Kære medstuderende: Mødetidspunktet er ikke til debat

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller
skribenternes holdninger.

Kære medstuderende: Mødetidspunktet er ikke til debat

TEKST: MADS KLEIS

Udgivet den 12. december 2024

Forleden dag da klokken slog ni, og underviseren gik i gang med dagens lærdom, var kun halvdelen af klassen mødt op. Det er ganske vist den tid på året, hvor temperaturen daler, og influenzaen kommer snigende, fordi jakkevalget ikke har fulgt med, men at halvdelen skulle være syge – det syntes jeg alligevel, var voldsomt.

Men halvdelen var ikke syge. De kom bare dumpende de næste otte minutter. Det ene undskyldende nik og beklagende sorry efter det andet. Alt sammen kvitteret for med underviserens stiltiende accept.

De bøjede nakker og de åbenlyst flove

grimasser viste med al tydelighed, at man erklar over det banale – at man bare ikke kommer for sent. Alligevel sker det konstant.

Jeg har frygtet denne dag. For på den ene side er jeg træt af, at folk ikke kan klokken. På den anden side har jeg indset, at det er så udbredt en tendens, at jeg er bange for at få det halve af skolen på nakken ved at italesætte det. Jeg er sikker på, at der er nogen, der vil læse dette indlæg og tænke, at jeg lyder hysterisk. Men jeg synes, det er vigtigt. Og mit tilsyneladende sure opstød kommer fra et kærligt sted. Så tag det, for hvad det er; en velmenende opsang til fordel for at kunne realisere sit fulde potentiale.

For vi går nemlig på en uddannelse, der stiller store krav til troværdighed. Og hvis man, allerede inden man har mødt en kilde, har demonstreret, at de ikke engang kan stole på, hvornår man dukker op, hvordan kan de så stole på, at vi fortæller deres historie ordentligt og sandfærdigt?

”Hvorfor er det, at man ser igennem fingre med direktørtid, når direktøren i stedet kunne benytte chancen til at lære eleverne, at udover at plagiat og pjækkeri er passé, så er punktlighed en prioritet?””

– Mads Kleis, journaliststuderende på 2. semester

Og vi går på en uddannelse, der leder mod en branche, hvor det hele står og falder med et klokkeslæt. Her er der ikke plads til en lemfældig omgang med tiden, og man kommer hurtigt galt afsted, hvis man ser et mødetidspunkt med en ordfører eller en deadline på en artikel som noget vejledende.

I grunden forstår jeg ikke, hvorfor det får lov at fortsætte. Journalisthøjskolen er så hård over for snyd og fravær. Der er simpelthen ikke plads til den slags ude i branchen, må man forstå. En politik, der søger at køre de gode og sunde journalistiske værdier ind med modermælken.

Men hvorfor er det så, at man ser igennem fingre med direktørtid, når direktøren i stedet kunne benytte chancen til at lære eleverne, at udover at plagiat og pjækkeri er passé, så er punktlighed en prioritet? Jeg synes, at man fra ledelsens side gør eleverne en bjørnetjeneste ved at være laissez-faire over for at møde forsilde.

For det er ikke nok bare at være en dygtig formidler eller en skarp interviewer. En af journalistikkens vigtigste kundskaber er omgangen med mennesker. Den kompetence enten har man, eller har man ikke. Men en meget lille ting, der nemt kan forbedres og som gør en mærkbar forskel i relationer, er evnen til at komme til tiden. Det giver et disproportionalt højt output i forhold til, hvor lidt det kræver af os.

Så selvom fokus ligger på vinkling, spørgeteknik og billedbeskæring, så synes jeg lige så godt, vi kan øve os i allerede at sidde på stolen, når undervisningen går i gang. Fordi en skønne dag er vi fløjet fra Journalisthøjskolens trygge og overbærende rammer, og så rammer virkeligheden med tryk på.

Til sidst er det vigtigt for mig at understrege, at ingen af os er perfekte. Det hverken påstår eller forventer jeg. Jeg kan også godt komme for sent – der kan altid opstå noget, vi ikke selv er herre over, eller vi kan glemme at sætte uret efter en ordentlig torsdagsbrandert (tænkt eksempel). Men jeg synes godt, vi kunne stramme ballerne. Bare en anelse.

Og med de ord kommer de gode råd, som ingen har bedt om. Stå op i god tid – en langsom morgen med ro på er langt mere værd end otte minutters snooze. Og så kom ud ad døren, fem minutter før du plejer for at sætte tid af til det uforudsete. Og skulle det uforudsete udeblive, så har du jo fem minutter i banken til at komme på plads med en kop kaffe eller fortælle mig, at jeg er en hystade.

