Har du meget skærmtid? Så synes du sikkert, denne artikel er for lang

Har du meget skærmtid? Så synes du sikkert, denne artikel er for lang

Har du meget skærmtid? Så synes du sikkert, denne artikel er for lang

Psykolog Morten Fenger siger, at der er sammenhæng mellem skærmbrug og forværret koncentrationsevne, men selvom lange formater kræver koncentration, mener medieforsker Lars Kabel ikke, at formaterne entydigt er blevet kortere. På Ultra Nyt laver de alle formater for at favne bredt, men de korte videoer har det største ’reach’.

TEKST:  Johanne marie poulsen & Sebastian olsen
illustration: sigrid conradsen nielsen

Jo mere skærm, desto værre koncentrationsevne. Jo værre koncentrationsevne, desto mindre tålmodighed til de lange journalistiske formater, der kræver fordybelse. Er det virkelig så simpelt?

Skærmene fylder i hvert fald meget i vores hverdag. Ifølge Danmarks Statistik var 83 procent af befolkningen mellem 16 og 74 år på internettet flere gange dagligt i 2023. Hvad enten det er telefonen, TV’et eller computeren, vælger vi skærmen, også når vi forbruger journalistiske produkter.

Ifølge DR Analyses rapport om medieudviklingen i 2023, foregår 68 procent af danskernes mediebrug ved skærmbrug, mens kun 32 procent af mediebruget går til trykte medier og lyd, herunder streaming af musik.

Telefonerne biohacker vores belønningssystemer

Psykolog og ph.d. Morten Fenger mener, at skærmene ligefrem er ødelæggende for vores koncentrationsevne.

“I gamle dage kunne du sidde fordybet i en bog i flere timer, fordi den indrestyrede opmærksomhed, det kræver, er noget man skal træne. Jo mere telefon, desto svagere indrestyret opmærksomhed,” siger han.

Morten Fenger sondrer altså imellem to former for opmærksomhed. Den indrestyrede bruger vi, når vi fordyber os, og det er altså den, vi kan have stor kontrol over, hvis vi træner den. Den ydrestyrede opmærksomhed har vi derimod mindre kontrol over.

“Den ydrestyrede opmærksomhed er til for at holde øje med vigtige ydre signaler. Den søger informationer for at holde dig i live. Den mekanisme har telefonen fået fat i. Den løber os over ende med ligegyldige informationer, og vi er dårlige til at abstrahere grundet vores biologi,” siger han.

Når vi konstant kigger på vores telefon og skærme generelt, svækker vi yderligere den indrestyrede opmærksomhed, som vi i forvejen sjældent opdyrker. Det efterlader os derpå svækket over for teknologien.

“Når din indre opmærksomhed er svækket, er din generelle opmærksomhed til falds for alt det, der har størst belønningsværdi. Den er konstant flydende, og når den flyder, får den hele tiden belønning for at flyde videre. Det kræver anstrengelse at holde fast,” siger han.

Ifølge Morten Fenger er det langt fra tilfældige mekanismer, teknologien spiller på for at stjæle vores opmærksomhed. Den udnytter faktisk nogle helt biologiske mekanismer, som egentlig er til for at beskytte os. Den ene er den ydrestyrede opmærksomhed, og den anden er ‘belonging’.

“‘Belonging’ er et grundvilkår. Uden tilknytning går vi i stykker psykisk. Og her har teknologiindustrien øje på, at de kan aktivere nogle helt primitive, biologiske og neurale systemer uden vores gode vilje. Altså det, man kalder biohacking på vores system,” siger Morten Fenger.

Således udnytter telefonen ikke kun vores ydrestyrede opmærksomhed, men også vores behov for at føle en tilknytning til andre mennesker. Paradoksalt nok skaber en afhængighed af den tilknytning, vi kan føle igennem telefonen, en større distance til vores nære omverden.

”Den løber os over ende med ligegyldige informationer, og vi er dårlige til at abstrahere grundet vores biologi.”

– Morten Fenger, psykolog og ph.d.

Udgivet den 10. oktober 2024

Nyhedsstoffet bliver kortere og hurtigere

Psykologien peger altså på, at skærmtid forringer evnen til at holde koncentrationen. Udholdenheden i vores opmærksomhed forringes simpelthen af skærmenes biohacking af vores kognitive systemer.

Spørger man Morten Fenger, hvad en forringet koncentrationsevne kan betyde for journalistikken, er hans hypotese, at det fordrer kortere, mere overfladiske formater.   

Lars Kabel er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og han ser, at digitaliseringen har haft en tydelig indflydelse på journalistikken.

“Journalistikken har fundet nogle nye former, fordi en intensiveret digitalisering giver nye muligheder,” fortæller Lars Kabel.

Udover nye former ser Lars Kabel også, at dele af journalistikken er blevet, som Morten Fenger forudser, men det er forskelligt alt efter formatet.

“Det hurtige nyhedsstof bliver kortere og kortere, hurtigere og hurtigere. Det er især video og tekst, ikke så meget audio. Podcast har forlænget det, det er jo halvtimesformater.”

Kigger man på disse tendenser, er det altså skrift- og videoformaterne, som kan findes på en skærm, der er blevet kortere. Derudover nævner Lars Kabel også en anden tendens, som kan tale ind i Morten Fengers hypotese. De lange, dybdegående artikler, som kræver en veltrænet indrestyret koncentration, er nemlig ikke for den brede befolkning.

“De lange skriftlige formater lever endnu, men de lever i bestemte grupper. De er nicher,” fortæller han. 

Dog kan man ifølge Lars Kabel ikke sige noget entydigt om, at de journalistiske formater er blevet kortere. 

