Mediebranchen stresser – men mere end andre?

Mediebranchen stresser – men mere end andre?

Mediebranchen stresser – men mere end andre?

En undersøgelse fra 2018 viser, at mere end halvdelen af de ansatte på danske medier er stressede. Det er imidlertid tvivl om, hvor ansvaret ligger, og hvordan problemet skal kommes til livs.

Tekst: Astrid simone kjær
FOTO: NIcoline odgaard sørensen

Udgivet den 07. oktober 2021

Hvor stressede er journalister? Det kan være svært at finde tal på. Det tætteste på et konkret mål er en undersøgelse fra Arbejdstilsynet foretaget i 2018, hvor 64 procent af de adspurgte medarbejdere fra mediebranchen havde svaret, at de sjældent, sommetider, ofte eller hele tiden havde følt sig stressede inden for de seneste to uger.

Undersøgelsen afsøgte, hvor mange medarbejdere der havde følt sig stresset inden for de seneste to uger i forskellige erhverv. Mediebranchen havde den 18. højeste score ud af de 74 erhverv, der blev undersøgt.

Højt, men ikke alarmerende højt

Spørger man Thomas Rønnow, underdirektør i Dansk Erhverv, lyder 64 procent højt. Dansk Erhverv varetager interesser for adskillige erhverv, herunder flere mediehuse. Dog mener han ikke, at her er tale om et ualmindeligt højt tal sammenlignet med andre erhverv. 

“Selvfølgelig har vi et problem med stress og arbejdspres. Det er der ikke nogen tvivl om. Sammenlignet med andre erhverv, mener jeg dog ikke, at her er tale om et alarmerende højt tal,” siger han.

Han hæfter sig ved, at mange andre erhverv også har en relativt høj procentandel. Derfor mener han ikke, at her er tale om et niveau, der er alarmerende. Desuden mener han, at undersøgelsen ikke tager højde for, at journalister oplever et naturligt pres i deres dagligdag i form af deres arbejde med deadlines. Et aspekt, der ifølge Thomas Rønnow, ikke kun er negativt, da nogle trives under dette pres.

Dansk Erhverv tilbyder en række værktøjer til deres medlemmer, når medlemmerne henvender sig med spørgsmål. Spørgsmål, som blandt andet drejer sig om det psykiske arbejdsmiljø. 

“Vi er sat i verden for at hjælpe virksomhederne. Det gør vi ved at rådgive virksomhederne, når de kommer med konkrete spørgsmål,” siger han.

Thomas Rønnow henviser dog til, at det er op til de enkelte virksomheder at bekæmpe stress på arbejdspladsen i henhold til arbejdsmiljøloven.

Desuden påpeger han, at de ikke oplever mange henvendelser fra medlemmer med spørgsmål vedrørende stress eller pres på arbejdspladsen. Noget, han mener blandt andet kan skyldes, at der allerede kører et trivselssamarbejde mellem Dansk Erhverv og virksomhederne, hvor medlemmerne kan få rådgivning til arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

Lokale løsninger virker hos DR

Anette Dalsgaard, arbejdsmiljøkonsulent ved DR, anerkender, at 64 procent lyder som et højt tal. Når det kommer til DR selv, er det dog ikke hendes oplevelse, at der er et generelt problem med stress i forhold til andre arbejdspladser. 

“Jeg mener ikke, at der er et generelt problem. Der kan godt være problemer lokale steder i DR, men jeg oplever ikke, at DR som helhed ligger anderledes sammenlignet med andre virksomheder,” siger hun.

Når der opstår et problem med arbejdsmiljøet i DR, for eksempel stressrelateret, så løses det i den lokale afdeling. HR-afdelingen sidder inde med råd og vejledning til de forskellige afdelinger, men det er den enkelte afdeling, der finder en måde, de kan komme problemet til livs. En metode, som Anette støtter op om.

“Lokale løsninger er helt klart det, som virker allerbedst,” siger hun.

Overordnet set mener hun, at der gøres meget for at forebygge stress, for eksempel gennem trivselsundersøgelser og med hjælp fra arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere. Om der bliver gjort nok på nuværende tidspunkt, har Anette Dalsgaard dog svært ved at sige noget om.

“Jeg synes vi stiller de rigtige værktøjer til rådighed, men om det er nok i det enkelte tilfælde er enormt svært at sige,” siger hun.

Afviser ikke større fokus

Thomas Rønnow har svært ved at se, hvordan de i Dansk Erhverv kan hjælpe virksomhederne med at løse problemet med stress. De stiller allerede rådgivning til rådighed som supplement til virksomhederne, der har ansvaret.

Han afviser dog ikke, at et større fokus på arbejdsrelateret stress, for eksempel i medierne, kunne medføre, at problemet alligevel blev taget op i Dansk Erhverv.

“Ja, vi ville nok tage det op. Men det er et svært emne, fordi det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed og afdeling til afdeling, hvad det er, der udløser stress,” siger han.

Spørger man Anette Dalsgaard, om der kunne gøres en større indsats, afviser hun ikke, at stress bliver et emne, som skal tages op i en større skala ved DR.

“Stress har været et problem i mange år efterhånden, og det bliver ved med at dukke op. Derfor skal vi hele tiden have en opmærksomhed omkring det,” siger hun.

