populære dreng i klassen – Genstart, der uge efter uge sidder plantet i stolen på forreste række som lytternes go-to nyhedsfix.

 

Nyhedshistorier med sjæl

Tiden tegner et billede af den verden, vi lever i, ved at formidle historier om stort og småt. Simon Stefanski og holdet bag podcasten dykker dagligt ned i nyhedsstrømmen og fanger historier fra nær og fjern. Der er altid tre historier på krogen, når lytterne klikker ind for at blive klædt på til dagen. 

”Vi fortæller historier om den tid, vi lever i, og hvis vi lover, at vi udkommer med en international, national og lokal historie, så kommer vi rimelig godt omkring nyhedsbilledet,” siger Astrid Randrup, redaktør på Tiden. 

Ifølge hende har DR manglet en nyhedspodcast med særligt fokus på de dagsaktuelle nyheder, hvor Genstart folder én ikke nødvendigvis dagsaktuel historie ud. En opgave som Tiden nu står over for at løfte ved at fortælle tidens største nyheder på en spændende og medrivende måde. 

Astrid Randrup anerkender, at det kan være svært for den gængse dansker at ride med på nyhedsbølgen. Det er ikke alle, der har tid til at lytte til morgenradio, læse avis eller scrolle overskrifter på forskellige nyhedssites. 

Hun tror dog på, at Tiden kan komme til at få en vigtig rolle i ved at åbne nyhedshistorierne op på en ny måde. Det skal både være spændende for ”nyhedsjunkien”, der gerne vil opdateres på dagens dagsordener og for den gængse dansker, der indimellem drukner i alle de andre nyhedstilbud der er derude. Og der fungerer podcast, ifølge Astrid Randrup, som et mere intimt medie. 

“Det er typisk de gode fortællinger, de spændende historier og det intime rum med en gæst, der har nogle følelser på spil, der fungerer godt på podcast. Det er det, vi på Tiden skal leve op til,” siger Astrid Randrup.

Simon Stefanski, der tidligere har været tilrettelægger og vært på DR’s 12-tals-elev, Genstart, er hoppet med ombord på Tiden med ambitionen om at gøre det mere tillokkende for lytterne at få serveret dagens dagsordener.

”Jeg har sagt ja til at være vært på ’Tiden’, fordi jeg tror på, at vi rammer nogle kunder i butikken, som gerne vil have et begrænset antal historier, der bliver fortalt på en levende måde med lidt mere sjæl og lidt mere energi – som et par bolsjer hver dag med vitaminer i,” siger Simon Stefanski. 

 

Er Tiden en kopi af Genstart?

Genstart har været en enorm succes, siden DR i 2020 lancerede programmet som deres dengang eneste og unikke daglige nyhedspodcast. Podcasten er populær, lytterne er loyale og succesen er stor. Målet med Genstart var i sin tid at lave en endnu mere fortællende nyhedspodcast, end den amerikanske pendant The Daily fra New York Times, som DR i sin tid lænede sig meget op ad.

Selvom Genstart sidder på tronen og topper lytterlisten uge efter uge, har DR alligevel valgt at puste nyt liv i endnu en nyhedspodcast, der skal kunne omtrent det samme; formidle tidens største og vigtigste historier på en fortællende måde. Så hvad skal vi med Tiden, når vi har Genstart?

Simon Stefanski mener ikke, at Tiden er en kopi af Genstart. Han ser potentiale i den nye nyhedspodcast, fordi det er muligt at tilgå flere historier i løbet af én episode. Tiden er ifølge ham et fint supplement til Genstart, der fortæller nyhedshistorierne ovenfra og har tid til at zoome ind på forskellige perspektiver og detaljer i enhver udvalgt historie. 

”Vi har kun plads til at gå direkte ind i scenerne, hvor Genstart omvendt kan tage hele historien, men til gengæld kan vi komme ud i nogle meget mere skøre nyhedskroge og få nogle underlige perspektiver, som der ikke ville være plads til i en Genstart-episode,” siger Simon Stefanski.

 

Symbiose i skolegården

Astrid Randrup mener, at Tiden skal ses som et supplement til Genstart.

”Nogle historier er for små til Genstart, men passer rigtig godt til vores format i Tiden. På den måde synes jeg, at det er et meget symbiotisk forhold mellem de to podcasts,” siger Astrid Randrup. 

