Kan man være journalist, når man arbejder for Socialdemokratiet eller Danmarksdemokraterne? I Europa-Parlamentet bliver grænserne mellem journalistik og politisk kommunikation utydelige. Her bruges den journalistiske værktøjskasse til at formidle politiske budskaber.

Journalistpraktikant Zakarias Forsberg de los Reyes er trådt ind i den politiske arena. Han sidder på Socialdemokratiets kontor i Europa-Parlamentet. Foran ham står tre computerskærme. På venstre side står en kop med den socialdemokratiske Niels Fuglsangs navn på. Til højre står en drikkedunk med den blå gruppe Renew Europes logo. Om logoet er blåt eller rødt, tager han ikke så højtideligt.

Zakarias Forsberg de los Reyes befinder sig i Europas magtcentrum. Han arbejder i krydsfeltet mellem journalistik og politik. To felter, der ikke er så fjernt beslægtet, som man opfostres til at tro på DMJX.

Arbejdsdagen byder på mails, møder og masser af EU-politik. Og selv om Zakarias Forsberg de los Reyes har nogle ifølge ham selv meget stærke holdninger til nogle af de emner, han arbejder med til daglig, repræsenterer han først og fremmest Socialdemokratiet.   

“Jeg synes bestemt, at jeg er i stand til at undgå at blive influeret af mine egne holdninger,” fortæller han.

’Hvad synes jeg?’ spiller ingen rolle

Lasse Thorsø Nielsen er uddannet journalist, og har ifølge ham selv påtaget sig en spændende udfordring i sit arbejde som kommunikations- og presserådgiver for Kristoffer Storm, der er medlem af Europa-Parlamentet for Danmarksdemokraterne. Med en fortid i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har han været vant til at blande sig i den politiske samtale, men nu er det ikke længere sine egne politiske holdninger, han formidler.

Den professionelle kasket indgår altid i Lasse Thorsø Nielsens arbejdsuniform. Selvom opgaverne i høj grad er præget af politisk rådgivning, blander han ikke sin egen politiske holdning ind i sit arbejde.

“Jeg skal tage det, Kristoffer Storm mener, og sørge for, at det fremstilles på den bedst mulige måde over for vælgergruppen og pressen,” siger Lasse Thorsø Nielsen.

Niels Fuglsang er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, og hos ham lærer journalistpraktikant Zakarias Forsberg de los Reyes både at lave indhold til vælgerne gennem kommunikationsarbejde, men er samtidig med til at lægge den politiske linje for partiet i Europa-Parlamentet.

Selvom han er journalistpraktikant, omtaler Zakarias Forsberg de los Reyes partiet som ‘vi’, når han fortæller om den nye dagligdags opgaver.

“Man lærer, at arbejdet er en verden for sig, og man stopper ikke hele tiden op for at spørge sig selv: ‘Hvad synes jeg egentlig?’” fortæller han.

Som en sportsjournalist med et favorithold

På journalistuddannelsen bliver man undervist i at tilstræbe sig objektivitet. Det vil sige, at man skal tilsidesætte sine personlige holdninger, skrotte sine fordomme og forholde sig faktuelt og nuanceret i sine produktioner.

Journalister forventes at holde sig objektive i deres arbejde, men hvordan hænger det sammen med at være ansat som journalist hos et politisk parti?

Spørger man Lasse Thorsø Nielsen, kan man ikke være 100 procent objektiv i journalistik. Alle de redaktionelle valg, der skal tages i arbejdet med en historie, vil medføre, at man vinkler historien på en bestemt måde.

“Selvom man altid stræber efter objektivitet i den journalistik, man laver, så vil der altid være bagvedliggende bias i det, man gør,” siger Lasse Thorsø Nielsen.

Zakarias Forsberg de los Reyes mener, at man skal tilstræbe sig objektivitet, hvis det drejer sig om public service. Derudover mener han, at journalisterne helt klart gerne må have en holdning. Det ser man i kraft af prioritering af, hvad der skal dækkes, og hvor meget spalteplads de forskellige emner skal have. Hvis man spørger ham, er det dog ikke relevant, at journalisten tilkendegiver sit politiske ståsted.