Spørgsmålet er bare hvornår og på bekostning af 

“Men, hvornår er det lige tid til at sætte ekstra ind på det felt? Det er en prioritering, og der er grænser for, hvor meget en organisation kan rumme.”

 

Inderst inde ulmer stressen

Inderst inde ulmer stressen

Inderst inde ulmer stressen

Hver femte studerende oplever en følelse af stress i hverdagen. På dette semester blev jeg en af dem.

Tekst: Silje quist
FOTO: Rasmus breum

Udgivet den 07. oktober 2021

”Jeg har ikke tid til at være syg,” udbryder jeg frustreret og grædende til min mor. Mine øjne er røde og hævede. Mest af alt ligner jeg en, der enten har fået en voldsom allergisk reaktion, eller en, der har grædt i flere timer. I skal satse jeres penge på den sidste mulighed. Sengen er blevet mit eneste tilholdssted. Mit natbord er efterhånden ikke synligt længere. Næsespray, lommetørklæder, sugetabletter og plader af panodiler – både nye og tomme – har nu overtaget. 

 For fire uger siden blev jeg ramt af sygdom. Den gode influenza, som så mange har stiftet bekendtskab med det seneste stykke tid. Jeg har derfor været bagud med alt skolearbejde. Fraværet er steget markant. Deadlines er blevet udskudt med flere uger. Og jeg kan umuligt levere det, jeg har ambitioner om. Pludselig har opgaverne hobet sig op som en flok gribbe, der bare venter på, at jeg kollapser. Og det er jeg nu. Kollapset. Stadig syg, og nu ovenikøbet stresset.

 Jeg kan mærke det i hele min krop. Mine muskler spænder, mit hjerte banker hurtigt, jeg hiver rystende efter vejret. Mest af alt mærker jeg det i mit hoved. Efter en grædetur på et par timer dunker det i takt med min puls. Alting virker så uoverskueligt. Alle opgaver smelter sammen. De er blevet til en stor masse, som jeg ikke kan overskue at begynde på.

 Det er første gang, jeg oplever en intens følelse af stress. Men meget tyder på, at jeg ikke er den eneste. En undersøgelse fra 2019 foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet viste, at næsten hver femte studerende på en videregående uddannelse oplever en følelse af stress i hverdagen. Jeg er bare endnu én i flokken.

 Hvor skal man søge hen, når man har det sådan her?

Første spadestik

Da jeg startede på Journalisthøjskolen, var studievejlederne nogle af de første mennesker, vi blev introduceret for. Mit første bud falder derfor på Joan Husted, en af skolens studievejledere.

 Smilende tager Joan imod mig. Det er som om, hun kender mig på forhånd, selvom jeg aldrig har snakket med hende før. “Vil du have en kop kaffe med?” spørger hun mig venligt. Det siger man jo ikke nej til. 

 Mens Joan henter kaffe til os, står jeg inde i hendes samtalerum. Inspirerende citater udsmykker væggen. De minder mig om den samtale, jeg skal til at have. I et kort øjeblik overvejer jeg at løbe min vej. Hvor intimiderende er det ikke lige at åbne sig så meget for en fremmed? Det ville jeg ikke engang gøre, hvis jeg var fuld i byen. Inden jeg ved af det, kommer Joan med kaffen. Den er stærk og sort. 

 Nu gør jeg det fandme. 

 Jeg lægger alle kortene på bordet. Fortæller hende alt det, som I ved og lidt mere til. Tårene presser sig på et par gange, men jeg vil helst ikke tabe ansigt foran hende, selvom rummet føles trygt. Mine hænder ryster lidt, så jeg gemmer dem forsigtigt under bordet. Hun læser mig lynhurtigt. 

 ”Jeg tænker det, der særligt har været med til at stresse dig, har været dine tanker om, hvor meget du er kommet bagud, og hvordan du overhovedet skal komme i mål. Nogle gange kan det hjælpe at sige til sig selv: ‘nu skruer jeg lige mit ambitionsniveau ned.’ Det skal ikke altid være kunst. Nogle gange skal det bare være færdigt,” fortæller Joan mig.

 Hun uddyber, at det særligt kan presse os at gå med for mange ting inde i hovedet. Man skal sørge for at få snakket med nogen om, hvordan man har det – for et delt problem er et halvt problem. Hun opfordrer til, at man enten tager kontakt til en af studievejlederne eller sin underviser. 

Du er ikke den eneste

Joan forsikrer mig om, at jeg hverken er den første eller eneste, der er blevet ramt af sygdom på et ubelejligt tidspunkt. Det er heller ikke unaturligt, at jeg er blevet presset af, at jeg har haft mindre overskud, end jeg plejer. 

”Vi taler ofte om stress som sådan et monster, men der er jo ikke noget underligt i at være stresset eller presset i nogle perioder. Så længe det ikke er over længere tid. Stress kan være mange ting og i nogle perioder helt naturligt. Det er ikke altid noget, man skal være bekymret for,” siger hun beroligende. 

