Henrik Qvortrup farer rundt på redaktionen.

Han har netop interviewet en kilde fra Sundhedsstyrelsen til programmet Q&Co, som er et mediemagasin på B.T., hvor han er politisk redaktør. 

“Rasmus, vi skal have ringet til Mads. NU,” råber han til sin producer.

Henrik Qvortrup skal interviewe Politikens opinionsredaktør, Mads Zacho, om en af de utallige sager i medieverdenen, som han hver uge diskuterer i sit mediemagasin. 

Han trives godt i det hektiske tempo med korte deadlines og nye opgaver hele tiden. 

“Jeg kan godt lide den hurtighed, der er i faget. Man laver en spurt, kommer ned i hastighed, for så at komme op i hastighed igen,” forklarer han. 

Henrik Qvortrup valgte blandt andet journalistfaget, fordi han her kunne møde en masse interessante mennesker, men det var også et fag, der gav mulighed for hurtigt at komme videre til den næste historie.  

Tamilsagen 

Henrik Qvortrups karriere startede, som enhver politisk journalist kun kan drømme om. Han var stadig journalistpraktikant, da han sad med en af de største sager i dansk journalistisk: Tamilsagen.  

Han var en del af Christiansborg-redaktionen hos Berlingske, da der kom et nyhedstelegram ind fra Ritzau med meldingen om, at den daværende justitsminister, Erik Ninn-Hansen, havde handlet ’overordentligt kritisabelt’ vedrørende håndteringen af tamilske flygtninge fra borgerkrigen i Sri Lanka. 

“Jeg kan huske, at vi sad fem personer på redaktionen og kæderøg. Der var ingen, der gad tage sagen, og så fik jeg, praktikant, den,” fortæller han. 

Efterhånden som skandalen rullede, blev det Henrik Qvortrup, der kom til at dække den for Berlingske.  

Efter Journalisthøjskolen blev han ansat på Jyllands-Posten, hvor han kom til at arbejde videre med Tamilsagen. Her var der ifølge Qvortrup heller ikke den store interesse for emnet, og derfor var det også en kamp for ham at overbevise redaktionen om, at det var vigtigt at dække det. 

Selvom det i starten var op ad bakke, endte historien med at blive en af de største og mest sagnomspundne sager i dansk journalistik.  

Henrik Qvortrup mener dog, at mediedækningen af hele oprulningen meget vel ikke ville have fået samme opmærksomhed i dag.  

“Hvis man forestiller sig, at noget lignende Tamilsagen kom frem i dag, ville der næppe være plads til de lange referater, som der var dengang,” siger han.  

Han mener dog ikke, at det er et udtryk for, at journalistikken er blevet ringere. Tværtimod mener han, at der i dag bliver bedrevet rigtig meget god journalistik. Det er bare et udtryk for, at mediebilledet har ændret sig. 

Mørkets fyrste 

Op gennem 1990’erne arbejdede Henrik Qvortrup for forskellige danske dagblade, inden han i 1998 landede i en af de flere kontroversielle poster, han har bestridt igennem sin karriere. 

Her blev han nemlig for alvor kendt i den politiske offentlighed, da han blev ansat som presserådgiver – eller spindoktor – for den på det tidspunkt nytiltrådte formand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen.  

Her gjorde han sig bemærket ved at sige, at han ikke var ansat, fordi han var venstremand, men fordi han kunne hjælpe Anders Fogh Rasmussen med forholdet til pressen. 

“Der var mange, der ikke forstod, hvordan man kunne tage et job i et parti, man ikke nødvendigvis var enig med, men at man i princippet lige så godt kunne have været ansat i Socialdemokratiet. Jeg så det mere som en professionel ting, og det var der mange, der blev provokeret af.”  

Det var også for alvor med Henrik Qvortrup, at spindoktor-begrebet blev kendt i Danmark, før havde det været et begreb, de fleste forbandt med amerikansk politik.  

