Journalistikken står overfor et dilemma i arbejdet med konspirationsteorier. Skal vi forsøge at forstå de mennesker, der ser verden radikalt anderledes end os, eller skal de forties? Vi prøver at komme svaret nærmere.

Donald Trump blev frarøvet valgsejren gennem stemmesvindel. Jordens fladhed hemmeligholdes af den videnskabelige verden. Coronapandemien er en løgn, orkestreret af globale magthavere.

Påstande om sammensværgelser, hemmelig manipulation og mørklægning af begivenheder lever i bedste velgående lige nu. Det giver nogle helt principielle udfordringer for journalistikken.

For hvordan bør journalister navigere i det hav af alternative forklaringer, der eksisterer på internettet? Og hvordan finder man balancen mellem at være både kritisk og åben overfor mennesker, hvis overbevisninger går imod normerne?

Sandheden er en kampplads

Kasper Grotle Rasmussen er lektor i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet. Han har forsket dybdegående i konspirationsteorier, og ifølge ham er de ikke et nyt fænomen i dansk sammenhæng. De er kommet i forskellige bølger. I 1970’erne handlede det om indvandring, i 90’erne om den såkaldte ´nye verdensorden´, og i dag er pandemien i fokus.

Konspirationsteorierne har længe støjet bag kulissen, men i dag fører en voksende bevidsthed om dem også til en større offentlig modreaktion. Det kan få den stigende opbakning til konspirationsteorierne til at virke ekstra stor. 

”Der opstår en kamp om sandheden, især på sociale medier, hvor folk jo ikke ligefrem er kendt for deres høflighed,” forklarer Kasper Grotle Rasmussen.

For ham er et af grundproblemerne ved at gå i krig mod konspirationsteoretikere, at vi splittes ad som befolkning, når fronterne tegnes skarpt op. Vi glemmer deres menneskelighed. Vi glemmer, at vi måske ikke er så langt fra hinanden, som vi går rundt og tror.

”Mange opfatter konspirationsteorier som en mental brist, men det er ikke altid tilfældet. Vi har alle sammen forskellige forklaringsmodeller med forskellige funktioner, men vi har også alle sammen vores små konspirationsteorier.”

Tillid før alt

Selin Türker er journalist og har blandt andet dækket konspirationsteorier for Berlingske og nu Zetland. Hendes rejse ind i sammensværgelsernes verden startede i april 2020, da hun stødte på en konspirationsteori kaldet QAnon – en fortælling om, at verden styres af en hemmelig og satanisk pædofiliring. 

”Det var vildt, at jeg aldrig havde hørt om det, selvom det var så stor en ting. Så jeg satte mig for at skrive om det.”

Hun fandt hurtigt ud af, at konspirationsteoretikerne er en enormt mangfoldig gruppe. De spænder fra omsorgsfulde mødre til succesfulde forretningsmænd.

”Det kan være din mor eller bedste ven, der kan ryge ned i sådan et kaninhul. Når man indser det, bliver det interessant at finde ud af, hvorfor de bruger seks timer om dagen på at researche, hvorfor Joe Biden er pædofil.”

For Selin Türker blev konspirationsteoretikerne menneskeliggjort for øjnene af hende. Siden har hun forsøgt at bringe den forståelse videre i sine artikler. Hun har interviewet mange konspirationsteoretikere, og den erfaring har givet hende en særlig forståelse for, hvordan man håndterer dem som journalist.

”Når man henvender sig til mennesker, der mener, at journalister og myndigheder lyver og er en del af en større sammensværgelse, kan det være svært at etablere en form for tillid,” forklarer hun.

Men det er netop tilliden, man skal have på plads som det første.

“Jeg bruger meget tid på at tale med dem. Så forstår de, at jeg ikke er der for at gøre dem til grin.”

Når tilliden er etableret, og interviewet kan begynde, handler det om at være åben og ærlig. Selin Türker lægger ikke skjul på sit eget ståsted, men hun spilder heller ikke tiden på at duellere med dem om sandheden.

”Jeg gør det klart for dem, at jeg ikke er der for, at de skal prøve at overbevise mig, og jeg er der ikke for at overbevise dem. Jeg prøver at fortælle en historie,” siger hun.

Den kritiske del af interviewet opstår ifølge Selin Türker helt naturligt, når man lader dem uddybe deres holdninger. Det udfordrer dem på deres argumentation, og det sætter deres forklaringsramme til skue, så læserne kan danne deres egen mening.

