Hvem tørrer op efter praktikantens shitstorm? 

Mia Skovby og Emma Sylvest har en ting til fælles. De er begge kommet på den forkerte side af folkestemningen. Men de er også kommet ud på den anden side med blod på tanden efter mere.

Journalistik er et skrøbeligt erhverv. Man bevæger sig ud på isen og beder til, at den ikke brister under en. Alle ved, at der ikke skal meget til, før den krakelerer. Grafisk sprog, uenighed om regler for citering eller linjer taget ud af kontekst kan være nok. Pludselig kan du gå fra at være et spirende, velanset journalisttalent til forhadt og udstødt af dine medjournalister på sociale medier. For en shitstorm kan ramme enhver journalist nådesløst, men især når man er ny i feltet, skal man huske at holde hovedet koldt.

I denne artikel dykker vi ned i, hvor det endelige ansvar ligger, når isen brister.

En gratis shitstorm
”Det var ikke svært at kende forskel på royale og kommunale, da prinsen inviterede til 18-års fødselsdag.”

Sådan lød rubrikken på den reportage, journalistpraktikant Mia Skovby skrev for Euroman i forbindelse med den store fejring af prins Christian, og som hun siden har fået kritik for. Selv mener hun, at kritikken blev taget ud af kontekst, og især linjen: “De (18-årige gæster fra kommunerne) mangler det, man kun kan købe for penge: den gode kvalitet.”

“Det sjove er, at jeg virkelig har afleveret nogle ting gennem tiden, hvor jeg har troet, det ville ende i en shitstorm. Men artiklen om prinsens fødselsdag skrev jeg på en time, og jeg syntes ikke, den blev specielt god, så jeg tænkte, at den ville gå i glemmebogen,” siger Mia Skovby.

Det skete ikke. Mandag den 16. oktober blev artiklen udgivet, og allerede omkring klokken 11 om formiddagen eskalerede det. Mias telefon blev brandvarm.

“Indtil midnat tjekkede jeg min telefon konstant. Jeg blev rasende, fordi det blev taget ud af kontekst. Jeg syntes, at folk var nogle idioter,” siger hun.

Mia Skovby gik igennem hele følelsesregistret fra trist til rasende til at være okay med kritikken.

Èn samlet stemme
Chefredaktør for Euroman, Kristoffer Dahy Ernst, påtog sig hurtigt ansvaret og skrev ud på X på vegne af Mia Skovby og Euroman:

“Euromans reportage fra prinsens fødselsdag blev af mange opfattet som en negativ kritik af de inviterede 18-årige gæster fra hele landet. Det har ikke været meningen, og Euroman skal selvfølgelig ikke være et medie, der sparker nedad. Derfor: Undskyld.”

Hans opslag blev efterfulgt af et screenshot fra reportagen, hvor Euroman havde tilføjet en længere undskyldning og klargjort, hvad hensigten med artiklen var. Den præcisering er stadig til stede i bunden af artiklen, men der er ikke blevet rettet i den originale reportage.

Da han bliver spurgt ind til, hvorfor al kommunikationen gik igennem ham og ikke Mia Skovby, lyder svaret:

“Dels fordi hun er praktikant. Derudover ligger der desuden også noget i, at vi kun skal tale med én stemme fra Euroman, og det er min. Det er mig, der er ansvarshavende chefredaktør, og derfor har jeg ansvaret for det, vi udgiver.”

“Jeg har aldrig nogensinde kaldt nogens døtre for billige”
Det var svært for Mia Skovby ikke at gå ind i kritikken. Især fordi den endte på hendes feed på X. Der var for eksempel en, der postede et billede af sin datter med teksten ‘her er den datter, du kalder billig’.

“Jeg har aldrig nogensinde kaldt nogens døtre for billige,” siger Mia Skovby. 

Mia Skovby synes, at ordene i hendes artikel blev fordrejet på en uretfærdig måde. Heldigvis stod hele redaktionen bag hende, og da hun bad om, at der blev skrevet noget ud til alle kritikerne, skrev hendes redaktør, Magnus Kraft, på X, at kritikken burde rettes mod ham.

Selv om Mia Skovby endte i en shitstorm,  så er hun alligevel glad for, at det skete.

“Det var en mulighed for at få nogle øjne på sig,” siger hun.

Mia Skovby er derimod træt af, at kritikken tog udgangspunkt i, at hun er praktikant. Der blev blandt andet kommenteret, at man ikke skulle være så hård ved hende, eller at Euroman skulle undgå at give hende lignende opgaver i fremtiden. Det blev Mia Skovby gal over, da hun ikke kunne se, hvorfor det er relevant, at hun er praktikant.

“Jeg følte, de barnliggjorde mig. Pludselig var jeg ti år gammel i deres øjne. Det var vildt fornærmende, for det var min idé og mit projekt.”