Joan fortæller mig, at de studerende sjældent italesætter stress, når de er inde til samtaler hos hende. Men hun har haft mange samtaler med studerende, der oplever at miste overblikket. Her er det en god ide at lave en plan for, hvad man skal nå på hvilke tidspunkter. Er der ingen chance for, at man kan nå det hele, kan man stille sig selv spørgsmålet “Hvad er vigtigst lige nu?”

Når vi er pressede, kan det være svært at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når man skal træffe beslutninger. Faktisk kan man have svært ved at finde vej og retning. Helst skal man holde sig fra de store beslutninger, for man tænker ikke rationelt, hvis stress først har ramt.

Joans råd til at undgå at miste overblikket

–   Sørg for at have en kalender – enten på papir eller digitalt – og få så skrevet ned, hvad der er af opgaver og deadlines, så du har et overblik.

 

  Et delt problem er et halvt problem. Del dit problem med andre, fordi det hjælper faktisk tit at få det vendt og ventileret og fortyndet og få andres perspektiv på situationen.

 

  Det sidste råd burde måske have været det første, men få noget ind i din verden, som gør dig godt eller gør dig glad. Man skal passe på med at skrotte noget, som man rent faktisk er meget lystbetonet. 

Hvorfor går det galt for studerende?

I det jeg går ud fra Joans samtalerum, har jeg en god fornemmelse i kroppen. Det er som om, jeg kan trække vejret bedre. Jeg står tilbage med følelsen af, at det slet ikke var så farligt, som jeg først troede.

Følelsen af stress er ofte forbundet med en periode af pres, hvor opgaver, forventninger og ressourcer ikke er i balance. Men er vi studerende pressede eller stressede? Bliver det et problem, at vi ikke kan skelne mellem de to ting?

Jeg beslutter mig for at kontakte Trine Wulf-Andersen for at blive klogere. Hun er lektor på Roskilde Universitet og forsker i uddannelsesmiljøer og psykosociale problemer. Det kan for eksempel være stress, angst og depression. 

“Det er vanskeligt for alle at navigere i pres og stress. Mange kommer af den grund også for sent til at tage det alvorligt, hvor stressede de er. De glemmer simpelthen at træde et skridt baglæns og se, at tingene ikke hænger sammen,” fortæller hun.

Hun nævner, at de kortvarige stressende perioder ikke er farlige for os. Det kan faktisk give os et adrenalinsus. Men bliver perioderne længere, og får man tilmed ikke plads til at hvile og restituere, kan det blive vanskeligt. Dét kan man ikke holde til. 

Et studieliv med pres fra alle kanter

I studerendes liv er der meget på spil personligt. Der er mange faktorer, der kan presse den enkelte. Det høje tempo på studiet, frivilligt arbejde, studiejobs, det sociale liv med vennerne og dét at finde sig til rette i tilværelsen. Alle de forskellige faktorer kan gå hen og stresse os, hvis de kolliderer sammen. 

“Det er ikke altid de ubehagelige ting, vi bliver stressede af. Man kan sagtens opleve et sammenfald mellem de ting, man får god energi af og så de ting, der gør os udkørte. Det kan snyde os i perioder,” siger Trine Wulf-Andersen. Jeg nikker genkendende til det. De seneste ugers tid har jeg ikke engang haft overskud til at tage i fredagsbaren.

Vi er ofte optagede af, hvordan den gode studerende skal være. De forestillinger er ikke opstået ud af det blå hos den enkelte, men de er på mange måder med til, at man får presset sig selv yderligere. Det indre pres kommer ofte til at flette sig sammen med det ydre pres, vi mærker fra studiekulturen på uddannelsesinstitutionen. 

“Vi forstår stress og trivsel som noget, der er den enkeltes ansvar. Håndteringen bliver skilt ud fra det faglige, selvom stress på mange måder fletter sig sammen med det faglige,” forklarer Trine Wulf-Andersen. 

Mit indtryk er, at vi gemmer stressen væk. Den lurer i baggrunden og rammer, når man mindst venter det. Ofte føler vi os alene med følelsen af stress. Da jeg havde mit lavpunkt, troede jeg, at jeg var den eneste, der havde det på den måde. Men det viser sig langt fra at være tilfældet. 

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

Fanget i honningfælden: Ivrige praktikanter arbejder ulønnet over

En ny undersøgelse fra Illustreret Bunker viser, at mange journalistpraktikanter er styret af et indre pres. Det er på trods af, at de beskriver deres arbejdsforhold som gode. Presset fører til, at en tredjedel af praktikanterne ugentligt arbejder over. En stor del af dem uden betaling.

tEKST: benedikte støjberg pedersen og amalie thorlund jepsen
Illustration: nikoline ryttergaard

Udgivet den 07. oktober 2021

Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet på sjette måned, har sat dagens punktum. Nu står hun overfor et valg: Skal hun sende en mail til ledelsen, om at hun igen har arbejdet over? Alberte lukker computeren. Mailen sender hun ikke. Kollegaerne er ellers gode til at prikke hende på skulderen. Husk at indberette dine ekstra timer, siger de. 

Så hvorfor arbejder Alberte alligevel gratis?

 ”Det er ofte, jeg ikke sender en mail, fordi jeg synes, at der er en stemning blandt praktikanterne om, at man ikke melder overarbejdet ind. På den måde viser man, at man gerne vil arbejde over,” fortæller Alberte Ravn Skoglund.

