Christian Falck Wolff: ”Jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, man ikke ved”

Christian Falck Wolff: ”Jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, man ikke ved”

Christian Falck Wolff: ”Jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, man ikke ved”

Christian Wolff startede sin fotografiske rejse som 10-årig med et spejlreflekskamera lånt af sin far og har netop vundet prisen for årets pressefoto for sit arbejde om klimaaktivister i Tyskland. Ifølge ham har fotojournalistuddannelsen på DMJX spillet en central rolle.

TEKST: Jens bang
FOTO: kasper søholt

Udgivet den 30. maj 2024

Et hold af fotografer står klar til at skyde løs, så snart kong Frederik ankommer gennem svingdøren i den nye DMJX-bygning i København. Han skal i dag indvie de 7000 nye kvadratmeter, der ligger et stenkast fra DR på Amager. Som yngste mand på holdet har Christian Wolff indtaget sin plads en smule bag rækken af fotografer, der er mødt op i dag. Han gør et par indledende øvelser, hvor hans to kameraer på skift løftes på op til øjet. Der klikkes et par gange. Efterfølgende nærstuderes billederne for at tjekke, om det hele er, som det skal være.

”Du skal lige møde Christian”, siger en mand, der med hastige skridt nærmer sig den unge fotojournalist.

Christian Wolff, der dimitterede fra DMJX i januar 2024, vender sig rundt og rækker hånden frem. Det bliver efterfulgt af en smalltalk om årets pressefoto med DMJX-bestyrelsesformand, Lea Korsgaard.

I år står der nemlig Christian Wolff i billedteksten på årets pressefoto. Efter et par minutters snak, smil og lykønskninger, vender han hurtigt tilbage til arbejdet. Tilbage til fokus. Det krøllede hår er nytrimmet, og tøjet er velovervejet. De røde kinder afslører, at det fyldte atrium er ved at komme godt op i temperatur.

Præcis klokken to triller en Bentley op foran svingdøren til bygningen. Ud træder Kong Frederik, som målrettet bevæger sig mod svingdøren til den nye bygning. De tilstedeværende politibetjente tager sig til øresneglen, mens Christian Wolff lukker det ene øje bag sit kamera.

Fanget af fotografiet

Christian Wolff har, lige siden han var barn, været fanget af fotografiet. Det hele startede, da hans far vandt et spejlreflekskamera i en konkurrence, som han fik lov til at låne inden, han var fyldt ti år. Dengang var det primært hans forældre, søskende og bedsteforældre, som fik lov til at stå model til den unge drengs hobby. Siden er det gået fra et stykke legetøj til at blive en passion, som har givet ham utallige oplevelser, et arbejde, og ikke uvæsentligt, prisen for årets pressefoto i en alder af bare 23 år.

På sin 11-års fødselsdag får Christian Wolff sit første kamera. Nu bliver bedsteforældre og andet familie skiftet ud med blandt andet de hjemløse på gaden og landskabet i skoven. Men det starter ikke helt uden nervøsitet og komplikationer:

”Jeg var rigtig genert. Jeg rendte rundt med en stor zoomlinse og gemte mig bag folk. Når min mor var med ude at fotografere, så stillede hun sig op, og så lod jeg som om, at jeg skulle fotografere hende. Men i virkeligheden så fotograferede jeg lige over skulderen på hende, hvis nu der sad et interessant menneske bagved,” siger Christian Wolff.

Nysgerrigheden om mennesker og rejselysten har han fået med fra barndomshjemmet. Fra en tidlig alder besluttede Christians Wolffs mor, at det var slut med charterrejser med all-inclusive og afslapning. Nu skulle hendes børn have et skud kulturel kapital, og horisonten skulle udvides. Derfor blev rejsedestinationerne for familien nu ændret til Sydafrika og Indonesien.

”Hensigten var at komme ud at opleve i stedet for at nyde. Det er lidt den klassiske: Jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, at man ikke ved,” siger han. 

Her opstod interessen for mennesker, der lever under andre kår end ham selv. Interessen for at formidle historier om en verden, der ikke ligner vores.

Allerede som 13-årig oplever han for første gang snerten af succes. Hans billede af en hjemløs mand i København får andenpladsen i en fotokonkurrence på Holbæk Bibliotek, og dertil følger en præmie på 2000 kroner.

”Der tænkte jeg, at det kan være, jeg skal leve af det her. Så jeg skrev til National Geographic med håb om, at de måske kunne bruge en fotograf. Det har jeg aldrig fået svar på,” griner han.

Turen til Lützerath

På en landevej i det vestlige Tyskland går Christian Wolff sammen med en gruppe kampsyngende klimaaktivister. De har gået i flere timer. Han er i praktik på Politiken, men er taget af sted i sin ferie. Omringet af politi til hest, som var det taget ud fra et slag i første verdenskrig, marcherer aktivister og politi af sted.

