Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Ifølge Jyllands-Posten er debattonen på Facebook forrået, og de har derfor valgt at lukke ned for deres kommentarspor. Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen forklarer, at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform. 

TEKST: KATHRINE MØLLER NIELSEN & EMILY HOLLAND-FISCHER  
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

På Facebook kan man kommentere på mange opslag. Det kan man også på mange af nyhedsmediernes Facebooksider – men ikke på Jyllands-Postens. De har valgt at lukke for kommentarsporet på deres egen Facebookside.

Chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, fortæller, at det har været en lang proces at komme frem til beslutningen om at lukke kommentarsporet ned. Hun forklarer, at de på den ene side gerne vil have, at læserne diskuterer deres artikler, men på den anden side har de ikke ressourcer nok til at moderere kommentarsporene.

”Debatten på Facebook blev forrået, og det udviklede sig til en debat, som vi ikke kunne se os selv eller vores journalistik i. Vi skulle bruge enormt mange kræfter på at moderere kommentarsporet, fordi der var så mange grove kommentarer,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Ifølge hende bør medier aldrig ses som en losseplads til diskussioner. Nyhedsmedier har altid sorteret i læserbreve, som hun kalder en gammeldags version af kommentarer på Facebook. Det er mediernes opgave at facilitere en god debat, hvor alle har lyst til at deltage. 

Jyllands-Posten vil gerne tage ansvar for, at det er en god debat, der foregår på deres platforme, og så længe de ikke kan det, vil de ikke lade kommentarsporene stå åbne. 

Marchen Neel Gjertsen understreger, at de fleste kommentarer ikke var chikanerende, men at det alligevel var de grove kommentarer og den hårde tone, der sprang i øjnene og styrede debattens gang. 

 

Mediernes ansvar vægter højest 

Marchen Neel Gjertsen er klar over, at de på Jyllands-Posten begrænser den frie debat, når de lukker deres kommentarspor på Facebook. Hun mener dog ikke, at det er et problem. Ifølge hende handler det i højere grad om at tage ansvar for den debat, de faciliterer. 

“Hver eneste gang, der ligger nogle kommentarer, som ikke bliver fjernet, så har vi ansvaret for det. Nogle af de kommentarer kan være ekstremt krænkende overfor sårbare kilder eller minoriteter,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

På Politiken sletter de sjældent et helt kommentarspor, men oftere enkelte kommentarer. Spørger man Thomas Berndt, der er digital redaktionschef på Politiken, er kommentarsporene på Politikkens Facebookside ikke så slemme i dag. 

“Når jeg hører nogen snakke om, at kommentarsporene er forfærdelige, så synes jeg, at det er lidt nogle forældede præmisser. Jeg synes ikke, at det er sådan, vores kommentarspor er. Men der kan selvfølgelig godt være et spor, hvor det stikker af. Og så må vi gøre noget,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen oplever, at langt over halvdelen af deres kommentarer har gode inputs og en ordentlig tone. Hun vil dog ikke stå til ansvar for de kommentarer, der løber af sporet, er hadske eller diskriminerende. 

“Hvis der er en mindre andel, der ødelægger det for resten, så kommer det alligevel til at overskygge hele kommentarsporet.”

”Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter.”

– Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør på Jyllands-Posten

En del af den demokratiske debat

På Politikens Facebookside kan man stadig kommentere på deres opslag, og de har ikke tænkt sig at lukke ned for det. Ifølge Politiken er det generelt problematisk, hvis nyhedsmedier lukker deres kommentarspor ned.

”Samtalerne på Facebook er en del af den demokratiske debat. Når man lukker for det, udelukker man folk, som ikke har en stor stemme i debatten, og som får sværere ved at komme til orde,” siger Thomas Berndt.

