Kravling 2019: ”Det klart svageste år”

Kravling 2019: ”Det klart svageste år”

Kravling 2019: ”Det klart svageste år”

Dette års Kravlingpris blev overskygget af en journalistik-kategori, som jurymedlemmerne kaldte for ”skuffende.” Der var dog stadig fuld plade på underholdningen med værterne fra ’Danskerbingo’, musik fra Jada og Specktors og danseshow badet i neonblåt strobelys. Alt sammen overværet af et publikum, der løb i pendulfart mellem baren og de velourbetrukne sæder i Bremen Teater.

Prisuddelingen til Kravling 2019 løb af stablen d. 11. maj på Bremen Teater i København. Foto: Martin Rye.

Skribent: Martin Rye

Udgivet den 30. maj 2019

”Vi havde håbet på, at der ville være mange vilde og eksperimenterende historier og nye spændende fortællemåder. Det har der simpelthen ikke rigtig været i år. Det er tredje gang, jeg er med i juryen, og dette er helt klart det svageste år.”

Sådan beskriver jurymedlem på tredje år og nyhedschef hos Radio24syv Kristoffer Eriksen dette års nominerede til Kravlingprisen i journalistikkategorien. Bag fine kjoler på den røde løber og brusende fadøl lå der nemlig et større budskab til dette års Kravling. De studerende skal turde at fejle, for det er nu de kan.

”Det er nu, man virkelig skal gå amok. Man skal gøre det, før man har DRs juraafdeling, der sidder og ånder en i nakken, før man har børn og realkreditlån og er pissebange for at blive fyret. Arbejd videre. Angrib,” siger Kristoffer Eriksen.

Det er et kor som Frauke Giebner jurymedlem og visuel projektleder hos Politiken stemmer i. Det er ikke nok at have styr på nyhedstrekanten, der skal noget mere til end det.

”Vi håber, at I ikke kommer til at lyde som alle os andre gamle røvhuller i branchen. I skal prøve at lyde som jer selv. Ikke som jer selv der er på besøg hos svigerforældrene for første gang, men som jer selv efter at Specktors har spillet til Kravlingprisen,” siger hun på scenen i Bremen Teatret overfor en sal fuld af mediestuderende, hvor beruselsen så småt har lagt sig som et tæppe over størstedelen af publikum.

Se stemningsvideo fra Jadas optræden til prisuddelingsshowet.

I takketalens tegn

Det var de to værter Andreas Kousholt og Jacob Weil fra radioprogrammet ’Danskerbingo’ på P3, der styrede aftenens udskejelser i Bremen Teatret. Flankeret af Jada og Specktors som stod for aftenens musikalske indslag. Ud over journalistikprisen var der også nominerede i fire andre kategorier: Designprisen, TV/Foto-prisen, Kommunikationsprisen og årets praktikantvejleder.

De to ’Danskerbingo’ værter havde i år skruet forventningerne helt i vejret til aftenens takketaler. Kravling 2019 skulle nemlig være takketalens år. Et budskab der dog faldt en smule til jorden, da kun halvdelen af vinderne rent faktisk var til stede i teatret. Ikke desto mindre havde Andreas Kousholt og Jacob Weil forberedt en udførlig tjekliste til den perfekte takketale.

K: Kapow – en takketale skal have slagkraft og blæse publikum bagover.

R: Real talk – det hele skal ikke være sjov, der skal være plads til ægte snak

A: Also jokes – husk for guds skyld de jokes, det gælder jo om at være mere interessant end den fadøl som publikum sidder med i hånden.

V: Venner – dine bedste kammerater har stadset sig op kun for dig, så husk at nævn dem i din takketale.

L: Lindsay Lohan

I: Inside job – det er vigtigt at være bevæbnet med et budskab, når man holder en takketale.

N: No regrets – du skal ikke fortryde noget.

G: Grandma – husk at takke din bedstemor.

Tag munden for fuld

På scenen står Fauke Giebner med en konvolut i hånden klar til at annoncere vinderen af journalistprisen. Hun kigger forventningsfuldt ud mod de nominerede, der sidder blandt publikum. Journalistprisen er den sidste pris, der mangler at blive uddelt ved dette års Kravling. Det er et felt af nominerede, som Kristoffer Eriksen mener burde sprudle af vildskab, iderigdom og originalitet.

”Vi må være ærlige at sige, at vi mangler at blive overrasket af det I har leveret i år,” siger han og bliver mødt af sporadiske klap i salen, perifere buh-råb og en pige der højt og pludseligt råber: ”Yaaaaas.”  

”Vi håber, at I har lyst til at tage munden for fuld, og at I vil satse, og at I tør fejle,” siger Fauke Giebner kort efter. Jurymedlemmerne håber meget på, at det er de nuværende studerende, det skal komme fra. For som Kristoffer Eriksen siger: ”Hvem skal det ellers komme fra?”

Fauke Giebner har sine fingerspidser rundt om den hvide snor, der skal åbne konvolutten og afsløre, hvem der har vundet journalistprisen. Snoren bevæger sig stødt og roligt fra den ene side af konvolutten til den anden og sprætter konvolutten op.

”Vinderen er Nicolai Pedersen og Thor Hedegaard for projektet ’Et Handicappet System’,” udbryder hun til publikums store fornøjelse. Det er en sejr, som journaliststuderende ved SDU Nicolai Pedersen beskriver som ’mærkelig,’ og juryen beskriver som graverjournalistik gjort let tilgængeligt. Det er et projekt, der bygger på ihærdig research og med en ekstraordinær evne til at sætte sig ind i et komplekst bureaukratisk emne.

