Flere unge på uddannelsesinstitutionerne Aarhus Universitet og VIA står i kø for at snakke med en studenterpræst. Det er et aktivt valg, men for nogle er det også en nødløsning.

Jens Munk sidder på sit hjemmekontor i sin mørkebrune, læderbetrukne lænestol. Der er en stoisk ro over ham. Bag ham tårner bogreolen op fra gulv til loft. En plakat af Søren Kierkegaard i blå nuancer kigger ud i rummet. Det er et rum, der emmer af store tanker og store tænkere. Et rum med plads til eftertænksomhed. Og netop tanker er det, der fylder rummet, når studerende kommer til Jens Munk for at dele dem med ham. Fælles for dem er, at de kommer med ønsket om at få hjælp.

Jens Munk er studenterpræst på Aarhus Universitet (AU) og har haft over 15.000 professionelle samtaler. Ifølge Jens Munk er studenterpræsternes spidskompetence den åbne dialog i øjenhøjde. Hos dem er der ingen journalføring, medicin eller sygeliggørelse. Her gælder det hjælp til selvhjælp.

“De personer, der kommer ind, har problemet og også selv løsningen. Det vigtigste er, at man som præst ikke stiller sig i vejen for den proces, der er inde i det menneske, du sidder sammen med,” fortæller Jens Munk. 

Ifølge Folkekirken.dk er der ansat cirka 25 studenterpræster fordelt på landets store uddannelsesinstitutioner. Deres opgave er blandt andet at have samtaler med de studerende, der har behov for en at snakke med. I Aarhus er studenterpræsterne tilknyttet AU og VIA. Studenterpræsterne i Aarhus oplever en stor efterspørgsel med en ventetid på tre til fire uger for en samtale.

Et bevidst tilvalg eller en sidste udvej

Jens Munk fortæller, at der kommer en del studerende i desperation til studenterpræsterne. Lange ventetider til psykologhjælp gør, at de ser studenterpræsterne som den sidste udvej. De fortæller det uden omsvøb, når de møder ham.

“Så siger de, ‘jeg kommer ikke, fordi du er præst. Jeg kommer, fordi jeg er fuldstændig desperat og ikke har kunnet finde andre’,” fortæller Jens Munk.

De seneste tal fra Dansk Psykolog Forening viser, at ventetiden på psykologhjælp på den gratis ordning for 18-24-årige med angst og depression lyder på knap 27 uger. Netop ventetiderne er en faktor for mange unge, der opsøger studenterpræsterne.

Det gælder dog ikke alle de studerende. En af dem, der har prøvet at gå til en studenterpræst, er 27-årige Laura Printzlau Elkrog. Hun arbejder i dag som administrativ medarbejder hos Aarhus Universitets studenterpræster, hvor hun tiltrådte i august 2023. Men allerede i december 2019, på tredje semester af sin bachelor i uddannelsesvidenskab, stifter hun bekendtskab med studenterpræsterne.

Laura Printzlau Elkrog er ikke religiøs, og hun har tidligere søgt andre veje. 

“Jeg har ting, jeg har brugt år på at snakke med psykologer om, men uden at komme til bunds. Så jeg havde brug for at snakke med nogen, der var anderledes,” siger Laura Printzlau Elkrog.

Her viste studenterpræsterne at være det alternativ, der fungerede for hende. Hun fortæller, at det også har nogle lavpraktiske fordele. 

“Som studerende er der jo et stort aspekt i, at det er gratis. De skriver heller ikke journal, og det var vigtigt for mig, da det betød, at jeg stadig kunne tegne en sygeforsikring,” fortæller Laura Printzlau Elkrog.

For Laura Printzlau Elkrog og andre studerende, kan det være en velbegrundet overvejelse. Læser man på betingelserne for at kunne oprette sig som medlem hos Sygeforsikring Danmark, må man ikke være henvist, forvente at skulle eller have været i behandling hos en psykolog inden for de seneste 12 måneder.

Foruden den gruppe af unge, der kommer som en sidste udvej, fortæller Jens Munk, at det for mange af de studerende er en frigørelse at vende tilværelsen med en studenterpræst. Her er snakken i øjenhøjde, og man er ikke en del af behandlingssystemet. Og religionen fylder ikke meget. Jens Munk fortæller, at det kun er cirka to ud af ti, der opsøger studenterpræsterne af religiøse årsager.

Perfektionstrangen sniger sig ind på de unge

For Laura Printzlau Elkrog startede vejen mod studenterpræsterne med fornemmelsen af ikke at føle sig hjemme på universitetet. Her blev hun del af et miljø, der var præget af konkurrence.

“For mine medstuderende handlede det meget om at svare bedst muligt på det, vores underviser gerne ville høre. Sådan var ikke for mig,” siger Laura Printzlau Elkrog.

Det store fokus på præstation krøb langsomt ind på Laura Printzlau Elkrog og førte til, at hun henvendte sig til studenterpræsterne til en snak om livet på universitetet.

For Laura Printzlau Elkrog blev snakken med en studenterpræst en succes. Hun fortsatte med at komme der fast i to og et halvt år for at dele sine tanker.

“Vi har nærmest snakket om alt i mit liv,” siger Laura Printzlau Elkrog. 

Ifølge Jens Munk er det forskelligt, hvad de unge ønsker hjælp til. Alligevel er der tre gennemgående temaer, der fylder hos de unge. Det er sorg og tab, etiske og religiøse problemstillinger som utroskab og eksamenssnyd og det, Jens Munk kalder for ’Perfektionstrang’.

“Det er meget sjældent, man møder mennesker, som ikke ønsker at være bedre, end de er. I virkeligheden er du ikke god nok, men det behøver du heller ikke at være. Det har vi svært ved at acceptere,” siger Jens Munk.

Det er især perfektionstrang, der fylder hos flere unge. En undersøgelse lavet af Psykiatrifonden viser, at 56 procent af de unge mellem 16 og 24 år er enige eller meget enige i, at de kun er gode nok, når de har succes på næsten alle områder af livet. Denne tendens går igen i samtalerne hos Jens Munk. Det overrasker ham ofte, hvor meget de unge mennesker kan vurdere sig selv forkert.

“Der kommer nogle gange unge, smukke og intelligente mennesker ind. Når jeg så spørger, hvad de vil have hjælp til, så vil de gerne snakke om, hvor grimme og dumme de er,” fortæller Jens Munk.

Jens Munk ser en tendens til, at nogle unge er mere optagede af deres præstationer på uddannelsen end selve det fag, de beskæftiger sig med. Han kalder dem racerbiler. De ræser rundt og sammenligner sig selv med andre i higen efter anerkendelse.

“Men det er godt at lære at være uperfekt, for det kommer du til at være i rigtig mange timer i dit liv,” siger Jens Munk.

Han fortæller, at der særligt er ét spørgsmål, der går igen hos de studerende: ’Kan du hjælpe mig?’. Til det svarer Jens Munk:

“‘Det ved jeg ikke’. Og så tager vi den derfra”