Når man som journaliststuderende tager sig sammen og ringer sine partskilder op, bliver man ofte affejet med et “send en mail”. Er det virkelig bare sådan det er blevet nu? Og samtidig er det som om, at skolen ikke altid tager højde for, at systemet drukner os i mailbureaukrati. Grib knoglen, siger de bare.

Noget af det første, man lærer som journaliststuderende på DMJX, er at gribe telefonen og få ringet til kilder. Jeg husker det som yderst nervepirrende, da jeg stod som grøn journaliststuderende og skulle forstyrre andre mennesker med mine spørgsmål. 

Nu på fjerde semester står jeg dog overfor et andet problem. Selve opkaldet forløber fint, og der er ingen svedige hænder eller bævende stemme. Men når jeg ringer til styrelser, partskilder eller sågar eksperter, bliver jeg efter en lang talestrøm, om hvem jeg er, hvad jeg undersøger, og om jeg har fat i den rigtige person, prompte bedt om at sende en mail.  

Spørgsmålet er så, om det bare er den evige dans mellem journaliststuderende og partskilder, eller om det er et tegn på, at noget har ændret sig i branchen?

Vi er altså ikke i 1980’erne længere

Jeg forstår godt, hvorfor underviserne beder os om at ringe til kilderne i stedet for at sende mails. Spørgsmålet er bare, om det er sådan virkeligheden fungerer nu til dags. 

Det er et vilkår, at man som journalist bare skal “gribe knoglen”, og det skal læres så hurtigt som muligt, for kildekontakten går meget nemmere via telefonen. Siden telefonen blev opfundet, har journalister ringet rundt til deres kilder, og engang, i en ikke så fjern fortid, kunne journalister ringe direkte til ministrene på Borgen. Men sådan er det jo ikke mere. Kontakten med ministerier, styrelser og de enkelte ministre er mildest talt umulig – i hvert fald som journaliststuderende. Du kan ringe i en strid strøm, men der er sjældent tid til de enkelte spørgsmål, man har. Der er endda nogle politikere, der i deres telefonsvarer frabeder sig, at journaliststuderende ringer til dem. Og selv når man får fat i en presserådgiver, bliver man mødt med klassikeren: “Kan jeg få dig til at sende en mail?” – også selvom det er deres job at tale med os. Men hvorfor er det, at mails så er bedre? For jeg kan sende lige så mange mails og være lige så stor en pestilens, som hvis jeg ringede. Netop dén journalistiske dyd er ikke gået tabt. 

Jeg forstår godt, at kilderne beder om at få en mail, for tænk at tage telefonen og blive overvældet af en sådan ordstrøm, at man knap nok ved, hvem der er i den anden ende af røret. Så er det nemmere at overskue på skrift.

Men nogle gange er det som om, at skolen ikke rigtig anerkender denne problemstilling. Måske fordi der til tider stadig hersker en idé om, at man bare kan troppe op på Borgen, banke på en ministers kontor og bede om et interview, som var vi journalister i 80’erne. Der er sågar opgaver, der kræver, eller i hvert fald lægger kraftigt op til, at et svar fra en relevant politiker “BØR” indgå. Men hvordan skal det kunne lade sig gøre, når man bare bliver puttet ned i mail-syltekrukken af presseafdelingen? 

Jeg foretrækker at ringe, og det vil jeg også blive ved med at gøre, men når man gang på gang bliver bedt om at sende en mail, kommer man til at overveje, om det ikke bare var der, man skulle have startet.