”Jeg havde virkelig ikke troet, at vi ville vinde. Jeg synes, det var et stærkt felt. Så det er jo bare mega fedt,” siger den tidligere praktikant hos TV2/Fyn efter prisuddelingen.

Han kan samtidig nikke genkendende til aftenens budskab fra jurymedlemmerne.

”Jeg kan godt se, hvad de mener, for det er en lidt standard måde, vi bliver oplært i at lave journalistik på. Der er bare ikke plads til at lave noget fuldstændig sindssygt og vildt. Det kunne være fedt at kunne sprælle noget mere, men det er virkelig svært ude i den rigtige medieverden,” siger han.

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger: De er i tvivl om lovgivningen og glemmer konsekvenserne

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger: De er i tvivl om lovgivningen og glemmer konsekvenserne

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger: De er i tvivl om lovgivningen og glemmer konsekvenserne

En tredjedel af de studerende på DMJX har modtaget en ulovlig kopi af en studiebog. De studerende slipper for at bruge penge på bøger, men ifølge formanden for RettighedsAlliancen går det i sidste ende ud over dem selv.

Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Sofie Tronier

Udgivet den 14. maj 2019

Studerende på DMJX i Aarhus bliver allerede på første semester introduceret til mediejura. Alligevel hænger der på DMJX-biblioteket en udpenslet version af ophavsretsloven – og det kan der være god grund til.

De studerende på DMJX er nemlig forvirrede omkring lovgivningen. En spørgeskemaundersøgelse viser, at en del studerende på DMJX ikke opfatter piratkopiering som alvorligt.

Problemet er ikke kun at finde på DMJX. Så sent som i februar 2019 blev to mænd på 25 år sigtet for ulovlig kopiering og salg af studiebøger.

Det skal tages alvorligt

En tredjedel af de studerende på DMJX har videresendt eller modtaget kopier af studiebøger, selvom de godt vidste, at det var ulovligt. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Illustreret Bunker har lavet.

Det overrasker ikke Christine Bødtcher-Hansen, der er formand for Danske Forlag, en organisation der varetager danske forlags interesser. Ifølge hende tager de studerende ikke piratkopiering alvorligt. Det på trods af, at det er et brud på loven.  

”Det er jo heller ikke i orden at gå ind på sin uddannelsesinstitution og stjæle rektors Arne Jacobsen stol,” siger hun.

Også formand for forlaget Fadl, Rikke Sommer, er enig i, at en stor del af årsagen til piratkopiering kan findes i kulturen blandt studerende.

”Det er ligesom, hvis du er i et selskab, hvor folk kører for stærkt. Det er jo ulovligt, du får en bøde for det og kan miste dit kørekort. Der kan være acceptable kulturer omkring nogle ting, hvor man ikke må, men alle gør det alligevel,” siger hun.

Hos bagmandspolitiet efterforsker en specialenhed blandt andet i piratkopiering af studiebøger. Det var også enheden, som stod bag sigtelserne af de to mænd for at kopiere studiebøger. Enheden blev i 2018 gjort permanent efter et voksende fokus på problemet.

Det glæder redaktør ved Hans Rietzels forlag, Henrik Juul, at lovovertrædelserne bliver taget seriøst.

 “Nu hvor de første sager er blevet rejst mod ophavskrænkere, er det som om, at stemningen har ændret sig lidt,” siger Henrik Juul.

Ikke kun bagmandspolitiet har rettet et større fokus på kopiering af studiebøger. Interesseorganisationen for rettighedshavere, RettighedsAlliancen, som har anmeldt sagerne til politiet, har længe gjort en aktiv indsats for at stoppe den ulovlige kopiering. De har også startet oplysningskampagnen “Os Der Elsker Viden”.

Det er blandt andet dem, der står bag det opslag, som hænger på biblioteket på DMJX for at gøre os opmærksomme på, hvad vi egentligt må.

Svært at forstå lovgivning

Ifølge RettighedsAlliancens direktør, Maria Fredenslund, er en del af problemet også, at de studerende er forvirrede over lovgivningen. Under 1/3 af de adspurgte studerende på DMJX føler sig oplyste om reglerne for kopiering af studiebøger. De resterende 2/3 føler sig kun delvist oplyste eller slet ikke. Det er netop forvirringen om lovgivningen, der har givet RettighedsAlliancen anledning til at sætte fokus på problemet.

”Ophavsretsloven er svær at gennemskue, og det kan virke uoverskueligt at forstå, hvorfor og hvornår noget er lovlig eller ulovlig deling,” siger Maria Fredenslund.

Forlagsformand Henrik Juul mener dog ikke, at det er årsagen til problemet. Han er overbevist om, at de studerende er klar over, at de overtræder loven. Men han tager alligevel de studerende i forsvar.

”De er vokset op bag en skærm, hvor der ingen konsekvenser er. Så jeg kan godt forstå, at de ikke har følelsen af, at det er kriminelt. Og jeg kan da også godt forstå, at man gør det, når det er så nemt,” siger han.

Er bøgerne for dyre?

En af de ”undskyldninger”, Maria Fredenslund fra RettighedsAlliancen oftest hører, er, at studiebøgerne er for dyre. Hverken Rikke Sommer eller Henrik Juul fra forlagene mener dog, at det er muligt at sætte priserne ned. Og de mener alligevel ikke, at det vil hjælpe på problemet.

