Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Mørklægningsloven forhindrer journalisten i at grave

Danmark er nordiske mestre i mørklægning på grund af vores nuværende offentlighedslov. På trods af det lykkedes det sidste års cavlingvindere at gøre Christiansborg en hemmelighed fattigere. Men kunne endnu mere komme frem i lyset med en lempeligere lovgivning?

TEKST: Anna sofie Laue
ILLUSTRATION: Katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

Kan man vinde en Cavlingpris uden aktindsigt? 

Det kan man blive nødt til. 

Den danske offentlighedslov gør det nemlig muligt for regeringen at skjule selv de mest centrale informationer om en sag i Christiansborgs mørke kælder. Alligevel formår nogle få journalister at grave deres vej ned til hemmlighederne. En af dem er Thomas Foght, leder af Ekstra Bladets gravergruppe og sidste års vinder af Cavlingprisen. Her er, hvordan han kom derned. 

 

’Mettes Uønskede Børn’ 

Og Cavlingprisen går til… ’Mettes Uønskede Børn’.

Thomas Foght og kollegerne Nagieb Khaja, Jeppe Findalen og Magnus Mio blev dekoreret med branchens fineste hædersmedalje tilbage i januar. Forud for den dag lå et halvt års intenst graverarbejde, hvor firemandsgruppen ikke havde haft andet på skrivebordet end sagen om de danske børn i de syriske fangelejre al-Roj og al-Hol. 

Det startede med et tip. En kilde kunne fortælle, at der angiveligt skulle ligge en rapport fra Forsvarets Efterretningstjeneste, som var blevet delt med fire ministerier, men ellers ikke havde set dagens lys. 

”Rapporten fortalte, at der var børn i de syriske fangelejre, der risikerede at blive smuglet ud og trænet til at begå terror af Islamisk Stat,” siger Thomas Foght. 

Denne oplysning startede jagten på sandheden – og den skulle vise sig at være både hård og lang. For Thomas og hans kolleger stod uden det værktøj, der ellers er vigtigst for deres daglige arbejde. 

”Offentlighedsloven spænder ben for at få aktindsigt i efterretningstjenestens operative forhold. Det vil sige, at man ikke kan få aktindsigt i, hvad efterretningstjenesten for alvor laver. Derudover er der ministerbetjeningsreglen, som gør, at alt, der er relevant for ministrene, bliver undtaget. Det har gjort det rigtig svært at få aktindsigt i det her forløb,” siger Thomas Foght. 

I sidste ende løb de fire herrer fra Ekstra Bladet afsted med Cavlingprisen. Men kampen for aktindsigt vandt de kun en sjælden gang imellem i løbet af deres projekt – og når de fik den, var der flere gange lavet så mange overstregninger i de udleverede dokumenter, at de alligevel var ubrugelige. 

Selvom det har været en sten i skoen for Thomas Foght og kollegerne, at aktindsigten har været så stærkt begrænset, så kommer det ikke som nogen overraskelse for ekspert Oluf Jørgensen, offentlighedsrådgiver og forskningschef emeritus hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

“Der er tale om en generel tendens,” siger han. 

Mørklægningsloven 

Offentlighedsloven er den lov i Danmark, der regulerer, hvilke dokumenter om myndighedernes forvaltning offentligheden kan få aktindsigt i. Generelt er offentligheden undtaget aktindsigt i dokumenter, der er kategoriseret som interne. I 2013 blev det bestemt, at denne kategori skulle udvides. 

“Man valgte at udvide de interne rum for ministerierne, så al kommunikation mellem ministerierne, altså mellem styrelser og departementer på kryds og tværs, nu også er defineret som et internt rum,” siger Oluf Jørgensen. 

I 2023 har offentlighedsloven – eller mørklægningsloven, som pressen har navngivet den – 10 års fødselsdag. Men ifølge Oluf Jørgensen er der ikke det store at fejre. For med det har Danmark også jubilæum som det nordiske land med den strammeste offentlighedslov. 

 

”Danmark er det land i Norden, der er mest lukket, når det handler om at få offentlig indsigt i grundlaget for politiske beslutninger,” siger Oluf Jørgensen. Efter hans vurdering er det et demokratisk problem.

“Det er klart, at der ikke kan være offentlighed i hvad som helst. Der skal være nogle undtagelser, som for eksempel beskytter enkeltpersoners privatliv og statens sikkerhed. Men reglerne for at undtage interne dokumenter er for brede,” siger han.

En af de paragraffer i offentlighedsloven, som myndighederne påberåber sig oftest, er den såkaldte ministerbetjeningsregel. Særligt denne regel har også været afgørende i sagen om ‘Mettes Uønskede Børn’.  

”Hele ministerbetjeningsreglen gør jo, at det er enormt svært at få aktindsigt i noget, der er interessant – for at sige det ligeud. For hver gang noget har betydning for en minister, så kan de bare undtage det,” siger Thomas Foght.   

Dårlige prognoser 

Det har af flere omgange været oppe at vende, om offentlighedsloven skal lempes. Sidste forår meldte Venstre ud, at særligt ministerbetjeningsreglen skal ses på igen og ændres i offentlighedens favør. Det er selvom, at Venstre er et af de partier, der var med til at danne det forlig, der holder liv i den nuværende lov. 

