AI på DMJX: ”Toget vil køre, selvom man siger nej”

AI på DMJX: ”Toget vil køre, selvom man siger nej”

AI på DMJX: ”Toget vil køre, selvom man siger nej”

Med nye retningslinjer for brugen af AI er kunstig intelligens så småt begyndt at snige sig ind i klasser og auditorier på DMJX. Men hvordan bliver man en ansvarlig ChatGPT-bruger? Hvem har ansvaret for, at AI ikke bare tager vores jobs? Og er det overhovedet ansvarligt at bruge AI i journalistisk arbejde?

TEKST: HILDE AGERGAARD SVENDSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Giv mig et eksempel på en rubrik? Hvad er et underemne til dette emne? Hvilke kilder bør jeg kontakte?

Sådan spørger flere og flere studerende på DMJX ChatGPT. På få sekunder kan maskinen komme med inspiration, finde skjulte emner eller også kan den hjælpe med at finde ud af, hvad man i hvert fald ikke skal skrive om. Men når man bruger generativ AI i forbindelse med studieopgaver, kan det ikke undgås, at der kommer nogle etiske spørgsmål om bias og plagiat. Og hvem har egentlig ansvaret for det? 

 De sidste par måneder har flere og flere studerende på DMJX oplevet, at der fra skolens side er blevet opfordret til, at man bruger AI til sparring. Ledelsen besluttede nemlig dette forår, at der skulle indføres retningslinjer for, hvordan de studerende må bruge generativ AI. Disse retningslinjer trådte i kraft fra august og kan nu findes i studieordningen. Retningslinjerne er ifølge skolen ikke indført for at stoppe de studerende i at bruge AI-maskiner, men for at få de studerende til at reflektere over, hvorfor de har brugt AI, og hvordan det kan påvirke deres produkter.  

En oplagt samarbejdspartner
”Hvis I overholder de regler, vi har lavet, så skal I bare give den gas. I skal eksperimentere med det og prøve at bruge det, fordi det er nok den bedste måde at lære AI at kende på, ” siger Peder Hammerskov.

Han underviser på journalistuddannelsens 2. semester på DMJX, og derudover er han også en del af et nyt udviklingsprojekt på DMJX, som netop handler om kunstig intelligens. Projektet skal blandt andet undersøge, hvordan medier allerede nu bruger AI ude på redaktionerne, men det skal også undersøge, hvordan journalister får mest muligt ud af AI. Det er viden, der også kommer til at blive inkorporeret i undervisningen. Det forklarer Peder Hammerskov, som allerede nu kan se en masse fordele ved ChatGPT: 

”AI kan komme med inspiration til de studerendes journalistiske produkter. Hvordan fortæller jeg bedst en historie? Hvor mange kilder har jeg brug for at have med? AI er en oplagt samarbejdspartner til at komme ud i krogene af et emne.” 

Han understreger dog vigtigheden i, at man fortæller og reflekterer over sin brug af AI, hvis man har brugt maskinen i forbindelse med en opgave på studiet. Det er også et af kravene, der er kommet med i de nye retningslinjer. 

”Hvis du bruger AI, er det vigtigste, at du fortæller, du har brugt det,” siger Henrik Berggren, institutchef for journalistik på DMJX.

Han har været med til at lave de nye retningslinjer. Han er enig med Peder Hammerskov i, at udviklingen inden for generativ AI kun går én vej, og derfor er det vigtigt, at de studerende bliver trygge ved maskinerne. 

”AI-værktøjer bliver helt naturlige redskaber for journalister. Det tror jeg ikke, at der er nogen tvivl om,” siger Henrik Berggren.  

Tager robotten mit job? 
Der er nok flere studerende på DMJX, der har tænkt, om ChatGPT og andre generative AI-programmer kommer til at overtage deres fremtidige jobs. Ifølge Peder Hammerskov er det ikke noget, man behøver at ligge vågen om natten over. 

”Jeg tror ikke, at AI kommer til at tage jeres job. Men en person, der kan finde ud af at bruge AI, kommer til at have forrang til jobbet,” siger han. 

Det er Henrik Berggren enig i, men han beroliger samtidig de studerende, der måske synes, at det går lige lovlig stærkt med kunstig intelligens:

”Toget vil køre, selvom man siger nej, men jeg tror, at det bliver ret naturligt for de studerende,” siger Henrik Berggren. 

Og spørger man ChatGPT, skal vi heller ikke være helt så nervøse endnu:

”Jeg er bare et computerprogram, og jeg har ikke evnen til at overtage journalistiske job. Det menneskelige aspekt af journalistik, herunder etisk overvejelse, analyse og følelsesmæssig forståelse, er stadig afgørende og kan ikke fuldstændigt erstattes af kunstig intelligens på nuværende tidspunkt.”

Eksamen med AI 
Selvom skolen ser på AI med åbent sind, har tilladelsen dog medført, at enkelte eksamener har skullet ændres. Blandt andet eksamen i Politik og medier. En skriftlig prøve, hvor der før har været mulighed for alle hjælpemidler inklusive internettet, blev i september ændret til at foregå inde i en lukket browser uden mulighed for at bruge internettet. Netop fordi de studerende ikke skulle have mulighed for at smide spørgsmålene ind i en chatbot. Op til denne eksamen blev der af en studerende spurgt, om man måtte bruge ChatGPT som reference, hvis man inden eksamen havde fået den til at besvare et spørgsmål eller definere et begreb. 

