Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller
skribenternes holdninger.

Kære medstuderende: Mødetidspunktet er ikke til debat

TEKST: MADS KLEIS

Udgivet den 12. december 2024

Forleden dag da klokken slog ni, og underviseren gik i gang med dagens lærdom, var kun halvdelen af klassen mødt op. Det er ganske vist den tid på året, hvor temperaturen daler, og influenzaen kommer snigende, fordi jakkevalget ikke har fulgt med, men at halvdelen skulle være syge – det syntes jeg alligevel, var voldsomt.

Men halvdelen var ikke syge. De kom bare dumpende de næste otte minutter. Det ene undskyldende nik og beklagende sorry efter det andet. Alt sammen kvitteret for med underviserens stiltiende accept.

De bøjede nakker og de åbenlyst flove

grimasser viste med al tydelighed, at man erklar over det banale – at man bare ikke kommer for sent. Alligevel sker det konstant.

Jeg har frygtet denne dag. For på den ene side er jeg træt af, at folk ikke kan klokken. På den anden side har jeg indset, at det er så udbredt en tendens, at jeg er bange for at få det halve af skolen på nakken ved at italesætte det. Jeg er sikker på, at der er nogen, der vil læse dette indlæg og tænke, at jeg lyder hysterisk. Men jeg synes, det er vigtigt. Og mit tilsyneladende sure opstød kommer fra et kærligt sted. Så tag det, for hvad det er; en velmenende opsang til fordel for at kunne realisere sit fulde potentiale.

For vi går nemlig på en uddannelse, der stiller store krav til troværdighed. Og hvis man, allerede inden man har mødt en kilde, har demonstreret, at de ikke engang kan stole på, hvornår man dukker op, hvordan kan de så stole på, at vi fortæller deres historie ordentligt og sandfærdigt?

”Hvorfor er det, at man ser igennem fingre med direktørtid, når direktøren i stedet kunne benytte chancen til at lære eleverne, at udover at plagiat og pjækkeri er passé, så er punktlighed en prioritet?””

– Mads Kleis, journaliststuderende på 2. semester

Og vi går på en uddannelse, der leder mod en branche, hvor det hele står og falder med et klokkeslæt. Her er der ikke plads til en lemfældig omgang med tiden, og man kommer hurtigt galt afsted, hvis man ser et mødetidspunkt med en ordfører eller en deadline på en artikel som noget vejledende.

I grunden forstår jeg ikke, hvorfor det får lov at fortsætte. Journalisthøjskolen er så hård over for snyd og fravær. Der er simpelthen ikke plads til den slags ude i branchen, må man forstå. En politik, der søger at køre de gode og sunde journalistiske værdier ind med modermælken.

Men hvorfor er det så, at man ser igennem fingre med direktørtid, når direktøren i stedet kunne benytte chancen til at lære eleverne, at udover at plagiat og pjækkeri er passé, så er punktlighed en prioritet? Jeg synes, at man fra ledelsens side gør eleverne en bjørnetjeneste ved at være laissez-faire over for at møde forsilde.

For det er ikke nok bare at være en dygtig formidler eller en skarp interviewer. En af journalistikkens vigtigste kundskaber er omgangen med mennesker. Den kompetence enten har man, eller har man ikke. Men en meget lille ting, der nemt kan forbedres og som gør en mærkbar forskel i relationer, er evnen til at komme til tiden. Det giver et disproportionalt højt output i forhold til, hvor lidt det kræver af os.

Så selvom fokus ligger på vinkling, spørgeteknik og billedbeskæring, så synes jeg lige så godt, vi kan øve os i allerede at sidde på stolen, når undervisningen går i gang. Fordi en skønne dag er vi fløjet fra Journalisthøjskolens trygge og overbærende rammer, og så rammer virkeligheden med tryk på.

Til sidst er det vigtigt for mig at understrege, at ingen af os er perfekte. Det hverken påstår eller forventer jeg. Jeg kan også godt komme for sent – der kan altid opstå noget, vi ikke selv er herre over, eller vi kan glemme at sætte uret efter en ordentlig torsdagsbrandert (tænkt eksempel). Men jeg synes godt, vi kunne stramme ballerne. Bare en anelse.

Og med de ord kommer de gode råd, som ingen har bedt om. Stå op i god tid – en langsom morgen med ro på er langt mere værd end otte minutters snooze. Og så kom ud ad døren, fem minutter før du plejer for at sætte tid af til det uforudsete. Og skulle det uforudsete udeblive, så har du jo fem minutter i banken til at komme på plads med en kop kaffe eller fortælle mig, at jeg er en hystade.