Meget var egentlig, som det plejede at være. Twitter rasede. Panikradio kørte for fulde gardiner. Praktikanterne fik nogle medier, og medierne fik nogle praktikanter. Folk fik sikkert også en masse bajere om aftenen. Skål og tillykke med pladsen!

Men alligevel var alting anderledes. Pia Færring bottede ikke med sit horn (!), og de praktiksøgende var ikke samlet i spænding i Vandrehallen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. De var spredt for alle vinde rundt i hele landet.

Nogle var derhjemme, nogle var på DMJX i Emdrup, nogle var på skolen i Århus, og så var der nogle, der var ude på de medier, de endte med at skrive under med.

Denne gang var der nemlig verdenspremiere på verdens første online Store Matchdag. Matching-systemet var flyttet fra virkelighedens verden og ind på internettet. Moderne! Måske var det den salomoniske løsning, der en gang for alle løste Sisyfos-problemet Panikdag?

Svaret blev et rungende nej. Problemet er ikke løst endnu. Praktiksystemet er stadig kaotisk, stressende og ubehageligt.

Det skal løses inden næste gang

Det nye system var langsomt og ustabilt. Afslagene fremgik ikke klart og tydeligt. Og guiden til systemet var mangelfuldt og forvirrende. Det er under al kritik, og det skal bare løses til næste gang, hvor endnu flere skal søge praktik, og hvor både ”konkurrencen” mellem de studerende og belastningen på systemet bliver endnu hårdere.

Det betyder ikke, at vi anerkender retorikken om, at denne omgang var en ’test’. Det var mennesker og ikke forsøgsrotter, vi havde med at gøre. Det må man huske.

Giv det en chance til

Vi mener dog i KaJ, at man er nødt til at give systemet en chance mere. På trods af alle fejlbarlighederne og (forhåbentligt) børnefejlene.

Det rummer nemlig stadig gode tanker og elementer. Primært i forhold til at noget af spillerummet flyttes fra medierne og over til de studerende, fordi man kan få lov til at vælge ud fra et lidt mere fair grundlag, end det var tilfældet i Vandrehals-modellen, hvor nogle er tvunget til at tage en meget stor beslutning på et spiltsekund.

Hovedformålet må nemlig stadig være at undgå det barbariske båthorns-system, der burde have været lagt i graven for maaaaange år siden.

Så lad os nu se, om det nye system kan fungere på sine egne præmisser. Derfor vil vi opfordre alle – både medier, skoler og studerende – til at gå konstruktivt til værks. Lad os da i det mindste prøve at få det til at fungere.

Medierne skal respektere spillereglerne

Det betyder også, at vi på det kraftigste opfordrer medierne til at lade være med invitere praktikanter ud til mediet under selve akten. Vent til dagen efter måske?

Det er ikke meningen, at man skal gøre det sådan, og det underminerer konceptet om de rolige, frie, lige valg, som det nye system bygger på.

Jeg forstår godt, hvorfor mange praktiksøgende tog imod invitationen. Det havde jeg også selv gjort. Sådan er gamet. Men tilbuddet fra mediet skulle aldrig være kommet, for det underminerer idéen om, at man skal vælge uden det absurde pres, vi kender fra den gamle model.

Det betyder ikke, at medierne ikke må give forhåndstilkendegivelser. Det må de gerne. De skal bare først forsegles, når man sidder og kigger ind i skærmen og håber på, at den grønne prik springer frem. Sådan må det være!

God jul.