Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Jonathan Løw er iværksætter og foredragsholder og forsøger i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten at punktere myten om det landsdækkende medie. Han er bange for, at manglen på en samlende samtale går ud over vores sammenhængskraft.

TEKST: Anders Brøndsholm og Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Jonathan LØw (privatfoto)

Udgivet den 30. maj 2024

Han har udtrykt sin mening i Journalisten. Han har turneret med det i programmer som Presselogen og Tabloid på P1. Fordi Jonathan Løw oprigtigt mener, at der ikke findes ægte landsdækkende medier i Danmark.

Du skriver i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten, at ideen om landsdækkende medier er en myte. Hvad mener du med det?

“Til dels er det en clickbait-overskrift for at få gang i diskussionen. Men jeg mener, at en af mediernes vigtige opgaver er at kunne samle landet om nogle vigtige agendaer og derved også dække alle dele af landet, så de føler sig hørt og set og repræsenteret.”

Og du mener ikke, at det er sådan  i medieverdenen i dag?

“Når man kigger ud på medierne, som traditionelt set er blevet opfattet som dem, der i hvert fald havde et landsdækkende potentiale, så er det jo medier som Jyllands-Posten, Politiken og DR og TV2. Der synes jeg, at man kan se en udvikling, hvor Politiken, selvom de altid har været københavnerorienteret, næsten udelukkende fokuserer der nu. Selvom Christian Jensen (ansvarshavende chefredaktør på Politiken, red.) siger, at de også har et nationalt og internationalt udsyn, så er det i hvert fald et udsyn med voldsomt mange blinde vinkler. Jyllands-Posten er dog et medie, der får dækket Jylland relativt pænt og på den måde fint lever op til navnet, om end nogle udenfor Jylland så sikkert vil mene, at de ikke er særligt landsdækkende.”

Mediernes placering betyder noget

I dit debatindlæg lægger du ud med at kritisere det, du kalder “landsdækkende” flagskibe fra DR og TV2. Du skriver, at sejlet i de flagskibe sættes i København, og at rejsen sluttes der. Hvad mener du med det?

“Når man ser på nogle af DR’s og TV2’s flagskibsprogrammer – for eksempel Deadline eller Debatten – så er der næsten udelukkende deltagere med fra København og omegn. Selvfølgelig er det en del af det, at det politiske magtcentrum ligger i København, men selv hvis man tager den dimension ud af det, så er der stadig en rigtig dårlig repræsentation af deltagere. De meningsdannere, der inviteres med i programmerne, befinder sig næsten altid i Storkøbenhavn, og generelt er det et demokratisk problem for den fælles samtale, at så få stemmer får plads i de største formater.”

Men DR og TV2 kan jo ikke have studier rundt i alle dele af landet. Er det ikke fair nok, at man må tage turen til dem, hvis man skal være med i programmerne?

“Hvorfor kan de ikke have det? De får da trods alt et pænt milliardbeløb i mediestøtte, og så dyr en husleje har vi altså ikke for eksempel her i det jyske. Det betyder bare noget, hvor medierne befinder sig i forhold til både logistik og udsyn. I forhold til logistik har jeg selv været med i disse programmer flere gange, og de optages altid i København. Man får først at vide, om man skal være med dagen før eller på dagen, så det kræver jo, at de, der skal være med i den demokratiske debat, nærmest enten bor der eller lever af at mene noget og få det i medierne. Og det gør de færreste af os jo trods alt.”

Du siger, at repræsentationen i de programmer er dårlig. Men de, der er med, er vel dem, som er mest kyndige til at debattere netop det emne og har tid til det. Hvorfor er det et problem?

“De, der typisk har tid, er enten politikere, som stiller op fordi det er deres levebrød, og de skal gerne genvælges. Og så er der meningsdannere, debattører og brancheorganisationer, der også stiller op, fordi det er deres levebrød. Der er bare 98 procent af befolkningen, der faktisk er ude at lave arbejdet, hvad enten det er iværksættere, sosu-assistenter eller virksomhedsejere, som ikke lige har en hverdag, hvor de kan tage en hel dag ud og tage turen for at være med i en debat i fem minutter. De bliver ikke repræsenteret, og jeg vil personligt hellere lytte på mennesker fra virkeligheden frem for mennesker, der har trænet i at blive gode debattører. Jeg vil også vove at påstå, at mediernes placering, og dermed også journalisternes bopæl, har en naturlig betydning for det, som i det nære og i hverdagen påvirker deres udsyn. Det betyder ikke, at man kun kan orientere sig lige der, hvor man bor, men det kan ikke undgå at påvirke.”

Du nævner Politiken som et eksempel på et medie, der har lukket sig om det københavnske. Men det regionale bliver vel dækket af netop de regionale medier. Så hvorfor er det et problem, hvis der ikke er landsdækkende medier, når det regionale bliver dækket?

“Det regionale dækker jo netop kun regionalt. For eksempel her i Aarhus, hvor jeg bor, har vi jo TV2 Østjylland, men deres effekt på en samlet national samtale er jo meget begrænset, fordi de har væsentligt lavere seertal end de, der skulle forestille at være landsdækkende medier. Og uden disse landsdækkende samtaler, som medierne er nødt til at være frontløbere for, så mister vi endnu mere af den sammenhængskraft, som de sociale medier – undskyld mit sprog – i forvejen har fucket op med deres segmenterings- og personaliseringsalgoritmer.”

Den samlende samtale

Når Jonathan Løw efterlyser de landsdækkende medier, så handler det især om noget, han frygter at miste. Med de sociale mediers efterhånden allestedsnærværende rolle i vores hverdag, risikerer vi at miste noget vigtigt for sammenhængskraften.