Det måtte man godt, lød svaret fra underviseren i faget, Roger Buch, men det vil være de studerendes ansvar, at det, maskinen fortæller, er korrekt. 

”Hvis man til eksamen citerer fra en lærebog, så kan censor og jeg hurtigt slå op og se, om det er korrekt forstået. Men det kan vi ikke med ChatGPT, og det giver jo et særligt ansvar til den studerende i forhold til at sikre sig, at svaret er korrekt,” siger Roger Buch.

Bias i maskinen 
Men AI er ikke helt uden konsekvenser. Mange medier har dækket den bias, der er at finde ved ChatGPT. Ved emner som blandt andet krig, sociale problemer, køn og etnicitet besvares mange af spørgsmålene fra et vestligt perspektiv – ofte med stereotyper.

Det er også et ansvar, som DMJX er opmærksom på, der følger med, når man vælger at bruge AI. 

”Vi har også et ansvar i forhold til at diskutere bias. De her maskiner er ejet af nogle ganske få virksomheder, og de skal tjene penge, så hvem bestemmer resultaterne?” spørger Henrik Berggren.

Det er også noget af det, som Peder Hammerskov med sit forskningsprojekt skal undersøge for at finde ud af, hvordan det giver mening at bruge i undervisningen. For han mener ikke, at de studerende skal undervises i at bruge maskinerne, men mere i det etiske aspekt: 

”Det handler mere om ordentligheden, når I skal bruge AI. Men også om at fjerne frygten for kunstig intelligens, hvis der er nogen studerende, der har den,” siger Peder Hammerskov.

Note
Brug af generativ AI: 
I denne artikel er der blevet brugt generativ AI til sparring i forhold til valg af rubrik og mellemrubrik.
Derudover bliver ChatGPT brugt som kilde, men jeg tager ansvar for, at det, den siger, er korrekt.

DE NYE RETNINGSLINJER I STUDIEORDNINGEN

”Hvis en studerende har brugt AI-værktøjer i sit arbejde med en opgave/et journalistisk produkt, skal den studerende kort beskrive brugen som afslutning på opgavebesvarelsen eller produktet. Afleverede opgaver skal være selvstændigt produceret arbejde. AI-værktøjer må derfor ikke reelt producere en opgavebesvarelse […] Enkelte delelementer af en opgavebesvarelse, fx et resume eller en rubrik, må være produceret af AI- værktøjer.”

Knud Brix genstartede sin karriere og blev ansvarshavende chefredaktør: “Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid”

Knud Brix genstartede sin karriere og blev ansvarshavende chefredaktør: “Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid”

Knud Brix genstartede sin karriere og blev ansvarshavende chefredaktør: “Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid”

Knud Brix er ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet.  I løbet af sin karriere har han oplevet forskellige grader af ansvar. Han har altid været klar på nye udfordringer, og selvom der opstår fejl, skal man altid kunne komme videre.

TEKST: LUCIA ENOLA LOPEZ & ANDERS MØRCK
FOTO: SARAH ARGE

Udgivet den 07. december 2023

Knud Brix står i sin stue. Han holder sin seks måneder gamle datter i armene. Telefonen brummer. Ukendt nummer. Han tager telefonen op til øret, og blodet strømmer fra hele hans krop og op til hovedet. Han får opkaldet, alle chefredaktører frygter. På en forbindelse cirka 2000 kilometer væk fortæller en fremmed stemme, at to af Ekstra Bladets krigsrapportere er blevet skudt i Ukraine. 

“Det er jo egentlig meningen, at man skal bevare roen, men lige der må jeg indrømme, at jeg gik i panik,” fortæller Knud Brix om opkaldet.

Senere får han en af de to journalister i røret, som fortæller, at han er okay, men at han ikke ved, om hans makker kommer til at klare den. Knud Brix ved, at deres evakuering fra Ukraine afhænger af, hvad han gør som chefredaktør. Han rydder kalenderen i fem dage – fem dage med forskellige telefonopkald med forsikringsselskaber og de to reportere for at arrangere deres evakuering. Ansvaret har lagt sig som en tung kappe over hans skuldre. Begge reportere kom hjem i live, men oplevelsen vækker stadig minder – her næsten to år efter.

“Det var helt afgjort det værste tidspunkt for mig. Jeg følte mig enormt magtesløs. Jeg følte, at det var mit ansvar,” siger han.

“Når det går skidt, er det helt sikkert dig, de tænker på”
Knud Brix beskriver sig selv som lidt af en søvngænger i livet. Han troede, at han skulle læse økonomi, men fandt ud af, at hans drivkraft var længslen mod eventyr og rejser – og ikke livet bag en skærm og bogføringer. Han ville ud at smage på verden.

“Jeg havde en atomdrevet raket i røven,” siger han. 

Knud Brix tog på højskole og fandt ud af, at man som journalist kunne tage ud at rejse. Han startede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og mødte andre, der delte nysgerrigheden på verden, mennesker og historiefortællingen. Han har aldrig set tilbage:

“Dér vidste jeg med det samme, med det miljø og de mennesker, jeg mødte, at jeg gerne ville fortælle historier,” siger han.