Christine Bødtcher-Hansen fra Danske Forlag tror heller ikke, at det vil hjælpe at sætte priserne ned.

”Hvad er et prispunkt, der kan konkurrere med gratis?” siger hun.

Forlagsredaktørerne ved alle, at det er mange penge, som de studerende skal hoste op med ved semesterstart. Men de vil også gerne huske de studerende på, at de skal sætte prisen i perspektiv. De får trods alt en gratis uddannelse og SU, lyder det.

Ifølge Henrik Juul, er problemet også, at det er meget nemt for studerende at få fat i ulovligt kopierede studiebøger.

 ”Det er lige så nemt at få en piratkopi, som det er at købe hash i København,” siger han.

Viden går tabt

Piratkopieringen har store konsekvenser for forlag såvel som forfattere. Det har betydet, at flere forlag allerede har mærket forandringer i salgstallene.

Rikke Sommer fortæller, at de for nyligt har måttet afskedige en redaktør, fordi bøgerne sælger mindre og mindre. Også Henrik Juul har oplevet, at hans forfattere engang i mellem takker nej til at skrive studiebøger, fordi de ikke vil skrive til “piratmarkedet”.

Både Henrik Juul og Maria Fredenslund er dog enige om, at forlagenes nedgang ikke er det største problem.

”Hvis bøgerne bliver kopieret ulovligt, så får dem, der står bag bøgerne ikke betaling. Det vil på sigt betyde, at der ikke vil blive udgivet nye bøger – og dermed vil vigtig viden gå tabt,” siger Maria Fredenslund.

Hun mener også, at de studerendes piratkopiering går ud over dem selv i sidste ende.

”Den korte konsekvens af den omfattende ulovlige kopiering er, at bøgerne bliver dyrere, så det er lidt af en bjørnetjeneste.”

Det får Rikke Sommer fra FADL’s Forlag til at pege på en anden konsekvens. Hvor bøgerne førhen skulle være så gode som muligt, er der nu i højere grad fokus på, om der kan undværes noget for at gøre bøgerne billigere. Det kan på den lange bane betyde, at de studerende får dårligere studiebøger og mindre viden.

Så selvom kopieringen kan virke som en uskyldig handling, er det vigtigt, at de studerende tænker sig om en ekstra gang, inden de sender et stykke bevismateriale videre til sidemanden.

“Både politiet og uddannelsesinstitutionerne er blevet meget opmærksomme på problemet, så der kan være alvorlige konsekvenser ved det – også selvom ”man bare lige vil hjælpe,” siger Maria Fredenslund.

Bunkerens forsvundne fester

Bunkerens forsvundne fester

Bunkerens forsvundne fester

Styrtede charterfly, stripshows og en dukke hængt i en galge. I 80’er og 90’erne var der gang i festerne på skolen, som dengang blev døbt ”Kefirfester”. Men hvor blev festerne af? Og kan det lade sig at gøre at lave noget tilsvarende i dag?

Før i tiden arrangerede de journaliststuderende vilde temafester i Bunkeren. Foto: Emil Nicolai Helms.

SkribentER: MATHILDE LANGE OG ANNE SOFIE MØLLER PETERSEN

Udgivet den 27. april 2019

Vi skal bladre kalenderen 28 år tilbage. Til 1991. Dengang Anders Lund, Susanne Horsdal og Mads Birch studerede på Journalisthøjskolen. De var med til at opleve og arrangere de såkaldte kefirfester og vil tage os med på en festlig tidsrejse til 60’ og 70’ernes Vietnamkrig, til 80’ernes BZ’ere og til Det Vilde Vesten i 1800-tallets USA. 

Den første kefirfest, som Anders Lund og Susanne Horsdal husker, startede med en model af et charterfly, som var bygget i et af klasseværelserne. Festarrangørerne havde lånt gamle flysæder fra Billund, og der var bygget en bue henover flysæderne. Ligesom en rigtig flykabine med lysstofrør på væggene.

På gulvet lå der højttalere, som rungede og rumsterede, da flyets passagerer pludselig befandt sig i et flystyrt. Men så kom genopstandelsen i form af en studerende iklædt englevinger, der med ordene ”følg mig” skød festen i gang.   

”Vi var ikke i tvivl om, at vi skulle lave noget, der var mindst lige så godt. Det var ambitionen,” siger Susanne Horsdal.

Hun fortæller, hvordan hun og et kæmpe hold af studerende på skolen begyndte planlægningen af kefirfesten i 91’.

”Alle brugte deres kompetencer og deres initiativ til at få en masse elementer til at falde på plads. Det var jo en kæmpe, kæmpe fælles indsats,” fortæller Anders Lund, der i dag arbejder som communication manager i Milestone Systems.

De studerende mødtes for at ideudvikle og finde det tema, som skulle sætte rammerne for skolens næste kefirfest.

”Vi var igennem alle mulige scenarier, indtil vi fandt et tema. Det var ikke noget, der kom lige med det samme,” siger Susanne Horsdal, der i dag arbejder som freelancejournalist.

Gennem tidsmaskinen

Ambitionen om at lave en endnu vildere kefirfest, endte ud i et western-tema. ‘Festen i Vesten’ blev den kaldt. Da billetten var afleveret skulle gæsterne skiftevis i hold gå gennem skolens kælder, der var omdannet til en tidsmaskine. Her bevægede gæsterne sig gennem forskellige tidsaldre.