Senest var der høring om lovforslaget i Folketingets Retsudvalg i januar. På talerstolen var blandt andet Oluf Jørgensen for at fremlægge sine pointer. Men opbakningen til forslaget oplevede han ikke som stor.  

“Der sker jo ikke rigtig noget. Der er stadigvæk et forlig mellem Socialdemokratiet, Venstre og Konservative, og der er ikke nogen tegn på, at der bliver taget noget initiativ, der kan føre til ændringer,” siger han. 

Reglerne for at ændre nuværende love gør også, at et eksisterende forlig skal opløses inden et nyt folketingsvalg, hvis der skal tages initiativ til en ny lov i den næste regeringsperiode. Med et år til næste folketingsvalg er prognoserne for en ny offentlighedslov altså ikke lovende.  

“Det er jo trist, synes jeg. Det er vigtigt for journalister at bruge offentlighedsloven til det, som den nu kan – og der hvor de ikke kan bruge den, må de ty til andre midler,” siger Oluf Jørgensen.  

Det nederste kælderrum 

Gennem alternative metoder lykkedes det Thomas Foght og Ekstra Bladet at finde vej til Christiansborgs kælder.

”Vi prøvede os frem. Vi tog direkte kontakt til embedsmænd, og nogle af dem mødte vi også op hos privat. Langsomt fik vi samlet det her puslespil, som viste, hvad der var sket,” siger Thomas Foght.

Gruppen er også gået så vidt som at søge aktindsigt gennem nogle af de danskbosatte pårørende til børnene i Syrien i et forsøg på at få partsindsigt. Generelt har et intenst kildearbejde været afgørende for de resultater, projektet har ført til.

Det var også mere end en forgyldt statuette, som firkløverens afsløringer førte til. På Christiansborg havde offentliggørelsen af ’Mettes Uønskede Børn’ en tydelig effekt på beslutningstagerne. Presset steg på de involverede ministerier, flere ministre blev kaldt til samråd, og i sidste ende gav regeringen efter. Det betyder, at der i dag befinder sig 14 børn i Danmark, som ellers  muligvis stadig ville befinde sig i en syrisk fangelejr.  

På trods af sagens omfattende karakter er Thomas Foght overbevist om, at offentlighedslovens mørke stadig forhindrer de sidste dele af sagen om ‘Mettes Uønskede Børn’ i at blive afdækket. 

“Jeg tror, der ligger meget mere, som aldrig kommer til at se dagens lys. Jeg kan ikke dokumentere det, men ud fra de kilder, jeg har talt med, har jeg en fornemmelse af, at der ligger meget mere materiale rundt omkring i ministerierne, som ville få sagen til at fremstå i et endnu mere alvorligt lys,” siger Thomas Foght. 

Han mener, at artikelserien ville have haft endnu større konsekvenser for den siddende regering, hvis offentlighedsloven tillod det. 

“Hvis der var fuld åbenhed om alle delelementer af sagen, så er jeg overbevist om, at regeringen var blevet skiftet ud. Jeg har en tese om, at der ligger noget materiale i denne her sag, som ikke engang statsministeren ville kunne tåle blev fremlagt.”

 

 

 

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

EU har censureret Russia Today og Sputnik: “Det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr”

For at undgå desinformation og propaganda i Europa har EU valgt at censurere Russia Today og Sputnik. Men det møder kritik fra blandt andet Dansk Journalistforbund og ekspert i EU, der mener, at det er et brud på en af demokratiets grundværdier.

TEKST: Anne juhl & sissel bonde
ILLUSTRATION: katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

EU har censureret to russiske statsmedier. Det er en omdiskuteret beslutning, der er blevet kritiseret for at være et brud på pressefriheden. Beslutningen er kommet på baggrund af krigen i Ukraine og har blandt andet mødt bekymring fra Dansk Journalistforbund.

”I hjertet af EU-samarbejdet er der nogle grundværdier. Og det sætter værdier som ytringsfrihed og pressefrihed over styr, når man går ind og bandlyser de to navngivne medier,” siger Allan Boye Thulstrup, der er næstformand i Dansk Journalistforbund.

Freelancejournalist Staffan Dahllöf, der har beskæftiget sig med EU siden 1994, undrer sig over, at EU har fundet det nødvendigt at censurere RT og Sputnik.

”Det, jeg ser som mest opsigtsvækkende, er, hvor lidt tillid man tilsyneladende har i EU ledelsen til, at vi faktisk kan klare det her, og hvor lidt tillid der er til, at vi kan stå fast ved de europæiske værdier,” siger Staffan Dahllöf.

Skepsis omkring EU

Staffan Dahllöf mener, at der kan ligge et problem i, at EU så nemt kan indføre sanktioner mod Sputnik og RT.

”Det gik meget hurtigt. Der var aldrig nogen debat i forvejen. Jeg synes, det er lidt foruroligende, at ud af 27 landes diplomater var der ingen, der tilsyneladende rakte hånden op og sagde: ‘Det kan vi ikke,’” siger Staffan Dahllöf.

Han antager, at der har været et politisk gruppepres i kommissionen og ministergruppen, hvor argumentet har været, at der skal handles på grund af krigen.

”Men det er jo i de situationer, man ikke skal tage den slags beslutninger,” siger Staffan Dahllöf. 

Allan Boye Thulstrup deler også en skepsis om, at det er EU, der kan træffe den beslutning.