I horisonten står røgsøjler op i luften som et vulkanudbrud. Men røgen kommer ikke fra vulkaner. Den kommer fra brunkulsminerne i landsbyen Lützerath, som den samlede flok klimaaktivister bevæger sig mod. Der lyder et højt knald fra et kanonslag, og musikken på den medbragte højtaler skifter til tung tysk rap. Demonstranterne begynder at løbe mod minen, der ligger ude i horisonten. Christian Wolff følger med, så godt han kan med både pressekort og kamera rundt om halsen.

”Politiet til hest fulgte os hele vejen, og de forsøgte at barrikadere sig som en form for levende hegn foran minen”, siger Christian Wolff, mens han tegner streger ud i luften, der skal illustrere politiets opstilling.

I flere år har klimaaktivister bosat sig i byen Lützerath, som en demonstration mod at Tyskland vil åbne en stor brunkulsmine, der ligger ved byen. Beboerne i byen er for længst flyttet væk derfra.

Netop klimakampen er noget af det, Christian Wolff værdsætter at fotografere. Derfor var den lille tyske landsby en oplagt destination.

”Her var der ligesom en helt fysisk kamp, som var et billede på klimakrisen,” siger han.

For Christian Wolff var mødet mellem aktivister og politi også en voldsom oplevelse.

”Politiet red efter folk på heste, og de klimaaktivister, der blev fanget, fik også en hård medfart. Jeg har aldrig lavet den slags konfliktfotografi. Jeg var fucking bange,” siger han.

Men det var også en del af idéen ved at tage til Tyskland.

”Jeg ville gerne se, hvordan jeg arbejder i de situationer. Ville jeg fryse? Ville jeg fotografere? Heldigvis fotograferede jeg,” siger han.

Og netop de billeder gjorde, at han i starten af marts stod på scenen i Den Sorte Diamant, med en statue i hånden og, et smil, der ikke var til at misforstå. Christian Wolff vandt Årets Pressefoto 2023 for et af sine billeder nede fra Tyskland. Men for ham er prisen ikke vigtig i sig selv.

”Man skal ikke gøre sine værdier eller kvalitet op i priser. Det er i bund og grund ligegyldigt. Der er mange, der siger, ‘hvad skal du gøre nu?´ Sådan synes jeg ikke, at man skal se det her fag. Hvis en journalist vandt en Cavling, så skal personen heller ikke stoppe med at lave historier,” siger han.

”Jeg er ikke bedre end alle mulige andre. Det er meget vigtigt for mig at sige,” siger han.

Men uanset hvad er faktum, at hylden derhjemme er blevet et styks figurformet metal tungere.

Med DMJX i bagagen

Christian Wolff er et eksempel på en tendens blandt fotojournalister fra DMJX. De seneste år har flere studerende været nomineret til prestigefyldte fotopriser i Danmark. Men ifølge Christian Wolff bunder det også i de forudsætninger, som man får med på fotojournalistuddannelsen.

”Det er ekstremt inspirerende at være omgivet af så mange dygtige mennesker og fotografer, som man kan spare med.”

På fotojournalistuddannelsen på DMJX er der kun tolv pladser. I år var der 105 ansøgere, der forsøgte at blive en del af det lille hold. Christian Wolff mener, at det lave optag har noget at sige i forhold til mængden af priser, der bliver vundet af studerende.

”Folk er fucking gode, når de kommer ind. Når de dygtige mennesker så ovenikøbet er i den her gryde af kompetente folk, som har lyst til at dele ud af deres viden og kreativitet, så er resultatet bare, at folk bliver endnu bedre,” siger han.

Noget af det vigtigste, han tager med fra DMJX, er den gruppe af mennesker, han har læst med. Det sammenhold, de har haft på holdet, er ifølge ham unikt, og noget som han bruger flittigt efter at være gået freelance tilbage i januar.

“Det her kæmpe netværk af dygtige, kompetente og dejlige folk, det er det hele værd,” siger han, inden han retter på sig selv. 

”Ikke netværk på den business-agtige måde. Netværk kan blive sådan en lille smule LinkedIn-agtigt,” griner han.

Christian Wolff ser lidt op i hjørnet af loftet og holder en pause, inden han siger.

”Min mor har altid sagt, at det er sindssygt vigtigt at omgive sig med nogle mennesker, som er dygtigere end sig selv. Og det gør man om noget, når man kommer ind på DMJX.”

Ansøgertal i frit fald: Der skal nye fortællinger om journalistuddannelsen på bordet

Ansøgertal i frit fald: Der skal nye fortællinger om journalistuddannelsen på bordet

Ansøgertal i frit fald: Der skal nye fortællinger om journalistuddannelsen på bordet

De seneste tre år er antallet af ansøgere til landets journalistuddannelser faldet. Efter dette års opsigtsvækkende fald er flere
parter enige om, at det er på tide at få brudt den negative udvikling.

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG & OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN
illustration: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

Fyringsrunde på fyringsrunde, befolkningens ændrede medievaner og manglende praktikpladser er velkendte nedturshistorier om mediebranchen. Nu giver et faldende antal ansøgere til landets journalistuddannelser anledning til at skabe en ny fortælling.

Særligt faldet i antallet af ansøgere ved dette års optag har sat tankerne i gang på DMJX.