Så det handler om, at de regionale medier ikke har samme gennemslagskraft i den nationale samtale?

“Ingen i København aner jo, hvad der bliver vist på TV2 Østjylland og omvendt. Ja, nogle historier når så videre derfra til nationalt, men det er fåtallet. Det er derfor, jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt, fordi mediehusene har overbevist sig selv om, at deres eneste fremtid må gå igennem segmentering på bedste SoMe-vis kombineret med, at de jo er dybt ængstelige ved tanken om, at de ikke kan drive trafik via de selvsamme sociale medier. Tænk hvis SoMe viser sig at være problemet frem for løsningen i fremtiden? Det er jeg ikke bange for at forudsige som tech-iværksætter med 20 år i branchen.”

Hvorfor mener du, at det er et problem, hvis samtalen bliver mere opdelt?

“Jeg kommer fra tech-verdenen, som Facebook og Instagram også er i, så jeg ved, hvor ekstremt segmenteret og opdelt det er. Fordi det er den måde, man kan sælge annoncer på. Ved at gøre det ultra personaliseret og segmenteret. Det betyder bare, at samtalerne på de medier foregår i totale ekkokamre, og disse virksomheder har ingen interesse i andet. Dels kan de sælge deres visninger og kliks dyrere på den måde, og dels så elsker deres algoritmer, når vi hidser os op på hinanden og skaber splittelse. Den slags content favoriseres, fordi de sociale medier jo aldrig har været hverken sociale eller medier. Måske også medieverden skulle stoppe med at kalde dem det og tone rent flag. Disse apps og platforme er afhængighedsskabende apps, hvor vi som brugere er produktet, og hvor forretningsmodellen er, at de sælger vores opmærksomhed til annoncørerne. Det er i mine øjne super farligt og bestemt ikke en vej, jeg håber, at medierne vil forsøge at mime yderligere i fremtiden af frygt for, at deres økonomi ellers går endnu mere i minus.”

En farlig vej for medierne

Her til slut er du så ikke bare en aarhusianer, der har set sig lidt sur på hovedstaden, fordi du er bosat i Aarhus, og der så er en større by, som du føler, er bedre repræsenteret?

“Helt ærligt så nej. Jeg har været en masse i medierne, og jeg har ikke behov for at blive en mediekendis. Det er faktisk fordi, jeg mener, at den her samtale er vigtig. Jeg synes, det er et reelt problem, at vi i så lille et land alligevel har så langt mediemæssigt fra den ene del til den anden, og at vi ved så lidt om hinandens liv, som vi gør. Der har jeg et håb og en tro på, at medierne har en rolle i det. Ellers tror jeg også, medierne selv opdager, at deres fremtid er endnu mere truet, hvis de ikke kan levere det.”

Så du tror faktisk, at medierne ikke kan overleve, hvis ikke de forsøger at gøre noget?

“Jeg tror simpelthen ikke på den der segmenteringstilgang som det, der skal gøre, at de også overlever om 20 år fra nu. For det er der nogle, som er langt bedre til end medierne – det vil sige de afhængighedsskabende apps. Det er også gennem den tilgang, at man ødelægger den samlende samtale, og når man gør det, så mister medierne den vigtige rolle, som de har haft. Jeg tror, det er en farlig vej, de er på vej nedad.”

Hvad skal medierne gøre ifølge dig?

“De skal fokusere på at skabe en mere samlende dialog, hvor de kommer langt længere ud, end de gør i dag, og ikke være så fokuserede på hele deres segmenterings-niche-fokus-afdeling, fordi det er der andre, der er langt bedre til end dem.”

GONE SURFING, BACK BY SUNSET

GONE SURFING, BACK BY SUNSET

GONE SURFING, BACK BY SUNSET

Jeg kender en vej udenom praktikstressen, og den hedder udveksling.

TEKST: NICOLAS FREDERIK ADSERBALLE
ILLUSTRATION: SABRINA MÂY ELMHOFF

Udgivet den 30. maj 2024

 

Forleden dag var vi ude at surfe. Det var om eftermiddagen, og vi var på en af de mere øde strækninger ved Californiens kyst.

Vi var oppe på Highway 1, og for at komme ned til stranden skulle Frederik Steinfath og jeg krydse en flod og sno os hen ad en vildtvoksende sti. Det ville hurtigt komme til at tage nogle timer. Vi regnede ud, at solen nok var væk, når vi nåede tilbage til vores varevogn.

Jeg skriblede en hurtig besked på en lap papir og lagde den i forruden. ’GONE SURFING, BACK BY SUNSET’, stod der. Vi sprang i våddragterne, greb vores surfboards og løb ned mod bølgerne.

Papirlappen var til færdselspolitiet, hvis nu de undrede sig over, hvorfor der stod en forladt varevogn i vejkanten. Men jeg synes også, at beskeden i bilruden er et godt billede på hele vores fjerde semester. Samme besked kunne vi have klistret på de tomme pladser, vi efterlod bag os i gul auditorie, da vi tog på udveksling. Vi missede alt praktikforberedelse, og hvis I spørger mig, var det kun en fordel.   

Da jeg så de danske marker ud ad flyvinduet for sidste gang i lang tid, var de hvide af sne. Jeg var på vej på udveksling til San Francisco, og jeg var ikke alene. Med mig i flyet var min gode ven Frederik, som havde fået samme idé om at tage på udveksling, og sammen havde vi fået den skøre idé, at vi skulle bo i en varevogn.