”Jeg synes ikke nødvendigvis, det er EU’s opgave at gå rundt og bedømme, hvem der er rigtige medier og forkerte medier. Det er svært nok at definere, hvad et medie er, uden at EU behøver gå ind og blande sig i det,” siger Allan Boye Thulstrup.

Retfærdiggør krig censur?

Allan Boye Thulstrup  understreger, at det er en svær situation, da Rusland har begået krigsforbrydelser mod Ukraine, og der er tale om to russiske propagandamedier. 

”Der er en moralsk forpligtelse til at stå ved de værdier, man har, også når det bliver svært, og lige nu er det rigtig svært,” siger Allan Boye Thulstrup.

Gruppeformanden for den socialdemokratiske delegation i Europa Parlamentet, Christel Schaldemose, anerkender, at der er dilemmaer forbundet med sanktioneringen af Sputnik og RT.

”Jeg tror, at de fleste af os, som er demokratisk opdraget og lever i et demokratisk samfund, har noget imod alt, der minder om censur,” siger Christel Schaldemose.

Men hun fremhæver, at krigen i Ukraine har været en helt særlig situation, der har krævet handling. 

”Meget af det, der sker, er ekstremt skadeligt. Sputnik og Russia Today er jo ikke sat i verden for at give viden og information. De er sat i verden med deres aktiviteter i Europa for at skabe splittelse og desinformation, og det er jo noget, der gavner Putin, hvis det lykkes,” siger Christel Schaldemose. 

En glidebane i grundværdierne

Christel Schaldemose mener, at der på den lange bane er brug for, at håndteringen af medierne bliver diskuteret.

”Europa skal jo ikke være kendetegnet ved, at censur er et af de redskaber, vi bruger,” siger hun. 

Ifølge næstformanden i Dansk Journalistforbund, Allan Boye Thulstrup, er skaden allerede sket. Han mener, at vi med forbuddet risikerer, at bandlysning af medier nu er noget, EU har i værktøjskassen.

”Hvor man før ville kunne sige, ’I EU kunne vi aldrig drømme om at bandlyse medier,’ skal vi nu sige, ’I EU kunne vi aldrig drømme om at bandlyse medier, undtagen de her to,’ og det betyder jo, at vi ikke længere har det samme argument.” 

Allan Boye Thulstrup ser beslutningen som en glidebane, for hvis man først har gjort noget én gang, så bliver det nemmere at gøre det igen. Det er en bekymring Staffan Dahllöf deler, for hvilken platform bliver den næste, som borgerne i EU ikke skal have lov til at se? 

Allan Boye Thulstrup fortæller, at når EU vælger at censurere medier, kan det få andre lande til at gå samme vej.  

”De lande, der ikke har samme tradition for en fri og uafhængig presse, og hvor statskontrollerede medier er mere reglen end undtagelsen, vil nu kunne pege på EU og sige, ’se hvad EU har gjort, så er det også okay, at vi gør det,’” siger Allan Boye Thulstrup. 

 

Alternativer til censuren 

Som alternativ til censureringen peger Staffan Dahllöf på Norges løsning. De har valgt ikke at følge EU’s beslutning, for de mener, at russisk propaganda bedst bekæmpes med viden og journalistik. 

Det argument er Allan Boye Thulstrup enig i. Han fortæller, at EU kunne have lavet andre tiltag end censureringen, og at det på den lange bane handler om oplysning og undervisning for at få borgere til at forstå, at der er forskel på frie og uafhængige medier og propagandakanaler.

”En af grundene til at vi har ytringsfrihed og pressefrihed som værdi, er jo fordi vi tror på, at det er rigtigt, og derfor skal vi udbrede de værdier og fortælle andre netop det. Hvis vi ikke kan overbevise andre om vores værdier, så har vi jo tabt.” 

På den korte bane så Allan Boye Thulstrup gerne EU lave tiltag som for eksempel at understøtte fri russisk journalistik for at få den russiske befolkning til at forstå, at det, de oplever, er noget andet end uafhængig journalistik. Derudover handler det for Allan Boye Thulstrup om at få forklaret folk, at det her er propagandakanaler ved at markere eller advare folk om, at alt hvad de læser på de her kanaler, skal de være forbeholdne overfor. 

Også i EU ville de ønske, at de kunne ty til andre metoder end censur. Medlem af Europa-Parlamentet Christel Schaldemose efterlyser redskaber, der kan erstatte censuren, og mener at et vigtigt skridt på vejen skal findes i den nye aftale i EU, der bliver kaldt Digital tjenesteydelses lovgivningen. Her er Christel Schaldemose chefforhandler på EU-Parlamentets side. Aftalen stiller krav om, at de store platforme som fx Facebook og Twitter skal sørge for at minimere desinformation. 

“Med de nye regler tror jeg, vi har redskaber, der kan bidrage til, at det skadelige indhold ikke spredes, men at det heller ikke censureres,” fortæller Christel Schaldemose. 

Var lovgivningen vedtaget tidligere, skulle en platform som Facebook altså sørge for, at nyheder fra RT og Sputnik under krigen i Ukraine ville være væsentligt nedgraderet på platformen. 

 

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Kan vi bruge dokumentarens subjektive iscenesættelser i journalistikken?

