Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

Du er ikke garanteret anonymitet i din evaluering af undervisningen

Jeg blev kontaktet af min underviser til en opfølgende snak om min kritik af vedkommende i den anonyme evaluering. Oplevelsen har efterladt mig splittet over det faktum, at vores klage åbenbart ikke behandles i fortrolighed og anonymt, som vi ellers loves.

TEKST: MAYA ANASTASIA LARSEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Udgivet den 21. marts 2024

I efteråret tog en underviser fat i mig, da jeg var på vej op ad trappen. Pågældende underviser ønskede en opfølgende snak, på baggrund af min besvarelser i den anonyme evaluering – primært om den kommentar jeg havde efterladt. Min kommentar indeholdt en specifik situation, som jeg vurderede, var relevant for underviseren at have kendskab til – selvom jeg godt vidste, at underviseren ville kunne genkende mig.

Min kommentar handlede om et dødsfald i min familie, hvor jeg pointerede, at underviseren havde håndteret det dårligt med hensyn til fravær og eksamen. Ydermere kritiserede jeg underviserens bagtale af medstuderende under en vejledning.

Men hvis genkendelighed forsvarer, at en underviser ønsker en samtale, hvori ligger så pointen i anonym evaluering? Den anonyme evaluering er jo underviserens adgangsbillet til en ægte feedback af undervisningsforløbet. Der er et magtforhold mellem underviser og studerende, man selv på DMJX ikke kan komme uden om, og derfor er det netop vigtigt med en anonym evaluering som værktøj.

Jeg kontaktede jura, som sagde, at en underviser som udgangspunkt ikke må kontakte en studerende på baggrund af en evalueringsbesvarelse. Jura sendte mit dilemma videre til institutchef Henrik Berggren. Det affødte en mail fra omtalte underviser, der forsikrede mig om, at jeg ikke skulle forsvare min evaluering, og at jeg stadig kunne afvise samtalen, hvis jeg ønskede det.

Jeg tog til samtalen med forsikringen i baghovedet. Samtalen udviklede sig dog alligevel til en flanke, hvor jeg skulle forsvare mit synspunkt. Hele situationen har sat sig i mig, og jeg har fremadrettet nægtet at skrive kommentarer, ris eller ros.

Frygten ødelægger hele billedet af evalueringer som kvalitetssikring af undervisningen. Selvfølgelig skal underviser eller ledelse gribe ind, hvis der er tale om situationer, som er særligt grænseoverskridende og/eller kritisable, men min evaluering var en kritik af underviseren og undervisningen.

”Nuvel,” kunne du tænke, “er det reelt ikke bare et dig-problem, Maya? Du har haft en dårlig oplevelse. Hvorfor skal du optage spalteplads i Illustreret Bunker?”.

Til det vil jeg sige, at jeg med byline står frem med min ærlige mening, så studerende i deres fremtidige evalueringer kan være ærlige. Selvom de vil kunne genkendes.

Jeg mener, ledelsen og underviserne skal vide, at selvom der er en “lettere” relation mellem underviser og studerende på DMJX, så skal det ikke give anledning til, at den studerendes anonymitet kan skubbes væk. Grundlæggende er det problematisk, når man forsikrer anonymitet for derefter at blive kontaktet.

Og for at konkludere denne sag er jeg også nødt til at påpege, at jeg uden videre kunne henvende mig til Maja Egelund, som hurtigt fandt min besvarelse på baggrund af mit studienummer.

Da jeg talte med Henrik Berggren, spurgte jeg ham om det helt essentielle: Retfærdiggør genkendelighed bruddet på reglerne? Han svarede ja og nej, fordi en studerende skriver noget genkendeligt, så lægger det op til dialog om problemet.

Jeg synes, det er et enormt svigt og brud på tilliden mellem ledelse og studerende på denne institution. Hvis vi som kommende journalister skal kunne beskytte kilders ret til anonymitet, synes jeg også det er på sin plads, at begrebet skal tages seriøst.

Institutionen og underviserne er lige så meget nødt til at følge reglerne, som de studerende er. Hvis der ikke kan garanteres anonymitet, så skal dette fremgå tydeligt, uanset om man kan genkendes eller ej.

Genkendelighed i anonyme evalueringer retfærdiggør ikke brud på reglerne – punktum.

