Jeg kender en vej udenom praktikstressen, og den hedder udveksling.

Forleden dag var vi ude at surfe. Det var om eftermiddagen, og vi var på en af de mere øde strækninger ved Californiens kyst.

Vi var oppe på Highway 1, og for at komme ned til stranden skulle Frederik Steinfath og jeg krydse en flod og sno os hen ad en vildtvoksende sti. Det ville hurtigt komme til at tage nogle timer. Vi regnede ud, at solen nok var væk, når vi nåede tilbage til vores varevogn.

Jeg skriblede en hurtig besked på en lap papir og lagde den i forruden. ’GONE SURFING, BACK BY SUNSET’, stod der. Vi sprang i våddragterne, greb vores surfboards og løb ned mod bølgerne.

Papirlappen var til færdselspolitiet, hvis nu de undrede sig over, hvorfor der stod en forladt varevogn i vejkanten. Men jeg synes også, at beskeden i bilruden er et godt billede på hele vores fjerde semester. Samme besked kunne vi have klistret på de tomme pladser, vi efterlod bag os i gul auditorie, da vi tog på udveksling. Vi missede alt praktikforberedelse, og hvis I spørger mig, var det kun en fordel.   

Da jeg så de danske marker ud ad flyvinduet for sidste gang i lang tid, var de hvide af sne. Jeg var på vej på udveksling til San Francisco, og jeg var ikke alene. Med mig i flyet var min gode ven Frederik, som havde fået samme idé om at tage på udveksling, og sammen havde vi fået den skøre idé, at vi skulle bo i en varevogn.

Vi fandt en ombygget vogn, der engang havde været brugt til sygetransport, og købte den på stedet. Vi gav hånd med den tidligere ejer, og med det var vores halvbagte californiske drøm blevet til virkelighed.

I skoletiden lærte vi om storytelling, i fritiden lærte Frederik mig at surfe, og i weekenderne var vi som regel på farten. Vi parkerede varevognen over for skolens fodboldbane og gik i skole fra mandag til torsdag. Lektiemængden kom faktisk bag på mig, men det gjorde ikke noget, for jeg lærte rigtig meget.

Vores nye livsstil blev til hverdag, og tiden forsvandt som sand mellem fingrene på os. Før vi så os om, var det blevet forår og tid til at søge praktik. Vennerne hjemme i Århus sendte links til deres hjemmesider. Allerede, tænkte jeg. Jeg scrollede og var imponeret. Jeg vidste ikke engang, hvilken hjemmeside jeg skulle bruge for at lave min hjemmeside. Jeg mærkede sveden pible frem i håndfladerne. Er jeg totalt bagud?

Hjemmeside-snedkeriet fjernede fokus fra skolen herovre. Jeg var ellers godt i gang med at undersøge, hvorfor en ung fyr havde ligget død i et telt i tre uger på en strandpromenade, før en nabo fandt hans lig, som led i en længere feature om fentanylkrisen i San Francisco. Men omvendt fjernede den historie og mine nye studievenner fokus fra praktiksøgningen, så jeg ikke skulle blive mindet om det hele tiden.

Jeg gjorde det tydeligt på min hjemmeside, at jeg var på udveksling. Mellem linjerne var budskabet: Beklager, jeg ikke kan trykke jer i hånden, jeg har travlt  med at blive klogere på en anden del af verden. Det var da meget overbevisende, synes jeg selv. Alligevel blev jeg i tvivl. Jeg havde ikke printet nogen flotte visitkort, jeg gik glip af praktikmessen i Odense, og jeg var et hav og mange tusind kilometer og tidszoner væk.

Klokken var fire om natten, da jeg var til en af mine samtaler. Jeg nåede knap at gnide søvnen ud af mine øjne, før samtalen var ovre ti minutter senere. Frederik havde tre samtaler samme nat. Vi må have set næsten lige så søvnige ud næste dag, som Donald Trump gjorde i retssalen.

Så ventede vi. Bed negle. Og inden for et par dage var der svar. Vi fik begge to de pladser, vi havde håbet på. Frederik fik plads hos DR i Holstebro, og jeg fik plads hos Information. Vi fejrede det med en billig flaske champagne uden for varevognen.

Det var tusmørke, da vi kom tilbage til vores papirlap i forruden. Jeg havde ikke fanget en eneste bølge. De var for store og stejle til, at jeg turde kaste mig ud i dem. Men det gjorde ikke noget i det store hele. Jeg har fået et halvt års eventyr, som jeg vil huske resten af mine dage.

De tusinde kilometer stod ikke i vejen for min praktiksøgning. Kan man leve uden visitkort og med at skulle op om natten, er udveksling måske kun en fordel. Jeg er sikker på, at jeg havde stresset mere, hvis jeg var blevet tilbage i gul auditorie.

Jeg siger ikke, man absolut skal på udveksling. Århus er skøn, og det er med at nyde de to år på skolen. Men jeg håber at have aflivet myten om, at udveksling er en ulempe.

Vores tur i en varevogn i Californien er kun ét eksempel på, hvor og hvordan man som spirende journalist kan tage ud i verden. Man kan også komme til Sydkorea, Sydafrika, Skotland – listen er lang. Mit råd må være at gøre det på fjerde semester. Hvad går man glip af udover praktikstress?