Dokumentarister bruger ofte sig selv i deres værker for at understøtte en fortælling, men er det noget, vi med ro i sindet kan kultivere i journalistikken? Vi har undersøgt spørgsmålet.

TEKST: SIMON MUFF & KERSTINE WINTHER
ILLUSTRATION: MADS OXLUND

Udgivet den 12. maj 2022

Dokumentar. En genre, der handler om virkeligheden. De kan se forskellige ud, alt efter hvem der er afsender, og hvem der er modtager, men fælles er, at de tager udgangspunkt i det virkelige. Derfor blev dokumentargenren igen taget op til diskussion, da Jesper Dalgaard i 2021 udkom med ”Kandis for Livet” – en dokumentarfilm om en række mennesker, der deler en ubetinget kærlighed til bandet Kandis. Kritikken gik blandt andet på, at man som seer får det indtryk, at en af de medvirkende passer et gravsted tilhørende forsanger Johnny Hansens ekskone, selvom det i virkeligheden kun er sket et par gange. 

Derudover blev det kraftigt kritiseret, at instruktøren havde betalt en flyrejse for en af de medvirkende til Costa Del Sol, hvor Kandis skulle spille koncert, når det bliver fremstillet i filmen som om, at han havde skrottet sin bil for at få råd. 

Jesper Dalgaard selv kalder det en hybridfilm mellem dokumentar- og kunstfilm. Men hvor går grænsen mellem en visning af verden, som den er, og en visning af verden, som er iscenesat?

Alt film er iscenesat

Hvis man spørger Frank Piasecki Poulsen, filmkonsulent ved Det Danske Filminstitut, er alle film iscenesat. Han kommer med flere eksempler på de kunstneriske virkemidler, man som instruktør kan benytte sig af, som ikke er usande, men blot fungerer som skildringer:  

Hvis du filmer en person nedefra, giver det et andet udtryk, end hvis du filmer en person oppefra. Det er valg, der tages for at vise en virkelighed, som du har et stort ansvar for bliver hæderligt,” siger Frank Piasecki Poulsen. 

Til spørgsmålet om hvorvidt kritikken af kildebetaling i ”Kandis for livet” er berettiget, er Frank Piasecki afvisende. 

“Det, synes jeg ikke, er et problem overhovedet. Jesper Dalgaard har betalt nogle transportomkostninger. Det er det,” siger Frank Piasecki Poulsen.

Det handler om troværdigheden

Simon Kratholm Ankjærgaard, journalist og historiker, mener ikke, der er en modsætning mellem iscenesættelse og journalistik. Det er svært at skelne, hvor grænsen går, da det ifølge ham hænger uløseligt sammen.  

“Journalistik er disciplinen, faget og håndværket, mens iscenesættelse er et af værktøjerne eller metoderne,” siger han.  

Men grænserne mellem journalistik og fiktion er en fin balancegang, der kan være svær at finde. Det grundlæggende problem er ifølge Simon Kratholm Ankjærgaard troværdigheden. 

 

“Hvis man ikke kan dokumentere alt, hvad der skete, eller hvad scenen bygger på, så kan den jo lige så godt være opdigtet, og hvad passer så i det store billede?” siger han. 

En relevant diskussion

Da vi gik i gang med at skrive artiklen er det ikke løgn, at vi naivt havde forventet et specifikt svar på spørgsmålet om grænselandet mellem iscenesættelse og virkelighed. Måske en form for go-to guide, vi selv kunne bruge.

Men Frank Piasecki Poulsen stillede et endnu mere interessant spørgsmål, der også flere gange har været oppe at vende hos os selv: Spørgsmålet om, hvorvidt tilstræbt objektiv journalistik egentlig er en mere relevant diskussion at tage. 

“Lige så snart du begynder at undersøge noget, påvirker du det også selv”, siger Frank Piasecki Poulsen. 

Det vil altid være dit blik på verden, som seeren skal forholde sig til. Og er det ikke også sådan med journalistikken? 

“Jeg tænker, at et objekt er objektivt. Så snart vi begynder at beskrive det, så bliver det subjektivt,” siger han.

 

Journalister frygter at mene noget

Ifølge Frank Piasecki Poulsen er der er en generel frygt blandt journalister for at mene noget. Men gør vi det? 

Som studerende bliver vi konstant indpodet med, at den objektive vinkel er det absolutte ideal for en god journalist. Subjektivitet og den personlige holdning skal, så vidt muligt, holdes for døren. 

At mene noget som journalist er en noget anden tilgang til faget og en måske ubekvem rolle at skulle indtage. Måske er det nemlig også mere mageligt som journalist ikke at mene noget, da man så er i stand til at holde tingene ud i strakt arm.  

Jeg synes, det er et meget større problem, at der er nogle, der forestiller sig, at de kan lave dokumentariske fortællinger, der ikke er iscenesat. For på den måde bliver det en dobbelt-løgn,” siger Frank Piasecki Poulsen.

 

Tre vigtige sætninger

Simon Kratholm Ankjærgaard bruger, som beskrevet tidligere, også iscenesættelser til at beskrive en virkelighed. For ham er det et redskab. Og et vigtigt et af slagsen. Han er dog utrolig bevidst om, hvorvidt  det er den rigtige iscenesættelse, han bruger, og hvordan den bruges.