Stram op

Jeg tror stadig på den anonyme evaluering som værktøj, idet den primært har gavnet undervisningsforløbet og de studerendes faglighed. Når jeg kigger tilbage på situationen, fortryder jeg, at jeg var ærlig. Jeg ville gerne have været foruden oplevelsen – og den her klumme.

I sidste ende bør et uddannelsesmiljø være et sted, hvor både undervisere og studerende kan deltage i en ærlig og givende dialog. For at opretholde integriteten af evalueringssystemet må ledelsen på DMJX anerkende og håndtere situationer som min bedre.

Det er afgørende at sikre, at undervisere respekterer og forstår anonymitetens værdi i evalueringerne.

Lad os stræbe efter et undervisningsmiljø, hvor konstruktiv kritik kan gives uden frygt for konsekvenser. Dette vil ikke kun styrke forholdet mellem undervisere og studerende, men også fremme en kultur præget af ærlig refleksion og bæredygtig kvalitetsforbedring.

Brevkassen med Astrid Fischer

Brevkassen med Astrid Fischer

Brevkassen med Astrid Fischer

Med vinder af Cavlingprisen anno 2023, Astrid Fischer. Hun afdækkede sammen med kollegaerne Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Til daglig arbejder hun på DR Nyheders undersøgende redaktion og har tidligere været nomineret til tre Cavlingpriser. For psykiaters fejlbehandling i 2013, svigt i tilsyn af læger i 2015 og meningitissagen i 2017. Illustreret Bunker har stillet hende ti spørgsmål om undersøgende journalistik, dækningen af kræftskandalen, og hvad fremtiden bringer for den garvede journalist.

TEKST:  Astrid Fischer
illustration: lotte skjødt nielsen 

Udgivet den 21. marts 2024

Hvad skal der til for at blive en god undersøgende journalist?

Jeg tror, der er mange veje til det.  For mig er vejen gået gennem nyhedsjournalistik på Radioavisen via udlandsreporter, siden fagmedarbejder og indimellem vært på P1 Orientering til det gradvis mere undersøgende. Det er godt at få det journalistiske håndværk ind under neglene, tænker jeg.  Stædighed er ret afgørende, når man skal jagte svarene lidt længere end de fleste. Og så kommer man langt med nysgerrighed og ægte interesse for det, man graver sig ned i. Resten er hårdt arbejde og systematik, når man skal kortlægge både en konkret sag og den kontekst, den udspiller sig i.   

Hvordan har du sikret troværdigheden hos dine kilder i forbindelse med dine undersøgelser?

Vi får mange henvendelser, og nogen kontakter os fortroligt, men sjældent anonymt (altså hvor vi ikke ved, hvem de er). Henvendelserne kan sættes os på sporet af en vigtig historie, men vi bringer den først, når vi har dokumenteret og efterprøvet den. Om vi vælger at forfølge et spor, bygger ofte på en fornemmelse af, om henvendelsen virker troværdig, ekspempelvis kan der jo følge nogle dokumenter med. Vi ser også på kildens motivation og egen interesse. Og før vi for alvor graver os ned i en sag, skal vi også vurdere, om der kan gemme sig en principiel og væsentlig sag. Det er vigtigt, fordi vi udkommer bredt på alle DR’s platforme.

Har du oplevet nogen modstand eller pres fra hospitalet eller andre involverede parter under din dækning af denne historie, og hvordan har du håndteret det?

Dokumenter, vi fik gennem aktindsigt, var et vigtigt fundament for dækningen. På et tidspunkt lukkede Region Midtjylland stort set ned for at give mere aktindsigt til DR med den begrundelse, at vi havde søgt for mange gange. Jeg indklagede sagen for Ankestyrelsen, som klart underkendte regionen. Der var flere gange, hvor jeg indbragte regionens afslag på aktindsigt, og næsten hver gang gav Ankestyrelsen besked om, at regionen skulle ændre sin afgørelse.

Det er et stort arbejde at klage, men det var helt sikkert besværet værd. Også helt principielt – det skal ikke være for let bare at give afslag på aktindsigt.

Hvad har været den mest udfordrende del af at afdække og rapportere om denne kræftskandale, både journalistisk og personligt?