“Der er reels, som er et ekstremt kort format. Men der er også lange videoer på 10 minutter og over. Det er jo mini-dokumentarer. Så man kan ikke operere med enten eller. Det er et komplekst mix af både og,” fortæller han. 

Springer fra, når det bliver svært og kedeligt

På YouTube-kanalen Ultra Nyt producerer Laura Lucia Bach, reporter og vært på Ultra Nyt, og hendes kolleger nyhedsvideoer primært til de 9-14-årige. Laura Lucia Bach fortæller, at det især er de helt korte video-formater, også kaldet YouTube Shorts, der er populære.

“Vi bruger rigtig meget tid på at lave shorts, der kan linke til vores længere videoer. Vi kan bare se, at vores ‘shorts’ har et langt højere reach, end de længere formater,” fortæller hun. 

Kigger man på det seneste års indhold på Ultra Nyts YouTube-kanal, er dette billede tydeligt at se. Her har mange af deres ‘shorts’ over 100.000 visninger, mens de mellemlange videoer typisk har omkring 15.000 visninger. 

Men på trods af at det er de korte videoer, der klarer sig bedst, har de ved Ultra Nyts YouTube-kanal tænkt sig at gøre et af deres programmer, weekendens ”Status”, endnu længere. 

“Det er ud fra den overvejelse og antagelse, at der er mange, der beslutter, at de enten vil se ting, der er helt vildt korte eller noget, der er lidt længere og kræver fordybelse. Og der er de mellemlange formater ingen af delene,” fortæller hun. 

Til sidst nævner Laura Lucia Bach, at de blandt andet kigger på fastholdelse af seerne som en del af deres analyser, og her kan de se, at seerne ofte hopper fra videoen, når der kommer eksperter, der skal forklare noget. 

“Det er måske, fordi det bliver lidt kedeligt, men også fordi de tit bruger ord, som kan være svære at forstå, og vores oplevelse er klart, at så snart der er noget, man ikke forstår, så springer man fra,” fortæller hun. 

Morten Fenger peger på, at en af grundene til, at nogle springer fra, når noget bliver kedeligt eller svært, er, at det kræver en rigtig god og trænet koncentrationsevne, som man på grund af skærmtid ikke har udviklet.

Videnskaben viser ikke en definitiv sammenhæng

Der findes ikke meget konkluderende forskning, som viser, hvordan skærmene præcist påvirker vores koncentrationsevne.

Men en undersøgelse fra 2022 udgivet af Centre for Attention Studies, King’s College London, har med udgangspunkt i folks egen opfattelse undersøgt skærmenes påvirkning. Undersøgelsen bygger således på respondenternes personlige oplevelser.

Den viser, at telefonen har mere kontrol over os, end vi tror. Dette bliver fremhævet i forholdet mellem, hvor ofte de adspurgte tror, de tjekker telefonen, og hvor ofte de reelt tjekker den.

Mange bruger sociale medier  som nyhedskilde:  Bliver vi polariseret?

Mange bruger sociale medier som nyhedskilde: Bliver vi polariseret?

Mange bruger sociale medier som nyhedskilde: Bliver vi polariseret?

Næsten halvdelen af danskerne bruger sociale medier som nyhedskilde. Ifølge eksperter bliver det problematisk, når algoritmestyrede platforme bliver genstand for vores nyhedsforbrug. Men alligevel er billedet ikke entydigt.

TEKST: ANNA ELMER KRUSE
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Sociale medier er med os overalt. De ligger altid i lommen. De kommer op, når vi skal scrolle på diverse sociale medier, når vi skal i kontakt med venner og familie, og om aftenen når vi skal koble af.

Men de sociale medier bliver ikke kun brugt til at se kattevideoer og dele outfit-billeder. Knap halvdelen, nemlig 46 procent af danskerne, bruger sociale medier som nyhedskilde. Det viser en rapport fra Roskilde Universitet om danskernes nyhedsvaner.

Især de unge danskere bruger sociale medier til at opdatere sig på nyheder. 60 procent af unge mellem 18-24 år bruger sociale medier til at finde nyheder. 36 procent af unge i samme aldersgruppe har sociale medier som deres primære nyhedskilde. De sociale medier er altså en populær nyhedskilde hos danskerne, men det er ikke uden konsekvenser.

Har algoritmerne kontrollen?

Pernille Tranberg er dataetisk rådgiver og medstifter af tænketanken DataEthics.eu. Hun er bekymret for, at brugen af sociale medier som nyhedskilde kan resultere i polarisering, da man kun møder personaliseret indhold.

”Publicistiske medier har en publicistisk mission om at fremme demokratiet. Sociale medier er kommercielle. Deres mission er at tjene penge,” siger Pernille Tranberg.

Hun udtrykker bekymring for, at de sociale medier sidder på et stort terræn af det danske nyhedsbillede, da de bestemmer, hvad du skal se, hvornår du skal se det, og hvor meget du skal se af det.

”Det er jo de der ekkokamre, man taler om, hvor du får mere og mere af det indhold, du interesserer dig for. Det er en helt ny måde at konsumere nyheder på,” siger hun.

Mads Kæmsgaard Eberholst, medforfatter på RUC’s rapport om danskernes nyhedsvaner, mener, at man ikke skal betragte sociale medier som det eneste, der figurerer i nyhedsbilledet.

”Sociale medier er en del af et økosystem. Man skal passe på med at kigge på kun en del af økosystemet, for så overser man nogle gange det store billede,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

Han beskriver, at selvom der er en gængs diskurs om, at unge kun får deres nyheder fra sociale medier, er det ikke retvisende.