For Henrik Berggren, der er institutchef for journalistuddannelsen på DMJX i Aarhus, gav de nye tal ingen mening.

“Jeg tænkte, at der måtte være en fejl et eller andet sted, men det var der så ikke,” siger han. 

Når Henrik Berggren ser på tallene, ser han et udtryk for en ny udvikling. 

“Det tyder på, at der sker et eller andet. Der er en udvikling, som nu slår igennem her. Det skal vi tage alvorligt,” siger han.

Henrik Berggrens bekymring går på, om kvaliteten bliver ved med at være god.

“Jeg mener, at antallet af ansøgere betyder noget. Vi vil gerne have flere ansøgere, end der kommer,” siger han.

Rektor på DMJX, Julie Sommerlund, ser også med bekymring på udviklingen, men netop det, at alle tre journalistuddannelser i landet oplever et fald, får hende til at tænke, at det ikke nødvendigvis knytter sig specifikt til journalistuddannelsen på DMJX.

“Det gør det på en måde bare mere besværligt at håndtere,” siger Julie Sommerlund.

Selv peger hun på, at krisefortælling og misforståelser om branchen kan være årsag til faldet i antal ansøgere. Ifølge hende kan der med fordel ændres på den gængse fortælling om, hvad en rigtig journalist er, og hvilke muligheder uddannelsen giver.

“Vi kan jo se, at vores studerende får job, så mediebranchens krise er ikke de studerendes krise. Det er der ikke så mange, der fortæller,” siger Julie Sommerlund.

Det er derimod hendes opfattelse, at der er en selvforståelse blandt de studerende, hvor det ikke er lige så spændende at blive ansat i en kommunikationsafdeling på et ministerium, som det er at blive ansat som journalist på Politiken. 

Julie Sommerlund medgiver her, at når kommunikationsjobs er en type job, der begynder at være flere af, så skal skolen gøre mere for at formidle den gode fortælling om dem.

“I de kommunikationsafdelinger, hvor man ansætter journalister, er det, fordi man vil have en journalist. Det er ikke, fordi man ikke kunne finde en kommunikatør. Det er med vilje,” siger hun.

Det skal der oplyses mere om, samtidig med at udviklingen kræver at tænke i flere baner.

Krudtet skal findes frem

Indtil nu har journalistuddannelserne ikke været vant til at skulle reklamere for sig selv for at tiltrække et tilfredsstillende antal ansøgere, men den virkelighed er ifølge Julie Sommerlund forbi.

“Vi skal til at gøre det, som mange af de andre uddannelser gør. Det vil formentlig kræve, at vi sætter penge af i budgettet og for eksempel er til stede på uddannelsesmesser og den slags steder,” siger hun.

Julie Sommerlund tilføjer, at det især er på gymnasierne, DMJX skal målrette synligheden.

“Vi bør rykke ind og holde events, hvor der er elever, der har medielinjer, vise vores uddannelser frem og sige ‘se os! Det er dødspændende,’” siger hun.

Også hos Peter Bro, der er forsker og centerleder for journalistik på SDU, har de seneste ansøgertal skabt incitament til aktivt at forsøge at tiltrække flere ansøgere.

“Vi har nok været lidt forvænte hen over årene. Der er kommet rigeligt, så det behøvede vi ikke at bruge krudt på. Det krudt skal vi til at finde frem nu og få fyret af,” siger han.

Ligesom Julie Sommerlund er Peter Bro optaget af de fortællinger og myter, der florerer. Er optagelsesprøven sindssygt svær? Er der ingen, der går videre? Bryder folk sammen? Kan man ikke få job som journalist bagefter?

Det er nogle af de myter, der ifølge Peter Bro skal slås ihjel, og som man ikke har været opmærksomme nok på.

“Vi skal simpelthen blive bedre til at komme ud og fortælle, hvad det egentlig vil sige at læse journalistik. Hvad er en journalist, og hvad kan det føre med sig? Også for at få mulighed for at slå nogle af de der myter og misforståelser ihjel,” siger Peter Bro.

Dertil kommer, at der skal kigges på, hvordan uddannelsens form kan følge med de ændringer, der sker i samfundet, hvad angår det journalistiske håndværk.

“Det kan bruges i mange forskellige sektorer og mange forskellige brancher, også selvom det måske ikke altid er klassisk journalistik. Det, tænker jeg, bare er en styrke for faget, men det skal vi selvfølgelig også have en snak om,” siger han.

Alle overvejelserne og tankerne er del af en ny proces på SDU under navnet ’Fremtidens Journalistuddannelse’. I processen vil SDU se på, hvad der kan gøres for at øge ansøgertallet.

Ifølge Peter Bro er der tale om alt fra markedsføring til ændring af journalistuddannelsens indhold, men det er ikke besluttet endnu.

“Vi har et udviklingsarbejde foran os,” siger Peter Bro.

Nytænkning af uddannelsen

På DMJX er uddannelsens indhold også med i overvejelserne om, hvad der aktivt kan gøres for at hæve antallet af ansøgere. Hvordan bliver uddannelsen mere relevant? Hvordan kan den tilpasse sig, i takt med at mediesektoren ændrer sig?