Han fortæller, at de hos Politiken prioriterer deres ressourcer, så de kan holde øje med deres Facebookside og begrænse grove kommentarer. De har både en computer, der automatisk sletter kommentarer, som indeholder skældsord, og en medarbejder, som kigger kommentarerne igennem. Han understreger dog, at det ikke er muligt at overvåge alt, der foregår på deres Facebookside.

”Nogle gange har vi artikler, der er postet for tre dage siden, hvor kommentarsporet stadig er aktivt,” siger Thomas Berndt. 

Han mener ikke, at det er for meget at forlange af folk, at de skal skrive pænt for ellers bliver deres kommentarer slettet.

”Skarpe holdninger er selvfølgelig tilladt, både om emner og personer, men de må ikke være chikanerede eller hadefulde,” siger han.

 

De svage stemmer får ikke ordet

Når Jyllands-Posten vælger at lukke kommentarsporene, udelukker det mange fra at debattere gennem deres medie. Marchen Neel Gjertsen mener, at medierne altid har virket som et filter.

“Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter,” siger hun.

Når Jyllands-Posten vælger at fjerne hele kommentarspor, handler det om, at nogle af debatterne ikke bliver ført i en ordentlig tone. Marchen Neel Gjertsen pointerer, at de ikke prøver på at udelukke synspunkter, men at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform.

“Ordentlig tone for mig behøver ikke at betyde, at man udtrykker sig på formfuldendt dansk, eller at kommentaren ikke må have kant. Vi tillader mange synspunkter, så hvis nogen synes, at jorden er flad, så skal de have lov til at skrive det. Men grænsen går, når man begynder at krænke andre,” siger hun.

Thomas Berndt er enig i, at man skal have en ordentligt tone for at deltage i den offentlige debat. Han er dog ikke afvisende overfor, at lukningen af hele kommentarspor kan betyde, at man udelukker de mennesker, der i forvejen ikke har den største sandsynlighed for at blive hørt i debatten.

“Jeg synes, at en del af diskussionen og overvejelsen om at lukke kommentarspor, er, om man gør, at folk i samfundet, der ikke har en stor stemme i debatten, får yderligere svært ved at komme til orde,” siger han.

Prioriterer ikke debatten på Facebook

Marchen Neel Gjertsen fortæller, at de hos Jyllands-Posten hellere vil bruge deres ressourcer på andre ting end at moderere debatten på Facebook.

 ”Selv hvis vi havde alle ressourcer i verden, så er jeg stadig i tvivl om, hvor meget vi ville prioritere debatten på Facebook,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Hun fortæller, at de hellere vil bruge ressourcer på eksempelvis at have en stor gravergruppe og lave flere journalistiske produkter. 

Efter Jyllands-Posten har lukket for kommentarsporene, har de mærket en lille forskel i antal af sidevisninger på deres artikler, men ikke nok til, at de har fortrudt og åbnet for kommentarsporene igen.  

Hun forklarer, at læserne stadig har mulighed for at dele og diskutere Jyllands-Postens artikler på deres egen profil.

Marchen Neel Gjertsen kan godt ærgre sig over, at de mange kommentarer, som ikke var grove eller krænkende, ikke længere er en del af debatten hos Jyllands-Posten, men hun fortæller, at de opvejede fordele og ulemper ved at have åbne kommentarspor på Facebook. Her kom de frem til, at de hos Jyllands-Posten ikke vil stå på mål for de hadefulde kommentarer, som kan fylde i kommentarsporene. 

“En medarbejder skulle nærmest sidde i døgndrift for at holde øje med og slette kommentarer, hvor folk kalder hinanden for nazister, og vi vil hellere bruge tiden på at lave journalistik,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

 

Sprængfarlige emner kræver ressourcer 

På Jyllands-Posten vil de udarbejde en ny model, der delvist åbner op for kommentarsporet. Marchen Neel Gjertsen kan ikke komme med en konkret plan for, hvordan den nye model vil komme til at se ud.