”Jeg har gjort mig mange overvejelser, før jeg bruger iscenesættelse. Den skal sige noget om dét, jeg fortæller eller skal fortælle.”, siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

Når han benytter sig af scener i sin journalistik, har han mange kriterier, han navigerer efter. Han har tre sætninger, han råber til sig selv. 

”JEG. MÅ. ALDRIG. FINDE PÅ!

   JEG. MÅ. ALDRIG. OPFINDE!

   JEG. MÅ. ALDRIG. GÆTTE!”

– SIMON KRATHOLM ANKJÆRGAARD, JOURNALIST OG HISTORIKER  

Vær transparent

Det er gået op for os, at det er et spørgsmål, der skal stilles hos den enkelte journalist. At vi selv skal vælge hvor meget subjektivitet, vi skal turde at have med i journalistiske produkter. Skal vi bevæge os væk fra ideen om objektiv journalistik og tro på, at det ikke er farligt at bidrage med en holdning til noget, der er subjektivt. Skal vi være inspireret af dokumentargenren i langt højere grad og affinde os med, at vi ikke kan komme til at være objektive, og være tydelige omkring det. 

“Jeg synes ALTID, det er smart at være transparent i et forord eller i en boks i forbindelse med en artikel. Det kan man sagtens gøre med iscenesættelser. Det vil også højne troværdigheden hos journalisterne, tror jeg. Det er uholdbart, hvis læserne går rundt og spekulerer på, om man nu digter,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard

For mister vi som afsender ikke en form for kunstnerisk frihed og en måde at anskue verden på, der ikke nødvendigvis er forkert, hvis ikke vi må gøre brug af os selv? Indenfor det dokumentariske, er det i hvert fald et greb, der ikke kan undværes. 

“Iscenesættelse er et suverænt greb til at give en fortælling liv. Jeg synes, man misser ud på meget, hvis man af princip eller på grund af manglende mod ikke vil gå ned ad den vej,” siger Simon Kratholm Ankjærgaard.

 

 

Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

Det har Illustreret Bunker spurgt nogle af de journaliststuderende på DMJX om.

Spørgsmålet stammer fra en undren over, om vi som journalister nogle gange selv er dem, der begrænser vores egen journalistiske frihed. 

Vores journalistiske frihed – og begrænsning af den – er bygget op af mange ting. Nogle gange er det ting udenfor os selv, der afgør det. Grundloven sikrer vores ytringsfrihed. Straffeloven sikrer, at vi ikke må udsættes for vold, selv når vi skriver noget kritisk.     

Mens chefredaktørerne, medienævnet, og alle embedsmændene der uddeler aktindsigt kan sætte en stopper for vores journalistiske udfoldelser. Og sådan er der så meget. Men nogle gange er det noget inden i os selv, der gør arbejdet for dem. Vores dømmekraft, samvittighed, fornemmelser eller mere eller mindre irrationelle frygt kan komme i vejen. Hvis vi siger ”nej” eller ”stop” eller ”den må en anden vist hellere tage” så er der en risiko for, at den historie aldrig kommer ud i verden. Og om det så er for det gode eller onde, så er det i hvert fald en del af vores rettigheder. At vi kan afvise at tage en historie.

Svaret er ikke lige til, men her får du nogle bud på spørgsmålet fra dine medstuderende.

Victor Hallum 2. semester

Jeg tror simpelthen ikke, at der er noget, jeg ikke vil skrive om. Selv hvis det virker ligegyldigt som eksempelvis historier om kendtes privatliv. Det, synes jeg selv, er spændende at læse om, og så vil jeg egentlig gerne skrive om det, for så tænker jeg, at der er andre, der også kunne synes, at det var spændende at læse om. På den måde handler det jo også om, at hvis bare jeg tror på, at det sælger, så ville jeg gerne lave historier om det. Samtidig synes jeg også, at det er er min pligt at sige ja til at lave alle slags historier. Så om det er historier, der kan virke ligegyldige, eller om det er historier, der kan bringe mig i fare, så ville jeg lave historien. Jeg synes især, at det er vigtigt, at folk ikke siger nej til opgaver, fordi det er farligt, for så ville vi forsømme vores journalistiske pligt.

Sofie Bech Rasmussen, 2. semester

Hvis det handler om et barn, som har gjort noget forfærdeligt, så ville jeg måske ikke tage historien, fordi jeg synes, at man normalt skal være ret påpasselig, når det omhandler børn. Men det handler generelt set også for mig om, om det egentligt er væsentligt for mig at komme ud med den historie, eller om det er irrelevant. Hvis det er noget, som befolkningen skal have at vide, så ville jeg gøre det hele uanset hvad. Og det kan jeg jo sagtens sidde og sige nu, men jeg kan simpelthen ikke komme på nogle emner eller situationer, hvor jeg helt sikkert ville sige nej. 

 

Esben Vestergaard, 3. semester

Hvis historien ville gå ud over mig selv eller min karriere i sidste ende, så er jeg sikker på, at jeg ville holde igen. Eksempelvis hvis jeg skulle skrive en historie, der var lige på grænsen i forhold til troværdighed, og jeg ikke havde helt styr på mine kilder, så tror jeg, at jeg ville lade være med at publicere den. Det kunne også være noget sikkerhedsmæssigt. En Taliban-historie eller noget andet voldsomt. Jeg ville lade være, hvis jeg var bange for, at nogen ville komme efter mig. Så af sikkerhedsmæssige årsager ville jeg nok ikke dække nogle betændte miljøer. Eksempelvis hvis jeg fik et tip om noget, der omhandlede en rockerbande, så ville jeg nok sende den videre til naboen. 

