Jeg blev kontaktet af min underviser til en opfølgende snak om min kritik af vedkommende i den anonyme evaluering. Oplevelsen har efterladt mig splittet over det faktum, at vores klage åbenbart ikke behandles i fortrolighed og anonymt, som vi ellers loves.

I efteråret tog en underviser fat i mig, da jeg var på vej op ad trappen. Pågældende underviser ønskede en opfølgende snak, på baggrund af min besvarelser i den anonyme evaluering – primært om den kommentar jeg havde efterladt. Min kommentar indeholdt en specifik situation, som jeg vurderede, var relevant for underviseren at have kendskab til – selvom jeg godt vidste, at underviseren ville kunne genkende mig.

Min kommentar handlede om et dødsfald i min familie, hvor jeg pointerede, at underviseren havde håndteret det dårligt med hensyn til fravær og eksamen. Ydermere kritiserede jeg underviserens bagtale af medstuderende under en vejledning.

Men hvis genkendelighed forsvarer, at en underviser ønsker en samtale, hvori ligger så pointen i anonym evaluering? Den anonyme evaluering er jo underviserens adgangsbillet til en ægte feedback af undervisningsforløbet. Der er et magtforhold mellem underviser og studerende, man selv på DMJX ikke kan komme uden om, og derfor er det netop vigtigt med en anonym evaluering som værktøj.

Jeg kontaktede jura, som sagde, at en underviser som udgangspunkt ikke må kontakte en studerende på baggrund af en evalueringsbesvarelse. Jura sendte mit dilemma videre til institutchef Henrik Berggren. Det affødte en mail fra omtalte underviser, der forsikrede mig om, at jeg ikke skulle forsvare min evaluering, og at jeg stadig kunne afvise samtalen, hvis jeg ønskede det.

Jeg tog til samtalen med forsikringen i baghovedet. Samtalen udviklede sig dog alligevel til en flanke, hvor jeg skulle forsvare mit synspunkt. Hele situationen har sat sig i mig, og jeg har fremadrettet nægtet at skrive kommentarer, ris eller ros.

Frygten ødelægger hele billedet af evalueringer som kvalitetssikring af undervisningen. Selvfølgelig skal underviser eller ledelse gribe ind, hvis der er tale om situationer, som er særligt grænseoverskridende og/eller kritisable, men min evaluering var en kritik af underviseren og undervisningen.

”Nuvel,” kunne du tænke, “er det reelt ikke bare et dig-problem, Maya? Du har haft en dårlig oplevelse. Hvorfor skal du optage spalteplads i Illustreret Bunker?”.

Til det vil jeg sige, at jeg med byline står frem med min ærlige mening, så studerende i deres fremtidige evalueringer kan være ærlige. Selvom de vil kunne genkendes.

Jeg mener, ledelsen og underviserne skal vide, at selvom der er en “lettere” relation mellem underviser og studerende på DMJX, så skal det ikke give anledning til, at den studerendes anonymitet kan skubbes væk. Grundlæggende er det problematisk, når man forsikrer anonymitet for derefter at blive kontaktet.

Og for at konkludere denne sag er jeg også nødt til at påpege, at jeg uden videre kunne henvende mig til Maja Egelund, som hurtigt fandt min besvarelse på baggrund af mit studienummer.

Da jeg talte med Henrik Berggren, spurgte jeg ham om det helt essentielle: Retfærdiggør genkendelighed bruddet på reglerne? Han svarede ja og nej, fordi en studerende skriver noget genkendeligt, så lægger det op til dialog om problemet.

Jeg synes, det er et enormt svigt og brud på tilliden mellem ledelse og studerende på denne institution. Hvis vi som kommende journalister skal kunne beskytte kilders ret til anonymitet, synes jeg også det er på sin plads, at begrebet skal tages seriøst.

Institutionen og underviserne er lige så meget nødt til at følge reglerne, som de studerende er. Hvis der ikke kan garanteres anonymitet, så skal dette fremgå tydeligt, uanset om man kan genkendes eller ej.

Genkendelighed i anonyme evalueringer retfærdiggør ikke brud på reglerne – punktum.

Stram op

Jeg tror stadig på den anonyme evaluering som værktøj, idet den primært har gavnet undervisningsforløbet og de studerendes faglighed. Når jeg kigger tilbage på situationen, fortryder jeg, at jeg var ærlig. Jeg ville gerne have været foruden oplevelsen – og den her klumme.

I sidste ende bør et uddannelsesmiljø være et sted, hvor både undervisere og studerende kan deltage i en ærlig og givende dialog. For at opretholde integriteten af evalueringssystemet må ledelsen på DMJX anerkende og håndtere situationer som min bedre.

Det er afgørende at sikre, at undervisere respekterer og forstår anonymitetens værdi i evalueringerne.

Lad os stræbe efter et undervisningsmiljø, hvor konstruktiv kritik kan gives uden frygt for konsekvenser. Dette vil ikke kun styrke forholdet mellem undervisere og studerende, men også fremme en kultur præget af ærlig refleksion og bæredygtig kvalitetsforbedring.