Det var et utrolig intenst forløb, som vi ikke var helt forberedt på – og ingen nok kunne være forberedt på –, da vi bragte det første indslag.  Det var virkelig en snebold, der blev til en lavine, og det var indimellem svært at følge med.  Vi skulle jo have overblik over fakta, bringe vores egne afsløringer og dække de politiske initiativer, der hele tiden blev taget. Mange kolleger blev involveret i dækningen til DR’s mange platforme, hvilket var helt fantastisk, men også indimellem næsten uoverskueligt at holde styr på. Vi skulle jo sikre, at alt, der udkom, var helt i orden.  Samtidig fortsatte vi med at indsamle nye oplysninger om sagen på Aarhus Universitetshospital og mere bredt. Og det væltede ind med henvendelser fra patienter og mange andre, der havde rigtig gode input og tip. Det betød, at der var mange andre ting, jeg måtte sætte til side i en periode.

Hvordan mener du, at din dækning af sagen har påvirket offentlighedens opfattelse af hospitaler? Og frygtede I på noget tidspunkt at tilliden til resten af sygevæsenet ville falde så drastisk, at det ville gå udover alvorligt syge patienter?

Det er et svært spørgsmål, for vi skal jo lægge sandheden frem, selvom den er ubehagelig og måske kan svække folks tillid til sundhedsvæsenet generelt. Samtidig er dækningen med til at skabe forandring, som jo netop er til gavn for de alvorligt syge patienter. Vores dækning førte til, at regionerne blev forpligtet til at indberette alle overskridelser af kræftventetider. Der kom fokus på at informere kræftpatienter ordentligt om deres rettigheder og gøre mere for at behandle dem til tiden. Jeg tænker, at det er myndighedernes reaktion, der er afgørende for folks tillid, og den er vi ikke herre over. Men i det her tilfælde blev der sat rigtig mange ting i gang.

Det, vi selv forsøgte at gøre, var at være så konkrete som mulige i dækningen, så den netop ikke handlede om ’sundhedsvæsenet generelt’. Vi fremlagde meget dokumentation i vores artikler. Vi bestræbte os også på at være fair og give god taletid til de kritiserede parter. 

Er der aspekter af historien, som du mener ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, og som fortjener mere opmærksomhed?

Vi har for nylig samlet op på sagen i en mini-podcastserie i et nyt format på DR, Genstart Dox, og i arbejdet med den blev det ret klart for os, at der er nogle spørgsmål, der ikke er blevet klart belyst. Det er spørgsmål om, hvad der skete med de advarsler om lange ventetider på kræftbehandlingen på AUH, som gik ind i Region Midtjylland fra læger og fra hospitalsledelse. Oplysninger, der gik ind i direktionen.  Hvorfor blev der ikke handlet på dem, og hvem vidste præcis hvad hvornår? Det lovede regionen ville blive undersøgt, men flere eksperter, patienter og pårørende konkluderede, at de ikke havde fået de lovede svar.

Om vi nogensinde får svarene, ved jeg ikke. Vi slipper ikke helt sagen, og der er også stadig en politiefterforskning af sagen i gang samt en undersøgelse, som Rigsrevisionen forestår.

Hvad har du lært undervejs i denne undersøgelse, der kan være nyttig for andre journalister?

Helt konkret var jeg glad for at erfare, at man faktisk kan få aktindsigt i interne dokumenter. Det blev fundamentet for dækningen. Vi skulle klart have de oplysninger i aktindsigt, som vi fik. Og vi skulle måske også have haft mere end det, vi fik. Men jeg har tidligere oplevet, at der bliver givet nærmest blankt afslag på aktindsigt i interne dokumenter. Som udgangspunkt er der ikke en ret til aktindsigt i interne dokumenter. Der er klare undtagelser, men det er jo myndighederne, der laver vurderingen af, om de dokumenter, de har, falder inden for undtagelserne.

Jeg arbejdede med at formulere præcise aktindsigtsansøgninger og med konsekvent at klage videre til Ankestyrelsen, når jeg fik afslag.

Den anden lære af sagen er ikke ny for mig: det nytter at blive ved, så længe der er noget at komme efter og ikke stoppe, når myndighederne har spillet ud med den første genopretningsplan eller redegørelse.

Hvordan har du forsøgt at balancere mellem rapportering af vigtige nyheder og samtidig respektere privatlivet og følsomheden omkring kræftpatienter og deres pårørende?

Det var heldigvis patienter, der gerne ville medvirke med en stærk motivation for at gøre en forskel for andre. Vi respekterede deres grænser, hvis der for eksempel var situationer fra optagelserne, de ikke ønskede, vi brugte.  Det skulle fremstå værdigt. Det er også generelt et mantra for os, at folk ikke optræder som ’ofre’, men som handlende mennesker. Og det var de jo. Det var nogle stærke mennesker, trods den krise, de var i.  Og de leverede med deres udsagn vigtig dokumentation om, hvad der præcis var foregået – og modsagde forklaringer fra regionen – så de på den måde ikke bare var cases.