 

Simon Sandvad, 3. semester

Der er nogle emner, hvor jeg ville træde varsomt eller helt gå udenom. Jeg tænker på sådan noget som historier om børn, der lider eller har været udsat for mishandling eller vold eller noget lignende. Det ville jeg holde mig fra, fordi det er et meget følsomt emne. Jeg ville nok helt undgå at dække det. 

Hvis barnet er blevet voksen og selv vil fortælle om det, så er det helt fint. Men jeg ville undvære situationer, hvor barnet stadig er barn. Også selvom der var alt samtykke og så videre, så ville jeg holde mig fra det.

Rosa Kirstine Larsen og Sofie Vendelbo Pedersen, 1. semester

Rosa: Hvis historien krævede, at jeg skulle tale med nogle typer, som var meget nærgående, eksempelvis sådan noget som en alkoholiker, så ville jeg være bange for, at jeg kunne få overskredet mine egne grænser, og der ville jeg nok passe på. Især nu her hvor jeg kun går på 1. semester, så ville det ikke være noget, jeg ville gå i gang med. Jeg tror, jeg ville føle, at jeg skulle være mere erfaren og bedre til at sige fra, end jeg er nu. Men det håber jeg kommer med uddannelse. 

Dog tror jeg, at selv når jeg har erfaring, så er der ting, jeg ikke ville kunne tage. Eksempelvis hvis det handler om noget, der kommer lidt for tæt på ting, jeg selv har oplevet, hvor man kan blive forblændet af sin egen oplevelse. Hvis en historie skulle omhandle noget, der er sårbart for mig selv, så ville det være en anden form for journalistik, jeg skulle lave. Så ville jeg hellere bruge mig selv og min egen historie gennem formidlingen. Jeg er bange for, at jeg vil have svært ved at forholde mig til kildernes version, og ikke dykke ind i min egen oplevelse af emnet. 

Sofie: Jeg er meget enig. Lige nu sidder vi jo med ”Når livet gør ondt”, og hvis det er nogle sygdomme, der ligger én nært, så ville jeg heller ikke gå ind i det i frygt for, at jeg ville blive for påvirket selv. Det er svært at sidde overfor et menneske, der har det svært, og så sidder du selv og har  svært ved at holde tårerne tilbage og bliver for overvældet. Så det ville også være et sted, hvor jeg ville sige ”nej, det skal jeg ikke”. Jeg føler mig også lidt for ny i det her fag til at skulle sidde og være ansvarlig nok til at tale med en person, der har det meget svært.

Rosa: Vi snakkede også om i går, da vi havde ideudvikling, at vi heller ikke er der endnu, hvor man kan sidde sammen med nogen, der har det meget dårligt og stille kritiske spørgsmål. 

Vi har død som emne, og vi talte om de her personer som lige har fået at vide, at de snart skal dø af en eller anden sygdom. Dem ville jeg heller ikke føle mig parat til at sidde og stille spørgsmål om alt muligt. Jeg er ikke parat til at sidde over for nogle personer, der er så følsomt påvirket.

Sofie: Jeg tror, at når vi engang er færdiguddannet, så har vi en lidt større værktøjskasse,  og flere interview og flere erfaringer så vi bedre kan sætte en facade på og sige: ”nu er jeg på arbejde” og på den måde få det mere på afstand. For lige nu har jeg ret svært ved at skille tingene ad, og jeg føler mig ikke særlig professionel.

 

Rosa: Jeg tror også, at man vil blive bedre til at skille tingene ad. Så på den måde kommer der måske et tidspunkt, hvor jeg ikke ville sige nej til de ting, som jeg ville lige nu.

 

Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

Har du nyheder, må du få - er du niche, må du gå

Et nyt medieforlig skal til sommer forhandles på plads. Her håber både medier og interesseorganisation på en fornyelse af mediestøtten, så den giver bedre plads til de nye medier.

TEKST: karoline noer
ILLUSTRATION: axel hammerbo

Udgivet den 12. maj 2022

Enten er vi ikke nok nyhedsmedie  eller for meget et kulturmagasin. Vi er for snævre, eller også er vores egenfinansiering ikke stor nok”, lyder det fra redaktionschef hos Atlas, Alexander Rich Henningsen. Mediestøtten uddeles hvert år af medienævnet, som er sammensat af syv medlemmer udvalgt af Slots- og Kulturstyrelsen. Herunder er det hovedsageligt innovationsstøtten, som søges af nyere medier, heriblandt Atlas 

Efter fire års afviste ansøgninger har Atlas kun én enkelt gang været heldig at komme igennem nåleøjet og modtog i en kort periode innovationsstøtten – men det var lige indtil, gulvtæppet blev revet væk under dem.

Kulturstyrelsen fratog Atlas støtten, da de ikke mente, at pengene blev brugt som planlagt. Dette skriver Journalisten, hvor det fremgår, at Atlas ikke brugte pengene på et advisory board, markedsføringstiltag og ansættelser, hvilket ellers var en del af ansøgningen fra Atlas i første omgang. Men dette er Alexander Rich Henningsen uforstående overfor.