Den første del af tidsmaskinen var et koldt fremtidsunivers. Derefter fortsatte man til 80’ernes BZ’ere i kamp mod politiet, hvor der stod et smadret lokum og BZ’ere, der gik og hørte punk.

“Der var ”skumgummimursten”, som nogle gange hoppede, når de blev kastet. For hvordan fanden fik vi noget til at ligne brosten? Vi tog noget skumgummi og spraymalede det gråt,” fortæller Susanne Horsdal.

”Politiet havde kedeldragtuniformer på. Vi kunne ikke bare låne politiuniformer, så folk var kreative. De tog ned på havnen og lånte kedeldragter. Og så måtte vi jo klistre nogle politiskilte bag på ryggen af dem,” siger hun.

Videre til Vietnam

Fra kampscenen gik gæsterne videre til en Vietnamscene, hvor hippier sad ved olietønder og demonstrerede mod krigen. 

“1, 2, 3, 4 – We don’t want to fucking war! 5, 6, 7, 8 – Why don’t we negotiate?” råbte de.

Dernæst kom man videre til endnu en kampscene, som forestillede selve Vietnamkrigen. Her var scenen bygget op som en skyttegrav med sandsække og camouflagenet.

”Vi fyldte vildt mange sandsække, som vi havde lånt af hjemmeværnet op med avispapir. Vi kunne jo ikke fylde dem med sand, for så meget sand kunne vi ikke skaffe! Det skulle ligne en militærstilling, som skulle forsvares,” fortæller Susanne Horsdal. 

”Vi lånte også uniformer og militærstøvler. De, der ikke havde militærstøvler, brugte Dr. Martens. De var meget populære på det tidspunkt. Jesper Steinmetz, der havde læst filmvidenskab, tog sig af lys- og lydeffekter, så det kom til at virke som om, et ægte angreb var i gang,” siger hun.

Bagerst fra venstre: Mads Birch, Susanne Horsdal og Jesper Steinmetz. Privatfoto: Mads Birch.

Welcome to Deadline City

Fredagsbaren, som dengang blev kaldt Togkupéen, blev forvandlet til en illegal spillebule med smuglerwhiskey og pokerspil på billardbordet.

”Her var der saloonpiger, der sang en sang eller to, mens folk var inde i spillebulen. De havde fået fat i nogle vilde kostumer,” fortæller Susanne Horsdal.

Det sidste stop på tidsrejsen kom, da gæsterne bevægede sig op ad trapperne fra fredagsbaren og op til forhallen. Her blev man suget tilbage til westerntiden i USA med malede kulisser på væggene, en kano bygget af eleverne og en westernbar.

”For enden af trappen i forhallen stod der en galge, hvor en dukke var hængt op. Det var en eller anden mannequindukke, vi havde fået fat i. Så stod der: ‘Welcome to Deadline City’,” siger Susanne Horsdal.

”Vi havde også kørt en hestevogn ind, som kom ovre fra DR’s rekvisitrum. Der blev vist lagt noget halm i, så det kunne ligne en rigtig prærievogn,” fortæller Susanne Horsdal.

Festarrangørerne havde også lejet en mekanisk tyr, der skulle stå i et af auditorierne.

”Den var så bred, at det var en spørgsmål om millimeter, om den ville kunne passe. Der havde vi godt nok sved på panden,” siger Susanne Horsdal.

Det var ikke kun lokalerne, der blev udklædt. Det var et krav, at alle gæster var iklædt et kostume i relation til temaet.

”Inden festen havde vi besluttet, hvor mange der kunne være indianere, cowboys, saloonpiger eller bedemænd. Da folk købte billet, kunne de så vælge, hvilken rolle de ville have,” siger Susanne Horsdal.

Skum foran skolen

Selvom 5-600 gæster endte med at deltage i festen, var det ikke nemt at lokke folk med. Mads Birch husker, hvordan der skulle tages kreative midler i brug for at lave reklame for kefirfesten.

”Vi skulle lave noget larm omkring det. Vi fik Aarhus Brandvæsen til at komme og lægge skum foran skolens hovedindgang. Der skulle være julestemning over det, nærmest som sne. For nu var det snart jul, og så var det tid til kefir,” fortæller Mads Birch, der i dag er indehaver af Basta Medier.

”Vi vidste jo ikke, om folk ville komme! Men det var nok også derfor, at vi gjorde meget ud af markedsføringen. Vi var nødt til at få solgt billetterne,” siger han.

Revyen og festen

Men billetterne blev solgt, og de mange hundrede gæster kunne efter tidsmaskinen bevæge sig ind i kantinen, hvor flere af de studerende havde bygget en scene. Det var her bandet The Sandmen spillede og her revyen, bestående af satiriske tekster og vovede dansenumre, blev opført.

”René Nielsen fra DR og jeg lavede et stripnummer til Joe Cocker’s ”You Can Leave Your Hat On”,” fortæller Anders Lund.

Efter revyens dans og satire spillede The Sandmen, og der blev serveret mad.

”Det endte med, at der landede en pakke fra Heinz med 175 kilo produkter. Det blev til en fantastisk chili con carne ret,” fortæller Anders Lund.

”Vi fik folk til at strække sig langt for at låne os de nødvendige rekvisitter. Sponsordelen var en stor del af at kunne skabe produktionen og hyre bandet. Det er jo helt fantastiske vilde ting, der kan opstå,” siger han.