I den anden ende af landet reflekterer Anne Poulsen over sin opstart som praktikant på Jyllands Posten.

”Den første måned arbejdede jeg videre hjemme, fordi jeg ikke kunne lade arbejdet ligge. Jeg havde tanken: ‘Hvis jeg nu lige får snakket med ham kilden, inden jeg møder på arbejde, så kan jeg gå direkte i gang med at skrive’,” siger Anne Poulsen

Hun oplever at arbejdstid og fritid smelter sammen. Ansvaret placerer Anne Poulsen hos sig selv.

“Det er min egen fejl, for der er ikke nogen, som har bedt mig om at arbejde over,” siger hun.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, ser ikke en generel tendens til et for højt indre arbejdspres blandt praktikanterne.

“Ambitiøse mennesker vil ofte lægge et betydeligt pres på sig selv, og hvis man er praktikant på Jyllands Posten, er man i udgangspunktet ambitiøs med sin journalistik. Men jeg vil ikke sige, at det er en generel oplevelse, at vores praktikanters indre arbejdspres er for højt – det er meget forskelligt fra person til person,” siger Steen Rosenbak.

Honningfælden

Anne Poulsen og Alberte Ravn Skoglund er ikke alene med deres hang til gratis overarbejde. En praktikant undersøgelse fra Illustreret Bunker med fokus på arbejdspres- og vaner, viser at omtrent 40 procent af praktikanternes overarbejde er frivilligt og ulønnet.

 Helt konkret arbejder hver tredje adspurgte praktikant tre timer eller derover ekstra om ugen. Spørger man dem, hvorfor de bliver siddende på kontorstolen, peger de ikke på et ledelsesmæssigt pres.

Den primære grund til overarbejdet er derimod, at praktikanterne finder det sjovt og spændende, dernæst at de gerne vil indhente arbejdsmængden. Kun 10 procent af de adspurgte mener, at de arbejder for meget.

Ifølge journalisternes fagforening, Dansk Journalistforbund, skal man være varsom med at lade arbejdsglæden presse én ud over kanten.

”Det indre pres kan være godt, men jeg plejer også at kalde det honningfælden – når arbejdet er så spændende, og vi er så engageret i vores arbejde, at vi glemmer at passe på os selv,” siger Tom Hansen, arbejdsmiljøkonsulent ved Dansk Journalistforbund.

Arbejdsglæden skinner igennem i undersøgelsens konklusionerne. Over halvdelen af de adspurgte mener ikke, at de arbejder for meget, og 88 procent sagde, at de ville være trygge ved at gå til deres chef, hvis de følte, de arbejdede for meget. Kradser man i den pæne overflade, dukker der alligevel problematikker frem. En tredjedel af praktikanterne kan krydse flere væsentlige stresssymptomer af på listen. Her er nogle af højdespringerne søvnløshed, indre uro og hjertebanken.

Frygten for at sige fra

Stresskulturen blandt journaliststuderende- og praktikanter er velbeskrevet af Dansk Journalistforbund. Så sent som i 2017 udkom en undersøgelse, som viste, at 35 procent af studerende har et højt stressniveau.

Flere respondenter beskriver i Illustreret Bunkers undersøgelse deres stresstilstand som ”deres egen skyld,” samt at de arbejder over, fordi ”alle gør det.” Andre skriver, at de ville være utrygge ved at sige fra overfor arbejdsmængden, af frygt for hvordan de vil fremstå over for arbejdsgiveren.

Denne frygt sidder også i Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten.

“Hvis det hele virkeligt brænder på, så ville jeg nok godt kunne råbe højt. Det handler mere om min evne til at sige fra, end det handler om min chef. Jeg ville måske være bange for at virke ‘lad’ eller ‘uegnet til jobbet’,” siger Anne Poulsen.

Steen Rosenbak, chefredaktør på Jyllands Posten, maner frygten til ro.

“Praktikanterne kan uden tvivl trygt gå til ledelsen og sige, at de arbejder for meget. Jeg tror, at praktikanter vil opleve, at det nytter at gøre opmærksom på arbejdspresset,” siger han.

Derudover tilføjer han, at det ledelsesmæssigt ikke er nok at forvente, at praktikanten selv gør opmærksom på, at vedkommende føler sig presset. Derfor holder Jyllands Postens fagredaktører og praktikvejledere proaktivt øje med eventuelle faresignaler.

Hvem har ansvaret?

Hver dag går Alberte Ravn Skoglund, praktikant hos Ekstra Bladet, på arbejde med fokus på at yde sit bedste, fordi man, som hun selv siger, gerne vil vise, at man var den rette at hyre.

Det er ikke et sjældent syn, at man ser hende siddende i kontorstolen en time efter hendes vagt er afsluttet. Ekstra Bladet jo er et nyhedsmedie, hvor artikler skal sendes afsted, før dagen er slut.

”Jeg ser det ikke som et problem, fordi jeg selv gerne vil lave det færdigt, og gøre et godt stykke arbejde, ” siger Alberte Ravn Skoglund. ”Men der er nogle dage, hvor det godt kan være hårdt, fordi man synes, at man har knoklet meget, og samtidig godt ved, at man ikke kan gå, før man har lavet det færdigt.”