”Hele meningen med innovationspengene er jo, at man må prøve sig frem. Men det synes jeg ikke, vi har fået lov til.”

Atlas brugte pengene til at oprette et abonnementsystem, som er en krævende økonomisk udfordring at få etableret. 

Atlas retter hovedsageligt deres kritik af mediestøtten mod fordelingen af midler til medierne. Spørger man Alexander Rich Henningsen, foregår der en forskelsbehandling, når medier såsom Føljeton og Ekko modtager mediestøtte, og Atlas ikke selv gør. Filmmagasinet Ekko skriver hovedsageligt journalistik om film, og i den sammenhæng påpeger Alexander Rich Henningsen paradokset i, at Atlas får som afslagsbegrundelse at være for nichepræget, i den form, at de ikke laver nok nyheder eller dækker nok politiske emner

Lappeløsninger til fremtidens medier 

I forbindelse med det nuværende medieforlig vedtog Kulturstyrelsen i 2019 at omlægge mediestøtten, så mulighederne til traditionelle medier og nyere digitale medier fordeles mere ligeligt. Et forsøg på at være mere tidssvarende. En ændring, der ifølge Alexander Rich Henningsen kun kan ses som en lappeløsning. Hertil fremhæver han Zetland som eksempel.

    ”På trods af ændringerne ses der stadig en enorm forskel i fordelingen mellem digitale og skriftlige medier. Zetland er i gang med at stjæle Informations brugere, og alligevel får Zetland knap 3 mio. i støtte, mens Information skovler 26 mio. ind.”

    Ifølge Alexander Rich Henningsen skaber denne fordeling stiafhængighed, og det er den skævvridning, som han særligt håber, at det nye medieforlig kan imødekomme.

”Et krav, som at medier skal udkomme fem gange ugentligt, fastholder dagbladene i en gammeldags måde at lave journalistik på 

 

– Alexander Rich Henningsen, chefredaktør, Atlas

Umulige krav at leve op til

Chefredaktør ved ungdomsmediet Sein, Mathias Busk genkender Atlas’ kritik af mediestøtten, efter de også selv har søgt innovationspuljen – uden held. Ligesom hos Atlas er spørgsmålet om, hvad en aktuel nyhed er, altafgørende for Seins muligheder for mediestøtte. De gange de har ansøgt, har begrundelsen for afslaget nemlig lydt på samme måde: Sein leverer ikke dagsaktuelle nyheder.

”Bare fordi vi ikke skriver om minksagen eller Inger Støjberg, producerer vi stadig nyheder. Vores nyheder skrives mere som historier, men de historier kan sagtens være skelsættende nyheder for unge mennesker”, mener Mathias Busk.

Han uddyber, at Sein for et par år tilbage oprettede SEINblik, som er ugens mest aktuelle nyheder opsummeret hver søndag, for at imødekomme kravet om flere aktuelle nyheder, men da Sein udelukkende er bygget på frivillige kræfter, har det ikke været muligt at producere dagligt.

”Når det er sagt, ønsker jeg ikke, at Sein skal være ligesom Politiken og andre nyhedsmedier, da vi ikke længere ville være de unges talerør. Så dør hele idéen om Sein”, uddyber Mathias Busk.

Af samme begrundelse ønsker Mathias Busk heller ikke at oprette betalingsmur på Seins indhold for at skaffe flere midler. Han påpeger, at det ikke er alle unge på 15 år, som har råd til at betale et månedligt beløb for at kunne modtage Sein. Det er dog på nuværende tidspunkt muligt at være betalende medlem for et mindre beløb for at støtte Sein yderligere. Ifølge Mathias Busk skal mediestøtten særligt bruges på at afholde events for at skabe opmærksomhed om dem selv. Sidst Sein afholdte et større event, var i samarbejde med Politiken, hvor de skaffede 20 procent af de nuværende medlemmer.

 

Armslængdeprincippet er passé

Mathias Busk mener, at det nærmest er umuligt at skabe et nyt medie, som tikker alle boksene af, som den nuværende mediestøtte kræver. Ligesom Alexander Rich Henningsen, håber han, at dette kan ændres igennem det nye medieforlig. 

Mathias Busk uddyber, at nogle punkter i det nye medieforlig, ser positive ud for Sein, men at det hele stadig kan falde på betegnelsen af, hvad en nyhed er. Udspillet til det kommende medieforlig blev fremlagt af kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen tilbage i februar og forventes færdigforhandlet op til sommerferien.

På nuværende tidspunkt hviler mediestøtten på et armslængdeprincip, altså at Medienævnet ikke må vurdere kvaliteten af det journalistiske indhold. Noget Alexander Rich Henningsen mener bør ændres.

”Man er nødt til at kigge på kvalitet og indhold. En del af medienævnet bør vurdere kvaliteten, da jeg mener, at der er for mange, der får for høj mediestøtte, blot fordi de passer ind i kasserne.” Ifølge ham er hele meningen med mediestøtten netop at finde den mest værdifulde journalistik.

”Hvad er en nyhed egentlig? Jeg synes, det er en nyhed, når vi udgiver en original tekst, om noget, som ikke er udgivet før, men det er ikke en nyhed som i breaking-bjælker. Samtidig får BT mediestøtte for at lave nyheder om f.eks. at Nicklas Bendtner er kørt galt igen,” siger Alexander Rich Henningsen.

