Fremtidens mediebranche søger… forretningsbevidste journalister

Fremtidens mediebranche søger… forretningsbevidste journalister

Fremtidens mediebranche søger… forretningsbevidste journalister

Der er kamp om opmærksomheden overalt i medieverdenen, og det stiller nye krav til fremtidens journalister. Første skridt på vejen er at lære de journaliststuderende, at læserne ikke kommer af sig selv – mens man husker, at mange ikke kommer til at være forretningsmænd.

TEKST: Mads oxlund
illustration: nikoline ryttergaard

Udgivet den 02. december 2021

“Fremtidens journalister må involvere sig mere i det kommercielle.” 

Sætningen stammer fra Dansk Journalistforbunds rapport om fagets fremtid fra 2019, hvor forretningsbevidsthed blev et afgørende emne.

Ifølge Dansk Journalistforbund står journalistfaget nemlig over for en hård kommerciel realitet i den åbne brydekamp med overinformation og techgiganternes indtog på mediemarkedet. 

I dag, to år efter udgivelsen af rapporten, er budskabet det samme, når man spørger næstformand i Dansk Journalistforbund og bestyrelsesmedlem på DMJX, Allan Boye Thulstrup. 

“Folk har flyttet sig væk fra de traditionelle platforme og alle mulige andre steder hen. Det kræver en bevidsthed om, at en journalist også skal kunne tænke forretningsmæssigt over, hvordan man når ud til sit publikum,” siger han. 

Derfor var det også med en vis undren, at Dansk Journalistforbund kunne læse den tilhørende spørgeskemaundersøgelse blandt deres medlemmer, hvor bare otte procent svarede, at forretningsudvikling var en kompetence, de fandt vigtig at dygtiggøre sig indenfor i fremtiden.

Det forretningsmæssige er ikke en modsætning til journalistikken. Det er bare en lidt speciel forudsætning, at det både er et offentligt gode og et kommercielt produkt,” siger Allan Boye Thulstrup. 

Grundlæggende ser han “konkurrencen om opmærksomheden” og finansieringen af fremtidens journalistik som en af de helt store udfordringer for branchen.

Derfor ønsker Allan Boye Thulstrup, at journalister bliver mindre berøringsangste i forhold til at tænke på journalistikken som en forretning, og at man tør se i øjnene, at der sker en udvikling væk fra den traditionelle måde at finansiere journalistikken på. 

Og den tankegang må gerne blive en del af journalisternes bevidsthed, allerede mens de går på journalistuddannelsen, mener han.

“Det her kræver, at man allerede i uddannelsesfasen tager snakken om, hvilke formater, man tror, der er fremtid i. Den måde, skolerne lærer folk at gøre tingene på i dag, er ikke nødvendigvis den måde, man gør i fremtiden.” 

Allan Boye Thulstrup mener derfor også, at det er godt, hvis man skærper journalisternes næse for forretning allerede under uddannelsen. Han ser det som en af de største opgaver for journalistuddannelserne at oplyse de studerende om aftagerperspektivet, så de dermed bidrager til at producere historier, som folk vil læse, lytte og se.  

“Succeskriteriet for enhver skole er jo, at de mennesker, man uddanner, også er attraktive for arbejdspladserne.” 

Slut med den beskyttede virkelighed

Maria Brus fra femina er en af dem, der har oplevet konkurrencen om opmærksomheden og de nye forretningsmodeller. Hun blev uddannet journalist fra DMJX i 2018, og efter en periode som skrivende journalist hos femina arbejder hun nu som deres redaktør for sociale medier og community. 

“Jeg tror, det handler om at lære de studerende, at journalistik ikke er en osteklokke, hvor man kun skal koncentrere sig om at få sit interview hjem, men at historierne også skal få et liv og performe ude hos læserne.”

– Maria Brus, journalist på femina 

En stor del af hendes arbejde går i dag ud på at udvikle, hvordan feminas indhold bedst muligt kan komme ud til så mange brugere som muligt, og til det er hendes vigtigste redskaber Facebook og Instagram. Ifølge hende er et stort fokus på forholdet til læseren en vigtig del af den nye virkelighed i mediebranchen.

“Vi bruger især Instagram til at skabe et fællesskab med brugerne som forlængelse af det fysiske blad. Vi vil gerne skabe et univers, hvor vi taler med brugerne og også skaber historier sammen med dem,” siger Maria Brus. 

 Hendes arbejde består i høj grad af at sørge for, at artiklerne effektivt når ud til de læsere, de er skabt til. Så derfor er det ikke en fremmed tanke for hende, at opgaven i sidste ende er at tjene penge.

“Man kan skrive nok så flotte historier, men hvis de alligevel ikke kommer ud på de kanaler, hvor læserne er, nytter det ikke noget. Det, tror jeg ikke, kommer som en overraskelse for nogen,” siger hun.

På femina fungerer Facebook som en vigtig brik i mediets forretningsmodel, fordi det er herfra, man henter den ‘trafik’ af brugere, der klikker ind på deres hjemmeside og læser deres historier. 

Derfor har Maria måttet oparbejde en grundlæggende viden om internettet som forretningsmodel for at kunne forudsige, hvordan den ændrer sig i takt med udviklingen. Den viden, mener hun, er vigtig for enhver journalist.

“Jeg tror, vi er ovre de dage, hvor journalister havde en beskyttet, skrivende tilværelse og kun skulle tænke på sin historie,” siger hun. 

Ud af osteklokken

Siden Maria Brus forlod Journalisthøjskolen og søgte ud på arbejdsmarkedet, har hun opbygget en dybere forståelse for, at man som journalist i år 2021 også er nødt til at kende til værktøjer som Google Analytics for at begå sig på en moderne mediearbejdsplads. Værktøjer, hun håber, at fremtidens journalister kan få ind under huden i løbet af uddannelsen. 

“Jeg tror, det handler om at lære de studerende, at journalistik ikke er en osteklokke, hvor man kun skal koncentrere sig om at få sit interview hjem, men at historierne også skal få et liv og performe ude hos læserne,” siger hun. 

Den opfattelse er chef for journalistuddannelsen på DMJX, Henrik Berggren, enig i. Han håber, at de studerende kommer ud af skolen med en forståelse for, at journalistiske produkter er nødt til at skabe værdi hos brugeren, og at en historie ikke kan sælges på væsentlighed og relevans alene.  

“De studerende skal lære at være opmærksomme på, at man ikke bare skal lave historier, fordi det er vigtigt og relevant, men at man skal lave noget, folk vil bruge tid på. Det skal give folk lyst til at købe et abonnement,” siger Henrik Berggren.

Han ser rapporten om journalistikkens fremtid fra Dansk Journalistforbund som et forsøg på at bryde med en årelang tradition for, at journalister ikke har beskæftiget sig med økonomien bag journalistikken. 

“Man har lavet journalistik ud fra de klassiske nyhedskriterier, og så er der nogle andre, der har skaffet pengene, men journalister er nødt til at komme ind i kampen og samtidig tænke på værdi for brugerne,” siger han. 

“De studerende skal lære at være opmærksomme på, at man ikke bare skal lave historier, fordi det er vigtigt og relevant, men at man skal lave noget, folk vil bruge tid på. Det skal give folk lyst til at købe et abonnement.”