Det viser sig, at unge også er repræsenteret i brugen af public service medier, og de forbruger flere medier end blot sociale medier. Derudover forklarer han, at unge er gode til at faktatjekke det, de læser på sociale medier.

Rapporten over danskernes nyhedsvaner viser, at selvom 60 procent af de unge får deres nyheder gennem sociale medier, får

46 procent af de unge også deres nyheder fra TV-nyhedsudsendelser, og 37 procent af de unge får deres nyheder fra online nyheds-sites. Så selvom de unge i høj grad bruger sociale medier som nyhedskanal, kan deres brug af andre medietyper være en vigtig modvægt til de algoritmebaserede anbefalinger.

Ekkokamre – et omstridt begreb

Jens Ulrik Hansen, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universit og forsker i ekkokamre påpeger, at netop algoritmer spiller en stor rolle i forhold til, hvilke nyheder vi ser.

”Sociale medier er med til at gatekeepe i den forstand, at de er med til at bestemme, hvad der kommer op på mit nyhedsfeed, og hvad jeg ser der igennem. Det er algoritmer, der ligger bag,” siger han.

Trods personaliseringen mener Mads Kæmsgaard Eberholst, at vi ikke entydigt kan tale om ekkokamre i det danske mediebillede.

”Der findes noget forskning i bobler, og det er aldrig bevist empirisk i virkeligheden. Tværtimod kan man sige, at hver gang man har forsøgt at se, om der er ekkokamre på sociale medier, har man ikke kunnet finde dem,” siger han.

Der findes ikke nogen fast betegnelse for, hvad ekkokamre er. Selvom Pernille Tranberg bruger begrebet ekkokamre, vil hun ikke stå til ansvar for den faste betegnelse for fænomenet. Hun mener grundlæggende, at personaliseringen på sociale medier resulterer i polarisering.

”Hver gang man har forsøgt at se, om der er ekkokamre på sociale medier, har man ikke kunnet finde dem.”

– Mads Kæmsgaard Eberholst, studielektor på RUC

Jens Ulrik Hansen skelner mellem to begreber. Filterbobler og ekkokamre. I filterbobler får folk kun den samme type nyheder, som understøtter deres egne holdninger. I ekkokamre handler det ikke kun om, hvad man ser, men også om de holdninger man bliver præsenteret for. I ekkokamre kan man også blive præsenteret for indhold, som ikke passer til ens holdninger, og hvor de modsiges. Dette indhold præsenteres i en tone, hvor brugerne bliver mere bekræftet i deres egne holdninger ved at snakke om, hvor dumme de andre holdninger er.

”Man kan godt være i et ekkokammer, selvom man ser nyheder fra forskellige medier eller har en relativ divers nyhedsdiæt. Det kunne være et argument for, at ekkokamre stadigvæk kunne eksistere,” siger Jens Ulrik Hansen.

Fragmentering af nyhedsbilledet

Konsekvensen af at så mange unge danskere bruger sociale medier som nyhedskilde kan være, at nyhedsbilledet fragmenteres, sådan at folk ender i forskellige bobler. Mads Kæmsgaard Eberholst er bekymret, hvis man kun opdager nyheder på sociale medier.

”Der, hvor det begynder at blive et problem, er, hvis det er den måde, man opdager nyheder på. For så går algoritmen ind og tager over,” siger han.

Det beskriver han som problematisk, fordi ingen rigtig ved, hvordan algoritmerne på sociale medier fungerer, udover tech-virksomhederne.

Rapporten over danskernes nyhedsvaner angiver, at 50 procent af de unge mellem 18-24 år falder over nyheder, mens de bruger sociale medier. Det er en stigning på 10 procentpoint fra sidste år.

”Nogle vil spekulere i, om de sociale medier har en magt eller intention, der gør, at folk ser noget bestemt. Det er jeg ikke så bekymret for, men der er ingen tvivl om, at de her algoritmer på en eller anden måde påvirker, hvad folk ser,” siger Jens Ulrik Hansen.

Den klogeste overlever: Findes papiravisens fremtid, hvor digitale medier fejler?

Den klogeste overlever: Findes papiravisens fremtid, hvor digitale medier fejler?

Den klogeste overlever: Findes papiravisens fremtid, hvor digitale medier fejler?

Papiraviser læses af dem, der vægter fordybelse og læseoplevelser højere end det hurtige nyhedsoverblik. På trods af gentagende forudsigelser om trykte mediers død er der håb for branchens ’Grand old Man’.

TEKST & FOTO: ANDERS ROD THOMSEN
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

Klokken er lidt over ni. Skæret fra en blå septemberhimmel lyser det lille køkken op. 28-årige Nina Søndergaards dag har været i gang et stykke tid. Når de praktiske opgaver er overstået og sønnen Hjalte sover dagens første lur, er det tid til det faste morgenritual. Morgenkaffen og avisen.

“Vi får Information leveret hver morgen. Jeg kan lide at starte dagen analogt,” siger hun.

Det er hele ritualet ved at læse papiravis, Nina holder af. En pause fra de mange digitale input og distraktioner, som hun hurtigt fyldes op af.

“Jeg kan fordybe mig og bruge den nødvendige tid på at læse en artikel, når det er på papir. Jeg kan godt lide det taktile ved papiret. Jeg nyder at holde ved materiale, som ikke er en mobil,” siger hun. Det er Nina ikke alene om.

26-årige Nanna Jordt holder Weekendavisen. Begge kvinder er studerende ved AU på henholdsvis litteraturhistorie og medicinstudiet. For dem er det i høj grad er ritualet omkring papiravisen og det, den indbyder til, der virker appellerende. Nanna læser digitale nyheder i løbet af ugen, men foretrækker den fysiske avis i weekenden.

