Man bider ikke den hånd, der fodrer en. Det udtryk er universelt, og det gælder derfor også i det journalistiske felt. Hvert år modtager især landsdækkende medier mange millioner kroner i mediestøtte. Det er for at understøtte kultur, demokrati og sikre et mangfoldigt mediemarked, lyder begrundelsen ofte. Men det er paradoksalt og ekstremt problematisk, at medierne får penge af de magthavere, som de forventes at kontrollere. Logisk hænger det ikke sammen.

Armslængdeprincippet slår revner

Nogle vil sige, at risikoen for politisk indblanding i mediernes gøren og laden er nærmest ikkeeksisterende – blandt andet fordi mediestøtten gives ud fra objektive kriterier, som sikrer et armslængdeprincip. Det er et godt argument, for i Danmark har vi generelt stærke institutioner, som ikke uden videre bukker under for politisk pres. Jeg vil dog alligevel agere pessimist og blot gøre opmærksom på, at netop armslængdeprincippet er voldsomt presset. Det kom til udtryk i den nye public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren, hvor DR blandt andet forventes at afholde sig fra at skrive lange, dybdegående artikler på deres hjemmeside. Det er et eksempel på, at politikerne ikke er rædde for at blande sig i DR’s redaktionelle arbejde, og de private medier risikerer samme skæbne, hvis de ikke passer på. Hvis vi betragter armslængdeprincippet som en decideret institution, er det desværre begyndt at slå revner i sin før så fine overflade. Vi kan ganske enkelt ikke tage det for givet. Derfor vil det være sundt for medierne, at de udelukkende lever af deres egen troværdighed og ikke af politikernes gavmildhed. 

Brugerne ønsker høj troværdighed

Ifølge Kulturstyrelsen modtager eksempelvis Information og Kristeligt Dagblad henholdsvis 25 og 28 mio. kr. i mediestøtte i 2018. Information har selv sagt, at de risikerer at dreje nøglen om uden statslig støtte. Det indfanger selve kernen i problemet, for så har politikerne uhørt meget magt. Hvis de har lyst, kan de lukke landsdækkende medier, som udbyder vigtig, kritisk journalistik. Fremmer det journalisters lyst til at gå kritisk til magthaverne?

Lad os ikke være naive: Politikerne har en klar interesse i at give statsstøtte til medierne. Det giver landets journalister en tilskyndelse til at se lidt mindre kritisk på magthaverne, end de måske ellers ville have gjort. Ganske vist udgør mediestøtten kun en meget lille del af et medies samlede indtægtsgrundlag, men det holder døren på klem for, at politikerne kan øge støtten på et senere tidspunkt. Det er med andre ord en potentiel glidebane, som risikerer at true de private mediers uafhængighed i en tid, hvor journalister i forvejen lader til at have en lav troværdighed. Det kan branchen ikke være tjent med, også selvom det på kort sigt vil gøre ondt, hvis mediestøtten forsvinder.

Medierne har som bekendt besvær med at tiltrække abonnenter. Men jeg er overbevist om, at medier, der kun lever af sin egen troværdighed, vil se en positiv udvikling på bundlinjen. Min tese er, at mediebrugerne efterspørger høj troværdighed, og hvis min antagelse holder stik, kunne en afskaffelse af mediestøtten være en del af løsningen på en af journalistikkens største udfordringer.

Sender et dårligt signal

Det handler dog ikke blot om de praktiske udfordringer, der er ved at have statsstøttede medier. Der er også helt grundlæggende etiske og journalistiske principper på spil. Det sender et dårligt signal, at private medier får bevilget støtte fra politikerne. Det er et uheldigt sammenfald mellem to institutioner i samfundet, der skal holde hinanden i skak, og som har to vidt forskellige formål: Politikerne forventes at udøve magt, og medierne forventes at kontrollere, at det ikke udvikler sig til magtmisbrug. De bør derfor holdes adskilt i videst muligt omfang, og så er der ingen vej uden om, at medier på støtten hører fortiden til.