Når en trend spreder sig, går det hurtigt. Flere gange er livsfarlige udfordringer eller usunde skønhedstrends gået viralt på TikTok. Medierådet for Børn og Unge kritiserer TikTok for ikke at beskytte børns rettigheder godt nok. Imens har EU-kommissionen indledt en ny undersøgelse af platformen.
Skribent: Cathrine de nijs johansen
Illustration: Mie Stærk
Mange danske unge scroller dagligt gennem et hav af indhold på TikTok, og ikke alt er uskyldige dansevideoer eller how-to-guides. Skadelige trends spreder sig også på platformen. Det drejer sig om videoer med selvskade og usunde skønhedstrends såsom opfordringer til hurtigt vægttab. Det kan også være livsfarlige udfordringer som eksempelvis ’the blackout challenge’, en kvælningsleg der har kostet flere unge livet ude i verden.
Det er et problem, hvis man spørger Miriam Michaelsen, forperson i Medierådet for Børn og Unge. Hun siger, at TikTok ikke tager nok ansvar for at undgå, at disse trends spreder sig.
“TikTok høster data, bruger fastholdelsesmekanismer på meget unge mennesker og eksponerer børn og unge for indhold, der ikke er egnet til dem,” fortæller hun.
Under algoritmens indflydelse
TikTok drives af en algoritme. Det betyder, at hvis unge falder over eller søger på bestemte emner såsom slankekure, får de vist endnu flere af netop de videoer.
Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet Amanda Mouritsen forsker i unge danskeres brug af TikTok. Hun mener, at det kan blive problematisk, hvis unge fodres med samme type indhold.
“Algoritmen er med til at skabe det, nogle folk kalder for filterbobler. Det vil sige, at man ender med at se nogle meget specifikke ting, og så er det det eneste, man ser,” fortæller Amanda Mouritsen.
På jagt efter anerkendelse
Nogle unge kommer så langt ud, at de kommer til at skade sig selv i forbindelse med trends på TikTok. Det kan handle om, at unge har behov for at være en del af et fællesskab og på den måde forvilder sig ud i at gøre noget, der kan være farligt.
“Vi er flokdyr og vil rigtig gerne være som andre, og det er især rigtig vigtigt for unge. Det er derfor, at der går mode i nogle ting,” fortæller adfærdspsykolog Annemette Staal.
Hun peger på, at man som ung gennemgår konstante skift i ens fysiske miljøer, fra man er teenager til det tidlige voksenliv i forbindelse med uddannelse, arbejde og fritid. Sociale medier bliver et fast holdepunkt, hvor unge kan blive del af fællesskaber ved at følge bestemte influencers eller melde sig ind i onlinegrupper.
TikTok bliver et sted, hvor unge kan søge hinandens accept ved at efterligne trends. Det kan ifølge Annemette Staal være en af grundene til, at man som ung forsøger sig med risikable trends, selvom man godt ved, at det kan være farligt.
“En af årsagerne til, at man bruger TikTok, er, at man jagter social status og anerkendelse. Og hvis vi gør ligesom dem, vi ser op til, så er der større sandsynlighed for, at vi rykker op i det sociale hierarki,” fortæller Annemette Staal.
Hun peger på, at man ikke bare risikerer at komme galt afsted, hvis man tager del i vovede udfordringer som the blackout challenge, men det kan blive sværere at fornemme sine grænser.
“Nogle unge går med på det, fordi de ikke i samme grad som ældre er reflekterede over, hvad de gerne vil, og hvem de egentlig er. De er ved at finde deres identitet. Derfor kan de være søgende og tænke, ‘nå, det kan jeg da godt’, og så har de pludselig overskredet deres egne grænser,” fortæller Annemette Staal.
Vejen til et tryggere TikTok
TikTok har siden august 2023 skullet efterleve EU’s forordning om digitale tjenester. Lovgivningen har til formål at beskytte EU-borgernes grundlæggende rettigheder og skabe sikkerhed. For privatpersoner betyder det blandt andet bedre beskyttelse af børn og unge og mere kontrol over, hvilket indhold man ønsker at se. Man undgår derfor at eksponere børn og unge for uønsket eller ulovligt indhold.
EU-kommissionen valgte den 19. februar i år at indlede en formel undersøgelse af TikTok med henblik på at finde ud af, om platformen overtræder forordningen om digitale tjenester. Det drejer sig blandt andet om, hvorvidt TikTok gør nok for at beskytte børn og unge mod vanedannende design og skadeligt indhold, som understøttes af platformens algoritme. Derudover udkom DR’s dokumentarserie “Alene hjemme på nettet” i marts, hvor unge fortæller om, hvordan de blandt andet møder vold, mord og selvskade på TikTok.
Miriam Michaelsen, forperson for Medierådet for Børn og Unge, fortæller, at TikTok i højere grad bør gøre det enklere for unge at navigere i, hvordan man fjerner uønsket indhold fra sit feed.
“Det er klart, at det ikke er i deres interesse at få blokeret og fjernet meget indhold fra brugerne, fordi de tjener på datahøst og på det indhold, der bliver delt. Derfor er det ikke en prioritering at gøre det nemt at fjerne og blokere, men det er noget af det, de skal,“ siger Miriam Michaelsen.
Amanda Mouritsen, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, peger på, at der er flere redskaber i værktøjskassen, TikTok kan gøre brug af, som eksempelvis at lægge en større indsats i at filtrere indhold fra. På den måde kan TikTok sikre sig, at børn og unge ikke ender med at forbruge skadeligt indhold på platformen.
Fra retningslinjer til handling
Spørger man ind til, hvordan sociale medier konkret kan handle på problematikken, har Miriam Michaelsen en klar besked til TikTok:
“Det skal være nemt at fjerne og anmelde indhold. I skal ikke høste data og bruge fastholdelsesmekanismer, og I er nødt til at gøre noget ved det indhold, der ikke er egnet for børn og unge, hvis I vil have dem på jeres platforme.”
Analyser foretaget af Medierådet for Børn og Unge viser, at mange børn og unge tænker, at det er normalt at møde skadeligt indhold på sociale medier. Det gælder eksempelvis indhold med selvskade, vold eller ulykker. Miriam Michaelsen siger, at det ikke skal være de unges ansvar alene, men at vi som samfund og voksne bør gribe ind, når børn og unge eksponeres for skadeligt indhold.
“Børn og unge tror, at ubehageligt indhold er en del af præmissen for at være på nettet. Børn og unge har ret til beskyttelse og skal ikke kunne klare hvad som helst. Samfundet har et ansvar for at passe på dem.”
TikTok er blevet forelagt kritikken, der indgår i artiklen, men er grundet travlhed ikke vendt tilbage med en udtalelse. Platformen har i andre medier udtalt, at TikTok har lanceret funktioner i deres app, der har til formål at beskytte unge. Samtidig arbejder de fortsat med at undgå, at skadeligt indhold eksponeres for børn og unge.
Har du brug for hjælp?
Hvis du er i krise, har tanker om eller skader dig selv, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker, og du kan gøre det anonymt.
Du kan kontakte Livslinien på 70 201 201 alle dage mellem klokken 11-05, eller chatte på https://www.livslinien.dk/
Du kan kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade på 7010 1818 mandag fra klokken 09.00-19.00 og tirsdag til torsdag fra klokken 16.00 – 19.00 eller chatte på www.lmsos.dk.