På toppen af Langelandsgade våger en mand over en moderne murstensbygning. Med pomp og pragt sørger han for, at skolen er lige så flot som Botanisk Have, og at alt audiovisuelt virker med et knips. I filmen ’Shrek’ våger dragen over prinsessen på slottet. På DMJX våger Thomas Dragonheart over, at den studerende kan få hjælp med, hvad end hjertet begærer.

”Ja, det er Thomas.”

”Goddag Thomas, det er Emilie, underviser. Jeg er i 3.15, og der er ikke nogen tavle. Kan man finde det nogen steder, eller hvad kan man gøre for at få en tavle?”

”Jeg kommer lige op med den.”

”Tusind tak.”

”Det godt. Hej.”

Det er lidt i mødetid, og stueetagen på DMJX er så småt begyndt at vågne. Mens menneskerne i kantinen har tid til at smøre en morgenbolle, har Thomas Dragonheart travlt med at holde sin hverdagsstreak som dagens helt.

Og det kan kun gå for langsomt.

Der var engang en Thomas

Han er født i Aalborg. Uddannet tømrer. Har arbejdet i både Canada og Norge, hvorefter han købte et vandrehjem på Samsø som 26-årig. Og så blev han lige der i 16 år. I dag er han nok tættere på pensionen end den anden vej, ikke at jobbeskrivelsen bærer præg af det. 

Thomas Dragonheart kan godt lide udfordringer, og hver dag er forskellig fra gårsdagen. Han kunne aldrig drømme om at stå på en fabrik. Så langt hellere have hjertet oppe i halsen, som da han første gang skulle ind i et auditorium, hvis storskærm var gået i kollaps, og sørge for, at 150 studerendes undervisning kunne fortsætte.

De fleste på Helsingforsgade 6A har hørt om Thomas Dragonheart. De ser ham gå rundt med de grønne vandkander og sørge for de prægtige planter, der hersker på skolen. Eller stå ved kaffemaskinen og lege med teknikken, når den til tider går i udu.

Han har været ansat på skolens matrikel siden 2011. Han er leddet mellem bygning og ledelse. Foreninger og organisation. Køkken og skole. Det audiovisuelle og undervisningen. Planter og potter.

Thomas Dragonheart er måske en af de personer, der ved allermest om, hvordan skolen fungerer. Manden med den praktiske outdoorfleece, de blå cowboybukser og et par gode gummisko.

Klokken var kvart over syv

”Hallo.”

…

”Hallo hallo,” siger han igen ind i mikrofonen.

Det lyder klart ud i det gule auditorium. Den virker tydeligvis, mikrofonen.

Han åbner sin computer og finder

YouTube. Finder noget, han kan sætte på, for også at tjekke, at lyd og billede virker.

Sammen med elevatoren er Thomas nok den, der lige nu støjer mest på skolens matrikel. De har måske endda været vågne i lige mange timer.

Thomas Dragonhearts mandag startede klokken halv seks. Der starter den hver dag.

Og efter cykelturen nede fra Aarhus Ø er han sammen med de fem andre morgenmennesker i gang med at forberede en ny dag på DMJX.

Thomas trykker play og ud strømmer Always Remember Us This Way. En sang fra filmen ’A star is Born’ med Bradley Cooper og Lady Gaga. Lyden stopper, skærmen bliver sort. Nu spiller melodien på computeren i stedet for på storskærmen. Han leger lidt med HDMI-stikkene. Bytter lidt rundt på dem. Så blæser den ud igen.

”Det lyder meget godt.”

Der er både tid til at skifte batterier på de firkantede kaste-mikrofoner og kaste dem ud i auditoriet for at se, om de stadig kan sådan noget. Der er tid til at rydde op endnu engang på den kuglepensfyldte disk, og der er tid til at tjekke lyd med lidt Formel 1 på storskærmen i det blå auditorium.

Og så er de to lokaler klar til undervisningen – og hvis de ikke virker, er der 99,9 procent chance for, at Thomas Dragonheart kan fikse det igen.

Nu mangler han bare at tjekke de 24 andre klasselokaler. Er han heldig, kan det være, at der er mødt nogle undervisere ind, som har brug for en hjælpende hånd.

Det vigtigste er, at Thomas ved, at alt fungerer, som det skal, inden skoledagen starter.

Thomas tror på planter

”Den skal have sådan nogle gode øjne, måske blå øjne.”

Det er ikke en kinesisk drage. Den spyr ikke ild, og den har bestemt ikke onde øjne. Den er lidt mere nordisk, og så skal den have et hjerte.