Selvom de hos Dansk Journalistforbund ikke har en officiel holdning til overarbejde, deler deres arbejdsmiljøkonsulent, Tom Hansen, det op i to kategorier: Det overarbejde, der skyldes indre pres og ydre pres.

”Et ydre pres om at arbejde mere er ikke okay. Her er vores grundholdning, at man skal få løn for det arbejde, man laver,” siger arbejdsmiljøkonsulent Tom Hansen.

Mere vanskeligt bliver det, når det gælder det arbejde, der er drevet af engagement og lyst til læring. Tom Hansen kan godt forstå, hvis man som praktikant sidder i et arbejdsmæssigt flow og synes, at det er en god investering at blive.

Selvom han mener, at ledelsen har det store ansvar for at passe på sine ansatte, opfordrer han også praktikanterne til at mærke efter og passe på sig selv.

Anne Poulsen, praktikant hos Jyllands Posten har selv haft samme tanker.

”Man bør stoppe op og tænke: ‘Jeg er stadig under uddannelse. Måske lærer jeg ikke mere af at sidde til klokken halv ti om aftenen og arbejde på en artikel, som jeg i princippet bare kan lave færdig i morgen’,” siger hun.

Vi har forsøgt at få en kommentar fra Ekstra Bladets ansvarshavende chefredaktør, Henrik Qvortrup. Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Om undersøgelsen 

Illustreret Bunker har spurgt nuværende praktikanter og personer, der indenfor max et år har afsluttet deres praktikforløb. 82 personer har svaret på undersøgelsen. Det er besvaret anonymt.

 Undersøgelsen er et spørgeskema med delvist multiple-choice-spørgsmål og frie udfyldelsesfelter. Spørgeskemaet undersøgte praktikanters arbejdsmiljø; herunder arbejdsvaner, stressfaktorer og ledelseskommunikation.

Arbejdsdag fra 07:09 til 00:15 – og glad for det

Arbejdsdag fra 07:09 til 00:15 – og glad for det

Arbejdsdag fra 07:09 til 00:15 – og glad for det

Chefredaktør for Jyllands Posten, Marchen Neel Gjertsen, er 33 minutter forsinket. Et møde trak ud. Lobbyen på hotel Atlantica i Aarhus tilbyder udsigt til DOKK1 og en rolig atmosfære. En arbejdsdag uden tidsbegrænsning og med glohed indbakke er standarden for hende. Men det kan kun lade sig gøre, fordi en god mand derhjemme hjælper hende med alt det rundt om.

Tekst og foto: Rikke Mathiasen

Udgivet den 07. oktober 2021

Uret viser 19:20, og Marchen Neel Gjertsen har ikke fået aftensmad endnu. Hun sidder på sit hotelværelse og sender mails afsted. Receptionisterne på Atlantica kender hende, så der er ikke brug for ind- og udtjek, og regningen bliver automatisk sendt til Jyllands Posten. I kufferten har hun sit rejsesjippetorv.

Det handler om at bruge mindst mulig energi på simple beslutninger. Journalistikken er det vigtigste. Så det er der Marchen Neel Gjertsen, lægger de fleste af sine kræfter. Ikke i aftensmaden. Derfor går turen altid til Streetfood mexicanske hjørne, hvor Marchen ved nøjagtigt hvilken salat, hun skal bestille.

For Marchen Neel Gjertsen har jobbet som journalist altid været førsteprioritet. Og det falder hende helt naturligt.

Arbejdet genoptages gerne, når datteren Solvej på 5 år er lagt i seng hjemme i København.

Dengang hendes mand arbejdede som kulturjournalist, kunne det være svært at få hverdagen til at gå op, når de var to forældre med presserende deadlines.

I dag har hendes mand skiftet erhverv til kommunikationschef for et ejendomsselskab.

 

 

Pendlerlivsstilen mellem hovedstaden og Aarhus kan kun lade sig gøre, fordi der er klare rammer for arbejdsfordelingen på hjemmefronten.

”Det er svært at få alting gjort, hvis man mister timerne mellem 16:00 og 20:00.”

I dag blev den første mail sendt afsted kl. 07:09.

Den sidste blev sendt 00:15.

Jeppe Villadsen skiftede mediebranchen ud med italiensk gelato

Jeppe Villadsen skiftede mediebranchen ud med italiensk gelato

Jeppe Villadsen skiftede mediebranchen ud med gelato

Efter flere år med arbejdspres og mangel på anerkendelse valgte Jeppe Villadsen at trække sig fra medieverdenen og åbne en italiensk isbod. Selvom den nye hverdag indebærer lange arbejdsdage, fortryder den tidligere Afrika-korrespondent ikke sin beslutning.

TEKST OG FOTO : MATILDE KROGSGAARD

Udgivet den 07. oktober 2021

Duften af citrus fylder næseborene, så snart man træder ind i Isoteket. På hylderne står eksotiske frugter og krydderier klar i den lille isbar på Østerbro. Ejeren af stedet er en tidligere journalist med speciale i Afrika og gelato. Og nu også i sjus-is. En tilbagevendende fredagstradition, hvor Isoteket fremstiller en ny og festlig kugle til vaflen. I dag står den på stout-øl fra den lokale brygger blandet op med en mørk chokolade.

