I slutningen af mit 1. semester sad jeg på et tidspunkt i Kurt med en studiekammerat, der proklamerede, at det eneste, hun havde fået ud af sit medlemskab i Dansk Journalistforbund, var pressekortet.
Jeg forklarede hende selvfølgelig med det samme, at det ikke passer. At hun var aktiv i en af skolens foreninger, som får støtte af os, og at hun faktisk allerede havde været til ét af vores arrangementer.
Og i løbet af hendes studietid ville hun møde os meget mere. Hun ville kunne gå til kurser, søge om støtte til at komme på studietur i praktikken, og ikke mindst var hun sikret ordentlig løn og rettigheder, når hun skulle i praktik.
Bare for at nævne et par stykker. Og nu kigger vi endda kun på det, fagforeningen gør for de studerende.

Episoder som denne får mig til at tænke på, om vi har glemt vigtigheden af vores fagforening? For hun er ikke alene. Medlemstallet er faldende, godt nok svagt, men over en længere periode. Vi kan ikke længere fylde Frøberts til vores generalforsamlinger, og der er pludseligt langt til dengang, der var kampvalg om formandsposten.
Skal jeg stille mig selv det kritiske spørgsmål, så kan man spørge, om det er fordi, fagforeninger er mindre relevante i dag? Har vi kæmpet dét, der skulle kæmpes? Men den køber jeg ikke.
Vi er på vej ud i en branche præget af stor usikkerhed, hvor fyringsrunder og freelancearbejde venter.
Jeg har i min praktik på DR selv været vidne til den største besparelse i DR’s historie, og jeg har set, hvordan flere freelancere fylder i vagtplanen.
Og en freelancestilling er, hvad jeg og mange af mine medpraktikanter gør os forhåbninger om at kunne opnå, når vi engang er færdige med praktikken.

Som journalistpraktikant er det nemt at tage praktikløn og rettigheder om feedback for givet. Men vi behøver blot kigge på vores medstuderende på kommunikationsuddannelsen for at blive mindet om, at det langt fra er virkeligheden for alle studerende.
Kommunikatørerne skal i deres første praktik klare sig for deres SU, og selvom Danske Mediestuderende har kæmpet for, at man må få en erkendtlighed på op til 3000 kroner, hvis man er i SU-praktik, så er det desværre vores indtryk, at det er de færreste, der får det.
Det betyder ikke, at vi skal være tilfredse med, at praktiklønnen blev sat ned. Tværtimod. Men det ville måske klæde os at huske på, at løn og rettigheder ikke er noget, der er kommet af sig selv.
Så når min studieveninde dengang på 1. semester spurgte mig om, hvad hun overhovedet får ud af sin fagforening, så tænker jeg på, om vi har glemt den større fortælling?
Men jeg tænker også på, om vi som fagforening er blevet for dårlig til at fortælle den?
Og jeg tænker på, hvordan vi kan lykkes med at fortælle dig, som er medlem, hvad det er, KaJ gør for dig.