Journalistuddannelsen på DMJX forsøger at favne for vidt og for bredt på kort tid. Det giver mindre tid til fordybelse, og det høje tempo risikerer at slække på kvaliteten af undervisningen.

Jeg er virkelig glad for at gå på journalistuddannelsen på DMJX. Jeg husker den nat, hvor studiepladserne blev offentliggjort, og jeg kunne vågne op til et optagelsesbrev. Begejstringen var stor, og den er her stadig.

Jeg lærer noget nyt hver dag og har, modsat mange af mine venner på universitetet, en oplevelse af at forstå, hvad jeg laver. Jeg får ikke en kandidatgrad og bliver ikke akademiker, men jeg uddanner mig til en rigtig jobtitel. 

Jeg har dog én anke mod denne skole: tempoet. Hvordan kan det være, at vi japper os igennem alle forløb, projekter, temaer og opgaver? 

På DMJX’ hjemmeside står der om journalistuddannelsen, at ‘du lærer det hele’. Det er netop min anke, at vi skal rundt om så meget. Vi kradser i overfladen, men dvæler ikke ved noget. Jeg tror ikke, det er umuligt at skære en kommuneopgave fra eller mindske artikelproduktionen og i stedet bruge den tid på at forfine det journalistiske håndværk.

Første semester føltes som en feberdrøm. Det var noget med at skulle ud i en kommune, men først efter vi besøgte nogen med en fritidsinteresse. Den historie udkom da også både som tv-indslag og nyhedshistorie. Vi brugte lidt tid på at skrive refleksionsrapporter, en retsreportage, fik en intro til det fængende sprog, og jeg er helt sikker på, at vi også forsøgte at skrive rubrikker. 

Jeg forstår vigtigheden af det hele, og derfor ærgrer det mig også, at jeg ikke har en følelse af at være blevet god til noget af det.

Tempoet lægger ikke op til fordybelse, men snarere en arbejdsparole, der lyder, at det ikke skal blive godt, det skal bare blive færdigt. 

Journalisthøjskolen er ikke en akademisk uddannelse, og derfor er meget læsestof og teori skåret fra. Men også et håndværk kan forfines. 

Et eksempel er det kritiske interview, som vi brugte én uge af andet semester på. Som undervisningen slog fast, behøver det kritiske interview hverken være vredt eller ubehageligt, men kan bruges i mange sammenhænge. Derfor forstår jeg simpelthen ikke, at der ikke blev viet mere tid til det.

Misforstå mig ikke, for det var en lærerig uge. Vi havde et oplæg, brugte flere dage på research og selve interviewet blev udført foran en underviser, der kom med brugbar feedback. Der var omkring 10 ting, jeg ville gøre anderledes, da jeg kom ud fra den interviewsituation, men før det sidder på rygraden, har jeg brug for gentagelse. Ind til nu har den ikke været til stede.   

Efter fem dage med veltilrettelagt undervisning i kvantitativ metode sidder jeg med samme følelse af at have smagt på noget virkelig brugbart stof, som ikke har fået nok plads at udfolde sig på.

Jeg tror ikke, det havde stillet mit behov i stedet at læse på universitetet, hvor man virkelig får lov at begrave sig i akademisk læsestof. For det er jo sådan set ikke det, jeg efterspørger, eller pensum jeg anfægter. Det, jeg mangler, er fordybelse i det, vi allerede lærer og lidt kyndig vejledning sideløbende. Jeg ved det findes her på stedet. 

Jeg forstår godt, at uddannelsen afspejler en branche med højt tempo og hurtige historier, men det skræmmer mig, hvis udviklingen i nyhedsbilledet fortsætter på denne måde. Netop derfor synes jeg, Journalisthøjskolen har et ansvar. Vi må ikke underkende den indflydelse, som mere end 200 færdiguddannede journalister hvert år har på branchen og industrien. Hvis vi fik fyldt den journalistiske værktøjskasse med tålmodighed og fordybelse, kunne vi bidrage til et nyhedsbillede, der var mere nuanceret.