REDAKTIONEN ANBEFALER

REDAKTIONEN ANBEFALER

REDAKTIONEN ANBEFALER

TEKST: REDAKTIONEN
ILLUSTRATION: DR, TV 2, RAKKERPAK, ANJA PIL OVERBY

Udgivet den 12. december 2024

Juleferien står for døren, og uanset om du skal tilbringe den i Aarhus, i udlandet eller blandt familie i en tilfældig provinsby, får du forhåbentligt tid til at nyde journalistiske produktioner. Vi er jo i en truet branche, så hvis vi ikke selv gider læse, se eller høre det, der udkommer, hvorfor skulle andre så?

Vi har samlet et udpluk af udsendelser, der kan underholde og berige dig og samtidig være en undskyldning for at flygte under de mange komsammener, man i virkeligheden slet ikke magter. Så er du opdateret, når du kommer tilbage efter nytår og ved mere om alt end din sidemakker i auditoriet, hvor du i øvrigt ikke længere fryser. God fornøjelse!

P1’s Udsyn og afsnittet ”Demokraternes identitetsproblemer”

Du finder podcasten i DR Lyd.

Det altoverskyggende emne siden sidste avis’ udgivelse har været præsidentvalget i USA, og med et slutresultat, der ikke blev særligt tæt, kræver det en stor anbefaling af en DR-udsendelse.

I denne episode af podcasten Udsyn drøftes de grundlæggende identitetsproblemer i Det Demokratiske Parti, efter Trump sejrede, og Kamala Harris tabte klart. De kommer blandt andet ind på Kamala Harris’ kampagnes manglende appel til vælgerne uden for storbyerne, fraværet af unge, nytænkende ledere og valget af en sort, kvindelig kandidat i et splittet USA.

Udsyn er et podcastprogram, der giver lytterne et indblik i verdens tilstand, hvilket er ekstra vigtigt, nu når de etablerede sandheder og institutioner er under stigende pres. I en tid, hvor klimaet påvirker alle samfundslag, og politiske slogans ofte får større vægt end love og fakta, skaber Udsyn et rum for refleksion og forståelse.

Med værten Kaspar Colling Nielsens kritiske og nysgerrige tilgang undersøges de bagvedliggende kræfter og bevægelser, som former tidens største nyhedshistorier.

Tessas Succes (P3)

TV-serie af fem afsnit. Kan ses på DRTV. Foto: Anja Pil Overby

Selvom Tessa ikke bruger al sin tid på banegården og Christiana mere, så vil gadepigen aldrig forsvinde. Tessa har fået sin hævn, og nu er det tid til at nyde sin succes – men hvordan gør man det, når fortiden stadig spøger?

Hvem er… (P3)

Du finder podcasten i DR Lyd.

“Hvem er…” er en portrætpodcast af musikere med Pelle Peter Jencel i værtsrollen. Hver sæson dykker ned i én kunstners historie og vej til succes med alt, hvad den indebærer. Med fuld skrue på dramaturgi og setup/payoffs bliver hver sæson rullet ud på så spændende vis, at man sagtens kan sluge den hele på en flixtur til København. Redaktionen vil især fremhæve sæsonen med Tessa og de to sæsoner, der er lavet om The Minds of 99. Til alle medieforbrugere, som af og til kunne bruge et afbræk fra P1 Morgen og Presselogen, så er “Hvem er…” jeres nye guilty pleasure.

Periodisk (Rakkerpak)

Podcasten ligger frit tilgængeligt på alle streamingtjenester.

Skuespiller Simon Bennebjerg er personificeringen af det periodiske system og forklarer i hvert afsnit et af de grundstoffer, han består af. Det hele bindes sammen af medrivende storytelling, så du ikke bare ved, hvad grundstofferne er, men også hvad de betyder for os. Fysik for ikke-fysikinteresserede.

Balladen om kolonihaven (TV 2)

TV-serien kan streames på TV 2 Play.

TV 2-dokumentaren er ved første øjekast et hyggeligt og nemt program at se. Et usædvanligt godt cast uden lige. De ældre mod de unge. Selvom der er interne uenigheder, om hvordan en kolonihaveforening skal drives, forstår man begge sider, der bæres af de sympatiske karakterer. Men dokumentarserien formår også i høj grad at skildre både de nationale og internationale konfliktmønstre, som uenighederne i den frivillige forening er et godt eksempel på.

Debatindlæg: Begrænsningsbrillen er ikke så god på dig, kære journaliststuderende

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Debatindlæg: Begrænsningsbrillen er ikke så god på dig, kære journaliststuderende

TEKST: LISA VAN DER MAAT

ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 12. december 2024

Lisa van der Maat er udvekslingsstuderende ved Ilia State University i Tbilisi, Georgien på 4. semester fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Klummen er udelukkende et udtryk for skribentens egen holdning.