Konkret ønsker Atlas et koncernloft, hvilket betyder, at en koncern såsom JP/Politikens hus ikke blot kan oprette flere medier og på denne måde modtage ekstra støtte. Ideen med koncernloftet har Atlas udviklet i samarbejde med brancheorganisationen Nye Medier i forbindelse med deres udspil til et medieforlig. 

Og selvom Nye Mediers udspil er blevet lyttet til, som en del af Regeringens nye medieforlig, savner Alexander Rich Henningsen, at man tør ryste posen og droppe de halve løsninger. Han peger på, at puljerne kunne ændres fuldstændig, så man blot søgte i én stor pulje. På nuværende tidspunkt fordeles mediestøtten i henholdsvis fire puljer, bladpuljen, innovations-, produktions- og  sanseringsstøtten, hvoraf innovationspuljen hovedsageligt søges af nyere medier.

Brancheorganisationer kræver fornyelse 

Atlas og Sein står ikke alene med ønsket om fornyelse af mediestøtten. Tilbage i januar bragte den administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, en kronik i Berlingske. Her slog han på tromme for, at regeringen og Folketingets partier bør udfase den millionstøtte, som staten hvert år giver til veletableret medier. 

”Statsstøtte skaber afhængighed – og giver ultimativt staten indflydelse på medierne. Hvis det bekommer politikerne, kan de fjerne støtten med et pennestrøg. Den trussel gør ikke noget godt for medierne,” lød det i kronikken.

Også Danske Medier, de private mediers interesseorganisation, synger med i det kritiske kor om den store mediestøtte. De har tidligere foreslået, at den maksimale driftsstøtte til enkelte medier sænkes fra de nuværende 17,5 millioner kroner årligt til 14 millioner kroner. De argumenterer for, at det vil sikre, at flere mindre medier får en relativt større andel af puljen. 

På nuværende tidspunkt modtager både Berlingske, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Nordjyske Stiftstidende alle de 17,5 millioner kroner, mens Information og Kristeligt Dagblad tager førstepladsen med henholdsvis 25,5 og 28,9 millioner kroner. Grunden til at nogle mediers støtte er højere end den maksimale grænse skyldes, at de også modtager penge gennem produktionsstøtten. Det er en pulje af støttemidler reserveret til medier, som klager over afslag og efterfølgende får medhold. 

 

“Mediestøtten er 30 år forældet” 

Både Sein og Atlas er medlemmer af den frivillige organisation Nye Medier, som for nyligt gav deres bidrag til, hvordan et kommende medieforlig kunne se ud. 

De mener,  at fornyelsen af mediestøtten kunne komme i form af flere midler til innovationspuljen, så flere nyopstartede medier kan modtage den, og at kriterierne for at få støtten bliver nemmere at opnå. 

Derudover foreslår de, ligesom Atlas, et koncernloft og at mediestøtten fordeles platformsneutralt. 

Alle krav som ifølge forperson for Nye Medier, Anne Sofie Christensen-Dalsgaard, fastholder mediestøtten efter nogle kriterier, som passer til et mediebillede, der fandtes for 30 år siden.

”De traditionelle medier bliver prioriteret, selvom de egentlig har midler og støtte nok. Vi har i stedet brug for at udvikle de medier, som f.eks. henvender sig til den yngre målgruppe, hvis vi stadig skal have de unge til at blive oplyst.”, fortæller Anne Sofie Christensen-Dalsgaard. 

Hun uddyber, at noget af det, der spænder mest ben for nyopstartede medier, er kravet om tre fuldtidsansatte, også kaldet årsværkskravet.

”Årsværkskravet og omnibus-kriteriet er krav, som fastlåser medierne. Medier som modtager mediestøtte bliver en utrolig lukket klub, da du kun kan komme ind, hvis du i forvejen har midler nok”, tilføjer Anne Sofie Christensen-Dalsgaard. 

Ligesom Sein og Atlas påpeger hun, at Regeringens nye medieforlig peger i den rigtige retning, og at man godt kan mærke, at vinden peger i fornyelsens retning. Men ligesom Mathias Busk venter Anne Sofie Christensen-Dalsgaard med at hive armene helt i vejret endnu. 

”Detaljerne er de afgørende for vores fag. Hvor vælger de lige at lægge snittet med årsværk, og går de med på, at vi skal have et opgør med omnibuskriteriet? Der har vi ikke fået noget konkret bud på endnu.”

Medienævnets forperson Vibeke Borberg skriver i et skriftligt svar på kritikken, at de foretager en individuel vurdering af alle ansøgere ud fra, om de opfylder betingelserne fastsat af mediestøtteloven. Dertil påpeger hun, at: 

“Det derfor kan forekomme, at nævnets bedømmelse af medier, der umiddelbart ligner hinanden i forhold til målgruppe, indhold mv. kan falde forskelligt ud”.

Hun tilføjer, at mediestøtteloven indeholder et kriterie om, at halvdelen af det redaktionelle stof, skal være nyhedsstof inden for et bredt emne. Samtidig skriver hun, at:

“Det er muligt, at nyhedsmediebegrebet har udviklet, sig siden den nuværende støtteordning blev indført, og at definition og praksis skal tages op til revision.”