“Vi vil prøve at finde en model, hvor vi udvælger få historier, som vi moderer – men der vil ikke bare være en fri debat på alting,” siger hun.

Hun forklarer, at historierne vil blive udvalgt efter en løbende vurdering, alt efter hvor mange kræfter de har til moderation. Om det bliver en eller ti historier vil afhænge af emnets sprængfare.  

“Vi ved, at der er nogle historier, der har det med at trigge en dårlig debat. Det kan være historier om flygtningepolitik eller feminisme. Vi bruger færre kræfter på at moderere historier om vejret, eller om at Danmark vinder VM i håndbold,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Politiken nikker også genkendende til, at nogle emner har større risiko for at starte en mindre hensigtsmæssig debat. Thomas Berndt forklarer, at Politiken har fokus på de emner, så de kan forebygge den dårlige tone. 

“Vi ved godt, at nogle emner er mere sprængfarlige end andre. For Politikken handler det også om at forebygge, at de kommentarspor udvikler sig negativt,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen afviser, at Jyllands-Posten helt vil undgå åbne kommentarspor med sprængfarlige emner, men pointerer, at det vil kræve flere timers moderation. Det betyder, at emnernes sprængfare kan være et pejlemærke for, hvilke historier, der frit kan debatteres på Jyllands-Postens Facebookside. 

 

I Palæstina er pressefriheden klemt mellem to styrer

I Palæstina er pressefriheden klemt mellem to styrer

Mens journaliststuderende i Danmark frit kan vælge, hvad de vil med deres karriere, står det anderledes til i lande med autoritære styrer eller besættelser. Zeena Nabhan og Mohammad Nazzal er to ud af mange palæstinensiske journaliststuderende, der har friheden i klemme.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN

Udgivet den 30. marts 2023

“Forestil dig, at du ikke kan udleve din drøm, fordi du altid er under magthavernes kontrol.”

Sådan beskriver Zeena Nabhan de forhold, hun lever under som journaliststuderende på Birzeit Universitetet. Det ligger 25 kilometer nord for Jerusalem og den grænse, der siden 1948 har været knudepunkt i Israel-Palæstina-konflikten.

Zeena Nabhan er 22 år gammel og på det sidste år af sin uddannelse, som hun vil bruge til at give et mere sandfærdigt billede af konflikten mellem Palæstina og Israel. Det mener hun, der mangler. Men det er ikke nemt at rapportere om konflikten, når man bor midt i den. For både de palæstinensiske myndigheder og den israelske stat undertrykker og fængsler journalister, der tegner et kritisk billede af konflikten.

”Vi har ingen frihed”
Med en 170. plads på Reporters Without Borders’ ’World Press Freedom Index’ er Palæstina et af de værste steder at være journalist, når det kommer til pressefrihed. Ud af de 180 lande og territorier, som er inkluderet i indekset, ligger Danmark til sammenligning på en andenplads med kun Norge over sig. I skrivende stund er to journalister fængslet i Palæstina. Som journaliststuderende i området kan man risikere at ende i samme situation. 

”Jeg kender både journalister, der er blevet arresteret af de palæstinensiske myndigheder og af de israelske besættelsesstyrker,” siger Zeena Nabhan. 

Israel har siden Seksdageskrigen i 1967 besat hele Vestbredden og Gazastriben. Det betyder, at palæstinensere udover det palæstinensiske styre også er underlagt det israelske militærs magt.

”Vi har ingen frihed – heller ikke på de sociale medier. Digital sikkerhed findes ikke i Palæstina. Vi føler os overvåget hele tiden,” siger Zeena Nabhan.