Kalkulen har fra starten været, at DR gerne ville have et supplement til Genstart, hvor flere nyheder kunne behandles ad gangen. Mange af Tidens historier slutter ikke, når podcasten slutter, men kører videre og planter nysgerrighed i lytterne.

Astrid Randrup er i den forbindelse åben over for, at Genstart samler op på nogle af de historier der bliver fortalt og foldet ud i Tiden.

”Vi har fået at vide fra lyttere, at der er nogle der lytter til Tiden på vej til arbejde, og så lytter de til Genstart på vej hjem fra arbejde. Det tænker jeg, rammer meget godt ind i, hvad der var håbet med Tiden,” siger Astrid Randrup. 

 

”Giv Tiden en chance.”

 Astrid Randrup er godt klar over, at DR’s to nyhedspodcast kæmper om de samme lyttere, men hun mener alligevel, at der er plads til begge podcasts.

”Jeg tænker ikke, at det er enten eller. Enten skal du lytte til Tiden eller også skal du lytte til Genstart. Jeg tror på mange måder, at man kan få rigtig meget ud af at lytte til begge to på hver deres præmisser,” siger Astrid Randrup. 

Der er nyhedsindhold nok på DR til, at alle kan lytte til noget hele tiden. Men Simon Stefanski tror og håber på, at folk har manglet det, som Tiden – ifølge ham selv – er allerbedst til; at få folk til at føle, hvorfor nyhedshistorier er vigtige, og hvorfor det er vigtigt at tage stilling til disse historier.

”For folk der synes, at det er uoverskueligt at gå videre end webrubrikkerne på deres sociale medier og ikke gider at bruge tid på endeløse rækker af nyheder, så tror jeg bare at jeg vil sige: ’prøv lige at give Tiden en chance’”, siger Simon Stefanski. 

Og med den bemærkning slutter det hele på bedste Stefanski manér:

“Således historien om den nye dreng i klasse, Tiden. Det var det. Farvel.”

 

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Hvis du tror, at damebladenes spalteplads kun er fyldt med slankekure og sexstillinger, tager du fejl. Der er nemlig sket et skred i branchen af kvindemedier i Danmark anført af Alt for Damerne og Femina, som i dag skriver om både indretning og Iran. Men selvom de deler ønsket om fornyelse, er deres redaktionelle vej dertil dog meget forskellige.

TEKST: Elisa Norgaard Mortensen
FOTO: Clara Johanne selsmark

Udgivet den 12. oktober 2022

Vi er hinandens medsøstre, vi er forbundne. Ingen kvinde er fri, før alle kvinder er frie.”

Sådan lyder den seneste leder fra Feminas chefredaktør Isabellas Hindkjær. Hun skriver om Jina Masha Amani, en iransk kvinde, som blev dræbt af landets moralpoliti for at have sit tørklæde forkert på. 

Isabella Hindkjær sidder midt i Aller Medias store glashus, og indignationen lyser ud af hende, når hun taler om uretfærdigheden i verden. Hun ser kampen for kvinders rettigheder, både i Danmark og internationalt, som Feminas største drivkraft og står i spidsen for mediets nye aktivistiske linje, hvor der er plads til både international politik og indretning. 

Nu er det slut med det stille dameblad.

Damebladenes dilemmaer 

Der er et dilemma i luften på Alt for Damernes kontor. Rikke Dal Støttrup, bladets chefredaktør, er i gang med at skrive lederen til næste blad, der går i trykken om få timer. Den handler om, hvorvidt mediet kan tillade sig at promovere modebranchen, når den er så skadelig for miljøet. 

Den slags dilemmaer er dagligdag for journalisterne på den lille, hyggelige redaktion i Egmont Story House. Her snakker kollegaerne med, hvem end man møder ved kaffemaskinen, og der er plads til, at en kollega kommer forbi med sin baby, selvom deadline ligger lige om hjørnet. 

Stemningen oser af hygge, men også seriøsitet. Der står stadig en halv flaske uåbnet vin på bordet fra fredagens optagelse af podcasten ”Skål Søster,” hvor Alt for Damerne taler med to kendte kvinder om, hvad der fylder i debatten lige nu, og så skåler de altid for en kvinde, der fortjener en særlig ros. 

Det ritual indrammer mediets nye redaktionelle linje meget godt.  

Rikke Dal Støttrup erkender, at der er sket store forandringer for bladet i hendes tid som chefredaktør. 