Mere forvirring end gavn

Thomas Hedin, chefredaktør på det danske faktatjekkende medie Tjekdet, har i sine mange år som journalist arbejdet med fakta og falske informationer. Han stiller sig mere skeptisk overfor idéen om at give en platform til konspirationsteoretikerne.

”Det er klart, at det er en form for blåstempling bare at give dem taletid. Vi skal som journalister være i stand til at tage påstandene i opløbet, for ellers forvirrer vi mere, end vi gavner, og det kan aldrig være målet.”

Selin Türker mener ikke, at hun blåstempler konspirationsteoretikernes holdninger ved at tale med dem. For hende handler det om at give en stemme til en anseelig befolkningsgruppe, der føler sig overset i samfundet.

”Man skal selvfølgelig ikke være mikrofonholder for de her mennesker og deres teorier, men når så mange er begyndt at tro på de falske narrativer, er det vores job som journalister at dække det og prøve at forstå, hvad der ligger til grund for deres skepsis,” siger hun.

Kasper Grotle Rasmussen mener også, at det er vigtigt at forstå konspirationsteoretikernes bevæggrunde. For ham handler det ikke kun om at menneskeliggøre dem men også om, at deres protester kan bruges konstruktivt.

”De er en slags ventil for utilfredsheder og er med til at påpege demokratiske udfordringer i samfundet. Der ligger en legitim magtkritik i konspirationsteorier, selvom vi ikke tror på den specifikke teori,” fortæller han.

Ifølge Kasper Grotle Rasmussen bør journalister forholde sig til de bekymringer, konspirationsteorierne indeholder, for bekymringerne bunder ofte i reelle problemer omkring manglende tillid til institutionerne i vores samfund.

”Konspirationsteorier opstår ikke, når der er solskin og godt vejr. De opstår, når der er noget på spil. Når man tror, man bliver løjet for, eller tror, at ens demokratiske magt bliver taget fra en,” siger han.

Thomas Hedin mener, at samfundskritik og skepsis bør tages imod med åbne arme af medierne, men dog med visse forbehold.

”Det er ubeskrivelig vigtigt, at folk kritiserer. Det nytter bare ikke, hvis kritikken bygger på et faktuelt forkert grundlag. Hvis vi skal have en reel demokratisk samtale, bør den hvile på et faktuelt grundlag.”

Hjælp de tvivlende

Thomas Hedin mener, at størstedelen af misinformation sættes i omløb mere eller mindre bevidst og med det mål at påvirke samfundsdebatten. Ofte ved folk godt, at de taler imod den etablerede viden og opfattelse.

”Nogle folk bliver pludselig til deres egne jurister eller virologer og tror, at de kan gennemskue det hele selv,” uddyber han.

Til gengæld er der i næste led en stor gruppe af mennesker, der samler fortællingerne op og deler dem videre – uden at være bevidste om, at de består af halve eller hele usandheder. Den gruppe mennesker står på en skillelinje mellem forvrængede narrativer og det etablerede samfunds forklaringer.

Ifølge Thomas Hedin er det netop dem, medierne bør have den største loyalitet overfor, og det er den gruppe, han forsøger at nå. Man spilder nemlig sin tid, hvis man fokuserer på de mere radikale konspirationsteoretikere.

“Man kan ikke omvende de mest kritiske og dem, som tror, at hele verden er helt anderledes,” siger Thomas Hedin. “Men hvis vi kan fange de mennesker, der er i tvivl, og fjerne tvivlen hos bare 30 procent af dem, så har vi nået målet.”

Hvilken side i debatten man tilslutter sig, handler i sidste ende om, hvad man mener, journalisternes rolle skal være. Skal de belyse holdninger og bekymringer, der nu engang findes i samfundet? Eller skal de forsøge at opkvalificere debatten og sortere de påstande fra, der ikke kan bevises faktuelt?

For Kasper Grotle Rasmussen handler det om at finde balancen mellem de to standpunkter og give plads til en fuld debat – når situationen altså tillader det.

”Hvis en meteor er på vej mod jorden, er det er måske ikke det rette tidspunkt at debattere den socialkonstruktivistiske idé om en meteor. På den anden side, så tror jeg det er væsentligt at have en fuld debat, hvis man skal have alle til at følge med, uden de føler sig talt ned til.”