Fra vandmelonvideo til anholdelse
Selvom Palæstinas foreslåede forfatning for en palæstinensisk stat principielt giver pressefrihed og ytringsfrihed, er realiteten en anden i praksis. I juli 2017 blev en lov om cyberkriminalitet indført af præsident Mahmoud Abbas. Den gør det blandt andet strafbart at producere eller dele digitalt indhold, der vurderes at være ’umoralsk materiale’ eller materiale, der forstyrrer ’den offentlige orden’, med bøde eller fængselsstraf. Men på grund af bestemmelsernes vage definitioner kan det blive et instrument til at straffe journalister, der skriver kritisk om myndighederne. 

I juni 2020 delte en journalist eksempelvis en video på Facebook om salg af vandmeloner i byen Tulkarm på Vestbredden. Selvom videoen ikke var politisk, blev den delt i nogle af byens fora. Her blev der også delt opslag om korruption og skandaler. Det resulterede i, at journalisten blev arresteret af palæstinensiske myndigheder.

”Når det palæstinensiske styre ikke kan lide det, man poster, tager de det ned,” siger Zeena Nabhan.

For at undgå at blive censureret eller straffet, må Zeena Nabhan lave krumspring blandt andet på de sociale medier.

”Vi laver punktummer mellem bogstaverne i ord som ’martyr’ eller ’tilbageholdt’, så de ikke kan genkendes af de algoritmer, myndighederne bruger. Nogle gange poster vi noget, som bliver slettet, men så poster vi det bare igen og igen. Det er vores ansvar som journalister at offentliggøre det, vi ser,” siger hun.

Vi har ingen frihed – heller ikke på de sociale medier. Digital sikkerhed findes ikke i Palæstina. Vi føler os overvåget hele tiden.”

– Zeena Nabhan, Journaliststuderende på Birzeit Universitet

Risikerer fængselsstraf
Anderledes forholder journaliststuderende Mohammad Nazzal sig til lovgivningen. Han tør ikke løbe den risiko, der er forbundet med at bryde loven. 

”Der er mange ting på det her område, som jeg ikke tør tale om,” siger han til spørgsmålet om, hvilke juridiske problemer, han støder ind i som journaliststuderende. 

Han fortæller, at han ikke kan udtale sig om det, fordi han ikke har lyst til at få bøder eller at blive anholdt.

”De kan smide mig i fængsel. De gør mange ting for at censurere folk,” siger han om de israelske og palæstinensiske myndigheder. 

Ifølge Birzeit Universitet var der i november 2020 56 af deres studerende i israelske fængsler og detention. Også underviserne løber en stor risiko. Zeena Nabhan fortæller, at hendes underviser blev arresteret og fik revet sit hus ned af israelske bulldozere på grund af noget, hun postede på de sociale medier. 

Et fælles forbillede
Især journalisten Shireen Abu Akleh, har inspireret Mohammad Nazzal fra barnsben. Shireen Abu Akleh var en af Palæstinas største journalister, indtil hun sidste år under hendes arbejde blev slået ihjel af israelske soldater. 

”Siden jeg var lille, har jeg været fanget af journalistikken på grund af Shireen Abu Akleh. Jeg ville gerne gå i hendes fodspor,” siger Mohammad Nazzal.

Også Zeena Nabhan så op til Shireen Abu Akleh

”Det var de værste uger, efter hun blev dræbt. Hun var en fantastisk journalist. Hun var modig, ærlig og en god underviser her på universitetet. Hun var ligeglad med, hvad der kunne ske med hende,” siger hun.

”…Nogle gange poster vi noget, som bliver slettet, men så poster vi det bare igen og igen. Det er vores ansvar som journalister at offentliggøre det, vi ser.”

– Zeena Nabhan, Journaliststuderende på Birzeit Universitet

Flytter for pressefrihed
Zeena Nabhan vil også gerne fortælle den palæstinensiske side af konflikten, ligesom Shireen Abu Akleh gjorde det. Hun synes nemlig ikke, at vestlige medier dækker palæstinensernes historie godt nok.

På grund af hendes utilfredshed med den internationale dækning af konflikten, vil hun lave journalistik på engelsk. 

