Vi skal igen snakke om jeg’et. Jeg’et i gonzojournalistikken. Hvor det startede,og hvorfor det har fået en plads i journalistikken.
Vi skal også snakke lidt om mig. Selvfølgelig. 

Der bor en lille fyr inde i mit hoved, som ikke har lyst til at lave andet end at ligge i sofaen og se Succession hele dagen. Og hver gang jeg har en deadline, der nærmer sig, råber han lidt højere. Men min trang til overspringshandlinger hjælper ikke på kreativiteten. Det eneste, der hjælper, er, at jeg kommer i det rette mood. Af en eller anden grund er det altid sidste minuts panik, der aktiverer mig.

Og her tæt på deadline, midt i min skriveblokade, mellem mine femten åbne faner og et rodet docs-dokument, der sår tvivl om, hvordan jeg er kommet ind på den her uddannelse, støder jeg på et citat af den amerikanske journalist Tom Wolfe. Dét ene citat indkapsler hele hovedpinen af at begå sig skriftligt i noget som helst. 

‘’Det er jo rædselsfuldt at skrive. Jeg stoler ikke på dem, der siger, at de nyder processen. Det er ulideligt. Man skal proppe lyde, symboler og lugte ned på en side. Det er jo umuligt.’’ 

For en der gjorde en stor karriere ud af at formidle skriftlig journalistik, og kaldte det at skrive for ‘’det vigtigste, man kan foretage sig,’’ så hader han at skrive lige akkurat så meget, som jeg selv gør. Det trøster lidt i hele den her proces. 

Det var i 1973, at Tom Wolfe første gang definerede den form for journalistik, jeg forsøger mig med lige nu på min redaktørs opfordring. Jeg-journalistikken. Selv kaldte han det ‘new journalism’. 

 I sin antologi, en bog der fungerer som et manifest og en samling af eksempler på new journalism-skribenter, kårede Wolfe en række amerikanske journalister tilbage i 1973 som essensen af begrebet og fænomenet. Store journalistiske navne, der alle skrev artikler i fiktionens sprog, som Gay Talese, Joan Didion og Hunter S. Thompson. 

Journalistikken får karakter 

Allerede i løbet af 1960’erne, ti år før antologien, gjorde fænomenet new journalism op med den objektivitet, som man havde tillagt journalistikken, siden den så sine første dage. Med lån fra litteraturens verden gjorde new journalism journalistikken spændende, smuk, rå og subjektiv. Og så blev der plads til en inddragelse af journalisten selv. Journalistik fik karakter. Men Wolfe gjorde også skriveprocessen besværligere. Sproget skal være levende, man skal mærke skribentens stemme! Okay. Kan I mærke min frustration?  

Men. Det var ikke alle, der var begejstrede for at få deres navn i Wolfes antologi. I et brev til Wolfe skrev Hunter S. Thompson: 

 ‘’Jeg får dine lårben slebet til knoglesplinter, hvis du nogensinde nævner mit navn igen i forbindelse med det forfærdelige ‘new journalism’-snak, du promoverer.’’

Thompson, der ellers fik tilskrevet sig hele to kapitler i Wolfes’ antologi, gav os i stedet ’gonzo’. 

En genre af selvdestruktivitet 

Fire år før jeg begav mig ud med den her artikel, stødte jeg på gonzo-begrebet for første gang. Midt i en YouTube rabbit hole session finder jeg frem til Hunter S. Thompsons daglige rutine. Jeg ved stadig ikke, om jeg er forarget eller imponeret. 

Ni baner kokain, LSD dråber, champagne, fem glas whiskey, med is, bevares, flere omgange chartreuse, en pakke smøger, et par joints, Heineken og margaritas og én enkelt portion Pasta Alfredo blev det til, før han begyndte at skrive sine artikler. Og et eller andet sted så beskriver hans daglige rutine måske gonzojournalistikken bedre end jeg kan med citerede eksempler. 

Det var egentlig meningen, at den her artikel skulle skrives som et gonzo-piece. ’Find din indre gonzo-journalist,’ sagde de. Jeg ved ikke om mine redaktører har misforstået begrebet, eller om de forsøger at slå mig ihjel via selvdestruktivitet.  

Med ligheder fra new journalism-bølgen handlede gonzojournalistikken om at rapportere sandt men subjektivt. Så er der twistet. Tab af selvkontrol, skribentens indre monolog, mørk humor, iscenesættelse af skribenten selv som hovedkarakter og selvfølgelig at rapportere påvirket af stoffer og alkohol. 

