Journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer med de kommende journalister: ”Du ved ikke en skid, før du har spurgt”

Vil du være nyhedsredaktør, reporter, vært i radioen eller et anstændigt menneske? Så læs med, når den garvede journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer fra tredive år i branchen. 

”Hvorfor får han lov til det?”, ”Hvorfor vægter vi ikke?” og ”det er også for dårligt, at…”

Marie Louise Toksvig sidder i vindueskarmen på Ekstra Bladets redaktion og galper op om irriterende mellemledere, da hun i 1993 er i praktik. Ved siden af sidder hendes kollega Philip Lauritzen ved sin computer og lader fortsat fingrene danse over tastaturet med en Rød Prince dinglende ud af munden. Da hendes talestrøm forstummer, fjerner han cigaretten.

”Jeg forstår dig godt, Marie Louise. Det er fandme også skideirriterende. Ved du hvad, jeg synes? Jeg synes, du skal sætte dig på din røv og lave nogle gode historier. Så får du det meget bedre,” siger Philip Lauritzen.

Tre årtier senere sidder hun i sin lænestol og tænder en smøg i eftermiddagssolen.

”Det er et af de bedste råd, jeg nogensinde har fået,” siger hun, tager et sug og begynder at dele ud af sine erfaringer fra 30 år i branchen.

De journalistiske dyder

Marie Louise sidder afslappet i sin spisestue og gestikulerer med hænderne som en naturlig del af sin fortælling om journalistikkens plads i samfundet. Den eneste pause, hænderne får, er, når de står stille for at tænde en cigaret eller slukker gløden i hendes askebæger med porcelænsgæs.

”Journalistens opgave er at fortælle samfundsborgerne om samfundet. Vi skal forstå hinanden, fordi uden forståelsen er der ingen samtale,” siger hun.

Grundlaget for samtalen skal journalisterne facilitere og kvalificere ved at pumpe viden, forståelse og indsigter ud i samfundet, så borgerne har de nødvendige forudsætninger for at kunne tage del i samfundet.

Hun sidder i lænestolen med højhælede støvler, opsat hår og en grå sweater. I ny og næ rejser hun sig for at få gang i blodcirkulationen, mens hun fortæller om de grundlæggende journalistiske principper: Man må ikke lyve, man skal være fair, neutral, kritisk og fordomsfri. For de vigtige ord er ikke dem, der kommer ud af journalisten, men de ord, der kommer ud af mennesket overfor.

”Min interesse skal være oprigtig og ikke båret af en forudindtagethed om, at sandheden imellem os, den har jeg defineret på forhånd. Vi journalister er ikke sat i verden for at dømme eller gætte,” understreger hun.

Hun sætter sig igen og slipper sit gråbrune hår fri af hårnålene i nakken.

”Og så skal vi være kritiske, men det betyder ikke at være mistroisk. Kritisk betyder at være undrende, skeptisk og nysgerrig,” siger Marie Louise Toksvig.

Det handler ikke om dig

”Det handler ikke om dig, det handler ikke om dig, det handler ikke om dig.” 

Sådan siger Marie Louise Toksvig til sig selv, inden hun går i studiet for at sende en times ‘Tabloid’ på P1. I programmet inviterer hun hver uge lytterne med ind i det redaktionelle maskinrum og varedeklarerer journalistikken, når hun som vært taler med journalister om deres valg og fravalg. 

Som vært handler det ikke om at profilere sig selv og vise, hvor dygtig man er, men om at fortælle en historie eller få de gode svar, så lytteren bliver klogere. 

”Vi vil allesammen gerne tage os godt ud, uanset om vi klæder os på for at gå ud ad døren eller stiller os ind i et radio- eller TV-studie. Men det er ikke det vigtige for dem der betaler,” siger hun.

Vær grundig og forstå problematikken

Der var aldrig blevet læst Ekstra Bladet i hendes barndomshjem. Her blev der læst Børsen og Politiken, men tabloidavisen var sikkert et fint sted at øve sig, sagde hendes mor, da hun landede sin praktikplads.

”Tit er forestillingen om den tabloide journalistik, at den er overfladisk og fræk. Hvis man kan få blod, bryster og sæd, så er det fedt, men den tabloide journalistik, som jeg har lært, handler om at stå på et stort fundament af viden for at være i stand til at tillade sig at vinkle skarpt,” siger hun.

