Knud Brix genstartede sin karriere og blev ansvarshavende chefredaktør: “Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid”

Knud Brix er ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet.  I løbet af sin karriere har han oplevet forskellige grader af ansvar. Han har altid været klar på nye udfordringer, og selvom der opstår fejl, skal man altid kunne komme videre.

TEKST: LUCIA ENOLA LOPEZ & ANDERS MØRCK
FOTO: SARAH ARGE

Udgivet den 07. december 2023

Knud Brix står i sin stue. Han holder sin seks måneder gamle datter i armene. Telefonen brummer. Ukendt nummer. Han tager telefonen op til øret, og blodet strømmer fra hele hans krop og op til hovedet. Han får opkaldet, alle chefredaktører frygter. På en forbindelse cirka 2000 kilometer væk fortæller en fremmed stemme, at to af Ekstra Bladets krigsrapportere er blevet skudt i Ukraine. 

“Det er jo egentlig meningen, at man skal bevare roen, men lige der må jeg indrømme, at jeg gik i panik,” fortæller Knud Brix om opkaldet.

Senere får han en af de to journalister i røret, som fortæller, at han er okay, men at han ikke ved, om hans makker kommer til at klare den. Knud Brix ved, at deres evakuering fra Ukraine afhænger af, hvad han gør som chefredaktør. Han rydder kalenderen i fem dage – fem dage med forskellige telefonopkald med forsikringsselskaber og de to reportere for at arrangere deres evakuering. Ansvaret har lagt sig som en tung kappe over hans skuldre. Begge reportere kom hjem i live, men oplevelsen vækker stadig minder – her næsten to år efter.

“Det var helt afgjort det værste tidspunkt for mig. Jeg følte mig enormt magtesløs. Jeg følte, at det var mit ansvar,” siger han.

“Når det går skidt, er det helt sikkert dig, de tænker på”
Knud Brix beskriver sig selv som lidt af en søvngænger i livet. Han troede, at han skulle læse økonomi, men fandt ud af, at hans drivkraft var længslen mod eventyr og rejser – og ikke livet bag en skærm og bogføringer. Han ville ud at smage på verden.

“Jeg havde en atomdrevet raket i røven,” siger han. 

Knud Brix tog på højskole og fandt ud af, at man som journalist kunne tage ud at rejse. Han startede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og mødte andre, der delte nysgerrigheden på verden, mennesker og historiefortællingen. Han har aldrig set tilbage:

“Dér vidste jeg med det samme, med det miljø og de mennesker, jeg mødte, at jeg gerne ville fortælle historier,” siger han.

Hvis man tunede ind på det danske podcast-landskab i 2020, var det ikke til at undgå Knud Brix’ stemme i podcasten ‘Genstart’. Sammen med et hold kolleger var han med til at starte en podcast op, der skulle vise sig at blive en af de mest hørte i Danmark. Som frontstemme på podcasten følte Knud Brix et ansvar, som trækker tråde til det, han har som chefredaktør i dag.

“Det er værten, der er på, når det går godt – det er værten, der er på, når det går skidt. Sådan er det også at være chefredaktør. Når det går godt for mediet, så er det dig, de tænker på. Og når det går skidt, så er det helt sikkert dig, de tænker på,” siger han.

Nervøsiteten og angsten for ikke at præstere tilstrækkeligt har præget Knud Brix’ karriere. Hele vejen igennem har han ubevidst følt, at han skulle bevise, at han var god nok. Dog har frygten for at falde igennem, men også motivationen for at lykkes, været en drivkraft for ham. 

Når ingen andre tør
Skiftet fra at være journalist til nu at være ansvarshavende chefredaktør var markant for Knud Brix. Han havde været vant til, at andre tog kuglerne for ham, når han trådte forkert eller begav sig ud på dybt vand – nu er det ham selv, der skal tage kuglerne for andre. For med ansvarets blåstempling på brystet står Knud Brix også med de juridiske forpligtelser. Som ansvarshavende chefredaktør har man ikke blot ansvaret over for sine medarbejdere, men man er også den, som pilen vil pege tilbage på, hvis mediet  træder ved siden af. 

“Alles blik er rettet mod dig. Det har jeg jo været vant til som vært, men det er noget andet, når du er den, der er ansigtet på butikken – og den, der ultimativt kan ryge i fængsel, hvis vi skriver noget ulovligt,” fortæller Knud Brix, imens han holder om sin kaffekop. 

