Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

Drukkulturen på DMJX: Tilvalget er udgangspunktet og fravalget skal retfærdiggøres

TEKST:  Amalie dalsgaard, journaliststuderende

Udgivet den 12. maj 2022

”Man kan godt drikke uden at hygge sig, men man kan fandeme ikke hygge sig uden at drikke!” Sådan overhørte jeg en studerende beskrive, hvordan man åbenbart skal begå sig med alkohol i introforløbet. For findes der egentlig noget bedre end at have brugt 400 kr. efter en aften på vinstuen? End et diskosnav midt på floor kl. 04 om morgenen med en, som man ikke kender navnet på? End at dreje rundt om sin øl ti gange, efter at man har bundet den? Hele introforløbet peger fejlagtigt i retning af, at meningen med livet findes på bunden af en flaske.

Når flasken er tom, aflives fuldskabens fest med tømmermændenes tungsind, som varer ved hele weekenden og giver genlyd i auditoriet hver mandag: Jeg skal aldrig drikke igen!
Det kollektive ekko er lige så usandt som påstanden om, at kaffeshotsene i Kurt er gode.

Halvt inde i et drivvådt introforløb fik jeg nok af at komme i skole med tømmermænd hver anden dag. Derfor pudsede jeg glorien og fyldte vandflasken inden fredagsbaren. Da spørgsmålet om shots meldte sig, måtte jeg krybe til korset: Jeg drikker ikke. Reaktionerne var mange. Det forekommer foruroligende mange så surrealistisk ikke at drikke, at det bliver opfattet som en joke. Fælles for reaktionerne er spørgsmålet: Hvorfor ikke?

Jeg er hverken gravid eller skal køre hjem i bil. Jeg er derimod dødtræt af, at der forud for en brandert ligger en eksistentiel krise. At en aften kun kan være sjov, når promillen antyder en alkoholforgiftning. At alkohol bliver en misforstået og mest af alt sørgelig undskyldning for  at “smide kontrollen”. Overraskende mange af mine medstuderende er enige. Derfor får man lyst til at spørge: Hvorfor drikker du alkohol? 

Det bliver svært at efterleve sin manifestation om, at alkohol er et overstået kapitel, når  fredagsbaren udelukkende har alkohol på menukortet. Da jeg efterspurgte et glas Booster, slap jeg ikke for at gentage mig selv og understrege, at det skulle være uden alkohol, som om at jeg ufrivilligt prøvede at være sjov. 

Fravalget  eksisterer, og der hersker ingen tvang. Jeg skålede i topform hele weekenden i Visby. Da jeg lørdag aften prøvede at slippe af med snotklatten i min hals med et shot Blå ugler, lyste mine klassekammeraters øjne op. ”Drikker du i dag?”. Ansigtsudtrykkene, som mit nej blev modtaget med, lignede til forveksling min tandlæges, da jeg svarede ja til, at jeg røg. Skuffelsen over ikke at kunne være ”rigtigt” med, når man ikke drikker, lever og ånder i bedste velgående. 

 

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur.

 

– Amalie Dalsgaard, journaliststuderende.

 

Når alle andre sejler, er det svært ikke at stige om bord på en tur i øllets ocean. Det ædru landskab er kun til som et symbolsk alternativ. Der er lagt fokus på, at man ikke behøver at drikke. Efter fineste pædagogiske evne bliver man budt på øl ELLER sodavand. Det klinger hult, når det kun er øl, som står udstillet på bordpladen i fredagsbaren, og når man skal bunde en cola i  bundekonkurrencen til barsport. Man kan sagtens være med, men det bliver svært at deltage, når formiddagens aktivitet på rusturen er, at man skal bunde slotsøl for at hente point hjem til sit rushold. Hvis man gurgler Bad Habits i vodka, giver det også flest point. Deltagelsen er ikke obligatorisk, men samværet kredser herom.

Når en af kerneværdierne på vores uddannelse er at være nysgerrig, er det pinligt, at vi bedst kan omgås hinanden med alkohol som undskyldning. Det er paradoksalt nok en meget ukritisk tilgang at have til en så massiv drukkultur. Min prædiken går ikke på, at studiet skal tørlægges. Der skal blot være et reelt valg. At det ikke bliver antaget, at alle har lyst til at drikke alkohol. At man stiller sig selv spørgsmålet: Har jeg lyst til at drikke mig fra sans og samling? 

