Med vinder af Cavlingprisen anno 2023, Astrid Fischer. Hun afdækkede sammen med kollegaerne Laura Marie Sørensen og Jonas Deiborg kræftsagen på Aarhus Universitetshospital. Til daglig arbejder hun på DR Nyheders undersøgende redaktion og har tidligere været nomineret til tre Cavlingpriser. For psykiaters fejlbehandling i 2013, svigt i tilsyn af læger i 2015 og meningitissagen i 2017. Illustreret Bunker har stillet hende ti spørgsmål om undersøgende journalistik, dækningen af kræftskandalen, og hvad fremtiden bringer for den garvede journalist.

Hvad skal der til for at blive en god undersøgende journalist?

Jeg tror, der er mange veje til det.  For mig er vejen gået gennem nyhedsjournalistik på Radioavisen via udlandsreporter, siden fagmedarbejder og indimellem vært på P1 Orientering til det gradvis mere undersøgende. Det er godt at få det journalistiske håndværk ind under neglene, tænker jeg.  Stædighed er ret afgørende, når man skal jagte svarene lidt længere end de fleste. Og så kommer man langt med nysgerrighed og ægte interesse for det, man graver sig ned i. Resten er hårdt arbejde og systematik, når man skal kortlægge både en konkret sag og den kontekst, den udspiller sig i.   

Hvordan har du sikret troværdigheden hos dine kilder i forbindelse med dine undersøgelser?

Vi får mange henvendelser, og nogen kontakter os fortroligt, men sjældent anonymt (altså hvor vi ikke ved, hvem de er). Henvendelserne kan sættes os på sporet af en vigtig historie, men vi bringer den først, når vi har dokumenteret og efterprøvet den. Om vi vælger at forfølge et spor, bygger ofte på en fornemmelse af, om henvendelsen virker troværdig, ekspempelvis kan der jo følge nogle dokumenter med. Vi ser også på kildens motivation og egen interesse. Og før vi for alvor graver os ned i en sag, skal vi også vurdere, om der kan gemme sig en principiel og væsentlig sag. Det er vigtigt, fordi vi udkommer bredt på alle DR’s platforme.

Har du oplevet nogen modstand eller pres fra hospitalet eller andre involverede parter under din dækning af denne historie, og hvordan har du håndteret det?

Dokumenter, vi fik gennem aktindsigt, var et vigtigt fundament for dækningen. På et tidspunkt lukkede Region Midtjylland stort set ned for at give mere aktindsigt til DR med den begrundelse, at vi havde søgt for mange gange. Jeg indklagede sagen for Ankestyrelsen, som klart underkendte regionen. Der var flere gange, hvor jeg indbragte regionens afslag på aktindsigt, og næsten hver gang gav Ankestyrelsen besked om, at regionen skulle ændre sin afgørelse.

Det er et stort arbejde at klage, men det var helt sikkert besværet værd. Også helt principielt – det skal ikke være for let bare at give afslag på aktindsigt.

Hvad har været den mest udfordrende del af at afdække og rapportere om denne kræftskandale, både journalistisk og personligt?

Det var et utrolig intenst forløb, som vi ikke var helt forberedt på – og ingen nok kunne være forberedt på –, da vi bragte det første indslag.  Det var virkelig en snebold, der blev til en lavine, og det var indimellem svært at følge med.  Vi skulle jo have overblik over fakta, bringe vores egne afsløringer og dække de politiske initiativer, der hele tiden blev taget. Mange kolleger blev involveret i dækningen til DR’s mange platforme, hvilket var helt fantastisk, men også indimellem næsten uoverskueligt at holde styr på. Vi skulle jo sikre, at alt, der udkom, var helt i orden.  Samtidig fortsatte vi med at indsamle nye oplysninger om sagen på Aarhus Universitetshospital og mere bredt. Og det væltede ind med henvendelser fra patienter og mange andre, der havde rigtig gode input og tip. Det betød, at der var mange andre ting, jeg måtte sætte til side i en periode.

Hvordan mener du, at din dækning af sagen har påvirket offentlighedens opfattelse af hospitaler? Og frygtede I på noget tidspunkt at tilliden til resten af sygevæsenet ville falde så drastisk, at det ville gå udover alvorligt syge patienter?

Det er et svært spørgsmål, for vi skal jo lægge sandheden frem, selvom den er ubehagelig og måske kan svække folks tillid til sundhedsvæsenet generelt. Samtidig er dækningen med til at skabe forandring, som jo netop er til gavn for de alvorligt syge patienter. Vores dækning førte til, at regionerne blev forpligtet til at indberette alle overskridelser af kræftventetider. Der kom fokus på at informere kræftpatienter ordentligt om deres rettigheder og gøre mere for at behandle dem til tiden. Jeg tænker, at det er myndighedernes reaktion, der er afgørende for folks tillid, og den er vi ikke herre over. Men i det her tilfælde blev der sat rigtig mange ting i gang.

