”Hej Frederik! Vil du skrive et debatindlæg til Bunkeren om, hvor absurd højrøvede vi er på Journalisthøjskolen?”

”Hej Zakarias. Det kan du fandme tro, jeg vil!”

Og det kaster jeg mig nu ud i! Jeg har aldrig skrevet et debatindlæg før. Hvor begynder jeg overhovedet? Skal jeg bygge det langsomt op, sende et par stikkere ud her og der, for så at smide hele bomben til sidst? Skal jeg i stedet bare smide bombe på bombe på bombe? Skal jeg nævne navne? Skal jeg lade være? Jeg aner det ikke, men here we go.

Jeg siger det her helt oprigtigt, og det er henvendt til jer alle. Til mine venner, mine ikke-venner og ikke mindst til mig selv: Please slap nu af. Jeg ved godt, at vi går på et studie, der er rigtig svært at komme ind på! Jeg forstår godt, at vi taler os selv op til at være vagthunde, der skal holde øje med alt og alle, og det er os, der skal sørge for, at ALT her i landet går rigtig til. Det er da helt sikkert også tilfældet for visse journalister. Men for 98% af os, der bliver det med alt sandsynlighed ikke hverdag. Det er ikke jer, der skal vælte regeringer. Det er ikke jer, der skal sørge for, at folkeafstemninger går retmæssigt til, og at Ukraine vinder krigen! Ved I hvorfor? Fordi I stadig ’bare’ er journaliststuderende.

Jeg forstår, at alt det ovenstående måske er dét, de fleste af os drømmer om, hvilket også er helt fantastisk! Vi er der bare ikke endnu. Jeg forstår godt, at det kan lyde meget demoraliserende. At jeg bare lyder som et surt røvhul, der vil være en partypooper, når nu det lige går så godt, og man lige har så travlt med at føle sig selv, for det har I/vi! Vi har så mega travlt med at sidde i vores elfenbenstårn opbygget af ”den sværeste optagelsesprøve i Danmark”, ”Vi kom ind på vores førsteprioritet” og ”Der er kun én ting, der er bedre end sex: DMJX” og har så travlt med at tro, at det er os, der har trukket os fra ’pøblen’, fordi de er os så intellektuelt underlegne, at vi slet ikke har fattet, at det nok i højere grad er dem, der har trukket sig fra os, fordi vi ganske enkelt er umulige at være i stue med.

MEN det er ikke det største problem, at vi fremmedgør os fra resten af studielivet i Aarhus. Det er der så mange andre studier, der også gør.

Det ABSOLUT største problem er, at vi fremmedgør os for hinanden på studiet! For javist sidder vi i vores elfenbenstårn, men ovenpå det elfenbenstårn, der er DMJX, står der endnu flere tårne stablet ovenpå.

I må ikke misforstå mig! Jeg synes, at det er fuldstændig fantastisk, at vi har et væld af foreninger på skolen, hvor man kan møde hinanden på tværs af semestre, man kan få lov til at producere og rent faktisk lave håndværket. Vi burde derfor tage dem for, hvad de er: FORENINGER. Det er ikke popularitetskonkurrencer. Det er ikke en måde for hvert eneste medlem at markedsføre sig selv på. Der er ingen, der kommer til at kunne li’ dig bedre, bare fordi du er formand, chefredaktør eller noget tredje – tværtimod.

Dét, skolens foreninger er bedst til i øjeblikket, er at give, hvem end der er i spidsen et abnormt opblæst ego og et fordrejet billede af selvet. Hvorfor skal dét, at du er den forreste repræsentant for noget, som ingen andre end du selv går op i, blive til hele din identitet? Jeg kan godt forstå, at du er stolt af at have genskabt revyen, at du har været redaktør for nogen, som har været på Island for at filme en dokumentar, eller at I har lavet et helt satireblad om det amerikanske valg, det kan jeg virkelig! Men hvorfor er du ikke mere end det?!

Hvorfor skal jeg høre på ”VED DU OVERHOVEDET, HVEM JEG ER?! JEG ER FORMAND I MODUS”? Jeg er sikker på, at du er meget mere end det! Det er bare desværre sådan, realiteten i foreningerne er. De er skabt for, at nogle i forvejen utroligt højrøvede studerende og opblæste hoveder kun bliver værre – mig selv inkluderet.

Men please forstå nu, at din forening ikke er din identitet. Når vi er ude i branchen om 10 år (hvis ikke vi alle sammen er blevet erstattet med AI – hvilket vi nok er) så har det ingen betydning, om du har været kasserer i Kurt, formand i Modus eller chefredaktør på Illustreret Bunker. Det har ikke engang en betydning nu.

Tag det fra mig! Jeg har brugt utallige timer både som skribent, redaktør og chefredaktør på DMJX Rapporten. Jeg har grint meget. Jeg har skrevet og produceret meget. Det har givet mig nye bekendtskaber. Men har det gjort mig til et bedre menneske? Næppe. Har det gjort mig til en bedre journalist? NEJ. Betyder det noget for min fremtid? Det må også være et rungende nej, eftersom jeg står uden praktikplads.

Jeg burde være et prima-eksempel på, at foreninger ikke gør dig til et bedre menneske. Jeg kunne være undtagelsen, der bekræfter reglen, men jeg er langt fra det eneste eksempel.

Jeg vender derfor tilbage til min bøn fra tidligere: Hvis du er forperson, (chef)redaktør) eller whatever for en forening på den her skole, så PLEASE bas nu lidt ned. SELVFØLGELIG har I det røv sjovt i jeres forening, og selvfølgelig er det mega go’ gas! Men prøv nu at få lidt perspektiv. Prøv nu lige at fatte, at der ikke er nogen andre, der går lige så meget op i din forening, som du selv gør – de går faktisk nok overhovedet ikke op i den. Du skal føle dig heldig, hvis de overhovedet kommer og ser jer spille kamp, køber en øl i jeres halvdøde fredagsbar eller læser din DMATRIX.

Og fordi jeg synes, at det er virkelig ærgerligt, at vi har så mange fede foreninger, som bare bliver brugt til at egobooste de af os/jer, der sniffer ekstra til vores egne prutter, har jeg som enhver god journalist selvfølgelig idégeneret lidt. Jeg vil derfor foreslå, at alle, der vil være med i en forening, smider sit navn i en hat. Derefter holder vi et kæmpe gilde, hvor vi rent tilfældigt trækker navne op af hatten til de forskellige foreninger, og så er man bare med i den forening, man får tildelt.

”Hvad så, hvis man ikke er interesseret i den forening, man bliver valgt til?” spørger du nu.

Dertil er svaret: Bare ærgerligt. Foreningen er ikke din identitet. Brug den som en forening. Skab nogle meningsfulde relationer. Drik nogle øl med de andre, der er i samme båd som dig. Prøv at innovere og se, om det kunne blive sjovt alligevel. Og sidst men ikke mindst:

HOLD FOR GUDS SKYLD DIN RØV LIDT LAVT.