I det tidlige stadie af Danmarks nye medie- og journalisthøjskole på Katrinebjerg i Aarhus står en ting trods alt klar. De studerende får en ny bunker. I hvert fald som det ser ud nu.

“Kom ind!” lyder det indefra den kontorcontainer, Emil og jeg netop har banket på hos.

Vi har glædet os til dette besøg. Vi får nemlig som nogle af de første og eneste studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i dag mulighed for et smugkig i tilblivelsen af den bygning, der skal huse fremtidens Cavling-vindere. Projektleder Susan Yding-Sørensen har indvilget i at vise os rundt, så Emil og jeg ifører os det nødvendige og yderst sexede, neongrønne sikkerhedsudstyr, inden vi alle tre spadserer ned mod byggepladsen.

Vi træder ind ad det, der kommer til at være den ene af to hovedindgange. Herfra stempler vi direkte ind i skolens gastronomiske knudepunkt. Kantinen ser umiddelbart mindre ud, end hvad de studerende ellers er vant til, men i åben forbindelse med den nye vandrehal kommer der ikke til at mangle plads. Kantinen befinder sig lige ved siden af det nye tv-studie, der er udstyret med vinduer, så fremtidens journalistspirer kan følge med i Coming-Up’s udskejelser, mens de nyder deres frokost.

Man skal se sig for, så man ikke falder over en slange eller en ledning, når man bevæger sig rundt i det, man kunne fristes til at kalde den nye bunker, som den ser ud nu. Et vaskeægte betonhelvede er det. Susan forsikrer os dog om, at der bliver malet, inden de nye elever flytter ind, og det er heldigt. Ikke kun fordi den grå tone virker så opkastfremkaldende bekendt, men også fordi væggene er kridtet til med noter, mål og adgang-forbudt-skilte, i hvad der mest af alt ligner et amatøragtigt graffitiforsøg.

Vi befinder os nu i et af de største lokaler på Katrinebjergs nye medie- og journalistjuvel. Dette er auditoriet, hvor Gitte Luk vil svinge sin sprogstok over de studerendes tilsvedte nakkepartier. Dette er stedet, der i fremtiden skal huse den internationale sportspresse, når F.C. Åben Modus holder deres overbesøgte pressemøder. Det er stedet, hvor en ny hvid t-shirt en dag vil klamre sig til loftet og aldrig falde ned til lykkeligt minde om et leverfunktionsnedsættende rusforløb. Det nye Frøberts – om man vil – men med bedre indeklima, lover Susan.

Susan hiver en presenning til side og leder os ud på en trappeopgang oplyst af en lang loftslampe, der ligger vilkårligt henkastet på trinet. Elevatoren er endnu ikke installeret, så vi må bestige bygningen på gammeldags manér.

Her på anden sal kan man måske i fremtiden græde sine tårer ud hos sin beskikkede vejleder, når der er udskrevet folketingsvalg, og ens semesterprojekt står og falder med et politikerinterview, for denne etage kommer til at bestå af både mødelokaler og kontorer til skolens ansatte, men også et radiostudie til de lydhungrende journalistgenier.

Det vrimler med håndværkere i farvestrålende uniformer. Udrustede med sikkerhedssko og høreværn og bevæbnede med boremaskiner og svejseapparater giver de deadline kamp til sokkeholderne. En af svejserne er ved at lægge sidste hånd på en konstruktion, der skal bære en rede; et nærmest frithængende glasbur, hvor de journaliststuderende kan ruge på deres banebrydende idéer eller finpudse de flyvefærdige.

Selvom der bliver arbejdet på højtryk, er elevatoren ikke kommet op at køre på de otte minutter, det har taget os at finkæmme anden sal. Sløvt kan man sige, men vi bidder frustrationen i os og tilbagelægger tyve trappetrin mere.

Vi ender på tredje sal, som hovedsageligt kommer til at bestå af klasselokaler. Lokalerne er store og enkelte er udstyrede med mobilvægge, således en opdeling er mulig. Med enorme vinduespartier mod øst er der udsigt til et lidt anderledes lysindfald, end man har været vant til.