”Indtil 2020 havde vi hver eneste uge en model der var ca. 25, oftest lyshårede, fordi de sælger bedre end mørkhårede, slanke og smilende på forsiden. Jeg var ved at kaste op af kedsomhed, og mon ikke læserne var det samme,” siger Rikke Dal Støttrup.

I dag er en af hendes vigtigste opgaver som chefredaktør hele tiden at sørge for, at tingene ikke falder tilbage i de gamle roller. Det er simpelthen nemmere at finde en model på 25 år end på 45, og der er stadigvæk flere modeller der vejer 55 kilo i stedet for 85. 

Men hos Alt for Damerne er det vigtigt, at læserne kan kende sig selv i bladet, og det har mange ikke kunne i de åletynde, purunge, hvide modeller, der har prydet de glitrende sider i årevis. 

Nu keder Rikke Dal Støttrup sig ikke længere. Hun er stolt af Alt for Damerne. Problemet er bare, at diversitet desværre ikke altid sælger lige så godt som status-quo. Men skal man gå på kompromis med sine idealer for at sælge blade?

 

Et aktivistisk aktualitetsmedie

Chefredaktør Isabella Hindkjær er ikke i tvivl. Hun vil stå på den rigtige side af historien. Det samme skal Femina.

Jeg tror, man skal være varsom med at være for vægelsindet. Man kan ikke være et mediebrand i 2022 uden at stå for noget og tage stilling. Hvis man ikke står for noget, så står man for ingenting,” siger hun.

Isabella Hindkjær forklarer, at det er en af største ændringer i Feminas linje. Tidligere har de prøvet at gøre alle glade og ”please” læserne, så de ikke blev sure eller stødt. Men det ændrede sig i 2020, da Isabella som helt ny chefredaktør kunne se, hvordan voldtægtsofre blev svigtet af den, ifølge hende, ”grotesk forældede voldtægtslovgivning.” 

Aktivister havde siden 2016 kæmpet for, at Danmark skulle få en samtykkebaseret lovgivning, som lagde vægt på, om der var samtykke til sex, i stedet for om offeret havde kæmpet imod en voldtægt. Da debatten omkring den nye lovgivning i sommeren 2020 gik i stå, stormede den nytiltrådte chefredaktør ind i kampen med 100 km/timen:

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?,” siger Isabella Hindkjær. 

Overgangen fra et mere traditionelt dameblad med fokus på det nære og klassisk feminine til et aktivistisk aktualitetsmedie var alt andet end blød. Der var ingen på forhånd defineret strategi, ingen cost-benefit-analyse og ingen plan B. Til gengæld var der en følelse af, at det her virkelig kunne rykke noget. 

Femina skrev 65-70 artikler om tilblivelsen af Danmarks samtykkelov, som blev vedtaget i december 2020. Siden da har de kæmpet for bedre forhold på fødegangene, højere løn til sygeplejersker og kvinders rettigheder i Iran. Da Femina først udskiftede den gode stemning med en mere aktivistisk linje, vakte det stor opmærksomhed.

”Det var ikke det, man forbandt Femina med. Men sådan har vi så været lige siden. Nu tager folk os seriøst, fordi det er svært at lade være,” siger Isabella Hindkjær. 

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?”

– Isabella Hindkjær, chefredaktør på Femina

Et ben i begge lejre

Tilbage hos Alt for Damerne beskriver Rikke Dal Støttrup et billede af, at Alt for Damerne går på to ben. Det ene ben går foran med store skridt og selvsikker gang. Her er de på forkant med tiden, når de bl.a. hepper på Helle Thorning, når hun får kritik for en nedringet kjole til hofbal, og når de sætter fokus på forskellige kroppe. Her kæmper Alt for Damerne for, at kvindekampen ikke bliver old news, fordi folk glemmer, hvor lang vej vi har igen til ligestilling som f.eks. i bestyrelser og lederstillinger. 

Men kan man løbe så hurtigt, at man mister en hel gruppe eller generation på perronen?

Det andet ben i Rikke Dal Støttrups billedlige strategi sikrer, at det ikke sker. For forandringen skal ikke ske på bekostning af deres trofaste læseres tillid. Det andet ben sørger hele tiden for, at de har fået alle med, måske især den mere traditionelle målgruppe. 