Hvis man tunede ind på det danske podcast-landskab i 2020, var det ikke til at undgå Knud Brix’ stemme i podcasten ‘Genstart’. Sammen med et hold kolleger var han med til at starte en podcast op, der skulle vise sig at blive en af de mest hørte i Danmark. Som frontstemme på podcasten følte Knud Brix et ansvar, som trækker tråde til det, han har som chefredaktør i dag.

“Det er værten, der er på, når det går godt – det er værten, der er på, når det går skidt. Sådan er det også at være chefredaktør. Når det går godt for mediet, så er det dig, de tænker på. Og når det går skidt, så er det helt sikkert dig, de tænker på,” siger han.

Nervøsiteten og angsten for ikke at præstere tilstrækkeligt har præget Knud Brix’ karriere. Hele vejen igennem har han ubevidst følt, at han skulle bevise, at han var god nok. Dog har frygten for at falde igennem, men også motivationen for at lykkes, været en drivkraft for ham. 

Når ingen andre tør
Skiftet fra at være journalist til nu at være ansvarshavende chefredaktør var markant for Knud Brix. Han havde været vant til, at andre tog kuglerne for ham, når han trådte forkert eller begav sig ud på dybt vand – nu er det ham selv, der skal tage kuglerne for andre. For med ansvarets blåstempling på brystet står Knud Brix også med de juridiske forpligtelser. Som ansvarshavende chefredaktør har man ikke blot ansvaret over for sine medarbejdere, men man er også den, som pilen vil pege tilbage på, hvis mediet  træder ved siden af. 

“Alles blik er rettet mod dig. Det har jeg jo været vant til som vært, men det er noget andet, når du er den, der er ansigtet på butikken – og den, der ultimativt kan ryge i fængsel, hvis vi skriver noget ulovligt,” fortæller Knud Brix, imens han holder om sin kaffekop. 

På koppens side kan man svagt ane teksten ‘når ingen andre tør’ – Ekstra Bladets motto.

Han arbejder ud fra en lommefilosofi om, at man er nødt til at prøve ting af og fejle. Jobbet som ansvarshavende chefredaktør var for spændende til, at han kunne sige nej:

“Det kræver også, at du er klar på, at folk hader en. Man skal ikke være født pleaser, hvis man har det her job. Det har jeg også skullet arbejde med,” siger han.

Han oplevede selv, at nogen kiggede anderledes på ham, da han blev chef. Knud Brix fortæller, at mange pludselig fik en holdning til ham, og det kræver, at man lader sig styre efter sit eget journalistiske kompas for at finde rundt.

Ikke for mors skyld 
Knud Brix er en mand, som ikke har taget den gængse vej gennem sin karriere. For ham har der været mange forskellige steps på vejen, der alle har gjort ham til den, han er i dag – som journalist såvel som menneske. 

Men selv om han er prøvet i mange forskellige miljøer, så gik der lang tid, før han blev den journalist, som ikke gør, hvad de andre sagde.

“Jeg tror først, at det var, da jeg kom på Radio24syv, at jeg begyndte at lave historier, som jeg syntes, var spændende, og som jeg lavede for min egen skyld, og ikke efter hvad min mor syntes, var rigtigt,” siger han.

Den frie ånd på Radio24syv, som Knud Brix tog med sig, lever videre i hans virke på Ekstra Bladet. Det er derfor også en stor del af hans arbejde som chefredaktør på mediet. Her er det vigtigt at værne om de valg, som tidligere chefredaktører har taget. Men samtidig ligger der en forpligtelse i at være anderledes og nytænkende – også selv om tankegangen ikke altid er den, som alle synes, er den rigtige.

Knud Brix har for nylig været i Ukraine for at følge krigen tæt på egen hånd. For ham er det en del af det ansvar, der indgår i jobbet. Man skal holde fingeren på pulsen og ikke læne sig for langt tilbage i sædet på chefkontoret – et kontor, som efter Knud Brix’ ansættelse blev flyttet tættere på den travle redaktion, så han kan være mere involveret i sine ansattes arbejde og historier.

“Jeg har trådt i stort set alle hundelorte, man kan”
Knud Brix er ikke for sart til at sige, at han har trådt forkert på mange tidspunkter. For det at lave fejl er ikke bare en del af det at være journalist – men også det at være menneske.

“Jeg har begået stort set alle fejl, man kan begå. Jeg har udtalt mig for skråsikkert, og jeg er blevet for hidsig. Jeg har sådan set trådt i stort set alle hundelorte, man kan – det skal man lære af,” siger han.

Virkeligheden er dog en anden i dag, end den tidligere har været for Knud Brix. Selv om fejlene stadig kan hænde, er fejlmarginen mindre, da ansvaret for redaktionen og læserne er stort og vigtigt. For uden en god relation kan man ikke være chefredaktør, mener han.

“Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid. Så skal du være ansvaret værdigt.”

Et filter i samfundets akvarium
Knud Brix afbryder interviewet for at vise noget ovre fra hjørnet af kontoret. En orange bog bliver taget op fra et lille bord. Bogen handler om dengang, chefredaktøren fulgte en afrikansk massemorder. Bogen er et af mange eksempler på, at han kaster sig ud i anderledes og spontane projekter. For det er vigtigt for Knud Brix at gøre det, der føles rigtigt i momentet – og ikke tænke for meget over det. Han har derudover lavet kritisk poesi om det politiske liv på Christiansborg og senest skrevet flere kontroversielle ledere på Ekstra Bladet, som har fået både ris og ros.