Hvad gør, at denne historie modtager en Cavling? Og hvad betyder det personligt for dig at vinde?

Dybest set var det jo bare vildt, at den historie fandtes – og stadig svært at forstå. At der var patienter med fremskreden kræft, der ventede alt for længe på livsvigtig behandling, og at det gik under radaren så længe. En af mine kolleger har kaldt sagen en ’10-års-hændelse’, og det, synes jeg, er meget rigtigt. 

Vi lykkedes med at rulle historien ud på en måde, som var en slags syntese af de metoder, vi har opbygget på den undersøgende redaktion gennem adskillige år. Og derfor betyder prisen for mig også en slags ’krone på værket’, selvom værket ikke er slut endnu.

Hvad er næste skridt? Kommer vi til at se dig blive ved at undersøge sundhedssektoren, nu hvor du endelig vandt en Cavling? Eller vil du prøve noget nyt?

Jeg og min kollega, Jonas Deiborg, var netop gået i gang med optagelser til en anden historie, da kræftsagen kom flyvende. Den arbejder vi nu videre på med et års forsinkelse. Den udspiller sig også på sundhedsområdet, men er af en helt anden karakter. Jeg har ikke noget imod at prøve noget nyt, men jeg har mange års erfaring med sundhedsstof, og det er nok bare lettest at ’se’ historier inden for et hjemmevant område.

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

Innovationsprojekt om kønsubalance og testosterontung gæsteliste. På DMJX udelukker de to ikke hinanden

TEKST: KAROLINE HÜCHE BENTZEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK 

Udgivet den 21. marts 2024

En af de sidste trædesten før mødet med mediebranchen er faget Medieudvikling og Praktik red. MUP, som står først på skemaet, når man starter på 4. semester. Udover at blive mødt af praktikkoordinator Røskva Würtz bliver man gennem forskellige aktører fra mediebranchen introduceret til den virkelighed, der venter os rundt om hjørnet. Der er kun ét problem: Hvor er kvinderne?

’Bedre kønsbalance i mediebranchen’

Før vi startede på faget, fik vi tilsendt et overordnet program, hvor der var en liste over hvilke oplægsholdere, vi kunne forvente. Ti mænd – og én kvinde (som blev syg). Jeg havde netop læst om det treårige DMJX-innovationsprojekt: ’Bedre kønsbalance i mediebranchen’, og jeg fandt det helt ærligt paradoksalt sideløbende at afvikle et fag med en så testosterontung gæsteliste.

Innovationsprojektet fik i sin tid en bevilling på 1,6 millioner kroner fra Nordisk Ministerråd og sluttede i udgangen af 2023. Projektet skulle ”rykke ved uligheden mellem kønnene i og på tværs af Nordens mediehuse” og havde til hensigt at skabe forandring og udvikling. Projektet peger blandt andet på, at blot hver tredje topleder i mediebranchen er en kvinde.

Men hvorfor starter DMJX ikke med at granske sig selv? Ubalancen er lige så relevant at se på i undervisningsregi, som den er i mediebranchen. Det er svært helt at tro på projektets oplysningsværdi og gennemslagskraft, hvis ikke skolen selv tilstræber at opnå den balance, de savner. Og for mig er balance også at have en skærpet opmærksomhed på, hvem man som uddannelsesinstitution inviterer som gæsteundervisere.

Røskva-effekten

Jeg spidser ører, når Røskva fortæller om sin tid på Weekendavisen. Hvis hun kunne komme i praktik på et landsdækkende dagblad, så kan jeg måske også. Jeg føler mig spejlet i mit køn, og det har jeg, og andre kvinder, brug for. Det betyder noget at se sit køn repræsenteret – især i et undervisningsfag som skal klæde én på til praktik.

I pauserne stimler mine medstuderende sammen om Røskva, og udover at hun har samme beroligende effekt som en betablokker før en eksamen, kan jeg mærke, at også jeg længes efter at snakke med hende. Ikke fordi hun skal fortælle mig, at jeg nok skal få en praktikplads, men for at høre, hvordan hun som kvinde har oplevet den branche, der kigger mig i øjnene.

