Christian Wolff startede sin fotografiske rejse som 10-årig med et spejlreflekskamera lånt af sin far og har netop vundet prisen for årets pressefoto for sit arbejde om klimaaktivister i Tyskland. Ifølge ham har fotojournalistuddannelsen på DMJX spillet en central rolle.

Et hold af fotografer står klar til at skyde løs, så snart kong Frederik ankommer gennem svingdøren i den nye DMJX-bygning i København. Han skal i dag indvie de 7000 nye kvadratmeter, der ligger et stenkast fra DR på Amager. Som yngste mand på holdet har Christian Wolff indtaget sin plads en smule bag rækken af fotografer, der er mødt op i dag. Han gør et par indledende øvelser, hvor hans to kameraer på skift løftes på op til øjet. Der klikkes et par gange. Efterfølgende nærstuderes billederne for at tjekke, om det hele er, som det skal være.

”Du skal lige møde Christian”, siger en mand, der med hastige skridt nærmer sig den unge fotojournalist.

Christian Wolff, der dimitterede fra DMJX i januar 2024, vender sig rundt og rækker hånden frem. Det bliver efterfulgt af en smalltalk om årets pressefoto med DMJX-bestyrelsesformand, Lea Korsgaard.

I år står der nemlig Christian Wolff i billedteksten på årets pressefoto. Efter et par minutters snak, smil og lykønskninger, vender han hurtigt tilbage til arbejdet. Tilbage til fokus. Det krøllede hår er nytrimmet, og tøjet er velovervejet. De røde kinder afslører, at det fyldte atrium er ved at komme godt op i temperatur.

Præcis klokken to triller en Bentley op foran svingdøren til bygningen. Ud træder Kong Frederik, som målrettet bevæger sig mod svingdøren til den nye bygning. De tilstedeværende politibetjente tager sig til øresneglen, mens Christian Wolff lukker det ene øje bag sit kamera.

Fanget af fotografiet

Christian Wolff har, lige siden han var barn, været fanget af fotografiet. Det hele startede, da hans far vandt et spejlreflekskamera i en konkurrence, som han fik lov til at låne inden, han var fyldt ti år. Dengang var det primært hans forældre, søskende og bedsteforældre, som fik lov til at stå model til den unge drengs hobby. Siden er det gået fra et stykke legetøj til at blive en passion, som har givet ham utallige oplevelser, et arbejde, og ikke uvæsentligt, prisen for årets pressefoto i en alder af bare 23 år.

På sin 11-års fødselsdag får Christian Wolff sit første kamera. Nu bliver bedsteforældre og andet familie skiftet ud med blandt andet de hjemløse på gaden og landskabet i skoven. Men det starter ikke helt uden nervøsitet og komplikationer:

”Jeg var rigtig genert. Jeg rendte rundt med en stor zoomlinse og gemte mig bag folk. Når min mor var med ude at fotografere, så stillede hun sig op, og så lod jeg som om, at jeg skulle fotografere hende. Men i virkeligheden så fotograferede jeg lige over skulderen på hende, hvis nu der sad et interessant menneske bagved,” siger Christian Wolff.

Nysgerrigheden om mennesker og rejselysten har han fået med fra barndomshjemmet. Fra en tidlig alder besluttede Christians Wolffs mor, at det var slut med charterrejser med all-inclusive og afslapning. Nu skulle hendes børn have et skud kulturel kapital, og horisonten skulle udvides. Derfor blev rejsedestinationerne for familien nu ændret til Sydafrika og Indonesien.

”Hensigten var at komme ud at opleve i stedet for at nyde. Det er lidt den klassiske: Jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, at man ikke ved,” siger han. 

Her opstod interessen for mennesker, der lever under andre kår end ham selv. Interessen for at formidle historier om en verden, der ikke ligner vores.

Allerede som 13-årig oplever han for første gang snerten af succes. Hans billede af en hjemløs mand i København får andenpladsen i en fotokonkurrence på Holbæk Bibliotek, og dertil følger en præmie på 2000 kroner.

”Der tænkte jeg, at det kan være, jeg skal leve af det her. Så jeg skrev til National Geographic med håb om, at de måske kunne bruge en fotograf. Det har jeg aldrig fået svar på,” griner han.

Turen til Lützerath

På en landevej i det vestlige Tyskland går Christian Wolff sammen med en gruppe kampsyngende klimaaktivister. De har gået i flere timer. Han er i praktik på Politiken, men er taget af sted i sin ferie. Omringet af politi til hest, som var det taget ud fra et slag i første verdenskrig, marcherer aktivister og politi af sted.