Fra min faste plads på min nye stamcafé sidder jeg og skuer ud på en vild og ualmindelig vind, der rusker livtag i byen, der lever bedst om natten. Det er hverken New York eller Tokyo jeg taler om, men faktisk Tbilisi – byen der er fanget midt imellem verdensordener og uden sengetider i en dal under de kaukasiske bjergkæder. Her er jeg bosiddende i et halvt år, da jeg er på udveksling, og netop det skal vi tale lidt mere om.

De studerende på journalistuddannelsen er så pave privilegerede – dette er endda foruden at tale om langt de flestes høje socioøkonomiske ophav – at de har mulighed for at vælge imellem to forskellige semestre at tage på udveksling på, nemlig både på 3. eller på 4. semester. Begge har sine fordele og ulemper, men i det mindste betinger det ikke de studerende til udelukkende at have én mulighed for at vælge det, modsat så mange andre uddannelser med ét fast udvekslingssemester. Hvis det kan være svært at tage stilling til to måneder efter man er startet på skolen, så har man mulighed for at vente til at gøre det på 4. semester i stedet.

Det var en overraskelse af dimensioner for mig, da det blev tydeligt, at langt over halvdelen af mine medstuderende tog det aktive valg om ikke at tage på udveksling. Af alle professioner derude, så troede jeg da virkelig, at mindst halvdelen af mit semester var af nogenlunde samme støbning som jeg selv, og derfor var ved at boble over af begejstring for at komme ud i verden. Det skulle vise sig at være langt fra tilfældet. Journalister, af alle, er åbenbart akkurat lige så kedelige og hjemmevante, som alle mulige andre er det.

Slappe argumenter

Jeg har tidligere artikuleret mit chok for medstuderende og andet godtfolk og har derfor efterhånden hørt min rimelige andel af argumenter mod at tage på udveksling. Lad mig opremse nogle af dem af dem nedenfor:

Det, jeg som oftest hører, er, at åh, tiden på skolen er så kort, og det er så hyggeligt – og sikkert også varmt og trygt – og det er da på mange måder også rigtigt, heldigvis, men jeg synes ærligt talt, det er sløvt. Jeg medgiver, at to år på en uddannelsesinstitution ikke er alverden, men ved du, hvad der er kortere, søde? Dine ferieuger, når først du har et fuldtidsjob.

Et andet argument, jeg tit hører, er, at det er nogle trælse semestre at være væk fra skolen. Når vi snakker 3. semester, så lyder piben i retningen af ”jamen, jeg vil så gerne have … (indsæt selv skrift, TV eller radio) – efterfulgt af, ”hvis jeg tager afsted her, så har jeg jo ingen produktioner at vedhæfte til min praktikhjemmeside”. Som en, der netop har været igennem praktik-møllen, så kan jeg fortælle dig, kære læser, at du er meget heldig, hvis praktikstederne overhovedet gider at bladre sig igennem nogle af dine produktioner.

Det er desuden din personlighed og en vis portion held, der er afgørende for, hvor og om du lander en praktikplads. Undskyld mit franske. Hvis der er tale om 4. semester, så er ordlyden som oftest, at det jo er semesteret, vi skal søge praktik. Sandt. Jeg skal være ærlig at sige, at 4. semester ikke er optimalt udvekslingssemester. Det var i hvert fald for mit vedkommende en ret stressende oplevelse at søge praktik og have fag samtidigt, også i et system, hvor hele den navlepillende praktiksøgningssaga er svær at oversætte. Når det er sagt, er det ikke noget, der ville have fået mig til at vælge det anderledes.

Et andet argument, jeg har det en smule anstrengt ved at høre på, er, at det er pengene, der er problemet. Først og fremmest, lad os være ærlige, så har det aldrig nogensinde været tilfældet for 90% af denne trenchcoat-befængte skole. Derudover findes der så mange muligheder for at få lidt mønt på lommen med, hvis man ellers får fingeren ud og får søgt nogle legater. Hvis man opholder sig inden for EU’s grænser, så har man endda det privilegium, at man kan få i omegnen af små 20.000 kr. med i Erasmus-legater uden at gøre så meget som at sende et par personlige oplysninger. Jeg har hørt om mange, der ligeledes har fået 20.000-30.000 kr. med til deres udvekslingseventyr oversøisk. Jeg kan desværre ikke sige, at det var tilfældet for mig, men det var nu mest fordi hele mit forløb var noget uvant og skete ret meget i sidste minut.

