Mennesker med psykiske sygdomme portrætteres ofte som farlige eller skøre i de danske medier. Hvordan undgår man at falde i samme grøft? Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt giver sit besyv.
Skribent: Julie Schønning & Astrid Simone Kjær
FOTO: kim frost
I herskabslejlighedens lyse stue står et arbejdsbord. Det var her Anders Legarth Schmidt sad til den virtuelle Cavlingprisuddeling, da hans navn blev råbt op.
På bordet står nu en lille bronzestatuette. Henrik Cavling ligner en karikatur på en journalist med trenchcoat og bowlerhat. Men journalisten, der har modtaget denne fornemme pris, har ikke bowlerhat på. Han er klædt i jeans og t-shirt og byder på kaffe i sit hjem på Østerbro i København. Cavlingprisen vandt han for sin reportageserie fra en lukket psykiatrisk afdeling:
”Jeg har altid været interesseret i det, der foregår inde i vores allesammens hoveder. Mere end det, man kan se, røre og lugte. Det hænger sammen med, at der var psykisk sygdom i min egen familie, da jeg var barn.”
Derfor har Anders Legarth Schmidt dækket området for Politiken i mere end 15 år. Sidste år brugte han 40 timer på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit i Glostrup, der endte ud i reportageserien ‘Forbandet Ungdom’. Gennem otte kapitler beskrives livet som patient og personale på en afdeling, der sjældent åbner dørene for pressen. Det vigtigste for ham er at skabe opmærksomhed omkring emnet:
“Jeg synes, det er super vigtigt at tale og skrive åbent om psykisk sygdom. Tingene vokser sig større og værre, hvis man går med dem alene.”
Ny fortælling om psykiatrien
Men emnet får ikke altid den rigtige form for opmærksomhed. Dramatiske overskrifter er med til at male et billede af mennesker med mentale udfordringer som farlige eller skøre. Eksempler som ‘Knivstikker var psykisk syg’, ‘Professor: Naivt at raskmelde psykisk syge’ og ‘Psykisk syg går amok’. Selvom mediedækningen af psykisk sygdom har udviklet sig til det bedre, er mere end hver tredje artikel fortsat præget af et forenklet billede. Det viser en analyse af mediedækningen i 2019 foretaget af Infomedia.
Infomedias analyse er lavet på vegne af ‘EN AF OS’. Det er en organisation, som blandt andet er støttet af Social- og Sundhedsstyrelsen, hvis formål er at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark.
“Der er sket en forbedring i de danske mediers portrættering af psykisk sygdom,” mener konstitueret projektleder for ‘EN AF OS’, Anja Kare Vedelsby.
Ifølge Anja Kare Vedelsby kan medierne medvirke til at fremme inklusion og bekæmpe diskrimination forbundet med mental sygdom. Det afgørende er måden, der skrives om emnet.
“Medierne kan være med til at bekræfte folks fordomme om personer med psykiske lidelser, hvis journalister ikke nuancerer, at man ikke er sygdommen, men et menneske med en sygdom,” uddyber projektlederen.
Medierne kan også være med til at skabe et mindre fordomsfuldt syn på det at have mentale udfordringer ved at vise en alsidig skildring af personen.
Anders Legarth Schmidt mener ligeledes, at samfundet skal være bedre til at rumme mennesker med mentale vanskeligheder, blandt andet så man ikke skal frygte personlige og karrieremæssige konsekvenser ved at stille sig offentligt frem:
“Vores samfund er på mange måder u-rummeligt. Men jo længere tid der går, hvor psykisk syge mennesker er underrepræsenterede i medierne – desto længere tid går der, før det ikke føles skamfuldt at have en psykisk sygdom.”
De “sårbare” kilder
En anden problematik forbundet med at skrive en historie med psykisk sårbare kilder er, at det kan være vanskeligt at afgøre, om kilden kan overskue konsekvenserne af sin medvirken. Det er et hensyn, der også fremhæves i pressenævnets vejledning om god presseskik.
‘EN AF OS’ arbejder blandt andet med at vejlede journalister og medier, der arbejder med psykisk sårbare kilder. Anja Kare Vedelsby anbefaler, at man sikrer en grundig briefing forud for et interview, og at man taler med kilden om vedkommendes motivation for og eventuelle konsekvenser ved at medvirke. Desuden råder hun til, at man spørger kilden, om man må tale med en pårørende eller en behandler, for at få en professionel mening om kildens medvirken:
“Når folk står frem med noget, der er så personligt som ens psykiske lidelse, er det vigtigt, at man tager sig god tid.”