– Henrik Berggren, chef for journalistuddannelsen på DMJX

Det skal ikke være erhvervsøkonomi

 På DMJX har man i omkring 15 år undervist de studerende i Journalistisk Entrepreneurship, som i korte træk går ud på at lære journalisterne at udvikle på deres egen branche ved at træne konceptudvikling og projektstyring.  

Henrik Berggren håber, at faget viser de studerende, hvor meget det betyder for faget, at modtagerne vil bruge og betale for deres journalistik. 

“Det skal give dem en bevidsthed om, at pengene ikke kommer af sig selv,” siger han.  

Men selvom Henrik Berggren ser en nødvendighed i at uddanne forretningsbevidste journalister fra DMJX, mener han dog ikke, at fremtidens journalister skal uddannes som erhvervsøkonomer. Han peger på vigtigheden i at give de studerende evnerne til at foretage gode interviews, researche og fortælle historier. 

“En stor del af de danske journalister arbejder ikke med at tænke på forretningsmodeller, og mange af dem vil heller ikke komme til at gøre det, men der kommer til at ske en enorm udvikling i forretningsmodellerne i fremtiden, som det er vigtigt, at journalisterne er med til at udvikle,” siger Henrik Berggren. 

TEMA: DILEMMA

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på de tvivlspørgsmål, som ofte opstår indenfor journalistikkken.

Dilemmaer, der handler om kildehåndtering, nye genrer og økonomiske udfordringer. 

Du kan finde de andre historier her: 

De, der vil kaldes dem

De, der vil kaldes dem

De, der vil kaldes dem

Nonbinært. Det er ikke længere en garanti, at ens kilder med sikkerhed tilhører et ’han’ eller ’hun’. Det stiller højere krav til journalistens sproglighed, og det kan ifølge nogle udfordre journalistens neutralitet at bruge de nonbinære kønspronominer. Og hvor meget kan vi forvente, at vores læsere ved om dette emne?

TEKST: Trine bjørn egede & victor heide-jørgensen
illustration: victor heide-jørgensen

Udgivet den 02. december 2021

David Jacobsen Turner, journalist på Weekendavisen, skriver i januar artiklen ”Direktionstransvestitten”, der handler om den engelske komiker Eddie Izzard. En måned før artiklen udgives, forklarer Eddie Izzard i et andet interview, at vedkommende fremover gerne vil omtales ’hun’. Trods udtalelsen vælger David Turner at omtale komikeren ’han’ gennem hele sin artikel.

”Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville bruge ordet ’han’. På trods af det famøse interview, hvor han beder om at blive tituleret ’hun’, var det ikke en fuldstændig konsekvent ting. Det var ikke sådan, at han sagde:’Fra nu af er jeg kvinde.’ I hans eget pressemateriale i perioden stod der ’han’. Så jeg synes ikke, det var på tale at skrive ’hun’ hele vejen igennem,” siger David Turner.

David Turner nævner dog i artiklen, at der var rejst tvivl om Eddie Izzards pronomen. Han skriver derfor: ”Tilgiv derfor min ortodokse brug af ordet ’han’.”

Syv måneder senere skriver Simon Gregersen, journalist på Zetland, artiklen ”Dovenskab findes ikke. Men hvad er det så, der gør nogle røve så tunge?” I artiklen inddrager han udtalelser fra den amerikanske psykologiprofessor Devon Price, der identificerer sig selv som nonbinær, hvilket vil sige, at personen hverken opfatter sig selv som mand eller kvinde. Derfor vælger Simon Gregersen at bruge pronomenet ’de’, når han omtaler professoren.

”Jeg brugte pronomenet uden at gøre et stort nummer ud af det. Jeg har selv mødt flere transkønnede og har også haft kønsforskning på KU, så det er ikke så uvant for mig. Jeg ved godt, at der er mange andre, der ikke er så bekendt med de nonbinære pronominer, men jeg forklarer det jo i artiklen,” siger Simon Gregersen.

I de seneste år har forståelsen af kønspronominer haft vokseværk fra de binære ’han’ og ’hun’ til en mere flydende forståelse af køn. Dette har to journalister mærket på egen krop. De har dog valgt at forholde sig forskelligt til kildernes pronominer.

De forskellige håndteringer af kønspronomener er et billede på den splittelse, der lige nu eksisterer i den danske mediebranche. En splittelse der baserer sig på både grammatik og synet på mediernes og journalistens rolle i samfundet.

Sproglig fattigdom

David Turner mener, at de nonbinære pronominer er et forsøg på at presse amerikanske vendinger ind i det danske sprog, hvor det ikke giver mening.

”Jeg synes, det er et udtryk for sproglig fattigdom. Der er en tendens til, at vi ukritisk oversætter amerikanske udtryk og bruger dem i dansk sammenhæng, som vi har gjort det med ’they’ og ’them’. Hvis jeg skal være grov, vil jeg kalde det sprogligt provinsielt,” siger han.

For David Turner handler det i første omgang om, hvorvidt noget er grammatisk korrekt at skrive.

”Når samfundet udvikler sig, så gør sproget det også, og det skal det selvfølgelig, men ’de’ og ’dem’ er flertalsformer på dansk, og det er derfor grammatisk forkert at kalde en enkeltperson det. Hvis Dansk Sprognævn om 30 år har ændret praksis i forhold til det, så er det en anden sag,” siger han.

Seniorforsker hos Dansk Sprognævn Eva Skafte Jensen giver umiddelbart David Turner ret i hans vurdering om ordenes definition. Hun påpeger dog, at der allerede nu er en masse undtagelser til reglen.

”Den klassiske betydning er, at ’de’, ’dem’ og ’deres’ henviser til noget i flertal. Når det så er sagt, så er der også en masse tilfælde, hvor det også henviser til noget i ental. For eksempel sætninger: ’Der er én, der har glemt sin telefon. De kommer nok tilbage og henter den senere’,” siger hun.

Den sproglige vanskelighed ved at kalde én person for ’de’ kan Simon Gregersen fra Zetland godt genkende fra sin egen artikel.

”Jeg blev udfordret på det grammatiske. Jeg var tit nødt til at skrive sætninger om, så de ikke blev meningsforstyrrende. Det stiller helt sikkert høje krav til journalisten, hvis det skal formuleres forståeligt,” siger han.

Eva Skafte Jensen anerkender, det kan forvirre, men hun indvender dog, at det lige så meget handler om at være sprogligt præcis.

”Det er en situation, vi også kender fra andre områder af sproget. Det kan også være forvirrende at fortælle en historie om to med hankøn. Der kan det blive forvirrende at holde styr på, hvilken ’han’ vi taler om,” siger hun.

Hvis ’de’ og ’dem’ skal blive en del af den danske ordbog som kønspronominer, så kræver det ifølge Eva Skafte Jensen, at nok er villige til at bruge dem. Det gælder også medierne.

”Det kræver, at der er tilpas nok mennesker, der begynder at bruge det. Hvis medierne begyndte at bruge vendingerne oftere, ville det helt sikkert være en omstændighed, der gør det mere sandsynligt, at betydningen vil blive ændret,” siger hun.

Hun lægger dog ikke skjul på, at den mulige ændring ligger et godt stykke ude i fremtiden.