Sammen om at løfte

Det var ikke en kort proces at skabe kefirfesten i 91’. De studerende brugte flere måneder på at planlægge, få sponsorater og skaffe rekvisitter.

”Det var helt absurd, hvor meget tid vi brugte på det. Vi gik nærmest ikke i skole, som jeg husker det,” fortæller Mads Birch.

Selvom planlægningen var hård og tidskrævende, er Anders Lund overbevist om, at det var det hele værd.

”Jeg syntes, at det var sjovt, og jeg fik energi af at lave det. Men det var selvfølgelig en omkostning i forhold til studiet. Det var jo totalt tidskrævende!” siger han.

”Man fik skabt et fællesskab. Det handlede om at arbejde sammen med mennesker på tværs af årgangene. Man fik skabt nogle venskaber, der blev der,” fortæller Anders Lund.

Også Susanne Horsdal syntes, at festerne åbnede døren for fællesskab og kreativitet.

”Når jeg møder nogle af de gamle holdkammerater, er det noget, vi stadig kan finde på at grine af og snakke om. Folk lagde utrolig stort arbejde i det og hoppede ikke over, hvor gærdet var lavest. Mange var involveret på forskellig vis, men om en fælles opgave, og jeg lærte mennesker at kende, som jeg ikke kendte så godt på forhånd,” siger hun.

Et kreativt råderum

For Susanne Horsdal havde det stor betydning, at skolen gav lov til, at de studerende kunne udfolde sig kreativt og fantasifuldt.

”Der var plads til at lege og at få skabt et kreativt rum. Det er jo sådan noget, som man husker til evig tid,” siger hun.

Anders Lund synes også, at festerne var tegn på en kreativ udfoldelse fra de studerendes side, og at de var med til at sætte rammerne for, hvordan man også kunne tænke på journalistik.

”Der var ikke noget, der skulle stå i vejen for os. På den kant var det en god træning i at kunne få de udfordringer af vejen, som vi også vidste, vi ville møde, når vi kom ud i den virkelige verden,” siger han.

Udløbsdato på Kefir?

I Kurt Strandbar på DMJX er der som så mange andre fredage rift om beerpong. Flere elever står samlet rundt om bordet og venter på deres tur til at skyde de små bolde i kopperne. To elever fortæller, at selvom de er glade for fredagsbaren, savner de også, at der er nogle lidt vildere fester.

“Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke er nogen fester på skolen, hvor man har mulighed for at samle alle semestrene. Jeg tror, det er noget, der virkelig kunne skabe sammenhold,” siger Nikolaj Sig Skov, 2. semester.

Det er Maria Kjærsgaard, 4. semester, enig i.

“Som tidligere rusvært savner jeg at feste, og det tror jeg sådan set også, at mange andre gør,” siger hun.

“Man kunne godt forestille sig, at eksempelvis 4. semester kunne stå for at arrangere en enkelt fest,” siger Nikolaj Sig Skov.

Og det er ikke en umulig opgave at tage festene op igen. Rektor på DMJX, Trine Nielsen, vil gerne skabe rum for vi kan arrangere kefirfester, hvis vi vil.

“Jeg synes som udgangspunkt, at det selvfølgelig skal kunne lade sig gøre,” siger hun.

Og hvis skolen og eleverne vil finde de forsvundne fester igen, har Susanne Horsdal et råd.

”Jeg håber, at i får tid, overskud og lyst til at tage det op igen. Selvom der er mange ting at gøre, kan jeg kun anbefale at komme i gang med at lege. For der er jo også seriøsitet i legen.”

Så det er bare med at komme i gang med at lege.

DMJX kan miste retten til at åbne nye uddannelser

DMJX kan miste retten til at åbne nye uddannelser

DMJX kan miste retten til at åbne nye uddannelser

Akkrediteringsrådet er utilfredse med kvalitetssikringen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. En negativ bedømmelse vil betyde, at skolen ikke længere må åbne nye uddannelser, og at alle eksisterende uddannelser skal gås efter i sømmene. Rektor Trine Nielsen er dog fortrøstningsfuld.

Der er en manglende nedskrivningskultur på DMJX. Det er ifølge rektor Trine Nielsen en af årsagerne til kritikken fra Akkrediteringsrådet. Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Simon Stensgaard

Udgivet den 03/18/2019

Til stor overraskelse for daværende rektor Jens Otto Kjær Hansen meddelte Akkrediteringsrådet d. 5. oktober sidste år, at de agter at afvise Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles ansøgning om akkreditering.

Hvis skolen får afslag på akkreditering, vil det have en række konsekvenser. Der må ikke oprettes nye uddannelser, indtil en mere positiv akkreditering opnås. Desuden skal de eksisterende uddannelser hver især akkrediteres individuelt.

En rapport fra Akkrediteringsinstitutionen havde ellers anbefalet at give Journalisthøjskolen en betinget positiv akkreditering. Det ville betyde, at skolen havde to til tre år til at rette op på manglerne, men uden de konsekvenser der følger med en afvisning.

I stedet meddelte Akkrediteringsrådet, at kvalitetssikringen på skolen ikke var tilstrækkelig.

 

Manglende skriftlig kultur

Når en uddannelsesinstitution skal akkrediteres, skal dets kvalitetssikringsystem godkendes. Der undersøges groft sagt, om institutionens røde advarselslamper begynder at blinke, hvis de studerendes ledighed eller frafald bliver for høj.

