Overvejer du udveksling? Bare rolig, jeg har bekymret mig på dine vegne

Overvejer du udveksling? Bare rolig, jeg har bekymret mig på dine vegne

Overvejer du udveksling? Bare rolig, jeg har bekymret mig på dine vegne

Får jeg venner i udlandet? Har jeg noget at putte på min praktikhjemmeside? Og hvad med økonomien? Jeg skal på udveksling til efteråret, og jeg har bekymret mig om alle de spørgsmål, du gerne vil have svar på. 

TEKST: sidse marie hansen  
FOTO:  rebecca helene hoffmann

Udgivet den 12. maj 2022

“Jer, der skal på udveksling kommer til at være fucked til praktiksøgning”.

Døren til gul audi var netop blevet banket op, da roen på 1. sal blev afbrudt af min studievenindes kommentar. Der havde været introduktion til tredje semester på journalistuddannelsen, og jeg var ikke dukket op. Jeg grinte af min venindes kommentar på den der lidt overskudsagtige bare-rolig-jeg-har-styr-på-det måde. Men hun ramte noget ømt.er der skal på udveksling kommer til at være fucked til praktiksøgning.”

En latent bekymring, som indtil nu havde ligget bagerst i maven, detonerede den onsdag klokken 14:30 for enden af trappen. For hvad betyder det at gå glip af et helt semester på DMJX?

Jeg skal på udveksling til Beirut i efteråret på mit tredje semester, og jeg glæder mig. Men ærligt, så er jeg vanvittig nervøs. Jeg skifter mellem at tænke på dans, vandpibe og falafel for derefter at tænke på strømsvigt, vanvittige valutaer og uoverskueligt papirarbejde. Nu har jeg skrevet mine bekymringer ned og tilmed inddelt dem efter bekymringsniveau. Den største bekymring er praktiksøgningen, herefter mit sociale liv, så de praktiske omstændigheder og til sidst på bekymringslisten, er, hvordan det faglige niveau er i udlandet.

For at stikke til min bekymringsboble tog jeg fat i tre personer, der skulle hjælpe mig med at be- eller afkræfte mine skrækscenarier. Panelet bestod af Martin Vestergaard, der er praktikkoordinator på journalistuddannelsen, Elisabeth Bjarløv, som er international koordinator og Mikala Emilie Kjærbo Sørensen, der er praktikant på TV2 Østjylland, og som kom hjem fra San Fransisco i december 2021 efter at have været på udveksling på sit fjerde semester.

   

 

”Jeg har stadig kontakt med de fleste af de piger, jeg snakkede med, inden jeg tog afsted. Men selvfølgelig sker der jo ting i folks liv – det står jo ikke bare på pause, fordi man er væk.”

 

– Mikala Sørensen, praktikant på TV2 Østjylland og tidl. udveklingstuderende

Praktiksøgning

Min første alvorlige bekymring handlede om, hvordan jeg skal kunne finde en fed praktikplads, når jeg på fjerde semester skal fortælle medierne, at jeg har brugt et halvt år i Beirut på at lære arabisk og studere islamisk kultur i stedet for at producere TV og fordybe mig i skrift på DMJX.

”Det er jo meget forskellige personer, der vurderer, hvem de vil have som praktikant. Men det er absolut ikke mit indtryk, at det trækker ned at have været på udveksling. Ud fra, hvad jeg har hørt, så kan udveksling give et indtryk af, at man er selvstændig og tør nogle ting,” siger praktikkoordinator Martin Vestergaard som noget af det første, da vi mødes.

På DMJX skal alle 3. semester journaliststuderende igennem et obligatorisk TV-forløb – bortset fra de elever, som er på udveksling. Jeg har manglet information om, hvad det ville betyde for min praktiksøgning, at jeg ikke har lavet de samme TV-produktioner som mine medstuderende.

Martin Vestergaard forklarer, at det nok er et lille plus at have haft TV-forløbet, hvis man specifikt søger et TV-medie. Han lagde dog vægt på, at de fleste medier ikke har krav om, at praktikanterne har haft TV. Ifølge Martin kigger de mere på, hvilken person man er, og om man har en forståelse for journalistisk tænkning.

“Godt nok,” tænkte jeg. Men det lavpraktiske nagede mig stadig, og jeg spurgte, om jeg ville have nok at lægge på min praktikhjemmeside, når jeg misser et helt semesters projekter.

”Jeg forstår udmærket logikken i det, du siger, men jeg har aldrig hørt nogen problematisere det før,” siger Martin Vestergaard. 

 

Mit sociale liv

Hver gang jeg starter et nyt sted, er min første bekymring altid: ”Får jeg nogle venner?” Som i hver gang. Og selvfølgelig skal udveksling ikke være undtagelsen, der befrier mig for koldsveden over måske at stå alene og venneløs i en by, jeg indtil for nylig ikke kunne pege ud på et kort. Derfor er jeg også hurtig til at konfrontere praktikanten Mikala Emilie Kjærbo Sørensen med min bekymring, da hun ringer mig op.

”Hele mit netværk kom igennem universitetet. Vi var 250 udvekslingsstuderende, og alle er i samme båd som dig, og har heller ikke rigtig noget netværk, så man bruger jo hinanden,” siger Mikala Sørensen. 

Universitetet, hun gik på i San Fransisco, havde en god forening for udvekslingsstuderende, og det var en nem måde at møde venner på. Hun havde også boet på hostel i begyndelsen af sit ophold, hvor hun havde fået en amerikansk veninde.

Men én bekymring er, om jeg får nogle udenlandske venner. En anden er, om mine nuværende venner fra studiet har glemt mig, når jeg vender tilbage på DMJX for at gå på fjerde semester. Mikalas studietid har været præget af corona, men hun forstår min bekymring.

”Jeg har stadig kontakt med de fleste af de piger, jeg snakkede med, inden jeg tog afsted. Men selvfølgelig sker der jo ting i folks liv – det står jo ikke bare på pause, fordi man er væk. Jeg tror ikke, folk vælger én fra, når man kommer hjem, men det kræver nok, at man også selv opsøger dem,” siger Mikala.

Sidse Marie Hansen er 2. semesterstuderende på journalistuddannelsen. Til efteråret drager hun med Beirut for at tage et semester som udveklingstuderende. 

Praktiske omstændigheder

Jeg var sen til at beslutte mig for, at jeg ville på udveksling. På mit første semester var jeg mest bare presset over, hvad jeg skulle pakke til rusturen i Visby, så hvordan skulle jeg kunne tænke på at tage til Beirut? Tidligere lå udvekslingen på syvende og ottende semester, og international koordinator Elisabeth Bjarløv kunne godt mærke, at det er et problem, at de studerende skal træffe en beslutning allerede på første semester.