De har haft læsere, som syntes, at deres artikler og nye linje har været for ”woke”, og de læsere vil Rikke Dal Støttrup også gerne have med. I januar 2021 –  et stykke tid efter Sofie Linde for alvor fik den anden bølge af Me-too-bevægelsen til at rulle over Danmark – lavede Alt for Damerne et nummer, der hed ”Hvad nu mand”. De ville høre, hvordan mændene nu oplevede sexismedebatten og satte fokus på, hvad det ville sige at være en ”rigtig mand.”

Det var for hurtigt, mente nogle læsere. For nu havde kvinderne jo lige taletiden. Men Rikke Dal Støttrup vil møde de traditionelle læsere og mændene med åbne hænder.

”Vi skal finde et nyt niveau, hvor vi ikke er i krig, men hvor vi minder hinanden om, at det her er godt for alle. Det kan man ikke, hvis man mister folk på forhånd, fordi man er for hård,” siger Rikke Dal Støttrup. 

 

Både-og, ikke enten-eller

Selvom Alt for Damerne vil være et medie, der går forrest i kvindekampen, ønsker Rikke Dal Støttrup også, at bladet skal være en pause i læserens hverdag. Også i en tid hvor priserne og utrygheden stiger med hastige skridt.

”Folk skal ikke have lektier for, og folk skal ikke skældes ud,” siger Rikke Dal Støttrup. 

Alt for Damerne holder altså derfor fast i deres skønhedstips og modeserier, men nu skal det også være for andre end de unge, hvide og tynde.

Isabella Hindkjær holder også fast i, at Feminas aktivistiske linje ikke er sket på bekostning af mediets fokus på mode, mad og make-up.

”De sidste ti år har der været nogle, der efterspurgte det intelligente dameblad. I det har der nok ligget implicit, at det ville være fedt, hvis man i virkeligheden var et mandeblad. Vi skal passe på som kvinder, at vi ikke bare reproducerer nogle maskuline idealer,” siger Isabella Hindkjær.

Hun tilføjer afslutningsvist, at ligesom mænd altid har haft lov til at gå op i både økonomi og dyre ure, må kvinder selvfølgelig også dyrke det feminine og hårdtslående journalistik samtidig. Selv er Isabella Hindkjær kropsliggørelsen af denne syntese af det ultrafeminine og den kampklare kritiske journalist, som ligesom Rikke Dal Støttrup gerne tager en stor del af æren for denne udvikling.

DR har fået et nyt supervåben i kampen mod krigens billed- og videomanipulation

DR har fået et nyt supervåben i kampen mod krigens billed- og videomanipulation

DR har fået et nyt supervåben i kampen mod krigens billed- og videomanipulation

Krigen i Ukraine har fået de sociale medier til at svømme over med billed- og videomateriale fra krigszonerne. Men kan vi stole på det, vi ser? DR har oprettet en kontrolfunktion, som verificerer indholdet, inden det offentliggøres.

TEKST: Frederik Brund Flintegaard
ILLUSTRATION: Katrine Å Edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

Den torsdag morgen, da krigen i Ukraine begyndte, vågnede DR’s udlandschef til en ny virkelighed.

På DR’s udlandsredaktion betød det russiske angreb, at man pludselig skulle til at løbe meget stærkt.

”Det væltede ind med billeder og videoer fra sociale medier den torsdag,” siger Niels Kvale, DR’s udlandschef siden 2015.

Men han og redaktionen var opmærksomme på, at materialet skulle behandles kritisk og ikke uden videre kunne offentliggøres på deres platforme.

En krig kæmpes i dag ikke kun til lands, til vands og i luften. Slagene udkæmpes også på internettets teknologiske slagmark i en kamp om krigens fortælling, dagsorden og momentum.

Et fremtrædende våben på denne kampplads er billed- og videomanipulation. Ved hjælp af teknologiske hjælpemidler kan tilsyneladende troværdigt materiale vise sig at være løgn.

Manipulationen foregår blandt andet på de sociale medier, og da krigen brød ud, ønskede DR’s udlandsredaktion at gardere sig mod den, forklarer Niels Kvale.

”Meget billed- og videomateriale fra krigen kommer fra de sociale medier. Da materialet ikke nødvendigvis stammer fra en af de store, troværdige nyhedsmedier som BBC, Reuters eller New York Times, skal vi være ekstra forsigtige og kritiske,” siger han.