Hvorfor går man hovedløst ind i drukkulturen, som leger man kongens efterfølger? Hvis svaret er, at alle andre drikker, skal man måske overveje med sig selv, om det er noget, man reelt har lyst til. Man kan altid vælge procenterne fra uden at blive væk fra festen.

Jeg kan allerede høre grinet og mistroen til den sætning. For hvorfor så egentlig komme? Omvendt får jeg lyst til at spørge, hvorfor er det nødvendigt at drikke? Har man behov for promille til at danse, at møde nye mennesker eller at glemme medieret for en stund, lyder det på mig ikke som om, at alkohol er den rigtige løsning. Måske man skal spørge sig selv, hvad den måtte være. Tro det eller ej, jeg tør godt skrive under på, at man kan hygge sig uden at drikke. 

Den dumme læser spøger på Journalisthøjskolen

Den dumme læser spøger på Journalisthøjskolen

TEKST: ANDRÈ KALLEHAVE, JOURNALISTSTUDERENDE

Udgivet den 12. maj 2022

 Vi taler ned til vores læsere på Danmarks Medie -og Journalisthøjskole. Vi taler også dårligt om dem.

Det er en tendens, jeg ofte oplever i vejledningen og til feedback-runderne på journalistuddannelsen på DMJX. En tendens, som jeg på ingen måde tænker, er hensigten fra skolen eller en undervisernes side. Tværtimod. Netop derfor er den ærgerlig.

Jeg har flere gange oplevet, at vi som studerende får at vide, at vores journalistiske arbejde skal forsimples. Det skal neutraliseres i sit sprog eller udtryk, så kanterne bliver slebet til, og den ‘almindelige’ dansker kan forstå det. Vi skal måske endda skrive til, hvad der, med et lidt stygt begreb, bliver kaldt ‘laveste fællesnævner’. Eller så ‘Hr. og Fru Danmark også skal kunne forstå det hjemme ved ‘kakkelbordene’’.

Jeg forstår hensigten. Vi skal huske at have den ’almindelige’ dansker i baghovedet, så vi ikke ender med at lave journalistik for vores egen finurlige navles skyld. Det er netop en journalists pligt at gøre det utilgængelige tilgængeligt og at gøre sig forståelig. Det er den fundamentale opgave. Det er vigtigt at slå fast, at jeg ikke forsøger at underminere dette. Men i den italesættelse ligger også en stereotypisk og nedladende forestilling om den ’almindelige’ dansker.

Jeg ser en tendens til, at vejledningen eller feedbacken bliver givet gennem en karikatur på en ’almindelig’ dansker. Og det er uklart, hvad der ligger til grund bag opfattelsen af, at folk virkelig skal holdes i hånden, eller at de bliver rundforvirret af TV-indslag eller radio, hvis indholdet ikke er taget én gang til for prins Knud.

Det er journalistisk selvhøjtidelighed, hvis man antager, at man som journalist forstår indholdet, men man er nødt til at forsimple det, fordi modtageren ikke forstår det. Det er en nedladenhed, som har det med at degradere ‘almindelige’ mediebrugere til Orwell’ske får, som skal have alting skåret ud i pap på Pixi-plan. Som om disse mennesker ikke forstår sig på verden, men skal holdes i hånden af en fakkelbærende journalist.

Og igen. Det handler ikke om, at vi ikke skal værne om at gøre os forståelige, være gode, præcise formidlere og vise verden frem. Det handler om, at vi ikke må antage, at medieforbrugeren ikke kan klare komplekst stof. Dette må ikke være drivkraften for, at vi bryster os med, at vi skal formidle præcist.

På skolen bliver vi undervist i målgrupper. Det giver god mening, at vi bliver undervist i målgruppevurdering, hvilket også er noget, som medierne med garanti arbejder med. Men når vi i undervisningen laver sætninger propfyldt med kulturelle referencer, så skal det retfærdiggøres ved at vælge en Weekendavisen-kasse, hvorimod med Ekstra Bladet følger forventningen til kulørt stof med korte sætninger. Ligesom valget af Zetlands læsere som målgruppe kan retfærdiggøre en legende tone. Jeg tror i virkeligheden ikke, at disse medier arbejder med så firkantede profiler, som vi gør dem til på DMJX.

Men vi bliver implicit opfordret til at reproducere det til en karikatur, hvor en vis type menneske kun kan lide en vis type journalistik. Vi lærer at tale ind i en kassetænkning. Det betyder i værste konsekvens, at vi får skruet en verden sammen, hvor der ikke er en tro på, at en vestjysk håndværker kan gå op i klimapolitik. Eller en lastbilchauffør vil høre P1.

Verden er et nuanceret sted, men den kendsgerning kan vi ikke bruge til meget, hvis vi får kvalt alle dens facetter, fordi vi i vores journalistiske formidling ved, hvad folk vil have, og hvad de ikke vil have, baseret på en karikatur af målgrupper. Og for at koble det til min indledende pointe, så hænger det sammen med, at vi desværre kommer til unødvendigt at fordumme dem, som skal læse, se eller høre journalistikken. Det førnævnte eksempel med den vestjyske håndværker eller lastbilchaufføren bliver til stereotyper på nogen, der aldrig ville høre P1 eller læse Weekendavisen og derfor aldrig vil finde det interessant. Det er et kæmpe problem.

Det her er ikke et anklageskrift. Jeg har fået nedbarberet min andel af sætninger og naivt selvudnævnte genialiteter, fordi det var uforståeligt. Den disciplin er jeg langt fra kampdygtig i. Men problemet ligger i den måde, vi taler til vores læsere på. 

Selvfølgelig skal verden forklares og sættes i sammenhæng for læseren. Men det skal ikke formidles med hensigten om, at folk er for dumme til at forstå den. Formidlingen skal bæres af nysgerrighed og bør ikke gå på kompromis med, at vi skal forsimple vores sprog. 

Jeg vil ikke svinge mig op til at sige, at der lever en grov klasse-stereotypi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole … Men det vil jeg nok lidt alligevel.

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

At skære i udviklingsbistanden er som at pisse i bukserne for at holde varmen

TEKST & FOTO: Magnus Bechtold Helms, journaliststuderende

Udgivet den 12. maj 2022

Udviklingsbistanden bliver beskåret med to milliarder kroner, der skal gå til modtagelse af ukrainske flygtninge grundet Ruslands invasion i Ukraine. Hvis vi vælger at skære i støtten til andre lande, vil det have store konsekvenser for lande i Afrika og Mellemøsten. Et land som Libanon kan nedskæringen få store konsekvenser for. Landet er i dyb økonomisk krise. I sidste ende kan det gå ud over os selv her i Danmark.  

Jeg var selv i påskeferien i Libanon. Her så jeg overdimensionerede tavler med valgplakater for den militære politiske organisation Hizbollah pryder de fleste gadehjørner i Bekaa-dalen. Det er snart valg. Den ujævne vej afbrydes flere gange af militære checkpoints. Ude på markerne ved siden af vejen ser man interimistiske telte bygget af presenninger og bildæk. Min fætter, der arbejder i Libanon, fortæller, at der bor syriske flygtninge her, og for blot få måneder siden var der metervis af sne netop her. Køreturen, og det senere besøg vi havde i byen Balbek, var et reality-check af de helt store. Især når man kommer fra påskens snaps og sild hjemme i Danmark.

Bekaa-dalen er en region i Libanon, som grænser op til det krigshærgede Syrien. Ligesom i resten af Libanon rammer den økonomiske krise hårdt her. Det går især ud over syriske flygtninge og den fattige del af libaneserne. Derfor er nødhjælpsorganisationer i nærområderne enormt vigtige for lokalbefolkningen.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) skrev en kronik til Kristelig Dagblad om netop dette tilbage i januar. Her fortalte han om sine oplevelser under et besøg i Bekaa-dalen. I kronikken understregede han vigtigheden af at skabe bedre fremtidsmuligheder i nærområderne med hjælp fra udviklingsbistand. Han udtrykte samtidig en forståelse for, at befolkningen i Bekaa-dalen drømmer om at komme til Europa. 

Den 16. marts i år blev den såkaldte særlov for ukrainske flygtninge indført. Ifølge en artikel af journalist Marie Møller Munksgaard, publiceret på Altinget.dk, kommer det til at betyde et indhug på to milliarder kroner i udviklingsbistanden bare i år. Penge der kommer til at gå til modtagelsen af ukrainske flygtninge.

Desperate mennesker

Verdensbanken anslår i en rapport fra 2021, at den økonomiske krise i Libanon globalt set er blandt de mest alvorlige siden det 19. århundrede. Under mit ophold i landet, oplever jeg det tydeligt i hovedstaden Beirut. Byen bærer stadig præg af ødelæggelserne efter den enorme eksplosion på byens havn tilbage i 2020. Samtidig er der hver dag timelange strømafbrydelser i hele byen, der resulterer i, at folk må have generatorer eller biler stående i tomgang for at skabe strøm. Denne alvorlige situation viser med vigtigheden af den nødhjælp som udviklingsbistanden støtter. 

En af de nødhjælpsorganisationer, der er til stede i Bekaa-dalen, er Salam LADC. Over flere omgange, har danskeren Nina Storgaard Albertsen arbejdet frivilligt for dem. Hun har på allernærmeste hold set, hvordan magtesløsheden og desperationen manifesterer sig blandt lokalbefolkningen i Libanon. Hun fortæller blandt andet:

”Folk havde våben og sloges for at få den benzin, der var (…) Helt basale fødevarer steg i pris fra dag til dag, fordi de libanesiske pund hele tiden faldt i værdi.”

Under mit eget besøg i Libanon viste min fætter sit lager af mad i tøjskabet. Maden er til rådighed, hvis der pludselig opstår konflikt. I den situation vil det være godt at kunne blive i lejligheden. Netop den risiko beskrev Nina til mig sådan her:

”Man har hele tiden en følelse af, at en tændstik det forkerte sted kan antænde en konflikt.”

I et land, der tidligere har været hærget af borgerkrig, som nu står i afgrundsdyb krise, er nødhjælpsorganisationer og udviklingsbistand med til at skabe håb. For hvis fremtidsmulighederne i Libanon skal se bedre ud, end de gør nu, skal der hjælp til. Lytter man til Nina S. Albertsens beretninger, er nødhjælpsarbejdet og udviklingsbistanden vital for fremtidsmulighederne for det libanesiske folk. Uden fremtidsudsigter og håb risikerer man, at folk flygter til andre lande.

 

Forskelsbehandlingen kommer tilbage som en boomerang

Den seneste tids debat om forskelsbehandling af flygtninge, der kommer til Danmark, illustreres godt i denne sag. For selvfølgelig skal Danmark tage godt imod de ukrainske flygtninge, der kommer hertil, når der er en så forfærdelig krig i Ukraine.

Spørgsmålet er slet ikke, om Danmark skal bevillige penge til modtagelsen af ukrainske flygtninge, men nærmere hvor pengene skal komme fra. For hvis man skærer i udviklingsbistanden, risikerer det at gå ud over netop fremtidsmulighederne i lande som Libanon, hvor nødhjælpsorganisationerne er vigtige.

Og hvad sker der så? Ja, hvis der først kommer krig i Libanon, kan man kun gisne om, hvad det vil betyde for flygtningestrømme til Europa og Danmark. Sidst der var borgerkrig i Libanon, udgjorde libanesere og statsløse palæstinensere, der kom fra Libanon, en betydelig del af det samlede antal flygtninge. Hen mod borgerkrigens afslutning i årene 1985-1992, udgjorde libanesiske flygtninge ifølge Danmarks Statistiks  indvandringsrapport fra 2007 omkring 15%. 

Hvad er så bedst? At forebygge potentiel krig i lande som Libanon og samtidig hjælpe de ukrainske flygtninge. Eller kun det sidstnævnte? 