“Der var mange, der dengang så det som en farlig udvikling, og jeg har ikke tal på, hvor mange studiegrupper fra RUC, der kontaktede mig for at høre, hvad det havde af betydning for demokratiet.” 

På trods af at mængden af spindoktorer de efterfølgende 20 år kun er vokset eksplosivt, og partierne er blevet mere professionaliserede, mener Henrik Qvortrup alligevel, at der er for meget fokus på dem, og at man derved glemmer andre – såsom departementscheferne, der også har en enorm magt.

En fuckfinger til medieverdenen

I 2001 fik Henrik Qvortrup det job, der på mange måder stadig er med til at definere hans plads i dansk journalistik.

Som chefredaktør for Se og Hør var han nemlig med til at køre bladet i en hidtil uset hård retning. Kendisser kunne ikke længere få stoppet en historie, hvis de mente, at den var for hård, ligesom der med Henrik Qvortrup kom en ordning, hvor almindelige mennesker kunne få en dusør, hvis de kom med et tip til bladet. 

Det var for alvor her, han fik udviklet et image som den kyniske chefredaktør, der ville gå langt for historierne og for at udstille de kendte.

Mens han var hos Se og Hør, spekulerede han på, om han nogensinde kunne komme tilbage til den politiske journalistik.

“Folk sagde til mig, at det kunne godt være, at det blev sjovt, men at jeg for evigt ville være dømt ude af det gode politiske selskab,” forklarer han.

Men i 2009 blev han hentet til TV 2 som politisk redaktør.

“Da jeg fik tilbudt det job, var det den ultimative fuckfinger til alle dem, der havde dømt mig ude og sagt, at jeg aldrig ville få et job som politisk journalist igen.”

Han var tilbage i den position, som havde været udgangspunktet for hans journalistiske karriere, og det var igen ham, der udlagde teksten på tv-skærmen hver aften.

Men i 2014 var det slut.

Nedturen og genkomsten

Da den tidligere Se og Hør-journalist Ken Rasmussen i 2014 udgav bogen ‘Livet, det forbandede’, hvori han blandt andet fortalte om sin tid på ugebladet, kom det frem, at de havde brugt ulovlige metoder til at følge med i de kendte og kongeliges gøren og laden.

Det hele endte med, at Henrik Qvortrup trak sig fra jobbet på TV 2 på baggrund af afsløringerne. Det endte også med en fængselsdom i 2016.

Herefter fulgte en periode, hvor han for alvor troede, at tiden som journalist var forbi.

“Derfra stod jeg på egen hånd, for der var mildest talt ikke nogen, der hjalp mig,” forklarer han om tiden efter skandalen.

Han begyndte at skrive bøger og lave podcast, og det første spæde skridt tilbage i medieverdenen kom, da han lavede en programrække for dk4, hvor han interviewede politikere.

Desuden blev han vært på et mediemagasin på Radio24syv, blandt andet med den begrundelse, at han ikke havde nogen venner i dansk journalistik.

“Jeg skyldte i hvert fald ikke nogen noget,” svarer han kortfattet.

En kollektiv selvfedme

Henrik Qvortrup mener, at journalister i Danmark er gode nok til at gå kritisk til hinanden, men han mener også, at der er et alt for stort fokus på egen navle:

“Her lider vi af en kollektiv selvfedme, og jeg er jo også selv en del af det – jeg laver selv et medieprogram, men hvis jeg skal kigge på det udefra, kan jeg godt forstå dem, der siger, at så interessante er vi jo heller ikke.”

Han mener, at den politiske journalistik er blevet bedre de seneste 30 år, hvor han har været med, men det har også været nødvendigt. Med den stadigt større magtkamp, der i hans øjne foregår mellem journalister og politikere, og med det stadigt mere professionaliserede politiske system, er det nødvendigt for journalisterne at oppe sig.

Det er dog ikke noget, der har slået ham ud.

“Jeg synes, det er forrygende. Det er helt fint, at den kamp finder sted.”