Derfor valgte DR den torsdag at oprette en kontrolfunktion, som skal verificere den store mængde af billeder og videoer.

Google Earth, vejrudsigter og jagt på originalkilde 

Krigen i Ukraine har gjort det vanskeligt for DR’s korrespondenter at dække begivenhederne på tætteste hold. Ruslandskorrespondent Matilde Kimer kunne ikke opholde sig i Rusland gennem krigens første to måneder.

Er det ikke muligt for DR at trække på egne kilders førstehåndsberetninger fra krigszonerne, skærpes deres kritiske sans.

Når eksternt billed- og videomateriale tikker ind på redaktionen, skal indholdet derfor først forbi kontrolfunktionen, som en form for løgnedetektor, inden det kan offentliggøres.

Her sidder journalister og enkelte fotografer fra tidlig morgen til sen aften i DR’s såkaldte news room. Her benytter de forskellige værktøjer, når de skal verificere materiale fra krigen, fortæller Niels Kvale.

”Først ser vi på, om der findes videoer eller billeder fra andre vinkler, som ligner dét billede eller dén video, som vi sidder med. Hvis det er tilfældet, øges indholdets troværdighed,” siger han.

Dernæst undersøges materialets geolokation. Det vil sige, hvor er billedet eller videoen taget.

Er det muligt at lokalisere indholdet, holdes det op mod satellitbilleder på Google Earth.

“Så spørger vi: ligner satellitbillederne dét, vi ser på billedet eller videoen? Hvis der er noget, der ikke stemmer overens, kan materialet være manipuleret,” siger Niels Kvale.

Et tredje værktøj, som kontrolfunktionen i kampen for at afsløre falsk indhold benytter, er noget så lavpraktisk som gamle vejrudsigter.

”Hvis der på et billede ligger sne i baggrunden, mens vejrudsigten siger 20 grader, så ringer alarmklokkerne,” siger udlandschefen.

Desuden forsøger journalisterne og fotograferne at spore kilden til den oprindelige video eller billede. Lykkes det, foretages en kildevurdering, som kan give et fingerpeg om materialets troværdighed.

DR bruger derudover vurderinger fra eksperter eller korrespondenter, som kan sige noget om, hvor sandsynligt det er, at hændelserne på billed- og videomaterialet faktisk er foregået.

“Vi er nødt til at være sikre på, at det materiale, vi offentliggør, også er korrekt og troværdigt,” siger Niels Kvale.

DR er en del af Den Europæiske Broadcasting Union, EBU, som også verificerer billed- og videoindhold fra krigen, men det tager ofte lang tid. Det var endnu en årsag til oprettelsen af kontrolfunktionen.

”Nu kan vi selv vælge, hvilke billeder og videoer vi vil undersøge og verificere fremfor at lade EBU afgøre det,” siger udlandschefen.

Verificeringen kan tage flere uger

Hvor længe kontrolfunktionen bruger på enten at vende tommelfingeren op eller ned til materiale, kan variere meget, fortæller Niels Kvale.

”I nogle tilfælde er vores journalister og fotografer hurtige til at afgøre, om vi kan stole på et billede eller en video. Andre gange kan det tage op til flere uger,” siger han. 

Selvom DR i en breaking news-tid er i skarp konkurrence med andre nyhedsmedier om at være først med det sidste fra krigen i Ukraine, lever de med, at verificeringsprocessen kan være langsommelig. De vil ikke gå på kompromis med mediets troværdighed, forklarer udlandschefen.

“At breake historier hurtigt er vigtigt for os, men hvis de er usande, har de ingen værdi. Vi prioriterer sikkerhed og troværdighed over hurtighed.”

Udlandschefen Niels Kvale husker specielt én video kort før påske, hvor verificeringen tog lang tid. Videoen viste tilsyneladende ukrainske soldater begå krigsforbrydelser mod russiske krigsfanger.

”Mange medarbejdere blev inddraget, og vi benyttede os af russisk og ukrainsk kyndige for at få oversat, hvad der blev sagt,” siger han.

Generelt gælder det hos DR, at jo mere komplekst materialet er, jo mere kritisk en behandling kræver det, og jo længere tid tager det, inden dets troværdighed kan afgøres.

Selvom DR ikke fuldt ud kunne verificere videoen, som tilsyneladende dokumenterede ukrainske krigsforbrydelser, valgte de alligevel at bringe historien og videoen med forbehold.