Med ét brydes aromaerne og citrusduften af et friskt vindpust, og en smilende mand med lettere vindblæst hår træder ind i det 49 kvadratmeter lille lokale. Med et par hurtige skridt er han omme bag disken for lige at tjekke op på medarbejderen i forretningen, inden han høfligt hilser på, nu klar til at fortælle sin historie.

En historie om en mand, der efter en lang og succesfuld karriere som freelancejournalist, redaktør og korrespondent fik nok af mediebranchen og af den manglende anerkendelse og derfor begyndte at lave is. Med ét mål: den skulle være verdens bedste. For Jeppe Villadsen, som den tidligere journalist hedder, går ikke ind i et projekt uden at sigte mod det bedste. Heller ikke når han skifter karriere.

Der er ikke mange, der kaster sig ud i ting, som Jeppe Villadsen gør det. Han kastede sig ud i journalistikken, mens han stadig læste på sociologistudiet. Fløj til Afrika trods en succesfuld karriere hjemme i Danmark. Tog hjem, fik børn og blev journalist på Euroman. Mistede glæden ved mediebranchen og kastede sig på ny ud i ukendt farvand:  italiensk gelato. 

For Jeppe er en stolt mand, og til sidst var han blevet tilpas træt og frustreret over mediebranchen. Så åbnede han computeren, satte sig ned og begyndte at scrolle. Ned gennem Facebook-opslag fra mediemennesker og journalister. Ned gennem opslag om amatør-kunstnere og nyåbnede støbeovnspizzeriaer. Ned over en international facebook-gruppe kaldet: Whats your plan B?

Det første møde med mediebranchen

Første gang Jeppe Villadsen tænkte, at han skulle lave et karriereskift, var efter en fødselsdag i slutningen af 90’erne. Jeppe var på dette tidspunkt ved at færdiggøre sin bachelor i sociologi, da han over en brunch faldt i snak med en kvinde, der spurgte ind til hans drømme. Men hvad skulle han svare? Nok noget med ministerier og det offentlige. 

”Så kigger hun bare på mig og spørger: Er det ikke lidt tidligt at have så lave ambitioner for sig selv?” siger Jeppe.

I 2001 sad Jeppe derfor på Informations hektiske gange, for kvindens spørgsmål havde sat sig i ham. Inden da havde han færdiggjort sin bachelor i sociologi og taget en overbygning i journalistik på Roskilde Universitet. Og nu havde han scoret en eftertragtet praktikplads på Information, for han drømte om en verden langt fra det offentlige.

På Information var det lærerigt, men hårdt. Jeppe fik lov til at lave alt det samme som de fastansatte journalister – bare mere. Meget mere. 

”I min praktiktid på Information var der et enormt dagligt pres – et pres som jeg efterfølgende har gjort alt for at undgå.”

Han husker ikke Information som en varm arbejdsplads, men det skyldtes måske også hans egen måde at være på, for det passer Jeppe godt at have sit eget og gøre tingene på sine præmisser i stedet for at være underlagt en redaktør og stramme deadlines. 

Jeppe brændte ikke for stramme deadlines og nyheder. Han ville sætte et aftryk med sin journalistik. Det, syntes han ikke, var muligt, hvis han blev i dagbladenes verden.

Turen går til Afrika 

Med få kroner på lommen og en drøm om at skulle lave dybdegående journalistik valgte Jeppe derfor i 2008 at rejse til Nairobi med sin kæreste. Her fik han hurtigt skrevet en række dybdegående artikler om aids, og i starten føltes det faktisk som om, at hans journalistisk blev anerkendt. Men stille og roligt aftog følelsen. For livet som freelancer i Afrika var hårdt, og der fulgte ikke mange penge med. Hans artikler blev solgt som styksalg til en umådeligt dårligt sats.

Så sammen med sin kæreste rejste han hjem til København. Han fortsatte dog med at lave journalistik fra Afrika, nu pendlede han bare til og fra kontinentet. Men da Jeppes mindste søn kom til verden, og medierne fortsatte med at betale mindre for hans artikler, blev det for meget for den stolte journalist.

”Jeg blev nødt til at genopfinde mig selv.”

En aften sad han i Nairobi med computerens lys i ansigtet, netop kommet tilbage fra en 10-dages-reportage rundt i Sydafrika. Selvom han havde skrevet vigtige artikler om alt fra slumsafari til massevoldtægter af unge lesbiske kvinder, tænkte han alligevel: ‘hvad laver jeg her?’. Han skrev en ansøgning til et barselsvikariat på Euroman. Et job, som skulle føre ham væk fra det hårde freelanceliv og henimod den stabilitet, som han var blevet klar til.

”Det var noget nær alle skrivende journalister i Danmark, der søgte jobbet. Så får jeg det. Før alle andre. Jeg tænkte bare: ’Nu har verden endelig set, hvor fantastisk jeg er,” tilføjer han med et smil på læben. 

Jobbet skulle dog vise sig ikke at være så fantastisk, som Jeppe havde forestillet sig.

Vendepunktet

I Isoteket banker Jeppe pludselig benet op i det ustabile cafébord og kaffen, der står på det, ryster en smule. 