“En papiravis gør, at jeg kan være meget aktiv i mit valg om at læse avis. Jeg læser nogle af artiklerne digitalt i løbet af ugen, men ofte er det en del af en fordybelsesproces, når jeg sidder i sofaen med en kaffe og en avis,” siger hun.

Faldende forbrug af trykte medier

I den seneste rapport om danskernes brug af nyhedsmedier foretaget af Center for Nyhedsforskning fremgår det, at blot 14 procent af danskerne læser en papiravis på ugentlig basis. Derudover svarer kun 4 procent af danskerne, at et trykt medie er deres vigtigste nyhedsmedie, mens det i 2014 lå på 11 procent. Det er mange tal, som kun går én vej. Kim Christian Schrøder, professor ved Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC, er en af rapportens ophavsmænd. Han er langtfra overrasket over tallene.

“Online medier kan som udgangspunkt godt dække danskernes mediebehov. Jeg tror ikke, at papiraviserne bliver ved med at eksistere i det omfang, som vi ser dem i dag,” siger han.

Uagtet deres unge alder rammer både Nina og Nanna ind i en målgruppe, der taler imod statistikker og målinger. De søger mod mindre skærmtid og mere nærvær, når de ønsker at fordybe sig i nyhedsstof og information.

”Jeg har lettere ved at fordybe mig og bruge den nødvendige tid på at læse en artikel, når den er på papir.”

– Nina Søndergaard, studerende

Både Nina og Nanna er en del af en målgruppe, der taler imod statistikker og målinger. De søger mod mindre skærmtid og mere nærvær, når de ønsker at fordybe sig i nyhedsstof og information.

Det er en tendens, som sociolog, forfatter og videnskabsformidler Anette Prehn længe har advokeret for. Hun er selv flittig avislæser og investerer med glæde større mængder tid i at læse og fordybe sig. Det handler ifølge hende ikke om at bekæmpe digitale medier, men i højere grad om at gøre opmærksom på, hvorfor det er vigtigt at holde fast i også at være offline.

“Papiraviser åbner for nogle perspektiver, som online medier ikke gør. Der er bedre betingelser for fordybelse og unitasking. Du koncentrerer dig om én bestemt ting uden at blive forstyrret, hvilket styrker koncentrationsevnen og dybdelæsningen,” siger hun.

Derudover fremhæver hun flere væsentlige fordele, som vi går glip af, hvis vi kun orienterer os digitalt. Det gælder især, når vi skal huske det, vi læser.

“Digitale medier tilbyder ikke de samme muligheder som fysiske medier. Vi ved fra forskning, at du husker indholdet bedre, når læseoplevelsen er mere taktil og sansestimulerende,” fortæller hun.

Endnu et argument, der taler for de trykte medier, tager afsæt i Anette Prehns sociologiske baggrund.

“Papiravisen og trykte medier er lettere at deles om, end hvis man sidder med hver sit digitale device. Vi kan dele ting med hinanden online, men det bliver ikke på samme måde et samlingspunkt som et fysisk medie,” siger hun.

Fra nyhedsmedie til fordybelsesoase

Tallene lyver ikke. Der er næppe en lys fremtid at spore, hvis papiravisen skal overleve som nyhedsmedie på lige fod med digitale aviser, nyhedsapps og sociale medier. Papiravisen bliver mindre og mindre tidssvarende som primært nyhedsmedie. Om tendensen siger Kim Christian Schrøder.

“Bæredygtigheden for trykte medier hænger sammen med brugssituationer. De medier, der indbyder til, at man fordyber sig i længere tid, som skønlitteratur eller fagbøger, klarer sig generelt bedre på tryk end medier til nyhedsbrug, som ofte er mere flygtige,” siger han.

Måske giver det fremover bedre mening at forholde sig til papiravisen som et mere fordybelsesorienteret produkt, hvis mediet skal have en bæredygtig chance for at overleve. Trykte aviser kan ifølge Anette Prehn meget vel ende som et nicheprodukt, men hellere det, end at de helt forsvinder i forsøget på at udfylde et behov, de ikke længere magter.

“Der er brug for, at medierne indtager det fysiske landskab mere kreativt, hvis vi vil modarbejde de negative konsekvenser, som tabet af fysiske medier medfører. Hvis det betyder, at der udkommer sjældnere, men endnu mere bevidst kuraterede aviser, vil det ikke nødvendigvis være et problem, hvis det får folk til at længes mere efter dem,” siger hun.

En avis, der længe har orienteret sig i den retning, er Weekendavisen, som fortsat har succes med at udkomme som papiravis på trods af en stigende digitalisering i mediebranchen. Weekendavisen udkommer på papir én gang ugentligt, mens avisen også tilbyder sine læsere digitale artikler som supplement i løbet af ugen.

“Weekendavisens kerneprodukt er stadig papiravisen. På avisens digitale platform udkommer der indhold hver dag for at imødekomme vores digitale læseres læsemønstre, så de kan blive opdateret med det vigtigste aktuelle stof,” siger Mikka Tecza, digital redaktør på Weekendavisen.

Hun ser ikke et problem i dobbeltheden mellem det trykte og det digitale, snarere tværtimod.

“Man kan godt være to ting på én gang. Vi tilbyder læserne noget forskelligt afhængigt af deres behov og situation. Vores papiravis udkommer kun i weekenden, hvor folk har bedre tid til at læse og fordybe sig, hvorfor de også nyder at modtage et lækkert og æstetisk luksusprodukt skrevet af nogle begavede skribenter. Det oplever vi, at vores læsere i høj grad ønsker og også er villige til at betale for,” siger hun.