Sidste argument lyder, ”at der ikke er nogen af stederne på listen, der tiltaler mig”. Det kan jeg sagtens relatere til, det var der heller ikke for mig ud over Beirut til at starte med, men så er det jo heldigt, at man også har muligheden for at handle selv. Er det ikke skønt? Der er ingen, der siger, at den liste er det eneste boltre-rum, man har. Hvis du er en spæd 1. eller 2. semmer, og egentlig har fravalgt udveksling, fordi der ikke var noget på listen, som ægte tiltalte dig og fik dit hjerte til at hoppe en smule hurtigere, så er det her min knap så ydmyge opfordring til at forsøge selv.

Hvis man er ude i god tid, så kan meget lykkedes. Jeg var ikke engang i god tid, og det lykkedes alligevel. Jeg kommer nok til at falde til klichéerne, men hvor der er vilje, er der vej. Der var mange steder i min proces om eventuelt at komme til Georgien, der så ud til ikke at føre nogen steder, men jeg tog ikke nej for et nej, inden jeg i sidste ende ville blive nødt til at skulle acceptere det, og lige inden da blev det til et ja. Jeg har selvfølgelig også været stålsat på, at jeg skulle på udveksling – og et under alle omstændigheder spændende sted – siden jeg satte mine ben på denne skole, men stadig.

Jeg siger ikke, at mit hen ad vejen heldige udfald vil komme til at gøre sig gældende i alle tilfælde. Det kan jeg desværre ikke love. Men man kan starte med at mærke efter, hvad der virkelig trækker i en og så artikulere det, hvis nu listen over udvekslingssteder ikke siger en noget. Så kan det jo være, at internationalt kontor synes, at det er en lige så fed idé og vil gøre meget for at hjælpe dig. Måske de endda kommer til at sige ”Det er faktisk dårligt, at vi ikke har noget i det område!”, som de gjorde i mit tilfælde og gøre deres for, at dit ønske bliver til en realitet. Jeg er meget bevidst om, at mit tilfælde er det lykkelige eksempel, hvor DMJX endda valgte at gøre det til et permanent samarbejde fremadrettet med universitetet i Georgien, så jeg heller ikke skulle betale studieafgift. Med det sagt, så meget som jeg hader at skrive det og igen henfalde til klichéerne, så er mit budskab at se muligheder, ikke begrænsninger.

Argumenter for eller imod, så må jeg nok bare sande, at faktum er, at de fleste bare ikke gider. I hvert fald ikke nok. At folket hellere vil kysse på deres kærester og skråle til Taj

Mahal fredag efter fredag med deres kammerater, hvilket langt hen ad vejen er fair nok. Jeg må bare medgive, at jeg har svært ved at forstå det, og kald mig en kende dramatisk, men jeg synes faktisk også, at det er en smule foruroligende set i forhold til de journalister, der står til at klække i den kommende fremtid.

Et uforløst behov

Hvis denne manglende udlængsel og udsyn manifesterer sig på samme måde, når først vi er færdiguddannede, så synes jeg efterhånden ikke overraskende, at det ser ringe ud. Vi har i forvejen i Danmark uhyggeligt få faste korrespondenter ansat ude på de store reaktioner til sammenligning med andre europæiske lande, og det er med til at opretholde en svag forståelse for omverdenen. Hvem har jeg for eksempel at spejle mig i, hvis jeg gerne vil være Kaukasus-korrespondent? Netop, ikke nogen. Matilde Kimer kommer forbi fra tid til anden, men vi har ingen faste korrespondenter. Ikke en eneste person til at dække denne begivenhedsrige, geopolitiske betændte verdensdel?

Jeg er udmærket godt med på, at bare fordi man ikke har været i udlandet under sine to år på skolen, at man så ikke har rig mulighed for at gøre det bagefter, men for mig at se er det et udtryk for manglende internationalt udsyn. Jeg skal være den første til at bekende, at jeg nødigt vil have mine nyheder fra nogen, der sidder på deres flade hjemme i Danmark. Det tror jeg faktisk, at de færreste vil. Det er faktisk ikke godt nok, hverken for de mennesker, vi taler om, og dem, vi taler til.                                                                        

Jeg kan hverken – eller skal – tvinge folk på udveksling, men jeg vil alligevel gerne synge en lille sang op for, hvor ekstraordinær en mulighed, det er. Se nu at komme afsted, kammerat. Tag lige mulighedsbrillerne på engang! Skolen er fed, bevares, men udlandet ligeså og vi har alle godt af at komme ud og blive luftet lidt en gang imellem – som journaliststuderende især. Det er faktisk vores pligt som verdens formidlere, synes jeg.