”Jeg har nok altid følt, i min journalistiske karriere, at anerkendelse har været en mangelvare, og tiden på Euroman var ingen undtagelse. Som tiden gik fik jeg en følelse af at blive marginaliseret,” siger han. 

Måske var det på grund af den midlertidige stilling som barselsvikar. I hvert fald mener han, at han lavede mere end de fastansatte journalister – præcis som da han var på Information.

Om aftenerne talte han ned til sidste arbejdsdag. Jeppes kone var højgravid med hans anden søn, og når han sad i sin lejlighed på Nansensgade, håbede han inderligt, at hans kone snart ville gå i fødsel. Så han tidligere end planlagt kunne stoppe på Euroman. Det var en af de aftener, at en SMS fik displayet på Jeppes telefon til at lyse op.

Ulrikke Moustgaard, en tidligere kollega, havde sendt et link til en Facebookgruppe under navnet: Whats your plan B? En amerikansk gruppe for tidligere og nuværende mediefolk, der skrev om deres liv efter journalistikken. 

Pudsigt, tænkte Jeppe. Det var længe siden, at han havde snakket med den tidligere kollega. Tænker hun, at han har brug for en plan B? En smule forundret åbnede han alligevel sin computer, trykkede på linket og begyndte at scrolle. Ned gennem Facebook-opslag fra mediemennesker og journalister indtil han faldt over et opslag, som var skrevet af gruppens stifter. En tidligere journalist, som havde droppet at være fotograf og startet sit eget stenovnspizzeria. Hans løn var siden fordoblet og blodtrykket halveret.

Fra istid til ismager

Et halvt år senere sad Jeppe i et klasselokale i Bologna. Han var netop startet på Carpigiani Gelato Universitetet for at lære at lave is. Et universitetet oprettet af en italiensk ismaskinefabrikant, der tilbyder over 500 kurser i madvidenskab. 

”Det var ligesom at starte på journalistuddannelsen. Undervisning fra morgen til aften – jeg elskede det,” siger Jeppe, mens han bærer den ene store sukkerpose efter den anden ind i is-forretningen på Østerbro. Han tjekker lige, at alt spiller, inden vi kan bevæge os videre mod hans anden isbar ved søerne.

På en ferie i Rom gik det op for Jeppe, at han havde en plan b. Da han smagte en perfekt cremet gelato – noget, han ikke kunne få i København, vidste han det: han ville starte en isforretning om sommeren og skrive bøger om vinteren. Det var slut med journalistik, i hvert fald rugbrødsartiklerne.

”Jeg havde en tro på, at jeg kunne lave verdens bedste is. Samtidigt var jeg frustreret over, at jeg ikke kunne lave ting af varighed i mit arbejde. Som det at skrive bøger. Det ville jeg aldrig få råd til, hvis jeg blev ved med at være freelancer.”

Romanen eksisterer kun i form af ufærdige noter, men is-virksomheden, den går fortræffeligt. Men det har ikke været nemt, og det er det stadig ikke. Jeppe har nemlig haft galoperende stress det sidste halve år. Det er ikke lige sådan at håndtere medarbejdere – til gengæld er han forundret over, hvor hurtigt han lærte at lave is.

”Jeg troede, at jeg ville kunne flygte fra alt stressen i mediebranchen ved at blive ismager, men der må jeg være ærlig og sige, at jeg ikke er blevet bedre til at håndtere arbejdspresset,” siger han.

Aldrig mere journalistik?

Jeppe er ved at hjælpe sin medarbejder i isforretningen ved søerne med at skovle is op af disken og uddelegere smagsprøver. På trods af den bidende efterårskulde er her mange mennesker. Jeppe er stolt af sit isimperium, men hans løn er ikke fordoblet og blodtrykket langtfra halveret. Og der sidder stadig en snert af journalist i ham.

 ”Jeg var rigtig hurtig til at få en is-identitet, men jeg er ikke ikke-journalist. Det kan man nok aldrig blive, når man først har været i gamet,” siger han.

Han er glad for sit valg. For endelig har han opnået det, som han ikke kunne få som praktikant på Information, som skribent på Euroman, som Afrika-korrespondent og som freelancer. Anerkendelse. På trods af, at han – efter eget udsagn – var en “ret god journalist”, så har han også en erkendelse.

”Jeg føler, at jeg som ismager har sat et større aftryk, end jeg nogensinde har gjort som journalist.”

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

Tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, peger på en kultur i mediebranchen, hvor det høje tempo er et mål i sig selv. For hvis man er travl, er man vigtig.

AF CHRISTOFFER PANDURO 

Udgivet den 07. oktober 2021

“Jeg tænker: ‘Hvad fanden er det, du siger?’ Det havde jeg aldrig hørt før,” siger han.

Da tidligere TV- journalist Anders Langballe for nyligt startede i sit nye job som kommunikationschef, blev han overrasket. For første gang mente direktøren ikke, at det var en dyd at have travlt. 

Tilbage i foråret udgav nu tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, bogen Forfra, hvor han fortalte om en arbejdskultur med fuld fart på fra morgen til aften. En arbejdskultur, der til sidst resulterede i to blodpropper. Men hvorfor er travlhed – måske – en dyd i mediebranchen?

For Anders Langballe var det nærmest et mål i sig selv at have travlt.