”Vi vil gerne have god lang tid til at vurdere, om den sproglige udvikling er en døgnflue, eller om det faktisk holder ved. Så det kommer ikke til at ske indenfor den nærmeste fremtid,” siger hun.

Gymnasielæreren fra Kolding og mekanikeren fra Nakskov

Simon Gregersen oplevede med sin historie, at det er vigtigt at være bevidst om, hvad der kan virke fremmed for dem.

”I første omgang havde jeg bare skrevet en enkelt sætning om brugen af kønspronomenerne i artiklen. Min redaktør gjorde mig dog opmærksom på, at mange er uvante med udtrykkene. De skulle føres ind i det sprogbrug, så vi kunne skabe bro til de læsere. Der kom derfor et par ekstra sætninger på, som forklarede det,” siger han.

Efter at have udgivet historien opdagede han, hvordan deres ellers velmenende intention også kan skabe problemer. Hvis man bruger for meget plads på at forklare det nonbinære fænomen, kan det ende med at fremstå endnu mere fremmedartet.

”Jeg fik en mail fra en person fra LGBT-miljøet i Danmark, der følte, at jeg fremmedgjorde nonbinære gennem mine formuleringer. Det var ’othering’, som man kalder det. Det fik det til at lyde eksotisk. Selvom det kan lyde som flueknepperi, så kunne jeg sagtens forstå pointen. Så jeg omskrev det til min forrige kortere formulering,” siger han.

Ifølge David Turner bør de store massemedier forsøge at appellere så bredt som muligt.

”Vi massemedier henvender os til den brede befolkning. Jeg skriver ikke til et lille woke miljø af universitetsaktivister. Jeg skriver til gymnasielæreren i Kolding og automekanikeren i Nakskov. I min artikel ville det støje enormt meget for mine læsere, hvis jeg præsenterede dem for en mand, der gennem hele sin karriere har været mand, og begyndte at kalde ham ’hun’. Og hvem skulle det være til gavn for?” siger David Turner. 

Spydspids eller talerør?

David Turner mener ikke, at journalisterne skal gå forrest i værdikampe. 

”Jeg er stor modstander af, at journalisten skal være spydspids for en dagsorden. Hvis en journalist føler sig som frontfigur for en revolution, så tror jeg, personen er i den forkerte branche,” siger han.

Journalistens rolle er at give et talerør til mennesker, der har noget på hjerte – ikke at blande sig i debatterne. For David Turner ville det være at vælge side, hvis journalisterne begyndte at bruge de kønsneutrale pronomener.

”Vi skal have kampene og transaktivismen ind i spalterne, men vi skal ikke gøre os til part i det. Ellers tager vi læserne til gidsler i en sag, der ikke nødvendigvis vedrører dem,” siger han.

Selvom Simon Gregersen ikke tror på det som et påbud, mener han, at man kan hjælpe med at normalisere transkønnede og nonbinære gennem journalistikken.

”Da jeg fandt ud af, at Devon Price var nonbinær, tænkte jeg: ’Fedt!’ Man kunne lade en person videreformidle deres vigtige budskab, og så var den person tilfældigvis nonbinær. Det var naturligt og anstrengt,” siger han. 

Uden at have den eksakte opskrift på det mener Simon Gregersen, at medierne kan hjælpe med at bygge bro mellem grupper af mennesker, der ikke kender hinanden, og som måske endda besidder fordomme mod den anden gruppe.

”Jeg tror, journalistens rolle er at skabe samling i et samfund, og så er det op til den enkelte journalist at finde ud af, hvordan man gør det.”

TEMA: DILEMMA

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på de tvivlspørgsmål, som ofte opstår indenfor journalistikkken.

Dilemmaer, der handler om kildehåndtering, nye genrer og økonomiske udfordringer. 

Du kan finde de andre historier her: 

Jagten på den gode fortælling ledte mig gennem Dilemmaland

Jagten på den gode fortælling ledte mig gennem Dilemmaland

Jagten på den gode fortælling ledte mig gennem Dilemmaland

Vejen til at blive en god fortæller er brolagt med dilemmaer, der kan være svære at navigere i. Tag med mig og tre af Danmarks dygtigste fortællere på en rejse ind i den fortællende journalistik.

TEKST: Lukas Nørgaard Bødiker
FOTO: Rosaline lange

Udgivet den 02. december 2021

En snurrende motor fra en lastbil, der leverer varer til bageriet overfor, forstyrrer roen i Brammersgade, hvor vi sidder på en bænk foran en lille café. Jeg bliver distraheret, og tankerne begynder at flyve rundt. Hvorfor skal den nu komme og ødelægge min koncentration?  Men Anders snakker bare roligt videre. Og roen smitter. ”Den går nok væk lige om lidt,” siger han. Han tager en tår af sin kaffe og begynder at fortælle. 

Anders hedder Agger til efternavn, og bænken vi sidder på, står uden for Street Coffee i det centrale Aarhus. Der emmer af third wave kaffebar, da vi træder ind.

“Hvad drikker du?” spørger Anders Agger. “Jeg tager bare en cortado,” svarer jeg. “Ej, så er vi cortadobrødre,” siger han. Jeg insisterer på at give, men det vil han også, og han vil have, at jeg skal smage deres mandelcroissant. “Den er virkelig god,” siger han. Men hvad kan Anders Agger, en snurrende lastbil og en mandelcroissant lære dig? 

Svaret får du senere, men først begyndelsen på det hele.

Jeg sidder i et sommerhus i Skagen. Der dufter af lakridste fra koppen, der står på kakkelbordet og damper. Vinden piber, og kulden rusker i de orangerøde træer. Jeg læser i en bog, der er et perfekt afbræk fra de vindblæste gåture langs havet. Line Vaaben er forfatter, navnet er Fortællingernes Tid, og du kender den måske, hvis du har haft skrift på tredje semester? I bogen læser jeg, at det er en del af vores DNA at fortælle historier. Som da vi sad om bålet for tusinder af år siden og dyrkede den gode fortælling.

Det er den, jeg er på jagt efter. Den gode fortælling. Men også de dilemmaer, der gemmer sig i den fortællende journalistik. En genre, der bruger greb fra fiktionens verden og samtidig giver os et dybere indblik i personer, miljøer og handlinger. Jeg vil finde ud af, hvad det vil sige at være en god fortæller, og hvad man skal gøre, når genrens utallige dilemmaer banker på døren. Men jeg er usikker. Jeg siger ja til at skrive historien, fordi jeg selv elsker gode fortællinger. Den slags der brænder sig fast på nethinden, og som man ikke kan lade være med at genfortælle. Men jeg finder ret hurtigt ud af, at genren er som en rose. Smuk i sin helhed, men med en masse torne man kan stikke sig på. Må jeg selv deltage i historien? Eller skal jeg være fluen på væggen? Hvor meget kan jeg lege digter, uden at det bliver prætentiøst? Har jeg pligt til at tilkendegive min mening overfor en mand, der ønsker at dø, når jeg skriver om det? Eller har jeg pligt til at lade være?

Det var det, jeg satte mig for at finde ud af. Og så satte jeg mig for at finde svaret på ét centralt spørgsmål: Hvordan bliver man en god fortæller? Som en anden Pippi Langstrømpe siger jeg til mig selv, at det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt.