Bas nu ned, Batman

Bas nu ned, Batman

TEKST: Frederik nees hviid
Illustration: Anton larsen

Udgivet den 12. december 2024

”Hej Frederik! Vil du skrive et debatindlæg til Bunkeren om, hvor absurd højrøvede vi er på Journalisthøjskolen?”

”Hej Zakarias. Det kan du fandme tro, jeg vil!”

Og det kaster jeg mig nu ud i! Jeg har aldrig skrevet et debatindlæg før. Hvor begynder jeg overhovedet? Skal jeg bygge det langsomt op, sende et par stikkere ud her og der, for så at smide hele bomben til sidst? Skal jeg i stedet bare smide bombe på bombe på bombe? Skal jeg nævne navne? Skal jeg lade være? Jeg aner det ikke, men here we go.

Jeg siger det her helt oprigtigt, og det er henvendt til jer alle. Til mine venner, mine ikke-venner og ikke mindst til mig selv: Please slap nu af. Jeg ved godt, at vi går på et studie, der er rigtig svært at komme ind på! Jeg forstår godt, at vi taler os selv op til at være vagthunde, der skal holde øje med alt og alle, og det er os, der skal sørge for, at ALT her i landet går rigtig til. Det er da helt sikkert også tilfældet for visse journalister. Men for 98% af os, der bliver det med alt sandsynlighed ikke hverdag. Det er ikke jer, der skal vælte regeringer. Det er ikke jer, der skal sørge for, at folkeafstemninger går retmæssigt til, og at Ukraine vinder krigen! Ved I hvorfor? Fordi I stadig ’bare’ er journaliststuderende.

Jeg forstår, at alt det ovenstående måske er dét, de fleste af os drømmer om, hvilket også er helt fantastisk! Vi er der bare ikke endnu. Jeg forstår godt, at det kan lyde meget demoraliserende. At jeg bare lyder som et surt røvhul, der vil være en partypooper, når nu det lige går så godt, og man lige har så travlt med at føle sig selv, for det har I/vi! Vi har så mega travlt med at sidde i vores elfenbenstårn opbygget af ”den sværeste optagelsesprøve i Danmark”, ”Vi kom ind på vores førsteprioritet” og ”Der er kun én ting, der er bedre end sex: DMJX” og har så travlt med at tro, at det er os, der har trukket os fra ’pøblen’, fordi de er os så intellektuelt underlegne, at vi slet ikke har fattet, at det nok i højere grad er dem, der har trukket sig fra os, fordi vi ganske enkelt er umulige at være i stue med.

MEN det er ikke det største problem, at vi fremmedgør os fra resten af studielivet i Aarhus. Det er der så mange andre studier, der også gør.

Det ABSOLUT største problem er, at vi fremmedgør os for hinanden på studiet! For javist sidder vi i vores elfenbenstårn, men ovenpå det elfenbenstårn, der er DMJX, står der endnu flere tårne stablet ovenpå.

I må ikke misforstå mig! Jeg synes, at det er fuldstændig fantastisk, at vi har et væld af foreninger på skolen, hvor man kan møde hinanden på tværs af semestre, man kan få lov til at producere og rent faktisk lave håndværket. Vi burde derfor tage dem for, hvad de er: FORENINGER. Det er ikke popularitetskonkurrencer. Det er ikke en måde for hvert eneste medlem at markedsføre sig selv på. Der er ingen, der kommer til at kunne li’ dig bedre, bare fordi du er formand, chefredaktør eller noget tredje – tværtimod.

Dét, skolens foreninger er bedst til i øjeblikket, er at give, hvem end der er i spidsen et abnormt opblæst ego og et fordrejet billede af selvet. Hvorfor skal dét, at du er den forreste repræsentant for noget, som ingen andre end du selv går op i, blive til hele din identitet? Jeg kan godt forstå, at du er stolt af at have genskabt revyen, at du har været redaktør for nogen, som har været på Island for at filme en dokumentar, eller at I har lavet et helt satireblad om det amerikanske valg, det kan jeg virkelig! Men hvorfor er du ikke mere end det?!

Hvorfor skal jeg høre på ”VED DU OVERHOVEDET, HVEM JEG ER?! JEG ER FORMAND I MODUS”? Jeg er sikker på, at du er meget mere end det! Det er bare desværre sådan, realiteten i foreningerne er. De er skabt for, at nogle i forvejen utroligt højrøvede studerende og opblæste hoveder kun bliver værre – mig selv inkluderet.