”Vi fornemmer helt klart et fald i antallet af udvekslingsstuderende, i forhold til tidligere. Det er næsten halveret. I er lige startet, og så skal i allerede tænke på at tage ud. Men corona spiller nok også en betydelig rolle i faldet,” siger Elisabeth Bjarløv.

Hun understreger dog også, at DMJX forsøger at gøre op med udfordringen ved blandt andet at holde to infomøder om udveksling i stedet for ét, så eleverne ikke får for meget information på én gang. Samtidig fortæller Elisabeth Bjarløv, at hun oplever, at langt de fleste studerende, der har været på udveksling på tredje semester, har været glade for det, selvom det virkede uoverskueligt i starten.

For Mikala Sørensen var den største bekymring at skulle til USA alene, hvor kulturen er helt anderledes end i Danmark. Hun fortæller, at det var meget angstprovokerende i starten, og at der var mange forhold, hun skulle vænne sig til. Noget så lavpraktisk, som hvilke varer hun kunne købe i supermarkedet var pludselig en stressfaktor.

Og så er der selvfølgelig pengene. I Beirut er der økonomisk krise, så man kan bo i en lejlighed til den rørende sum af 1200 kroner, men Mikalas ophold i USA så noget anderledes ud. Jeg spurgte hende, hvordan hun fik det til at hænge sammen økonomisk.

 ”Det gjorde jeg ikke. Jeg var nødt til at tage SU-lån to gange, mens jeg var afsted. Men jeg var heller ikke villig til at gå på kompromis med mine oplevelser – jeg ville gerne kunne tage til Hawaii og til Las Vegas. Så jeg valgte at tage nogle SU-løn, fordi det her var – og det lyder virkelig kliche, men en once in a lifetime experience,” siger Mikala Sørensen.

 

 

”Vi fornemmer helt klart et fald i antallet af udvekslingsstuderende, i forhold til tidligere. Det er næsten halveret. I er lige startet, og så skal I allerede tænke på at tage ud. Men corona spiller nok også en betydelig rolle i faldet.”

 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

 

Fagligheden i udlandet

Nederst på min bekymringsliste står det faglige. Og det er måske et problem. For på DMJX’s studieservice har tidligere udvekslingsstuderende skrevet om deres ophold i udlandet, og én ting sprang mig i øjnene – det faglige niveau er lavere i udlandet. Mikala Sørensen oplevede også, at niveauet var lavere på hendes universitet, end det havde været på DMJX.

”Mange havde sagt til mig, at man skal vælge mellem det faglige og det sociale, når man er på udveksling. Men jeg havde tænkt vissevasse, det kan jeg sagtens få til at hænge sammen. Men jeg vil virkelig sige, at de personer havde ret, for der sker så mange ting, når du er afsted,” siger Mikala.

Hun tænkte selv meget over, om resten af hendes studiekammerater ville lave en masse produktioner, mens hun var afsted. Mikala skulle søge praktik, mens hun var i USA, så det gjaldt om at have noget at vise frem.

”Jeg havde lige haft et tredje semester, hvor jeg havde knoklet røven ud af bukserne. Så jeg følte godt jeg kunne stå inde for, at jeg havde et afslappet halvt år,” siger Mikala.

Da jeg spurgte Elisabeth Bjarløv ind til, hvordan DMJX sikrer, at skolerne har et vist fagligt niveau, forklarede hun mig, at der findes en slags smiley-ordning over partneruniversiteterne. Når en DMJX-elev kommer hjem fra udveksling skal eleven evaluere alle fag, de har haft. Hvis et partneruniversitet scorer lavt tre gange i træk, så ryger de ud.

”Men I er jo også vant til at have et højt niveau her, hvor det er svært at få høje karakterer. På de udenlandske universiteter er eleverne også typisk lidt yngre. I er ofte ældre og har gået mere i skole, så det kan også godt spille ind på det faglige niveau,” sagde Elisabeth Bjarløv.

Min bekymringsboble er ikke ligefrem bristet, men den ér faktisk rykket længere tilbage i maven. Jeg kommer med sikkerhed til at stå i Beiruts lufthavn med klistrede hænder og høj hvilepuls, mens jeg prøver at huske, hvordan man siger “Vil du hjælpe mig?” på arabisk – men altså, det sker nok ligegyldigt hvad. Og kommer jeg over det, så tror jeg altså ikke, at jeg er helt fucked i forhold til hverken venner, praktiksøgning eller faglighed.

 

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Lea Korsgaard afviser kritikken: Universitetspraktikanterne på Zetland er ikke billig arbejdskraft

Mediet Zetland søgte i denne praktikrunde ingen journalistpraktikanter, hvilket fik flere studerende til at rejse kritik af Lea Korsgaard, bestyrelsesformand for både DMJX og Zetland. Hun afviser dog, at mediet bør optage flere journalistpraktikanter, samt at økonomi spiller en rolle i valget af praktikanter.

TEKST:  SIMON STOKHOLM NØRSKOV
ILLUSTRATION: KATRINE Å. EDVARDSEN  

Udgivet den 12. maj 2022

I denne praktikrunde søgte mediet Zetland udelukkende to universitetspraktikanter, hvilket fik flere praktiksøgende journaliststuderende til tasterne. En af dem er fjerde semester studerende Daniel Tidemann. Hans primære kritik bygger på, at Lea Korsgaard som forperson og ambassadør for journalisthøjskolen, bør give journaliststuderende, uanset studiestart, en chance for at søge praktik på Zetland.

”Lea Korsgaard har her en gylden mulighed for at sætte handling bag ordene om, at DMJX skal uddanne journalister, der kan gå ud og gøre en forskel på arbejdsmarkedet”, siger journaliststuderende Daniel Tidemann. 

Han anerkender behovet for at bringe flere fagkundskaber ind i journalistikken. Dette er Lea Korsgaards primære argument for valget af universitetspraktikanter. Daniel Tidemann oplever dog, at det klinger hult, når Lea Korsgaard ikke griber chancen og sørger for, at Zetland deltager i praktikrunden, som nylig bestyrelsesformand for DMJX.

”Hvis det er fordi, at Zetland hellere vil have billig arbejdskraft fra universiteterne, er det også helt fair. Så synes jeg bare, at Lea Korsgaard skal være åben omkring det,” siger han.

Den dyre praktikant

Zetland kunne i 2019 rapportere om deres første overskud på bundlinjen. I samme periode søgte mediet deres første journalistpraktikant, som ifølge den seneste overenskomst skal have 13.963 kr. månedligt. Universitetspraktikanter skal derimod ingenting have. 

Udgiver og bestyrelsesformand for Zetland, Lea Korsgaard, afviser dog blankt økonomi, som en væsentlig faktor i mediets valg af praktikanter. 

Vælger Zetland journalistpraktikanter fra, fordi universitetspraktikanter er billigere?

”Nej, det er fordi tværfagligheden både beriger os og praktikanterne”.

Hvis det ikke er på grund af pengene, kan journaliststuderende så regne med flere praktikpladser på Zetland i fremtiden?

”Nej, det tror jeg ikke. Antallet af praktikpladser skal hænge sammen med Zetlands størrelse. Det er vigtigt, at der er så få praktikpladser her på Zetland, så der reelt er tale om en uddannelse for vores praktikanter.” 

Lea Korsgaard uddyber, at praktikanterne netop bliver billig arbejdskraft, hvis man tager for mange ind. Hun anerkender dog, at antallet af journalistpraktikanter er steget i sammenhæng med Zetlands økonomiske vækst.

”Vi begyndte først at tage journalistpraktikanter efter Zetland gik break-even. Derfor har vi kun haft to journalistpraktikanter, så historisk set har balancen været skæv.”

 

Så længe vi har en journalistpraktikant, og lever op til vores forpligtigelse, kan jeg ikke se, at der er noget problem. Med det sagt kan jeg godt forstå, man synes, det er ærgerligt, hvis man drømmer om en praktikplads hos Zetland

– Lea Korsgaard, bestyrelsesformand for DMJX og Zetland

 

Formands-Lea og Zetland-Lea

Lea Korsgaard ser sit ansvar forskelligt, alt efter hvilken hat hun har på. Som stifter af Zetland og tidligere chefredaktør fastslår hun, at Zetland har et medansvar for at uddanne den nye generation af journalister. De vil gerne uddanne praktikanter fra journalistuddannelserne, men de vil ligeså gerne uddanne praktikanter fra universiteterne. 

”Tværfagligheden beriger alle. Det ville også være en fattig ambition kun at ville uddanne journaliststuderende,” siger Lea Korsgaard.

Med formandshatten på mener hun, at hendes ansvar består i at lave en god uddannelse for de studerende. Lea Korsgaard mener ikke, at de to hatte overlapper særlig meget. 

Som skolens bestyrelsesformand skal Lea varetage de studerendes interesser. Samtidig har hun indflydelse på et medie, hvor drømmepladsen i øjeblikket  kun er en mulighed hvert andet semester for journaliststuderende.

”Så længe vi har en journalistpraktikant, og lever op til vores forpligtigelse, kan jeg ikke se, at der er noget problem. Med det sagt kan jeg godt forstå, man synes, det er ærgerligt, hvis man drømmer om en praktikplads hos Zetland,” siger Lea Korsgaard.

Zetland står ikke alene med ideen om tværfaglighed som et berigende element på en redaktion. Lige nu søger både Information, Kristelig Dagblad og Danmarks Radio universitetspraktikanter. 

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Karakterkrav på DMJX skaber ikke længere bekymring

Efter sommerferien rammer karaktererne for alvor Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Ledelsen og undervisere maner dog til ro efter flere måneders planlægning og en større omstrukturering af fjerde semester på journalistuddannelsen.

TEKST: ikran abdiaziz
ILLUSTRATION: katrine å. edvardsen

Udgivet den 12. maj 2022

Nervøsiteten melder sig hos Sofie Palsgaard-Jensen, da hun første gang hører om karakterkravet. Hun går på første semester på journalistuddannelsen og frygter, at flere karakterer vil påvirke hendes selvtillid. Her tænker hun især tilbage på sin eksamen i faget ‘Journalistikken i Samfundet’.

“Man dømmer sig selv virkelig meget for den karakter, man får. Så hvis man eksempelvis får et fire-tal, så tænker man, at man blot er middelmådig,” siger Sofie Palsgaard-Jensen. 

Bekymringerne blandt studerende, ledelsen og undervisere på DMJX var også mange, da det sidste år blev annonceret, at man efter sommerferien skulle indføre karaktere på alle undervisningsforløb. Nu er tonen blandt skolens undervisere og ledelse dog en anden. 

”Jeg tror, at lige om lidt er der ingen studerende, som bekymrer sig om karakterkravet længere

 

– Henrik Berggren, Uddannelseschef for journalistuddannelsen, DMJX 

Han uddyber, at karaktererne ikke vil have en betydning for ens fremtidige praktikplads. Dertil har skolen fastsat, at man i bedømmelsen både vægter produktet og processen. 

Sofie Palsgaard-Jensen er enig i, at karaktere kan være nyttige. Hun understreger dog, at de bør gives i sammenhæng med grundig feedback. Feedbacken vil fortsat være en integreret del af undervisningen, ifølge underviser Andreas Scharnberg. Både den feedback eleverne giver hinanden, men også den man får af sin underviser. 

“Det nytter ikke at sige: ‘her er din karakter, farvel og tak’. Der skal ligge en forklaring bag. Den enkelte skal have lov til at spørge, så man forstår sin karakter,” siger Andreas Scharnberg.

Ro i maven

Lektor Mette Mørk, som underviser i journalistisk metode, har efter flere måneders planlægning også fået ‘ro i maven’. Hun har ellers tidligere udtalt, at hun frygtede at karakterkravet ville fjerne studerendes lyst til at eksperimentere. 

“Jeg synes, det hjælper, at vi er begyndt at arbejde meget konkret med indførelsen af karakterer. For nu får jeg muligheden for at give en præcis tilbagemelding på det, eleverne har lavet,” forklarer Mette Mørk. 

Hun uddyber, at de studerende ikke alene vil blive bedømt på deres journalistiske produkt. Karakteren vil også afspejle den studerendes evne til at turde eksperimentere og deres kreativitet.

Mette Mørk mener, at der fortsat er plads til, at eleverne kan ramme ved siden af undervejs på semestret. For karaktererne minimeres. På første semester gives der en enkelt karakter for semesterprojektet, på andet semester er det for PUJ og førsteårsprøven, og det gør man for at mindske elevernes frygt for at fejle. Mette Mørk gør sig især umage på at minde sine elever på første semester om dette.

“Det er vigtigt, man tør fejle, for ellers bliver man ikke en dygtig journalist,” siger Mette Mørk.

Sofie Palsgaard-Jensens nervøsitet falmer, da hun bliver opmærksom på, at der kun skal gives karakter for de afsluttende opgaver på semestrene.

“Jeg kan godt mærke, jeg får lidt ro i maven nu,” siger hun.

Underviser på journalistuddannelsen Jesper Gaardskjær mener dog fortsat, at karakterkravet er ærgerligt. Tiden uden karakterkravet har været sund for de studerende.

 

Det er ærgerligt for de studerende, som er blevet målt og vejet hele livet med karakterer,” siger Jesper Gaardskjær.

Mindre innovation og mere forretning

Karakterkravet har også medført en større omstrukturering af fjerde semester på journalistuddannelsen. 

Faget ‘Innovation X’ fjernes helt fra skemaet og udskiftes med et fag, som er lettere at give karakterer for. Farvellet til innovationsscenen skyldes også en årrække med dårlige evalueringer ifølge Henrik Berggren. 

“Ud fra evalueringerne oplever jeg, at folk hellere ville lave noget andet. Derfor laver vi noget, som retter sig bedre imod praktikken, og som vi samtidig kan give en karakter for,” siger Henrik Berggren.  

Faget, som erstatter ‘Innovation X’, kommer til at ligne ‘Journalistikken i Samfundet’. Det skal handle om aktuel medieudvikling, organisationer, forretningsmodeller og om brugen af data. 

“Det kommer både til at handle om udviklingstendenser i mediebranchen, men også hvordan det er at være praktikant eller ansat i branchen,” siger Henrik Berggren.

Det fordeles ud over tre uger, før man reelt skal i gang med praktiksøgningen i april. Forløbet afsluttes med en opgave, som har samme format som journalistikken i samfundet. Det får man en uge til, efter matchdag, hvorefter man får den endelige karakter for praktikforløbet.

“Man vil få en uge til at samle alt det, man har lært undervejs. Der er frit emnevalg, for at man kan få lov til at målrette det sin kommende praktikplads,” siger Henrik Berggren.

Selvom praktikforløbet bedømmes med en karakter, understreger Henrik Berggren, at det ikke får en betydning for, hvor man ender i praktik henne.

“Ingen praktikpladser kommer til at efterspørge dine karakter, det vil være præcis som nu,” forklarer Henrik Berggren.

 

Kære dagbog: Dårlig mave, drænende dage og kroppen fyldt af dopamin

Kære dagbog: Dårlig mave, drænende dage og kroppen fyldt af dopamin

TEKST: Astrid Simone Kjær & Lisa Bilgrav
ILLUSTRATION: Thit Lund Bording

Udgivet den 12. maj 2022

Påskeferien

 

Tirsdag d. 12. april, Lisa

Jeg bakser med hjemmeside. Igen. En hjemmeside, jeg føler er super vigtig, men alligevel ligegyldig, når man gang på gang får fortalt, at de ofte ikke kigger på den.

 

Fredag d. 15. april, Lisa

Begyndte at græde over Wix. Fuck Wix.

 

Mandag d. 18. april, Lisa

Jeg har talt i telefon med tre praktikanter. Jeg føler mig privilegeret over, at jeg kender så mange, jeg kan få gode råd af. Jeg deler selv ud af de informationer, som jeg får, til andre fra mit semester. Jeg vil gerne spille et fair spil. Samtidig føler jeg mig som et dårligt menneske, da jeg ikke vil have, at folk tager pladserne fra mig. Det er en ond spiral.

 

Torsdag d. 14. april, Astrid

De seneste to uger op til påskeferien har været presset. Alle taler om praktik og arbejder på deres hjemmeside. Inklusiv mig selv. Det er som om, at det ligger i baghovedet på alle. Alligevel føler jeg mig alene med bekymringerne. For hvad nu hvis jeg ikke får en praktikplads, jeg kan se mig selv i?

Ugen med Messen

Onsdag d. 20. april, Lisa

På vej til praktikmesse i Odense. Seks runder har man til at snakke med forskellige medier. Det her er muligheden for at få en fornemmelse af praktikstederne.

Hold kæft det går stærkt mellem runderne. Man taber næsten kaffen, når båthornet runger mellem betonvæggene. Man når slet ikke at danne sig et overblik. Det er et kæmpe gedemarked.

Var forbi EB efterfølgende, så de kunne få et indtryk af mig. Ville gerne have vist mig mere på DR Nyheder, men der var så mange mennesker, at det føltes helt umuligt.

Jeg har den vildeste hovedpine.

 

Onsdag d. 20. april, Astrid

Messen er et virvar. Vi træder ind i en stor industrihal med højt til loftet og vægge af beton. Der er opstillet boder, men det er umuligt at holde overblik over, hvilket mediehus, der står hvor. Jeg hader det allerede.

Torsdag d. 21. april, Lisa

Jeg har fået en samtale med Jyllands-Posten i morgen. Jeg forbereder mig på idéer, avisens identitet, målgruppe, hvem er jeg. Kæft der er meget.

Aftalt samtale med Børsen på mandag. Normalt holder de kun samtaler tirsdag og onsdag, så føler mig lidt heldig over, at de har sagt ja. Det er et værre puslespil at få alle forsamtaler til at gå op.

 

Torsdag d. 21. april, Astrid

Jeg kunne blive ved med at sove efter i går. Der var mange indtryk og mange timer med et tørt smil og øjenkontakt. Dog er jeg i dag mere klar over, hvilke steder jeg kan se mig selv i. Børsen gjorde, overraskende nok, et skide godt indtryk.

 

Fredag d. 22. april, Lisa

Samtalen er overstået ved Jyllands-Posten. Ham, jeg snakkede med, var nice, men jeg ved ikke, om det gik godt. Han spurgte om en forside til i morgen, som jeg skulle finde på, hvortil jeg fyrede lort af. Man bliver lidt en anden person til samtalen, føler jeg. Man bilder dem ind, at man kender avisen godt, deres målgruppe og artikler. Jeg har jo primært læst op på det dagene op til.

 

Fredag d. 22. april, Astrid

Det er gået op for mig, hvorfor det hele har været så forvirrende, når det kommer til at få en praktikplads. Der er ikke nogen regler. Der er retningslinjer, men de bliver brudt. For eksempel er det kun de mindre medier, som må holde samtaler og åbent hus mandag, men jeg er allerede blevet tilbudt en samtale af Børsen på mandag.

Mit bedste råd er at følge med. Accepter, at det er et lorte system (eller gør oprør).

Fredag d. 22. april, Lisa 

Forbereder mig til de kommende samtaler med nye idéer til artikler. Jeg synes, at det svært.

Har grædt tre gange i dag.

Helvedesugen kommer nu, og jeg kan mærke, hvordan presset rammer. De kan love dig en masse ting, og du kan hoppe fra din aftale. Du kan få booket en samtale før tid, selvom det egentlig starter senere. Man skal være kreativ og sweet talke, men de kan også blive sure på én, hvis man hopper fra sent

Samtale-ugen 

Mandag d. 25. april, Astrid

I dag skal jeg ind forbi Børsen. Nervøsiteten kommer snigende, og knuden i maven er begyndt at stramme til. Det er som at gå til eksamen. Før sidste uge havde jeg aldrig skænket avisen en tanke, men efter messen er jeg spændt på samtalen.

Samtalen gik fint, tror jeg. Eller måske ikke. Det er svært at sige.

I løbet af dagen har jeg fået samtaler op at stå med yderligere to praktiksteder, så jeg er oppe på ni samtaler i alt. Jeg vil ikke ende med tomme hænder, når ugen er omme. Måske et overkill. Men altså; better safe than sorry.

 

Mandag d. 25. april, Lisa

Jeg har en samtale med Børsen. Jeg er virkelig nervøs. Min puls stiger, og jeg kan ikke spise noget. 

Forbereder mig til Ekstra Bladet og Berlingske. Åh, det er trættende og hårdt. Der er mange informationer, som man skal huske, og man skal virkelig tænke på de idéer, som man skal pitche til samtalerne.

Jeg bliver pludselig panisk om mine valg af samtaler. Burde jeg melde mig til nogle ekstra? Jeg satser jo kun højt, med de steder som jeg søger, og jeg vil helst ikke stå uden en plads. Men skal jeg søge noget, som jeg ikke rigtig føler for?

 

 

Tirsdag d. 26. april, Astrid

I dag skal jeg til samtale ved Politiken, Berlingske og Information. Det har medført vedvarende ondt i maven, kvalme og derudover har jeg nervøs-skidt fem gange. Ikke nogen fed oplevelse, det er helt sikkert.

Det er ventetiden mellem samtalerne, der er det værste. Flere gange i løbet af dagen har jeg haft lyst til at aflyse samtaler for at undgå mavesmerterne.

I ventesalen ved Information støder jeg ind i en RUC’er, som har fået tilbudt Politiken. Vreden stiger op i mig. Til samtalen ved Politiken sagde chefredaktøren, at jeg skulle forvente et opkald, men det har jeg ikke fået, og dagen er snart ovre. Jeg føler mig dum og uduelig. Hvordan kunne jeg tro, at jeg havde fået det?

En halv time efter vibrerer min telefon. Jeg tager røret og får tilbudt Politiken. Jeg kan ikke sidde stille eller stoppe med at smile. På en og samme tid er jeg sur og glad. Lettet og frustreret. Jeg troede seriøst ikke, at hun ville ringe. Den er fandme i hus.

Tirsdag d. 26. april, Lisa

Jeg er pisse nervøs. Jeg har næsten ikke sovet, kan slet ikke spise og skal hele tiden på toilettet.

Jeg dukker op til åbent hus på Berlingske. Det er en mærkelig oplevelse, når man kan se alle andre, som også er mødt op i håbet om at få en plads. Da åbent hus slutter, har jeg en time til min samtale. Jeg løber ud og køber dagens avis hos Berlingske. Jeg skal have læst forsiden, hvis de spørger ind til den.

Til samtalen bliver vi kaldt ind et lille hold ad gangen. Mens vi venter, sidder folk på deres telefoner og prøver at huske ting udenad. Der er en underlig stilhed. Min puls stiger.

Samtalen på Berlingske gik godt, men mange har søgt den, så tør ikke satse.

Jeg har en samtale med Ekstra Bladet senere. Glæder mig virkelig meget til den.

Samtalen gik ikke som forventet. Jeg blev vildt nervøs. Er ret skuffet over mig selv. Jeg har hele tiden tænkt, at det var den samtale, hvor jeg virkelig kunne være mig selv. Men fik ikke rigtig noget igen hos dem. Det er hårdt, når jeg hele tiden har tænkt, at EB kunne være et rigtig godt sted for mig.

Efter samtalerne er vi en gruppe, der har fundet sig til rette på en rød bænk foran JP/Politikens Hus og taler om de foregående samtaler. En af mine medstuderendes telefon ringer. Han har fået tilbudt en plads på Politiken. Stressen banker på igen, også selvom jeg har ikke engang søgt Politiken. Jeg begynder at græde midt på Rådhuspladsen. Jeg er så presset. Folk omkring mig får tilbudt pladser på de store dagblade, og jeg har stadig ikke hørt noget.

Jeg er lige kommet hjem, og jeg forbereder mig til samtalerne i morgen. Jeg er presset og kan ikke spis noget. Mine veninder er bekymrede for mig.

Telefonen ringer, og jeg tager den med det samme.

“JEG HAR FÅET TILBUDT JYLLANDS-POSTEN! SHIT SHIT SHIT!”

 

Onsdag d. 27. april, Astrid

I dag skal jeg til samtale ved DR Nyheder.

Stemningen blandt mine medstuderende er meget forskellig. Nogle har fået forhåndsaftaler i hus, hvilket rygtes med lysets hast. Andre har endnu ikke fået noget i hus og mærker presset. Det er skide svært at være i. Jeg vil gerne støtte dem og sige det rigtige, men der er ikke noget jeg kan sige for at gøre det bedre. Jeg står på den “heldige” side af det hele. Jeg har fået en aftale på Politiken, hvilket giver ro, men også dårlig samvittighed i forhold til de venner, som endnu ikke har fået noget. 

Samtalen ved DR var god. Det er fandme et fedt sted. Det får mig til at tvivle. Er DR et bedre sted for mig end Politiken?

Jeg er helt kvæstet. Der er konstant beskeder i indbakken fra mine medstuderende. Man (heriblandt mig selv) skriver rundt for at høre, hvem der har fået hvad. Jeg kan ikke lægge mobilen fra mig. Tårerne triller ned af mine kinder. Jeg kan ikke mere.

Onsdag d. 27. april, Lisa

Ud til samtale hos DR. Shit, jeg er nervøs.

Det er en mærkelig stemning. For første gang kan jeg fysisk se, hvor mange vi er om de få pladser. DR afholder deres samtaler i samme lokale, som folk venter, så man kan vitterligt se på, mens ens medstuderende har samtaler. Det er underligt. Mange har allerede fået tilbudt gode pladser, og rygterne spredes hurtigt.

Jeg går væk med små skridt fra min samtale ved DR Nyheder. Det var en underlig oplevelse. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville opleve så lidt menneskelighed fra dem. Nu forstår jeg, hvad folk mener, når de siger, at det er et samlebånd hos DR.

Jeg magter ikke engang de to næste samtaler på DR. Jeg er så skuffet. Hvor var det en vildt dårlig oplevelse.

P1 Kulturen har glemt at skrive mig på listen. Hahahaha. Skal vente i 1,5 time.

Men shit en god oplevelse hos dem. Den plads vil jeg virkelig gerne have, men der er kun én, og der er mange om budet. Jeg er bare glad for, at jeg kan slutte af med en god oplevelse.

Netop kommet hjem. Jeg har ikke fået DR Nyheder. Sikke en nedværdigende samtale. Det føles tomt. Jeg begynder at græde. Igen. Det har altid været min drøm at komme på DR Nyheder. Jeg er så ked af, at jeg blev taget imod på den måde.

 

Torsdag d. 28. april, Astrid

Jeg har sovet længe. Anstrengelserne fra de sidste par dage kan mærkes, og jeg skal bare be’ om at komme hjem i min egen seng i Århus. Mit hoved er tomt og maven mættet af alle følelserne fra de sidste par uger. Jeg skal godt nok være stiv i morgen til Kapsejlads.

Torsdag d. 28. april, Lisa

Nu kan jeg endelig slappe af. Jeg har fået en plads, og jeg skal ikke til flere samtaler.

Børsen har lige ringet. De vil give mig en plads. Jeg er igen forvirret. Skriver og ringer rundt til folk for at få råd.

Jeg afviser Børsen. Det er ikke det rigtige sted for mig.

Shit, praktiksøgning har været en underlig oplevelse. Jeg er ret frustreret over hele forløbet. Man har kun otte minutter til at “sælge sig selv”, og nogle gange kunne jeg  mærke, at jeg blev valgt fra ved første øjekast. Nogle er dog søde, og det er skønt. Men man glemmer lidt de gode oplevelser i processen.

Berlingske har ringet. Jeg sad på WC, da telefonen vibrerede. De har tilbudt mig en plads. Jeg skal gerne svare inden kl 22. Jeg har tre timer, og er på vej ud af døren til Århus.

Igen. Opkald. Beskeder. Hvad skal jeg vælge?

Jeg må være den mest irriterende person på Kombardo-bussen. Sidder konstant i opkald. Græder igen og igen.

Efter jeg har lagt på ved det sted, som jeg har afvist, begynder jeg at græde. Jeg ved godt, jeg er i en virkelig heldig situation. Men jeg er i underskud af søvn, har intet spist i fem dage, og jeg er bange for at træffe det forkerte valg.

Netop ankommet med bussen. Min kæreste venter på mig. Hvor er det rart at se ham igen. Jeg føler, at jeg har været væk i tre uger.

Jeg er drænet for energi. Selvom jeg nok skal få et godt praktikophold, så føler jeg, at jeg har skuffet andre mediehuse og de mennesker, der har lagt et godt ord ind for mig. Jeg føler mig fjollet for at reagere på den måde. Specielt fordi jeg kun skal vælge praktikpladsen for mig selv og ingen andre. 

Fredag d. 29. april, Lisa

Jeg er taget til Kapsejlads med de mange andre fra DMJX. Folk har ikke hørt, at jeg skal på Berlingske i stedet for Jyllands-Posten. Det er sjovt at se folks reaktioner. “Jeg havde to vilde timer i går aftes, på vej hjem mod Århus,” svarer jeg.

Panikdag

Onsdag 4. maj, Astrid

Jeg er nervøs. Også selvom der ikke er grund til det. Jeg har fået en praktikplads i hus, og jeg er blevet forsikret om det af flere omgange. Alligevel kan jeg mærke noget, der rumsterer i maven.

Jeg skal mødes med en gruppe fra årgangen og poppe pagnen, når tiden er gået.

Vi sidder alle fem med skærmen foran os, mens der bliver talt ned. Det virker så absurd. Den er grøn.

Jeg skal i praktik på Politiken.

 

Onsdag 4. maj, Lisa

Jeg vågner tidligt onsdag og dobbelttjekker, at min ansøgning er blevet sendt ind på praktikmatch. Berlingske skriver til mig 12.10, at de har godkendt min ansøgning. De glæder sig til, at jeg skal starte. Det føles rart, at de viser så meget begejstring for en.

Jeg møder en flok venner fra studiet kl 13.00. Nogle af os har kæmpet lidt mere end andre, men vi er alle ret enige om, at praktiksøgning er et mærkeligt og hårdt system. Der står champagne, øl og snacks på bordet. Vi skal fejre det hårde arbejde.

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

I skyggen af journalisterne: Kommunikatører føler sig glemt

Kommunikatører på DMJX Aarhus føler sig ikke altid som en del af det store fællesskab, men det kræver en indsats fra flere sider, hvis kulturen skal ændres. Ikke mindst fra kommunikatørerne selv.

TEKST & Illustration: Katrine å. edvardsen  

Udgivet den 12. maj 2022

DMJX i Aarhus er prydet af flotte pressefotos og fængende rubrikker, men hvor er planchen med den skarpe pressemeddelelse eller kampagnen, der gik viralt?

Kort efter studiestart i efteråret 2021, gav det nye hold af kommunikationsstuderende udtryk for, at de følte sig forbigået. Efter opfordring fra underviser og semesterkoordinator Helle Tougaard, sendte de studerende en mail til hende, hvor de beskrev en række eksempler på problemet.

 Helle Tougaard har også selv øje på problematikken. Hun har blandt andet bemærket, at der en tendens til at glemme at præcisere, hvilken uddannelse man mener, når man omtaler et semester på skolen.

”Det er for eksempel i Illustreret bunker. Jeg læste en udgave i efteråret, og hver gang der stod, at nu skal 4. semester sådan og sådan, så tænkte jeg: På hvilken uddannelse?”, siger hun og fortæller, at det nok er en kultur, der har rod i skolens lange historik som journalistuddannelse.

Og det er ikke ligetil at ændre en kultur. Helle Tougaard nævner, at hun godt kan blive træt af at høre sig selv pippe op om, at journalisterne tager for givet, at vi snakker om journalistuddannelsen. Der er grænser for, hvad skolen kan gøre, mener hun, og det er ikke nok, at kommunikatørerne peger på uretfærdighederne. De må også selv sparke døren ind.

Startede ved bazaren

Det var foreningernes bazar, der i starten af september efterlod flere af de nye kommunikationsstuderende med en bitter smag i munden. De studerendes dårlige oplevelser blev diskuteret på semesterets ene hold, hvor Helle Tougaard, der i perioden havde holdet til Journalistisk Metode, opfordrede et par af de studerende til at formulere deres oplevelser i en mail til hende.

Den 6. september, fire dage efter bazaren, modtog Helle Tougaard en mail fra de studerende, hvor de beskrev deres oplevelser. Det første eksempel i beretningen var fra det indledende oplæg, hvor skolens foreninger præsenterede sig.

”Under præsentationerne af de forskellige foreninger blev der udelukkende snakket til journalisterne, hvor adskillige foreninger også direkte nævnte: ’Vi har brug for jer nye journaliststuderende’”, stod der i mailen.

Derefter bliver der i mailen berettet om, hvordan et par af de studerende oplevede at blive afvist af foreningernes repræsentanter med forklaringer som, “Det er egentlig mest for journaliststuderende” eller “Vi har ikke lige prøvet at have en kommunikationsstuderende med på holdet før”.

Sidst i mailen fortæller skribenten om sin egen oplevelse ved bazaren.

”Jeg undlod slev at nævne, at jeg er kommunikationsstuderende, så jeg i det mindste kunne få en dialog i gang med de forskellige repræsentanter fra de forskellige foreninger”, skriver den kommunikationsstuderende. Hun understreger dog, at hun ikke selv oplevede direkte eller indirekte afvisninger fra alle foreninger.

Den 13. september, syv dage senere, sendte Helle Tougaard de studerendes beretning videre i en mail til Jens Grund, som på det tidspunkt var konstitueret rektor. Helle Tougaard tilføjede i sin besked, at skolen jo understøtter foreningerne økonomisk. Så det kan ikke passe, at der er en uddannelse, som ikke kan være en del af foreningerne.

Allerede dagen efter tikkede et svar ind i hendes indbakke. Han var selvfølgelig ked af at høre om hændelsen, og han opfordrede de studerende til at melde sig ind i DSR, da det er gennem dem, at foreningerne modtager støtten.

”Og så må jeg jo erkende. Det var ligesom det. Så gjorde jeg jo ikke mere ved det, fordi så var vi også langt henne på semesteret, og så var der også mange andre ting”, siger Helle Tougaard.

DSR består i dag af syv  kommunikatører og fem journalister, hvoraf formanden, kommunikationsstuderende Marie Smidt Laursen, er fra samme semester, som de studerende, der sendte mailen.

 

”Det er svært at komme med ordentlige eksempler. Det bliver bare til en samling af små ting, der hober sig op.”

 

– Maria Sejr, kommunikationsstuderende på DMJX

 

Mange bække små

Maria Sejr fra 2. semester på kommunikation var ikke med til at skrive mailen til Helle Tougaard, men også hun kan genkende flere af de scenarier, den beskriver. Det er dog ikke kun bazaren, der har gjort, at hun føler, at kommunikationsuddannelsen bliver ekskluderet. Nye eksempler har meldt sig siden da. Det er mange små oplevelser i hverdagen, der tilsammen bekræfter Maria Sejr i, at oplevelsen til bazaren var et tegn på et større problem.

”Det er småting, som at de glemmer at nævne kommunikation i åbningstalen til fagfestivalen eller når en gæsteunderviser ikke har fået at vide, at vi er kommunikatører og ikke journalister”, siger kommunikationsstuderende Maria Sejr.

Hun tilføjer, at det kan være svært at argumentere for, hvordan de journaliststuderende farvoriseres.

”Det er svært at komme med ordentlige eksempler. Det bliver bare til en samling af små ting, der hober sig op.” siger Maria Sejr.

Maria Sejr meldte sig samme efterår til at hjælpe med at planlægge DMJX’ fagfestival, men oplevede, at det var svært at få arrangeret indhold til kommunikatørerne.

”Vi var kun tre fra kommunikation, og vi kunne ikke komme til de første møder, fordi vi skulle aflevere opgaver de dage. Da vi kom, havde de allerede kontaktet oplægsholderne, og vi kunne jo hurtigt se, at der kun var to af indslagene, som var kommunikationsfaglige,” siger hun.

De to kommunikationsfaglige indslag var et oplæg med Googles danske kommunikationschef og et oplæg med Nationalmuseets historiefortæller på sociale medier. Festivalens resterende 25 oplæg, debatter, workshops og masterclasses handlede alle om forskellige former for journalistik på skrift, lyd eller tv.

Maria Sejr og hendes to medstuderende skyndte sig at melde sig på de to kommunikationsoplæg, men de kunne ikke lade være med at undre sig over, at der ikke blev gjort mere for at lave kommunikationsfagligt indhold til festivalen.

”Det er lidt sjovt, at man kan kalde det en fagfestival, når det ikke er alle fag, der er ordentligt repræsenteret”, siger hun og forklarer, at det var en fornemmelse alle tre kommunikationsstuderende sad med, og som hun også siden har hørt fra andre kommunikatører.

 

”Noget af det jeg får at vide, er: Hold så op med at være ofre! I skal også presse på. De må selv komme og sparke døren ind. De må selv gøre noget.”

 

– Helle Tougaard, underviser og semesterkoordinator på kommunikationsuddannelsen

 

Journalistuddannelsen er større og ældre

At der ikke blev arrangeret flere kommunikationsfaglige indslag til festivalen, skyldes højst sandsynligt, at der ikke var flere kommunikationsstuderende repræsenteret blandt arrangørerne. Det var nemlig i høj grad de studerende selv, der formede programmet. Det kan dog blive svært at få lige så mange kommunikatører som journalister til at engagere sig i de fælles projekter.

Lige nu er der 4-5 journalister pr. kommunikatør på skolen, men normalt ville det tal ligge på 6 journalister pr. kommunikatør. Det skyldes, at der i sommeren 2021 helt ekstraordinært startede 30 ekstra studerende på kommunikation som følge af et corona-særtilskud. Kommunikationsuddannelsen tæller normalt 50 studerende pr. semester. Derudover starter der kun kommunikatører om sommeren i Aarhus, da vinterstartsholdet har til huse på DMJX i København.

En anden væsentlig forskel på de to uddannelser er deres levetid. Danmarks Journalisthøjskole blev oprettet i 1962. Kommunikationsuddannelsen blev til i 2011. DMJX bliver også stadig kaldt Journalisthøjskolen i folkemunde, og ifølge Helle Tougaard er skolens historik en af de ting, som kommunikationsuddannelsen kæmper imod.

”Oprindeligt var det en skole, der kun uddannede journalister. Nu er der også kommet en anden uddannelse til, som efterhånden fylder, om ikke lige så meget, så i hvert fald rigtig meget mere end den gjorde fra starten”, siger hun og fortæller, at det faktisk går bedre med at inkludere kommunikatørerne.

”I forhold til, da vi startede tilbage i 2011 og til nu, er der er stor forskel. Det er helt sikkert. Jeg havde måske håbet, at det havde ændret sig mere, når nu vi kom på den nye skole, og den der historik ikke længere sidder i murene.”

Spark døren ind

Helle Tougaard fortæller, at hun flere gange har snakket med sine kolleger fra journalistuddannelsen, når problematikken er kommet op til debat blandt hendes studerende.

”Noget af det jeg får at vide er: Hold så op med at være ofre! I skal også presse på. De må selv komme og sparke døren ind. De må selv gøre noget,” fortæller hun.

Hun kan dog godt forstå, at det kan være svært, når man lige er startet på første semester. Hvis hun skulle komme med et godt råd til det nye semester, der starter efter sommer, så er det at søge indflydelse i DSR.

”Man må gerne beklage sig. Man må gerne pege på uretfærdigheder, men man er også nødt til selv at tage ansvar. Så søg noget indflydelse, og prøv at arbejde med det på de indre linjer. Og så kom, hvis I har nogle gode forslag! Kom endelig med dem. Så vil vi gøre, hvad vi kan. Men vi vil ikke sparke døre ind for jer”, siger hun med en bestemt, men venlig tone.

”Jeg ved jo godt, de kan. De har jo lært, hvad en vinkel er. Og de kan godt lave et interview, og de kan godt skrive en god indledning. Det kan de faktisk godt.”

 

Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Danmarks- Medie og Journalisthøjskole afspejler ikke samfundets kulturelle mangfoldighed. Dette er et problem, som ledelsen ønsker at komme til livs med forskning og nytænkning af optagelsesprøven: Men hvordan skaber man diversitet, når man stadig ikke ved, hvordan man tiltrækker folk med en anden etnisk baggrund end dansk?

TEKST: Signe Thomsen
ILLUSTRATION: Nikoline Ryttergaard

Udgivet den 24. marts 2022

Allerede tilbage i december 2020 anerkendte ledelsen på DMJX, at manglende diversitet er et kendt problem på skolen. Derfor søgte skolen midler til et forskningsprojekt, som skulle finde en årsag og en løsning på diversitetsproblemet. Dette forklarede Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistuddannelsen, i en artikel til Illustreret Bunker.

Læs artiklen her: “Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen”

Henrik Berggren anerkender i dag, at skolen adresserede problemet for sent. 

”Vi burde have været i gang med det noget før. Måske for ti år siden. Men der er bare ikke noget quickfix. Vi havde måske troet, at problemet havde løst sig over tid, men det er bare ikke sket,” siger han. 

 

“Ingen ved, hvor problemet ligger”

Diversitetsproblemet er et komplekst problem, og selvom skolen tilsyneladende arbejder for at komme problematikken til livs, er det svært at se resultaterne. Ledelsen håber, at forskningsprojektet kan afklare problemet og finde en løsning. 

”Hele ledelsen tager problemet alvorligt. Vi gør ikke bare noget for at lade som om, vi gør noget, men ingen ved rent faktisk, hvor problemet ligger,” siger uddannelseschefen.

Hvis forskningsprojektet går planmæssigt, er det færdigt i løbet af i år. Udvalget, bestående af undervisere Mette Stentoft og Mette Mørk, arbejder med litteraturinterviews, spørgeskemaundersøgelser, samt kvantitative interviews med nuværende studerende og repræsentanter fra miljøer, som er underrepræsenterede. Derudover har de et kritisk blik på skolens kommunikation.

Henrik Berggren uddyber, at der ikke er nogen konkrete mål for projektet. Man må ikke registrere etnicitet, så forskningsprojektet skal også gerne hjælpe til at definere succeskriterierne for en forbedret diversitet. 

Ifølge ham er det også en udfordring, at finde undervisere som har tid til at prioritere det. 

”Vi har jo nok at lave,” siger Henrik Berggren. 

”DMJX i Aarhus er en stor ‘Find Holger’-bog, og jeg føler mig som Holger.”

– Milad Amiri, studerende på DMJX

Nytænkning af optagelsesprøven

Det er især et fokus på forskellige etniciteter og socioøkonomiske baggrunde, som skolen arbejder ud fra. Noget af det, skolen helt konkret har gjort, er at revurdere journalisternes optagelsesprøve. Henrik Berggren håber, at tiltaget viser resultater. 

I den kommende optagelsesprøve vil man derfor opleve, at der er lavet væsentlige ændringer. Spørgsmålene er formuleret anderledes rent sprogligt. Der har været mere fokus på, at emner og materialer ikke favoriserer folk med en bestemt kulturel og uddannelsesmæssig baggrund. 

Lektor på DMJX Solveig Schmidt, som står for optagelsesprøven, kan ikke sige noget konkret om ændringerne, før prøven er afviklet. Generelt har prøven dog sat større fokus på processer og sammenhænge. Uddannelseschefen kommer med et eksempel. 

”Vi vil blandt andet hellere have studerende, som forstår kompleksiteten af krigen i Ukraine, fremfor at de ved, hvad landets præsident hedder,” siger Henrik Berggren.

 

Find Holger

Skolen har også planer om at gøre en indsats på markedsføringsfronten. Blandt andet ved at komme ud på gymnasier og kommunikere til de unge, at etniske minoriteter er eftertragtede. 

Det er et et tiltag, som Lotte Rosdahl, udvikler af metoden inkluderende journalistik, tog initiativ til for et år siden. Hun bifalder, at der bliver gjort en indsats for at tilgodese forskellige kulturer og baggrunde. Hun påpeger samtidig, at skolen og mediebranchen har sovet i timen.

”Virkeligheden banker på døren,” siger Lotte Rosdahl. 

Hun uddyber, at det er problematisk, når det primært er middelklassens unge, som går på DMJX. Det bliver dermed middelklassens børn, som ender på de store redaktioner. Dette skaber kollektive blinde vinkler, hvor fordomme bliver reproduceret. Man rapporterer fra de samme perspektiver, ringer til de samme kilder osv.

Milad Amiri, studerende på DMJX, deler også bekymringen for manglende etnisk diversitet på skolen og generelle journalistiske forbilleder i mediebranchen. Han fortæller, at han var i tvivl, om det var den rette uddannelsesinstitution, fordi det er svært at finde nogen, at spejle sig i.

”DMJX i Århus er en stor ‘Find Holger’-bog, og jeg føler mig som Holger” siger han.