Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

Udgivet den 01. juni 2023

Kommunikation og journalistik er ikke den samme uddannelse. Så har vi det slået fast, for det er jeg udemærket godt klar over. For mig bliver det dog lidt mere uklart, hvorfor man som helt grøn første semmer skal tages om skuldrene og som en anden ‘Løvernes Konge’-analogi få at vide: 

“Alt hvad du kan se tilhører os, men de der kommunikationsstuderende derovre, dem må du aldrig gå hen til.” 

Eller det er i hvert fald, hvad jeg forestiller mig sker. Jeg læser selv kommunikation, og havde jeg ikke meldt mig ind i en forening, der består af både journalister og kommunikatører, tror jeg aldrig, jeg ville have haft grund til at snakke med dem. Det skulle da lige være efter fem fadøl og en englefisse i fredagsbaren, men på det tidspunkt er grænserne også lidt mere udviskede.

I daglig tale bliver det dog hurtigt til et dem og os – og det,  synes jeg, er synd. For selvom livet som ungt menneske i 20’erne godt kan føles lidt dramatisk til tider, så er det altså ikke et Shakespeare-stykke, og vi kommunikatører er lige så lidt Capulet’er, som journalisterne er Montague’er. Så hvorfor skal der herske en nærmest naturlig splid imellem os – som ingen rigtig kan forklare?

Hvorfor kunne vi ikke behandle hinanden som det, vi med al sandsynlighed peger på at blive: Kollegaer. Ja for undskyld mig, men jeg synes efterhånden, at man bliver tudet ørerne fulde med, at der ikke er hverken nok praktikpladser eller jobs til journalisterne, og de derfor ender, som det de frygter allermest: Kommunikatører (shock horror!). Og selvom det kan lyde fuldstændig åndssvagt for journalisterne, så åbner min uddannelse som kommunikatør som sådan også dørene for at blive journalist – i hvert fald hvis man skal tro på DMJX’ egen beskrivelse af uddannelsen. I virkeligheden er ’journalist’ jo på ingen måde en beskyttet titel, og selv folk fra SDU kunne i teorien kalde sig selv journalister – men det er måske også at strække den. Men når hverken journalisterne eller os kommunikatører kan se frem til beskyttede titler efter både skolegang og praktikpladser, burde vi så ikke støtte lidt mere op om hinanden frem for det modsatte?

Men hvordan begraver man så den stridsøkse? Man kunne jo for eksempel starte med at slå rusforløbene sammen. Efter sigende er det noget, der har været undervejs i længere tid, og alligevel snakker man om, at det nok ikke bliver lige foreløbig. Men hvorfor egentlig ikke? I forvejen er journalisterne og fotojournalisterne slået sammen, så hvad ville 50 mennesker mere gøre? 

Min egen klasse stiller sig delvist skeptisk overfor idéen. De mener, det bliver for mange mennesker, og man derfor vil have svært ved at lære sin egen klasse at kende – men det er jo netop meningen. Det er da langt bedre at lære en masse at kende fra den branche, du på et tidspunkt ender ud i, end en klasse du alligevel skal være sammen med resten af din uddannelse.

Når vi kommunikatører starter på skolen, går de eneste andre kommunikatører på syvende semester (og dem fra femte semester der ikke er på udveksling), og man kan derfor ikke få det samme sammenhold årgangene imellem, som journalisterne har mulighed for. Forsøgte man derimod at slå rusforløbene sammen, ville man ikke blot give både journalisterne og kommunikatørerne en større bekendtskabskreds, man ville uden tvivl også fordre et bedre studiemiljø mellem alle årgange og uddannelser.

Selvom det ikke blev min årgang, der fik overvundet vores shakespearske uenigheder, så håber jeg for fremtidige årgange, at der ikke er så lange udsigter til det, som det forlyder. For det ville da være rart, hvis man som kommunikatør ikke bare var en skygge på Kongesletten, også kaldet DMJX.