Men please forstå nu, at din forening ikke er din identitet. Når vi er ude i branchen om 10 år (hvis ikke vi alle sammen er blevet erstattet med AI – hvilket vi nok er) så har det ingen betydning, om du har været kasserer i Kurt, formand i Modus eller chefredaktør på Illustreret Bunker. Det har ikke engang en betydning nu.

Tag det fra mig! Jeg har brugt utallige timer både som skribent, redaktør og chefredaktør på DMJX Rapporten. Jeg har grint meget. Jeg har skrevet og produceret meget. Det har givet mig nye bekendtskaber. Men har det gjort mig til et bedre menneske? Næppe. Har det gjort mig til en bedre journalist? NEJ. Betyder det noget for min fremtid? Det må også være et rungende nej, eftersom jeg står uden praktikplads.

”Foreningen er ikke din identitet.”

– sådan siger chefredaktøren i Rapporten

Jeg burde være et prima-eksempel på, at foreninger ikke gør dig til et bedre menneske. Jeg kunne være undtagelsen, der bekræfter reglen, men jeg er langt fra det eneste eksempel.

Jeg vender derfor tilbage til min bøn fra tidligere: Hvis du er forperson, (chef)redaktør) eller whatever for en forening på den her skole, så PLEASE bas nu lidt ned. SELVFØLGELIG har I det røv sjovt i jeres forening, og selvfølgelig er det mega go’ gas! Men prøv nu at få lidt perspektiv. Prøv nu lige at fatte, at der ikke er nogen andre, der går lige så meget op i din forening, som du selv gør – de går faktisk nok overhovedet ikke op i den. Du skal føle dig heldig, hvis de overhovedet kommer og ser jer spille kamp, køber en øl i jeres halvdøde fredagsbar eller læser din DMATRIX.

Og fordi jeg synes, at det er virkelig ærgerligt, at vi har så mange fede foreninger, som bare bliver brugt til at egobooste de af os/jer, der sniffer ekstra til vores egne prutter, har jeg som enhver god journalist selvfølgelig idégeneret lidt. Jeg vil derfor foreslå, at alle, der vil være med i en forening, smider sit navn i en hat. Derefter holder vi et kæmpe gilde, hvor vi rent tilfældigt trækker navne op af hatten til de forskellige foreninger, og så er man bare med i den forening, man får tildelt.

”Hvad så, hvis man ikke er interesseret i den forening, man bliver valgt til?” spørger du nu.

Dertil er svaret: Bare ærgerligt. Foreningen er ikke din identitet. Brug den som en forening. Skab nogle meningsfulde relationer. Drik nogle øl med de andre, der er i samme båd som dig. Prøv at innovere og se, om det kunne blive sjovt alligevel. Og sidst men ikke mindst:

HOLD FOR GUDS SKYLD DIN RØV LIDT LAVT.

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Vi lever i den mest digitale tidsalder. De fleste unge danskere har minimum et par forskellige sociale kanaler. En undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 2023 viser endda, at 91 procent af den danske befolkning bruger sociale medier. Danmark er det land i Europa, som bruger de sociale medier allermest. Men journalistuddannelserne afspejler ikke denne brug. Ikke når det kommer til at udnytte de sociale mediers enorme potentiale i form af selvpromovering, personlig branding og karrieremuligheder. Det er en fejl.

TEKST: AMALIE LUTHER
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

POV: Du skal skrive en jobansøgning til en studentermedhjælperstilling hos en stor mediegigant. Det kunne også være en fuldtidsstilling som journalist på en radiostation. Du vil gerne vise alt, hvad du har lært på din journalistuddannelse. Alt, hvad du kan, alt, hvad du er. Men det kan virke uoverskueligt, for du ved, at du både skal shine, være kreativ, progressiv, nytænkende, og frem for alt skal du sælge dig selv. Hvordan gør man det bedst?

I en tid hvor der bliver kæmpet med spidse albuer, spidsede blyanter og skarpe ansøgninger om både praktikpladserne og fuldtidsstillingerne, bør journalistuddannelserne tilbyde deciderede kurser i, hvordan de studerende kan brande sig selv på sociale medier. På nuværende tidspunkt udbydes der ingen kurser i personlig branding på sociale medier på journalistikuddannelsen på RUC. Emnet bliver dog kort berørt inden praktiksøgningen, men den mønter sig ikke som decideret undervisning i personlig branding på SoMe. Hvad med jer, DMJX? Bliver I undervist i at fremvise jeres bedste sider på X?

Jeg mener, at alle uddannelserne bør undervise i SoMe. Det bør allerede blive introduceret fra starten og bør gælde alle online platformer – både LinkedIn, Instagram, X, TikTok og lignende. For der er et kæmpe uudnyttet potentiale gemt her, hvor man har muligheden for at vise, hvor kreativ, underholdende, velorienteret og unik man er.