“Jeg har netop skrevet en leder om øgede rettigheder til livstidsfangen, Peter Madsen, der ikke må kommunikere med andre i de første 10 år af hans straf. Der er jeg sikker på, at jeg lægger mig ud med mange af vores læsere,” siger Knud Brix. 

Men selv om meningerne kan være delte, når Knud Brix spidser blyanten og skriver, så er det vigtigt for ham at få spredt sine budskaber – det er en del af ansvaret, som følger med det job, han har som chefredaktør. Ellers ville visse historier aldrig se dagens lys – og det er et ansvar, som han mener, er vigtigt for demokratiet.

“Ekstra Bladet skal være et filter, som er med til at rense vandet, når politikere skider i samfundets akvarium,” siger han.

Da et missil ramte et hospital i Gaza, blev de danske udlandsredaktioner sat på prøve

Da et missil ramte et hospital i Gaza, blev de danske udlandsredaktioner sat på prøve

De første to måneder af krigen mellem Israel og Hamas har budt på forkerte overskrifter, falske billeder og voldsomme beskyldninger. Hvordan navigerer medierne i krig, når sandheden står på spil?

TEKST: EVA BEYER PAULSEN

Udgivet den 07. december 2023

Man siger, at det første offer i krig er sandheden.

De to gange, jeg selv har rejst i Israel og Palæstina, er det samme realitet, der har ramt mig; hvad, der er forkert på den ene side, er rigtigt på den anden. Kvinden, jeg arbejdede for i en palæstinensisk flygtningelejr i Betlehem, kunne fortælle om de rædsler, hende og hendes familiemedlemmer blev udsat for, når de israelske soldater brød ind i lejren.

Imens kunne mine nye israelske venner i Tel Aviv fortælle om en anden virkelighed. Her omtales værnepligten som unges formative år; som et slags højskoleophold med fordybelse, læring og nye venner.

”Vi havde ikke mødt hinanden, hvis det ikke var for militæret,” kunne de fortælle mig, mens de omfavnede hinanden en sommeraften på en homobar.

De høje mure, der deler landene og omkranser de nærliggende bosættelser, bliver et symbol på den historie, som israelerne og palæstinenserne i området skaber sammen, men oplever hver for sig. Når historierne lander hos os i Danmark, har mange journalister bearbejdet begivenhederne for at opløse muren til fordel for oplysning. Men hvordan dækker man noget, hvor misinformation let kan afspore ens journalistiske arbejde? Det har jeg spurgt udlandscheferne på henholdsvis DR og TV 2 om.

De første par timer
”Det hele begynder at bimle og bamle på alle verdens medier,” siger Niels Kvale fra DR Nyheder, da jeg spørger ham ind til hospitalsangrebet.

Da Al Ahli-hospitalet i Gaza den 17. oktober bliver ramt af missiler, står det klart, at krigens parter har forskellige opfattelser af hændelsen.     

Niels Kvale mener, at DR Nyheders første artikler på nyheden om missilangrebet var solide:

”De er fyldt med forbehold,” siger han.

Og forbeholdene viser sig at være centrale. For hurtigt bliver skyldsspørgsmålet også besvaret. Blandt andet meddelte den norske public-service-station NRK i overskrifter, at Israel havde ansvaret for angrebet. Senere måtte de trække overskrifterne tilbage, da blandt andre USA, Canada, Frankrig, Storbritannien og Israel alle vurderede missilen til at være et vildfarent missil fra den palæstinensiske organisation Islamisk Jihad – som ligger i Gaza.

Dette mener Niels Kvale, at de på DR håndterede fint. Deres første nyheder konkluderede nemlig ikke, hvem der var afsender af missilet.

“Der er en god brug af verber i nyhedsdækningen, der understreger uvisheden i historien,” siger han.

På dette tidspunkt havde de vildfarne konklusioner allerede betydet, at et vigtigt topmøde om krigen mellem præsident Biden og den jordanske konge Abdullah den 2., den egyptiske præsident Abdel Fattah El-Sissi og det palæstinensiske selvstyres præsident Mahmoud Abbas blev aflyst i protest mod angrebet, de mente tilhørte Israel.

Det begynder også at gå galt på DR, fortæller Niels Kvale:

“Der sker det, der ofte sker i breaking-news-situationer; at nogle af de forbehold, vi havde indledningsvist, langsomt glider ud. De forbehold burde vi retrospektivt have været bedre til at fastholde,” siger han.

Også udlandschef på TV 2, Jakob Vissing, fortæller, at den store problematik i starten af dækningen af hospitalsangrebet var, at situationen udviklede sig så hurtigt:

“Men sådan er det med nyheder i realtid. De oplysninger, man får i første omgang, viser ofte ikke den fulde sandhed,” siger han.

Begge udlandschefer er enige om, at transparens er nøglen i dækning af krige, hvor intet er gennemskueligt. Det handler om at gøre det klart for læserne, hvad man som medie ved og ikke ved. Og hvilke kilder, man får informationerne fra.

Overskrifter med forbehold
Men når jeg tænker på transparens, kan jeg ikke lade være med at være i tvivl, om alt kan udgives, så længe kilderne angives. Jeg har nemlig gravet en DR-artikel frem fra aftenen den 17. oktober, hvor overskriften lyder: ”Palæstinensisk sundhedsministerium: Flere hundrede meldes dræbt efter israelsk angreb på hospital i Gaza.”

