Ølautomaten er væk, men druk og store egoer er stadig in. Illustreret Bunker har kigget på den arv, som journaliststuderende har med sig fra de berygtede dage i Bunkeren.
TEKST: EMMA HOUGAARD & LÆRKE KOPPERUP
ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED
Det er nat, og Jan Dyberg slingrer ned ad Randersvej i fuld fart på cykel. Øjnene har svært ved at hænge sammen. Øllene fra fredagsbaren kan ikke kun ses på promillen, men også på cykelstien, hvor han kører slalom efter usynlige kegler.
Når man slår hårdt til øllene, kan turen hjem slå hårdt igen. Slalomløbet går for vidt, og han cykler direkte ind i en lygtepæl og ryger henover cyklen. Næste dag er mindet om hjemturen væk, men græsset på knæene sidder stadig fast. Jan Dyberg tumler ud i køkkenet, og møder sin roomie Hanne, der udbryder.
”Jan, for helvede, du var jo fuldstændig væk i går.”
Det kan godt være, at denne historie ikke er noget, du typisk ville forbinde med Jan Dyberg, der underviser i journalistisk metode på 4. semester. Måske minder den mere om dig selv sidste fredag – hvis man altså skifter Randersvej ud med Langelandsgade. Men her har du og Jan Dyberg måske mere til fælles, end du tror.
For det er ikke noget nyt, at journaliststuderende fester meget, og at Kurt holder samtaler indtil klokken 7 om morgenen på en onsdag. Uanset om kalenderåret hedder 1993 eller 2023, har journaliststuderende altid bragt en fest med sig. På trods af at meget har ændret sig siden 90’erne.
Som at studievejleder Joan Husted og Simon Andersen fra det nye 24syv har slået op, ølautomaten er blevet fjernet – og så var der også lige noget med nogle fulde undervisere.
Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund.
– Louise Dalsgaard, retsanalytiker hos DR
De berygtede fulde undervisere og en tom ølautomat
Er han mon fuld eller bagstiv? Sådan undrer en ung Mette Mørk sig, da hun over middag i 1991 er til undervisning i notatskrivning. Et fag, hvor tankerne nemt kan vandre. Specielt når eftermiddagstrætheden melder sig – men især når underviseren ikke er helt ædru.
Der var nemlig flere undervisere i 1991, som man helst skulle undervises af inden frokostpausen, ifølge Mette Mørk, der i dag er underviser på DMJX.
“Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund,” siger Jan Dyberg.
Men det er også nemt at lade sig friste, når der ikke er én, men tre slags fadøl og en ølautomat i kantinen. Når underviserne sad med frokosten i kantinen, kunne fadølsglasset godt blive fyldt et par gange, inden de fortsatte dagens undervisning.
De offentlige hemmeligheder på skolen
Ølautomaten var i høj kurs blandt elever og lærere, og den endte ofte med pinligt tomme hylder til stor frustration blandt eleverne. Men som et lys i mørket af den tomme automat blev fredagsbaren født. Med læderjakkerne over skuldrene og smøgerne hængende fra mundvigene gik man i samlet trop ned mod ’Kupéen’, skolens nye fredagsbar, når ugen gik på hæld. Tung og syrlig lugt af øl i gulvtæpperne mens skyer af cigaretrøg fyldte lokalet.
Alle vidste, at der på toiletterne gemte sig to færdiguddannede frisører, som kunne rette frisuren til for en halvtredser.
Ligesom at alle vidste, hvornår man skulle dukke op, hvis man ville købe lidt hjemmegroet hash.
Det har alle dage været populært at drikke sig fuld på tom mave. Efter en tur i Kupéen var der mulighed for at gå op til krydset ved Randersvej til Lykkes Grill, når sulten meldte sig. Så kunne man fylde maven med ‘500 gram rent slagteriaffald’, som Jan Dyberg beskriver det. Du kender det nok som en ristet med det hele.
En ‘lonely rider’ – eller bare et stort ego
Selvom rammerne har ændret sig, er det stadig det samme indtryk, omverdenen har af journaliststuderende. Med cowboystøvlerne, der klikker op ad Helsingforsgade, og denim- eller læderjakken trukket op til ørerne – ligesom Jan Dyberg husker det.
”Dengang var der en mytisk forestilling om journalisten som en Lucky Luke-type, en ’lonely rider’, der drikker masser af kaffe og ryger smøger. Et ’one man job’,” siger Jan Dyberg, når han skal definere en journaliststuderende fra før årtusindskiftet. Men udover modevalget har journaliststuderende og journalister også et andet karaktertræk til fælles. Ego. Et træk, der både kommer til udtryk på arbejdspladserne, men måske især i sociale sammenhænge. Jan Dyberg husker, hvordan han og de andre studerende stod langs væggen eller i baren til festerne i 90’erne og ventede på, at der skulle ske noget.
“Vi kommende journalister var jo selvfede ‘iagttagere af verden’, for vi skulle jo ikke skabe begivenhederne, men kommentere dem,” siger Jan Dyberg.
Selvsamme journalistfester kan Mette Mørk hurtigt punktere.
”FUCK mand, de fester, hvor der kun er journalister, kan være røvsyge. Journalister er meget glade for at høre sig selv snakke,” siger Mette Mørk.
Missionen med denne artikel var at finde ud af, hvordan studerende på journalistuddannelsen har ændret sig siden 90’erne. Beskeden er klar. Ego, mode og druk er fællesnævneren. Fulde undervisere og ølautomater bliver i fortiden.