Sociale medier er en del af vores liv

Der vil selvfølgelig altid være undtagelser. Dem, som mener, at hvad jeg siger, er helt ude i hampen. At sociale medier ikke skal overtage vores liv totalt, at vi allerede bruger rigelig tid på Instagram, og at man også bare gerne vil have lov at have et stykke af internettet for sig selv uden at skulle gruble over, om en fremtidig arbejdsgiver ser ens nyeste TikTok-video, hvor man danser lidt fjollet til den nyeste trend. Men her må jeg advokere for, at sociale medier jo bare ér en stor del af vores liv. Bevares, du kan altid oprette en ekstra profil, som kun benyttes i professionelle sammenhænge. Man bestemmer selv, hvor stor en del det skal fylde, og hvis du gerne vil holde alle dine kanaler tæt ind til kroppen, så gør du bare det.

Brug for redskaber og værktøjer

Men for dem, som ønsker at dygtiggøre sig, skal der være rum og plads. Ellers risikerer vi som journalister at blive rendt over ende af selvlærte influencere og selvstændige skribenter, som i dagens Danmark kan utrolig meget. Det er her, at vi skal skille os ud og kunne matche, så vi for alvor cementerer, at det er os, der har styr på medierne og har en god kerneforståelse for alle de informationskanaler, som rigtig mange mennesker bruger. Det er her, vi har muligheden for at vise, hvor dygtige vi er til at klippe videoer, redigere billeder, skrive artikler eller opslagstekster og gerne vil vise al den erfaring, vi har gjort os. Det er her, vi har muligheden for at shine mest muligt. Men vi har brug for redskaber, værktøjer og indsigt. Hvordan kommunikerer jeg bedst ud, hvilken journalist jeg ønsker at være? Hvordan brander jeg mig selv, så radiostationerne/avisgiganterne/kommunikationsbureauerne får øje på netop mig? Hvordan skal min LinkedIn komponeres, så de får øje på mine kernekompetencer, læser mine bedste artikler, bliver fanget af min overskrift, spotter mine videoer?

Bane vejen for karrieren

Jeg vil gerne foreslå, at journalistuddannelserne begynder at undervise i et kursus i personlig branding på de sociale medier. Mange journalister bruger allerede sociale medier som X, LinkedIn eller lignende til at fremvise et bestemt image af dem selv samt engagere sig med deres følgere. Det er genialt, for det er en visuel og online profil, som gør det nemt for arbejdsgiverne at identificere ens professionelle DNA, men det skaber også nye kontakter og potentielt flere arbejdsmuligheder.

Mestrer man personlig branding, kan det bane vejen for ens karrieremuligheder. Man kan kontrollere ens professionelle identitet udadtil, og det kan skabe kontakter, som potentielt kan vare hele ens arbejdsliv.

Men vi mangler viden og indsigt, og det er her, uddannelserne kan agere som bindeled.

I bør undervise os i, hvordan vi individuelt kommer til at shine bedst muligt på vores LinkedIn, X, Instagram, TikTok med flere. Her tænker jeg både til praktiksøgning, men også til studiejobansøgning og fuldtidsjobsøgning efter endt studie. Hvordan skaber vi en professionel Instagram-konto, hvor redaktøren siger: ”Shit, han er nice til at komme frem med sine budskaber!”. Hvordan skaber vi en LinkedIn-profil, hvor arbejdsgiveren siger: ”Nej, hvor har hun en struktureret profil, hvor hun har tydeliggjort sine kompetencer!”. Hvordan skaber vi en TikTok-profil, hvor lederen i kommunikation siger: ”Wow, hvor er hun god til at klippe videoer og fange de unges interesse!”.

Vi vil have de gode tips og fif – hvor en underviser eller ekspert udefra kan guide os til at medsende et link til en TikTok-profil, hvor det skinner igennem, hvor god man er til at klippe videoer, når mediet netop søger én til at klippe. Hvor vi får et kursus i at skrive LinkedIn-CV’er, som fremkalder lysten til at læse mere. Hvor vi bliver guidet til en unik, professionel X-konto, som viser den journalist, vi ønsker at brande os selv som.

Udnytte deres potentiale

Jeg har på min vej mødt mange medstuderende, som ikke havde en professionel identitet på de sociale medier. Måske nogle af dem aktivt har valgt det. Men jeg ved, at mange gerne vil skabe den perfekte LinkedIn eller vise deres artikler på en Instagram-konto. De aner bare ikke, hvor de skal begynde. Nogle deler deres artikler vidt og bredt. Andre aner ikke, hvordan man skal sælge sine tekster på de sociale kanaler, så folk får lyst til at klikke på dem. I en tid hvor freelancejournalistikken bliver mere og mere udbredt, vil det være genialt at kunne bruge de sociale kanaler til at gøre opmærksom på sig selv og ens arbejde.