“Medieforbrugeren ændrer sig, og folk orienterer sig mindre og mindre mod et bestemt dagblad, men mere imod den konkrete afsender. Vi skal til at se anderledes på vores uddannelse, hvor vi stadig har vores neutralitet og objektivitet, men også koble den sammen med den stærke personlige afsender, som vil kræve noget nyt af os,” siger Julie Sommerlund.

Ifølge hende viser mange undersøgelser, at mediebrugerne er mere interesserede i journalisten bag artiklen, end det dagblad artiklen udkommer på. Derfor skal DMJX også til at overveje, om den del af uddannelsen, der går på journalistens rolle, skal nytænkes.

Det er dog vigtigt at understrege, at der endnu ikke er udformet en konkret handlingsplan for ændringer, men at DMJX med sikkerhed påtænker at markedsføre uddannelsen frem mod næste optagelsesrunde i år 2025.

Både diversitet og flere ansøgere, tak

For KaJ, der er DMJX i Aarhus’ studenterorganisation under Dansk Journalistforbund, er udviklingen et klart signal om, at skolen må handle.

“Vi ser det ikke som et sundhedstegn, at der er sket sådan et fald. Det er klart. Skolen skal gøre noget ved det her. De skal ud og brande sig selv og fortælle folk om den mega fede uddannelse, vi har her på skolen”, siger Mads Norman Søndergaard, der er formand i KaJ.

Han tilføjer, at hvor meget af kommunikationen om uddannelsen tidligere er gået fra mund til mund, må skolen i gang med at gøre reklame. Både på gymnasierne og på sociale medier.

“Vi kan se, at det ikke kun gælder om at få mere diversitet ind, som der allerede er blevet talt om, men også om at tiltrække flere af den type ansøgere, der i forvejen søger,” tilføjer Mads Norman Søndergaard.

Her henviser han til den igangværende proces, hvor DMJX, SDU og RUC er gået sammen i forsøg på at finde ud af, hvordan mangfoldigheden på journalistuddannelserne kommer til at afspejle den, der er i det danske samfund.

I forhold til at øge ansøgertallet er det udover markedsføring endnu uvist, hvad de konkrete udspil bliver. Men der er bred enighed. Ansøgertallet skal op.

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Pladsmangel på videnskabsteori kan forpurre nogle journaliststuderendes planer om en kandidatuddannelse. Derfor kan studerende se sig nødsaget til selv at punge ud til suppleringskurser. Samtidig efterlyses der bedre vejledning under ansøgningsprocessen.

TEKST: Cathrine de Nijs Johansen
Illustration: Lotte Skjødt Nielsen 

Udgivet den 30. maj 2024

Hvert halve år skal journaliststuderende på ottende semester vælge et af to valgfag. Journalistisk entrepreneurship eller videnskabsteori. Et valg, der kan have betydning for deres fremtidige uddannelsesforløb, hvis de efter endt bachelor ønsker at tage en kandidat. Videnskabsteori er et krav på mange kandidatuddannelser, og har du ikke haft det, bliver vejen til en kandidat bøvlet.

Hvis man ønsker videnskabsteori og får det, kan man betragte sig selv som heldig. For selvom der er en næsten ligelig interesse for videnskabsteori og journalistisk entrepreneurship, er det kun omkring halvdelen af dem, der ønsker videnskabsteori, der får det. Det viser tal fra DMJX. Det skyldes en fordeling, hvor 30 procent af alle studerende får videnskabsteori og 70 procent får journalistisk entrepreneurship.

Det har ikke altid været en udfordring. For bare få år siden kunne langt de fleste studerende få opfyldt deres valgfagsønske, men man ændrede fordelingen grundet faglige hensyn, forklarer Henrik Berggren, institutchef for journalistik.

”Vi har tæt kontakt til branchen, og vi forsøger at give jer en uddannelse, der giver de kompetencer, som efterspørges, og der er en kæmpe efterspørgsel efter udvikling og innovation. Det er nogle helt essentielle kompetencer, vi arbejder med i det fag,” siger Henrik Berggren.

Skæv valgfagsfordeling spænder ben for de studerende

Selvom Henrik Berggren mener, at man bliver en bedre journalist af at have haft journalistisk entrepreneurship, risikerer nogle studerende alligevel at komme i klemme efter ændringen. Man kan godt læse en kandidat i journalistik uden at have haft videnskabsteori, men ønsker man at fagspecialisere sig med en anden kandidat, kan faget være et krav.

Hvis man ikke har haft videnskabsteori på DMJX, kan man alternativt opfylde adgangskravene gennem et suppleringskursus. Det kræver dog, at man tager faget gennem et universitet og selv betaler. På Københavns Universitet koster et fag på 15 ECTS, som videnskabsteori på DMJX er, 7.500 kroner.

”Det er virkelig mange penge, og jeg synes, det er en høj udgift for noget, som jeg kunne få gratis på skolen,” siger Lisa Bilgrav, der studerer journalistik på ottende semester og ikke fik videnskabsteori, som hun ellers havde ønsket. Det blev dødsstødet for hendes ønske om at tage en kandidat i amerikanske studier, som hun havde overvejet meget.

”Jeg var enormt frustreret. Jeg var virkelig tændt på idéen og ville det rigtige gerne, og det kan jeg bare ikke nu. Jeg har forståelse for, at man ikke altid kan få sin førsteprioritet, men det her er ikke en mediespecialisering eller et valgfag på fjerde semester. Det er ikke ligegyldigt, og det kan få en stor betydning,” siger Lisa Bilgrav.

Selvom hun efterfølgende hurtigt accepterede, at hun ikke fik videnskabsteori og måtte opgive planen om at læse amerikanske studier, mener hun ikke, at skolens faglige begrundelse holder. Lisa Bilgrav fortæller, at hun med en kandidat gerne ville have muligheden for at skille sig ud i en tid, hvor branchen er usikker. I hendes øjne handler det i sidste ende om at klæde de studerende bedst muligt på til den branche, der venter på den anden side.

”Lige nu går vi ud til uvished. Jeg synes, at det er enormt ærgerligt, at det ikke er med de forudsætninger, som skolen kunne give os,” understreger Lisa Bilgrav.

Rosalina Bendix, forperson i De Studerendes Råd på DMJX i Aarhus, mener, det er kritisabelt, at nogle studerende bliver presset på grund af fordelingen. Hun påpeger, det er problematisk, at mange studerende ikke ved, det er en udfordring, man kan risikere at havne i.

”Det er simpelthen for dårligt, at uddannelsen spænder ben for ens fremtidige færden ude i verden,” siger Rosalina Bendix og fortæller, at De Studerendes Råd har tænkt sig at tage problemstillingen op.

Svært at give forrang til kandidatsøgende

Henrik Berggren anerkender, at der kan være studerende, der havner i problemer på grund af den nuværende fordeling. Lige nu har studerende, der ønsker at tage en kandidat, ikke førsteret til videnskabsteori, og fordelingen sker ved lodtrækning.

”Vi har et dilemma, og jeg anerkender, at der kan være enkelte studerende, som bliver klemt og er i den situation, at de ikke får videnskabsteori og har behov for at tage en kandidatuddannelse,” siger Henrik Berggren.

Han påpeger, at det er svært at finde en model, hvor man kan sikre, at studerende, der planlægger at læse en kandidat, får prioritet til pladserne på videnskabsteori. Selvom det er blevet forsøgt, er man ikke nået frem til en løsning.

Han er meget åben for at høre, hvad de studerende tænker og har af forslag til, hvordan man kan fordele de studerende på de to valgfag. Han påpeger, at et organ som De Studerendes Råd er meget velkommen til at komme med sådan en model.

”Vi har drøftet det gentagne gange for at finde en måde, vi kan løse det på,” siger Henrik Berggren.

Dog understreger han, at 30/70-fordelingen er den rigtige på baggrund af at have drøftet det med skolens uddannelsesudvalg for journalistik. Han henviser til det faglige argument om, at journalistisk entrepreneurship klæder de studerende på til den branche, som venter efter DMJX.

Samtidig mener Henrik Berggren også, at man som studerende må acceptere, at man ikke altid kan få sit valgfagsønske opfyldt, også når det gælder videnskabsteori på ottende semester. Han påpeger dog, at skolen vil tage fordelingen op til genovervejelse, hvis der pludselig ses en stor stigning i antallet af studerende, der ønsker at tage en kandidat.

”Så står vi i en helt anden situation,” siger Henrik Berggren.

Manglende vejledning frustrerer

Mathias Oleander, der går på ottende semester, har søgt en kandidat i journalistik i forlængelse af sin journalistuddannelse fra DMJX og påpeger, at problemet ikke ligger i fordelingen mellem de to valgfag. I stedet ville han ønske, at der var mere vejledning, når man skal søge om optagelse på en kandidat, selvom han også anerkender, at det bestemt ikke er en let opgave for DMJX at løfte.

”Jeg er frustreret over, at der ikke er bedre, overordnede retningslinjer for, hvordan man skal søge,” siger Mathias Oleander.

Særligt peger Mathias Oleander på, at man som professionsbachelor ikke har retskrav på en kandidat i modsætning til, hvis man har læst en universitetsbachelor. Det gør det vanskeligt at vide, hvad man overhovedet kan søge med en journalistuddannelse fra DMJX i bagagen.

Man er selv nødt til at kontakte det enkelte universitet for at høre, hvad man kan søge, og hvordan man søger. Da Mathias Oleander ringede rundt, oplevede han selv, at universiteterne heller ikke kunne give ham klarere svar i forhold til, hvordan han skulle søge , og hvilke dokumenter han skulle vedhæfte i sin ansøgning.

”Jeg brugte rigtigt meget tid på at læse på deres hjemmesider og ringe frem og tilbage til dem, indtil jeg til sidst fandt ud af, hvad jeg skulle vedlægge,” fortæller Mathias Oleander.

For Mathias Oleander var det omstændigt at skulle sætte sig ind i de mange formaliteter, der lå i det at søge en kandidat som professionsbachelor på egen hånd og i forlængelse af praktikken.