Mænd med ekspertviden og ledertitler

Projektet viser, at det også halter, når det kommer til kønsbalance i det journalistiske indhold. Her er det ikke udelukkende den velkendte udfordring med, at det er de samme hvide mænd, der bliver brugt som eksperter i mediebranchen, men også brugen af almindelige kilder. Og hertil kommer mit råd: Hvis I reelt ønsker at komme kønsubalancen til livs, så start hos jer selv.

Start med at invitere kvindelige mellemledere fra mediebranchen på visit, næste gang I afvikler MUP. Og husk også de kvindelige eksperter, så vi ser, at de findes. Og mon ikke det får den umiddelbare effekt, at én af os ringer dem op, næste gang vi vil vide noget om deres ekspertise. Eller at unge, kvindelige journaliststuderende spejler sig i kvinden med ledertitel og tænker, der er plads til hende i mediebranchen.

***

Svar fra Røskva Würtz

Som koordinator og tovholder på Medieudvikling og praktik (MUP) er det mig, der har ansvaret for sammensætningen af programmet. I denne installation af MUP var der tre kvindelige undervisere/oplægsholdere, som ikke kunne deltage, samt en fjerde, som måtte melde fra undervejs i forløbet. Skribenten har dog tilsyneladende glemt de seks kvindelige praktikanter/dimittender, vi fik besøg af på forløbet, ligesom hverken skribenten eller de øvrige 93 MUP-deltagere har efterspurgt flere feminine inputs undervejs. Det til trods for, at jeg åbent har inviteret til, at man kunne foreslå ønskede oplægsholdere. De eneste ønsker var mænd. Forløbet er i øvrigt ikke færdigafviklet, da vi stadig mangler både praktiksøgning og praktikforberedelse, og her vil de studerende møde flere kvindelige branchegæster til blandt andet debat om MeToo i mediebranchen.

Det er ærgerligt, at der konkluderes på den tilfældighed, at der var flere mænd end kvinder på et enkelt forløb, og at der ikke føres skyggen af belæg for, at det skulle være udtryk for nogen generel praksis på DMJX.

Jeg ser frem til at gå i dialog om dette emne uden for spalterne.

Public service vil have dig i et parforhold

Public service vil have dig i et parforhold

Public service vil have dig i et parforhold

TEKST: Rebecca lykke Steffin
Illustration: Katrine Åsleff edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Hver gang, jeg tænder for DR eller TV2, får jeg følelsen af at være Bridget Jones. I filmen af samme navn kæmper den +30-årige kvinde med både karriere og singleliv. I en bestemt scene er hun den eneste single til en parmiddag, hvor hun bliver placeret for enden af et langbord fyldt med tosomhed på begge sider. I kor udspørger parrene hende om, hvorfor hun er single, hvordan det går med hendes kærlighedsliv, og hvorfor hun ikke har fundet den eneste ene endnu.

Til det svarer hun, at under hendes tøj er hele hendes krop fyldt med skæl. Det er det eneste, der får gæsterne til at holde mund.

Ligesom langbordet i Bridget Jones er Public Service blevet din irriterende fjerne slægtning, der ikke kan stoppe med at spørge om, hvorfor du ikke har en kæreste. Og jeg kan ikke lade være med at føle, at det er blevet forkert være tilfreds med at være alene.

Der er efterhånden så mange datingprogrammer på Public Services platforme, der enten handler om parforhold, eller hvordan man kommer i dem, at man skulle tro, at det at være alene blot er en glidebane til parforholdet.

Nogle af de programmer der ruller på DR er ‘Gift ved første blik’, ‘Matchet på Mælkevejen’ og ‘Vild kærlighed’. De handler alle sammen om at finde den store kærlighed. Om det er ved at sætte en ring på en fremmeds finger, håbet om at finde kærligheden mellem stjernerne eller på en tømmerflåde, er det kun DR’s tilrettelæggeres fantasier, der sætter grænser.

Lige så mange programmer er der hos TV2, der også er underlagt Public Service betingelserne. Her vises ‘Landmand søger kærlighed’, ‘Kærlighed hvor kragerne vender’ og ‘Alene sammen’, der også alle sammen handler om at finde den eneste ene.

Men det er skam ikke fordi, at kærligheden ikke må blomstre henover skærmen. Der er bare ingen programmer om at være single, hvor det bare handler om, at det er okay at være alene.