Jeg tror på, at regeringen ikke ønsker at pisse i bukserne for at holde varmen. Derfor bør de bestræbe sig på at finde to milliarder et andet sted end i udviklingsbistanden. For Libanon står ikke alene om at have hårdt brug for den danske udviklingsbistand. Libanons naboer Syrien, Jordan og Israel har civile, der har hårdt brug for hjælp fra organisationer, som er støttet af den danske udviklingsbistand. 

 

Trivselspenge brændt af på telefonbokse

Trivselspenge brændt af på telefonbokse

Skrevet af: Kasper fast, journaliststuderende

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Hvad kan man egentlig få for 495.605 kr.? I hvert fald ikke meget trivsel, hvis det står til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har brændt tildelte trivselspenge af på telefonbokse. I 2021 modtog DMJX i Aarhus lige knap en halv million kroner fra Undervisnings- og Forskningsministeriet til at styrke trivslen efter corona-nedlukningerne. Fra skolens side har man kaldt dem trivselsmidler, hvilket dog klinger meget hult, da størstedelen af pengene er brugt på alt andet end trivsel.

I februar fik jeg aktindsigt i fordelingen af midlerne, og det var chokerende læsning. Regnskabet over trivselsmidlerne viser nemlig, at kun 19% af pengene er brugt på såkaldte ”trivselsarrangementer”. Derimod er hele 38% eller 187.468 kr. for eksempel brugt på telefonbokse. I aftaleteksten omkring midlerne står der, at institutionerne selv skal vurdere, hvordan de bedst modvirker de negative konsekvenser af Covid-19. Man må altså forstå på ledelsen i DMJX, at de mener, at det vigtigste modsvar til nedlukningernes store trivselsudfordringer er fem nye telefonbokse.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg også selv synes, at telefonboksene er en fremragende idé, så studerende kan ringe til kilder uforstyrret. Problemet er bare, at det jo ikke har noget som helst at gøre med pengenes formål. I mine øjne er det i hvert fald svært at se, hvordan en lydisoleret trækasse kan have noget som helst at gøre med de studerendes trivsel. Udefra ligner det, at ledelsen har udnyttet en mulighed for at blande deres tildelte driftsopgave omkring skolens faciliteter sammen med de ekstraordinære trivselsmidler.

Kigger man videre gennem fordelingen af trivselsmidlerne, ser man, at den tredjestørste post er ”koordinering”. Disse udgifter løber op i svimlende 84.470 kr., hvilket altså svarer til cirka to måneders fuldtidsløn. Penge, der er taget direkte fra de studerendes trivsel. Det er helt vildt, at man har brugt et så stort beløb blot på administration. Selvfølgelig koster det arbejdstid og penge både at finde på idéer og udføre dem. Jeg mener dog ikke, at der bør bruges, hvad der svarer til over 300 arbejdstimer, på at fordele de her midler, som beløbet ellers antyder. Det er en meget mærkelig brug af midler, som ledelsen har udført i dette tilfælde.

Jeg har selv været med i en ansøgning om et beløb på 25.000 fra trivselspuljen. De skulle gå til et arrangement, hvor skolens studerende kunne få gratis transport til Right to Dream Park, fordi FC Åben Modus skulle spille mod Presselandsholdet. Der var budgetteret med omkring 150 deltagere fra studiet med mulighed for udvidelse. Denne ansøgning blev efter flere beskeder, utallige dirigeringer rundt i organisationen samt måneders ventetid afvist.

 

I en besked lød begrundelsen, at både FC Åben Modus og Ulla United havde klaret sig godt under corona-nedlukningerne og fortsat står stærkt som institutioner for de studerende, der interesserer sig for fodbold og sportsligt samvær. Man mener simpelthen, at foreninger, der udelukkende baserer sig på fysisk fremmøde, har klaret sig fremragende under nedlukningerne. Et arrangement som dette ville kunne skabe fællesskab og sammenhold på tværs af uddannelser og årgange, som jo præcis er det, skolen har mistet under Covid-19. Ifølge mig tyder det endnu engang på, at midlerne aldrig har været tiltænkt trivsel fra skolens side, men derimod som et belejligt driftstilskud. 