I bogen falder jeg over en fortælling skrevet af en mand med et efternavn, jeg synes klinger brasiliansk. Mikkel Vuorela hedder han, og navnet viser sig at være finsk. Fortællingen handler om hans egen familiehistorie, og imens han udruller den, rejser man med ham ind i den finske folkesjæl. Han skriver som en drøm, tænker jeg. Måske kan han give et tip eller to.

Mikkel Vuorela befinder sig i et dødsbo. Han er ved at skrive en fortælling om en ensom mand på en gård. Men manden bor her ikke mere. Han er gået bort efter mange år alene. Mikkel Vuorela har fået lov til at gennemgå mandens ting, og nu er han faldet over en gammel lakplade, der ligger i en grammofon. Han løfter låget og bider mærke i en Gustav Winckler-plade. Sølvtråde I Dit Gyldne Hår står der. Da han kommer hjem, slår han teksten op. ”Snart skal livets aftenklokker ringe solfaldstimen ind,” lyder første linje. Og dér vidste han, at han havde sin sigende detalje.

Da jeg ringer til Mikkel Vuorela, skubber han rundt med en barnevogn. Kameraet fra telefonen ryster, mens han går tur i den lokale park. “Det er for at få den lille til at falde til ro,” siger han. Han er på barsel fra Information, hvor han til dagligt er skribent – og en af Danmarks mest anerkendte fortællere. Jeg har sat mig tilrette foran min MacBook i en udvalgt cardigan og forsøger at fremstå velformuleret, men ikke prætentiøs. Jeg har ringet til netop ham, fordi jeg skal til det, som jeg har frygtet mest. Kan jeg lykkes med mit sprog? Kan jeg skrive en fortælling?

At skrive en fortælling er lidt ligesom at lave en spillefilm, siger han. Der skal opbygges suspense, sættes kroge og cliffhangers. Det handler om at skabe en spændingskurve, og lige hvor det er allermest spændende, skal jeg klippe væk, som man vil gøre i en film. Det kræver en klar struktur. 

“Jeg udskifter tit de klassiske citater med dialog,” siger Mikkel Vuorela. En tanke der i starten er fjern for mig. Som studerende er jeg så vant til citaternes magiske magt. Det gør Mikkel Vuorela, fordi man med dialogen kan fortælle meget om for eksempel to menneskers første møde med hinanden. I stedet for at forklare det selv, kan man med fordel lade dem tale.

Jeg kan høre, det begynder at pusle nede fra barnevognens kurv. “Hov, der er vist en lille en, der er vågnet,” siger Mikkel Vuorela. Han forklarer, at det, der i sidste ende binder hele fortællingen sammen, er sproget. Sådan tager man ejerskab over sin historie. Sproget er en motor, der opbygger spænding. Mikkel Vuorela fortæller, at han altid forsøger at skabe spænding med sit sprog, men at han er meget opmærksom på ikke at overbruge patos. “Det er vigtigt ikke at spænde buen for hårdt. At undgå at pumpe drama ind i noget der ikke er drama,” siger han. Og jeg nikker med et lille grin, da jeg tænker, hvordan det mon skal gå med denne fortælling. Men før der overhovedet er noget at skrive om, skal der samles stof ind. 

I den fortællende journalistik er der en devise, der hedder – ’get the name of the dog.’ Når man er på reportage, skal man indsamle alle detaljerne – også hundens navn. Højst sandsynligt får man ikke brug for det. Men detaljen kan pludselig være guld værd. Den kan rumme hele den store fortælling kogt ind til en maggiterning. 

Mikkel Vuorela lytter til sangen fra dødsboet. Han hører den knitrende lyd fra lakpladen og Gustav Wincklers alvorstunge stemme, der synger om den snarlige død. “Det er sgu min slutning,” tænker han. Det kunne være han havde hørt Limbo Rock, og så var det ikke kommet med i historien. 

Jeg trækker vejret dybt og forsøger at samle tankerne. Mit hjerte banker en smule, da jeg på Zoom ser, at “Line Vaaben has joined the room”. Hun sidder i en halvmørk dagligstue, hvor blålyset fra computerskærmen sender et skær op på hendes ansigt. Hun er skarp i blikket og skarp i sine ord. Der er pondus bag. 

Hun er journalist på Politiken, og hun har specialiseret sig i levende og nærværende fortællinger. Både du og jeg kan være gode fortællere. Det handler om at dyrke sin indre fortællerstemme.

En god start på fortællingen er en god hovedkarakter. Man skal sympatisere med mennesket – ellers er det svært at tage ud på en rejse med denne person. Jeg tænkte i lang tid over, hvor min hovedkarakter var i fortællingen. Det går op for mig, at min fortællings hovedkarakter ikke er mine kilder, men derimod mig selv.  

Det næste spørgsmål til hovedkarakteren er: Kan man stole på det, vedkommende fortæller? “Vi lyver overfor os selv,” siger Line Vaaben. Vi bygger fortællinger op om os selv, som vi fortæller videre. Gennem årene efterrationaliserer vi og laver vores egne versioner af sandheden. 

“Derfor er det vigtigt for mig, at jeg kan faktatjekke mine kilder,” siger hun

Hun er ikke Inspector Morse, men det er vigtigt at være sikker på at fortællingen er sand og retfærdigt fortalt. For at det kan lade sig gøre, er det vigtigt med en tillidsfuld relation mellem hende og kilderne, og heri gemmer der sig et stort dilemma. Det som Line Vaaben kalder at navigere mellem de tre p’er. Det professionelle, det personlige og det private.     

“Jeg kan godt være personlig, men aldrig privat,” siger hun. Man kan godt give kilderne lidt af sig selv og fortælle, at man har børn eller er gift. Men man skal ikke begynde at fortælle sine kilder om et skænderi, man lige har haft med sin mand.  

“Anders Agger kommer kørende i sin store, lakrøde Mercedes. Han vinker indefra bilen.”

Det handler også om at afstemme forventninger. Line Vaaben er fluen på væggen. Det er vigtigt, at grænserne mellem flue og hendes tilstedeværelse ikke er flydende. “Jeg er ret transparent om, hvad jeg selv er på udkig efter, og hvad det kræver af den person, jeg skal være sammen med.” Man må godt minde kilden om, at man er på arbejde, for kilden kan hurtigt komme til at forveksle journalisten med en ven. Bare det, at man sidder og skriver i sin notesblok, kan være nok, siger hun. Da Line Vaaben fulgte Kjeld, der tog til Schweiz for at få aktiv dødshjælp, boblede tvivlen inde i manden. Han spurgte hende flere gange, om hun syntes, det var det rigtige for ham. 

“Til sidst sagde jeg: ‘Prøv lige at hør, Kjeld, det kan jeg simpelthen ikke svare dig på. Det er ikke min opgave som journalist’.”

Og det er her, vi kommer til mandelcroissanter og cortado på Street Coffee i Aarhus. For Anders Agger har også stået i en situation, hvor han kunne hjælpe en kilde. Men han endte med at gøre noget lidt andet end Line Vaaben.    

Anders Agger kommer kørende i sin store, lakrøde Mercedes. Han vinker indefra bilen. Jeg er kommet med bussen, med let svedige håndflader og en vejrtrækning, der lå i den ende af stress-skalaen, lægen vil anbefale at holde sig fra. Jeg havde svært ved at koncentrere mig om Eagles, der ellers skulle få mig til at slappe af. Anders Agger stiger ud af bilen og råber: “HEJ, Lukas,” og jeg er allerede mere rolig. Og det er det, han kan. Han kan afvæbne folk. 