For at vide meget, bliver man nødt til at opsøge dem, der ved noget. Man kan ikke sidde på redaktionen og tænke sig til svarene, og hvordan virkeligheden ser ud, mener hun.

”Jeg skal forstå mennesket og problematikken, før jeg beslutter mig for, hvad der er væsentligt at fortælle videre til andre. Du ved ikke en skid, før du har spurgt,” siger Maire Louise Toksvig.   

Sjusk

Det er vigtigt at være præcis med sproget og sætte sine kommaer korrekt, for det er dit værktøj som journalist. 

”Vi har sproget, og sproget har muligheden for at nuancere, præcisere og definere. Og i sidste ende at sikre, at vi taler om det samme, når vi fører en samtale,” siger hun.

Det er basal ordentlighed at gøre sig umage med sproget, mener hun.

”Tænk, hvis blikkenslageren sjuskede med tingene, så ville der løbe vand udover det hele. Det er det første indtryk, andre mennesker får af dig. Det svarer til, at du møder op på date med broccoli mellem tænderne og lugter af armsved,” siger Marie Louise Toksvig.

Uden grundigheden bliver journalisterne for nemme at kritisere, mener hun.

Feminist? Aktivist? Nej. Journalist

Tre kvinder kan godt tage en kittel på og kalde sig behandlere, men der er forskel på, om den ene har læst medicin på universitetet, den anden har en fodterapeutuddannelse, og den tredje har været på weekendkursus i krystalhealing. 

”Som forbruger skal man kunne afkode, hvad man har med at gøre. Det bliver svært for medieforbrugeren, hvis journalisten både vil være meningsdanner, ekspert og reporter, ” siger Marie Louise Toksvig, mens hun deler rummet op i kasser med sine hænder.

”Vi skal som journalister minde os selv om, hvad vores opgave er, og hvad den ikke er.” 

Hvis man gerne vil arbejde som journalist, er der, i hendes optik, noget andet, man må undvære. Eksempelvis at deltage i en offentlig debat.

”Når der nu er den store udfordring med tilliden til os, så er det måske endnu vigtigere at kunne sige: ’Hør her, jeg står her, fordi jeg har en opgave, ikke fordi jeg har en personlig mission’,” påpeger hun.

Stå ved det

Under en demonstration imod nedlukningen af Radio24syv, gik Marie Louise Toksvig hen for at se, hvad der foregik, og fandt sit livsmotto på et aflagt skilt på jorden. ’Stå ved det,’ stod der.

”Det er mit opdragelsesprincip i alle relationer. Vi skal være gennemsigtige med journalistikken og turde indrømme, når vi har lavet en fejl eller kunne have gjort tingene på en bedre måde,” siger hun.

Det er særligt vigtigt at tage ansvar i et fag, der har så stor magt, og som kan gøre skade på enkelte mennesker, hvis ikke man forvalter den magt, man har, med omhu. Hun rejser sig op og går ud i køkkenet på sine sylespidse hæle, mens hun taler videre. 

”Hvis ikke vi som journalister kan stå ved det, vi gør, hvorfor fanden skulle nogen så tage os alvorligt, når det er dét, vi beder alle andre om?” siger hun og vender tilbage til lænestolen med en ny lighter.     

”Hæderlige, anstændige mennesker står ved det, de gør. Stå ved det, og opfør dig ordentligt,” siger hun og smiler.   

”Hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være”

Som journalist starter man forfra hver dag, og det fordrer, at man bliver ved med at være interesseret i sagen og mennesket. Man skal være optaget af at finde viden, indsigter og historier, samtidig med at man bevarer ydmygheden og nysgerrigheden til at gøre det igen og igen – altid med fokus på, hvad journalistikkens opgave er. Den dag, man ikke kan det, skal man holde op med at være journalist, fik Marie Louise Toksvig at vide af sin kollega Niels Frederik Westberg, da hun var praktikant på Ekstra Bladet.

”Det er de to mest markante råd fra min ungdom, jeg kan huske, som har haft betydning for mig. Det handler ikke om mig, og hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være,” siger hun.

Nu deler hun selv sine egne råd og erfaringer med de kommende journalister.