Din holdning er vigtig, smuk og relevant

tekst: Josephine Falck Barfod, debatredaktør på Illustreret Bunker
ILLUSTRATION: SILJE QVIST

Udgivet den 20. maj 2021

Nu har jeg snart gået på den her skole i to år, og jeg må bare sige, at jeg aldrig har mødt folk med lige så mange holdninger, som studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Jeg forestiller mig, at jeg ikke er den eneste, som har gjort sig den erfaring.

Ikke desto mindre er folk simpelthen for sløve til at sende debatindlæg ind.

Hvorfor i alverden bruger I fora, der ikke er lavet til det, til at lufte jeres holdninger, men sender ikke noget ind til debatredaktionen på Illustreret Bunker?

Til undervisning, forelæsninger, i gruppechats og på Facebook er I ikke bange for at tage andre til fange, mens vi uden valg skal lægge ører til jeres svada.

På tredje semester under video-forløbet opstod pludselig en debat til en forelæsning. Det gik ud på, om det var etisk at redigere sin videoproduktion, så det kom til at passe med vinklen. Det ville have været et super godt debatindlæg.

Og efter vi skulle stemme om, hvorvidt vi skulle i praktik i 12 eller 18 måneder, brokkede folk sig i høj grad over processen og beslutningen. Men igen intet debatindlæg til Illustreret Bunker.

Hvorfor er folk ikke interesserede i at få debatterne ud i det åbne? Det er selvfølgelig nemt at have holdninger, når man kun ytrer dem i det skjulte og ikke skal stå til ansvar for dem senere hen.

– Men vi er jo journalister og skal være objektive.

Lol. Vis mig en objektiv journalist. Og læs Simon B. Porses debatindlæg om, hvorfor idéen om den objektive journalist er mere eller mindre forældet.

– Men hvad hjælper det overhovedet?

Det hjælper faktisk. Illustreret Bunker bliver læst af studerende og undervisere, og avisen sendes ud til forskellige medier.

Jeg skrev på sidste semester et debatindlæg om #metoo i mediebranchen og på DMJX. For det første førte det til, at flere studerende henvendte sig til mig og tilkendegav deres holdning til emnet. Mange synes, det var virkelig rart, at de ikke var de eneste, som havde det på den måde.

Men udover de studerende, så første debatindlægget også til, at jeg sammen med to andre kvindelige journaliststuderende blev inviteret til en snak med Özlem Cekic. Vi skulle lære at drikke dialog-kaffe. Og herefter en snak med Jacob Nybroe, chefredaktør på Jyllands-Posten, om sexisme i mediebranchen.

Så udover, at det skabte en relevant debat på DMJX, gav det mig også adgang til en chefredaktør på et af Danmarks største medier.

– Jamen vil praktikstederne ansætte en journaliststuderende med holdninger?

Mine erfaringer siger mig, at det på ingen måde er et problem. Tværtimod. Jeg har både talt med praktikkoordinator Martin Vestergaard, rektor Trine Nielsen og flere undervisere fra DMJX, som alle har udtrykt, at det ikke er et problem. Og de fleste praktiksteder sætter også pris på studerende, som ikke er bange for at ytre deres holdninger i passende settings. Desuden viser det jo bare, at du en reflekteret studerende, hvis du aktivt har kritiseret branchen eller skolen.

Jeg har fået en praktikplads på Ekstra Bladet, og jeg fik at vide til samtalen, at debatindlægget gav mig en kæmpe stjerne hos dem.  

Af en eller anden mystisk grund har det lykkedes mig at få indsamlet debatindlæg til begge aviser på dette semester. Men det har ikke været uden kamp. Da jeg søgte om at blive debatredaktør, havde jeg forestillet mig, at jeg skulle vælge og vrage mellem de bedste indlæg. Sådan er det ikke gået. Begge gange har det krævet overtalelse, overbevisning og nærmest tryglen for at kunne få noget, der kunne komme i avisen. Avisen på Københavns Universitet har en sprudlende debatsektion. Hvis de kan, så kan vi simpelthen også.

Din holdning er relevant, den er vigtig og den er smuk. Vis den til verden og tag del i den demokratiske samtale.