”Vores research, kilder og eksperter anså videoen for at være ægte. Selv et respekteret medie som New York Times gjorde det samme. Derfor turde vi bringe den,” siger han.

Ifølge udlandschefen er manipuleret billed- og videomateriale dog flere gange blevet afsløret og kasseret. Krigen i Ukraine var knapt begyndt, da det første materiale blev fanget i kontrolfunktionens fælde.

”Allerede i løbet af krigens første formiddag var der videoer, som vi ikke bragte, selvom de så interessante ud. De var for gamle, og havde ikke noget med denne krig at gøre,” siger Niels Kvale.

100 procents sikkerhed findes ikke

Trods kontrolfunktionens store og effektive værktøjskasse mener Niels Kvale, at man aldrig kan nå i mål med at verificere materialet.

”Vi kan aldrig være 100 procent sikre på indholdets troværdighed, men vi forsøger at nå så langt som muligt.”

Hvis DR vælger at offentliggøre en video, som indeholder dele, de ikke kunne verificere, er man ikke bange for at lægge kortene ærligt på bordet.

Det skete blandt andet, da DR bragte den føromtalte historie og video om de ukrainske soldater, der tilsyneladende begik krigsforbrydelser mod russiske krigsfanger.

”Transparens er meget vigtig for os. Når vi offentliggør ikke helt verificeret materiale, fortæller vi helt åbent, at det ikke har været muligt at verificere nogle dele. Det gælder også, hvis vi bringer oplysninger om for eksempel dødstal,” siger udlandschefen.

Fem råd, du selv kan bruge

Hvis du selv får brug for at efterprøve billeder og videoer, kan du. finde hjælp hos Videnskab.dk.

Det er kun begyndelsen

På trods af at den nyoprettede kontrolfunktion verificerer billed- og videomateriale, er journalisterne i overtal over for fotograferne. Det skyldes, at opgaverne minder meget om almindelige journalistiske opgaver, mener Niels Kvale.

”Journalisterne når langt ved at udnytte deres journalistiske grundfaglighed og kritiske sans til at stille de sædvanlige hv-ord: Hvem, hvad, hvor… Arbejdet, de udfører, er almindeligt journalistisk rugbrødsarbejde,” siger han. 

Selvom DR oprettede kontrolfunktionen som følge af krigens udbrud, vurderer udlandschefen ikke, at fokusset på at tjekke troværdigheden af billeder og videoer vil slutte sammen med krigen i Ukraine.

Han tror, at sociale medier vil blive den primære billed- og videokilde i fremtiden, og at omfanget af manipulation med indholdet vil stige, fordi folk bliver mere kreative.

”Det er mit gæt, at evnen til at fakta- og troværdighedstjekke indhold vil blive en større og vigtigere disciplin i medieverden. Vi har kun set begyndelsen,” siger Niels Kvale.

Karoline formidler litteratur til dem, der ikke selv har en bog på natbordet

Karoline formidler litteratur til dem, der ikke selv har en bog på natbordet

Karoline formidler litteratur til dem, der ikke selv har en bog på natbordet

Karoline Kjær Hansen læser bøger. Masser af dem. Og hun fortæller om dem på Radio4 i programmet Mellem Linjerne. Arbejdet foregår i togkupeer og midlertidige radiostudier, og det er en del af hverdagen som litteratur- og kulturjournalist.

TEKST: Josefine Harboe
FOTO: Rebecca Hoffmann

Udgivet den 12. maj 2022

Klokken er 8:10 torsdag morgen på Aarhus Hovedbanegård. Karoline Kjær Hansen balancerer en kop kaffe og en yoghurt i den ene hånd, mens hun med den anden betaler for sine ting i 7/11. Hun tager en tår af sin kaffe og efterlader et let rødt aftryk læbestift. 

Hun kaster sin mulepose over skulderen. I den ligger lidt læsestof, computer og høretelefoner, som i dag er grej nok til en hel arbejdsdag. Resten af hendes udstyr ligger allerede i Radio4’s studie i københavn, hvor arbejdsdagen skal foregå.

”Ja, jeg har pakket let i dag. Jeg plejer jo at have mit eget optageudstyr med også,” siger hun og går ned ad rulletrappen til spor 2, hvorfra hun om få minutter skal med toget til København.

