Satire er et hyppigt debatemne. Ofte går spørgsmålet på, om den er god eller dårlig, sjov eller plat. Men med spalteplads og sendetid i mange af landets største medier melder spørgsmålet sig også, hvorvidt satire kan bruges som et journalistisk redskab. Spørger man eksperter, er svaret ikke så ligetil.

I januar 2025 skabte en anmeldelse i Avisen.dk stor debat, da journalist Søren Baastrup brugte ord som ’luder’, ’malkeko’ og ’vikingebøsse’ om deltagere i TV 2-realityprogrammet ’Spillet’. Anmeldelsen blev mødt med ramaskrig fra mange læsere og stor kritik i medierne. 

Chefredaktør for Avisen.dk, Per Kuskner, var derefter ude at forsvare anmeldelsen med, at der var tale om satire. Satirestemplet kom dog først i kølvandet på kritikken og var ikke tidligere blevet varedeklareret. 

Episoder som denne rejser spørgsmålet om satirens rolle i journalistik. For mens journalistikkens primære formål er at informere og analysere objektivt, bliver satire ofte forbundet med at provokere og kritisere. Så kan man egentlig tale om satire og journalistik på samme tid?

Satirens rolle i samfundet

Satire har længe været brugt til at udstille magtens absurditeter og skabe debat. Publicistiske medier som Charlie Hebdo og TV-programmer som The Daily Show bruger satiriske virkemidler til at belyse politiske og kulturelle emner. Ifølge Hanne Bruun, der er professor i medievidenskab på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ‘Dansk tv-satire. Underholdning med kant’, er satirens formål ikke blot at underholde, men også at kritisere og skabe refleksion. 

Satire adskiller sig fra almindelig komik ved sine referencer – den handler altid om noget uden for sig selv. 

“Satire er referentiel og indeholder et klart budskab. Den har en moralsk dimension og kritiserer aspekter af samfundet, som den mener, bør ændres,” forklarer Hanne Bruun. 

Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken og skribent på ’At Tænke Sig’, en daglig satirespalte i avisen, beskriver satire som en måde at behandle det etablerede, højtidelige og magtfulde med humoristiske virkemidler. Men satire kan også udfordre grænserne for, hvad der er acceptabelt. Hvis satire udelukkende provokerer uden en samfundskritisk vinkel, kan dens relevans diskuteres, ifølge Mads Zacho Teglskov. Han mener, at satire skal have et klart mål og en ansvarlig afsender.

Hånd i hånd eller hver for sig?

Spørgsmålet er så, om journalister kan bruge satirens kritiserende og målbevidste natur som et redskab? Dette spørgsmål deler vandene. Ifølge Mads Zacho Teglskov kan satire sagtens være en underkategori af journalistik, da den anvender mange af de samme metoder såsom idéudvikling, research og kildebrug. 

”God satire kræver, at man stiller de samme krav til sig selv, som en journalist ville gøre. Et godt eksempel er ‘Tæt på Sandheden’, hvor Jonathan Spang begrunder sine pointer med fakta som en nyhedsvært ville gøre. Satiren bliver stærkere, når den har et journalistisk fundament,” siger han. 

Hanne Bruun afviser denne opfattelse og mener, at journalistik og satire ikke er to sider af samme mønt. Ifølge hende har satire brug for nyheder som inspiration, men journalistik kan ikke være satirisk. Hun tilføjer, at kildekontrakten med målgruppen er anderledes i satire end i journalistik. Satire har til formål at være sjov, og derfor kan det ikke anvendes som et journalistisk redskab, da journalistikkens primære opgave er at informere objektivt.

To forskellige dagsordener 

Spørger man Hanne Bruun, er satirens og journalistikkens agenda i strid med hinanden.

“Du skal jo ikke kritisere magthaverne i journalistikken. Det er jo ikke journalistikkens fremmeste opgave at moralisere over, hvordan magten opfører sig,” siger hun.