Weekendavisens måde at udkomme på er et forsøg på at dække læsernes forskellige brugssituationer. Kort sagt konkurrerer Weekendavisen ikke med sig selv som andre medier, der udkommer dagligt online og på print, da de udbyder forskellige typer af journalistik tilpasset de digitale og de trykte læseres ønsker og behov.

Som fast læser af Weekendavisen er Nanna et godt eksempel på, hvad de digitale og de trykte medier hver især bidrager med.

“Jeg læser ikke papiravisen for at blive opdateret på nyhederne. Der bruger jeg i stedet de digitale medier for at få et dagligt nyhedsoverblik, da det er mere bekvemt,” fortæller hun.

Tilbage hos Nina udsender babyalarmen et par rumsterende lyde. Den rolige læsestund afbrydes af hverdagen med et barn.

Hun er glad for den pause, som papiravisen gav hende.

 

Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

I takt med at debatten flytter fra fysiske rum til digitale medier, oplever borgere en stigende frygt for trusler og hadske kommentarer. Samtidig forsøger medierne at facilitere den gode tone i kommentarsporet.

TEKST: Signe egebæk stenkilde
illustration: anton larsen 

Udgivet den 10. oktober 2024

Selvcensur, frygt og trusler. Det er ord, der efterhånden kendetegner debatten på de digitale medier. 

Den offentlige debat har rykket sig fra det fysiske rum og foregår nu i høj grad online. Med skærmen som gemmested er det nemt for trusler og hadske beskeder at florere, uden at det har konsekvenser for dem, der trykker på send-knappen. Men de grove beskeder er en af de ting, der skaber frygt for dem, der sidder i den anden ende som modtagere. 

På trods af at digitaliseringen af den offentlige debat har skabt et let tilgængeligt talerør for alle borgere, har denne form for debat også en mørk side: Flere trækker sig, fordi de frygter de konsekvenser, der kan følge med. Nogle er bange for hadske beskeder og trusler, andre for konsekvenser i deres liv offline. 

En demokratisk udfordring 

Selvcensur er et problem, som er nemt at finde i det danske landskab. Institut for Menneskerettigheder udkom tidligere på året med en rapport, ’Ytringsfrihed og selvcensur’, der handler om lige netop dette. Lumi Zuleta, medforfatter på rapporten og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder, mener, at selvcensur er en klar demokratisk udfordring, fordi folk afholder sig fra at anvende deres ytringsfrihed. 

”Kvinder og minoriteter trækker sig. Det vil jo på den måde være de stemmer, der ikke vil blive repræsenteret i den brede offentlige debat, og det har selvfølgelig en betydning i forhold til, hvad det er for nogle perspektiver, der kommer frem,” forklarer hun.

At forskellige grupper i vores samfund trækker sig fra den offentlige debat, betyder, at visse synspunkter og erfaringer ikke bliver hørt, og det kan føre til en skævvridning af den offentlige samtale. Debatten kommer simpelthen til at mangle diversitet og indsigt. 

Ifølge Lumi Zuleta fra Institut for Menneskerettigheder er selvcensur primært drevet af frygten for negative reaktioner, hvilket kan inkludere alt fra nedsættende kommentarer og chikane til direkte trusler og vold. 

Søgen efter den konstruktive debat

Men hvad skal man gøre for at stoppe folk fra at gå i hi og forsegle deres holdninger? Flere medier har moderatorer i deres Facebook-kommentarfelter.

Et sted, hvor der er gang i debatten, er på en af Danmarks største Facebook-sider, TV 2 Nyheder.  De har nogle retningslinjer, der skal overholdes. Hvis ikke de bliver overholdt, forbeholder de sig retten til at slette kommentarer eller ligefrem blokere brugere. 

”Hvis vi ikke modererer debatten, og øgenavne eller hadtale får frit spil, så forlader folk debatten. Det er hele tiden balancen mellem at give plads til debatten, men på samme tid sørge for, at den er tryg og ordentlig,” fortæller Rita Gunnarsdóttir Dam. 

Rita Gunnarsdóttir Dam, som er teamleder hos TV 2 Nyheder, mener, at det er en svær balancegang, for de vil gerne have, at folk debatterer og diskuterer deres journalistik. Det er en af grundene til, de laver den. Det skal bare foregå i nogle rammer, der på samme tid passer på dem, som deltager. 

”Det må du sige et andet sted”

TV 2 Nyheder bliver i ny og næ beskyldt for at censurere. Rita Gunnarsdóttir Dam forklarer, at der på den anden side er mange, der vil debatten og efterlyser moderation. Hun mener, at moderationen af kommentarsporene er den bedste mellemvej for en sober debat. 

“Alternativet er at lukke kommentarsporene, men så lukker vi også for debatten. Det er ikke der, vi er lige nu,” siger hun.

Sten Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut med speciale i medieret, mener dog, at mediernes moderation af indhold ikke nødvendigvis skal ses som en indskrænkning af ytringsfriheden. Medier har en redigeringsret, der tillader dem at beslutte, hvilke ytringer der får plads på deres platforme.

”Når nogen siger, ‘det her må du ikke sige på vores medie, det må du sige et andet sted,’ tolkes det ikke som et indgreb i ytringsfriheden”, forklarer Sten Schaumburg-Müller om, hvordan offentligheden skal se på moderation i kommentarfelterne.  
For at illustrere dette fænomen sammenligner Sten Schaumburg-Müller moderationen i mediernes kommentarspor med reglerne på et diskotek. 