“Jeg synes, det er ligesom med sportsjournalister. Man kan sagtens holde med et fodboldhold, så længe man er i stand til at lægge det fra sig, komme med analyser og ikke formidle sin egen holdning,” fortæller han.

Professionel distance eller åbne kort? 

Zakarias Forsberg de los Reyes mener ikke, det er relevant for sin praktik hos Socialdemokratiet, hvad han stemmer. Han oplever, at de ansatte hos politiske partier i Europa-Parlamentet er gode til at holde den professionelle distance og lægge deres egne holdninger bag sig.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Lasse Thorsø Nielsen ikke altid er enig i den politik, han til dagligt arbejder med at formidle. Han mener, at det er med til at gøre politikeren skarpere at have en presserådgiver med en anden politisk overbevisning. I hans øjne kan det være med til at styrke troværdigheden, at Lasse Thorsø Nielsens kryds på stemmesedlen ikke ender ud for Kristoffer Storm.

“Man skal turde stille sig kritisk over for det, man arbejder med. Det styrker budskabet, hvis alle ikke er enige,” siger han.

Modsat Zakarias Forsberg de los Reyes giver det for Lasse Thorsø Nielsen mere troværdighed til en journalist, at man som læser kender deres politiske ståsted. Det kan være en fordel at bekende kulør, så man har noget at holde det op på. Ligeledes mener han, at det er passende for sit arbejde for Kristoffer Storm.

“Så hellere bekende kulør, så man ved, hvad min bias er, selvom jeg prøver at være så objektiv som mulig,” siger Lasse Thorsø Nielsen.

At formidle en historie eller sælge et budskab

Både Zakarias Forsberg de los Reyes og Lasse Thorsø Nielsen er enige i, at det arbejde, de foretager sig i Europa-Parlamentet, ikke er

journalistik, som man kender det fra DMJX. En del af deres arbejde handler om at formidle et politisk budskab. Noget som den klassiske journalistik forsøger at holde sig fra.

Lasse Thorsø Nielsen bruger hele sin journalistiske værktøjskasse, når han er med til at lægge en strategi.

“Jeg laver en bouillonterning af EU-politik. Jeg tager noget, der er svært og komplekst og laver forskellige kommunikationsprodukter ud fra det,” fortæller han.

Jan Dyberg Larsen, der underviser i EU på DMJX, anerkender, at der ikke er tale om ‘klassisk’ journalistik, når man er journalistpraktikant i Europa-Parlamentet. Han mener dog, at man kan bruge mange af redskaberne fra undervisningen.

“Der er et kæmpestort overlap af de værktøjer, man bruger, og den måde man arbejder på. Jeg kan ikke se, at der er noget problem, så længe man selvfølgelig er klar over, hvornår man laver hvad, og omverdenen også er det,” mener Jan Dyberg Larsen.

Han mener altså, at skellet mellem journalistik og kommunikation ikke er så sort-hvidt, og at det er et nuanceret spektrum. I den ene ende er klassisk journalistik med tilstræbt objektivitet, og modsat findes det rene PR-arbejde.   

Fra Bruxelles til breaking news

Man skulle tro, at drømmen for en uddannet journalist netop var at arbejde som journalist. Spørger man Lasse Thorsø Nielsen, så er svaret et andet.

“Jeg bliver aldrig klassisk journalist,” fortæller han.

Han understreger, at den typiske opfattelse af journalistik ikke passer til ham, men at han trives i arbejdet med kommunikation.

Zakarias Forsberg de los Reyes’ hensigt med opholdet i Europa-Parlamentet var ikke at slå rod i det politiske kontor. Det var snarere et led i planen om at blive en EU-kyndig journalist. Derfor går en mangeårig drøm i opfyldelse, når han efter sommerferien fortsætter sin praktikperiode hos TV 2 Nyhederne i København.

Drikkedunken og koppen med de politiske stempler lader han blive i Bruxelles, når han får sit nye skrivebord på Teglholmen. Med sig tager han i stedet den politiske indsigt og alle de erfaringer, han har gjort sig på sit ophold i Europa-Parlamentet.