Avisernes læsertal: Politiken oplever ikke samme nedgang som andre aviser

Det samlede læsertal falder på både landsdækkende hverdags- og søndagsaviser, og især gratisavisen B.T. Metro har oplevet et fald i antallet af læsere, mens udviklingen ikke på samme måde har ram Politiken, der har holdt fast på læserne og oplevet stigninger trods den højeste abonnementspris.

Kilde: Index Danmark/Gallup.

Skribent og grafik: Stig Dahlgren Atzen

Udgivet den 11. juni 2019

Det samlede antal læsere af de landsdækkende hverdagsaviser er ifølge læsertalsopgørelsen fra Index Danmark/Gallup i nedgang. På blot halvandet år er avisernes læsertal dalet med knapt 300.000 månedlige læsere. Det svarer til en samlet nedgang i læsere på 20 procent.  

Det største udsving står B.T. Metro for. Gratisavisen er på halvandet år faldet med 70 procent i månedlige læsere. Ifølge Chefredaktøren for B.T, Jonas Kuld Rathje, er faldet i læsere sket, fordi gratisavisen har tilpasset oplaget til omkostningerne ved at producere avisen.

”Det er vores mål, at B.T. metro skal være landets mest læste dagblad. Men vi forsøger at tilpasse oplaget, så det dels passer med vores nye strategi om at fokusere på de fire største byer og spare, hvis vi kan,” skriver Jonas Kuld Rathje i en mail til Illusteret Bunker og uddyber:

”Det er med andre ord en kalkuleret nedgang i læsertallet som følge af det lavere oplag.”

Hverdagsaviserne er ikke ene om at opleve et fald i læsertal. Søndagsaviserne er faldet med 90.000 månedlige læsere på halvandet år.

Politiken holder stand

Den eneste søndagsavis, som er steget i læsertal, er Politikens. De har på halvandet år formået at trække 10 procent flere læsere til, mens konkurrenterne oplever nedgang. Det skyldes ifølge Troels Behrendt, der er digital redaktør på Politiken, at deres søndagsavis er steget i kvalitet.

”Jeg synes, at vi laver en rigtig god søndagsavis. Vi laver også en meget bedre søndagsavis end for et år siden, synes jeg. Sektionerne er blevet bedre. Herunder især kultursektionen,” siger Troels Behrendt.

Politikens hverdagsavis er også tæt på førstepladsen som den mest læste. De har formået holde at fast i den kvarte million læsere, de har. Ifølge Troels Behrendt handler det om, at de lykkedes med at have målgruppen med, når de producerer indhold.

 ”Det er en ret snæver målgruppe, vi holder fast i. Vi forsøger at ramme de voksne, som har fundet et sted at bo og har tid til at læse avis i weekenden. Det er der måske nogen, som savner,” siger Troels Behrendt, der også har oplevet, at læsertallene kan variere.

”Vi har også oplevet store udsving gennem årene, som vi ikke helt har kunnet forklare,” siger han.

Abonnementspriser gør ikke udslaget

At Politiken fremviser stabile læsertal, og at B.T. Metros læsertal daler står i stærk kontrast til hinanden, når man medregner, at Politiken kræver abonnement, mens B.T. Metro er en gratisavis. Faktisk er Politiken den avis med de højeste abonnementspriser i landet.

 

Troels Behrendt mener, at det er et udtryk for, at prisen ikke er udslagsgivende, når læserne tegner abonnement.

”Det viser nok, at prisen ikke betyder så meget. Samtidig viser det, at vi rammer vores målgruppe rigtig godt, og at vi leverer det indhold, de vil have,” siger han.

 

(Overvejer du at tegne abonnement på en avis? Flere aviser tilbyder rabat til mennesker under 30 år)