Vi fandt en ombygget vogn, der engang havde været brugt til sygetransport, og købte den på stedet. Vi gav hånd med den tidligere ejer, og med det var vores halvbagte californiske drøm blevet til virkelighed.

I skoletiden lærte vi om storytelling, i fritiden lærte Frederik mig at surfe, og i weekenderne var vi som regel på farten. Vi parkerede varevognen over for skolens fodboldbane og gik i skole fra mandag til torsdag. Lektiemængden kom faktisk bag på mig, men det gjorde ikke noget, for jeg lærte rigtig meget.

Vores nye livsstil blev til hverdag, og tiden forsvandt som sand mellem fingrene på os. Før vi så os om, var det blevet forår og tid til at søge praktik. Vennerne hjemme i Århus sendte links til deres hjemmesider. Allerede, tænkte jeg. Jeg scrollede og var imponeret. Jeg vidste ikke engang, hvilken hjemmeside jeg skulle bruge for at lave min hjemmeside. Jeg mærkede sveden pible frem i håndfladerne. Er jeg totalt bagud?

Hjemmeside-snedkeriet fjernede fokus fra skolen herovre. Jeg var ellers godt i gang med at undersøge, hvorfor en ung fyr havde ligget død i et telt i tre uger på en strandpromenade, før en nabo fandt hans lig, som led i en længere feature om fentanylkrisen i San Francisco. Men omvendt fjernede den historie og mine nye studievenner fokus fra praktiksøgningen, så jeg ikke skulle blive mindet om det hele tiden.

Jeg gjorde det tydeligt på min hjemmeside, at jeg var på udveksling. Mellem linjerne var budskabet: Beklager, jeg ikke kan trykke jer i hånden, jeg har travlt  med at blive klogere på en anden del af verden. Det var da meget overbevisende, synes jeg selv. Alligevel blev jeg i tvivl. Jeg havde ikke printet nogen flotte visitkort, jeg gik glip af praktikmessen i Odense, og jeg var et hav og mange tusind kilometer og tidszoner væk.

Klokken var fire om natten, da jeg var til en af mine samtaler. Jeg nåede knap at gnide søvnen ud af mine øjne, før samtalen var ovre ti minutter senere. Frederik havde tre samtaler samme nat. Vi må have set næsten lige så søvnige ud næste dag, som Donald Trump gjorde i retssalen.

Så ventede vi. Bed negle. Og inden for et par dage var der svar. Vi fik begge to de pladser, vi havde håbet på. Frederik fik plads hos DR i Holstebro, og jeg fik plads hos Information. Vi fejrede det med en billig flaske champagne uden for varevognen.

Det var tusmørke, da vi kom tilbage til vores papirlap i forruden. Jeg havde ikke fanget en eneste bølge. De var for store og stejle til, at jeg turde kaste mig ud i dem. Men det gjorde ikke noget i det store hele. Jeg har fået et halvt års eventyr, som jeg vil huske resten af mine dage.

De tusinde kilometer stod ikke i vejen for min praktiksøgning. Kan man leve uden visitkort og med at skulle op om natten, er udveksling måske kun en fordel. Jeg er sikker på, at jeg havde stresset mere, hvis jeg var blevet tilbage i gul auditorie.

Jeg siger ikke, man absolut skal på udveksling. Århus er skøn, og det er med at nyde de to år på skolen. Men jeg håber at have aflivet myten om, at udveksling er en ulempe.

Vores tur i en varevogn i Californien er kun ét eksempel på, hvor og hvordan man som spirende journalist kan tage ud i verden. Man kan også komme til Sydkorea, Sydafrika, Skotland – listen er lang. Mit råd må være at gøre det på fjerde semester. Hvad går man glip af udover praktikstress?

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Privatfoto: Victor Heide-Jørgensen siddende yderst til højre

TEKST:  TRINE BJØRN EGEDE, ALEXANDER KLOPPENBORG LUNDE, TOBIAS WINTER OG KERSTINE WINTHER
FOTO:  PRIVATFOTO

Udgivet den 30. maj 2024

Kære Victor

Det er uvirkeligt at skrive det her. Når tankerne får lov at vandre i en stille stund, så tænker jeg ofte på dig. Jeg tænker på, at minutterne går, og du ikke kommer til at opleve dette minut og det næste. Du kommer ikke tilbage, det har jeg fattet nu. Så siger jeg tak. Tak for dig.

Tak for alle de gode stunder i vores tid på Illustreret Bunker. Tak for at du altid var der for mig, når jeg blev usikker. Tak for altid at sparre med mig og for at være min allierede, hvad end det var artikler til avisen eller i rollen som journalistpraktikant i den fremmede verden, som Udenrigsministeriet var.

Når jeg tænker tilbage på dagene i dit selskab, var der aldrig dårlige dage. Du havde en særlig varme, og dine øjne strålede af begejstring. Du havde din journalistiske integritet med dig, hvor end du gik hen, og du var en god ven. Sådan husker jeg dig. Du havde en helt fantastisk evne til at få omgivelserne til at falde til ro (undertegnede), og du gik aldrig på kompromis med dine ambitioner. Jeg var meget imponeret over dit drive, at du formåede at holde fanen højt for dit hjertebarn Illustreret Bunker.

Det er meget svært at acceptere dit valg, men jeg er nødt til det. Det er det, jeg dealer med nu.

Jeg trøster mig selv med taknemmelighed.

Trine Bjørn Egede

Kære Victor

Hvorfor?

Det ville du have turdet spørge mig om.

Du ville have spurgt mig, lyttet og spurgt mig igen.

Uden frygt for at det kunne være svært eller sårbart og ikke være drevet af snagende nysgerrighed, men af ren interesse for mig.