Der er tale om Dragonhearts dragonheart, hvis han skulle få den tatoveret. Den skulle sidde på venstre skulder og matche vikingetatoveringen, der sidder på højre.

Den skulle lige kunne kigge over, og så skulle man kunne mærke dens rummelige figur med det store hjerte.

Det er det store rummelige hjerte, Thomas særligt er fænget af. Og det er et karaktertræk, han selv ønsker at følge.

Det er for eksempel, når han ruller rundt med de seks grønne vandkander på et rullebord og sørger for et behageligt klima for de studerende.

Engang havde skolen en gartner til at gå og sørge for skolens grønne side. I dag har Thomas Dragonheart 200 planter og træer under sig. Han mente, det var en rolle, han sagtens kunne overtage, og han gør det med stor omsorg.

Hver morgen går han en runde på skolen for at ”stikke en finger i jorden” og lige mærke, hvordan humøret er nede i potten. Nogle planter skal have 40 liter vand om ugen, nogle skal have 20. Nogle skal først have vand på fredag.

Da skolen flyttede fra Bunkeren, var der ingen, der havde talt planterne med i ligningen. Derfor måtte Thomas sørge for, at skolen ikke blev steril, og han fik transporteret en stor sjat planter over på Helsingforsgade. For det er vigtigt med et godt klima på en skole.

Iblandt de transporterede er den sjældne bougainvillea. Den står på første sal og blomstrer i fin rosa. 54 år og findes ellers kun i det sydlige Europa. Alligevel er hans yndlingsplante det store træ i kantinen. Det bliver ved med at vokse, og mange af de små potter på skolen kommer fra det.

En dag drømmer han om at få hele midtertrappen grøn.

”Det vil skabe sådan et godt klima,” siger han.

Klokken er nu kvart over otte

Tilbage i rush hour går Thomas med målrettede skridt hen til den store, hvide tavle, der står midt i kantinen. Hurtigt ned ad nålesvingsrampen, ned forbi receptionen og durk mod elevatoren.

Modsat de sidste to timer trisser han ikke længere alene rundt på skolen. Flere skal med elevatoren.

”Vi tager den her, så tager I den anden,” siger han og krydser til venstre, da elevatorerne ankommer synkront.

Venstre elevator er klart hurtigere end den anden.

Tallet tre får en rød ring rundt om sig, og der er lige plads til alle seks ben. Tavlens fire hvide ben, og Thomas’ to gummisko med blå sokker i. Igen ringer telefonen for fuld styrke.

”Jeg er i 3.19 og har problemer med nogle skærme.”

”Jeg kommer om lidt,” siger Thomas.

Det er et fedt navn

”Awesome name.”

En reaktion, der kommer hver gang, Thomas’ tur går til Canada. Han har familie, der bor der, og bliver altid stoppet en ekstra gang i lufthavnen for at få tjekket, at det nu er hans rigtige navn. Men det står i passet, og det skal godkendes af Thomas, hvis nogen ønsker det samme. Det er endnu ikke sket.

Børnene gider ikke at hedde det. De mener, at han er lidt skør.

Navnet kommer fra Thomas’ fascination af drager tilbage i 80-90’erne. Egentligt affødt af fascinationen af vikingetiden. Han er ikke asatroende, men han kan godt lide at læse om det, og både Thomas og vikingerne er vilde med drager.

”Det er et fedt navn, tænkte jeg dengang. Det vil jeg sgu gerne hedde.”

Han måtte vente halvandet år, før navnet blev godkendt. Men det var bestemt ventetiden værd.

Nogle minutter senere end før

Elevatoren er nu landet på tredje sal, og ind til 3.15 kommer tavlen.

”Ej, tusind tak!”

Men Thomas må hurtigt videre til 3.19, hvor skærmen ikke kan tænde. Undervisningen er det vigtigste for ham, og han plejer at sige til sine kolleger, at problemer med undervisning skal sidestilles med et sprængt vandrør. Der er ikke noget med ’amen, jeg skal lige’. Nej. Smid alt, hvad du har i hænderne.

I 3.19 står hans kollega og bakser med den sorte skærm. Han tager over og fortsætter bakseriet. 

”Det er den ikke glad for.”

Underviseren våger over Thomas’ skærmproblemer med rynkede bryn.

”Så, så kom den,” siger Thomas.

Alt er godt igen. Men hun mangler også en tavle. Ud på tur med Thomas igen.