Det er vildt ærgerligt, at skolens ledelse ikke tager problematikken omkring trivsel efter pandemien seriøst. Vi ved alle, hvor hård og svær perioden med hjemmeundervisning og manglende socialt samvær har været. Derudover viser undersøgelser fra blandt andet Danmarks Evalueringsinstitut og Uddannelses- og Forskningsministeriet, at de studerende oplevede store konsekvenser under nedlukningerne, samt at disse konsekvenser stadig ser ud til at påvirke de studerende.

 

Af den grund er det endnu mere foruroligende, at en ledelse, der endda får penge kastet efter sig for at løse en del af problemet, overhovedet ikke anerkender eller forstår sit ansvar. Det er et tegn på afstand til de studerende, der er chokerende i en uddannelsesinstitution.

Driften af vores studie er ikke bare et regnskab, der skal gå op. Det er et fællesskab, hvor vi, som studerende i alle henseender, skal være det primære fokus. Vores trivsel er omdrejningspunktet for alt andet, der foregår i vores uddannelse. Og når man underkender en mulighed for at rette op på denne, har man grundlæggende fejlet sin kerneopgave som uddannelsesinstitution.

 

 

Svar fra Henrik Berggren og Helle Winding

“Det er sørme synd for Kasper Fast, at han ikke fik chokerende og svimlende 25.000 kroner til sin fodboldkamp. Det har han været utilfreds med længe.

Skolen tager studerendes trivsel meget alvorligt og arbejder løbende på at styrke den. Fordelingen af de særlige trivselsmidler er et godt eksempel på det. Trivselsmidlerne blev fordelt i et tæt samarbejde med DSR og mange af skolens studerende, der har deltaget seriøst, aktivt, engageret og meget positivt i samarbejdet.

Mange tak for den indsats. Der har været afviklet et stort antal aktiviteter med mange deltagere, og der er indkøbt en lang række ting, som også fremadrettet kan bidrage til at styrke trivslen på skolen.

Stort set alle aktiviteter og anskaffelser var forslag og ønsker fra studerende. Det gælder blandt andet telefonboksene.

Kasper Fast havde i øvrigt ikke behøvet at søge aktindsigt, da oversigten over forbruget af midlerne hele tiden har været delt med de studerendes repræsentanter.

Venlig hilsen

Helle Winding og Henrik Berggren

(Uddannelseschefer, DMJX)”

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

TEKST: Trine Egede, Opinionsredaktør på illustreret bunker
illustration: katrine å. edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg klikkede ind på DR-nyhederne på min telefon torsdag morgen d. 24. februar i år. Rusland har invaderet Ukraine om natten, og kampvogne ruller hen over den ukrainske grænse.

Min roomie er halvt ukrainer og halvt dansk. Hun er født i Ukraine, og hendes far bor i Kharkiv, 40 km fra grænsen til Rusland. Jeg tror ikke, jeg forstår en brøkdel af, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Men jeg prøver, og det har sat tanker i gang hos mig. For som journaliststuderende er det vel netop det, min kommende profession skal kunne.

 

Den skal gøre folk i stand til at forstå det, de ikke selv står i. Gøre dem klogere på, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Vi journalister rapporterer og sender live fra krigsramte lande. Vi viser krigen, så organisationer og politikere kan træde til og hjælpe Ukraine. Vi er der, hvor problemet er. Vi gør et godt stykke arbejde. Tænkte jeg. Men så kom min tvivl.

Hver dag hører jeg i radioen eller ser på sociale medier, at endnu et dansk medie har sendt journalister til Ukraine. Det er et vigtigt emne at dække, det er der ingen tvivl om. Men tanken slog mig: Er der brug for så mange danske journalister i Ukraine lige nu? Hvis andre lande sender et lige så stort antal journalister til grænserne, tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange journalister de ukrainske flygtninge skal deale med, når de prøver at flygte for deres liv. Er det, det de har brug for lige nu?