Så derfor tør jeg også godt spørge dig.Hvad var det ved dit liv, der gjorde, at du ikke mente, det var værd at leve?

Og hvad så med mit?

Og jeg ved, at du både kunne og ville have svaret for dig, hvis du stadig var her.

For du var ikke bleg for at dele ud af dit liv. Dig selv simpelthen. Dine erfaringer og dine skøre perspektiver. Uanset hvor eller hvornår vi talte sammen.

Og der stod vi, oplyst af vinduerne fra Café Ris Ras, to jyske mænd med hver sin cigaret i hånden. Vi talte, vi snakkede ikke bare, og du delte gavmildt ud af dit indre, for pludseligt, med et sprogligt overraskelsesangreb, at trække en sætning om mine følelser ud af mig.

En præstation, der ikke er mange, der kan prale af.

Efter jeg havde krænget mit hjerte ud, og vi havde vendt, hvorfor jeg følte, det var så svært at erklære min kærlighed til hende fra ”undersøgende”, så sagde du ”kæft, det er ærgerligt, mand”. Som du så ofte sagde, med en kraftig intonation på kæft og en lidt sarkastisk tone.

Som et stort ”pyt”, men vi skal også nok komme videre.

For du ville fremad. Der skulle ske noget.

Der var mere videnskabsteori, der skulle vendes, og der var flere følelser, der skulle deles.

Men du har ikke delt dem alle.

Alt det vi har delt, det glædes jeg til gengæld over.

Også de frustrerende øjeblikke under opgaveskrivning, som vi let kunne grine væk, og de mange snakke om samfundets tilstand, hvor vi i afmagt har moret os med kyniske bemærkninger om en verden i brand.

For hvad kan man ellers gøre end at grine af absurditeten, når kandidaterne til at blive verdens mægtigste mand tilsammen er over 150 år gamle, og regeringens forslag til et bidrag til slukningen af flammerne er en afgift på 13 kroner på indenrigsflyvninger.

Så jeg vil dele en sidste kynisk tanke med dig, som jeg tror du ville have moret dig over.

I min desperation over at se den kendsgerning i øjnene, som du stillede mig overfor, poppede en absurd tanke op.

En tanke, der fortæller meget om, hvor meget jeg beundrer dig, din opfindsomhed, grænseløshed og dedikation. Men som i lige så høj grad var et udtryk for, hvor desperat jeg var for ikke at skulle se virkeligheden i øjnene.

Jeg tænkte: ”Det var alligevel langt at gå for at kunne skrive en artikel for Kristeligt Dagblad med overskriften ’Den dag, jeg slog mig selv ihjel’, hvor du ville gennemgå, hvad der sker, når man efterlader et afskedsbrev, og du ville indsamle de pårørendes reaktioner i timerne efter, at du som en trold af en æske havde tilkendegivet, at du stadig var iblandt os.”

Men det er du ikke, og vi skal aldrig mere sidde med matchende overskæg og skjorte og dele en kold øl nede på Graven.

Her kunne du ellers have brugt din rolige redaktørstemme til at forklare mig, at det er en meget opfindsom idé, men at det nok ville være at gå lige lidt for langt.

Men du er gået endnu længere.

Og det respekterer jeg, selvom det er svært.

For det må det også have været for dig. Længe.

Du må have ment det. Virkelig ment det.

For jeg ved, at du tænkte. Grundigt og meget.

Så du har taget nogle tanker med dig i graven.

Jeg ville ønske, du havde delt dem med mig.

Som du fik mig til at dele mine med dig.

Nede på Graven.

Alexander Kloppenborg Lunde

Kære Victor

Du og jeg brugte mange af vores timer på skolen sammen – både som makkere på diverse opgaver, som kollegaer (hvis man kan kalde ens skolekammerater på Illustreret Bunker det) og, ja, selvfølgelig som venner. Jeg tror faktisk, at du var det menneske, jeg havde mest at gøre med i den tid.

Det var jeg glad for. Og nu jeg ser tilbage på det, var jeg nok gladere for det, end jeg             tidligere har tænkt.

For min tid på DMJX var ikke altid fed. Først flyttede jeg fra min familie i København til et coronanedlukket studie, så oplevede jeg dødsfald tæt på og kærestesorg, og det føltes som om, at mit liv blot ventede på, at den ene trælse udvikling blev afløst af den næste.

Fra nærmest første dag i Aarhus til den sidste var der ikke meget, der føltes fast eller vedblivende. Men det gjorde du. Du var en ro i alt det.

Vi sås en del, men aldrig meget. De timer, vi brugte, havde ofte karakter af, at vi skulle noget. Og i den periode af mit liv – med hvad det nu var fyldt af – betød netop det meget for mig; at skulle noget. Skrive en opgave, diskutere, hvordan vi skaffer annoncer, udvælge de bedste tekster. Den slags praktiske ting. Komme lidt væk fra det hele og give mig til noget, og du var en del af det. Du fik mig tit til det.

Du lagde en aften hus til noget whiskymagning. Jeg kan ikke udstå whisky, fandt jeg ud af den aften.

Kære Victor, du var altid rolig. Farede aldrig op, slappede bare af og gjorde din ting. Og det smittede. Når vi to skulle gøre nogle af de ting, som vi gjorde, havde du tit overblikket. Styr på kontoen og tjek på kalenderen.

Mit eget kapitel i Aarhus er et, jeg ikke har de store følelser forbundet med. Det blev aldrig så fedt, som jeg havde drømt om, aldrig så givende, som jeg havde troet. Men det var et vigtigt kapitel, og du fyldte mere end nogen anden i det. Det er en rimelig betragtning.