I den rapport, som Akkrediteringsrådets beslutning bygger på, står der adskillige gange, at panelet vurderer, at skolen relativt hurtigt vil kunne rette op på problemerne. Derfor anbefalede de en betinget positiv akkreditering.

Rådet selv havde dog en anden opfattelse og meddelte i et nyhedsbrev fra oktober:

”Der er tale om helt centrale mangler. Der mangler systematik, som sikrer, at den enkelte uddannelses indhold og udvikling drøftes, og systemet rummer ikke fastsatte standarder, der kan understøtte institutionen i at vurdere, om forskellige kvalitetselementer løftes i tilfredsstillende grad.”

Ifølge Trine Nielsen bygger kritikken blandt andet på, at der har mangler en nedskrivningskultur på skolen.

”Vi fik at vide igen og igen, at de kunne se, at tingene fungerede i praksis. Men de kunne ikke se et nedskrevet system, der dokumenterede, at vi vidste, hvad der skete. Når man er en lille skole, som vi jo er, så glemmer man nogle gange at skrive tingene ned. Der har ikke været en skriftlig kultur, men en mundtlig kultur,” siger Trine Nielsen.

 

Optimistisk rektor

Skolens elever vil dog ikke kunne mærke et afslag, mener Trine Nielsen.

”Det tror jeg ikke, de vil kunne. Det bliver mere os andre, der skal løbe endnu hurtigere. I vil nok komme til at se os i fuldt firspring ned ad gangen.”

Hun vil ikke udelukke, at eleverne ikke kommer til at mærke det. ”Der arbejder rigtigt mange dygtige mennesker i administrationen. Jeg er sikker på, at de nok skal løse det her. Så må vi jo prioritere og vælge nogle andre ting fra,” siger Trine Nielsen.

Hun er dog optimistisk i forhold til høringssvaret.

”Alle har arbejdet meget intensivt og systematisk på at få det her op at køre. Vi har arbejdet meget ihærdigt med det. Jeg synes, det ser godt ud.”

Skolen har netop afleveret sit høringssvar, hvori de beskriver et nyt kvalitetssikringssystem, der er arbejdet på siden sommer. 

Det nye praktiksystem stod ikke sin prøve: Den fysiske panikdag er tilbage

Det nye praktiksystem stod ikke sin prøve: Den fysiske panikdag er tilbage

Det nye praktiksystem stod ikke sin prøve: Den fysiske panikdag er tilbage

Det nye, elektroniske praktiksøgningssystem skulle demonstreres onsdag eftermiddag. En eneste fejl ville sende de kommende praktiksøgende ud i en traditionel Store Match Dag. Og fejl var der. Det bliver den gamle, fysiske panikdag den 8. maj.

Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: IDA TOPHØJ BUUR

Udgivet den 27. februar 2019

Der var helt fyldt op i Lille Audi på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole onsdag eftermiddag. Forventningsfulde journaliststuderende på 4. semester skulle teste det nye, elektroniske praktiksøgningssystem. Eller demonstrere nærmere bestemt. For Pia Færing havde nogle uger forinden understreget, at der skulle være nul fejl, for at systemet skulle bruges ved Store Match Dag dette forår.

Men systemet levede ikke op til forventningerne.

“Det var ikke serveren udadtil. Vi havde masser af kapacitet til at lukke folk udefra ind, men denne server, taler sammen med en anden server, hvor selve programmet praktikmatch ligger, og det er her, det går galt. Når de to servere ikke snakker sammen, så nytter det ikke noget,” siger praktikkoordinator på DMJX Pia Færing.

Vi kører runde 2

På sms-service lød beskeden “Vi kører runde 2, selvom der var problemer med runde 1.”

Første runde af testen bød på flere frosne computerskærme hos de studerende i Lille Audi, og flere oplevede, at de ikke kunne opdatere eller acceptere deres tilbudte praktikplads.

“Det var tydeligt fra starten, at det ikke virkede. Det gik hurtigt i stå, og man kunne ikke trykke noget. Jeg tror, det ville have passet mere til mit temperament med det elektroniske system, fordi de 10 minutter ikke virker så kaotiske, som det gamle system lyder, “ siger Sofie Møller, der søger praktik til foråret.

Selvom manges forhåbninger til dagens demonstration var, at det elektroniske system ville virke, havde de studerende også forberedt sig på, at det kunne gå begge veje.

“Efter de sagde, det ikke virkede i efteråret, havde jeg sat mig op til, at det kunne blive begge dele. Jeg havde forberedt mig på, hvad der ville komme til at ske. Men jeg skal nok have købt mig et par løbesko,” siger Andreas Wielandt.

 

Ingen katastrofe, kun en udsættelse

“Vi stopper. Forsøg mislykkedes. Vi smider håndklædet i ringen,” råber Pia Færing til sine folk og de studerende i Lille Audi.

Efter 30 minutters forsøg med det elektroniske praktiksystem måtte Pia Færing sande, at de forhåbninger, hun havde for dagens demonstration, ikke kunne indfries.

“Vi kunne ikke løse opgaven. Fire forsøg uden at kunne løse og finde fejlen. Det er jeg så ærgerlig over, men det er ingen katastrofe, bare en udsættelse. Vi har ikke den brændende platform i 2019. Det er først i 2020, vi får fysiske problemer, når skolen flytter,” siger Pia Færing.

Pia Færing understreger, at der til de kommende to Store Match dage i maj og november i 2019, vil være den traditionelle praktiksøgning på DMJX i Aarhus, som det har været de seneste mange år. Men selvom systemet er fejlet i denne omgang, bliver der arbejdet videre for at finde en løsning, fordi Danmarks Medie- og Journalisthøjskole flytter til Katrinebjerg i 2020.