I horisonten står røgsøjler op i luften som et vulkanudbrud. Men røgen kommer ikke fra vulkaner. Den kommer fra brunkulsminerne i landsbyen Lützerath, som den samlede flok klimaaktivister bevæger sig mod. Der lyder et højt knald fra et kanonslag, og musikken på den medbragte højtaler skifter til tung tysk rap. Demonstranterne begynder at løbe mod minen, der ligger ude i horisonten. Christian Wolff følger med, så godt han kan med både pressekort og kamera rundt om halsen.

”Politiet til hest fulgte os hele vejen, og de forsøgte at barrikadere sig som en form for levende hegn foran minen”, siger Christian Wolff, mens han tegner streger ud i luften, der skal illustrere politiets opstilling.

I flere år har klimaaktivister bosat sig i byen Lützerath, som en demonstration mod at Tyskland vil åbne en stor brunkulsmine, der ligger ved byen. Beboerne i byen er for længst flyttet væk derfra.

Netop klimakampen er noget af det, Christian Wolff værdsætter at fotografere. Derfor var den lille tyske landsby en oplagt destination.

”Her var der ligesom en helt fysisk kamp, som var et billede på klimakrisen,” siger han.

For Christian Wolff var mødet mellem aktivister og politi også en voldsom oplevelse.

”Politiet red efter folk på heste, og de klimaaktivister, der blev fanget, fik også en hård medfart. Jeg har aldrig lavet den slags konfliktfotografi. Jeg var fucking bange,” siger han.

Men det var også en del af idéen ved at tage til Tyskland.

”Jeg ville gerne se, hvordan jeg arbejder i de situationer. Ville jeg fryse? Ville jeg fotografere? Heldigvis fotograferede jeg,” siger han.

Og netop de billeder gjorde, at han i starten af marts stod på scenen i Den Sorte Diamant, med en statue i hånden og, et smil, der ikke var til at misforstå. Christian Wolff vandt Årets Pressefoto 2023 for et af sine billeder nede fra Tyskland. Men for ham er prisen ikke vigtig i sig selv.

”Man skal ikke gøre sine værdier eller kvalitet op i priser. Det er i bund og grund ligegyldigt. Der er mange, der siger, ‘hvad skal du gøre nu?´ Sådan synes jeg ikke, at man skal se det her fag. Hvis en journalist vandt en Cavling, så skal personen heller ikke stoppe med at lave historier,” siger han.

”Jeg er ikke bedre end alle mulige andre. Det er meget vigtigt for mig at sige,” siger han.

Men uanset hvad er faktum, at hylden derhjemme er blevet et styks figurformet metal tungere.

Med DMJX i bagagen

Christian Wolff er et eksempel på en tendens blandt fotojournalister fra DMJX. De seneste år har flere studerende været nomineret til prestigefyldte fotopriser i Danmark. Men ifølge Christian Wolff bunder det også i de forudsætninger, som man får med på fotojournalistuddannelsen.

”Det er ekstremt inspirerende at være omgivet af så mange dygtige mennesker og fotografer, som man kan spare med.”

På fotojournalistuddannelsen på DMJX er der kun tolv pladser. I år var der 105 ansøgere, der forsøgte at blive en del af det lille hold. Christian Wolff mener, at det lave optag har noget at sige i forhold til mængden af priser, der bliver vundet af studerende.

”Folk er fucking gode, når de kommer ind. Når de dygtige mennesker så ovenikøbet er i den her gryde af kompetente folk, som har lyst til at dele ud af deres viden og kreativitet, så er resultatet bare, at folk bliver endnu bedre,” siger han.

Noget af det vigtigste, han tager med fra DMJX, er den gruppe af mennesker, han har læst med. Det sammenhold, de har haft på holdet, er ifølge ham unikt, og noget som han bruger flittigt efter at være gået freelance tilbage i januar.

“Det her kæmpe netværk af dygtige, kompetente og dejlige folk, det er det hele værd,” siger han, inden han retter på sig selv. 

”Ikke netværk på den business-agtige måde. Netværk kan blive sådan en lille smule LinkedIn-agtigt,” griner han.

Christian Wolff ser lidt op i hjørnet af loftet og holder en pause, inden han siger.

”Min mor har altid sagt, at det er sindssygt vigtigt at omgive sig med nogle mennesker, som er dygtigere end sig selv. Og det gør man om noget, når man kommer ind på DMJX.”