Men den periode sluttede, da du tog til Prag, og jeg flyttede til København. Vi holdt kortvarigt kontakt og sås lidt, da du kom hjem, men vi må nok erkende, at vi ikke kom til at fylde så meget i hinandens liv som tidligere. Den erkendelse havde jeg indfundet mig med, for nogle relationer fylder noget meningsfuldt i begrænsede perioder, og så opstår andre.

Jeg tror først, jeg opdagede alt dette, noget tid efter jeg blev ringet op og hørte de forfærdelige nyheder om din død. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde opdaget det før, prissat det mere og sagt tak. Det ville jeg i hvert fald gerne have gjort.

Kære Victor, du betød noget særligt for mig i en særlig periode. Jeg tror, uden jeg tidligere har tænkt det, at du var lige præcis det, jeg havde brug for, da jeg havde det svært. Tusind tak for det.

Tobias Winter

Kære Victor

Døden er en underlig størrelse. Og det at jeg nu må skrive i stedet for sige, vel vidende at det aldrig kommer til at ramme hverken dine øjne eller ører, tror jeg aldrig helt, jeg kommer til at forstå.

Døden føles på mange måder langt væk. Og hvis jeg ikke stopper og lader tankerne vandre, er det som om, du stadig er her.

Så går du rundt i København med din taske på ryggen og telefonen i lommen, som er klar til at modtage en besked fra mig.

Du sidder måske på en bar, drikker en øl, ruller en cigaret og falder i snak med nabobordet, som har en sjov anekdote eller to, og det har du også.

Det kan også være, du er hjemme og tegner eller læser den bog, du lånte af mig mens du overvejer, hvordan du hænger den lampe op, som aldrig er kommet længere væk end fra kassen, den blev leveret i.

Men når jeg stopper op og giver tankerne plads, ved jeg godt, at du ikke er her mere.

Og det er svært for mig at forstå.

Jeg har været i tvivl, om du vidste, hvor meget jeg satte pris på vores venskab til sidst. Det er desværre ofte sådan, at når man har muligheden, så får man ikke sagt ting.

Men jeg kan sige det nu. Jeg kommer ikke til at forstå, hvad der rigtig er sket.

Men jeg ved, at det liv, du havde, var fyldt med gode mennesker og kærlighed. Det kunne man se på den måde, du betragtede hverdagen på, den måde, du grinte på, og den måde, du gik ud i verden på.

Og jeg er dig taknemmelig for, at jeg var med til en del af det.

Jeg har dig med i mine tanker, Victor, og det gør mig glad, at du så stadig er her.

Når jeg giver mig selv plads til at forstå, at du aldrig kommer til at svare på min besked, eller at du aldrig kommer med et råd til mig igen, trøster jeg mig selv ved, at du allerede har givet mig en masse, som jeg tager med videre.

Og selvom du ikke længere er her fysisk, er du med i mine tanker.

Kerstine Winther

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

TEKST: KAROLINE HÜCHE BENTZEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK 

Udgivet den 21. marts 2024

En af de sidste trædesten før mødet med mediebranchen er faget Medieudvikling og Praktik red. MUP, som står først på skemaet, når man starter på 4. semester. Udover at blive mødt af praktikkoordinator Røskva Würtz bliver man gennem forskellige aktører fra mediebranchen introduceret til den virkelighed, der venter os rundt om hjørnet. Der er kun ét problem: Hvor er kvinderne?

’Bedre kønsbalance i mediebranchen’

Før vi startede på faget, fik vi tilsendt et overordnet program, hvor der var en liste over hvilke oplægsholdere, vi kunne forvente. Ti mænd – og én kvinde (som blev syg). Jeg havde netop læst om det treårige DMJX-innovationsprojekt: ’Bedre kønsbalance i mediebranchen’, og jeg fandt det helt ærligt paradoksalt sideløbende at afvikle et fag med en så testosterontung gæsteliste.

Innovationsprojektet fik i sin tid en bevilling på 1,6 millioner kroner fra Nordisk Ministerråd og sluttede i udgangen af 2023. Projektet skulle ”rykke ved uligheden mellem kønnene i og på tværs af Nordens mediehuse” og havde til hensigt at skabe forandring og udvikling. Projektet peger blandt andet på, at blot hver tredje topleder i mediebranchen er en kvinde.

Men hvorfor starter DMJX ikke med at granske sig selv? Ubalancen er lige så relevant at se på i undervisningsregi, som den er i mediebranchen. Det er svært helt at tro på projektets oplysningsværdi og gennemslagskraft, hvis ikke skolen selv tilstræber at opnå den balance, de savner. Og for mig er balance også at have en skærpet opmærksomhed på, hvem man som uddannelsesinstitution inviterer som gæsteundervisere.

Røskva-effekten

Jeg spidser ører, når Røskva fortæller om sin tid på Weekendavisen. Hvis hun kunne komme i praktik på et landsdækkende dagblad, så kan jeg måske også. Jeg føler mig spejlet i mit køn, og det har jeg, og andre kvinder, brug for. Det betyder noget at se sit køn repræsenteret – især i et undervisningsfag som skal klæde én på til praktik.

I pauserne stimler mine medstuderende sammen om Røskva, og udover at hun har samme beroligende effekt som en betablokker før en eksamen, kan jeg mærke, at også jeg længes efter at snakke med hende. Ikke fordi hun skal fortælle mig, at jeg nok skal få en praktikplads, men for at høre, hvordan hun som kvinde har oplevet den branche, der kigger mig i øjnene.