”Det er lidt ligesom et diskotek, hvor man nogle steder kun må komme ind, hvis man er over 25, og andre steder må man ikke gå med jeans. Medier kan bestemme, hvad de vil tillade på deres platforme,” forklarer han.

Selv om han anerkender, at medierne har ret til at moderere indhold, peger Sten Schaumburg-Müller på, at selvcensur kan være en udfordring. Selvcensur kan være lige så problematisk som indgreb i ytringsfriheden, fordi det betyder, at nogle stemmer aldrig bliver hørt. Han anser selvcensur som et større problem, end at nogle ikke kan komme til orde. 

”Få mennesker kan få medierne til at flyde over med hidsige og hadefulde kommentarer, det er et problem. Man må meget gerne diskutere og være uenige, men at man ikke kan ytre sig, er problematisk”, fastslår Sten Schaumburg-Müller.

Flere journalister får stjålet deres identitet: “Ud over mit jakkesæt og min sideskilning er troværdigheden det eneste, jeg har med mig”

Flere journalister får stjålet deres identitet: “Ud over mit jakkesæt og min sideskilning er troværdigheden det eneste, jeg har med mig”

Flere journalister får stjålet deres identitet: “Ud over mit jakkesæt og min sideskilning er troværdigheden det eneste, jeg har med mig”

I år er trusselsniveauet for cyberangreb i Danmark hævet. For journalister og offentlige ansigter kan faren mærkes, og flere får misbrugt deres identiteter. Det truer journalisters troværdighed. Den digitale verden kan synes uoverskuelig og farlig, men meget kan man alligevel gøre for at beskytte sit digitale jeg.

Skribent: CATHRINE DE NIJS JOHANSEN & HELENA HOLM-GREGERSEN

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

FOTO: DR PRESSEFOTO

Udgivet den 10. oktober 2024

Kåre Quist reklamerer for rynkecreme. Sådan prøver svindlere i hvert fald at få det til at se ud. 

Gentagne gange har mediepersoner, der er ansat på DR og TV 2, fået misbrugt deres identiteter i svindelannoncer, så det ser ud, som om de reklamerer for forskellige produkter og illegale investeringsmuligheder.

Identitetstyveri er ikke en ny tendens

Dog har misbrug af identiteter fået et pust af nyt liv med frembruddet af internettet. De kriminelle kan nu gemme sig bag skærme og langt lettere fuppe mennesker til at frigive sine bankoplysninger eller andre private informationer.

Hvis man er et kendt ansigt, kan man være særligt udsat for at få sin identitet misbrugt. Kåre Quist, journalist og TV-vært på DR, oplevede det flere gange tilbage i 2019. Gerningspersonerne oprettede falske annoncer på Facebook, hvor han angiveligt reklamerede for kryptovaluta, rynkecreme og potenspiller. Annoncerne blev udformet, så de lignede legitime anbefalinger fra den populære TV-vært.

“Jeg blev ret oprevet,” siger Kåre Quist, om den første gang han opdagede, at hans identitet blev misbrugt.

Identitetstyveri blandt mediepersoner truer demokratiet

Journalister er udsatte, fordi de i kraft af deres arbejde besidder en troværdighed, som kan misbruges. Sådan fortæller Lene Tolstrup Sørensen, lektor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet. 

“Mediepersoner har en troværdighed for os som seere. Hvis vi ser, de gør noget helt andet, end det, vi forventer, så kan vi pludselig sætte spørgsmålstegn ved, hvad de fortæller os. I yderste konsekvens kan det i virkeligheden have indflydelse på vores demokrati, fordi vi pludselig ikke kan vide, om det vi får at vide i TV-avisen er rigtigt,” siger hun.

Hun påpeger, hvordan det kan medvirke til at skævvride den offentlige debat, hvis vi ikke kan stole på, hvad vi ser og hører i medierne.

Da Kåre Quist første gang oplevede at få sin identitet misbrugt, mærkede han, hvordan de falske annoncer ramte ham professionelt.

“Problemet er, at vi har at gøre med den eneste valuta, jeg har i mit job, og det er troværdighed. Det er det værste angreb. Udover mit jakkesæt og min sideskildning er troværdigheden det eneste, jeg har med mig,” siger han.

Også TV 2-nyhedsvært Janni Pedersen har fået sin identitet misbrugt. 

Hun oplevede, at det var svært at hamle op med bagmændene. Når man endelig fik lukket en annonce ned, dukkede der hurtigt en ny op under et andet domæne. For Janni Pedersen var det frustrerende, at hendes identitet som journalist og nyhedsvært blev udnyttet. 

“Vores journalistiske integritet er noget af det vigtigste, vi har. Jeg blev rasende, jeg tænkte: ‘Hvad fuck foregår der?’ Vi lever af vores troværdighed, så den må vi simpelthen ikke jeopardize,” siger hun.

Hos Københavns Politi fortæller politikommissær Jesper Lotz, at det handler om at prioritere, når politiet modtager en anmeldelse. Selvom de har mange redskaber i værktøjskassen, kan det være svært at komme til bunds i sagerne, hvis gerningspersonerne sidder i udlandet. Jesper Lots fortæller dog, at politiet tager højde for, hvilke konsekvenser det har, hvis mediepersoners identiteter bliver misbrugt.

“Hvis det er et kendt ansigt, som bliver misbrugt, så er det væsentligt for den persons brand, at det bliver stoppet. Vi har over 10.000 sager, der ligger og venter med alt mellem himmel og jord, hvorfor alle sager bliver prioriteret individuelt. Der er mange sager, der skal behandles, og ressourcerne er ikke uendelige,” siger Jesper Lotz.