”Jeg tror, der er mange i udlandet, der er interesserede i vores historie, og som er utilfredse med den pro-israelske dækning af konflikten,” siger hun.

Selvom hun gerne vil dække konflikten, frygter hun både den palæstinensiske stat og Israel. Den største beskyttelse, hun kan få, er en skudsikker vest. Men vesten beskytter hende ikke mod de juridiske problemer, hun kan komme i ved at publicere sin journalistik. 

Af samme grund har hun besluttet sig for i fremtiden at flytte til udlandet og dække konflikten derfra. 

”Jeg vil starte min egen radiokanal i for eksempel Jordan eller Tyrkiet, og så have journalister, der sender mig stof inde fra Palæstina,” siger hun. 

Muhammad Nazzal er enig i, at mulighederne for at bedrive journalistik i hans hjemland ikke er gode. Men han tror ikke, at det er bedre blot at forlade landet.

”Når man først forlader landet og taler kritisk om magthaverne, er det svært at komme tilbage. Man kan blive forfulgt i andre lande eller risikere aldrig at kunne vende tilbage til Palæstina igen, så det er ikke noget, jeg har tænkt mig at gøre,” siger han.

I stedet vil Muhammed Nazzal række ud over landets grænser digitalt. Derfor er han sammen med nogle af sine medstuderende i gang med et projekt på tværs af journaliststuderende og tolkestuderende, hvor de vil publicere nyheder på nettet på engelsk. 

Dødsangst og drømme
Hvad fremtiden bringer, har Muhammad Nazzal svært ved at gisne om. 

”Hernede planlægger vi ikke ud i fremtiden. Vi lever en dag ad gangen. Du ved jo ikke, om du bliver ramt af en kugle i morgen,” fortæller han og fortsætter:

”Dette land er en gravplads for drømme og håb.”

 Af samme grund ser Zeena Nabhan frem til, at hun kan dække Palæstina fra et andet land.

”Du er aldrig sikker i Palæstina. Vil du være en palæstinensisk journalist, skal du være indforstået med, at det er et vilkår, og at gode kollegaer nogle gange dør, mens de dækker det, der foregår,” siger hun.

Zeena ville dog ønske, at hun ikke skulle flytte ud af sit hjemland for at dække konflikten frit. 

”Hvorfor skal jeg være forhindret i at opnå mine drømme i mit eget land? Det gør mig virkelig ked af det,” siger hun. 

Hun har dog ikke tænkt sig at stoppe af den grund. 

”Selv hvis der ikke var en konflikt mellem Israel og Palæstina, ville jeg stadig vælge at være journalist. Det er det, jeg elsker,” siger hun.

Ukrainske Kateryna studerer til lyden af luftalarmer

Ukrainske Kateryna studerer til lyden af luftalarmer

Efter invasionen i Ukraine har frygten hængt over hovedet på den ukrainske befolkning. Men i Lviv har journaliststuderende Kateryna Bortniak vænnet sig til frygten. Selvom bomberne hænger over landet, vil hun gerne uddanne sig, så hun kan være med til at præge nyhedsstrømmen.

TEKST: EMIL WEIS
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

Lyden af invasion vækker den 22-årige ukrainer Kateryna Bortniak den 24. februar 2022. Da luftalarmen brat bringer hende ud af søvnen, får hendes bofælles paniske pakning Kateryna tilbage til virkeligheden. Rusland har invaderet Ukraine. 

Bofællen vil hjem til sine forældre. Selv er Kateryna mere rolig, for hun har ventet på den her dag i et stykke tid. Hun ved, hvad hun skal. Hun skal på jagt efter de ting, hun skal bruge til at overleve. Men først må hun have fat på sine forældre, som bor i Kharkiv – 30 kilometer fra den russiske grænse. Da hun får fat i dem, strømmer lyden af krig gennem røret. De er okay, fortæller de. Kateryna kan høre bomber, skud og råb i baggrunden.  