Da jeg aftalte med min redaktør, at jeg skulle skrive denne historie, var det første, der spillede inde i mit hovede en scene fra et tv-program:

Anders Agger står ved en hæveautomat på Nørre Allé. Billedet er frosset, lige der hvor han stikker 200 kroner i hånden på Tristan. Tristan er misbruger, og Anders Agger har fulgt ham i de sidste par dage i programmet Indefra om fixerum i Aarhus. Lige netop denne scene var en af de første scener, der fik mig i gang med denne historie. Ét spørgsmål har altid presset sig på: Hvorfor kom det med i programmet?   

I de første sæsoner af programmerne Indefra var der en idé om, at Anders Agger selv skulle have en interesse i emnet, de tog op. Det gør ikke noget også at følge den personlige passion, mener Anders Agger. Han er interesseret i fodbold, så han lavede et program om AGF. Han var inspireret af den britisk-amerikanske journalist Louis Theroux, der også ofte skildrer lukkede miljøer. Og uanset hvilket miljø, Anders Agger bevæger sig ind i, forbeholder han sig retten til at være uenig. Det er en af hjørnestenene i programmet. Men det er karakteren selv, der skal beskrive miljøet, ikke Anders Agger.  

Han opererer med empati fremfor sympati. ”Jeg lægger mig ikke ned ved siden af kilderne og holder om dem. Jeg sætter mig ved siden af dem og taler med dem,” siger Anders Agger. Han holder af at skubbe kilderne ned af en vej, hvor han definerer, hvad de skal tale om. De skal ikke væk derfra, før de har talt om det. Han tager den dramaturgiske pegepind.  

“Nu fortæller vi den her historie – men fair, åben og afbalanceret. Uanset hvad man gør, skal man tage ansvaret for sin historie. Det er mig, der har den,” siger han. 

Jeg gentager overfor Anders Agger hans egne ord fra klippets speak om Tristan: ”En moderne version af aflad i et samfund der hjælper, hvor det måske burde lade være. Og at turde lade et dilemma eller to følge med, så længe næstekærligheden går forrest.” Dermed er vi tilbage til det spørgsmål, der har naget mig. Hvorfor de valgte at tage det med. 

Som fortæller er man selv herre over, hvad der kommer med i sidste ende. Det affødte så store diskussioner på redaktionen, at redaktøren var ved at gå i raseri. Men Anders Agger fik lov til at få det med i klippet, fordi det var ægte, fordi han faktisk havde en ægte lyst til at hjælpe Tristan. De ting, der er sket, når han har været på optagelse, skal fremstå, som han oplevede dem i situationen. Også hvis det er i grænselandet mellem det personlige og private.

Jeg sidder foran min computer og klør mig i håret. Efter at have færdiggjort tre interviews med så dygtige fortællere er jeg selv helt overvældet. Mængden af information, detaljer og dilemmaer er steget mig til hovedet. Jeg kan ikke finde hoved og hale i noget som helst. Puslespilsbrikkerne falder først på plads, da jeg snakker med min redaktør om historien. Jeg begynder selv frit fra leveren at fortælle, hvad jeg har lært på min jagt. “Prøv at gå hjem og skriv det ned, du lige har fortalt mig,” siger han.

Og hvad er det så Anders Agger, en snurrende lastbil og en mandelcroissant –  der virkelig var god – kan lære dig? Jo, først og fremmest at man skal følge sin personlige passion. Og så skal man ikke være så bange for dilemmaerne. For selv når de uomtvisteligt opstår, kan de måske endda give noget ekstra til historien. Tag det med, hvis det er sigende for fortællingen, men vær bevidst om det personlige og det private. For selvom de tre fortællere har hver sin måde at gå til arbejdet på, har de alligevel mange fællestræk. De har alle sammen selv stået i et dilemma eller to, og de har alle sammen fundet ud af, at man skal finde sin egen stil. Det er det, der skaber en god fortæller. Tag ejerskab.   

Uden at det har stået mejslet i granit fra start, er jeg blevet klar over, at min motor i fortællingen faktisk har været mig selv. Jeg har som grøn studerende forsøgt at lære et fag, også selvom jeg bumpede ind i et dilemma eller to. Og det, der har drevet mig ud i denne fortælling? Min egen interesse. Jeg har som Pippi gjort et forsøg.

 

TEMA: DILEMMA

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på de tvivlspørgsmål, som ofte opstår indenfor journalistikkken.

Dilemmaer, der handler om kildehåndtering, nye genrer og økonomiske udfordringer. 

Du kan finde de andre historier her: 

Redaktionen er bekendt med kildens identitet. Skal læseren også være det?

Redaktionen er bekendt med kildens identitet. Skal læseren også være det?

Redaktionen er bekendt med kildens identitet. Skal læseren også være det?

Behovet for anonyme kilder kan blive endnu større i fremtiden. Men selvom der ikke er grund til automatiske modreaktioner over for navnløse kilder, må der ikke gå inflation i tilsløringen. Illustreret Bunker har talt med to undersøgende journalister og med en studerende, der er i tvivl.

TEKST: Maria Svehag & Johanne Lerhard
Illustration: Nikoline ryttergaard

Udgivet den 02. december 2021

En nervøs teenagedreng har gennem et år indsamlet timevis af ulovligt overgrebsmateriale på sin computer. Ikke fordi han nyder at se de 145 kvinder ydmyge sig selv foran et kamera. Men fordi han vil dokumentere, at det sker. Alligevel tør han ikke gå til politiet, for han har fundet videoerne ved at dele nøgenbilleder af kendte kvinder. Derfor er han gået til dig i stedet, men han har brug for at være anonym i din historie. Hvad gør du?

For DR-journalist Maiken Steen Frederiksen var det virkeligheden i 2018, da hun første gang mødtes med Kasper. Og hun var ikke i tvivl. Han skulle være anonym.

“Han kontaktede os for at rense sin samvittighed, men også for at sætte en stopper for det her. Vi betragtede ham som en whistleblower,” siger hun.

Fordi Kasper kunne dokumentere alt, hvad han fortalte, besluttede Maiken Steen Frederiksen sig for at gå videre med historien sammen med kollegaen Frederik Hugo Ledegaard. Det blev til podcastserien ‘Mænd, der ødelægger kvinder’.

Den unikke kilde

Fra starten var de to undersøgende journalister klar over, at de ikke kunne gå videre med historien uden ham.

“Nogle gange er kilder unikke. Det var afgørende for vores historie at bruge anonyme kilder. For der fandtes ikke andre som Kasper,” siger Frederik Hugo Ledegaard. 

Anonymitet er ofte præmissen for, at nogle af de vigtigste journalistiske historier overhovedet kan laves, mener han. Frederik Hugo Ledegaard peger blandt andet på, at de fleste MeToo-historier stod på skuldrene af navnløse kvinder.

Omvendt er det ifølge Maiken Steen Frederiksen også vigtigt at minde sig selv om, at ikke alle kilder er unikke. Når kilder, der er mindre enestående, forlanger anonymitet, er der ofte god grund til at søge en anden case. 