Mads Zacho Teglskov mener, at satire kan fungere som et journalistisk værktøj. Når satire bruges på denne måde, kan den både informere og oplyse offentligheden, samtidig med at den bruger humor til at gøre budskabet mere tilgængeligt og engagerende.

“Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på,” siger han.

Satireforsker og foredragsholder Dennis Meyhoff Brink ser satire og journalistik som beslægtede, men med forskellige grundprincipper. Han påpeger, at satire kræver et element af fiktion, som ofte er overdrevet eller grotesk. På trods af dette mener han, at satire og journalistik kan spille godt sammen. 

“Nogle af fordelene er, at man jo rent konkret som satirisk journalist kan tillade sig mere end en ikke-satirisk, seriøs journalist,” siger han.

Ifølge Dennis Meyhoff Brink er ‘Den korte radioavis’ et godt eksempel på netop det. Han påpeger, at programmet ikke er underlagt de samme regler om neutralitet, objektivitet og seriøsitet som almindelige nyhedsjournalister er. Men kombineret med journalistikken mener han, at der i programmet opstår en vellykket og effektiv fusion.

Satiren som et effektivt redskab 

Satiren kan medføre bredere rammer for, hvordan man vil kunne tilgå journalistiske opgaver såsom interviews. Sådan mener Dennis Meyhoff Brink og nævner igen ‘Den Korte Radioavis’ som eksempel. 

Op til valget i 2019 interviewede ‘Den Korte Radioavis’ fiktive vært Kirsten Birgit partilederen for Stram Kurs, Rasmus Paludan. I interviewet var hun enig med ham i, at 200.000 udlændinge skulle sendes ud af landet. Hun spurgte gentagne gange: ”Ja, det er en glimrende idé, men hvor skal vi sende dem hen?” Ved at blive ved med at anerkende forslaget og spørge ind til den konkrete udførsel, pressede hun ham, ifølge Dennis Meyhoff Brink, til et punkt, hvor han begyndte at modsige sig selv og fremstå mere ekstrem. 

Denne metode er ifølge Dennis Meyhoff Brink effektiv, fordi den ikke giver interviewpersonen mulighed for nemt at affærdige spørgsmålene, som det ofte sker i traditionelle interviews, hvor politikere kan gentage deres talepunkter eller undgå svære svar. I satire bruges ofte en legende tilgang, hvor satirikeren indtager en rolle for at få den interviewede til at afsløre mere, end de måske ellers ville. 

“Det er et af mange tilfælde, hvor man kan få folk til at sige nogle ret vilde ting, fordi man indtager en rolle,” siger han. 

Varedeklaration er vigtig

Mads Zacho Teglskov er enig i de bredere rammer, når man som journalist bruger satire som redskab, men han mener også, at der er noget andet, der spiller ind. 

“Det interessante er ikke kun de bredere rammer. Det handler også om, hvordan det bliver præsenteret,” siger han. 

Han uddyber, at når han sætter satire i avisen, er det på en side, hvor læserne ved, at det er satirisk, sjovt og underholdende. Der er ikke de samme redaktionelle regler som for resten af avisen. Dog er det stadig udarbejdet gennem en grundlæggende journalistisk proces. 

Problemet opstår altså, i Mads Zacho Teglskovs øjne, når satiren ikke er varedeklareret tilstrækkeligt. Når læseren, seeren eller lytteren ikke er klar over, at den journalistik, de bliver serveret, er journalistisk satire. 

Dennis Meyhoff Brink er uenig og mener, at en alt for tydelig varedeklaration ødelægger oplevelsen af satire. Han argumenterer, at hvis man med store bogstaver skriver, at noget er satire, bliver det hele for udpenslet, før man overhovedet har haft chancen for at være med på joken.

”Det er som en kæp i hjulet,” siger han.

Mads Zacho Teglskov siger dog også, at tvivlen om, hvorvidt noget er journalistik eller satire, kan have konsekvenser.

”Hvis satire ikke markeres korrekt, risikerer man at underminere genren og skabe tvivl om journalistikkens troværdighed,” mener han.