Foreningslivet på vores lille skole bobler af liv. Skolen får flere og flere foreninger, men DMJX Social har efter flere dårlige oplevelser kastet håndklædet i ringen.
Plakater, begivenheder og memes omhandlende DMJX Social.
TEKST: EVA BOYE RASMUSSEN
FOTO: DMJX RAPPORTEN, DMJX MEMES OG DMJX REVYEN
Bliv en del af Citat.
Ansøg om optagelse i Kurt.
Lav dokumentarer sammen med Dox.
Send radio og producér podcast med Radio Genlüd.
I skrivende stund er skolen oppe på over ti foreninger. Alene inden for 2024 har skolen fået fire nye foreninger. Men til trods for tilvæksten af foreninger er der også enkelte foreninger, som ikke overlever. Efter længere tids modgang har DMJX Social måttet kaste håndklædet i ringen.
”Jeg kan godt lide skolens foreningsmiljø, og har i andre foreninger fået gode oplevelser. Men i forhold til Social så er det bare ikke sjovt at være en del af en forening, som de andre foreninger gør grin med. Så mister man til sidst motivationen,” siger Maria Beierholm, som er et af de sidste medlemmer fra Social.
Maria Beierholm fortæller sammen med Katrine Eisemann de Almeida, hvordan de har oplevet foreningsmiljøet. De har oplevet, at deres forening blev nedgjort af flere af de andre foreninger blandt andet Rapporten. Derudover mener de, at de især er blevet hængt ud på sociale medier af DMJX Memes.
“Mærkelig adfærd”
Uddannelsesleder for journalistuddannelserne på DMJX, Henrik Berggren, er rigtig ked af at høre om deres oplevelser.
Henrik Berggren har set de eksempler på drillerier af foreningen, som ses i denne artikel, samt hørt udtalelserne fra Social.
”Jeg synes, det er en mærkelig adfærd. Og jeg synes, det er meget ufin adfærd. Det er jo noget af det, jeg synes, man skal afholde sig fra.”
Forperson for De Studerendes Råd (DSR) i Aarhus, Rosalina Bendix, synes også, det er problematisk, at de tidligere medlemmer af Social har oplevet dette. Hun understreger, at de i DSR gerne vil tale med dem om deres oplevelser, og at foreningslivet skal være rart for alle. Men er foreningslivet så virkelig det? Og bidrager alle foreninger til den gode stemning?
Er det bare satire?
Frederik Nees Hvid, som er ansvarshavende chefredaktør for Rapporten, mener, hans blad bidrager til den gode stemning på skolen.
”Journaliststuderende, kommunister og foto’er har klart en tendens til at sætte sig selv op på en piedestal og være en smule højrøvede. Hvis nogen andre skal kunne holde os ud, så er det vigtigt, at der er nogen til at holde os nede. Hvilket er dét, Rapporten er sat i verden for,” siger han og indrømmer dog blankt, at Rapporten har været med til at drille, men ikke nedgøre andre foreninger. Frederik Nees Hvid understreger også, at de aldrig går efter manden, men kun efter bolden. Han mener dog ikke, det kan blive nedgørende over for en enkelt forening, når Rapporten gør grin med alle skolens foreninger.
”Alt, vi laver, er satire og bare for sjov. Hvis folk vælger at tage det til sig, er det meget svært for os at gøre noget. Det hele er bare for sjov, og vi kan ikke tage højde for andres fortolkning af vores satire,” fortæller Frederik Nees Hvid.
Han henviser samtidig til, at Rapporten har en disclaimer i alle deres udgaver. Rapporten er et satireblad og afspejler ikke skolens holdninger. Og alle forbehold skal tages, når man læser Rapporten.
Vanessa Kjær, som er en af stifterne bag Revyen, mener heller ikke, at Revyen har været for grove overfor Social.
”Vi laver satire. Vi lavede sjov med alle i foråret. Det kan jeg ikke se et problem med,” understreger hun.
Til sidst er det ikke sjovt
Men selv om både Revyen og Rapporten fastholder, at det blot er satire, og de altså ikke er ude på at være decideret nedgørende overfor Social eller andre foreninger på skolen, siger Maria Beierholm og Katrine Eisemann de Almeida enstemmigt, at det kan blive for meget.
”En ting er at gøre grin med en forening. En anden ting er at gøre grin med foreningen igen og igen. Til sidst er det bare ikke sjovt længere, så bliver det nedgørende. Man vil så gerne lave gode sociale arrangementer for alle på skolen, men når der konstant bliver gjort grin med det, resulterer det både i, at man mister motivationen, og at de andre studerende også stopper med at komme,” siger Maria Beierholm, mens Katrine Eisemann de Almeida nikker og erklærer sig enig.
DMJX Memes mener heller ikke, at de har kørt på Social i højere grad end andre foreninger på skolen. Alle på hele skolen står for skud, når der bliver lavet memes. Foreningen henviser også til, at hvis man kigger deres opslag over en længere periode, synes de heller ikke, at der tegner sig et billede af unaturlig meget sjov med lige præcis Social.
”Vi er naturligvis utrolig kede af det, hvis vi har bidraget til, at Social ikke laver arrangementer længere. Det er en forening, som flere af os har benyttet og sat pris på,” siger DMJX Memes i en fælles udtalelse.
Klar til genstart
Katrine Eisemann de Almeida understreger dog, at de hårde bemærkninger ikke udelukkende har været katalysator for, at foreningen ikke længere findes.
”Det kræver tid. Jeg var selv på udveksling sidste semester og ville egentlig gerne starte foreningen op igen sammen med de andre, men overskuddet er der ikke fra alle, og jeg kan ikke bære foreningen selv. Så hvis nogen vil være med til at starte foreningen op igen, er jeg i hvert fald klar.”
Og det kan da også godt være, vi snart ser mere til Social igen, da Rosalina Bendix også løfter sløret for, at DSR lige nu er i gang med at se på, hvordan de kan videreføre foreningen.
Hvilket også sker til stor glæde for Henrik Berggren, der mener, skolen har brug for en forening som denne, hvor alle er velkomne.