Den kvindelige Thomas Treo
Mia Skovby er langtfra den eneste journalistpraktikant, der har oplevet modvinden fra en uventet shitstorm. Emma Sylvest, tidligere praktikant på Ekstra Bladet, oplevede også, at specifikke linjer i en af hendes reportager blev tolket helt anderledes end planlagt.

Den 6. august 2022 udkom hendes reportage med overskriften “Mine patter er ved at falde ud”. Reportagen handlede om sangerinden Jadas koncert på Smukfest.

“Jeg kan huske, at jeg vågnede næste dag til Iben Maria Zeuthens opslag om, at jeg var misogyn og sexistisk. Hun kaldte mig en kvindelig Thomas Treo. Jeg tænkte ’hold da kæft’. For det første var det slet ikke meningen med artiklen, og for det andet, så er det slet ikke sådan, jeg ser mig selv overhovedet,” siger hun.

Emma Sylvest finder desuden opslaget særligt interessant, da hun på turen hjem fra Smukfest diskuterede koncerten med Thomas Treo. I den snak sad hun og forklarede, hvorfor hun bestemt mener, at Jada er en dygtig og relevant kunstner.

En del af kritikken på Emma Sylvests reportage går på, at der var for meget fokus på både publikums og Jadas udseende og påklædning. Hun påpeger, at hun skulle beskrive stemningen og ikke musikken.

Shitstormen har ikke skræmt Emma Sylvest væk fra at skrive, men hun blev lidt ramt af, at mange af de hårdere kommentarer var fra andre journalister.

“Jeg syntes, det var tarveligt, at man gik imod en ny praktikant. Selvfølgelig skulle jeg stå på mål for det, jeg skrev. Men hun kunne jo også have valgt at smide en DM til mig fremfor at hænge mig ud på den måde. Specielt når hun så udlagde det forkert, som jeg jo syntes, hun gjorde.”

Her henviser Emma Sylvest til Iben Maria Zeuthens kommentar til sin reportage. Præsenteret for ovenstående undren forklarer Iben Maria Zeuthen følgende:

“Det forekommer mig for det første som et mystisk ønske at ville have den type respons i sin indbakke  og ikke offentligt, da man jo selv lever af at putte andre i spalterne. Hvorfor skulle journalister være et fredet folkefærd? Derudover udgiver vi ikke for at udføre kollegial sparring. Vi udgiver for at gøre hinanden klogere. Det gælder også, når det drejer sig om en kritik af en artikel, et sprogbrug eller et bestemt blik.”

Hvem hader de egentlig?
På Berlingske har de også oplevet, at deres journalistpraktikanter kan komme i offentlig modvind. Senest skete det i december sidste år, hvor en praktikant havde omtalt og skrevet en historie på baggrund af et offentligt opslag på X. Personen bag opslaget blev vred over, at Berlingske ikke havde spurgt om lov til at citere hendes opslag.

Praktikantens redaktør, Kasper Krogh, mener ikke, at praktikanten lavede en stor journalistisk fejl, selvom den blev beklaget efterfølgende.

“Som medie vil vi gerne beskytte vores praktikanter, hvis de havner i en shitstorm. Vi går altid ud og vurderer, om vi har vores journalistik i orden. Hvis vi har gjort noget forkert, så retter vi det selvfølgelig. Men vi skal også have styr på, om folk er uenige i, om historien skulle være bragt, i vinklingen, eller om de bare er sure på Berlingske,” siger Kasper Krogh.

Det kan være voldsomt, når man ender i en shitstorm, og det kan især være voldsomt første gang, det sker.

“Når det opstår, så snakker vi meget med praktikanten om, hvordan vi håndterer det bedst. Det er vigtigt, at man ikke tager det personligt, for typisk er folk egentlig kritiske over for mediet.”

Kasper Krogh mener, at kritikken mod praktikantens artikel sidste vinter i bund og grund handlede om, at folk havde set sig sure på Berlingske. Derfor var kritikken ikke rettet mod praktikanten.

“Det blev en anledning til at gå ind og rette en masse kritik mod Berlingske,” siger han.

Hos Berlingske er det væsentligt, at de kan forklare, hvorfor de har gjort, som de har gjort. Nogle gange vil praktikanterne selv gå ud og kommentere på det, men oftest er det en fordel, at redaktøren gør det.

“Som redaktør skal man kunne sige: Nu skal jeg nok tage den herfra og svare på mediets vegne,” siger Kasper Krogh.

Sådan skal det ifølge Kasper Krogh være, fordi redaktørerne har mere erfaring med, hvordan man skal håndtere det. Kasper Krogh peger på, hvor hurtigt det kan gå, og hvor vigtigt det er, at man er opmærksom, hvis en kritik begynder at køre.

“Men eksemplet med praktikanten fra december sidste år var også i den ekstreme ende,” siger han.