Fortællingen om den traditionelle journalist indeholder både sprut og cigaretrøg. Illustreret Bunker har undersøgt, om fortællingerne er mere end rygter.

Du kender sikkert stereotypen på den klassiske journalist. Med en smøg i mundvigen og oprullede skjorteærmer sidder journalisten foran sit tastatur og flytter ivrigt fingrene rundt på de klikkende taster. Duften af røg og kaffe fylder lokalet, og på skrivebordet stabler papirerne sig som søjler. Når det sidste punktum er sat, bevæger journalisten sig ned på det lokale værtshus for at få en kold øl. Og måske en ny historie.

Som journaliststuderende konfronteres man med fortællinger om drukture og rygerlunger. Og når garvede journalister holder oplæg i auditorierne, deles der gerne ud af røverhistorier om fortidens redaktioner.

Men hvordan var det at være journalist i “de gode gamle dage”? Illustreret Bunker har spurgt tre garvede journalister om, hvor våde redaktionsmøderne egentlig var dengang. 

Øjvind Kyrø, 71 år.
Øjvind Kyrø er tidligere udenrigsredaktør for TV 2 Nyhederne, DR og Latinamerikakorrespondent for Weekendavisen og Berlingske. Han arbejder i dag som rejseleder.

“Alle på min alder kan huske, hvordan vi havde et naturligt og sundt forhold til alkohol i modsætning til i dag, hvor en redaktion ligner et banklokale eller et forsikringsselskab. Dengang blev alkohol brugt til at slappe af. Hvis du var i gang med en forsidehistorie, skulle du bruge noget at stimulere din hjerneaktivitet med. Der er aldrig kommet kreative idéer ud af en grøn salat.  

Når vi havde lavet en udsendelse i Radiohuset, gik vi efterfølgende ned på Danmarks største værtshus, som var kantinen i Radiohuset. Der sad vi og fik os nogle bajere til at slappe af efter at have arbejdet hårdt. 

Det var en stor og dejlig kantine med flotte malerier, og den var åben hele døgnet rundt. Sommetider kunne jeg sætte mig derned med en kilde, jeg lige havde talt med. Så kunne vi  vende interviewet og få skuldrene ned og tænke på nye programmer, takket være alkoholens kreative indvirkning. Det er der kommet rigtig mange gode idéer og programmer ud af. 

Jeg synes, det er fuldstændig hysterisk, at man ikke længere kan købe en bajer i kantinen. Jeg tror, at journalister i dag bare går til den, når de kommer hjem, for så er man i privaten og kan endelig være et frit menneske. Jeg synes, det er ren fascisme, at man i sundhedens hellige navn skal styre andre mennesker på den måde.

Da jeg var i praktik på Berlingeren, kunne vi godt holde sig oppe til midnat, hvis man havde en god forsidehistorie. Så satte vi os enten i kantinen på Radiohuset eller på vores stamværtshus nær det Berlingske Hus og ringede til vores kilder for at se, om der var sket noget nyt. Og hvis der var det, så gik man op til skrivemaskinen for at skrive et nyt udkast i stedet for at kigge ind i en væg og se TikTok eller pornofilm, som man gør i dag. Jeg tror, det var Hemingway, der skrev, ‘write drunk and edit sober’.

Næste dag, når man var blevet ædru, kunne man redigere alt det lort ud, man kom til at skrive i sin brandert.

Hvis du er ude i en krigszone, så ser du mange døde mennesker. Jeg kan huske, at jeg mødte et tysk tv-hold engang i Rwanda, hvor chefreporteren fra tv-kanalen ARD sad med en flaske rødvin mellem sine støvler, fordi han ikke kunne holde den sødlige stank af lig ud, der var lige foran os. Det var da ubærligt. For at dulme sine brækfornemmelser, sad han der med en flaske rødvin. Det var hans måde at komme igennem det på.

Det var andre tider, hvor folk var mere tolerante, end de er i dag. Om du sad med en kvart liter sødmælk eller en elefantøl til din frokost var lige meget.

Det var jo ikke sådan, at vi drak hele tiden. Men når arbejdsdagen var ovre, og vi skulle slappe af, gik man over på værtshuset med kollegerne og fik godnatbajere. Vi rendte ikke rundt og var fulde hele tiden. Folk passede deres arbejde. Der var nogle, der var alkoholikere, eller fungerende alkoholikere, men de passede stadig deres arbejde. At være fungerende alkoholiker betyder jo bare, at du bruger alkohol til at tage det værste stød fra hjertet, fra sjælen, fra sindet og fra hjernen. Nu skal man gå til psykolog og tage piller.

Der var ikke nogen, der gjorde sig til dommer over, hvad vi måtte indtage. Det er ligesom, hvis militæret skal sende folk i krig, så kan man ikke tage en blodprøve for at finde ud af, om de kan klare mosten eller ej. Derfor er der 10-15 procent, der ender med granatchok, når de kommer hjem. Der bliver skrevet op og ned ad stolper om de stakler. Det er det samme med medierne, der interviewer nogle journalistiske drukmåse om vores store problemer, og hvor meget skade det har gjort. Der er nogle, der ikke kan tåle alkohol, ligesom der er nogle, der ikke kan tåle at komme i krig. Og så de skal jo bare holde sig fra det.” 

Lone Kühlmann, 77 år.
Lone Kühlmann er journalist og forfatter. Hun var i mange år journalist på TV-avisen.

“I de år jeg arbejdede på TV-avisen, sad folk ud på eftermiddagen og aftenen i klipperummene og lavede deres indslag færdige. Mange af klipperne havde indrettet deres klippeborde sådan, at der var en særlig plads til at sætte sin øl. Og der sad journalisten med sine noter og ofte et glas vin eller en øl. 