Mænd med ekspertviden og ledertitler

Projektet viser, at det også halter, når det kommer til kønsbalance i det journalistiske indhold. Her er det ikke udelukkende den velkendte udfordring med, at det er de samme hvide mænd, der bliver brugt som eksperter i mediebranchen, men også brugen af almindelige kilder. Og hertil kommer mit råd: Hvis I reelt ønsker at komme kønsubalancen til livs, så start hos jer selv.

Start med at invitere kvindelige mellemledere fra mediebranchen på visit, næste gang I afvikler MUP. Og husk også de kvindelige eksperter, så vi ser, at de findes. Og mon ikke det får den umiddelbare effekt, at én af os ringer dem op, næste gang vi vil vide noget om deres ekspertise. Eller at unge, kvindelige journaliststuderende spejler sig i kvinden med ledertitel og tænker, der er plads til hende i mediebranchen.

***

Svar fra Røskva Würtz

Som koordinator og tovholder på Medieudvikling og praktik (MUP) er det mig, der har ansvaret for sammensætningen af programmet. I denne installation af MUP var der tre kvindelige undervisere/oplægsholdere, som ikke kunne deltage, samt en fjerde, som måtte melde fra undervejs i forløbet. Skribenten har dog tilsyneladende glemt de seks kvindelige praktikanter/dimittender, vi fik besøg af på forløbet, ligesom hverken skribenten eller de øvrige 93 MUP-deltagere har efterspurgt flere feminine inputs undervejs. Det til trods for, at jeg åbent har inviteret til, at man kunne foreslå ønskede oplægsholdere. De eneste ønsker var mænd. Forløbet er i øvrigt ikke færdigafviklet, da vi stadig mangler både praktiksøgning og praktikforberedelse, og her vil de studerende møde flere kvindelige branchegæster til blandt andet debat om MeToo i mediebranchen.

Det er ærgerligt, at der konkluderes på den tilfældighed, at der var flere mænd end kvinder på et enkelt forløb, og at der ikke føres skyggen af belæg for, at det skulle være udtryk for nogen generel praksis på DMJX.

Jeg ser frem til at gå i dialog om dette emne uden for spalterne.

Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

Jeg blev kontaktet af min underviser til en opfølgende snak om min kritik af vedkommende i den anonyme evaluering. Oplevelsen har efterladt mig splittet over det faktum, at vores klage åbenbart ikke behandles i fortrolighed og anonymt, som vi ellers loves.

TEKST: MAYA ANASTASIA LARSEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Udgivet den 21. marts 2024

I efteråret tog en underviser fat i mig, da jeg var på vej op ad trappen. Pågældende underviser ønskede en opfølgende snak, på baggrund af min besvarelser i den anonyme evaluering – primært om den kommentar jeg havde efterladt. Min kommentar indeholdt en specifik situation, som jeg vurderede, var relevant for underviseren at have kendskab til – selvom jeg godt vidste, at underviseren ville kunne genkende mig.

Min kommentar handlede om et dødsfald i min familie, hvor jeg pointerede, at underviseren havde håndteret det dårligt med hensyn til fravær og eksamen. Ydermere kritiserede jeg underviserens bagtale af medstuderende under en vejledning.

Men hvis genkendelighed forsvarer, at en underviser ønsker en samtale, hvori ligger så pointen i anonym evaluering? Den anonyme evaluering er jo underviserens adgangsbillet til en ægte feedback af undervisningsforløbet. Der er et magtforhold mellem underviser og studerende, man selv på DMJX ikke kan komme uden om, og derfor er det netop vigtigt med en anonym evaluering som værktøj.

Jeg kontaktede jura, som sagde, at en underviser som udgangspunkt ikke må kontakte en studerende på baggrund af en evalueringsbesvarelse. Jura sendte mit dilemma videre til institutchef Henrik Berggren. Det affødte en mail fra omtalte underviser, der forsikrede mig om, at jeg ikke skulle forsvare min evaluering, og at jeg stadig kunne afvise samtalen, hvis jeg ønskede det.

Jeg tog til samtalen med forsikringen i baghovedet. Samtalen udviklede sig dog alligevel til en flanke, hvor jeg skulle forsvare mit synspunkt. Hele situationen har sat sig i mig, og jeg har fremadrettet nægtet at skrive kommentarer, ris eller ros.

Frygten ødelægger hele billedet af evalueringer som kvalitetssikring af undervisningen. Selvfølgelig skal underviser eller ledelse gribe ind, hvis der er tale om situationer, som er særligt grænseoverskridende og/eller kritisable, men min evaluering var en kritik af underviseren og undervisningen.

”Nuvel,” kunne du tænke, “er det reelt ikke bare et dig-problem, Maya? Du har haft en dårlig oplevelse. Hvorfor skal du optage spalteplads i Illustreret Bunker?”.

Til det vil jeg sige, at jeg med byline står frem med min ærlige mening, så studerende i deres fremtidige evalueringer kan være ærlige. Selvom de vil kunne genkendes.

Jeg mener, ledelsen og underviserne skal vide, at selvom der er en “lettere” relation mellem underviser og studerende på DMJX, så skal det ikke give anledning til, at den studerendes anonymitet kan skubbes væk. Grundlæggende er det problematisk, når man forsikrer anonymitet for derefter at blive kontaktet.

Og for at konkludere denne sag er jeg også nødt til at påpege, at jeg uden videre kunne henvende mig til Maja Egelund, som hurtigt fandt min besvarelse på baggrund af mit studienummer.