“Digital opdragelse er afgørende”

I en tid, hvor digitale trusler er mere udbredt end nogensinde, er det vigtigt at vide, hvordan man beskytter sig selv. 

I år valgte TV 2 og DR at lave en fælles politianmeldelse mod Meta, som ejer blandt andet Facebook. Det skete på baggrund af de svindelannoncer, der ligger på Metas platforme, hvor mediepersoners navne og billeder er blevet misbrugt.

Det kan nemlig være vanskeligt selv at handle, hvis uheldet er ude, og man får misbrugt sin identitet. Men spørger man sikkerhedsdirektør i IT-sikkerhedsvirksomheden CyberNordic, Martin Gohs, bør man som medieperson være bevidst om de trusler, man står overfor, og handle proaktivt. 

Fra ham lyder der en klar anbefaling til den enkelte.

“Hvis jeg var et offentligt ansigt, så ville jeg have to konti. En privat, hvor jeg kun lukker folk ind, som jeg 100 procent stoler på, og en offentlig, som alle kan se,” siger han. 

Journalisters data er ofte spækket med fortrolige informationer og kildekontakter, som alle og enhver helst ikke skal have adgang til. 

Ifølge Martin Gohs kan denne slags data bedst sikres med yderligere tiltag, såsom lange og stærke passwords, der gemmes via passwordhuskere, så det ikke bliver for kompliceret.

“Man kan sørge for at have to e-mailadresser, én til de fortrolige informationer og én til hverdagsbrug. Man kan også have to telefonnumre, hvis man eksempelvis håndterer kilder og mennesker, hvis identiteter skal holdes sikre. Man kan tage sig disse forholdsregler for at adskille det praktiske og det sikkerhedsmæssige,” siger Martin Gohs.

Men det er ikke kun kendte ansigter, som bør gøre sig den slags sikkerhedsforanstaltninger. 

Lene Tolstrup Sørensen, lektor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, mener, at mange borgere stadig undervurderer truslen, selvom den er reel og tættere på, end mange tror. Samtidig vil det være svært at komme problemet med identitetstyveri til livs, da lovgivningen altid vil halte bagefter teknologiens udvikling. 

“Der er hele tiden en ubalance i lovgivningen og de cyberkriminelles verden. De er foran på point nærmest hver gang,” siger hun. 

Hun understreger derfor, at alle individer, både mediepersoner og helt almindelige borgere, har et ansvar for at beskytte vores digitale liv.

“Tænk dig lidt om. Vær kritisk. Lad være med at være alt for hurtig, når du klikker på et link. Overvej, om tingene ser rigtige ud. Det er vores ansvar. Ligesom vi har et ansvar for at passe på vores egen pung eller computer,” siger Lene Tolstrup Sørensen.

Også politikommissær Jesper Lotz påpeger, at borgerne selv kan tage vigtige skridt i at undgå at få deres identitet stjålet. Alligevel kan den form for identitetsmisbrug, som Kåre Quist og Janni Pedersen har været udsat for, være vanskeligt at undgå.

”Den her lille telefon eller PC er virkelig en farlig ting. Hvis man ikke passer på, så kan det gå galt. Og der skal noget digital opdragelse til, at man passer på sig selv derude,” siger Jesper Lotz.

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Som løsgænger står du alene på Christiansborg, hvor partierne har den største magt. Og ifølge eksperter har du lang vej til både politisk magt og taletid i medierne. Mange bliver ganske enkelt usynlige. Andre tager kampen op. En af dem er Theresa Scavenius.

TEKST: MARCUS MATHIAS FRANCK & SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

Selvom politiske partier ikke er nævnt eksplicit i grundloven, så er de efterhånden en naturlov i Folketinget. I dag er folkestyret mere eller mindre afhængigt af, at politikerne organiserer sig under de forskellige partibogstaver.

“Folketinget er produktivt, fordi politikerne har grupperet sig. Hvis man forestiller sig et folketing med 179 løsgængere, ville det være utrolig vanskeligt at træffe nogen beslutninger,” siger Eva Sørensen, der er professor på Institut for Samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

Men hvad er egentlig muligt, når man som løsgænger står alene? Hvordan opnår man politisk indflydelse? Og hvad gør man som løsgænger, hvis man gerne vil blive på Christiansborg?

En bidsk vagthund blandt pæne pudler

På Christiansborg er det partierne, der styrer slagets gang, og ifølge Jens Ringberg journalist og politisk analytiker, er der som regel heller ikke nogen, der ønsker at kæmpe med dig – eller imod dig.

Han forklarer, at løsgængere har ringe muligheder for at udøve politisk magt i traditionel forstand. De er ganske enkelt ikke interessante for partierne, når der skal indgås politiske aftaler og forlig. Denne forklaring står han ikke alene med.

”Inde i Folketinget, mener jeg ikke, hun spiller nogen som helst rolle,” siger Eva Sørensen om Theresa Scavenius.

Men det arbejder Theresa Scavenius ikke ud fra. For hende er politisk indflydelse også at skabe debat og opmærksomhed på dagsordener, hun synes er vigtige. Hun peger på, at folketingsmedlemmer har to grundlæggende funktioner. Den ene er at have politiske holdninger, man arbejder for. Den anden er at være en kontrolinstans, der kigger regeringen og lovgivningen efter i sømmene. Theresa Scavenius mener, at netop denne funktion er forsømt i dagens Folketing.

”Hele Folketinget er blevet en meget pæn puddelhund, der hellere vil drikke kaffe i forligskredsen end være den bidske vagthund,” siger Theresa Scavenius.