 

Public service har et ansvar for at repræsentere tilfredse singler

Ifølge Public Service-kontrakten for 2022 til 2025 skal DR blandt andet have fokus på dækningen af hele Danmark, så den afspejler mangfoldigheden i de forskellige dele af landet.

Ifølge Danmarks Statistik var der i 2021 38 procent af den danske, voksne befolkning, der bor alene – og det tal har været stigende siden 80’erne. Det er ikke nødvendigvis singler, for det er der ikke tal for, men det er mennesker, der vælger at bo alene.

Der er ingen programmer, der handler om singler eller solo’er, der er tilfredse med at være alene. Vi lærer på DMJX, at vi skal vise følelser og udvikling hos folk, og violinerne spiller jo, så snart det handler om kærlighed. Men det er Public Services ansvar at repræsentere den generelle befolkning og ikke belære om, hvad der er den rigtige og forkerte måde at leve på. I stedet burde de udforske, hvorfor flere vælger at bo alene.

Når man udvisker den del af befolkningen, der tilvælger at være alene og kun laver programmer, der handler om parforhold, indikerer Public Service implicit, at det ikke er nok at være alene. For Public Service er det kun i orden at være alene, hvis det er i søgen efter den store kærlighed.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

“Grib knoglen” siger de, men i den virkelige verden sender man mails

Når man som journaliststuderende tager sig sammen og ringer sine partskilder op, bliver man ofte affejet med et “send en mail”. Er det virkelig bare sådan det er blevet nu? Og samtidig er det som om, at skolen ikke altid tager højde for, at systemet drukner os i mailbureaukrati. Grib knoglen, siger de bare.

TEKST: Thit Lund Bording
Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen 

Udgivet den 30. marts 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Noget af det første, man lærer som journaliststuderende på DMJX, er at gribe telefonen og få ringet til kilder. Jeg husker det som yderst nervepirrende, da jeg stod som grøn journaliststuderende og skulle forstyrre andre mennesker med mine spørgsmål. 

Nu på fjerde semester står jeg dog overfor et andet problem. Selve opkaldet forløber fint, og der er ingen svedige hænder eller bævende stemme. Men når jeg ringer til styrelser, partskilder eller sågar eksperter, bliver jeg efter en lang talestrøm, om hvem jeg er, hvad jeg undersøger, og om jeg har fat i den rigtige person, prompte bedt om at sende en mail.  

Spørgsmålet er så, om det bare er den evige dans mellem journaliststuderende og partskilder, eller om det er et tegn på, at noget har ændret sig i branchen?

 

Vi er altså ikke i 1980’erne længere

Jeg forstår godt, hvorfor underviserne beder os om at ringe til kilderne i stedet for at sende mails. Spørgsmålet er bare, om det er sådan virkeligheden fungerer nu til dags. 

Det er et vilkår, at man som journalist bare skal “gribe knoglen”, og det skal læres så hurtigt som muligt, for kildekontakten går meget nemmere via telefonen. Siden telefonen blev opfundet, har journalister ringet rundt til deres kilder, og engang, i en ikke så fjern fortid, kunne journalister ringe direkte til ministrene på Borgen. Men sådan er det jo ikke mere. Kontakten med ministerier, styrelser og de enkelte ministre er mildest talt umulig – i hvert fald som journaliststuderende. Du kan ringe i en strid strøm, men der er sjældent tid til de enkelte spørgsmål, man har. Der er endda nogle politikere, der i deres telefonsvarer frabeder sig, at journaliststuderende ringer til dem. Og selv når man får fat i en presserådgiver, bliver man mødt med klassikeren: “Kan jeg få dig til at sende en mail?” – også selvom det er deres job at tale med os. Men hvorfor er det, at mails så er bedre? For jeg kan sende lige så mange mails og være lige så stor en pestilens, som hvis jeg ringede. Netop dén journalistiske dyd er ikke gået tabt. 

Jeg forstår godt, at kilderne beder om at få en mail, for tænk at tage telefonen og blive overvældet af en sådan ordstrøm, at man knap nok ved, hvem der er i den anden ende af røret. Så er det nemmere at overskue på skrift.

Men nogle gange er det som om, at skolen ikke rigtig anerkender denne problemstilling. Måske fordi der til tider stadig hersker en idé om, at man bare kan troppe op på Borgen, banke på en ministers kontor og bede om et interview, som var vi journalister i 80’erne. Der er sågar opgaver, der kræver, eller i hvert fald lægger kraftigt op til, at et svar fra en relevant politiker “BØR” indgå. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når man bare bliver puttet ned i mail-syltekrukken af presseafdelingen? 