På koppens side kan man svagt ane teksten ‘når ingen andre tør’ – Ekstra Bladets motto.

Han arbejder ud fra en lommefilosofi om, at man er nødt til at prøve ting af og fejle. Jobbet som ansvarshavende chefredaktør var for spændende til, at han kunne sige nej:

“Det kræver også, at du er klar på, at folk hader en. Man skal ikke være født pleaser, hvis man har det her job. Det har jeg også skullet arbejde med,” siger han.

Han oplevede selv, at nogen kiggede anderledes på ham, da han blev chef. Knud Brix fortæller, at mange pludselig fik en holdning til ham, og det kræver, at man lader sig styre efter sit eget journalistiske kompas for at finde rundt.

Ikke for mors skyld 
Knud Brix er en mand, som ikke har taget den gængse vej gennem sin karriere. For ham har der været mange forskellige steps på vejen, der alle har gjort ham til den, han er i dag – som journalist såvel som menneske. 

Men selv om han er prøvet i mange forskellige miljøer, så gik der lang tid, før han blev den journalist, som ikke gør, hvad de andre sagde.

“Jeg tror først, at det var, da jeg kom på Radio24syv, at jeg begyndte at lave historier, som jeg syntes, var spændende, og som jeg lavede for min egen skyld, og ikke efter hvad min mor syntes, var rigtigt,” siger han.

Den frie ånd på Radio24syv, som Knud Brix tog med sig, lever videre i hans virke på Ekstra Bladet. Det er derfor også en stor del af hans arbejde som chefredaktør på mediet. Her er det vigtigt at værne om de valg, som tidligere chefredaktører har taget. Men samtidig ligger der en forpligtelse i at være anderledes og nytænkende – også selv om tankegangen ikke altid er den, som alle synes, er den rigtige.

Knud Brix har for nylig været i Ukraine for at følge krigen tæt på egen hånd. For ham er det en del af det ansvar, der indgår i jobbet. Man skal holde fingeren på pulsen og ikke læne sig for langt tilbage i sædet på chefkontoret – et kontor, som efter Knud Brix’ ansættelse blev flyttet tættere på den travle redaktion, så han kan være mere involveret i sine ansattes arbejde og historier.

“Jeg har trådt i stort set alle hundelorte, man kan”
Knud Brix er ikke for sart til at sige, at han har trådt forkert på mange tidspunkter. For det at lave fejl er ikke bare en del af det at være journalist – men også det at være menneske.

“Jeg har begået stort set alle fejl, man kan begå. Jeg har udtalt mig for skråsikkert, og jeg er blevet for hidsig. Jeg har sådan set trådt i stort set alle hundelorte, man kan – det skal man lære af,” siger han.

Virkeligheden er dog en anden i dag, end den tidligere har været for Knud Brix. Selv om fejlene stadig kan hænde, er fejlmarginen mindre, da ansvaret for redaktionen og læserne er stort og vigtigt. For uden en god relation kan man ikke være chefredaktør, mener han.

“Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid. Så skal du være ansvaret værdigt.”

Et filter i samfundets akvarium
Knud Brix afbryder interviewet for at vise noget ovre fra hjørnet af kontoret. En orange bog bliver taget op fra et lille bord. Bogen handler om dengang, chefredaktøren fulgte en afrikansk massemorder. Bogen er et af mange eksempler på, at han kaster sig ud i anderledes og spontane projekter. For det er vigtigt for Knud Brix at gøre det, der føles rigtigt i momentet – og ikke tænke for meget over det. Han har derudover lavet kritisk poesi om det politiske liv på Christiansborg og senest skrevet flere kontroversielle ledere på Ekstra Bladet, som har fået både ris og ros.

“Jeg har netop skrevet en leder om øgede rettigheder til livstidsfangen, Peter Madsen, der ikke må kommunikere med andre i de første 10 år af hans straf. Der er jeg sikker på, at jeg lægger mig ud med mange af vores læsere,” siger Knud Brix. 

Men selv om meningerne kan være delte, når Knud Brix spidser blyanten og skriver, så er det vigtigt for ham at få spredt sine budskaber – det er en del af ansvaret, som følger med det job, han har som chefredaktør. Ellers ville visse historier aldrig se dagens lys – og det er et ansvar, som han mener, er vigtigt for demokratiet.

“Ekstra Bladet skal være et filter, som er med til at rense vandet, når politikere skider i samfundets akvarium,” siger han.