Hvorfor skal DMJX indføre karakterer, bare fordi andre uddannelser har det? Uddannelsesministeriet springer over, hvor gærdet er lavest, og skolen burde stride imod.

For at sige det som det er; det er et pseudokrav af dimensioner, der er blevet lagt ned over Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, når vi fra efteråret 2022 skal have karakterer. Det bliver meget fint understreget i en artikel fra oktoberudgaven af Illustreret Bunker. Dette debatindlæg bør i princippet heller ikke være nødvendigt, men jeg føler faktisk, at det skal italesættes, og en redegørelse er ønskværdig.

I artiklen udtaler underviser Mette Mørk blandt andet, at hun “fandme er træt af det”, hvor ’det’ henviser til karakterkravene, og hvis hende, der danner indgangsvinklen for alle, som starter på uddannelsen er uenig i indførslen, må vi simpelthen som institution sætte os op imod kravet. Det går ikke at lærerne skal arbejde for en filosofi, de ikke kan stå inde for. Så simpelt er det vel. 

“Fra dag ét siger vi jo til de studerende, at vi har fokus på proces, og så er det svært, hvis det er produktet, man skal bedømme. Derfor må vi finde en måde, hvor vi kigger på begge dele,” siger Mette Mørk til Illustreret Bunker. 

Men selvom man bøjer sig for kravet og finder denne “måde”, strider det imod hele skolens pædagogik, og alt hvad vi lærer fra dag ét af. Et karakterkrav betyder altså ikke bare, at vi som elever sættes under et unødvendigt pres, men også, meget groft sagt, at skolens værdigrundlag skal ændres – også udadtil.

Jeg har eksempelvis søgt ind på Journalisthøjskolen 100 procent bevidst om, at det vil gøre mig langt mere motiveret at modtage reflekteret feedback fra mine medstuderende end at få en karakter baseret på et stift rammesystem. Er det så et privilegium, som kun journalister skal have? I virkeligheden synes jeg jo nok, i en hvis grad, at det skal være sådan på endnu flere uddannelser. Men selvom det her nemt kan lyde som en klagesang fra en doven ung mand, er der uddannelser, hvor det giver mening at give karakterer.

Karakterer kan helt klart give en indikation af, hvordan en opgave er klaret og dermed også på, hvordan man skal udføre den næste gang. Men en grundig omgang feedback kan det samme – og mere til. Et journalistisk produkt er anderledes end en medicinopgave eller et juraprojekt, hvor det udelukkende handler om at kunne sit stof til punkt og prikke.

I journalistik er udarbejdelsen en mere organisk og dermed også usikker proces, som ja, kræver en base af viden og færdigheder men af og til også noget held for at nå frem til et godt produkt. Jeg har forståelse for, hvis vi skal have karakterer i et fag som medieret. Men igen vil jeg vove at påstå, at man kan få det samme ud af en bestået/ikke bestået-vurdering og en lille kommentar om, hvad man eventuelt kunne forbedre. Men i et fag som journalistisk metode hører karakterer, ifølge min bedste overbevisning, ingen steder hjemme. En artikel er et kreativt produkt, og kreativitet er en subjektiv sag, som ikke kan bedømmes rimeligt af en censor. 

“Jeg tror, vi kan få noget godt ud af det. Det må gerne være tydeligt, hvem der har leveret noget rigtig godt. Det bliver mere tydeligt, når nogen får 12, og nogen får 02, end når alle er bestået,” siger Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistik, i artiklen.

 Med al respekt får det mig simpelthen til at tænke; – You don’t say… Selvfølgelig bliver det mere tydeligt, men det betyder bare ikke, at det på den lange bane giver et bedre læringsmæssigt resultat. Og i øvrigt påvirker det elevernes generelle trivsel.

Med al respekt får det mig simpelthen til at tænke; – You don’t say… Selvfølgelig bliver det mere tydeligt, men det betyder bare ikke, at det, på den lange bane, giver et bedre læringsmæssigt resultat. Og i øvrigt påvirker det elevernes generelle trivsel.

Ligesom vi har forskellige optagelsesprocedurer på landets uddannelser, så skal alle uddannelser da heller ikke have de samme formelle krav undervejs. Karakterer skaber en unødvendig skarp opdeling af hvem, der er dygtige og hvem, der er knapt så dygtige. Det vil på DMJX blot kaste brænde på bålet hos en flok elever, der allerede er presset i bund og kæmper med at overholde deadlines, finde sig til rette socialt og placere sig i et taktisk og karrieredefinerende praktikspil.

For karakterer er et, på mange måder, ubrugeligt og intetsigende redskab på en journalistisk uddannelse. Og det er der nogen i Uddannelsesministeriet, der burde komme ned fra deres pseudopiedestal og indse. Vi har ikke brug for perfekte robotjournalister. Vi har brug for journalister, der tør tænke kreativt og kaste sig ud i alternative ting; det får vi ikke med det her karakterkrav.