Selv har hun lige lavet en historie om digital chikane på det private arbejdsmarked. Der droppede hun i første omgang en kilde, der ikke ville stå frem med navn. Kort tid efter fandt hun en anden navngiven kilde, som fik historien til at stå meget stærkere. 

For journaliststuderende er det dog ikke altid en mulighed.

Kilden må gerne hedde X på DMJX

Thea Ludvigsen er journaliststuderende på andet semester og har netop afleveret et PUJ-projekt om mobning blandt præster. Da hun endelig fandt en kilde, ville vedkommende kun deltage mod anonymitet. Derfor skulle kilden godkendes af underviser Mette Stentoft. 

“Jeg havde et indtryk af, at vi virkelig ikke skulle bruge anonyme kilder. Så jeg blev faktisk overrasket, da Mette var så meget med på det. Hun kunne godt se, at det var vigtigt, fordi vi arbejdede med en kilde, der stadig var en del af det miljø, vi beskrev,” siger Thea Ludvigsen.

Når de studerende henvender sig til Mette Stentoft, husker hun dem på, at anonymitet er en skala. Der er forskel på, om man skal udelade kildens efternavn og give dem en sort bjælke foran øjnene eller kalde dem X og ikke referere direkte citater.

“Studerende kan godt have lyst til at love alle anonymitet, fordi de er bange for ikke at få kilder i tale. Men det er meget sjældent, at der er brug for fuldstændig anonymitet. Det går ikke, hvis det bare er lidt pinligt for kilden at have opgivet sin humanistiske doktorafhandling,” siger Mette Stentoft. 

For Thea Ludvigsen var tilbuddet om anonymitet et nødvendigt salgstrick, da hun sammen med sin makker skulle finde en præst, der ville fortælle om sine oplevelser med mobning. Men for hende skal anonymitet helst kun være en løsning i nødstilfælde. 

“Jeg kan godt se, at det bliver en glidebane, hvis man tilbyder alle anonymitet. Men vi var glade for muligheden, for ellers havde det ikke været muligt at finde en erfaringskilde,” siger Thea Ludvigsen.

Man må gerne beskytte sine kilder

Den glidebane er Maiken Steen Frederiksen opmærksom på. Netop derfor mener hun, at det er vigtigt, at journalister diskuterer argumenter for og imod anonymitet, hvis de er i tvivl.

“Der skal virkelig være en god grund til, at kilden skal være anonym. Men det er jo en afvejning hver eneste gang,” siger Maiken Steen Frederiksen. 

For hende afgør ét spørgsmål ofte, hvorvidt en kilde bør være anonym. Risikerer de at blive traumatiserede igen ved at stå frem med deres historie?

“Selvom man har lavet en vigtig historie, skal man overveje, om man efterlader sig et spor af mennesker, der har det dårligere, fordi man snakkede med dem. Det ville jo være skrækkeligt,” siger Frederik Hugo Ledegaard. 

Maiken Steen Frederiksen mener, at lige så snart man inkluderer en kilde, har man et ansvar for at beskytte dem. Selv efter det sidste punktum i artiklen er sat. Nogle gange kan man derfor være nødt til at gøre kilden anonym, selvom vedkommende måske ikke selv har bedt om det. 

“Journalister har et kæmpe ansvar for, hvad det kan betyde for kilder at stille sig frem. Så jeg synes godt, at man kan lægge angsten for at arbejde med anonyme kilder væk i nogle typer historier,” siger hun.

Før brugte man kilder til at tænde brænde

Maiken Steen Frederiksen og Frederik Hugo Ledegaard peger på, at behovet for anonymitet kun vokser i en tid, hvor internettet får det private og det offentlige til at flette fingre i en romance, der kan få uoverskuelige konsekvenser for kilder i medierne. 

“En papiravis bliver måske brugt til at tænde noget brænde eller pakke et smadret glas ind i. Så for 30-40 år siden blev kilder, der stod frem med navn, hurtigt glemt. Men i dag kan man jo finde ud af alt om andre mennesker” siger Frederik Hugo Ledegaard.

Han uddyber, at ansigtsgenkendelse udvikler sig til allemandseje, ligesom man i fremtiden måske vil kunne søge privatpersoners identitet frem med en optagelse af deres stemmer. Derfor mener han, at vi skal gøre op med forestillingen om, at anonyme kilder kun må være nogle, der vælter regeringer eller afslører korruption. 

Anonyme kilder er i stigende grad helt almindelige mennesker, der, så længe deres navn kan googles, ikke ønsker at blive identificeret med en sårbar oplevelse. Derfor er det vigtigt at passe godt på sine kilder. Uanset, om de er anonyme eller ej. 

Alligevel står der i studieordningen for journalistuddannelsen på DMJX, at der kun i “sjældne tilfælde kan være grunde til at bruge en anonym kilde”.  Spørgsmålet er, om det bliver anderledes for fremtidens studerende. 

TEMA: DILEMMA

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på de tvivlspørgsmål, som ofte opstår indenfor journalistikkken.

Dilemmaer, der handler om kildehåndtering, nye genrer og økonomiske udfordringer. 

Du kan finde de andre historier her: 

Inderst inde ulmer stressen

Inderst inde ulmer stressen

Inderst inde ulmer stressen

Hver femte studerende oplever en følelse af stress i hverdagen. På dette semester blev jeg en af dem.

Tekst: Silje quist
FOTO: Rasmus breum

Udgivet den 07. oktober 2021

”Jeg har ikke tid til at være syg,” udbryder jeg frustreret og grædende til min mor. Mine øjne er røde og hævede. Mest af alt ligner jeg en, der enten har fået en voldsom allergisk reaktion, eller en, der har grædt i flere timer. I skal satse jeres penge på den sidste mulighed. Sengen er blevet mit eneste tilholdssted. Mit natbord er efterhånden ikke synligt længere. Næsespray, lommetørklæder, sugetabletter og plader af panodiler – både nye og tomme – har nu overtaget. 

 For fire uger siden blev jeg ramt af sygdom. Den gode influenza, som så mange har stiftet bekendtskab med det seneste stykke tid. Jeg har derfor været bagud med alt skolearbejde. Fraværet er steget markant. Deadlines er blevet udskudt med flere uger. Og jeg kan umuligt levere det, jeg har ambitioner om. Pludselig har opgaverne hobet sig op som en flok gribbe, der bare venter på, at jeg kollapser. Og det er jeg nu. Kollapset. Stadig syg, og nu ovenikøbet stresset.

 Jeg kan mærke det i hele min krop. Mine muskler spænder, mit hjerte banker hurtigt, jeg hiver rystende efter vejret. Mest af alt mærker jeg det i mit hoved. Efter en grædetur på et par timer dunker det i takt med min puls. Alting virker så uoverskueligt. Alle opgaver smelter sammen. De er blevet til en stor masse, som jeg ikke kan overskue at begynde på.

 Det er første gang, jeg oplever en intens følelse af stress. Men meget tyder på, at jeg ikke er den eneste. En undersøgelse fra 2019 foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet viste, at næsten hver femte studerende på en videregående uddannelse oplever en følelse af stress i hverdagen. Jeg er bare endnu én i flokken.

 Hvor skal man søge hen, når man har det sådan her?