“Det blev en identitet. Uanset, hvor jeg har været, har mange chefer brugt et begreb, som mange i mediebranchen ynder at bruge: Nu skal vi gå den ekstra mil. Nu giver vi den en ekstra skalle. Det var simpelthen bare en del af kulturen,” siger han.

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

R

 

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

 

 

I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

 

Ikke den store lyst til at tage hensyn til stress

I de 17 år Anders Langballe har arbejdet som politisk journalist, har han kun oplevet, at arbejdstempoet er steget. 

“I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé,” siger han.

Han erkender, at også han var med til at opretholde en travlhedskultur.

“Når vi har diskuteret ansættelse af unge journalister på TV2, har jeg ofte oplevet, at der ikke var den store lyst til at tage hensyn til for eksempel stress. Vi vidste, at det var nogle rigtig attraktive jobs, hvor folk nærmest ville arbejde gratis og lægge rigtig mange timer i det, fordi der altid var nogle, der stod i kø til at overtage deres job,” siger han.

Han mener dog ikke, at man kan tage tempoet helt ud af faget, da der i så fald ikke ville være meget tilbage af branchen.

“Det er en balancegang, for hvad er journalistikken, hvis der ikke er konkurrence og hurtighed? Men derfor synes jeg stadig, at branchen er forpligtet til at tage de udfordringer seriøst.”

Man kan vel heller ikke helt lukke øjnene for, at det jo også er fedt, når man er først med et eller andet?

“Bestemt. Man bliver jo høj af det. Og det er jo også en af drivkræfterne for medierne og for den enkelte journalist,” siger han. “På fjernsyn dyrker man jo også profiler. Jeg var TV2’s ansigt på dansk politik, og der dyrkede man også den enkelte journalist. Det gør man stadigvæk. Det er også med til at frembringe den konkurrence.”

Når man er travl, er man vigtig

Lad os lige skrue tiden tilbage, for hvor kommer travlhedskulturen fra? Ikke fra det antikke Grækenland. Her syntes man, at det var cool ikke at arbejde. Det havde man slaver til. På samme måde havde man i den engelsk, victorianske overklasse i 1800-tallet folk ansat til ikke at lave noget som helst.

I dag er det overklassen, der har travlt. Billedet af en chef, der bare sidder med benene oppe, eksisterer ikke. Det er vigtigt at have travlt, man kan jo ikke tillade sig andet, og den iver efter hårdt arbejde kan spores i vores kristne kulturarv. Især i den protestantiske del af verden hylder man det travle arbejdsliv. Det forklarer Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter, der har forsket i det moderne arbejdsliv.

Faktisk skrev den tyske sociolog, Max Weber allerede i sit værk ‘Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’ fra 1904, at de protestantiske lande – som Danmark – har en anden arbejdsetik end resten af verden. I Danmark hersker dyder som flid, hårdt arbejde og disciplin. Men i 1904 havde man ikke sin person med i arbejdet. Det skal man derimod i dag.

Der er sket en markedsgørelse af såvel det offentlige, som det personlige, så hvis man virker travl, så tror folk, at man er vigtig eller god, fordi man virker efterspurgt,” siger Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter. “I industriarbejdet skulle man ikke have sin person med på arbejde. Nu forventes man at have sin identitet og engagement i projektet.”

Anders Fogh Jensen forklarer, at det især gør sig gældende i de fag, hvor projektarbejdet fylder meget. Det er ofte job, hvor man har mange bolde i luften, og hvor det bliver set som en kvalitet at have gang i mange forskellige ting på samme tid. Som i mediebranchen.

“Mediebranchen er samtidig underlagt den idé om, at det gælder om at komme først – og ikke alene at sige det sande. Kun det nyeste er relevant, og derfor er den meget hektisk,” siger han.

Det skyldes også, at projektfagene ofte er fag, hvor folk realiserer sig selv. Det betyder ofte, at arbejde og fritid flyder sammen, og derfor kan det være svært at skelne mellem, hvad der er hvad. 

“Travhelskulturen er prestigefuld, fordi den associeres med, at man er efterspurgt.” siger Anders Fogh Jensen.

En forældet tilgang

Siden sine to blodpropper og sit exit fra mediebranchen har Anders Langballe fået nyt job som kommunikationschef i Dansk Ejendomsmæglerforening. Her oplever han en helt anden kultur. Her på arbejdspladsen, er det ikke en dyd at have travlt, sagde chefen.

“Jeg tror, at det er en dyd, der er fremherskende blandt mange ledere uden for vores branche. Det der med at piske sig selv og bevise hvor vigtig man er ved at have travlt, det var en dyd, da jeg forlod mediebranchen. Så er vi vigtige. Så er vi noget. Når man kigger ind i andre brancher, så er det en dyd ikke at have travlt, men at lave kvalitet,” siger Anders Langballe.

Han oplever at ledere i andre brancher ser det som deres opgave at sikre, at man ikke ødelægger sin egen branche ved at have for travlt.

“Jeg tror, at mediebranchen hænger fast i en old-school-opfattelse af, hvordan man laver ledelse. Det her med at gå den ekstra mil, at man er en fandens karl, hvis man her travlt, det er formentlig en forældet tilgang,” siger han.