Endelig er det vigtigt, at kilden får mulighed for at godkende artiklen før publicering.
I forbindelse med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ fik Anders Legarth Schmidt blåstempling fra forældre og læger udover kilderne selv forud for alle interviews. Han anerkender dog, at man principielt aldrig kan vide, om en kilde fortryder sin deltagelse.
Alligevel mener han, at journalister skal strække sig langt for at give plads til mennesker, der er anderledes i medierne. Derfor må man sommetider løbe en risiko med kildevalg for at være med til at skabe en udvikling i samfundet:
“Hvis man vil helgardere sig mod den risiko, kommer man til at holde psykisk syge mennesker i mørket for altid.”
For at kunne tegne et oprigtigt portræt af en sårbar kilde er det vigtigt at turde stille de svære spørgsmål. Når Anders Legarth Schmidt interviewede de unge mennesker på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit, havde han ikke forberedt en masse spørgsmål. Ved at gå nænsomt frem afsøgte han grænsen for, hvad han kunne spørge om. Han har erfaret, at blokeringerne ofte ligger i ham selv og ikke i kilden, og hvis man ikke tør stikke dybt nok, bliver det et misforstået hensyn til kilden:
“Hvis jeg stopper med at spørge for tidligt, så bidrager jeg jo til den stigmatisering ved ikke at komme tæt nok på og ved ikke at forstå godt nok, hvem de er.”
Nogle hyldes, andre kritiseres
I samme måned som Anders Legarth Schmidt vinder Cavlingprisen, kritiseres DR3’s dokumentarserie “Fie” på forskellige medier. Dokumentarserien følger blogger og influencer Fie Laursen, det første år efter at hun har forsøgt at tage sit eget liv, hvor hun netop er udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Dokumentaren viser influencerlivets bagside og undersøger, hvad der driver Fie Laursen og hendes digitale karriere.
Begge historier er baseret på personer med mentale udfordringer, men hvor Anders Legarth Schmidt hyldes for sin artikelserie, bliver DR3’s dokumentar mødt af hård kritik. Fie Laursen lider af sygdommene PTSD og borderline og døjer med angst.
Anja Kare Vedelsby fra ‘EN AF OS’ ser på baggrund af dokumentarens første afsnit nogle problematikker i at serien er blevet lavet.
“Serien er med til at vise, hvor skidt hun har det. Men den viser også, at hun hungrer efter anerkendelse. Jeg tænker, at det ville være bedre for hende ikke at eksponere sig så meget, fordi hun risikerer at få for meget negativ opmærksomhed, som gør så ondt,” siger Anja Kare Vedelsby.
Det er ikke kun Anja Kare Vedelsby, som frygter, at serien fodrer Fie Laursens behov for opmærksomhed. I mediebilledet går kritikken af dokumentarserien desuden på, at Fie Laursen ikke havde tilladt DR’s portrættering, hvis hun var rask. Og at DR overser de negative konsekvenser ved at filme hende i en sårbar periode af sit liv.
Tilbage i lejligheden på Østerbro mener Anders Legarth Schmidt, at kritikken er uretfærdig, og at det er forkert at gøre sig til dommer over Fie Laursens motivation for at deltage, når man ikke kender til den. Fie Laursen har, ifølge Anders Legarth Schmidt, fået en urimelig behandling i medierne. Han synes, dokumentaren fortæller mange interessante ting om, hvad det vil sige at være psykisk sårbar:
“Hun er jo i virkeligheden også en pioneer, som er med til at afstigmatisere, hvad det vil sige at være psykisk syg.”
Grænserne rykkes
Med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ er Anders Legarth Schmidt med til at rykke grænserne for, hvem vi kan interviewe, og hvordan vi kan dække psykiatrien. Det mener
‘EN AF OS’.
“‘Forbandet Ungdom’ fremmer åbenhed og nedbryder fordomme omkring, hvordan det er at være indlagt på psykiatrisk afdeling som ung. Det giver udenforstående en empatisk forståelse af, hvordan det kan være at være patient,” siger Anja Kare Vedelsby fra ’EN AF OS’.
I dag står Cavlingprisen på skrivebordet hjemme ved Anders Legarth Schmidt. Det er en anerkendelse af hans arbejde som journalist, men for ham repræsenterer den mere end en påskønnelse af sit professionelle virke:
“Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris, fordi deri ligger en anerkendelse af, at det som journalist er vigtigt at beskæftige sig med området og kaste lys over mennesker, der lever med psykisk sygdom.”