Første spadestik

Da jeg startede på Journalisthøjskolen, var studievejlederne nogle af de første mennesker, vi blev introduceret for. Mit første bud falder derfor på Joan Husted, en af skolens studievejledere.

 Smilende tager Joan imod mig. Det er som om, hun kender mig på forhånd, selvom jeg aldrig har snakket med hende før. “Vil du have en kop kaffe med?” spørger hun mig venligt. Det siger man jo ikke nej til. 

 Mens Joan henter kaffe til os, står jeg inde i hendes samtalerum. Inspirerende citater udsmykker væggen. De minder mig om den samtale, jeg skal til at have. I et kort øjeblik overvejer jeg at løbe min vej. Hvor intimiderende er det ikke lige at åbne sig så meget for en fremmed? Det ville jeg ikke engang gøre, hvis jeg var fuld i byen. Inden jeg ved af det, kommer Joan med kaffen. Den er stærk og sort. 

 Nu gør jeg det fandme. 

 Jeg lægger alle kortene på bordet. Fortæller hende alt det, som I ved og lidt mere til. Tårene presser sig på et par gange, men jeg vil helst ikke tabe ansigt foran hende, selvom rummet føles trygt. Mine hænder ryster lidt, så jeg gemmer dem forsigtigt under bordet. Hun læser mig lynhurtigt. 

 ”Jeg tænker det, der særligt har været med til at stresse dig, har været dine tanker om, hvor meget du er kommet bagud, og hvordan du overhovedet skal komme i mål. Nogle gange kan det hjælpe at sige til sig selv: ‘nu skruer jeg lige mit ambitionsniveau ned.’ Det skal ikke altid være kunst. Nogle gange skal det bare være færdigt,” fortæller Joan mig.

 Hun uddyber, at det særligt kan presse os at gå med for mange ting inde i hovedet. Man skal sørge for at få snakket med nogen om, hvordan man har det – for et delt problem er et halvt problem. Hun opfordrer til, at man enten tager kontakt til en af studievejlederne eller sin underviser. 

Du er ikke den eneste

Joan forsikrer mig om, at jeg hverken er den første eller eneste, der er blevet ramt af sygdom på et ubelejligt tidspunkt. Det er heller ikke unaturligt, at jeg er blevet presset af, at jeg har haft mindre overskud, end jeg plejer. 

”Vi taler ofte om stress som sådan et monster, men der er jo ikke noget underligt i at være stresset eller presset i nogle perioder. Så længe det ikke er over længere tid. Stress kan være mange ting og i nogle perioder helt naturligt. Det er ikke altid noget, man skal være bekymret for,” siger hun beroligende. 

Joan fortæller mig, at de studerende sjældent italesætter stress, når de er inde til samtaler hos hende. Men hun har haft mange samtaler med studerende, der oplever at miste overblikket. Her er det en god ide at lave en plan for, hvad man skal nå på hvilke tidspunkter. Er der ingen chance for, at man kan nå det hele, kan man stille sig selv spørgsmålet “Hvad er vigtigst lige nu?”

Når vi er pressede, kan det være svært at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når man skal træffe beslutninger. Faktisk kan man have svært ved at finde vej og retning. Helst skal man holde sig fra de store beslutninger, for man tænker ikke rationelt, hvis stress først har ramt.

Joans råd til at undgå at miste overblikket

–   Sørg for at have en kalender – enten på papir eller digitalt – og få så skrevet ned, hvad der er af opgaver og deadlines, så du har et overblik.

 

  Et delt problem er et halvt problem. Del dit problem med andre, fordi det hjælper faktisk tit at få det vendt og ventileret og fortyndet og få andres perspektiv på situationen.

 

  Det sidste råd burde måske have været det første, men få noget ind i din verden, som gør dig godt eller gør dig glad. Man skal passe på med at skrotte noget, som man rent faktisk er meget lystbetonet. 

Hvorfor går det galt for studerende?

I det jeg går ud fra Joans samtalerum, har jeg en god fornemmelse i kroppen. Det er som om, jeg kan trække vejret bedre. Jeg står tilbage med følelsen af, at det slet ikke var så farligt, som jeg først troede.

Følelsen af stress er ofte forbundet med en periode af pres, hvor opgaver, forventninger og ressourcer ikke er i balance. Men er vi studerende pressede eller stressede? Bliver det et problem, at vi ikke kan skelne mellem de to ting?

Jeg beslutter mig for at kontakte Trine Wulf-Andersen for at blive klogere. Hun er lektor på Roskilde Universitet og forsker i uddannelsesmiljøer og psykosociale problemer. Det kan for eksempel være stress, angst og depression. 

“Det er vanskeligt for alle at navigere i pres og stress. Mange kommer af den grund også for sent til at tage det alvorligt, hvor stressede de er. De glemmer simpelthen at træde et skridt baglæns og se, at tingene ikke hænger sammen,” fortæller hun.

Hun nævner, at de kortvarige stressende perioder ikke er farlige for os. Det kan faktisk give os et adrenalinsus. Men bliver perioderne længere, og får man tilmed ikke plads til at hvile og restituere, kan det blive vanskeligt. Dét kan man ikke holde til. 

Et studieliv med pres fra alle kanter

I studerendes liv er der meget på spil personligt. Der er mange faktorer, der kan presse den enkelte. Det høje tempo på studiet, frivilligt arbejde, studiejobs, det sociale liv med vennerne og dét at finde sig til rette i tilværelsen. Alle de forskellige faktorer kan gå hen og stresse os, hvis de kolliderer sammen. 

“Det er ikke altid de ubehagelige ting, vi bliver stressede af. Man kan sagtens opleve et sammenfald mellem de ting, man får god energi af og så de ting, der gør os udkørte. Det kan snyde os i perioder,” siger Trine Wulf-Andersen. Jeg nikker genkendende til det. De seneste ugers tid har jeg ikke engang haft overskud til at tage i fredagsbaren.

Vi er ofte optagede af, hvordan den gode studerende skal være. De forestillinger er ikke opstået ud af det blå hos den enkelte, men de er på mange måder med til, at man får presset sig selv yderligere. Det indre pres kommer ofte til at flette sig sammen med det ydre pres, vi mærker fra studiekulturen på uddannelsesinstitutionen. 

“Vi forstår stress og trivsel som noget, der er den enkeltes ansvar. Håndteringen bliver skilt ud fra det faglige, selvom stress på mange måder fletter sig sammen med det faglige,” forklarer Trine Wulf-Andersen. 

Mit indtryk er, at vi gemmer stressen væk. Den lurer i baggrunden og rammer, når man mindst venter det. Ofte føler vi os alene med følelsen af stress. Da jeg havde mit lavpunkt, troede jeg, at jeg var den eneste, der havde det på den måde. Men det viser sig langt fra at være tilfældet. 

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

En ny undersøgelse fra Illustreret Bunker viser, at mange journalistpraktikanter er styret af et indre pres. Det er på trods af, at de beskriver deres arbejdsforhold som gode. Presset fører til, at en tredjedel af praktikanterne ugentligt arbejder over. En stor del af dem uden betaling.

tEKST: benedikte støjberg pedersen og amalie thorlund jepsen
Illustration: nikoline ryttergaard

Udgivet den 07. oktober 2021

Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet på sjette måned, har sat dagens punktum. Nu står hun overfor et valg: Skal hun sende en mail til ledelsen, om at hun igen har arbejdet over? Alberte lukker computeren. Mailen sender hun ikke. Kollegaerne er ellers gode til at prikke hende på skulderen. Husk at indberette dine ekstra timer, siger de. 