Da jeg talte med Henrik Berggren, spurgte jeg ham om det helt essentielle: Retfærdiggør genkendelighed bruddet på reglerne? Han svarede ja og nej, fordi en studerende skriver noget genkendeligt, så lægger det op til dialog om problemet.

Jeg synes, det er et enormt svigt og brud på tilliden mellem ledelse og studerende på denne institution. Hvis vi som kommende journalister skal kunne beskytte kilders ret til anonymitet, synes jeg også det er på sin plads, at begrebet skal tages seriøst.

Institutionen og underviserne er lige så meget nødt til at følge reglerne, som de studerende er. Hvis der ikke kan garanteres anonymitet, så skal dette fremgå tydeligt, uanset om man kan genkendes eller ej.

Genkendelighed i anonyme evalueringer retfærdiggør ikke brud på reglerne – punktum.

Stram op

Jeg tror stadig på den anonyme evaluering som værktøj, idet den primært har gavnet undervisningsforløbet og de studerendes faglighed. Når jeg kigger tilbage på situationen, fortryder jeg, at jeg var ærlig. Jeg ville gerne have været foruden oplevelsen – og den her klumme.

I sidste ende bør et uddannelsesmiljø være et sted, hvor både undervisere og studerende kan deltage i en ærlig og givende dialog. For at opretholde integriteten af evalueringssystemet må ledelsen på DMJX anerkende og håndtere situationer som min bedre.

Det er afgørende at sikre, at undervisere respekterer og forstår anonymitetens værdi i evalueringerne.

Lad os stræbe efter et undervisningsmiljø, hvor konstruktiv kritik kan gives uden frygt for konsekvenser. Dette vil ikke kun styrke forholdet mellem undervisere og studerende, men også fremme en kultur præget af ærlig refleksion og bæredygtig kvalitetsforbedring.

Brevkassen med Astrid Fischer

Brevkassen med Astrid Fischer

Brevkassen med Astrid Fischer

Med vinder af Cavlingprisen anno 2023, Astrid Fischer. Hun afdækkede sammen med kollegaerne Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Til daglig arbejder hun på DR Nyheders undersøgende redaktion og har tidligere været nomineret til tre Cavlingpriser. For psykiaters fejlbehandling i 2013, svigt i tilsyn af læger i 2015 og meningitissagen i 2017. Illustreret Bunker har stillet hende ti spørgsmål om undersøgende journalistik, dækningen af kræftskandalen, og hvad fremtiden bringer for den garvede journalist.

TEKST:  Astrid Fischer
illustration: lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 21. marts 2024

Hvad skal der til for at blive en god undersøgende journalist?

Jeg tror, der er mange veje til det.  For mig er vejen gået gennem nyhedsjournalistik på Radioavisen via udlandsreporter, siden fagmedarbejder og indimellem vært på P1 Orientering til det gradvis mere undersøgende. Det er godt at få det journalistiske håndværk ind under neglene, tænker jeg.  Stædighed er ret afgørende, når man skal jagte svarene lidt længere end de fleste. Og så kommer man langt med nysgerrighed og ægte interesse for det, man graver sig ned i. Resten er hårdt arbejde og systematik, når man skal kortlægge både en konkret sag og den kontekst, den udspiller sig i.   

Hvordan har du sikret troværdigheden hos dine kilder i forbindelse med dine undersøgelser?

Vi får mange henvendelser, og nogen kontakter os fortroligt, men sjældent anonymt (altså hvor vi ikke ved, hvem de er). Henvendelserne kan sættes os på sporet af en vigtig historie, men vi bringer den først, når vi har dokumenteret og efterprøvet den. Om vi vælger at forfølge et spor, bygger ofte på en fornemmelse af, om henvendelsen virker troværdig, ekspempelvis kan der jo følge nogle dokumenter med. Vi ser også på kildens motivation og egen interesse. Og før vi for alvor graver os ned i en sag, skal vi også vurdere, om der kan gemme sig en principiel og væsentlig sag. Det er vigtigt, fordi vi udkommer bredt på alle DR’s platforme.

Har du oplevet nogen modstand eller pres fra hospitalet eller andre involverede parter under din dækning af denne historie, og hvordan har du håndteret det?

Dokumenter, vi fik gennem aktindsigt, var et vigtigt fundament for dækningen. På et tidspunkt lukkede Region Midtjylland stort set ned for at give mere aktindsigt til DR med den begrundelse, at vi havde søgt for mange gange. Jeg indklagede sagen for Ankestyrelsen, som klart underkendte regionen. Der var flere gange, hvor jeg indbragte regionens afslag på aktindsigt, og næsten hver gang gav Ankestyrelsen besked om, at regionen skulle ændre sin afgørelse.

Det er et stort arbejde at klage, men det var helt sikkert besværet værd. Også helt principielt – det skal ikke være for let bare at give afslag på aktindsigt.

Hvad har været den mest udfordrende del af at afdække og rapportere om denne kræftskandale, både journalistisk og personligt?

Det var et utrolig intenst forløb, som vi ikke var helt forberedt på – og ingen nok kunne være forberedt på –, da vi bragte det første indslag.  Det var virkelig en snebold, der blev til en lavine, og det var indimellem svært at følge med.  Vi skulle jo have overblik over fakta, bringe vores egne afsløringer og dække de politiske initiativer, der hele tiden blev taget. Mange kolleger blev involveret i dækningen til DR’s mange platforme, hvilket var helt fantastisk, men også indimellem næsten uoverskueligt at holde styr på. Vi skulle jo sikre, at alt, der udkom, var helt i orden.  Samtidig fortsatte vi med at indsamle nye oplysninger om sagen på Aarhus Universitetshospital og mere bredt. Og det væltede ind med henvendelser fra patienter og mange andre, der havde rigtig gode input og tip. Det betød, at der var mange andre ting, jeg måtte sætte til side i en periode.