Kateryna går på jagt efter forsyninger i supermarkederne i Lviv. Ligesom mange andre skal hun have fat i dåsemad, stearinlys og flaskevand. Hun ringer flere gange til sine forældre i løbet af dagen, men hun vil heller ikke forstyrre dem for meget, for det er vigtigt, at de har tid til at forberede sig på overlevelse. Midt på dagen mødes hun med andre studerende på universitet. 

”På det her tidspunkt ved vi ikke, hvad der kommer til at ske. Kommer russiske tropper til Lviv i dag, eller kommer der til at gå længere tid? Nogle studerende er i gang med at danne vagtgrupper, så vi kan passe på universitetet og de studerende, hvis russerne kommer,” siger Kateryna.

I universitetets kantine kan studerende ikke få deres frokost ned. Kateryna løfter pegefingeren og fortæller dem, at de skal spise, fordi man skal spise, når muligheden er der under krig. Halvt i spøg – halvt i alvor. 

Frygten for at sidde med det alene

I dagene efter invasionen sørger Kateryna for at holde sig beskæftiget. Først hjælper hun med at lave camouflagenet til soldaterne ved fronten. Senere er hun fikser for en italiensk journalist, der skal vises rundt i den vestukrainske by Lviv.

”Særligt på togstationen kan vi mærke frygten i luften. En panisk og usikker frygt for, hvad der kommer til at ske,” siger Kateryna.

Hun er glad for at få muligheden for at hjælpe fikseren. Her kan hun se, at byen stadig fungerer og opererer som normalt. Byens parlament arbejder stadig. Togene kører. 

Hun er bange for at sidde derhjemme og kigge ind i væggen. Her kan frygten nemlig få lov at vokse, fordi der ikke er noget, der kan aflede hendes tanker.

En morgen er hendes forældre på vej på arbejde i Kharkiv, da der falder en bombe foran dem. 

”Hvis de bare var kørt på arbejde et minut før, var de døde. Det sidder stadig i mig, at der ikke skal mere til,” siger Kateryna. 

‘Vi er ligesom jer’ 

Fredag den 3. marts er en normal dag for Kateryna. Selvom morgenmaden, syrniki, og de indtryk, krigen efterlader, ikke minder om en dansk hverdag, er der mange ting i hendes liv, der er ligesom vores. Syrniki er ukrainsk morgenmad, hvor man pisker friskost direkte ind i pandekagedejen. 

”Jeg orker som regel ikke at lave noget om morgenen, så det var kun, fordi dejen allerede stod i køleskabet fra dagen før,” siger hun. 

Denne fredag skal Kateryna have undervisning i sociale transformationer. Journalistuddannelsen i Lviv er en blanding af akademiske fag og praktiske journalistfag. På første semester har de skrift. På de følgende semestre; radio og TV. Hun fortæller om et fag, de havde på første semester – ‘History of ideas’ – som i hendes beskrivelse minder om DMJX-faget ‘Journalistikken i Samfundet’. Ved siden af studiet laver Kateryna radio for studenterkanalen.

Luftalarmens insisterende toner ringer i et minut, da Kateryna er midt i pandekagerne. Det er hende, der står for kontakten til underviseren denne fredag. 

”Jeg skal ringe til underviseren og finde ud af, om undervisningen skal være online, i kælderen på universitet, eller om den kan foregå som normalt,” siger hun.

Underviseren er kommet fra Kyiv og vil gerne have, at undervisningen er fysisk. De bliver enige om at udskyde timerne lidt og gennemføre undervisningen på universitetet. Nogle dage kan der være lang kø til strømstikkene, fordi der ikke er strøm andre steder i byen. 

Efter en lang forelæsningsdag på syv timer bliver Kateryna og hendes venner enige om at tage ud og spise pizza. Derefter tager hun hjem og læser pensum om Stalin og Hitler. I de akademiske fag er der nemlig meget læsestof.