Hvis udsagnet fra det palæstinensiske sundhedsministerium om hospitalsangrebet ikke passer, hvorfor bliver det så alligevel bragt i en overskrift? Kan transparenskriteriet så ikke bare være en slags ansvarsfraskrivelse? De spørgsmål deler jeg med Niels Kvale.

”Det er klart, at med det vi ved nu, skulle der være flere forbehold i den overskrift. Men jeg synes ikke, at overskriften er en, der skal korrigeres, for den er jo faktuelt korrekt. Men jo, vi skulle have være mere forsigtige med at stille den så bombastisk op,” siger han.

Jeg spørger ham, hvad der gør, at DR alligevel bringer sådan en overskrift.

”Der er meget, der står uklart i krig. Men det er særligt svært, når vi ikke selv kan være til stede i krigens centrum. Det er derfor vigtigt, at vi er præcise i rubrikkerne om usikkerheden i de oplysninger, vi får. Vi havde en rubrik samme aften, hvor der stod, at det var et påstået angreb. Det var et smule bedre. Allerbedst var de rubrikker, hvor vi blot nævnte, at der havde været et angreb, men ikke konstaterede, hvem der stod bag. Vi ramte ikke 100 procent rent alle steder,” siger Niels Kvale.

Også TV 2’s udlandschef, Jakob Vissing, siger, at det ikke er altid, man rammer rigtigt, når man dækker krig. Men alligevel er det ifølge ham nødvendigt at være hurtigt ude, selv hvis meget er uklart.

”Problemet ville være, hvis man ikke dækkede krigen overhovedet. Det er en balancegang. Det skal være korrekt, men det skal også gå hurtigt,” siger Jakob Vissing.

Han mener også, at folk på sociale medier i forvejen reagerer så hurtigt, at man som medie er nødt til at konkurrere med hastigheden og sikre, at oplysningerne kommer fra nyhedsmedier i stedet for private profiler.

Lige præcis hurtigheden er noget, man som journalist kan slå sig på i krigsdækning. Så hvorfor kan man ikke bare vente med at skrive ud, før man er sikker på, at informationerne er korrekte? Ifølge Niels Kvale, udlandschef på DR, handler det om én ting.

”Når prominente aktører i den her konflikt reagerer øjeblikkeligt på de meldinger, der kommer, så må vi også gøre det. Hospitalsangrebet fik realpolitiske konsekvenser for hele verden. Det skal vi selvfølgelig dække. Vi skal bare huske at gøre det med forbehold, en udstrakt arm og være transparente om, hvad vi ved og ikke ved,” siger han.

Hvordan fastholder medierne interessen?
Angrebet på Al-Ahli-hospitalet er blot et af mange eksempler på de hændelser, som medier skal forsøge at dække, på trods af at området er ufremkommeligt for udenlandske journalister. 

Det kan også virke ufremkommeligt for læserne. Allerede nu ser jeg mig selv have svært ved at finde hoved og hale i nyhederne fra Gaza. Jeg orker dem ikke – og jeg er ikke alene om den følelse. På samme måde undgik 51 procent af alle, der aktivt undgik nyheder i februar 2023, Ukraine-krigen som emne, ifølge Center for Nyhedsforskning. Det er derfor centralt at finde ud af, hvordan medierne kan fastholde interessen og undgå nyhedstræthed i krigsdækning.

Det mener Jakob Vissing, udlandschef på TV 2 også.

”Når en krig ruller, skal man passe på ikke at gentage sig selv for meget. Det er krigens natur, at folk slår hinanden ihjel. Det er vigtigt også at fokusere på andre vigtige historier i krig. Det prøver vi hele tiden at blive bedre til,” siger han.

Nogle af de måder TV 2 Nyhederne forsøger at fastholde mediebrugernes interesse på, er ved at arbejde med små håbefulde historier. Det har givet positive henvendelser fra læsere, der normalt vælger nyheder om krig fra, fortæller Jakob Vissing.

Niels Kvale siger, at de på DR arbejder med lange formater som for eksempel dokumentarer, når de skal formidle krigsstof til danskerne. Et eksempel på dette er TV-programmet om Ukraine-krigen, Krigens døgn, der kører på sin anden sæson og stadig har et højt seertal.

Begge nyhedschefer fortæller mig, at de ønsker at få journalister til Gaza, så snart det er muligt. De tvivler nemlig ikke på, at det betyder noget at kunne være til stede ved alle parter, hvis man ønsker troværdig journalistik.

Selv ønsker jeg, at skellet mellem fortællingerne bliver mindre. Og ikke mindst at krigen bliver ved med at få den store opmærksomhed, den har lige nu.

”Krig er vigtigt for alt, der foregår i vores samtid. Selvfølgelig skal vi blive ved med at dække det – også selvom nogen bliver trætte af dækningen i længden,” siger Niels Kvale.

Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Det Nordjyske Mediehus prioriterer at give sine journalistpraktikanter ansvar. Det oplever praktikanten Asbjørn Mogstad, som har fået frie tøjler til at skabe et podcast-projekt.