Så hvorfor arbejder Alberte alligevel gratis?

 ”Det er ofte, jeg ikke sender en mail, fordi jeg synes, at der er en stemning blandt praktikanterne om, at man ikke melder overarbejdet ind. På den måde viser man, at man gerne vil arbejde over,” fortæller Alberte Ravn Skoglund.

I den anden ende af landet reflekterer Anne Poulsen over sin opstart som praktikant på Jyllands Posten.

”Den første måned arbejdede jeg videre hjemme, fordi jeg ikke kunne lade arbejdet ligge. Jeg havde tanken: ‘Hvis jeg nu lige får snakket med ham kilden, inden jeg møder på arbejde, så kan jeg gå direkte i gang med at skrive’,” siger Anne Poulsen

Hun oplever at arbejdstid og fritid smelter sammen. Ansvaret placerer Anne Poulsen hos sig selv.

“Det er min egen fejl, for der er ikke nogen, som har bedt mig om at arbejde over,” siger hun.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, ser ikke en generel tendens til et for højt indre arbejdspres blandt praktikanterne.

“Ambitiøse mennesker vil ofte lægge et betydeligt pres på sig selv, og hvis man er praktikant på Jyllands Posten, er man i udgangspunktet ambitiøs med sin journalistik. Men jeg vil ikke sige, at det er en generel oplevelse, at vores praktikanters indre arbejdspres er for højt – det er meget forskelligt fra person til person,” siger Steen Rosenbak.

Honningfælden

Anne Poulsen og Alberte Ravn Skoglund er ikke alene med deres hang til gratis overarbejde. En praktikant undersøgelse fra Illustreret Bunker med fokus på arbejdspres- og vaner, viser at omtrent 40 procent af praktikanternes overarbejde er frivilligt og ulønnet.

 Helt konkret arbejder hver tredje adspurgte praktikant tre timer eller derover ekstra om ugen. Spørger man dem, hvorfor de bliver siddende på kontorstolen, peger de ikke på et ledelsesmæssigt pres.

Den primære grund til overarbejdet er derimod, at praktikanterne finder det sjovt og spændende, dernæst at de gerne vil indhente arbejdsmængden. Kun 10 procent af de adspurgte mener, at de arbejder for meget.

Ifølge journalisternes fagforening, Dansk Journalistforbund, skal man være varsom med at lade arbejdsglæden presse én ud over kanten.

”Det indre pres kan være godt, men jeg plejer også at kalde det honningfælden – når arbejdet er så spændende, og vi er så engageret i vores arbejde, at vi glemmer at passe på os selv,” siger Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent ved Dansk Journalistforbund.

Arbejdsglæden skinner igennem i undersøgelsens konklusionerne. Over halvdelen af de adspurgte mener ikke, at de arbejder for meget, og 88 procent sagde, at de ville være trygge ved at gå til deres chef, hvis de følte, de arbejdede for meget. Kradser man i den pæne overflade, dukker der alligevel problematikker frem. En tredjedel af praktikanterne kan krydse flere væsentlige stresssymptomer af på listen. Her er nogle af højdespringerne søvnløshed, indre uro og hjertebanken.

Frygten for at sige fra

Stresskulturen blandt journaliststuderende- og praktikanter er velbeskrevet af Dansk Journalistforbund. Så sent som i 2017 udkom en undersøgelse, som viste, at 35 procent af studerende har et højt stressniveau.

Flere respondenter beskriver i Illustreret Bunkers undersøgelse deres stresstilstand som ”deres egen skyld,” samt at de arbejder over, fordi ”alle gør det.” Andre skriver, at de ville være utrygge ved at sige fra overfor arbejdsmængden, af frygt for hvordan de vil fremstå over for arbejdsgiveren.

Denne frygt sidder også i Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten.

“Hvis det hele virkeligt brænder på, så ville jeg nok godt kunne råbe højt. Det handler mere om min evne til at sige fra, end det handler om min chef. Jeg ville måske være bange for at virke ‘lad’ eller ‘uegnet til jobbet’,” siger Anne Poulsen.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, maner frygten til ro.

“Praktikanterne kan uden tvivl trygt gå til ledelsen og sige, at de arbejder for meget. Jeg tror, at praktikanter vil opleve, at det nytter at gøre opmærksom på arbejdspresset,” siger han.

Derudover tilføjer han, at det ledelsesmæssigt ikke er nok at forvente, at praktikanten selv gør opmærksom på, at vedkommende føler sig presset. Derfor holder Jyllands Postens fagredaktører og praktikvejledere proaktivt øje med eventuelle faresignaler.

Hvem har ansvaret?

Hver dag går Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet, på arbejde med fokus på at yde sit bedste, fordi man, som hun selv siger, gerne vil vise, at man var den rette at hyre.

Det er ikke et sjældent syn, at man ser hende siddende i kontorstolen en time efter hendes vagt er afsluttet. Ekstra Bladet jo er et nyhedsmedie, hvor artikler skal sendes afsted, før dagen er slut.

”Jeg ser det ikke som et problem, fordi jeg selv gerne vil lave det færdigt, og gøre et godt stykke arbejde, ” siger Alberte Ravn Skoglund. ”Men der er nogle dage, hvor det godt kan være hårdt, fordi man synes, at man har knoklet meget, og samtidig godt ved, at man ikke kan gå, før man har lavet det færdigt.”

Selvom de hos Dansk Journalistforbund ikke har en officiel holdning til overarbejde, deler deres arbejdsmiljøkonsulent, Tom Hansen, det op i to kategorier: Det overarbejde, der skyldes indre pres og ydre pres.

”Et ydre pres om at arbejde mere er ikke okay. Her er vores grundholdning, at man skal få løn for det arbejde, man laver,” siger arbejdsmiljøkonsulent Tom Hansen.

Mere vanskeligt bliver det, når det gælder det arbejde, der er drevet af engagement og lyst til læring. Tom Hansen kan godt forstå, hvis man som praktikant sidder i et arbejdsmæssigt flow og synes, at det er en god investering at blive.

Selvom han mener, at ledelsen har det store ansvar for at passe på sine ansatte, opfordrer han også praktikanterne til at mærke efter og passe på sig selv.

Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten har selv haft samme tanker.

”Man bør stoppe op og tænke: ‘Jeg er stadig under uddannelse. Måske lærer jeg ikke mere af at sidde til klokken halv ti om aftenen og arbejde på en artikel, som jeg i princippet bare kan lave færdig i morgen’,” siger hun.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup. Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Om undersøgelsen 

Illustreret Bunker har spurgt nuværende praktikanter og personer, der indenfor max et år har afsluttet deres praktikforløb. 82 personer har svaret på undersøgelsen. Det er besvaret anonymt.

 Undersøgelsen er et spørgeskema med delvist multiple-choice-spørgsmål og frie udfyldelsesfelter. Spørgeskemaet undersøgte praktikanters arbejdsmiljø; herunder arbejdsvaner, stressfaktorer og ledelseskommunikation.