Hvordan mener du, at din dækning af sagen har påvirket offentlighedens opfattelse af hospitaler? Og frygtede I på noget tidspunkt at tilliden til resten af sygevæsenet ville falde så drastisk, at det ville gå udover alvorligt syge patienter?

Det er et svært spørgsmål, for vi skal jo lægge sandheden frem, selvom den er ubehagelig og måske kan svække folks tillid til sundhedsvæsenet generelt. Samtidig er dækningen med til at skabe forandring, som jo netop er til gavn for de alvorligt syge patienter. Vores dækning førte til, at regionerne blev forpligtet til at indberette alle overskridelser af kræftventetider. Der kom fokus på at informere kræftpatienter ordentligt om deres rettigheder og gøre mere for at behandle dem til tiden. Jeg tænker, at det er myndighedernes reaktion, der er afgørende for folks tillid, og den er vi ikke herre over. Men i det her tilfælde blev der sat rigtig mange ting i gang.

Det, vi selv forsøgte at gøre, var at være så konkrete som mulige i dækningen, så den netop ikke handlede om ’sundhedsvæsenet generelt’. Vi fremlagde meget dokumentation i vores artikler. Vi bestræbte os også på at være fair og give god taletid til de kritiserede parter. 

Er der aspekter af historien, som du mener ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, og som fortjener mere opmærksomhed?

Vi har for nylig samlet op på sagen i en mini-podcastserie i et nyt format på DR, Genstart Dox, og i arbejdet med den blev det ret klart for os, at der er nogle spørgsmål, der ikke er blevet klart belyst. Det er spørgsmål om, hvad der skete med de advarsler om lange ventetider på kræftbehandlingen på AUH, som gik ind i Region Midtjylland fra læger og fra hospitalsledelse. Oplysninger, der gik ind i direktionen.  Hvorfor blev der ikke handlet på dem, og hvem vidste præcis hvad hvornår? Det lovede regionen ville blive undersøgt, men flere eksperter, patienter og pårørende konkluderede, at de ikke havde fået de lovede svar.

Om vi nogensinde får svarene, ved jeg ikke. Vi slipper ikke helt sagen, og der er også stadig en politiefterforskning af sagen i gang samt en undersøgelse, som Rigsrevisionen forestår.

Hvad har du lært undervejs i denne undersøgelse, der kan være nyttig for andre journalister?

Helt konkret var jeg glad for at erfare, at man faktisk kan få aktindsigt i interne dokumenter. Det blev fundamentet for dækningen. Vi skulle klart have de oplysninger i aktindsigt, som vi fik. Og vi skulle måske også have haft mere end det, vi fik. Men jeg har tidligere oplevet, at der bliver givet nærmest blankt afslag på aktindsigt i interne dokumenter. Som udgangspunkt er der ikke en ret til aktindsigt i interne dokumenter. Der er klare undtagelser, men det er jo myndighederne, der laver vurderingen af, om de dokumenter, de har, falder inden for undtagelserne.

Jeg arbejdede med at formulere præcise aktindsigtsansøgninger og med konsekvent at klage videre til Ankestyrelsen, når jeg fik afslag.

Den anden lære af sagen er ikke ny for mig: det nytter at blive ved, så længe der er noget at komme efter og ikke stoppe, når myndighederne har spillet ud med den første genopretningsplan eller redegørelse.

Hvordan har du forsøgt at balancere mellem rapportering af vigtige nyheder og samtidig respektere privatlivet og følsomheden omkring kræftpatienter og deres pårørende?

Det var heldigvis patienter, der gerne ville medvirke med en stærk motivation for at gøre en forskel for andre. Vi respekterede deres grænser, hvis der for eksempel var situationer fra optagelserne, de ikke ønskede, vi brugte.  Det skulle fremstå værdigt. Det er også generelt et mantra for os, at folk ikke optræder som ’ofre’, men som handlende mennesker. Og det var de jo. Det var nogle stærke mennesker, trods den krise, de var i.  Og de leverede med deres udsagn vigtig dokumentation om, hvad der præcis var foregået – og modsagde forklaringer fra regionen – så de på den måde ikke bare var cases.

Hvad gør, at denne historie modtager en Cavling? Og hvad betyder det personligt for dig at vinde?

Dybest set var det jo bare vildt, at den historie fandtes – og stadig svært at forstå. At der var patienter med fremskreden kræft, der ventede alt for længe på livsvigtig behandling, og at det gik under radaren så længe. En af mine kolleger har kaldt sagen en ’10-års-hændelse’, og det, synes jeg, er meget rigtigt. 

Vi lykkedes med at rulle historien ud på en måde, som var en slags syntese af de metoder, vi har opbygget på den undersøgende redaktion gennem adskillige år. Og derfor betyder prisen for mig også en slags ’krone på værket’, selvom værket ikke er slut endnu.

Hvad er næste skridt? Kommer vi til at se dig blive ved at undersøge sundhedssektoren, nu hvor du endelig vandt en Cavling? Eller vil du prøve noget nyt?

Jeg og min kollega, Jonas Deiborg, var netop gået i gang med optagelser til en anden historie, da kræftsagen kom flyvende. Den arbejder vi nu videre på med et års forsinkelse. Den udspiller sig også på sundhedsområdet, men er af en helt anden karakter. Jeg har ikke noget imod at prøve noget nyt, men jeg har mange års erfaring med sundhedsstof, og det er nok bare lettest at ’se’ historier inden for et hjemmevant område.