Som professionsbachelor har man ikke retskrav på en kandidat. Om det siger Henrik Berggren, at ”det er det, der gør vejledningen svær.”

Henrik Berggren nævner, at man har forsøgt at undersøge, om man kunne gøre processen mere gennemskuelig ved at give de studerende et klart overblik over, hvad man efterfølgende kan studere. Men det har ikke kunnet ladet sig gøre.

”Problemet er, at universiteterne ikke kan give os svar på, hvad man præcist skal gøre for at komme ind på forskellige uddannelser. Det er en lokal og faglig vurdering, og for den studerende ligger en stor del af vejledningen det sted, de søger ind. Vi har undersøgt, om vi kunne gøre det arbejde for de studerende, og det kan vi ikke,” siger Henrik Berggren og understreger, ”men vores vejledning skal være god.”

Henrik Berggren er efterfølgende blevet forelagt kritikken fra DSR.

“Jeg forstår ikke, hvad der menes med, at nogle studerende kan føle sig pressede, og jeg ved heller ikke, hvad det er, der ikke er deklareret? Jeg er enig i, at det er uheldigt, hvis vi spænder ben for studerendes vej ud i verden, men har DSR et løsningsforslag?”

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Da det ikoniske aarhusianske samlingspunkt, Kapsejlads, løb af stablen dette forår, var det med højt humør, masser af øl og Tessa-vokaler. Men én ting glimrede ved sit fravær: Kurt Strandbar.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN 

Udgivet den 30. maj 2024

Man holder altid med de underdogs. Men det er svært, når de ikke er med.

Det er næppe gået manges næse forbi, at Kurt Strandbar ikke var med, da fakulteterne i Aarhus fredag den tredje maj skulle testes i moderne gladiatorkamp i Uniparken. Ved årets Kapsejlads var DMJX’ fredagsbar og festforening nemlig blevet forbigået i udtagelsen.

Mange ansøgninger og et højt niveau over hele linjen var kendetegnende for udtagelsesprocessen, og det gik ud over Kurt Strandbar, fortæller forperson, Emilie Johansen. Kurt Strandbars egen ansøgning var bare ikke god nok, lyder vurderingen.

”Vi fik at vide, der bare var virkelig hård konkurrence i år. En af foreningerne havde sågar bygget et escape room til Umbilicus, der stod for udtagelsen. Så det, der ville have været en god ansøgning sidste år, var ikke længere en god ansøgning i år,” siger hun.

Emilie Johansen får opbakning fra det tætteste, Danmark kommer på en Kapsejlads-ekspert. Andreas Friis, der tidligere har lavet timevis af podcast om Aarhus’ mest prestigefyldte hakkebajer og stadig er fast morgenvært ved sejladsen, forklarer nemlig, at det ikke er et fravalg af Kurt, men et tilvalg af nogle andre.

”Kurt Strandbar fuckede ikke noget op. Der er altid nogle store, kendte foreninger, der ikke er med. I år var det Kurt. Tilmed var der nogle helt nye ansøgere i år, der ikke har været med før, som også skulle med i ligningen,” siger han.

Joken, der aldrig kom

Kurt Strandbar havde ellers underholdt medicinernes fredagsbar, Umbilicus, med en Paradise-sketch, hvor medicinerne ikke overraskende skulle vælge Kurt som partner til sidst. Dét, krydret med en såkaldt roulade-kapsejlads, gav kurterne tro på, at de, ligesom i fjor, kunne samle skolen om årets vigtigste sejltur.

Derfor var der også skuffelse at spore, da de – live på Instagram – fik meddelelsen om, at de var blevet vejet og fundet for lette.

”Der var meget stille i rummet. Først troede vi, det var en joke, da de sagde, de havde dårlige nyheder. Men punchline kom aldrig. Selvfølgelig ville vi gerne have været med, selvom det også er hårdt arbejde,” siger Emilie Johansen.

Særligt én ting ved fraværet ærgrede forpersonen. For selvom Kapsejlads blev afviklet med samme succes som de foregående år, og massevis af elever fra DMJX allerede flyttede ind på den store græsplæne klokken to om natten, manglede der noget. Der var strålende vejr, der var ‘Underdogs’ på Soundboksen, der var morgensang, og der var festivalslugt, men der var ikke nogen at holde med.

”Der var ikke noget at se frem til. De andre foreninger spurgte også efter os, og tandlægerne har endda nævnt Kurt Strandbar i deres sang. Vi er begyndt at blive en fast del af Kapsejladsen. Men ikke i år,” siger hun.

Når festforeningerne skal udtages til Kapsejlads, er der ifølge Andreas Friis en række elementer, der bliver kigget på. Det drejer sig altså ikke bare om at være sjov.

”Ansøgningen betyder meget. Men det betyder også noget, at man har leveret god energi i de foregående forløb. Man skal komme til tingene, og man skal gå op i det, for Kapsejlads er et gigantisk arrangement. Man skal gerne kunne mærke opbakningen hele vejen rundt,” siger han.