Det, vi selv forsøgte at gøre, var at være så konkrete som mulige i dækningen, så den netop ikke handlede om ’sundhedsvæsenet generelt’. Vi fremlagde meget dokumentation i vores artikler. Vi bestræbte os også på at være fair og give god taletid til de kritiserede parter. 

Er der aspekter af historien, som du mener ikke er blevet tilstrækkeligt belyst, og som fortjener mere opmærksomhed?

Vi har for nylig samlet op på sagen i en mini-podcastserie i et nyt format på DR, Genstart Dox, og i arbejdet med den blev det ret klart for os, at der er nogle spørgsmål, der ikke er blevet klart belyst. Det er spørgsmål om, hvad der skete med de advarsler om lange ventetider på kræftbehandlingen på AUH, som gik ind i Region Midtjylland fra læger og fra hospitalsledelse. Oplysninger, der gik ind i direktionen.  Hvorfor blev der ikke handlet på dem, og hvem vidste præcis hvad hvornår? Det lovede regionen ville blive undersøgt, men flere eksperter, patienter og pårørende konkluderede, at de ikke havde fået de lovede svar.

Om vi nogensinde får svarene, ved jeg ikke. Vi slipper ikke helt sagen, og der er også stadig en politiefterforskning af sagen i gang samt en undersøgelse, som Rigsrevisionen forestår.

Hvad har du lært undervejs i denne undersøgelse, der kan være nyttig for andre journalister?

Helt konkret var jeg glad for at erfare, at man faktisk kan få aktindsigt i interne dokumenter. Det blev fundamentet for dækningen. Vi skulle klart have de oplysninger i aktindsigt, som vi fik. Og vi skulle måske også have haft mere end det, vi fik. Men jeg har tidligere oplevet, at der bliver givet nærmest blankt afslag på aktindsigt i interne dokumenter. Som udgangspunkt er der ikke en ret til aktindsigt i interne dokumenter. Der er klare undtagelser, men det er jo myndighederne, der laver vurderingen af, om de dokumenter, de har, falder inden for undtagelserne.

Jeg arbejdede med at formulere præcise aktindsigtsansøgninger og med konsekvent at klage videre til Ankestyrelsen, når jeg fik afslag.

Den anden lære af sagen er ikke ny for mig: det nytter at blive ved, så længe der er noget at komme efter og ikke stoppe, når myndighederne har spillet ud med den første genopretningsplan eller redegørelse.

Hvordan har du forsøgt at balancere mellem rapportering af vigtige nyheder og samtidig respektere privatlivet og følsomheden omkring kræftpatienter og deres pårørende?

Det var heldigvis patienter, der gerne ville medvirke med en stærk motivation for at gøre en forskel for andre. Vi respekterede deres grænser, hvis der for eksempel var situationer fra optagelserne, de ikke ønskede, vi brugte.  Det skulle fremstå værdigt. Det er også generelt et mantra for os, at folk ikke optræder som ’ofre’, men som handlende mennesker. Og det var de jo. Det var nogle stærke mennesker, trods den krise, de var i.  Og de leverede med deres udsagn vigtig dokumentation om, hvad der præcis var foregået – og modsagde forklaringer fra regionen – så de på den måde ikke bare var cases.

Hvad gør, at denne historie modtager en Cavling? Og hvad betyder det personligt for dig at vinde?

Dybest set var det jo bare vildt, at den historie fandtes – og stadig svært at forstå. At der var patienter med fremskreden kræft, der ventede alt for længe på livsvigtig behandling, og at det gik under radaren så længe. En af mine kolleger har kaldt sagen en ’10-års-hændelse’, og det, synes jeg, er meget rigtigt. 

Vi lykkedes med at rulle historien ud på en måde, som var en slags syntese af de metoder, vi har opbygget på den undersøgende redaktion gennem adskillige år. Og derfor betyder prisen for mig også en slags ’krone på værket’, selvom værket ikke er slut endnu.

Hvad er næste skridt? Kommer vi til at se dig blive ved at undersøge sundhedssektoren, nu hvor du endelig vandt en Cavling? Eller vil du prøve noget nyt?

Jeg og min kollega, Jonas Deiborg, var netop gået i gang med optagelser til en anden historie, da kræftsagen kom flyvende. Den arbejder vi nu videre på med et års forsinkelse. Den udspiller sig også på sundhedsområdet, men er af en helt anden karakter. Jeg har ikke noget imod at prøve noget nyt, men jeg har mange års erfaring med sundhedsstof, og det er nok bare lettest at ’se’ historier inden for et hjemmevant område.