Der var både stærk øl og vin i kantinen dengang. Det tror jeg slet ikke, man har i dag. Mærkeligt nok kan jeg ikke mindes nogen, der var påvirket, imens de var på arbejde. Vi havde et par studieværter, som drak en flaske whisky om dagen.  Hvordan de kunne, ved jeg ikke. Og hvis der var nogen, der troede, at de kunne nasse fra dem, kunne de godt glemme det. Så hed det: ‘Hold dig fra min flaske’. 

Man blev til gengæld ikke presset til at drikke med.  Jeg husker det ikke, som om vi gik så højt op i, hvad andre folk gjorde. 

Jeg ferieafløste jævnligt for korrespondenten i England. Her havde DR et kontor i forbindelse med en tv-station, og der var happy hour hver eftermiddag. Det var klokken 17, hvor jeg altid havde travlt med at få indslag færdig, så det var sjældent, jeg kunne være med. Den slags var der også for travlt til på TV-avisen, så folk drak bare en øl, mens de arbejdede.

Jeg tror, at det var normen i samfundet, at man drak meget. Da jeg var journalistelev, var jeg ofte til møder i kommuner, det lokale elværk eller fagforeninger. Der blev serveret fade med cigaretter til møderne. Klokken ti om formiddagen fik man Gammel Dansk eller en sød Sherry, Fad Nr. 6, og efter frokost fik man øl. Jeg tror, at det har betydet, at mange fra min generation virkelig har fået afsmag for Gammel Dansk, for ikke at tale om sød sherry, for det er jo ikke til at holde ud. Jeg husker, at der altid var servering til de møder, man var til på arbejdet. I dag vil man jo aldrig se et fad med cigaretter gå rundt, vorherre bevares.

Jeg synes faktisk ikke, at jeg så en forandring i alkoholkulturen i den tid, jeg var der. Det er som om, det først skete, efter jeg forlod DR.” 

Carsten Ingemann, 71 år.
Carsten Ingemann arbejder i dag som freelance-fotograf. Tidligere har han været medlem af Cavling-udvalget og fotograf for blandt andet Helsingør Dagblad, Jyllands-Posten og Politiken.

“Da jeg startede som journalist, var der højt til loftet, og man tillod meget. Det var ikke ualmindeligt, at man kunne køre galt i bil, modtage en spritdom og så alligevel fortsætte sit arbejde på avisen. Det skete flere steder. I dag vil jeg tro, at hvis en pressefotograf får taget sit kørekort, så er det ud på røv og albuer.

Som ung i branchen, drak jeg sjældent alkohol. Der var dog mange i kredsen, der drak. Alkohol var en del af en redaktion. Nogle af de heftigste journalister begyndte allerede at drikke bajere om morgenen. Det var ikke sådan, at de vaklede rundt. Det var snarere ligesom at drikke kaffe i dag. Og der er selvfølgelig nogen, der kan tåle det, og nogen, der ikke kan.

På Jyllands-Posten i midt 80’erne, havde vi en stor redaktion, der rejste meget. Dengang tog vi indenrigsflyveren til København, der var et morgenfly fra Tirstrup. Det var ikke ualmindeligt at få en øl og en Gammel Dansk ude i lufthavnen, inden vi skulle med flyveren. Nogle gange fik vi også en øl på flyveturen, og så snart man var i luften, blev der røget cigaretter. Der var fuld plade.

Den slags livsstil blev et problem for mange, for det giver jo en alkoholafhængighed, når det foregår over mange år. Det betød, at der på redaktionerne var en håndfuld medarbejdere, der havde et alkoholproblem. Nogle var nødt til at starte på antabus, og sommetider måtte personaleafdelingen sende dem på pause eller i afvænning. 

Da Jørgen Ejbøl blev chefredaktør på Jyllands-Posten, var det som om, kulturen ændrede sig. Han var en benhård virksomhedsleder og en dygtig journalist. Men han var nok mere en forretningsmand, end han var journalist, og det var uvant. Han drak ikke alkohol, han drak Coca-Cola light eller danskvand. Og pludselig begyndte alle på redaktionen at drikke danskvand og Cola. 

Jeg tror, at det var en af de ting, der var med til at ændre kulturen på Jyllands-Posten. Jeg kan love for, at det lokale øldepot kunne mærke, at Jyllands-Postens kantine pludselig ikke skulle have øl mere. 

Selv syntes jeg, det var dejligt at falde til ro over et par glas vin, da jeg var krigskorrespondent. Det var helt almindeligt at dele en flaske rødvin, når vi havde afleveret vores billeder om aftenen. Det var en måde at falde tilbage i en eller anden form for normalitet igen.

Dengang var udenrigskorrespondenter afhængige af et hotel, der havde mad, strøm og en telefon, og så var alle journalisterne samlet på de hoteller. Vi var sammen med ligesindede, og dér blev der også gået til den. Især i Sarajevo under belejringen, for der kunne man ikke komme nogen steder. Vi spiste suppe, der var kogt på et eller andet gammelt gulvtæppe. Til gengæld kunne vi få en masse rødvin, for kældrene var fyldt med vin.

Der var en BBC-journalist, der havde været nede i kælderen. Han kom tilbage til os, der sad og spiste den elendige suppe, og sagde, at han gerne vil give en meddelelse.

‘Det kan godt være, at maden ikke er særlig god, men vinlageret har jeg været nede og besigtige. Krigen kan for vores vedkommende fortsætte de næste 10 år,’ sagde han.”