Søndag d. 13. Februar 2022 sendte P1 deres faste program ”Tabloid”, hvor vært Marie Louise Toksvig hver uge går journalistikken efter i sømmene. Denne udsendelse handlede naturligvis om den forfærdelige situation i Ukraine. En journalist fra avisen Danmark, der var i Ukraine for at dække krigen, sammenlignede journalisters opførelse ved den polske grænse med noget, der kunne minde om Tour De France. Et anderledes men præcist billede på, hvordan det for mange journalister er vigtigt at stå forrest, klar med mikrofoner og kameraer, når en flygtning krydser grænsen. For journalisterne handler det om, at få det bedste billede i kassen.

Det lyder ikke som god journalistik skik i mine ører. Journalistikken kan påtage sig kappen som formidler, så en indsats fra resten af verden kan komme for at hjælpe Ukraine. Men at så mange medier i Danmark sender journalister til den polske grænse for at få et godt billede til forsiden er ikke, hvad journalistikken kan være bekendt.

TV2-Nord bragte d. 4. marts 2022 en artikel med rubrikken ”TV2-Nords journalist delte hotelseng med ukrainsk flygtning”. Jeg tænker, du kan se absurditeten i denne rubrik. Artiklen nævner, at det ved den polske grænse ikke er muligt at booke et hotelværelse, da alle værelser er fyldt op med flygtninge og journalister. En TV2 Nord-journalist delte seng med en flygtning, der ellers kun havde mulighed for at overnatte på banegården i den polske by Rzezow i minus fem grader.

Hvis danske medier ikke havde et behov for at sende deres egne journalister til grænsen, kunne det være, at den ukrainske kvinde kunne få sengen i første omgang. Eller hun kunne dele sengen med andre flygtninge. At så mange danske journalister kan tillade sig at fylde sengene op ved grænserne, er mig en gåde at forstå.

Dels er jeg skeptisk over, om det er et spørgsmål fra en dansk journalist, man har brug for, når man lige er kommet over grænsen til Polen. Men det, som kan være endnu mere problematisk er, om vi fylder for meget. Som artiklen viser, så fylder vi på hotellerne. Vi bruger benzin til vores biler, som ukrainerne kunne bruge til at flygte ud af landet. Vi spiser mad, som kvinder og børn kunne få. Alt sammen noget, der får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig har brug for alle de danske journalister i Ukraine lige nu.

Journalister er vigtige, for vi dækker det, som seere hjemme i Danmark ikke selv kan opleve. Vi viser krigen, og vi formidler den på bedste vis. Jeg har dog et ønske om, at vi som journalister tænker over, hvad vores rolle er, når vi dækker en krig. Hjælper vi, eller spænder vi ben? Er vi til mere besvær end gavn?

Det er en kæmpe styrke for en ukrainsk flygtning at få muligheden for at tale til en stor modtagergruppe på en landsdækkende TV-kanal. De kan vise deres smerte, så vi kan se den med vores egne øjne, og de kan bede om hjælp. Men for medierne er det også godt TV. Jeg tænker, at et nærliggende presseetisk spørgsmål er, om danske mediers sult efter det gode billede vægtes højere end at dække krigen for at oplyse.

 

Og hvorfor skal flere medier sende en masse ”almindelige” journalister til fronten, hvem der virker semi-tilfældigt udvalgt, når vi har erfarne korrespondenter som Matilde Kimer og Puk Damsgård? Når det er sagt, er det måske ikke alle lokalafdelinger, der behøver at sende deres eget hold til grænserne for at kæmpe om det gode forsidebillede og fylde en sengeplads op.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

TEKST: Anne Kvist, journaliststuderende

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Når man fredag eftermiddag sætter kursen mod DMJX’s fredagsbar, Kurt Strandbar, er det ikke svært at forudsige, hvad der møder en. Vil man om et øjeblik høre de tunge rytmer fra et af Pattesutters mange hits, mens bartenderen står i bar overkrop og langer englefisse over disken, og den sorte Kurt-t-shirt svinges over hovedet? Formentlig. Og kommer man gående ind, ligner det umiddelbart, at Kurt har glemt, at der er andre til stede. Jeg får følelsen af at stå i yderkanten af en fest, jeg er blevet hevet med til, men uden at være inviteret af værten.  