Arbejde på farten

Karoline Kjær Hansen står bag radioprogrammet Mellem Linjerne på Radio4, hvor hun hver uge interviewer forfattere om deres bøger. En del af arbejdet er, at hun tager ud til sine kilder. Helst der hvor bogen er udformet.

”Det giver ofte kilden en ro, at det er dem, der er på hjemmebane,” siger hun.

Karoline Kjær Hansen har fast base i Aarhus, hvor hun arbejder som freelancejournalist og selv sammensætter sin arbejdsuge med radiointerviews og artikler om kultur og litteratur i Jyllands-Posten. Det er svært at sætte timer på en arbejdsuge, når forberedelse flyder sammen med fornøjelse. De to ting hænger dog sammen på den måde, at alt læsning fra hendes arbejdsliv er med til at udvide horisonten for, hvad der kan være spændende.

”Det er jo et stort privilegium, at jeg kan arbejde med det, jeg også bruger min fritid på,” siger hun.   

I dag har Karoline en aftale med Knud Brix i Radio4’s studie i København, hvor de skal tale om hans kommende bog Febertræet. En autofiktiv fortælling om en tumultarisk rejse til Liberia og mødet med en berygtet general fra 90’ernes borgerkrig. De mange togture mellem Aarhus og København fungerer ofte som arbejdsplads, og derfor bestiller hun altid plads i stillekupéen. 

Karoline tager sin computer frem for at læse de sidste 25 sider i Knud Brix’ bog, og sideløbende har hun en artikel om fiskeri og forfatterskab til Jyllands-Posten, som hun sender til citattjek. Hun klikker sig frem og tilbage mellem mailkorrespondancer og skribler ind i mellem et par stikord i sine egne dokumenter. Hendes blik er fæstnet på skærmen, mens veje, broer og skinner fyger forbi hende.

To uddannelser, der taler hvert sit sprog

Karoline har en bachelor i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. Herefter tog hun en kandidat i journalistik på DMJX. Hun er rundet af to fag med meget forskellige tilgange til formidling. Litteraturen kræver fordybelse og giver Karoline plads til at dissekere detaljer. Journalistikken er håndværksfaget, som har lært hende at gå grundigt til værks uden at fortabe sig i småting. 

”Vi kan lære meget om vores samfund og eksistens i litteraturen. Det er også her, det journalistiske kommer ind, fordi man skal vinkle fortællingen om forfatteren og bogen, så den er interessant for et bredt publikum,” siger hun. 

En fordel ved at være så velbevandret i litteraturhistorie er, at analyseredskaberne sidder på rygraden. Når Karoline er på optagelse, har hun sjældent andet manus med end lidt stikord. I dag står der kun et par datoer fra Knud Brix’ arbejdsliv, og resten opstår i studiet. På den måde kan hun lade samtalen tage en drejning, hvis interviewpersonen selv lægger op til det.

”Man kan gå alle steder hen og høre Knud Brix tale om sin løn, så det har jeg ikke tænkt mig at bore i. Men hvis han selv lægger op til det, så griber jeg den,” siger hun.

Karolines arbejdsliv kræver, at hun holder sig opdateret på forskellige platforme. Hun bruger arbejdet aktivt på sin Instagram, som er spækket med billeder af smilende forfattere foran Radio4’s blå billedvæg eller bøger stilistisk arrangeret i en solrig vindueskarm. Hun modtager nyhedsbreve fra forlagene og kender branchen godt, efter hun gennem flere år har skrevet for forskellige større dagblade. Derfor ved hun, når noget rører sig i den litterære andedam.

”Jeg beskæftiger mig primært med nyudgivelser. Der kommer aktualitetskravet fra journalistikken også ind i billedet,” siger hun.

På redaktionen i København

Toget kører ind på perronen på Hovedbanegården i København kort efter kl. 11:00, hvorefter Karoline går de få hundrede meter til Radio4’s lokaler.

Der lyder tastende fingre på tastaturer fra alle hjørner af den lille arbejdsplads. Selvom redaktionen er indrettet med hæve-sænkeborde og Lenovo-computere, står det klart, at den er vokset ud af en gammel lejlighed og ikke bygget til formålet. Placeret i en smal opgang i Studiestræde ikke langt fra Rådhuspladsen, er redaktionens gulve belagt med støjdæmpende gråt gulvtæppe, som dog ikke formår at kvæle de knirkende lyde fra træplankerne nedenunder.