Netop rollen som kontrolinstans er også en af de folketingsopgaver, løsgængere har mulighed for at påtage sig, mener Jens Ringberg. Han peger på det privilegium, som kun de 179 Folketingsmedlemmer har, og det er at stille spørgsmål til regeringen, som ministrene skal svare på.

”Der er også muligheden for at kalde en minister i samråd. Det gør Theresa Scavenius konstant,” siger Jens Ringberg.

Selvom Eva Sørensen ikke mener, at løsgænger har en stor magt, så synes hun ikke, at de intet spillerum har. Hun ser mandatet som en ølkasse, man kan stille sig op på og bruge som talerør ud i samfundet.

Her står man som løsgænger helt fri til at fortælle om den dagsorden, man er optaget af. Rollen som løsgænger er netop ‘løs’, og man kan gå i lige den retning, man ønsker.

Det ser Theresa Scavenius selv som en fordel ved at stå uden for partierne. Ifølge hende fylder partidisciplin for meget og skygger for den kritiske tilgang til lovarbejdet.

“Vores system bygger på en kritisk masse på 179 mennesker, der skal undersøge om en lov er god eller dårlig. Hvis den masse minimeres til nogle store partilinjer, så får vi ikke den kritiske diskussion, der sikrer, at lovforslagene bliver gode,” siger Theresa Scavenius.

At grave sig til indflydelse

Theresa Scavenius’ politiske arbejde kan beskrives som snævert, men grundigt. Hun udvælger specifikke lovforslag og arbejder detaljeret med disse. Hun beskriver, hvordan hun krydstjekker det faktiske grundlag og ikke mindst, om der faktisk står det i loven, som ministeren siger. Og så ville hun ønske, at flere arbejdede som hende.

“Jeg tror, det er mig, der insisterer på en bestemt måde at arbejde parlamentarisk på, som handler om at være mere kritisk opposition og kontrollerende over for regeringen. Versus at være en politiker, der søger lidt indflydelse hos ministeren,” siger Theresa Scavenius.

Ifølge Jens Ringberg er mange løsgængere usynlige. Det gælder dog ikke Theresa Scavenius, der netop bruger sin stemme som Folketingsmedlem.

“Men vi havde også et problem, hvis alle var løsgængere eller arbejdede som Theresa Scavenius. De fleste sidder i partier og sørger for, at tandhjulene drejer rundt,” siger Jens Ringberg.

Ifølge Eva Sørensen er det også svært som løsgænger at være med til at få tandhjulene til at dreje rundt. Hun mener, at direkte politisk indflydelse handler om, hvad man kan tilbyde.

“Man har ikke rigtig noget at komme med, som kan give én indflydelse, når man kun har et enkelt mandat at tilbyde,” siger Eva Sørensen.

Jens Ringberg mener derfor, at man som løsgænger skal satse på den indirekte indflydelse frem for politisk magt i traditionel forstand. Og det mener han, Theresa Scavenius lykkes med.

“Hun bruger sin løsgængerposition til at sætte fokus på nogle ting, hun synes er problematiske. Det, synes jeg, er virkelig fint,” siger han.

Theresa Scavenius fremhæver, at hun graver dybt i lovgivningsarbejdet. For hende handler lovgivningsarbejdet lige så meget om at holde kritiske samråd, kontrollere regeringen og tjekke efter om ministeren siger det rigtige.

“Og når man skal det, så kan man jo ikke sidde og drikke kaffe i forligskredsen,” siger hun.

Ifølge Theresa Scavenius bruger hun også sin kritiske tilgang i det politiske arbejde til at få indflydelse. For hende kommer det detaljerede lovarbejde først og dernæst kommer kommunikationen. Hun håber nemlig, at hendes måde at gå politisk til værks på, er noget, der bliver bemærket.

“Så er det rigtigt, at meget af den indflydelse jeg kan have lige nu, ikke er direkte på lovgivningen, men netop er via borgere, der gerne vil have mere af det arbejde, jeg laver,” siger hun.

Hun mener desuden, at den indflydelse man kan have som løsgænger i Folketinget, afhænger af hvordan man fortolker begrebet indflydelse. Hun mener selv, at hun får sat nogle af sine dagsordener på landkortet.

“Hver gang jeg er i salen, har jeg et indtryk af, at folk bliver rimelig optaget af, hvad jeg gør og ikke gør,” siger hun

Fremtidstanker om et nyt parti

Theresa Scavenius mener ikke, at hendes arbejde skal defineres af, at hun er løsgænger.

“Det handler jo mere om den arbejdsmetode, jeg har. Jeg når meget lidt, fordi jeg kun er én person og ikke har de samme ressourcer som partierne. Men hvis alle arbejdede på den her måde, ville vi få bedre oplysning om vores love,” siger hun.

Derfor håber hun også at finde en gruppe, der deler hendes kritisk-orienterede arbejdsmetode. Hun forestiller sig en gruppe med mindre partidisciplin, hvor man overordnet er enige, men ikke altid stemmer ens. Theresa Scavenius mener ikke, at den gruppe findes lige nu.

“Jeg synes virkelig, at der er brug for nogle nye partier til at bygge det politiske arbejde op et nyt sted fra,” siger hun.

Eftersom Theresa Scavenius gerne vil være i Folketinget i næste periode, ser hun også et nyt parti som en mulighed. Til spørgsmålet om, hvem der skal stifte sådan et parti, peger hun på sig selv som kandidat.

“Det er et kæmpe stykke arbejde, men jeg føler mig forpligtet til at tænke over, hvad der er af muligheder og finde ud af, hvad der er opbakning til,” siger hun, men afviser heller ikke at stille op som løsgænger.