Jeg mener ikke, problemet ligger i Soundboksen, der spiller for højt, de klistrede borde eller navnene på shotsene. Der er mange måder at feste på, og jeg er sikker på, at de fleste fredagsbarer har et element af løssluppenhed. Det er forståeligt, når det er fredag, og det er tid til øl. Jeg mener, at problemet ligger i den bagvedliggende tavshedskultur, der omringer foreningen. For hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt – og mangel på gennemsigtighed er ikke udgangspunktet for en sund foreningskultur.

Det måske mest tydelige eksempel på tavshedskulturen er Kurt Strandbars optagelsessamtaler. Når Kurt holder samtaler, dækkes vinduerne til i mørkt plast, så ingen kan se, hvad der foregår. Det eneste man kan høre, er den pumpende bas og hujende stemmer, der hepper på de nye førstesemmere, der lægger vejen forbi.

Jeg forstår grundlæggende ikke ideen bag at holde det hemmeligt. Hvorfor skal dem, der skal til samtale, ikke selv have lov til at træffe valget, om det er noget, de har lyst til at deltage i? Før de står omringet af fremmede, og i de værste tilfælde skal overskride egne grænser for at bevise, at de har det, der skal til for at være med i Kurt. Er det nødvendigt at være løssluppen og nær grænseløs, før man får en plads i Kurt? For ellers kan jeg ikke se, hvilke kompetencer de leder efter til samtalerne.

Frit spil bag lukkede døre

For et par uger siden gik jeg forbi en gruppe, der sad og ventede på at skulle til samtale hos Kurt. Og jeg blev ked af det på deres vegne. Ked af at de ikke vidste, hvad de gik ind til, og at de ikke ville få muligheden for at sige pænt nej tak. Og jeg synes, det er ærgerligt for dem, der ikke ved, hvad de går ind til. Og endnu mere ærgerligt for dem, der giver det deres bedste skud, presser sig selv til grænsen og stadig får at vide, at de ikke er gode nok.

Når Kurt afholder den slags optagelsessamtaler, sikrer de sig, at alle, der melder sig, er med på deres præmissen om, at Kurt er et fællesskab, der godt kan lide at feste, og ikke har noget imod, at festen går til kanten. Men det betyder også, at den grænsesøgende kultur avles videre bag lukkede døre, hvor festen fortsætter, som den altid har gjort. Hvor der hverken bliver brudt med kultur eller traditioner, fordi alle i Kurt vidste hvad de gik ind til, og vi andre har ikke meget at skulle have sagt. Det danner præcedens for en tavshedskultur, hvor det er lige meget hvor vanvittigt det bliver – hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt.

Kurtansk overspill

Hvad der sker intern i Kurt, må de i grunden selv om. Men det er en anden ting, når den lukkede kultur i sidste ende bare ikke er særlig lukket. Ser man på skolens foreninger, er Kurt klart dem, der står for at facilitere størstedelen af de sociale aktiviteter. Så om man er tilhænger af Kurt eller ej, så vil det stadig være dem, der sætter tonen for fredagsbaren og dermed skolens sociale fællesskab. Kurt forstår, hvordan man holder en fest med fart på. Men at være god til at feste betyder ikke, at man automatisk har de bedste forudsætninger for at skabe en god fredagsbar.

 Den kultur, som Kurt er enige om, er den fede, kan man ikke undgå smitter af på fredagsbaren, der gerne skulle være for hele DMJX. Kurt Strandbar bliver en udvidelse af foreningen, et rum i den kurtanske stil med nosseshot, englefisse og alt andet, der hører Kurt til.

 Kurt mangler gennemsigtighed, både i deres optagelsesproces og deres dynamik i fredagsbaren. Det sociale liv på DMJX burde ikke være så påvirket af en kultur dyrket bag mørklagte vinduer. Som jeg ser det, så skaber Kurt en kultur, hvor der er et tydeligt skel mellem Kurt og alle os, der bare gerne vil til fredagsbar. Jeg håber, både for de næste førstesemmere, kommende Kurt-medlemmer og fremtidige gæster i fredagsbaren, at Kurt får kigget indad, eller måske endnu bedre, begynder at se ud over egen næsetip.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk