DSR i massiv fremgang efter krise

DSR i massiv fremgang efter krise

DSR i massiv fremgang efter krise

Det er lykkedes De Studerendes Råd at kæmpe sig tilbage efter medlemsflugten sidste efterår. Nu ser DSR fremad mod nye projekter. Målet er at gøre foreningen mere attraktiv og at synliggøre dens betydning for skolens elever.

Forkvinde Janê Gad Akrawi og næstforkvinde Kassandra Thylstrup vil sørge for, at DSR har handling bag ordene.

Skribent: Selma Hildebrand Frederiksen
Foto: Rikke Kjær Poulsen

Udgivet den 14. oktober 2019

Den 19. september skulle De Studerendes Råd holde bestyrelsesmøde, og vigtigste punkt på dagsordenen var valget af ny formand og næstformand. Daværende næstforkvinde Janê Gad Akrawi var nervøs for, om der overhovedet ville møde nogen op. Hendes bekymring blev dog gjort til skamme.

Da mødet gik i gang, sad der 15 mennesker i lokale 300 klar til både valg og foreningsliv. Janê Gad Akrawi blev valgt som ny forkvinde, og efter et kampvalg mod to andre blev Kassandra Thylstrup valgt som næstforkvinde. Det var en uvant situation for studenterrådet, der ikke har oplevet sådan en tilslutning i længere tid.  

I foråret bragte Illustreret Bunker en artikel om medlemsflugt fra DSR. I det forgangne semester var ti blevet til to, da både formanden og næstformanden trak sig og satte gang i en kædereaktion blandt medlemmerne, der trak sig én efter én. De to resterende medlemmer blev automatisk indsat som forkvinde og næstforkvinde. I foråret stod de i front for endnu et bestyrelsesmøde, hvor de fik tre nye medlemmer. To blev til fem, og genopbygningen af foreningen begyndte at tage form. Fremgangen efter krisen kulminerede foreløbigt til seneste bestyrelsesmøde, hvor medlemstallet altså blev tredoblet og i dag består af 15 medlemmer.

En plan for fremtiden

Fremgangen blandt medlemmerne i DSR skaber en tro på, at foreningen er på vej mod bedre tider. Men hvad skal der til for at gøre DSR endnu mere attraktiv for nye studerende fremover? Det er noget, som de nyvalgte medlemmer tænker meget over.

”Vi har nedsat et udvalg til at gøre DSR lidt mere attraktivt, så vi kan vise, at DSR er nice at være med i og ikke bare et sted, hvor man sidder i fem timer og diskuterer noget bureaukratisk,” siger Janê Gad Akrawi. 

I dette semester er der derfor fokus på at rebrande DSR, så fremgangen vil fortsætte. Derfor er der blevet nedsat et udvalg til at gøre foreningen mere attraktiv. For eksempel arbejder de på at få det sociale i fokus, så nye studerende får følelsen af, at et medlemskab i DSR også giver dem et socialt fællesskab på tværs af årgange og uddannelser. Derudover tilføjer Kassandra Thylstrup, at det også handler om at sælge, at indflydelse er fedt. Spørgsmålet er så, hvordan man gør det.

Arbejdsgrupper og idéudvikling

Hvis du også sidder og undrer dig over, hvad DSR egentlig laver på skolen, og om de har nogen reel indflydelse, så forstår formanden det faktisk godt. Grundet den tidligere medlemsflugt i foreningen er meget af de tilbageværendes tid blevet brugt på at få styr på resterne af DSR. Derfor har det ikke været så tydeligt, hvad DSR konkret har bidraget med.

Tidligere har DSR skaffet mikrobølgeovne og lavet pantsystemer som små forbedringer i de studerendes hverdag, og foreningen har planer om mere af den slags. For at tydeliggøre DSR’s opgaver på skolen har foreningen nedsat nogle konkrete grupper, der skal i gang med at finde ud af, hvordan skolen kan blive bedre. Der er en gruppe for bæredygtighed, en for buddyordningen, et kantineudvalg, en rebrandinggruppe og til sidst en intern gruppe, der skal sørge for hyggen i De Studerendes Råd. Målene for de forskellige grupper er at sætte konkrete tiltag i gang, som skal forbedre hverdagen for den enkelte studerende på DMJX.

 Grupperne er først lige blevet sammensat, så de er stadig i gang med idéudviklingen, og der er endnu ikke mange konkrete planer på tegnebrættet. Her skal buddyordningen nævnes som undtagelsen, for det projekt er allerede i fuld gang. De udvekslingsstuderende er netop blevet parret med deres danske makkere, og forhåbentligt betyder det, at de bliver mere integrerede i hverdagen på DMJX.

DSR har en finger med i spillet

DSR laver dog ikke kun projekter, der er synlige til hverdag. De er for eksempel også med til at udvikle den nye skole på Katrinebjerg, hvor de sørger for, at de studerende har en stemme, og at deres behov bliver tænkt ind i indretningen.

Så når vi i det kommende år forhåbentligt sætter os til rette i de nye klasseværelser på Katrinebjerg, så tænk lige over indretningen. Er nærmeste vandautomat pludselig kommet tættere på? Sidder du overraskende behageligt i din stol, og er der en knagerække i klasselokalet, du kan hænge din våde regnjakke på? Hvis det er tilfældet, så send en kærlig tanke til DSR, for de har prøvet at minde ledelsen om de hverdagsbehov, vi elever har.

Kassandra Thylstrup pointerer, at det er vigtigt at have en fast gruppe, der henvender sig til ledelsen. På den måde har DSR opbygget en relation og dermed skabt et bedre samarbejde mellem de studerende og skolens ledelse. Det betyder også, at ledelsen overordnet set bakker op om initiativer fra DSR. 

Janê Gad Akrawi mener, at skolen ville have sværere ved at hænge sammen uden dem. DSR er talerøret for de studerende og dem, der sørger for, at ledelsen ikke træffer alle beslutningerne over hovedet på de studerende. Akrawi pointerer også, at når de snakker med ledelsen, så gør de det ikke som enkeltpersoner.

Tværtimod er de repræsentanter for alle skolens elever, og Janê Gad Akrawi opfordrer derfor til, at man tager fat i en af repræsentanterne fra DSR, hvis der er noget administrativt, man går og undrer sig over. Man kan selv vælge, om man vil følge sit projekt helt til dørs, eller om man bare vil plante et frø hos DSR og få dem til at videreføre projektet. Så hvis du går og undrer dig over, hvorfor du ikke får rabat på kaffe, når du medbringer din egen kop, eller hvis du har andre essentielle spørgsmål, så skynd dig at hive fat i din nærmeste repræsentant. De er her for at hjælpe os alle.

Endnu en grå bunker – indtil videre

Endnu en grå bunker – indtil videre

Endnu en grå bunker – indtil videre

I det tidlige stadie af Danmarks nye medie- og journalisthøjskole på Katrinebjerg i Aarhus står en ting trods alt klar. De studerende får en ny bunker. I hvert fald som det ser ud nu.

Byggeriet af den nye journalisthøjskole er i fuld gang. Skolen forventes at stå klar i maj 2020. Foto: Emil Nicolai Helms

Skribent: Tim Søgaard
Fotograf: Emil Nicolai Helms

Udgivet den 13. juni 2019

“Kom ind!” lyder det indefra den kontorcontainer, Emil og jeg netop har banket på hos.

Vi har glædet os til dette besøg. Vi får nemlig som nogle af de første og eneste studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i dag mulighed for et smugkig i tilblivelsen af den bygning, der skal huse fremtidens Cavling-vindere. Projektleder Susan Yding-Sørensen har indvilget i at vise os rundt, så Emil og jeg ifører os det nødvendige og yderst sexede, neongrønne sikkerhedsudstyr, inden vi alle tre spadserer ned mod byggepladsen.

Vi træder ind ad det, der kommer til at være den ene af to hovedindgange. Herfra stempler vi direkte ind i skolens gastronomiske knudepunkt. Kantinen ser umiddelbart mindre ud, end hvad de studerende ellers er vant til, men i åben forbindelse med den nye vandrehal kommer der ikke til at mangle plads. Kantinen befinder sig lige ved siden af det nye tv-studie, der er udstyret med vinduer, så fremtidens journalistspirer kan følge med i Coming-Up’s udskejelser, mens de nyder deres frokost.

Man skal se sig for, så man ikke falder over en slange eller en ledning, når man bevæger sig rundt i det, man kunne fristes til at kalde den nye bunker, som den ser ud nu. Et vaskeægte betonhelvede er det. Susan forsikrer os dog om, at der bliver malet, inden de nye elever flytter ind, og det er heldigt. Ikke kun fordi den grå tone virker så opkastfremkaldende bekendt, men også fordi væggene er kridtet til med noter, mål og adgang-forbudt-skilte, i hvad der mest af alt ligner et amatøragtigt graffitiforsøg.

Vi befinder os nu i et af de største lokaler på Katrinebjergs nye medie- og journalistjuvel. Dette er auditoriet, hvor Gitte Luk vil svinge sin sprogstok over de studerendes tilsvedte nakkepartier. Dette er stedet, der i fremtiden skal huse den internationale sportspresse, når F.C. Åben Modus holder deres overbesøgte pressemøder. Det er stedet, hvor en ny hvid t-shirt en dag vil klamre sig til loftet og aldrig falde ned til lykkeligt minde om et leverfunktionsnedsættende rusforløb. Det nye Frøberts – om man vil – men med bedre indeklima, lover Susan.

Susan hiver en presenning til side og leder os ud på en trappeopgang oplyst af en lang loftslampe, der ligger vilkårligt henkastet på trinet. Elevatoren er endnu ikke installeret, så vi må bestige bygningen på gammeldags manér.

Her på anden sal kan man måske i fremtiden græde sine tårer ud hos sin beskikkede vejleder, når der er udskrevet folketingsvalg, og ens semesterprojekt står og falder med et politikerinterview, for denne etage kommer til at bestå af både mødelokaler og kontorer til skolens ansatte, men også et radiostudie til de lydhungrende journalistgenier.

Det vrimler med håndværkere i farvestrålende uniformer. Udrustede med sikkerhedssko og høreværn og bevæbnede med boremaskiner og svejseapparater giver de deadline kamp til sokkeholderne. En af svejserne er ved at lægge sidste hånd på en konstruktion, der skal bære en rede; et nærmest frithængende glasbur, hvor de journaliststuderende kan ruge på deres banebrydende idéer eller finpudse de flyvefærdige.

Selvom der bliver arbejdet på højtryk, er elevatoren ikke kommet op at køre på de otte minutter, det har taget os at finkæmme anden sal. Sløvt kan man sige, men vi bidder frustrationen i os og tilbagelægger tyve trappetrin mere.

Vi ender på tredje sal, som hovedsageligt kommer til at bestå af klasselokaler. Lokalerne er store og enkelte er udstyrede med mobilvægge, således en opdeling er mulig. Med enorme vinduespartier mod øst er der udsigt til et lidt anderledes lysindfald, end man har været vant til.

Vi snor os gennem betonlabyrinten og finder en åbning til det, der kommer til at være én af i alt to tagterrasser på bygningen. Peter Frödin og Jimmy Jørgensen blæser ud gennem højttalerne på en arbejdsradio, der står efterladt på et stillads i hjørnet. Herfra får man først øje på den karakteristiske murbeklædning, der præger ydersiden af de øverste to etager. Rektangulære rammer er monteret rundt om vinduerne på facaden og bidrager til et futuristisk look, som var det taget direkte ud af The Jetsons.

Hør Susan forklare omkring den nye skoles solskærmning:

Den kommende udsmykning på tagterrassen står dog i kraftig kontrast dertil, lader vi os fortælle. Det viser sig nemlig, at der var en anden årsag til, at de monstrøse skulpturer, der befandt sig foran indgangspartiet på Olof Palmes Allé, skulle fjernes, end at de bare var hæslige. Midt på tagterrassen har man nemlig klargjort et par sokkeler, hvor disse øjebæer vil blive placeret. Men okay, lidt nostalgi skal der vel til.

På fjerde sal kan man for alvor mærke, at den nye skole ikke kun er en journalistisk højborg. Udsigten fra et helt almindeligt klasseværelse vidner om en beliggenhed i topklasse, og kigger man henover pålægsfabrikken, der på den skammeligste, industriagtige og skønhedsforladte vis forpurrer synet, kan man skue både hav og skov. Fabrikken bliver til øjets store opmuntring afviklet i løbet af de næste par år.

Idet jeg kigger ud ad vinduet, får jeg øje på en håndværker, der står i en lift og arbejder på indgangspartiet i bar mave. Hans mindre selvtillidsfulde, eller i al fald mere tildækkede, kollega peger forklarende på en dims, og der nikkes forstående. Liften holder på det område, der skal flisebelægges og ifølge illustrationen foran byggepladsen agere samlingspunkt for sporadisk placerede, zombielignende menneskeskikkelser. Men det er jo også bare en illustration.

Vi fortsætter vores journalistiske pilgrimsvandring på femte sal, hvor der er begrænset med lokaler. Pladsen er nemlig reserveret til en af Aarhus’ absolut største tagterrasser, hvilket jeg postulerer med meget begrænset kendskab til størrelser på tagterrasser i Aarhus eller nogen steder i det hele taget. Men der er i hvert fald plads til seks sovende giraffer og en halv mejetærsker, hvis man nogensinde skulle spekulere i den slags kombinationer. Der kommer ifølge Susan en pergola op, som, lader jeg mig forklare, er en form for overdækning med huller i, hvor man kan dyrke forskellige planter såsom vin. Susan vil dog ikke love, at det bliver vin.

 

Vi tager derefter et gevaldigt dyk og lister ned i det dybeste mørke på den nye skole. Luften er fugtig, og der lugter af våd asfalt. I et fjernt hjørne vækker gårsdagens uvejr endnu genklang, som befandt vi os i en kilometerlang drypstenshule. Det er dog ikke tilfældet. Skolens parkeringskælder er delt i to niveauer og er for blodtrykkets skyld forbundet med øverste etage via elevatoren. Der er plads til flere biler end på parkeringspladsen ved Olof Palmes Allé 11, men præcis hvor mange kan Susan ikke fortælle os.

“Så har vi vist været rundt,” siger hun så, og vi trækker mod udgangen.

Efter at have sundet os over misforholdet i lysniveauerne mellem p-kælderen og byggepladsen kan vi rette blikket mod nyskabelsen fra et mere jordnært perspektiv. Herfra kommer den tredelte konstruktion bedre til udtryk, og man fornemmer faktisk den idé, der ligger bag, med en base i gule mursten, en midte i glas og aluminium og en top i skylignende, hvide materialer. Et arkitektonisk pragteksemplar på den moderne uddannelsesinstitution.

 

På den anden side af Bunkeren

På den anden side af Bunkeren

På den anden side af Bunkeren

Når man går på journalistuddannelsen, så bliver man selvfølgelig journalist – ikke? Virkeligheden er i højere grad fyldt med selvskabte jobs, SoMe-stillinger og freelance. Og for nogen er et klassisk journalistisk job langt fra et drømmejob.

Hvad arbejder de med i dag? Illustreret Bunker har talt med fire unge journalistuddannede, som er har forladt Bunkerens trygge rammer indenfor de sidste tre år. Privatfotos (Andreas Johansen, Toke With og Oliver Otte Okstrøm). Foto af Isa Kowalski Samuelsen er taget af Sophie Voisin.

Skribent: Søs Emily Andersen

Udgivet den 31. maj 2019

Branchen er presset. Særligt på økonomien, og der kan være langt mellem de journalistiske stillinger, som journalistuddannelsen forbereder de studerende på.

Ifølge Dansk Journalistforbund viser tal fra 2018, at lige knap seks procent af deres medlemmer er berørt af ledighed. Kigger man dog kun på journalisterne, så er antallet af fuldtidsledige nede på tre procent.

3 ud af 4 i arbejde efter kort tid

Retter man øjnene mod de nyuddannede, så er procenterne lidt højere. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet, så er 72 procent af de dimittender, som har været uddannede journalister i 4-19 måneder, i beskæftigelseNogen er dertil i udlandet eller videreuddanner sig, mens otte procent er registreret som ledige. Derudover er syv procent udenfor arbejdsmarkedet. 

Det er ikke nødvendigvis sådan nogle tal, som man bruger mest tid på at tænke over, når man er under uddannelse. Ikke desto mindre bliver det nødvendigt at forholde sig til, når man som journaliststuderende er færdiguddannet. Ifølge tallene kommer nogle trods alt til at stå uden job.

Kan man mon få et job?

Så, hvordan ser virkeligheden ud på den anden side af Bunkerens murer? Er det muligt at få job, og, måske lige så vigtigt, er det muligt at få et job, man er klædt på til – og er glad for?

Vi har talt med fire dimittender, som alle er blevet færdiguddannede journalister indenfor de seneste tre år. Hvilke erfaringer har de gjort sig, og hvilket arbejde har de nu? Passer forventningen til virkeligheden?

Her kan du høre dem fortælle deres egen historie om, hvordan de endte der, hvor de er endt.

Toke With

Toke With

Producer på Godmorgen P3

“Alt godt kommer til den, der knokler røven ud af bukserne. #journalistikerenlivsstil”

Isa Kowalski Samuelsen

Isa Kowalski Samuelsen

SoMe-rådgiver i Folkekirken

”Jeg fik at vide, at jeg skulle gå uden om systemet, men det der faktisk hjalp for mig var at være i systemet.”

Oliver Otte Okstrøm

Oliver Otte Okstrøm

Sportsjournalist og lærervikar

”Det kunne være rart nok, at man vidste hver måned, at der kom et hvis antal monetter ind på bankkontoen.”

Andreas Johansen

Andreas Johansen

Journalist på Folketidende

”Jeg føler, at journalistik var det rigtige valg, men var det det kloge valg?”

Kravling 2019: ”Det klart svageste år”

Kravling 2019: ”Det klart svageste år”

Kravling 2019: ”Det klart svageste år”

Dette års Kravlingpris blev overskygget af en journalistik-kategori, som jurymedlemmerne kaldte for ”skuffende.” Der var dog stadig fuld plade på underholdningen med værterne fra ’Danskerbingo’, musik fra Jada og Specktors og danseshow badet i neonblåt strobelys. Alt sammen overværet af et publikum, der løb i pendulfart mellem baren og de velourbetrukne sæder i Bremen Teater.

Prisuddelingen til Kravling 2019 løb af stablen d. 11. maj på Bremen Teater i København. Foto: Martin Rye.

Skribent: Martin Rye

Udgivet den 30. maj 2019

”Vi havde håbet på, at der ville være mange vilde og eksperimenterende historier og nye spændende fortællemåder. Det har der simpelthen ikke rigtig været i år. Det er tredje gang, jeg er med i juryen, og dette er helt klart det svageste år.”

Sådan beskriver jurymedlem på tredje år og nyhedschef hos Radio24syv Kristoffer Eriksen dette års nominerede til Kravlingprisen i journalistikkategorien. Bag fine kjoler på den røde løber og brusende fadøl lå der nemlig et større budskab til dette års Kravling. De studerende skal turde at fejle, for det er nu de kan.

”Det er nu, man virkelig skal gå amok. Man skal gøre det, før man har DRs juraafdeling, der sidder og ånder en i nakken, før man har børn og realkreditlån og er pissebange for at blive fyret. Arbejd videre. Angrib,” siger Kristoffer Eriksen.

Det er et kor som Frauke Giebner jurymedlem og visuel projektleder hos Politiken stemmer i. Det er ikke nok at have styr på nyhedstrekanten, der skal noget mere til end det.

”Vi håber, at I ikke kommer til at lyde som alle os andre gamle røvhuller i branchen. I skal prøve at lyde som jer selv. Ikke som jer selv der er på besøg hos svigerforældrene for første gang, men som jer selv efter at Specktors har spillet til Kravlingprisen,” siger hun på scenen i Bremen Teatret overfor en sal fuld af mediestuderende, hvor beruselsen så småt har lagt sig som et tæppe over størstedelen af publikum.

Se stemningsvideo fra Jadas optræden til prisuddelingsshowet.



I takketalens tegn

Det var de to værter Andreas Kousholt og Jacob Weil fra radioprogrammet ’Danskerbingo’ på P3, der styrede aftenens udskejelser i Bremen Teatret. Flankeret af Jada og Specktors som stod for aftenens musikalske indslag. Ud over journalistikprisen var der også nominerede i fire andre kategorier: Designprisen, TV/Foto-prisen, Kommunikationsprisen og årets praktikantvejleder.

De to ’Danskerbingo’ værter havde i år skruet forventningerne helt i vejret til aftenens takketaler. Kravling 2019 skulle nemlig være takketalens år. Et budskab der dog faldt en smule til jorden, da kun halvdelen af vinderne rent faktisk var til stede i teatret. Ikke desto mindre havde Andreas Kousholt og Jacob Weil forberedt en udførlig tjekliste til den perfekte takketale.

K: Kapow – en takketale skal have slagkraft og blæse publikum bagover.

R: Real talk – det hele skal ikke være sjov, der skal være plads til ægte snak

A: Also jokes – husk for guds skyld de jokes, det gælder jo om at være mere interessant end den fadøl som publikum sidder med i hånden.

V: Venner – dine bedste kammerater har stadset sig op kun for dig, så husk at nævn dem i din takketale.

L: Lindsay Lohan

I: Inside job – det er vigtigt at være bevæbnet med et budskab, når man holder en takketale.

N: No regrets – du skal ikke fortryde noget.

G: Grandma – husk at takke din bedstemor.

Tag munden for fuld

På scenen står Fauke Giebner med en konvolut i hånden klar til at annoncere vinderen af journalistprisen. Hun kigger forventningsfuldt ud mod de nominerede, der sidder blandt publikum. Journalistprisen er den sidste pris, der mangler at blive uddelt ved dette års Kravling. Det er et felt af nominerede, som Kristoffer Eriksen mener burde sprudle af vildskab, iderigdom og originalitet.

”Vi må være ærlige at sige, at vi mangler at blive overrasket af det I har leveret i år,” siger han og bliver mødt af sporadiske klap i salen, perifere buh-råb og en pige der højt og pludseligt råber: ”Yaaaaas.”  

”Vi håber, at I har lyst til at tage munden for fuld, og at I vil satse, og at I tør fejle,” siger Fauke Giebner kort efter. Jurymedlemmerne håber meget på, at det er de nuværende studerende, det skal komme fra. For som Kristoffer Eriksen siger: ”Hvem skal det ellers komme fra?”

Fauke Giebner har sine fingerspidser rundt om den hvide snor, der skal åbne konvolutten og afsløre, hvem der har vundet journalistprisen. Snoren bevæger sig stødt og roligt fra den ene side af konvolutten til den anden og sprætter konvolutten op.



”Vinderen er Nicolai Pedersen og Thor Hedegaard for projektet ’Et Handicappet System’,” udbryder hun til publikums store fornøjelse. Det er en sejr, som journaliststuderende ved SDU Nicolai Pedersen beskriver som ’mærkelig,’ og juryen beskriver som graverjournalistik gjort let tilgængeligt. Det er et projekt, der bygger på ihærdig research og med en ekstraordinær evne til at sætte sig ind i et komplekst bureaukratisk emne.

”Jeg havde virkelig ikke troet, at vi ville vinde. Jeg synes, det var et stærkt felt. Så det er jo bare mega fedt,” siger den tidligere praktikant hos TV2/Fyn efter prisuddelingen.

Han kan samtidig nikke genkendende til aftenens budskab fra jurymedlemmerne.

”Jeg kan godt se, hvad de mener, for det er en lidt standard måde, vi bliver oplært i at lave journalistik på. Der er bare ikke plads til at lave noget fuldstændig sindssygt og vildt. Det kunne være fedt at kunne sprælle noget mere, men det er virkelig svært ude i den rigtige medieverden,” siger han.

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger

En tredjedel af de studerende på DMJX har modtaget en ulovlig kopi af en studiebog. De studerende slipper for at bruge penge på bøger, men ifølge formanden for RettighedsAlliancen går det i sidste ende ud over dem selv.

Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Sofie Tronier

Udgivet den 14. maj 2019

Studerende på DMJX i Aarhus bliver allerede på første semester introduceret til mediejura. Alligevel hænger der på DMJX-biblioteket en udpenslet version af ophavsretsloven – og det kan der være god grund til.

De studerende på DMJX er nemlig forvirrede omkring lovgivningen. En spørgeskemaundersøgelse viser, at en del studerende på DMJX ikke opfatter piratkopiering som alvorligt.

Problemet er ikke kun at finde på DMJX. Så sent som i februar 2019 blev to mænd på 25 år sigtet for ulovlig kopiering og salg af studiebøger.

Det skal tages alvorligt

En tredjedel af de studerende på DMJX har videresendt eller modtaget kopier af studiebøger, selvom de godt vidste, at det var ulovligt. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Illustreret Bunker har lavet.

Det overrasker ikke Christine Bødtcher-Hansen, der er formand for Danske Forlag, en organisation der varetager danske forlags interesser. Ifølge hende tager de studerende ikke piratkopiering alvorligt. Det på trods af, at det er et brud på loven.  

”Det er jo heller ikke i orden at gå ind på sin uddannelsesinstitution og stjæle rektors Arne Jacobsen stol,” siger hun.

Også formand for forlaget Fadl, Rikke Sommer, er enig i, at en stor del af årsagen til piratkopiering kan findes i kulturen blandt studerende.

”Det er ligesom, hvis du er i et selskab, hvor folk kører for stærkt. Det er jo ulovligt, du får en bøde for det og kan miste dit kørekort. Der kan være acceptable kulturer omkring nogle ting, hvor man ikke må, men alle gør det alligevel,” siger hun.

Hos bagmandspolitiet efterforsker en specialenhed blandt andet i piratkopiering af studiebøger. Det var også enheden, som stod bag sigtelserne af de to mænd for at kopiere studiebøger. Enheden blev i 2018 gjort permanent efter et voksende fokus på problemet.

Det glæder redaktør ved Hans Rietzels forlag, Henrik Juul, at lovovertrædelserne bliver taget seriøst.

 “Nu hvor de første sager er blevet rejst mod ophavskrænkere, er det som om, at stemningen har ændret sig lidt,” siger Henrik Juul.

Ikke kun bagmandspolitiet har rettet et større fokus på kopiering af studiebøger. Interesseorganisationen for rettighedshavere, RettighedsAlliancen, som har anmeldt sagerne til politiet, har længe gjort en aktiv indsats for at stoppe den ulovlige kopiering. De har også startet oplysningskampagnen “Os Der Elsker Viden”.

Det er blandt andet dem, der står bag det opslag, som hænger på biblioteket på DMJX for at gøre os opmærksomme på, hvad vi egentligt må.

Svært at forstå lovgivning

Ifølge RettighedsAlliancens direktør, Maria Fredenslund, er en del af problemet også, at de studerende er forvirrede over lovgivningen. Under 1/3 af de adspurgte studerende på DMJX føler sig oplyste om reglerne for kopiering af studiebøger. De resterende 2/3 føler sig kun delvist oplyste eller slet ikke. Det er netop forvirringen om lovgivningen, der har givet RettighedsAlliancen anledning til at sætte fokus på problemet.

”Ophavsretsloven er svær at gennemskue, og det kan virke uoverskueligt at forstå, hvorfor og hvornår noget er lovlig eller ulovlig deling,” siger Maria Fredenslund.

Forlagsformand Henrik Juul mener dog ikke, at det er årsagen til problemet. Han er overbevist om, at de studerende er klar over, at de overtræder loven. Men han tager alligevel de studerende i forsvar.

”De er vokset op bag en skærm, hvor der ingen konsekvenser er. Så jeg kan godt forstå, at de ikke har følelsen af, at det er kriminelt. Og jeg kan da også godt forstå, at man gør det, når det er så nemt,” siger han.

Er bøgerne for dyre?

En af de ”undskyldninger”, Maria Fredenslund fra RettighedsAlliancen oftest hører, er, at studiebøgerne er for dyre. Hverken Rikke Sommer eller Henrik Juul fra forlagene mener dog, at det er muligt at sætte priserne ned. Og de mener alligevel ikke, at det vil hjælpe på problemet.

Christine Bødtcher-Hansen fra Danske Forlag tror heller ikke, at det vil hjælpe at sætte priserne ned.

”Hvad er et prispunkt, der kan konkurrere med gratis?” siger hun.

Forlagsredaktørerne ved alle, at det er mange penge, som de studerende skal hoste op med ved semesterstart. Men de vil også gerne huske de studerende på, at de skal sætte prisen i perspektiv. De får trods alt en gratis uddannelse og SU, lyder det.

Ifølge Henrik Juul, er problemet også, at det er meget nemt for studerende at få fat i ulovligt kopierede studiebøger.

 ”Det er lige så nemt at få en piratkopi, som det er at købe hash i København,” siger han.

Viden går tabt

Piratkopieringen har store konsekvenser for forlag såvel som forfattere. Det har betydet, at flere forlag allerede har mærket forandringer i salgstallene.

Rikke Sommer fortæller, at de for nyligt har måttet afskedige en redaktør, fordi bøgerne sælger mindre og mindre. Også Henrik Juul har oplevet, at hans forfattere engang i mellem takker nej til at skrive studiebøger, fordi de ikke vil skrive til “piratmarkedet”.

Både Henrik Juul og Maria Fredenslund er dog enige om, at forlagenes nedgang ikke er det største problem.

”Hvis bøgerne bliver kopieret ulovligt, så får dem, der står bag bøgerne ikke betaling. Det vil på sigt betyde, at der ikke vil blive udgivet nye bøger – og dermed vil vigtig viden gå tabt,” siger Maria Fredenslund.

Hun mener også, at de studerendes piratkopiering går ud over dem selv i sidste ende.

”Den korte konsekvens af den omfattende ulovlige kopiering er, at bøgerne bliver dyrere, så det er lidt af en bjørnetjeneste.”

Det får Rikke Sommer fra FADL’s Forlag til at pege på en anden konsekvens. Hvor bøgerne førhen skulle være så gode som muligt, er der nu i højere grad fokus på, om der kan undværes noget for at gøre bøgerne billigere. Det kan på den lange bane betyde, at de studerende får dårligere studiebøger og mindre viden.

Så selvom kopieringen kan virke som en uskyldig handling, er det vigtigt, at de studerende tænker sig om en ekstra gang, inden de sender et stykke bevismateriale videre til sidemanden.

“Både politiet og uddannelsesinstitutionerne er blevet meget opmærksomme på problemet, så der kan være alvorlige konsekvenser ved det – også selvom ”man bare lige vil hjælpe,” siger Maria Fredenslund.

 

Bunkerens forsvundne fester

Bunkerens forsvundne fester

Bunkerens forsvundne fester

Styrtede charterfly, stripshows og en dukke hængt i en galge. I 80’er og 90’erne var der gang i festerne på skolen, som dengang blev døbt ”Kefirfester”. Men hvor blev festerne af? Og kan det lade sig at gøre at lave noget tilsvarende i dag?

Før i tiden arrangerede de journaliststuderende vilde temafester i Bunkeren. Foto: Emil Nicolai Helms.

SkribentER: MATHILDE LANGE OG ANNE SOFIE MØLLER PETERSEN

Udgivet den 27. april 2019

Vi skal bladre kalenderen 28 år tilbage. Til 1991. Dengang Anders Lund, Susanne Horsdal og Mads Birch studerede på Journalisthøjskolen. De var med til at opleve og arrangere de såkaldte kefirfester og vil tage os med på en festlig tidsrejse til 60’ og 70’ernes Vietnamkrig, til 80’ernes BZ’ere og til Det Vilde Vesten i 1800-tallets USA. 

Den første kefirfest, som Anders Lund og Susanne Horsdal husker, startede med en model af et charterfly, som var bygget i et af klasseværelserne. Festarrangørerne havde lånt gamle flysæder fra Billund, og der var bygget en bue henover flysæderne. Ligesom en rigtig flykabine med lysstofrør på væggene.

På gulvet lå der højttalere, som rungede og rumsterede, da flyets passagerer pludselig befandt sig i et flystyrt. Men så kom genopstandelsen i form af en studerende iklædt englevinger, der med ordene ”følg mig” skød festen i gang.   

”Vi var ikke i tvivl om, at vi skulle lave noget, der var mindst lige så godt. Det var ambitionen,” siger Susanne Horsdal.

Hun fortæller, hvordan hun og et kæmpe hold af studerende på skolen begyndte planlægningen af kefirfesten i 91’.

”Alle brugte deres kompetencer og deres initiativ til at få en masse elementer til at falde på plads. Det var jo en kæmpe, kæmpe fælles indsats,” fortæller Anders Lund, der i dag arbejder som communication manager i Milestone Systems.

De studerende mødtes for at ideudvikle og finde det tema, som skulle sætte rammerne for skolens næste kefirfest.

”Vi var igennem alle mulige scenarier, indtil vi fandt et tema. Det var ikke noget, der kom lige med det samme,” siger Susanne Horsdal, der i dag arbejder som freelancejournalist.

Gennem tidsmaskinen

Ambitionen om at lave en endnu vildere kefirfest, endte ud i et western-tema. ‘Festen i Vesten’ blev den kaldt. Da billetten var afleveret skulle gæsterne skiftevis i hold gå gennem skolens kælder, der var omdannet til en tidsmaskine. Her bevægede gæsterne sig gennem forskellige tidsaldre.

Den første del af tidsmaskinen var et koldt fremtidsunivers. Derefter fortsatte man til 80’ernes BZ’ere i kamp mod politiet, hvor der stod et smadret lokum og BZ’ere, der gik og hørte punk.

“Der var ”skumgummimursten”, som nogle gange hoppede, når de blev kastet. For hvordan fanden fik vi noget til at ligne brosten? Vi tog noget skumgummi og spraymalede det gråt,” fortæller Susanne Horsdal.

”Politiet havde kedeldragtuniformer på. Vi kunne ikke bare låne politiuniformer, så folk var kreative. De tog ned på havnen og lånte kedeldragter. Og så måtte vi jo klistre nogle politiskilte bag på ryggen af dem,” siger hun.

Videre til Vietnam

Fra kampscenen gik gæsterne videre til en Vietnamscene, hvor hippier sad ved olietønder og demonstrerede mod krigen. 

“1, 2, 3, 4 – We don’t want to fucking war! 5, 6, 7, 8 – Why don’t we negotiate?” råbte de.

Dernæst kom man videre til endnu en kampscene, som forestillede selve Vietnamkrigen. Her var scenen bygget op som en skyttegrav med sandsække og camouflagenet.

”Vi fyldte vildt mange sandsække, som vi havde lånt af hjemmeværnet op med avispapir. Vi kunne jo ikke fylde dem med sand, for så meget sand kunne vi ikke skaffe! Det skulle ligne en militærstilling, som skulle forsvares,” fortæller Susanne Horsdal. 

”Vi lånte også uniformer og militærstøvler. De, der ikke havde militærstøvler, brugte Dr. Martens. De var meget populære på det tidspunkt. Jesper Steinmetz, der havde læst filmvidenskab, tog sig af lys- og lydeffekter, så det kom til at virke som om, et ægte angreb var i gang,” siger hun.

Bagerst fra venstre: Mads Birch, Susanne Horsdal og Jesper Steinmetz. Privatfoto: Mads Birch.

Welcome to Deadline City

Fredagsbaren, som dengang blev kaldt Togkupéen, blev forvandlet til en illegal spillebule med smuglerwhiskey og pokerspil på billardbordet.

”Her var der saloonpiger, der sang en sang eller to, mens folk var inde i spillebulen. De havde fået fat i nogle vilde kostumer,” fortæller Susanne Horsdal.

Det sidste stop på tidsrejsen kom, da gæsterne bevægede sig op ad trapperne fra fredagsbaren og op til forhallen. Her blev man suget tilbage til westerntiden i USA med malede kulisser på væggene, en kano bygget af eleverne og en westernbar.

”For enden af trappen i forhallen stod der en galge, hvor en dukke var hængt op. Det var en eller anden mannequindukke, vi havde fået fat i. Så stod der: ‘Welcome to Deadline City’,” siger Susanne Horsdal.

”Vi havde også kørt en hestevogn ind, som kom ovre fra DR’s rekvisitrum. Der blev vist lagt noget halm i, så det kunne ligne en rigtig prærievogn,” fortæller Susanne Horsdal.

Festarrangørerne havde også lejet en mekanisk tyr, der skulle stå i et af auditorierne.

”Den var så bred, at det var en spørgsmål om millimeter, om den ville kunne passe. Der havde vi godt nok sved på panden,” siger Susanne Horsdal.

Det var ikke kun lokalerne, der blev udklædt. Det var et krav, at alle gæster var iklædt et kostume i relation til temaet.

”Inden festen havde vi besluttet, hvor mange der kunne være indianere, cowboys, saloonpiger eller bedemænd. Da folk købte billet, kunne de så vælge, hvilken rolle de ville have,” siger Susanne Horsdal.

Skum foran skolen

Selvom 5-600 gæster endte med at deltage i festen, var det ikke nemt at lokke folk med. Mads Birch husker, hvordan der skulle tages kreative midler i brug for at lave reklame for kefirfesten.

”Vi skulle lave noget larm omkring det. Vi fik Aarhus Brandvæsen til at komme og lægge skum foran skolens hovedindgang. Der skulle være julestemning over det, nærmest som sne. For nu var det snart jul, og så var det tid til kefir,” fortæller Mads Birch, der i dag er indehaver af Basta Medier.

”Vi vidste jo ikke, om folk ville komme! Men det var nok også derfor, at vi gjorde meget ud af markedsføringen. Vi var nødt til at få solgt billetterne,” siger han.

Revyen og festen

Men billetterne blev solgt, og de mange hundrede gæster kunne efter tidsmaskinen bevæge sig ind i kantinen, hvor flere af de studerende havde bygget en scene. Det var her bandet The Sandmen spillede og her revyen, bestående af satiriske tekster og vovede dansenumre, blev opført.

”René Nielsen fra DR og jeg lavede et stripnummer til Joe Cocker’s ”You Can Leave Your Hat On”,” fortæller Anders Lund.

Efter revyens dans og satire spillede The Sandmen, og der blev serveret mad.

”Det endte med, at der landede en pakke fra Heinz med 175 kilo produkter. Det blev til en fantastisk chili con carne ret,” fortæller Anders Lund.

”Vi fik folk til at strække sig langt for at låne os de nødvendige rekvisitter. Sponsordelen var en stor del af at kunne skabe produktionen og hyre bandet. Det er jo helt fantastiske vilde ting, der kan opstå,” siger han.

Sammen om at løfte

Det var ikke en kort proces at skabe kefirfesten i 91’. De studerende brugte flere måneder på at planlægge, få sponsorater og skaffe rekvisitter.

”Det var helt absurd, hvor meget tid vi brugte på det. Vi gik nærmest ikke i skole, som jeg husker det,” fortæller Mads Birch.

Selvom planlægningen var hård og tidskrævende, er Anders Lund overbevist om, at det var det hele værd.

”Jeg syntes, at det var sjovt, og jeg fik energi af at lave det. Men det var selvfølgelig en omkostning i forhold til studiet. Det var jo totalt tidskrævende!” siger han.

”Man fik skabt et fællesskab. Det handlede om at arbejde sammen med mennesker på tværs af årgangene. Man fik skabt nogle venskaber, der blev der,” fortæller Anders Lund.

Også Susanne Horsdal syntes, at festerne åbnede døren for fællesskab og kreativitet.

”Når jeg møder nogle af de gamle holdkammerater, er det noget, vi stadig kan finde på at grine af og snakke om. Folk lagde utrolig stort arbejde i det og hoppede ikke over, hvor gærdet var lavest. Mange var involveret på forskellig vis, men om en fælles opgave, og jeg lærte mennesker at kende, som jeg ikke kendte så godt på forhånd,” siger hun.

Et kreativt råderum

For Susanne Horsdal havde det stor betydning, at skolen gav lov til, at de studerende kunne udfolde sig kreativt og fantasifuldt.

”Der var plads til at lege og at få skabt et kreativt rum. Det er jo sådan noget, som man husker til evig tid,” siger hun.

Anders Lund synes også, at festerne var tegn på en kreativ udfoldelse fra de studerendes side, og at de var med til at sætte rammerne for, hvordan man også kunne tænke på journalistik.

”Der var ikke noget, der skulle stå i vejen for os. På den kant var det en god træning i at kunne få de udfordringer af vejen, som vi også vidste, vi ville møde, når vi kom ud i den virkelige verden,” siger han.

Udløbsdato på Kefir?

I Kurt Strandbar på DMJX er der som så mange andre fredage rift om beerpong. Flere elever står samlet rundt om bordet og venter på deres tur til at skyde de små bolde i kopperne. To elever fortæller, at selvom de er glade for fredagsbaren, savner de også, at der er nogle lidt vildere fester.

“Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er nogen fester på skolen, hvor man har mulighed for at samle alle semestrene. Jeg tror, det er noget, der virkelig kunne skabe sammenhold,” siger Nikolaj Sig Skov, 2. semester.

Det er Maria Kjærsgaard, 4. semester, enig i.

“Som tidligere rusvært savner jeg at feste, og det tror jeg sådan set også, at mange andre gør,” siger hun.

“Man kunne godt forestille sig, at eksempelvis 4. semester kunne stå for at arrangere en enkelt fest,” siger Nikolaj Sig Skov.

Og det er ikke en umulig opgave at tage festene op igen. Rektor på DMJX, Trine Nielsen, vil gerne skabe rum for vi kan arrangere kefirfester, hvis vi vil.

“Jeg synes som udgangspunkt, at det selvfølgelig skal kunne lade sig gøre,” siger hun.

Og hvis skolen og eleverne vil finde de forsvundne fester igen, har Susanne Horsdal et råd.

”Jeg håber, at i får tid, overskud og lyst til at tage det op igen. Selvom der er mange ting at gøre, kan jeg kun anbefale at komme i gang med at lege. For der er jo også seriøsitet i legen.”

Så det er bare med at komme i gang med at lege.