Jeg synes nu ikke selv, at jeg forsvarede mig i mit svar til Josephine. Det synes jeg til gengæld, jeg er nødt til nu. For selv om du indleder med, at jeg ’ikke pr definition som sådan er med til at objektivisere kvinder’, handler meget af dit indlæg så vidt jeg kan læse om, at det gør jeg alligevel. Jeg bliver repræsentanten for den stereotype mands stereotype opfattelse af kvinder.
Dette er Lars Bjergs modsvar til debatindlægget “Tro flytter ikke Bjerg – stereotype fremstillinger er kedelige og forudsigelige”.
Skribent: Lars Bjerg, lektor på journalistuddannelsen
Inden jeg svarer direkte, får du lidt af min livshistorie.
Min socialrådgivermor fik Dansk Kvindesamfunds Mathildepris og ALT for damernes Gyngestolpris. Det var hende, der gik på chefarbejde om dagen og holdt foredrag eller var frivillig om aftenen, mens vores far brystede sig af, at han som køns-pioner gik hjemme og passede børn og lejlighed. I virkeligheden nøjedes han med at gå hjemme.
Hans største, og måske også hans eneste positive, bidrag til min udvikling var hans insisteren på, at man skal tage sig selv, hinanden og tilværelsen alvorligt, men aldrig højtideligt.
Han elskede at punktere oppustethed og selvhøjtidelighed; derhjemme og til møder og i læserbreve. Der kunne jokes om alt hos os. Politik, religion, børneopdragelse, kunst, sex og mad. Også, og det er altså pointen, selv om det meste af det, eller rettere alt andet end maden, samtidig blev taget alvorligt.
Mit første job som ung socialrådgiver var på Mødrehjælpen, som dengang var en statslig institution. Jeg fik den første af mine fire døtre i 1975, og jeg var meget opsat på, at hun (og senere hendes søstre) både skulle forstå og opleve i praksis, at piger/kvinder er lige så værdifulde som drenge/mænd. Jeg blev formand for forældrerådet i børnehaven med det ene formål at ændre den meget køns-stereotype kultur, de havde.
Jeg var den første mands-journalist, der tog forældreorlov, dengang det blev en mulighed i Danmark i 1988. Min kvindelige chef sagde ganske utvetydigt, at jeg svigtede arbejdspladsen.
Da Dansk Kvindesamfund i slut-90’erne kontaktede Journalisthøjskolen for at få en af os undervisere med i deres advisory-board, meldte jeg mig. De foretrak så en kvinde, men det var sikkert bare fordi, hun var mere kvalificeret.
I de år, jeg var med til at udforme skolens optagelsesprøve, var jeg 100% loyalt med i forsøget på at få ligevægt mellem kønnene i optaget.
Nå, til sagen.
Først min brug af han i Den gode Journalist: Jeg begrunder det på side 29. Bogen er skrevet i 2009, og dengang var han fælleskøn. Selv ikke min ’feministiske’ baggrund bragte mig i tvivl om det, selv om jeg da godt kunne se det underlige i det. Der var heller ingen redaktører, korrekturlæsere, anmeldere, kolleger eller studerende, der gjorde indsigelser.
I anledning af dit indlæg har jeg netop ringet til Dansk Sprognævn. De har ingen officiel holdning, men ja, sådan var praksis indtil for få år siden, og tjah, ligesom neger ikke længere er et neuralt ord.
Så jeg lover at gøre noget ved det, når jeg om lidt går i gang med at revidere bogen. Men jeg begynder ikke at skrive ’hun’ i stedet. Det er da bare at erstatte en stereotyp med en anden. Ikke ligeberettigelse, bare ’buttom-up’. Seksualisering, lækker, fuckable – jeg ved virkelig ikke, om mænd er ’værre’ til det end kvinder, men det gør du åbenbart.
Jeg ved, at nogle kvinder gør meget for at være alt det, og jeg ved, at nogle mænd gør meget for at være alt det. Jeg ved, at parringsdans i alle mulige former er fælles for alle os pattedyr.
Og når der er referencer til det i min bog, er det – om end kun halvt bevidst, må jeg indrømme – fordi det er fælles erfaringer, der kan fungere som små belønninger til den trætte pligtlæser. Og, hej Far!:, kan punktere tendenser til højtidelighed hos både læser og forfatter. Til gengæld kan jeg godt se, (efter at jeg er blevet gjort opmærksom på det) at mine ’seksualiserede’ indspark er hetero-køns-biased, og det vil jeg skrue ned for i min reviderede udgave
Men også en indsigelse: Måske er det bare fordi, du er så træt, træt & træt, men det virker nu også lidt primitivt, at du tolker det tænkte replikskifte mellem min søster og mig som en generalisering af kønsforskelle. I så fald skulle alle replikskifter i film og romaner og virkelighed om konkrete situationer være udtryk for en generalisering eller stereotypering. Men jeg kan da sagtens sige, at min nabo er nærig, uden at jeg dermed har sagt, at alle naboer er nærige.
Endelig vil jeg lige præcisere, at det ikke er mig, der har sagt noget om sløve drenge og flittige hjælpsomme piger. For det tror jeg nok, din tekst kan få den uindviede læser til at tro. Jeg er bevidst varsom med at generalisere, og hvad kønsforskelle angår, læner min trosbekendelse sig kraftigt op ad min barndoms amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther Kings mantra: ”Racismen er først udryddet, når vi ikke længere ser hinanden som repræsentanter for en race, men bare som mennesker”, sagde han.
Jeg siger: Sexismen (altså i ordets oprindelige betydning ’diskrimination på grund af køn’, helt parallelt til racisme) er først udryddet, når vi holder op med at tillægge køn anden betydning end noget med sex og forplantning. I alle andre sammenhænge bør køn ikke være en forskel, der gør en forskel.
”For øvrigt mener jeg” – som en af senatorene i antikkens Rom afsluttede alle sine taler, uanset emnet, men fortsættelsen her er min – at selvhøjtidelighed er den største risiko for den i øvrigt legitime identitetspolitiske bevægelse.