Vi snor os gennem betonlabyrinten og finder en åbning til det, der kommer til at være én af i alt to tagterrasser på bygningen. Peter Frödin og Jimmy Jørgensen blæser ud gennem højttalerne på en arbejdsradio, der står efterladt på et stillads i hjørnet. Herfra får man først øje på den karakteristiske murbeklædning, der præger ydersiden af de øverste to etager. Rektangulære rammer er monteret rundt om vinduerne på facaden og bidrager til et futuristisk look, som var det taget direkte ud af The Jetsons.

Den kommende udsmykning på tagterrassen står dog i kraftig kontrast dertil, lader vi os fortælle. Det viser sig nemlig, at der var en anden årsag til, at de monstrøse skulpturer, der befandt sig foran indgangspartiet på Olof Palmes Allé, skulle fjernes, end at de bare var hæslige. Midt på tagterrassen har man nemlig klargjort et par sokkeler, hvor disse øjebæer vil blive placeret. Men okay, lidt nostalgi skal der vel til.

På fjerde sal kan man for alvor mærke, at den nye skole ikke kun er en journalistisk højborg. Udsigten fra et helt almindeligt klasseværelse vidner om en beliggenhed i topklasse, og kigger man henover pålægsfabrikken, der på den skammeligste, industriagtige og skønhedsforladte vis forpurrer synet, kan man skue både hav og skov. Fabrikken bliver til øjets store opmuntring afviklet i løbet af de næste par år.

Idet jeg kigger ud ad vinduet, får jeg øje på en håndværker, der står i en lift og arbejder på indgangspartiet i bar mave. Hans mindre selvtillidsfulde, eller i al fald mere tildækkede, kollega peger forklarende på en dims, og der nikkes forstående. Liften holder på det område, der skal flisebelægges og ifølge illustrationen foran byggepladsen agere samlingspunkt for sporadisk placerede, zombielignende menneskeskikkelser. Men det er jo også bare en illustration.

Vi fortsætter vores journalistiske pilgrimsvandring på femte sal, hvor der er begrænset med lokaler. Pladsen er nemlig reserveret til en af Aarhus’ absolut største tagterrasser, hvilket jeg postulerer med meget begrænset kendskab til størrelser på tagterrasser i Aarhus eller nogen steder i det hele taget. Men der er i hvert fald plads til seks sovende giraffer og en halv mejetærsker, hvis man nogensinde skulle spekulere i den slags kombinationer. Der kommer ifølge Susan en pergola op, som, lader jeg mig forklare, er en form for overdækning med huller i, hvor man kan dyrke forskellige planter såsom vin. Susan vil dog ikke love, at det bliver vin.

Vi tager derefter et gevaldigt dyk og lister ned i det dybeste mørke på den nye skole. Luften er fugtig, og der lugter af våd asfalt. I et fjernt hjørne vækker gårsdagens uvejr endnu genklang, som befandt vi os i en kilometerlang drypstenshule. Det er dog ikke tilfældet. Skolens parkeringskælder er delt i to niveauer og er for blodtrykkets skyld forbundet med øverste etage via elevatoren. Der er plads til flere biler end på parkeringspladsen ved Olof Palmes Allé 11, men præcis hvor mange kan Susan ikke fortælle os.

“Så har vi vist været rundt,” siger hun så, og vi trækker mod udgangen.

Efter at have sundet os over misforholdet i lysniveauerne mellem p-kælderen og byggepladsen kan vi rette blikket mod nyskabelsen fra et mere jordnært perspektiv. Herfra kommer den tredelte konstruktion bedre til udtryk, og man fornemmer faktisk den idé, der ligger bag, med en base i gule mursten, en midte i glas og aluminium og en top i skylignende, hvide materialer. Et arkitektonisk pragteksemplar på den moderne uddannelsesinstitution.