Andreas Friis uddyber yderligere, at det kan betale sig at gøre lidt ekstra ud af den sang, man altid skal have med til Kapsejlads, eller måske lægge nogle kræfter i musikvideoen. Det er dog ikke det afgørende.

Falske rygter med lang levetid

Der er intet i verden, der taler lige så højt som de berygtede vandrør. Igennem et længere stykke tid har de hvisket, at Kurt Strandbars manglende udtagelse skyldtes en dårlig indsats ved oprydningen efter Kapsejlads sidste år, men det rygte vil Emilie Johansen gerne begrave én gang for alle.

”Det er ikke rigtigt, at vi ikke gjorde ordentligt rent efter os sidste år. Vi kom selvfølgelig og ryddede op,” siger hun.

Faktisk fortæller Emilie Johansen, at nogle af de medlemmer, der ikke engang var med til festdagen på grund af sygdom, alligevel troppede op med handsker og spand dagen derpå.

Det viser sig også, at rygtet om Kurts manglende oprydning er et rygte, der går flere år tilbage. Andreas Friis har således været bekendt med rygtet i årevis, og da han selv ofte har deltaget i oprydningerne, både som studerende og morgenvært, kan han afkræfte, at Kurt Strandbar skulle være stukket af fra oprydningen sidste år.

”Det går som minimum tre-fire år tilbage. Men Kurt Strandbar har altid været med til at rydde op, så vidt jeg kan huske. Man skal nok kigge endnu længere tilbage for at finde rygtets ophav,” siger han.

Fremtiden for Kurts Kapsejlads-planer

Når Kapsejlads banker på næste år ved denne tid, er Emilie Johansen ikke længere forperson for Kurt Strandbar. Derfor har hun heller ikke nogen indflydelse på, hvordan ansøgningen kommer til at foregå på det tidspunkt, og det er slet ikke sikkert, at Kurt Strandbar overhovedet har tænkt sig at søge.

Kurt er en af de foreninger, der oplever den største udskiftning på halvårligt basis, og nye medlemmer medfører nye holdninger, hvorfor der til næste år på ny skal stemmes om lysten til at være med i Kapsejlads.

”Næste år skal de nye blive enige om, hvorvidt de vil være med. Den beslutning kan vi ikke tage på forhånd. Man skal altid teste vandene,” siger hun.

Hun tør dog godt komme med en forsigtig forudsigelse om Den Fjerde Statsyachts fremtid.

”Mon ikke vi ender med at søge igen,” siger hun.

Der er altså endnu håb, hvis man ikke har nået at se Kurt Strandbar sejle op ad åen i sin tid på skolen.

Kurt på Aarhus-kortet

Noa Kallestrup, menigt medlem af Kurt Strandbar, er langt hen ad vejen enig med sin formand. Har man sat sine fødder på campus på Katrinebjerg ugen op til Kapsejlads, er der nemlig én ting, der fylder markant mere end alt andet – også selvom det ofte falder tæt på den travle eksamensperiode.

”Kapsejlads samler skolen. Det er en skam at gå glip af den del i år. Der opstår mange gode fællesskaber på baggrund af det, og Kapsejlads er med til at sætte Kurt Strandbar på Aarhus-kortet,” siger Noa Kallestrup, der var med sidste år, men ikke i båden.

Han anerkender dog, at en Kapsejlads-deltagelse ikke udelukkende er snurreture med øl i hånden, fællesskab og fornøjelse. Der ligger en hel del arbejde bag, hvorfor der for nogen også var lettelse at spore, da det kom frem, at Kurt ikke blev valgt.

”Selvfølgelig var der nogen, der var lettede. Kapsejlads tager meget tid, og det fylder vildt meget i kalenderen, for der er en masse forberedelse og oprydning. De fleste af os var skuffede, men det er et krævende forløb. Personligt savnede jeg det mest på selve dagen,” siger han.

Noa Kallestrup fortæller også, at hans venner på andre uddannelser i Aarhus sågar spurgte til, hvorfor Kurt Strandbar ikke var med i år, så fraværet er ikke gået helt ubemærket hen.

Kapsejladsen blev i år vundet af Medicin, der tog sin anden sejr i træk og den sjette af de seneste ti mulige. Det har været afholdt siden 1991 og havde i år et estimeret tilskuerantal på 30.000. Peter Falktoft og Esben Bjerre var mændene med mikrofonerne, inden de overgav lyden til Tessa, der rappede et efterhånden godt brugt publikum igennem eftermiddagen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Umbilicus’ forretningsudvalg, der stod for udvælgelsen af fakulteterne.

 

Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

For snart 15 måneder siden trådte den nye affaldsbekendtgørelse i kraft. På trods af det har affaldssorteringen på DMJX været næsten usynlig.

TEKST: OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 21. marts 2024

“Hvor skal jeg smide min pant?” siger en ny studerende i forbifarten.

Og det er et godt spørgsmål. Affaldssorteringen på DMJX er der nemlig længe blevet sat spørgsmålstegn ved. De fleste ved, at der skal affaldssorteres. Om det er derhjemme, på arbejdspladsen eller i gadebilledet, så står der skraldespande til affaldssortering.