Snart viser kalenderbladet 2025. Men det skal også gerne kunne afspejles på journalistuddannelserne. Så en (lille) bøn herfra – gør de studerende endnu stærkere online, hjælp os til at shine, og ban vejen sammen med os. Jeg ved, at I allerede prøver på det. Men lad os tage den til næste niveau sammen.

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Sammen med min partner in crime, Sofie Bonde, har jeg bedømt en af Aarhus’ ikoniske fredagsbarer. Dommen er faldet, og Kurt Strandbar imponerer ikke.  Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

TEKST: VIGGO SKOV HANSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

En fredag aften i Kurt Strandbar kan føles som en øvelse i at klemme flest muligt mennesker ind på mindst mulig plads. En ugentlig omgang mennesketetris er obligatorisk, og jeg har skrevet mig selv på gæstelisten.

I det tidligere auditorie er der etableret ’floor’ og beerpong-stationer, og midt imellem finder man glidebanen hen til baren. Vand og sæbe er blot skiftet ud med øl og Små Fugle. En lugt af sved og sprut præger lokalet, og selv næser ramt af slemme coronasenfølger kan mærke, at man bliver beruset blot af at befinde sig i det overfyldte lokale.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drikkevarerne er billige, og musikken er høj. En klub med værtshuspriser. Det er til at forholde sig til.

En saunaklub uden medlemsbetaling

Luften er tæt, temperaturen høj, og Kurt ’brander’ sig for alvor som en saunaklub, når samtlige fyre smider overtøjet på dansegulvet.

Lige så meget som jeg nyder at råbe for at holde snakken kørende i saunaen, lige så meget nyder jeg en snak, hvor man kan…  ja, snakke sammen. Der kommer foyeren og udearealet til sin ret. Havde der været noget, der mindede om en siddeplads, havde det været endnu bedre.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Den rette mængde sigtevand

Det sker, at jeg bliver træt af at ligne en, der selv tror, at jeg danser fantastisk. Så benytter jeg mig af muligheden for at ramme ved siden af med en bold enten i beerpong eller bordtennis. Men aldrig har jeg fået den rette mængde sigtevand.

Derfor smutter jeg en tur i baren. Køen starter allerede lige inden for døren til saunaen, men jeg smutter foran og betaler med MobilePay (det må man faktisk godt).

Jeg bestiller en fadøl til en flad 20’er og venter artigt på, at det bliver min tur til at modtage øllen. Ofte bliver jeg betjent af et kendt ansigt, og jeg smalltalker på eliteplan, mens hanen fylder plastikruset.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Svingende betjening

Jeg oplever dog også betjening, der bestemt ikke giver mig lyst til at klappe i hænderne. Bartenderen møder en gammel ven eller veninde, og jeg ’får lov’ til at overvære mødet og opleve gensynsglæden, imens køen til udleveringen af øl ikke bliver kortere, og kunderne (inklusive mig selv) bliver mere utålmodige. Det lader dog ikke til at påvirke bartenderen. Sekunders ventetid bliver til et og så to minutter, før jeg kan forlade saunaen.

Jeg er ikke i tvivl om, at Kurt Strandbars frivillige har en fest, men jeg vil også gerne selv være med.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Sænk ambitionsniveauet

Kurts frivillige elsker temabarer. Der er i hvert fald mange af dem. Måske for mange. Jeg får i hvert fald ikke skaffet ny udklædning eller planlagt med min far eller mor at tage dem med til ’Forældre-bar’ fra den ene uge til den anden. Og jeg kan vist sagtens sige, at jeg ikke er den eneste.

En temafest er bare bedst, når man kan se, at det er en temafest. Så det ville vist ikke gøre noget at sænke ambitionsniveauet lidt og planlægge lidt færre temabarer.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

En kodyl fest

Der er ingen tvivl om, at jeg selv er garant for at få en mindeværdig aften, der ikke smelter sammen med den forrige fredagsbar. Kurt Strandbar tager mig ikke i hånden og gør aftenen til noget unikt. De sørger for faciliteterne og scorer højt på parametre som dansegulv, drikkevarer og temperatur, men der bliver ikke kredset for detaljen.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drikkevarerne er billige, og musikken er høj. Men kan jeg ikke godt forvente mere? Eller hvad?

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation.  Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester. Har det interesse for dig? Så skriv til: illbunker@dmjx.dk