”Det er ikke det her, jeg skal være. Jeg skal ikke være journalist.”
Inden 22-årige Jacob Valeur, tidligere studerende på DMJX, tager den endegyldige beslutning og trykker på knappen for udmeldelse, venter han endnu svar på sin ansøgning til statskundskab. På dagen, hvor han og resten af studieansøgerne får svar, gnider han den resterende søvn ud af øjnene og tjekker e-boks.
Han er kommet ind.
Sådan fortæller Jacob Valeur om erkendelsen af, at journalistdrømmen var passé. Den nye drøm skulle i stedet findes i de gule bygninger i Universitetsparken. Her har statskundskaberne deres daglige gang.
”Der er en masse ting, der overlapper imellem statskundskab og journalistik, men det er rart, fordi på DMJX så jeg kun toppen af isbjerget af det, jeg nu får lov til at fordybe mig i,” siger Jacob Valeur.
Selvom statskundskab og journalistik har fælles karakteristika, så var det alligevel et hårdt brud.
”Det var virkelig en speciel og ambivalent følelse. Det betød, at jeg var færdig på Journalisthøjskolen. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig kom tilbage, og det var overvældende,” siger Jacob Valeur, der valgte at droppe ud efter 3. semester.
Jacob Valeurs afsked med Journalisthøjskolen er langt fra repræsentativ for DMJXs frafaldstendens. Journalisthøjskolen har mere end halveret frafaldsantallet på tre år.
Ifølge en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet var der i 2018 ikke mindre end 58, der forlod skolen. Det tal var sidste år nede på kun 22. På Professionshøjskolerne på landsplan ser man et andet billede med en markant stigning i frafaldstendensen.
Joan Husted, der er studievejleder på DMJX, erkender, at ansvaret ikke alene kan tilskrives studievejledningen, men alligevel tror hun, at den øgede ressourcemængde på studievejledningsområdet bærer en del af ansvaret.
”Vi har fået flere ressourcer til at hjælpe de studerende, og allerede fra første dag på første semester fortæller vi, at der er mulighed for at søge om støtte, hvis man er udfordret. Jeg tror, noget af forklaringen er, at der simpelthen er nogle, der får den nødvendige hjælp til at overskue studiet,” siger hun.
Men nogle gange matcher det at være journalist ikke med de arbejdsambitioner, man har, og så er ressourcer og tiltag underordnet, fortæller Joan Husted.
Tvivlsspørgsmålet
Jacob Valeur var i lang tid bosat i sin illusion om et drømmestudie. Illusionen begyndte i slutningen af andet semester at smuldre mellem hænderne. Især nagede det ham i det lange tilløb til, når kilderne skulle kontaktes. I begyndelsen sparkede han bekymringen til hjørne, men han måtte sande, at det alligevel var en svær barriere at bryde.
”Det var svært at komme ud over rampen og tage fat i folk. Især hvis det var nogle, som man vidste havde travlt, eller som man vidste tog tid ud af kalenderen for at lave et interview med mig,” forklarer Jacob Valeur.
Tanken om de nervepirrende sekunder, inden kilden tager telefonen og det generelle præstationspres, står Jacob Valeur ikke alene med.
”Der er en del studerende, der kommer og siger, at de er i tvivl om, hvorvidt de er gode nok, når de skal ud at interviewe kilder,” siger Joan Husted.
Det er ikke kun på de lange videregående uddannelser, at præstationspresset er blevet en mere væsentlig del af hverdagen. En voksende andel af studerende på professionshøjskoler går rundt og tvivler på egne faglige kompetencer.
En rapport fra 2018, foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet, angiver, at der blandt frafaldne på professionshøjskoler er 40 procent, der tvivler på egne faglige evner. Samme undersøgelse viser, at der er lige så mange aktive studerende, som der er frafaldne studerende, der bekymrer sig om uddannelsesniveauet.
Det er der generelt slet ingen grund til, mener Joan Husted.
”Den faglige tvivl er ofte noget, der gror i de studerendes hoveder. Det viser sig gerne, at der ikke er noget at være bekymret for,” siger hun.
Forventninger stiger eksponentielt
Jacob Valeur informerede ikke sine medstuderende om den voksende tvivl, men valgte i stedet at opretholde den tilfredse facade.
”Jeg ville ikke have, de skulle bekymre sig om mig. Det var svært at fortælle, at jeg egentlig ikke havde lyst til at gå på skolen, da alle andre tilsyneladende var glade og tilfredse. Det ville også være virkelig frustrerende at fortælle om et studieskift, hvis jeg nu ikke kom ind,” siger Jacob Valeur.
Han aflastede i stedet i de familiære relationer og i venskabelige samtaler.
”Først begyndte jeg selv at gå med tanker om, at jeg skulle noget andet. Jeg opvejede fordele og ulemper ved de fagprioriteringer, jeg havde haft i løbet af studiet. Jeg begyndte at sætte ord på det over for min familie og nærmeste venner,” fortsætter han.
Joan Husted mener, det er vigtigt at tale med hinanden. Det gælder også med sine medstuderende.
”De fleste står jo i samme situation og er pressede over de samme ting. Der er desværre mit indtryk, at det kan være svært at snakke med sine medstuderende om, fordi miljøet godt kan være præget af konkurrence,” siger Joan Husted.
Især det voksende pres op til det infamøse praktiksemester var med til at skubbe Jacob Valeur i retning af statskundskab. Han mindes ikke, at forventningerne var så intense i løbet af det første og andet semester.
”Hele tredje semester begyndte det at være en slags udstilling af studerende. Der blev snakket om, at skulle man have en god praktikplads, så skulle man tænke på CV, studiearbejde og medlemskab af foreninger på skolen,” siger Jacob Valeur.
Det er ikke noget, der kommer bag på Joan Husted.
”Når virkeligheden med et fuldtidsarbejde venter lige om hjørnet, er det naturligt, at det føles som et pres. De studerende skal ud at prøve kræfter med et helt nyt arbejdsliv og være deres løn værd, så kan man godt blive usikker på, om man nu har de kompetencer, der skal til,” siger hun.
Studievedjledning havde ikke gjort skade
Med Joan Husteds snart 10 år på studievejlederpinden har hun hørt lidt af hvert fra fortvivlede studerende.
”Nogle studerende kommer, når beslutningen om at forlade DMJX allerede er taget. Andre har brug for at høre, at det er okay at ville noget andet. Det afgørende er, at der bliver igangsat en dialog om, hvilke kompetencer man tager med sig,” siger Joan Husted.
Selvom Jacob Valeur ikke har snakket med studievejledningen om egne kompetencer, mener han ikke, at han er kommet tomhændet fra sin tid på DMJX. Han fortæller, at han har fået en fundamental forståelse for journalistiske virkemidler og større indsigt i det samfundsstrukturelle.
Jacob Valeur har heller ikke fortrudt måden, han forlod studiet på, men indrømmer at en snak med studievejledningen ikke havde gjort skade.
”Det kunne godt være, at de kunne bidrage med noget andet. Og set i bakspejlet burde jeg nok have kontaktet dem og hørt, hvad de kunne tilbyde. Jeg ville gerne have mødt nogle medstuderende, som også var i tvivl, så jeg ikke var alene med det,” siger han.