“Vi er nødt til at lave en time out, så vi kan lave det i et nyt regi. Tillid til systemet er det allervigtigste her. Det vil ikke blive bygget på den samme platform, domino, men med de samme koncepter et andet sted,” siger Pia Færing.

Stine Østergaard havde en turbulent praktikstart, men endte med det fulde ansvar for Ebeltoft Folketidende

Stine Østergaard havde en turbulent praktikstart, men endte med det fulde ansvar for Ebeltoft Folketidende

Stine Østergaard havde en turbulent praktikstart, men endte med det fulde ansvar for Ebeltoft Folketidende

Selvom Stine Østergaards største ønske var Regional-TV, måtte hun først igennem tre afslag og en omstilling fra en praktikplads i Vejle til en plads i Aarhus for at ende ved Ebeltoft Folketidende. Selvom det er meget lokalt, er det ikke for småt for hende.

Skribent: Anja Søndergård

Udgivet den 20. december 2018

Både radiovolumen og varmen skærpes, og lynlåsen sitrer, idet den hives op til halsen på denne grå decembermorgen. I det åbne handskerum kløjes CD-covers om den trænge plads, og i dørlommen hviler resterne af en blå pakke tyggegummi.

Det er en typisk morgen for Stine Østergaard, der drejer fra på motorvejen mod Ebeltoft. Google Maps pludrer fra midterpartiets kopholder, men hun behøver den ikke. Asfalten til Ebeltoft er fast inventar.

I dag har hun to interviewaftaler i den syddjurske by. Egentlig plejer hun at bruge torsdage på at skrive artikler, som trives bedst med deadline fredag middag, inden det kommer i trykken mandag. Men planlægningen denne uge snublede, så hun må bruge torsdagen både på at interviewe og på at skrive, for nogle gange må hun tage, hvad hun kan få.

Hendes næsten hvide hår har stadig halvvåde lokker. Urviserne løb ikke fra hende denne morgen, hvor hun først skulle afsted klokken 9. Hendes hverdag udspilles ellers oftest i den hvide Citroën C1 fra 8-tiden.

”Der er dage, hvor det er ensomt i bilen, men så får jeg krydset min alenetid af,” siger Stine Østergaard.

 

Fra Vejle til Aarhus til Ebeltoft

Stine Østergaards plan var aldrig at skrive for Lokalavisen, men efter tre afslag på panikdagen og en halvflytning til Vejle ledte de hektiske omstillinger hende til Djursland, hvor hun nu disponerer hele Ebeltoft Folketidende, der udkommer hver tirsdag.

”Jeg troede, jeg ville lave regional-TV, og jeg ville vise, at jeg kunne være ambitiøs, så jeg søgte TV-Midtvest, TV Syd og TV2 Østjylland,” siger hun.

Men panikdagen varede kun 30 sekunder for Stine Østergaard, der tog hjem efter de tre afslag. Der var for mange praktiksøgende til de få praktikpladser, så hun endte med at gå i match-room sidst på dagen.

”Det var mærkeligt, at nogle poppede champagne, mens andre græd,” siger hun.

Der manglede en til Lokalavisen Vejle, men det krævede, at man flyttede til byen. Men det skræmte ikke Stine Østergaard, som takkede ja til pladsen og fandt en lejlighed i Vejle. Men i sommeren, hvor hun skulle starte, blev avisen solgt til Jyskfynske Medier, som ikke beholdt praktikpladsen.

”De sagde, at de i stedet kunne tilbyde mig en plads på Aarhus Onsdag. Så jeg skulle lige finde ud af, hvad det var,” siger hun.

Stine Østergaard vidste kun, at det lå i Aarhus og måtte opsige lejligheden i Vejle for at finde en ny i smilets by. Hendes ønske var at lave portrætter og reportager, men avisen var en slags kulturguide for Aarhus.

”Jeg troede aldrig, det ville være mig, men det var faktisk fedt, for det var lettilgængeligt, og jeg lærte en masse om formidling og kommunikation,” siger hun.

Kontrakten var kun på 12 måneder, men til Stine Østergaards held kom de til at mangle en på Lokalavisen for Djursland, som hun startede ved efter syv måneder på Aarhus Onsdag. Men også her krævede det, at hun var omstillingsparat, for kontoret lå i Ebeltoft. Men heldigvis fik hun lov at have base på kontoret i Aarhus, så hun ikke skulle til Ebeltoft hver dag.

 

Interviews ved Byhistorisk Arkiv og Busses Radio

Gaderne i Frigattens by er øde på denne årstid, men det emmer af forestillinger om det lokale byliv i sommertiden. Det første stop er ved Byhistorisk Arkiv, der kobler sig til brandstationen. Stine Østergaard griber kameratasken på bagsædet og tjekker, at hun har skriveblok, kuglepen og SD-kortet med.

Inde bag de gule mursten overrumples hun af mapper og tidsskrifter fra attenhundrede-og-hvidkål. Reoler fra gulv til loft danner vejen ind til et halvkoldt lokale, hvor Else Marie Laigaard sidder med sin nye bog ’På Vej’, der rummer alle de gamle myter og historier om byens vejnavne.