Det er ikke noget, de studerende på DMJX i Aarhus har mærket meget til. Affaldssorteringsbølgen har nemlig ikke ramt skolen. Her er sandwichpapir, æbleskrog, pant og kompendier de sidste mange år blevet smidt det samme sted hen. Ned i den sorte sæk med restaffald.

Det skal laves om nu. Til april vil der ifølge Jørgen Johannsen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, blive sat nye sorteringsvenlige skraldespande op på skolen.

Fra sort sæk til sortering

Tilbage i efteråret begyndte både Ejendomsservice og Bygning og Facility, der er ansvarlige for affaldssorteringen på skolen, nemlig at kigge på en ny affaldssorteringsløsning.

“Der er planer om, at der skal laves omkring 13 øer med affaldssortering bestående af hver fire til fem spande,” siger Thomas Gleerup, ejendomsservicetekniker for Bygning og Facility på DMJX.

Indtil videre har affaldssorteringen på skolen ikke fokuseret på at få de studerende til at affaldssortere, men derimod har en medarbejder stået for at eftersortere affaldet. Det nye tiltag har da også været på tegnebrættet i lang tid, men er ikke blevet udført. Før nu.

Både Thomas Gleerup og Jørgen Johannsen giver udtryk for, at der ikke er en bestemt grund til, at affaldssortering blandt de studerende ikke er blevet implementeret tidligere. Det har egentlig altid været planen, at det skulle indføres, og det mest af alt skyldes dårlig planlægning og langvarige processer, at det ikke er sket før.

“Tja, vi fik det sgu ikke lige gjort for at sige det rent ud. Det blev til en proces, og så var den nemme løsning lige at sætte en medarbejder til det,” siger Jørgen Johannsen.

En usædvanlig løsning

Siden den 31. december 2022, hvor affaldsbekendtgørelsen trådte i kraft, har det været lovpligtigt for virksomheder, herunder uddannelsesinstitutioner, at sortere deres affald i ti fraktioner. På trods af det har affaldssorteringen for de studerende på DMJX været næsten ikkeeksisterende. To sorteringsskraldespande har været sat op til de studerende, men langtfra overalt på skolen har det været muligt for de studerende at sortere deres affald korrekt. Alligevel har skolen levet op til kravene for affaldssortering, fastslår Jørgen Johannsen.

Han forklarer, at som det er nu, bliver affaldet sorteret efter, at de studerende har smidt det i skraldespandene ved, at en medarbejder står og sorterer affaldet.

“Når affaldet bliver samlet sammen, så står der en ude bagved og sorterer det. På den måde bliver affaldet sorteret, så vi lever op til affaldsbekendtgørelsen,” siger han.

DMJX’s løsning på affaldssorteringen er indviklet og omkostningsfuld, men en løsning, der ifølge Jørgen Johannsen er inden for skiven, når det gælder affaldsbekendtgørelsen. Det samme mener Teknik og Miljø i Aarhus Kommune, der står for at kontrollere, om virksomheder og uddannelsesinstitutioner i Aarhus lever op til reglerne.

“Vi ser på, hvordan affaldssorteringen ser ud, når det kommer ud i de store containere. Hvordan sorteringen er inde i bygningen betyder i princippet ikke så meget, så længe at affaldet er sorteret korrekt, når skraldemændene henter det,” siger Kristine Slot Ravnholt Vium, sagsbehandler i Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Ifølge Kristine Slot er det dog en usædvanlig løsning, som DMJX indtil videre er gået med, og generelt set vil den bedste affaldsløsning være, at affaldet bliver kildesorteret. Det vil sige, at de studerende selv sorterer affaldet, når det produceres.

“Det optimale vil være, at affaldet bliver sorteret, hvor det opstår. For eksempel bør der være en skraldespand til madaffald i en kantine og en skraldespand til papir i et printerrum,” siger hun.

De studerende skal opdrages

Tager man et kig på de to nuværende skraldespande til affaldssortering, der i dag står på skolen, er det også tydeligt at se, at de ikke bliver brugt. Typisk er skraldespandene til restaffald fyldt godt op, mens de to sorteringsvenlige skraldespande står næsten tomme. Derfor mener både Thomas Gleerup og Jørgen Johannsen, at det er essentielt, at de studerende selv tager et ansvar, når de nye skraldespande bliver sat op.

“Det er vigtigt at de studerende bliver opdraget til at bruge de affaldssorteringsskraldespande, der bliver sat til rådighed,” siger Thomas Gleerup.

Det samme budskab går igen hos Jørgen Johannsen.

“Der er simpelthen en opdragelse i, at når de nye skraldespande kommer, skal de studerende sørge for, at der bliver sorteret korrekt, og at alt ikke bare bliver smidt i den samme skraldespand, når vi får de nye,” siger han.

Han fortæller også, at når de nye skraldespande bliver sat op, vil det ske med en kampagne for at gøre opmærksom på det nye tiltag.

“Det skulle jo gerne være sådan, at de ikke bare står der til pynt, når de kommer op, men også til gavn,” siger Jørgen Johannsen.