TEKST: IBEN MEJLHEDE
FOTO: ANDERS LINDSTRØM

Udgivet den 07. december 2023

Et par minutter før start er Asbjørn Løvendahl Mogstad på vej ind i radiostudiet. Termometeret viser 25 grader og er resultatet af en bygningsfejl i radiostudiet, der giver problemer med udluftningen. Hele mediehuset er nybygget, og under opbygningen af radiostudiet opstod der en konstruktionsfejl, der har medført problemer med nedkølingen af studierne. Indtil bygningsfejlen bliver rettet, fungerer ventilationen i radiostudiet derfor ikke.

Klokken slår seks, og radioprogrammet går live. Efter musiknummeret “In Your Eyes” af The Weeknd, tager Asbjørns medvært Claus Høyer ordet. Debatten handler om influenceres brug af sponsoreret indhold på sociale medier.

“På sociale medier møder man et flæng af forskellige influencere, hvor de reklamerer for sponsoreret indhold. Nogle gange kan man måske være lidt i tvivl, om det er reklame eller skjult reklame,” siger Claus Høyer.     

Asbjørn svarer:

“Ja, man kender godt det gode gamle begreb fake laugh. Det er, når man kan høre, at folk griner på en måde, hvor de tydeligvis ikke synes, at det er sjovt. Når influencere siger, at de elsker et produkt, fordi det har ændret deres liv, men alligevel ligner én, der er ved at falde i søvn. Så tænker man, er det virkelig din ærlige holdning? Eller er du bare ude på at tage mig ved næsen?”

Det er ikke uvant, at Asbjørns stemme er i radioen, for han er radiovært på Det Nordjyske Mediehus. Her har han været i praktik siden februar. Han laver blandt andet et radioprogram sammen med Claus Høyer.       

Det er et satirisk indspark til ANR, en forkortelse af Aalborg NærRadio. Programmet er et af de steder, hvor Asbjørn oplever at have ansvaret tæt inde på kroppen.

Bag mikrofonen
Radio er ikke det eneste, som Asbjørn laver. Han har en varieret hverdag med morgenradio onsdag, torsdag og fredag, mens han sidder med et podcast-projekt mandag og tirsdag. Et podcast-projekt, han ikke kan løfte sløret for, men selv har fået ideen til.

“Her kan jeg godt mærke, at jeg har fået rigtig meget ansvar. Jeg føler en positiv paranoia over, hvor stort et projekt det faktisk er, jeg har fået lov til at lave. Det har også været en lang proces. Jeg startede med en uges pitch af ideen, hvor jeg også læste relevant litteratur om blandt andet fortælleteknik. Derefter lavede jeg en uges research, og først efter det havde jeg fingrene i at skulle formidle og lave interviews,” siger han. 

Podcastprojektet startede i september og varer indtil januar næste år. Her tager Asbjørn rundt i Danmark for at indhente data og viden blandt andet gennem interviews.     

Selvom han ikke må sige så meget om projektet, kan han fortælle, at præmissen selvfølgelig skal godkendes, men at det er ham selv, der får lov til at sætte rammerne for podcasten. Det er også igennem det her projekt, at Asbjørn oplever at have mest ansvar som praktikant, da han står for meget af forløbet selv. Det oplevede han eksempelvis, da en kilde anbefalede ham at tage til Sjælland og interviewe to mennesker, som han fandt relevante for historien.

“Så jeg spurgte, om jeg kunne tage til Sjælland, og det var fint. Selvfølgelig har vi en dialog om det, men jeg får lov til at komme med ideerne,” siger Asbjørn.

Egen drivkraft
Asbjørn ville gerne have meget ansvar, og da han startede hos Det Nordjyske Mediehus, måtte han også bevise, at han var dygtig nok til at få det. Her skulle mediehuset lægge en plan for hans rolle, og derfor startede Asbjørn heller ikke med at have så meget ansvar, som han har nu.

“Da jeg startede på Det Nordjyske Mediehus, kiggede de på, hvordan jeg udviste evnen til at løfte de opgaver, jeg blev stillet. De skulle lige teste mig af og føle mig på tænderne. Hvad er en passende sværhedsgrad for ham? Hvad er et passende pres at putte på ham? Det er nemlig en vigtig balancegang. Jeg skal ikke have for kedelige opgaver, men heller ikke for meget ansvar, ” siger Asbjørn.

Tilbage i radiostudiet har temperaturen sneget sig op på 27,2 grader. Musikken fra radioen spiller højt. Tre elever fra niende klasse er i skolepraktik, og de har fået til opgave at finde en nyhed på TikTok, som de skal fortælle om i radioudsendelsen.

Netop værtsrollen, som Asbjørn nu har i radioen, er noget, han specifikt har ønsket. En rolle, som udvikler ham som praktikant, og hvor han igen kan mærke, han får ansvar.

“Man skal aflevere nogle læringsplaner i løbet af sin praktiktid. Der har jeg formuleret, at jeg gerne vil have erfaring med værtskab, hvilket jeg får rig mulighed for med min morgenværtsrolle. Derudover vil jeg gerne brygge videre på min glæde ved fortællende journalistik,” siger Asbjørn.

Dagene som praktikant er ikke ens, og inden der er gået for længe, stikker et nyt hoved ind i radiostudiet, nemlig Carsten Nymann. Han er redaktionschef for radio og lyd og har på grund af sin stilling løbende samtaler med Asbjørn.

Dybt vand og redningsveste
Samtalerne handler om at finde ud af, hvordan Asbjørns tid som praktikant skal fungere. Selvom der både er retningslinjer fra praktikstederne og en uddannelsesplan fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole om forløbet, fokuserer Carsten Nymann meget på, at der skal være plads til den enkelte praktikant. Netop derfor har Asbjørn også fået meget ansvar, fordi han er i slutningen af sit praktikforløb og derfor kan løfte lidt større opgaver.

Graden af ansvar afhænger af, hvor meget praktikanten har mod på, selvom det ifølge Carsten Nymann ikke kun handler om praktikantens lyst, men selvfølgelig også læringsplanen.

“Selvfølgelig tilpasser vi efter lyst såvel som evne, “ siger Carsten Nymann.

Han understreger vigtigheden i, at praktikanterne har ansvar, men samtidig må mediehuset ikke være afhængige af dem:

“Vi må aldrig være afhængige af praktikanterne, når det handler om at udkomme. Det er den store forskel på de faste journalister og en praktikant. Praktikanten skal være ekstra og altid kun ekstra,” siger Carsten Nymann.

Han reflekterer over vigtigheden i at blive udfordret, og at man netop som Asbjørn har fået meget ansvar. Det, mener han, skal til, for at praktikanterne kan udvikle sig og blive gode journalister, der griber knoglen.

“Min helt grundlæggende tanke er, at det er virkelig afgørende, at praktikanterne kommer ud af huset. De skal kastes ud på dybt vand, så længe de har fået redningsvesten med fra praktikstedet,” siger Carsten Nymann.

28,3 graders ansvar
Sammen med Asbjørns ansvar har temperaturen aldrig været så høj. Med hjælp fra skolepraktikanterne er den nået op på 28,3 grader. Studiet er fyldt med kaffekopper og efter fire timers sendetid, står én ting klart efter i dag: Det handler i høj grad om at omfavne ansvaret.

“Når man kommer ud som praktikant, får man typisk nogle forløb, som praktikstedet har planlagt. Det handler om at få det bedste ud af det og virkelig tage imod den læring, man får. Du skal selv tage ansvar for at komme ud og få prøvet nogle grænser af. Det er der nogen, som slår sig på, men det er også det, man lærer mest af,” siger Carsten Nymann.

Asbjørn er også enig i, at det handler om selv at tage ansvar, og at man som praktikant skal sørge for at være idérig.

“Det bedste råd, som jeg kan give, er uden tvivl, at vi som praktikanter skal være idérige. Man skal hurtigst muligt komme op i gear med idéudviklingen. På den måde viser du engagement, og at du brænder for noget. Derefter skal dørene nok åbne sig. Desuden skal man huske, at man godt må stille krav til sit praktiksted for at få en god sparring,“ siger Asbjørn.

Falske oplysninger oversvømmer det sociale medie X: Hvordan håndterer medierne det?

Falske oplysninger oversvømmer det sociale medie X: Hvordan håndterer medierne det?

Falske oplysninger oversvømmer det sociale medie X: Hvordan håndterer medierne det?

Ifølge en EU-undersøgelse fra september havde X, tidligere kendt som Twitter, den højeste mængde af falske oplysninger sammenlignet med andre sociale platforme. Det pålægger medierne et ekstraordinært ansvar for ikke at sprede falske oplysninger, der er i omløb på X, og dermed bidrage til informationskrige.

TEKST: SARAH CARDEL
ILLUSTRATION: MARIA THOR-KRISTIANSEN

Udgivet den 07. december 2023

Da Elon Musk sidste år opkøbte det sociale medie Twitter, var det med formålet at modvirke den censur, som mediet havde udvist ved blandt andet at lukke Donald Trumps konto efter stormen på USA’s Kongres i 2021. 

Selvom Twitters censurering af Trump mødte stor opbakning fra offentligheden og andre sociale medier, mente kritikere, heriblandt mangemilliardæren Elon Musk, at det var en underminering af demokratiet at regulere ytringsfriheden. Med opkøbet ønskede han at skabe et åbent forum på Twitter, hvor alle holdninger og synspunkter kunne trives. 

Nu har det vist sig, at mængden af misinformation, der spredes på mediet efter Musks overtagelse, overgår alle andre sociale platforme. 

Når et socialt medie som X, der benyttes af mange medier til orientering om verdenssituationen, oversvømmes af falske oplysninger, lægger det et helt ekstraordinært ansvar hos medierne om at undgå at viderebringe misinformationerne. 

Det er ikke noget nyt
Ekstra Bladet er et af de danske medier, som i høj grad bruger X til at orientere sig om, hvad der rører sig. Redaktionschef og digital chef for eb.dk, Jesper Nielsen, anerkender dog den store mængde af falske nyheder, der florerer på X:

”Hver gang der sker noget stort i verden, en naturkatastrofe eller en væbnet konflikt, bliver der lagt en hel masse billeder og videoer op på X, og vi oplever hver eneste gang, at nogen forsøger at snyde medierne til at bringe noget, som enten er ti år gammelt eller stammer fra en anden begivenhed,” siger han.

Det har imidlertid ikke fået Ekstra Bladet til at ændre sin måde at bruge X i deres journalistiske arbejde. Ifølge Jesper Nielsen skyldes det, at der altid har floreret falske nyheder på internettet:

”Vi er klar over, at X er blevet mere polariseret, men det er jo ikke mere anderledes, end det var tidligere. Vi skal gøre os umage med at tjekke kilder og verificere oplysninger fra X. Men det gjorde vi også for ti år siden,” siger han.

Verden blev for alvor bekendt med fænomenet ”fake news” under det amerikanske præsidentvalg i 2016. Det er således ikke et nyt emne – hverken blandt danskerne eller på medieredaktionerne. Selvom der har været bevidsthed om fænomenet i lang tid, fik Hamas’ angreb mod Israel den 7. oktober flere medier til at advare om mængden af falske informationer og videoer på X. 

En tendens, som Jyllands-Posten også er meget opmærksomme på. De er generelt varsomme med at viderebringe oplysninger fra eksterne kilder. Det fortæller ansvarshavende chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen.

”Det gælder også med informationer fra de internationale medier som BBC eller CNN. Hvis de skriver noget, som vi er usikre på, så bruger vi faktisk lang tid på at undersøge, hvad vi kan stole på. Det forholder vi os til, hver gang vi viderebringer oplysninger,” siger hun. 

Heller ikke hos Jyllands-Posten har man gjort sig nye tiltag, når det gælder brugen af X. Avisen har imidlertid en række etiske retningslinjer, som blandt andet handler om en kritisk tilgang til kilder:

”Vores etiske retningslinjer handler om, at vi altid skal insistere på at sikre, at noget er korrekt, før vi bringer det,” siger hun og tilføjer:

”Hellere rigtigt end hurtigt. Sådan burde det være for alle medier.”

Når man bruger længere tid på at researche, medfører det naturligvis også, at man ikke altid er de første til at fortælle nyheden. Denne prioritering er noget, som Marchen Neel Gjertsen er meget opmærksom på.

”Vi er sjældent først på breaking, og det har jo også sin pris. Vi er ikke Danmarks største nyhedssite i volume og puls, men til gengæld vil vi gerne være Danmarks mest troværdige avis,” siger hun.

Indimellem handler journalistik også om at sige, hvad man ikke ved”
En af de helt store faktorer, som vanskeliggør identifikationen af falske oplysninger, er det såkaldte checkmark. Et blåt flueben, som før i tiden illustrerede, at den pågældende brugers ægthed er verificeret. En ny opdatering har gjort det muligt at købe sig til et checkmark ved at tilmelde sig et X Premium-abonnement. Det betyder, at man ikke nødvendigvis kan være sikker på, at en bruger med et checkmark er blevet verificeret. 

Til Fagbladet Journalisten påpeger BBC’s faktatjekker Shayan Sardarizadeh, at det selv for faktatjekkere er blevet vanskeligt at følge med i strømmen af misinformation. 

Spørger man Jesper Nielsen fra Ekstra Bladet, så handler håndteringen af misinformation om helt grundlæggende, journalistiske metoder:

”Man kan tjekke profilens historik, og om følgerne er rene robotter. Ligesom når man får en spam-mail fra GLS – så spørger man også sig selv: ’Venter jeg en pakke?’ Det er helt almindelige, journalistiske dyder, der er i spil,” siger han. 

Han påpeger imidlertid, at der kan opstå situationer, hvor det er mere komplekst at faktatjekke informationer fra X, eksempelvis når det drejer sig om en video. 

”Der er tilfælde, hvor videoer deles på nettet, og folk tror, de er ægte. Ultimativt bringer vi dem ikke, men ellers er det vores opgave at fortælle, hvad vi med sikkerhed ved og ikke ved,” siger han og fortsætter:

Indimellem handler journalistik også om at sige, hvad man ikke ved.”

Ifølge Jesper Nielsen er der altså en journalistisk opgave i at påpege, når en information eller video ikke kan bekræftes, også selvom man ikke har mulighed for selv at verificere eller afkræfte den. 

At berette om, hvad der påstås, hvad der vides, og hvad der ikke kan dokumenteres, er også en benyttet tilgang hos Jyllands-Posten, når tvivlsomme informationer deles og omtales. Det kan imidlertid være svært at vurdere, om man skal gå ind i en udokumenteret sag:

”I det øjeblik man begynder at skrive om det, er man også med til at sprede historien. Så den balance er hele tiden svær, og vi vurderer det fra gang til gang. Man kan ikke lave en firkantet ramme omkring det,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Da en voldsom eksplosion ramte et hospital i Gazastriben, kunne flere danske og udenlandske medier fortælle, at det var Israel, som stod bag eksplosionen, og at der var 500 døde. Denne besked kom fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder, som er styret af Hamas. Det har senere vist sig ikke at kunne dokumenteres. Jyllands-Posten var et af de medier, som udkom med nyheden. 

”Eksplosionen på hospitalet i Gaza er jo et rigtig godt eksempel på, at selv meget store og troværdige medier faldt i fælden. Den dag var vi langsommere om at udkomme med nyheden, fordi vores folk var så usikre på, om det var rigtigt,” siger Marchen Neel Gjertsen. 

Når en sådan situation opstår, ser Marchen Neel Gjertsen en pligt i at fortsætte med at søge sandheden:

”Vi har skrevet adskillige artikler om eksplosionen sidenhen. I sekundet en hændelse finder sted, er der ingen som ved noget. Ugen efter ved man mere, og efter endnu en uge ved man igen lidt mere. Det er vores pligt at holde fast og blive ved med at søge sandheden – omend vi så skal skrive 100 artikler,” siger hun.