Stine Østergaard tager plads på den brune stol overfor den frivillige pensionist ved et grønt bord med ridser. Mellem dem står tre dåser, hvor julenisser er afbildet. Interviewet begynder med baggrundslarm fra kaffemaskinen, men overdøves hurtigt af Else Marie Laigaards fortælling om vejskiltet ’Fedt-Mikkels Gang’, der er blevet stjålet flere gange.

Stine Østergaard læner sig ind over bordet i sin himmelblå striktrøje, mens hendes hånd haster over notesblokken. De er omringet af jordfarvede mapper, men Stine Østergaard holder blikket på sin kilde, når hun ser op fra papiret.

”Jeg vil gerne selv vide, hvorfor det hedder Adelgade,” siger Stine Østergaard.

Inden hun forlader det historiske rum, giver hun sit visitkort og snupper et billede af Else Marie Laigaard i lyset fra en bordlampe. Om et kvarter har hun en aftale i den brostensbelagte gågade hos Busses Radio, som efter en årrække lukker den fysiske forretning.

Butikken er spækket med alle slags radioer og tilbehør, og ejeren imødekommer Stine Østergaard ved disken i sin sandfarvede vest, hvor brillerne hænger udover i en tynd snor. De gennes væk i et baglokale, der minder om et værksted med skruetrækkere, opslagstavle og otte forskellige vægure med hver deres visekapløb. Igen får hendes notesblok opmærksomhed, mens butiksejeren fortæller.

”Jeg vil også skrive om Ebeltoft Håndbold, for de er rykket op, og én fra foreningen har adresse ved Sportigan, så der kigger jeg lige ind,” siger hun efter interviewet, inden turen går til Aarhus.

 

Det lokale er nærværende

Selvom Stine Østergaard nogle gange er idétom, finder hun altid en måde at fylde avisen ud på. Faktisk har hun ikke skrevet noget, som ikke er blevet udgivet. Idéerne kommer især fra befolkningen, som sender pressemeddelelser og tips om begivenheder i byen.

”Og min praktikvejleder fodrer mig med idéer,” siger hun.

For Stine Østergaard handler det om at finde en balance, hvor hun ikke har for meget eller for lidt stof, for hun har ansvaret for at fylde avisen ud og har stor indflydelse på, hvad der udgives.

”Jeg havde en idé om, at det var nemmere at gøre, som folk fortalte mig, men det er federe at blande sig og have noget at sige,” siger hun.

Selvstændighed og frihed karakteriserer Stine Østergaards hverdag, men nogle gange kan det være overvældende at have så meget ansvar.

”Hvis jeg bruger noget af min fritid på arbejde, er jeg også god til at trække det fra i den anden ende, og i nogle uger når jeg ikke alt det, jeg ønsker. Men man bliver skarp af at producere og få det ud i virkeligheden,” siger hun.

For Stine Østergaard er det vigtigt at have ejerskab over stoffet, selvom Midtjylland ikke byder på lige så meget som Sjælland. Desuden prioriterede hun at være tæt på sit netværk i det jyske.

”Jeg ledte efter et praktiksted, hvor det var vigtigt, hvad man skrev, selvom man ikke vælter en borgmester, og et sted hvor jeg var glad efter arbejdet,” siger hun.

Stine Østergaard værdsætter, at hun endte på Lokalavisen og er på ligefod med de andre journalister, selvom det værste var, at hun skulle omstille sig så mange gange.

”Jeg er overrasket over, hvor engagerede folk er i lokalsamfundet. Intet er for småt, for der er altid nogen, der synes, det er det vigtigste i verden, og det er fantastisk,” siger hun.

Og efter at have lært bylivet at kende, føler hun, at hun er blevet en del af det.

”Jeg kan godt lide lokallivet. Det er nærværende. Jeg mærker det, når folk går op i det, de fortæller mig,” siger hun.

 

Mere afprøvelse inden fast arbejde

Stine Østergaard kravler ud af sin bil på parkeringspladsen ved Lokalavisen i Aarhus. I dag har hun ikke skriveblokade, for hun har allerede skabeloner i sit hoved til, hvordan artiklerne skal skrives.

”Til historien fra byarkivet, skal jeg have noget tekst omkring tilblivelsen af bogen og nogle forskellige indgangsvinkler som faktabokse om historierne bag vejnavnene,” siger hun, mens hun snor sig op ad trappen til den lange gang med omkring 20 døre ind til større kontorer.

Hun sætter sig på kontorstolen ved sit skrivebord, hvor computerskærmen dominerer. Papirer og blokke flyder, og på hendes fastnettelefon står hendes navn i displayfeltet. Udsigten er til nyere lejligheder gemt væk tæt på Ceres-byen.

”Jeg lærte det med at få mange indgangsvinkler til mine artikel på Aarhus Onsdag. Og fordi lokalavisen ikke lægger så meget op til det, vil jeg gerne udfordre det med snack-reading og billeder,” siger hun.

Selvom Stine Østergaard godt kan se sig selv arbejde på Lokalavisen engang i fremtiden, vil hun ud at prøve andre ting af, inden hun slår sig ned efter DMJX.

”Formidling er spændende, og jeg har fundet det interessant med billeder og video. Så måske noget kommunikation og noget teknisk,” siger hun.

Hvis Stine Østergaard selv kunne bestemme, ville hun lave gakket underholdning. Men i dag skal hun skrive de to artikler, udfylde kørebogen og være klar til at udfylde de tomme felter i Ebeltoft Folketidende. Og når hun den 31. januar er færdig i praktikken, drager hun videre til Madrid i fire måneder på udveksling.