Hun sætter sig foran en stor computerskærm med danskvand og en kop kaffe. Manglen på personlige kendetegn – en efterladt post-it, anden udsmykning eller billeder  – gør det tydeligt, at det ikke er Karolines faste kontorplads.

Alligevel åbner hun straks computeren og finder sin mailindbakke. Citattjekket er godkendt og med få tryk og en lille lyd fra tastaturet, er hendes artikel sendt til Jyllands-Posten.

Litteratur med en mission

Tankerne bag hendes arbejde med litteratur er at ændre idéen om, hvad vi bruger bøger til. Det var egentlig lidt ved et tilfælde, at hun havnede på litteraturhistorie, for det har aldrig været gamle klassikere og historiske romaner, der har tiltrukket Karoline.

Men efter hun boede nogle år i Berlin efter gymnasiet, blev hun draget af det unge, kreative miljø og i retning af litteratur. Selvom litteratur anses som højkultur, er det vigtigt for hende ikke at lave et elitært program.

”Jeg vil gerne gøre op med, at der findes rigtig og forkert litteratur og i stedet anerkende vigtigheden af den. Jeg sætter en ære i at formidle litteratur for målgrupper, som ikke nødvendigvis har en bog liggende på sengebordet. Det er medvirkende til, at jeg hver gang skal anstrenge mig for at gøre min journalistik relevant,” siger hun.

Hun har selv oplevet, hvordan hun fandt en ro i at læse, i takt med at det blev en større del af hendes arbejdsliv. Samtidig tror hun på, at det er gavnligt for alle at bruge lidt mere tid på litteratur, men ofte kræver det et skub i den rigtige retning.

”Kultur er ikke forbeholdt en afskåret gruppe af samfundet, men vedrører os alle, fordi den oftest handler om livets store spørgsmål. Men jeg synes bogen er nedprioriteret i vores samfund,” siger hun.

Kunsten at være velforberedt

Klokken nærmer sig 13:00, hvor Karoline har en aftale i radiostudiet med Knud Brix. Hun forbinder nogle kabler i forskellige farver, sætter mikrofonerne til og skænker en kop kaffe med rolige bevægelser.

”Jeg synes ikke, jeg bliver starstruck. Jeg er heller ikke nervøs, hvis jeg har forberedt mig godt. Jeg gør en dyd ud af at være godt forberedt, men trækker også meget på min viden fra studiet og mine mange fritidstimer med bøger i hænderne,” siger hun.

Og velforberedt, det er hun. Interviewet varer en times tid og giver plads til at gæsten kan udfolde sig. Karoline laver nedslag undervejs, typisk i datoer eller konkrete detaljer som selv forfatteren kunne have glemt. Samtalen handler om bogen, men også om det forudgående arbejde og den efterfølgende skriveproces.

Da optagelsen er slut, står de begge og beundrer forsiden, som er prydet af et fotografi i røde, soltunge nuancer. Bogen er helt frisk fra trykken, og derfor bliver de begge nødt til at se med fingrene. Inden Knud Brix forlader studiet, udbryder han, at det da må være et fantastisk job, hun har. Karoline nikker bekræftende, selvom det kan være en udfordring, når arbejdsliv flyder sammen med fritid.

”Jeg kan ikke sige, at jeg kun arbejder 37 timer om ugen,” siger hun.

En bred skare af gæster

Gæsterne i programmerne spænder vidt. Lige fra den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen til bestsellerforfatteren Jussi Adler-Olsen og digterkanonen Søren Ulrik Thomsen. Derfor handler programmerne i høj grad også om at møde et menneske og en historie, end kun om at forstå en bog. 

”Jeg er ikke litteraturformidler. Jeg åbner det rent journalistisk og håber, at mine programmer kan være en hjælp til at forstå et forfatterskab og derigennem et større emne i samfundet,” siger hun. 

Karoline pakker sin taske og vinker farvel til kollegerne på redaktionen. Hun sætter sig på en café rundt om hjørnet og snupper en sen frokost udenfor. Arbejdsdagen er endnu ikke slut. I toget vil hun tage hul på klipningen af dagens interview, så det er klar inden deadline fredag formiddag.

Telefonen ringer, og en pressemedarbejder på et forlag vil lige have styr på de sidste detaljer inden en radioudsendelse. Karoline gennemgår dem minutiøst, mens hun suger dagens sidste sol til sig, inden den går ned over Københavns tage.