”Det er hårdt at skulle læse om det samme emne, som jeg lige har haft syv timers undervisning om. Men det er også spændende at forstå nogle af de diktatorer, som Ukraine igennem tiden har været udsat for,” siger Kateryna. 

I Ukraine er der udgangsforbud. Kateryna skal derfor være hjemme inden midnat, og hun mener, at det gælder indtil klokken fem om morgenen. Men hun er ikke helt sikker, for hun er aldrig oppe så tidligt, fortæller hun grinende. 

Ukraine kan virke langt væk for en dansker, men Kateryna vil gerne understrege, at der ikke er så stor forskel på os. 

”Vi er ligesom jer. Vi drømmer også om en god karriere og et godt liv. Vi nyder også at drikke øl med vores venner, at lave ingenting på en søndag eller skrive en god artikel. Men lige nu kommer overlevelse før alt andet,” siger Kateryna. 

En ny normal tilstand

Luftalarmerne er gået 327 gange i Lviv-regionen siden invasionen. Kateryna skammer sig lidt over, hvor let hun er begyndt at tage på dem. Men der er ting, hun skal nå i løbet af dagen, så hun kan ikke blive ved med at reagere på dem. 

”Hvis luftalarmerne går, når jeg er hjemme, så kan jeg da godt finde på at blive derhjemme. Men hvis jeg er på vej ud for at handle, så færdiggør jeg det, selvom de er gået,” siger Kateryna. 

Når man lever i et land, hvor luftalarmerne ofte går, begynder man at opdage mønstre. Kateryna er derfor mere opmærksom sidst på måneden, fordi hun mener, at der er større risiko for, at der er en reel trussel der. Hun ved ikke helt hvorfor, men det virker på hende som om, at der er et mønster i, hvornår russerne bomber. På etårsdagen for krigen var der mange af hendes venner, der tog hjem, da de troede, at Putin ville markere dagen med et fyrværkeri af bomber. Men Kateryna blev i Lviv, hvor hun i stedet reflekterede over krigen. 

”Jeg føler mig heldig. Min familie og jeg har klaret det så godt,” siger hun.

Kateryna havde i en periode svært ved at snakke højt om, at hun var heldig. Hun var bange for, at heldet så ville vende. Hendes liv har ikke været uden ulykke. Hendes bedstemor døde i sommers af stress på grund af krigen. Hendes hjemby Kharkiv er smadret af bomber. Hun har også været til en venindes fars begravelse, der satte gang i tankerne om, hvor mange der er døde i krigen. 

”Jeg forstod omfanget af alle dem, der er døde i den her krig. Det er unge ukrainske mænd, der dør i hobetal. Min veninde har mistet sin far, og hendes kæreste er i øjeblikket ved fronten,” siger Kateryna. 

På etårsdagen så Kateryna en Instagram-video, hvor en lille dreng og hans mor havde bagt en kage. Moren siger til sønnen, at de skal give kagen til faren. De tager på kirkegården og lægger den ved farens gravsted. 

”Man kan se i videoen, at han døde som 31-årig. Det ramte mig helt vildt, at han var så ung, og hvor mange af de her unge soldater, der dør,” siger Kateryna. 

Kateryna er stolt af sit land, og hvor længe de har holdt stand mod Rusland. Hun håber, at krigen snart er slut, så hun kan vende hjem til Kharkiv. Hun vil gerne ansættes på et medie i Kharkiv og hjælpe med at genopbygge byen ved at dække vigtige emner. Derfor håber hun, at Europa og USA bliver ved med at støtte Ukraine – det er nemlig også i Europas egen interesse. 

”Rusland har jo ikke tænkt sig at stoppe, når de først har overtaget Ukraine. Europa udskyder derfor også bare problemerne, hvis de ikke får stoppet Rusland i Ukraine,” siger Kateryna.