Måske kender du ham fra TikTok eller som ham, der i sommer var i en shitstorm på P1. Måske du har set ham i en beige t-shirt på DMJX, måske har du aldrig hørt om ham før. Journaliststuderende Frede Dyrnesli stillede sig for en måned siden kritisk over for traditionel journalistik, herunder Illustreret Bunker, på LinkedIn. Men Frede mener ikke, målet er at brænde broer. Det handler om at skabe noget nyt.
TEKST: THEA MODIGH
GRAFIK: FREDE DYRNESLI
Det blege spotlys tændes og oplyser det lille rum. Mikrofonen virker, som den skal. Selv sidder han på kontorstolen med skærmen foran sig. Bag ham og det brune solide hår hænger et blåt gardin, der udgør hjemmestudiet. Fra skærmen ligner det et professionelt setup. Behind the scenes er det en lille studielejlighed, hvis blå gardiner gemmer soveværelset: en seng.
Det er på det her lille værelse, Frede Dyrnesli laver nyhedstrailere til sine 36.500 følgere i ”viruslandet TikTok,” som han kalder det.
Ekstremt bekymret
”Min mor, ja, altså min mor skal være ekstremt bekymret. Én gang om måneden ringer hun og spørger ’Skal jeg være bekymret?’ Og jeg siger ’Sandsynligvis’. Men det går godt. Og det er måske også min filosofi, at hvis du ikke laver noget, der gør din mor bekymret, så gør du ikke det rigtige. Så gør du det, hun forventer. Og det er ikke et liv, jeg har brug for,” siger han.
Frede Dyrnesli er 27 år gammel. Han går på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men de fleste af hans timer bruger han på at lave TikToks.
Fra klokken seks om morgenen trækkes de blå gardiner frem, og så er der showtime, indtil skoledagen starter klokken ni. Efter fem timer dér går turen direkte mod træningscenteret til en aktiv time, og herefter foregår de næste seks timer i hjemmestudiet med forberedelsen af morgendagens TikToks.
På afveje fra det lille hjem
I byen Storvorde, tyve minutter uden for Aalborg, bor en lille Frede i en lille harmonisk familie. Her er husstandens motto, at den, der har det dårligst, skal have det bedst. Mor og far er begge skolelærere. Frede og storesøster skændes ikke. Alle har det godt.
Fredes kæbe falder derfor langt, da han støder på en dreng i indskolingen, hvis kår er durk modstridende med Fredes ophav. Han er vant til at slås med brødreflokken. Giver modstand. Presser Frede, som han aldrig har prøvet før. Og Frede er betaget. Frem for det lille trygge hjem kunne man søge grænser og definere sjov på en helt anden måde.
Tilbage på det lille TikTok-værelse i Aarhus sidder Frede og forbereder dagens vitaminpiller. De, som han mener, er dagens saglige element for de mange unge, der til hverdag binger korte dopaminfremkaldende videoer på TikTok. Vitaminpillen skal skabe dagens nuance i pestens land. Mellem dårlige dansevideoer og Andrew Tate-alliancer håber Frede at kunne engagere de unge. Eller han ved, at han engagerer de unge. Det skriver de til ham på mediet, siger han: At de aldrig havde interesseret sig for nyheder, før de begyndte at følge ham.
Problemet for Frede er, at det segment ikke har monopol på diskursen om ham. Der er en anden gruppe, der stiller sig kritisk over for Fredes vitaminpille.
”De mener, at jeg ødelægger journalistikken, at jeg giver et forvrænget syn på virkeligheden. At jeg kun gør verden til et dårligere sted.”
Rollespil eller spejder?
Frede mener ikke, han skal være de unges primære kilde til journalistik, men han håber og tror, at han kan være inspiration til at dykke længere ned i det etablerede nyhedssegment.
Frede føler, han har knækket koden til, hvad de etablerede medier ikke gør.
”De unge følger ikke med, de læser ikke avis, de har ikke abonnement på dagblade. Og hvad er en god historie, hvis ingen hører den?” Ifølge Frede er det, fordi medierne ikke lytter til, hvad de unge vil have. De vil have teasere og letlæselige godbidder. Han mener selv, at han laver noget nyt.
”Jeg har altid formået at få andre interesser end det, de andre har lavet,” siger han.
Sådan foregik det allerede på Fredes folkeskole i Storvorde. Frede går i 4.a. Han passer ikke ind. Halvdelen af klassen bruger tiden på computerspil og rollespil. Den anden halvdel går til spejder og bruger al tiden på outdoor.
Ingen af kasserne passer til Frede, men han finder hurtigt ud af, at det ikke er et problem. For han kan lave sit eget sjov. Han finder sine egne interesser. Det kan man sagtens! Op på cyklen, ned gennem byen. Lave noget ballade. Frede oplever, hvordan han slet ikke kan lade være, når han får en idé til noget sjovt. Det, han laver, minder hverken om rollespil eller spejder. Han finder to gæve venner, ser Jackass og forsøger at gøre noget à la det. Han har skabt en ny kasse mellem de to eksisterende, og dét er sjovt.
Mentaliteten har været det samme siden da. For ham er hovedmålet at sidde på plejehjemmet som 90-årig og tænke tilbage på den fede rejse og tænke: ’Fuck, du gjorde alt muligt spændende’.
”Så kan det godt ske, at kun to procent lykkedes, men fuck, de to procent var det hele værd. At have det sjovt mens jeg er her.”
Platformen er en legeplads
For Frede handler det om at kigge på det etablerede og tænke, hvordan man kan gøre det på sin egen måde.
Det er med den mentalitet, at Frede begynder at lave TikToks i 2023. Han studerer ikke og bruger hverdagen som lærervikar. Men han drømmer om at komme på DR Ultra og prøver at finde en måde at komme dertil. På arbejdspladsen hører han de unges sprog og kaster sig ud i at snakke det samme. Han forsøger at formidle journalistik på deres medie. Hans venner forstår ikke, hvad fanden han sidder og laver. Sender ham drillende beskeder. Men Frede har et mål. Han leger med mulighederne. Der er et nyt mål for at iværksætte noget sjovt – og børnene på skolen fortæller ham, at de synes, det er megafedt!
Selvom drømmen ændrer sig, og Frede begynder på Journalisthøjskolen, fortsætter legepladsmentaliteten for Frede. Det er dét, der driver ham. Han står op, optager nyheder, går i skole, tager hjem, finder formidling til næste dag. Han er en ung mand, der bare laver nogle hurtige nyhedsvideoer på TikTok. No big thing.
Indtil den 19. juni i 2024.
Et par dage før den 19. juni udsendte regeringen en opfordring til danskerne om at begynde at preppe, ligesom de gør i Sverige. Dette er særligt i tilfælde af hybridangreb eller krisesituationer. Regeringen opfordrede herunder til, at man skulle have remedier til mangel af vand, mad, teknologi samt have tabletter liggende i tilfælde af nukleare hændelser. En relevant nyhed at videreformidle til de unge på Fredes TikTok. Den sjove praksis, hvor man gør stort til småt i form af små nyhedstrailere, blev bare lettere brændbar, da Frede pludselig får formidlet, at der skal forberedes, fordi der kommer atomkrig.
Frede loggede af, var færdig med dagens arbejde og tænkte ikke længere over modtagelsen af dagens vitaminpille.
Før han dagen efter både blev kontaktet af P3, P1 morgen og DR Ultra. Videoen var gået viralt. For atomkrig lyder rigtig skidt i små ører, og det havde lagt BørneTelefonen ned.
Den, der har det dårligst, skal have det bedst
Da Frede står i P1 morgen den 19. juni 2024, og skal forsvare sin medvirken i at lægge BørneTelefonen ned, er det pludseligt ikke længere så sjovt.
”Jeg vil gerne tage ansvar for det. Det gør jeg jo også med P1. Jeg undskyldte jo i radioen. Jeg er fandme ked af, at det er gået galt den her gang. Det var ikke meningen. Undskyld til de forældre, der skal sidde og fortælle deres børn, at 3. verdenskrig starter,” siger han.
Frede har fortrudt, og han har lært, mener han. Han siger, at han har fundet ud af, at han har et ansvar. Nuancere ting til den rigtige side frem for at forenkle det til atomkrig. Som han gjorde i TikTok-videoen, der lagde BørneTelefonen ned. Nukleare udslip og atomkrig er langt fra hinanden. Pludselig mister vitaminpillen sin effekt, og det er netop ikke meningen. Frede vil gøre det bedre.
En ko i havet blandt svømmende delfiner
Frede står i fredagsbaren. Ud af det blå bliver han stoppet af en fremmed. Personen sviner ham til. Fortæller ham, at han laver noget lort og ødelægger branchen.
Frede slår sig på mediebranchen. Mediebrancen slår sig på Frede. Der bliver rynket bryn, når han deler ud af sine holdninger.
Som når han fire måneder efter P1-interviewet skriver på LinkedIn, at han har knækket koden til de unge, og at undervisningen på journalistuddannelsen slet ikke tilrettelægger den genre. Man skal gøre ligesom ham, mener Frede, for den traditionelle journalistik er forældet, og den møder ikke de unge – den mister dem. Det gælder også Illustreret Bunker.
De udtalelser gav bagslag, særligt grundet den måde, han selv fører journalistik på. Herunder Fredes mangel på kildehenvisninger, og at han tager fra den journalistik, hvis formidling han er kritisk overfor.
Frede mener, at han har taget den kritik til sig, og er nu begyndt at kildehenvise.
”Jeg vil gerne lytte. Det er ikke, fordi jeg er stædig og bare står fast i min holdning. Jeg tror meget på dialog, og jeg tror også meget på, at vi bliver klogere sammen. Men jeg tror også, at de etablerede medier er så idealistisk smurt ind i noget, at de ikke kan se virkeligheden,” siger han.
Frede mener, at folk er velkomne til at være uenige med ham. Drivkraften for Frede er at få en god idé og følge den. Han foretrækker at være uvenskaberne foruden. Men han ser dog stadig sig selv som den svømmende ko blandt delfinerne.