Jeg foretrækker at ringe, og det vil jeg også blive ved med at gøre, men når man gang på gang bliver bedt om at sende en mail, kommer man til at overveje, om det ikke bare var der, man skulle have startet.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Journalistuddannelsen på DMJX forsøger at favne for vidt og for bredt på kort tid. Det giver mindre tid til fordybelse, og det høje tempo risikerer at slække på kvaliteten af undervisningen.

TEKST: Josefine harboe
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Jeg er virkelig glad for at gå på journalistuddannelsen på DMJX. Jeg husker den nat, hvor studiepladserne blev offentliggjort, og jeg kunne vågne op til et optagelsesbrev. Begejstringen var stor, og den er her stadig.

Jeg lærer noget nyt hver dag og har, modsat mange af mine venner på universitetet, en oplevelse af at forstå, hvad jeg laver. Jeg får ikke en kandidatgrad og bliver ikke akademiker, men jeg uddanner mig til en rigtig jobtitel. 

Jeg har dog én anke mod denne skole: tempoet. Hvordan kan det være, at vi japper os igennem alle forløb, projekter, temaer og opgaver? 

På DMJX’ hjemmeside står der om journalistuddannelsen, at ‘du lærer det hele’. Det er netop min anke, at vi skal rundt om så meget. Vi kradser i overfladen, men dvæler ikke ved noget. Jeg tror ikke, det er umuligt at skære en kommuneopgave fra eller mindske artikelproduktionen og i stedet bruge den tid på at forfine det journalistiske håndværk.

Første semester føltes som en feberdrøm. Det var noget med at skulle ud i en kommune, men først efter vi besøgte nogen med en fritidsinteresse. Den historie udkom da også både som tv-indslag og nyhedshistorie. Vi brugte lidt tid på at skrive refleksionsrapporter, en retsreportage, fik en intro til det fængende sprog, og jeg er helt sikker på, at vi også forsøgte at skrive rubrikker. 

Jeg forstår vigtigheden af det hele, og derfor ærgrer det mig også, at jeg ikke har en følelse af at være blevet god til noget af det.

Tempoet lægger ikke op til fordybelse, men snarere en arbejdsparole, der lyder, at det ikke skal blive godt, det skal bare blive færdigt. 

Journalisthøjskolen er ikke en akademisk uddannelse, og derfor er meget læsestof og teori skåret fra. Men også et håndværk kan forfines. 

Et eksempel er det kritiske interview, som vi brugte én uge af andet semester på. Som undervisningen slog fast, behøver det kritiske interview hverken være vredt eller ubehageligt, men kan bruges i mange sammenhænge. Derfor forstår jeg simpelthen ikke, at der ikke blev viet mere tid til det.

Misforstå mig ikke, for det var en lærerig uge. Vi havde et oplæg, brugte flere dage på research og selve interviewet blev udført foran en underviser, der kom med brugbar feedback. Der var omkring 10 ting, jeg ville gøre anderledes, da jeg kom ud fra den interviewsituation, men før det sidder på rygraden, har jeg brug for gentagelse. Ind til nu har den ikke været til stede.   

Efter fem dage med veltilrettelagt undervisning i kvantitativ metode sidder jeg med samme følelse af at have smagt på noget virkelig brugbart stof, som ikke har fået nok plads at udfolde sig på.

Jeg tror ikke, det havde stillet mit behov i stedet at læse på universitetet, hvor man virkelig får lov at begrave sig i akademisk læsestof. For det er jo sådan set ikke det, jeg efterspørger, eller pensum jeg anfægter. Det, jeg mangler, er fordybelse i det, vi allerede lærer og lidt kyndig vejledning sideløbende. Jeg ved det findes her på stedet. 

Jeg forstår godt, at uddannelsen afspejler en branche med højt tempo og hurtige historier, men det skræmmer mig, hvis udviklingen i nyhedsbilledet fortsætter på denne måde. Netop derfor synes jeg, Journalisthøjskolen har et ansvar. Vi må ikke underkende den indflydelse, som mere end 200 færdiguddannede journalister hvert år har på branchen og industrien. Hvis vi fik fyldt den journalistiske værktøjskasse med tålmodighed og fordybelse, kunne vi bidrage til et nyhedsbillede, der var mere nuanceret.

 

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk