Krig i Europa, konflikt og sensation. Det lyder tiltrækkende for journalister, der brænder for at berette om verdenshistorien. Men det praktiske i at reportere fra verdens brændpunkter er en kunst i sig selv.
TEKST: Signe Thomsen
FOTO: Privatfoto af Stefan Weichert
Krigen i Ukraine lever i høj grad op til nyhedskriterierne. Og idéen om at rejse dertil og prøve kræfter som freelance-korrespondent optager nok mange studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men når man drager i krig i journalistikkens navn, fylder det praktiske meget, selv for de garvede journalister.
Stefan Weichert blev uddannet fra DMJX i 2016 og har efterfølgende læst en kandidat i journalistik med fokus på krig, konflikt og terror. Siden har han været freelancejournalist for danske og udenlandske medier, blandt andet i Hviderusland og Egypten, og i 2019 flyttede han til Ukraine for at dække den politiske udvikling.
Han fortæller på en løs WhatsApp-forbindelse fra Ukraine, hvor meget praktisk, der ligger bag et job som krigskorrespondent – især som freelancejournalist. Man skal først og fremmest tænke sig godt om og kende alle sikkerhedsforbehold, inden man drager ind i en krigszone. Stefan Weichert tager alle sine forbehold for sikkerhed. Men alligevel blev han og hans kammerat og tætte kollega, Emil Filtenborg, skudt i Ukraine den 26. februar.
“Journalister i krig løber bare en større risiko for at være på brændpunkterne. Det er jo essensen af vores fag,” fortæller Stefan Weichert.
Den tankegang genkender Nanna Dam, der læser journalistik på DMJX på syvende semester. I starten af marts fik hun et opkald fra sin redaktør på TV2 Østjylland, hvor hun havde sin praktik. Han tilbød hende at komme med en nødhjælpsbus til Ukraine for at rapportere. Dagen efter sad hun i bussen.
”Det gik så stærkt, men det var en sindssygt fed oplevelse. Det er lidt absurd, men jeg synes jo, det er vildt spændende at opleve det, som alle snakker om,” fortæller Nanna Dam.
Du kan skabe sikkerhed, men du bliver aldrig tryg
”Sæt ambitionsniveauet ned og sørg for at rådføre dig grundigt. Ellers bliver det simpelthen for farligt.”
Sådan lyder Stefan Weicherts bedste råd til journaliststuderende, som drømmer om at tage rygsækken på og rejse til en krigszone som journalist og reportere.
Men tjeklisten er lang, og hvis den uerfarne journalist ikke ved bedre, kan det være svært at kende de vigtige og måske livsafgørende detaljer. For eksempel hvor vigtigt det er at have et reb, så man kan flygte ud ad sit vindue, hvis der kommer brand eller nogen kommer ind i bygningen. At man skal sætte en kile under døren, så den ikke kan åbnes udefra. Hvor man kan tage et sikkerhedskursus, inden man rejser. Eller at man som minimum skal have en skudsikker vest med en level fire plade (på en skala fra et til fem), som kan stoppe fragmenter fra bomber. Og at den koster 3000 kr.
At have styr på de praktiske ting kan skabe mere ro omkring uvante situationer. Men selvom man har skudsikker vest, hjelm, varmt tøj, ekstra mad, power bank, Cavius alarm, Panodiler og en lægetaske betyder det ikke meget, hvis du bliver ramt at et russisk artilleri.
“Du kan gøre rigtig meget, men i bund og grund er du alene, hvis bomben falder,” siger Stefan Weichert.
Freelancejournalister har kniven for struben
Det praktiske ved at drage i krig som journalist er en udfordring i sig selv. Men der er også stor sikkerhedsmæssig forskel på at være ansat af et medie, som stiller sikkerhedsrådgivere til rådighed og har kendskab til lokale kilder, og på at være freelancer i krig. Som freelance journalist er du alene om ansvaret. Hotellerne er dyrere, presset er større og du har ingen økonomisk tryghed.
”Freelancere har generelt en tendens til at tage flere chancer. Hvis vi ikke lander en god historie, så får vi ikke løn,” siger Stefan Weichert og tilføjer, at han til hver en tid vil foretrække at være tilknyttet et medie.
Nok har freelancejournalister mere frihed, men de har kniven for struben hele tiden. Derfor kan det nemt friste at opsøge risikable historier. Stefan Weichert og Emil Filtenborg har en personlig regel om kun at tage afsted til brændpunkter, hvis de har en journalistisk grund til at opsøge dem. De er ikke turister.
“Adrenalinen kører. Og selvom man gerne vil være de rigtige steder, kan det hurtigt gå galt, hvis man bare siger ja uden at trække vejret,” siger Stefan Weichert.
Som freelancer står man selv med ansvaret for at risikovurdere og tage beslutninger. Derfor finder Stefan Weichert en stor tryghed i at have en makker, så de altid har fire øjne på situationen. Den erfaring gjorde Nanna Dam sig også, da hun for første gang var alene afsted.
“Jeg kunne godt have tænkt mig at have haft en kollega, jeg kunne vende tingene med,” siger hun.
“Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden”
– Stefan Weichart, freelancejournalist
En dag i centrum af verdenshistorien
Alle dage i Østukraine er uforudsigelig. Den starter gerne klokken syv, på et hotel i en by cirka 30-40 km væk fra frontlinjen. Typisk har Stefan Weichert og Emil Filtenborg en aftale med en lokal chauffør, som er veteran fra den sovjetiske invasion af Afghanistan. Han kører dem i sin firehjulstrækker og er god til at sparre om sikkerhed.
Hvordan dagen udfolder sig, afhænger af, hvad der er sket i løbet af natten. Er civile områder for eksempel blevet ramt af skud, er det et oplagt sted at starte. Den 26. februar havde Stefan Weichert og Emil Filtenborg for eksempel fået tip om, at en børnehave, i byen Okhtyrka nær frontlinjen i Østukraine, var blevet ramt af ulovlige klyngebomber.
”Nogle gange bliver vi kontaktet af kilder. Det kan være en borgmester, militæret eller en lokal. Jeg kender for eksempel én, som ejer en telefonbutik, og han kender Gud og hvermand,” siger Stefan Weichert.
Gode lokale kontakter er en vigtig præmis for at bevæge sig rundt i en krigszone. Det oplevede Nanna Dam også, da hun var afsted for TV2 Østjylland.
“Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg have sørget for at have en bedre lokal kontakt i området, det er virkelig altafgørende for at komme sikkert omkring og møde de rigtige mennesker,” siger hun.
På Stefan Weichert og Emil Filtenborgs køreture, som kan være alt fra en til seks timer, begynder planlægningen af mulige flugtruter, evakueringsmuligheder og sikkerhedsplaner. Det er netop den planlægning, som skaber en smule ro i stressede situationer. Spontanitet er sjældent klogt i en krig, derfor er det essentielt med både en plan A, B eller C.
Ude på brændpunkterne gør Stefan Weichert og Emil Filtenborg deres journalistiske arbejde. Det er hverdagens gang i centrum af verdenshistorien. D. 26 februar, da de var kørt ud for at se på deres tip om børnehaven, står en mand pludselig ud af sin bil med en riffel i hånden og begynder at skyde efter dem. Stefan Weichert bliver ramt i skulderen, mens Emil Filtenborg bliver ramt i ryggen og begge ben.
Dagen skulle, ligesom alle andre dage i Ukraine, være endt hjemme på hotellet, hvor dagens historie til Ekstra Bladet ville blive udarbejdet over aftensmaden. Det blev en noget anderledes dag, selv for den erfarne Stefan Weichert.
Krig er fyldt med ventetid
På TV pumper adrenalinen, og bomberne falder om ørene på korrespondenterne i Ukraine. Men bag kameraet gemmer der sig også en noget mere kedelig og praktisk virkelighed.
“Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden,” siger Stefan Weichert.
Han spiller også computer, vasker tøj, sover, løser småting og netværker. Men når ventetiden bliver kedelig, bliver den også farlig, forklarer Stefan Weichert. Derfor er det vigtigt at holde hovedet koldt og ikke begynde at opsøge historier, som man ikke har nogen journalistisk grund til at lave. Det kan være en svær balance for en freelance journalist både at holde hovedet koldt og være afhængig af at levere en god historie.
Når russiske tropper har rykket sig, er det i dag tydeligt at se på satellitbilleder eller på Twitter. Det er derfor ikke længere journalisternes vigtigste opgave at rapportere omkring. Til gengæld skal journalistikken bidrage til at sætte billede på hospitaler, læger, sårede, efterladte eller flygtninge.
Netop det oplevede Nanna Dam, da hun stod ved den Polsk-Ukrainske grænse.
“Nok kan man se krigen i TV, men pludselig stod jeg bare ansigt til ansigt med ukrainske flygtninge, som havde en taske i den ene hånd og et barn i den anden, mens tårerne trillede ned ad kinderne,” siger Nanna Dam.
Også for Stefan Weichert vil de civile historier være i fokus den kommende tid. Lige nu bor han med sin kæreste i Ternopil i det vestlige Ukraine. Han har stadig en stor passion for journalistik med fokus på krig. Selvom det var tæt på at ende helt galt i Ukraine den 26. februar, fortæller Stefan Weichert, at der også er en grænse for, hvor meget man kan forsikre sig selv. Uanset sikkerhedsplaner, flugtruter, lokale kilder og skudsikre veste handler det allermest om ikke at være uheldig.