Det var med reportagen “The Kentucky Derby is Decadent and Depraved” fra 1970, at Thompson for første gang slog igennem med sin skrivestil. Hvad der skulle have været en objektiv reportage fra et af Sydstaternes største events, blev i stedet en skildring af skribentens selvdestruktivitet; hans indre, sarkastiske og fordømmende monolog. 

Mest af alt en reportage om ham selv og hans tilbøjelighed til at være drevet af impulser. 

Der var ikke meget journalistik over det. Det hele handlede om ham. Men man må give ham, at reportagen er underholdende og svær at glemme.

Om Thompson nærmere var en karakter defineret af sin chok-effekt, end han rent faktisk var journalist, må man selv vurdere. Om ikke andet slap han afsted med det, i hvert fald i en årrække, netop på grund af sit talent for formidling og sprog. Et eller andet sted var han også godt klar over det:

‘’Jeg hader at være fortaler for stoffer, vold og vanvid. Men det har altid virket for mig.’’

Er gonzo dødt eller redefineret?

Måske virkede gonzojournalistikken faktisk kun for Hunter S. Thompson. Hvorvidt den kan tilskrives andre end Thompson selv, er der delte meninger om. I dag, godt 50 år senere, har man fortsat travlt med at beskrive enhver form for journalistik med chok-faktor som værende gonzo.

Senest i Danmark da Radio4s Louise Fischer tilbage i 2021 havde sex i en swingerklub for åben radio, hvor man næsten kunne lugte rummet gennem højtaleren, kaldte den danske mediebranche det for ‘ren gonzo.’

Samme år udgav René Fredensborg en podcastserie med titlen ‘En gonzo siger goodbye.’ Serien skulle fungere som et langt afskedsbrev til den mediebranche, som han i øvrigt stadig er en del af her to år senere. På blot 15 minutter formår Fredensborg i en enkelt episode at sætte flueben ved samtlige af genrens klichéer ved at åbne en dåseøl, tænde en cigaret og pisse i egen have, alt imens han taler sig igennem sin podcast om, ja, ingenting.

Også det amerikanske medie Vice har forsøgt sig med genren i årevis og aktivt opfordret sine journalister til at indlejre sig i de kulturer og mennesker, de skriver om. De havde til dels succes med det, lige indtil deres redaktør Yaroslav Pasukhovs røg i fængsel for international kokainsmugling i gonzojournalistikkens navn.

Selvom adskillige journalister gennem årene har fået koblet gonzo til deres navn, eller forgæves forsøgt selv at definere sig indenfor genren, så er der oftest ét dansk navn, som nævnes igen og igen med fænomenet. Morten Sabroe. Men selv udtalte Sabroe til Kristeligt Dagblad i 2021, at gonzojournalistikken aldrig har levet videre i Danmark, eller andre steder for den sags skyld. 

‘’Det var og er kun Thompson, som virkelig kunne finde ud af det der.’’

Jeg, jeg, jeg

Der har altså været plads til journalistens personlighed og stemme længe. Det, der gennem årene har karakteriseret den, har været en blanding af skrivestilen og karakteren bag. New journalism er forældet, og gonzo er måske ingenting uden Thompson. 

Men jeg’et, som bevægelsen bragte med sig, er kommet for at blive. Hvad end det er Zetland-skribenter, der åbent og sårbart fortæller om deres stress, eller 24Syv-journalister, der instruerer pornoscener live i radioen. Det bærende element for hver af de værker er, hvad journalisten selv gør eller oplever. 

Jeg-journalistikken udvikler sig, skærer lidt fra undervejs og samler noget nyt op hele tiden. Nogle hader det, mens andre elsker det. Men lige meget hvor godt man skriver sig selv ind i sin artikel, så vil der altid være en eller anden derude, der mener, at man er en dårlig skribent. Og det kan jeg måske godt leve med. 

Timevis af research og frustration for noget, der kan læses på fem minutter og smides i skraldespanden på 10 sekunder. Når den her artikel er afleveret, sendt til print og udgivet, så får jeg muligvis et enkelt eller to gode ord med på vejen. Hvis jeg er heldig, får jeg en enkelt klapsalve fra en, der alligevel ikke ved bedre.

Wolfe havde ret. Det er ulideligt at skrive. Men det bliver lidt sjovere, når jeg får lov at inddrage mig selv og min holdning.