Praktikken på journalistuddannelsen fylder meget i de studerendes bevidsthed. En fjer kan hurtigt blive til fem høns, når der snakkes på gangene. Illustreret Bunker har samlet nogle af rygterne og undersøgt dem nærmere. 

Allerede fra den første dag på journalistuddannelsen spøger panikdag og helvedesugen i baghovedet for nogle studerende. Det kan være, at man søger ind i skolens foreningsliv, fordi man har hørt, at det giver bedre chancer til praktiksamtalerne. Måske sender man irriterede blikke til vedkommende, hvis tante er chefredaktør, fordi man har hørt, at fordelingen af praktikpladser er ren nepotisme. Men spørger man skolens praktikvejleder Røskva Regine Würtz, skal man ikke tro på alt, der bliver hvisket i krogene:

”I skal ikke lytte til jungletrommerne. Der kan hurtigt opstå et eller andet narrativ, når følelserne går højt. Det er bedre at komme og spørge mig end at opbygge en masse bekymringer, fordi man har hørt nogle rygter,” siger Røskva Regine Würtz.

Illustreret Bunker har fulgt lyden af jungletrommerne og opstøvet nogle af de myter, der florerer om praktikken. Derefter har vi tryktestet myterne hos Røskva Regine Würtz, Ulrich Panduro, som netop er kommet tilbage fra sin praktik på Ekstra Bladet og Carl Buhr, som lige nu er i praktik på JydskeVestkysten i Kolding.

Myte: Hvis jeg ikke kan fremvise nogle gode journalistiske produkter, har jeg ikke en chance for at få en fed praktikplads.

Ulrich Panduro:

”Jeg var helt sikker på, at det var mega vigtigt, hvad jeg havde lavet på forhånd. Jeg lå søvnløs inden den uge, vi skulle ud at søge praktik. Jeg tænkte, ’jeg har ikke noget godt, jeg kan vise. Jeg har kun nogle småtterihistorier, og alle andre har noget meget bedre end mig’.  Men i virkeligheden var de rimelig ligeglade med, hvad jeg havde lavet tidligere. De ved godt, at hvis du ikke har været i praktik, så kan du ikke en skid. De ville meget hellere høre, om jeg havde haft et arbejde før, om jeg kommer til tiden, og om jeg er motiveret for at lave noget,” siger han.

Røskva Regine Würtz:

”Praktikstederne har ikke ret høje forventninger til, hvad I rent faktisk kan, når I starter i praktik. Det er først, når I er derude, I får røv i bukserne. De kigger efter, hvad jeres potentiale og interesser er, og om I passer ind på deres medie,” siger hun.

Myte: Der findes et hemmeligt hack til, hvordan du får din drømmepraktikplads.

Røskva Regine Würtz:

”Det er den absolut mest sejlivede myte om praktikken. Nemlig at der er en eller anden løsning på, hvordan man kan gøre det.  At det handler om, at nu skal man overmande den her Goliat af et system, eller om man har de rigtige forbindelser. Men det er bare ikke sandheden. Det er så forfærdeligt enkelt; er der kemi med de steder, du er til samtale?  Er det det rigtige match? Der er ikke et hack,” siger hun.

Er man så bare nødt til at læne sig ind i magtesløsheden?

 ”Det er vigtigt, at man fokuserer på det, man kan styre. Du skal ikke føle dig så magtesløs, at du giver op, men fokusér på at sætte dig rigtig godt ind i det medie, du gerne vil være på. Find ud af, hvad deres målgruppe og mission er. Hvis du ved det, er du bedre rustet til samtalen og til at overbevise dem om, at du passer ind. Derudover skal du bruge energi på at finde ud af, hvad du gerne vil lære i praktikken. Er det her praktiksted overhovedet det rigtige sted for dig med de ting, du gerne vil lære?” siger Røskva Regine Würtz.

Myte: Det er bedst at få en prestigefyldt praktikplads

Røskva Regine Würtz:

”Jeg var i praktik på Weekendavisen, og i min ansøgning kaldte jeg dem for ’det journalistfaglige Olympus’. Men det var i virkeligheden hårdt at skulle leve op til alt det, jeg forestillede mig, Weekendavisen var. Jeg var så ærbødig og starstruck, og det, tror jeg ikke, genererede de bedste vækstbetingelser for mig. Jeg ville ønske, jeg havde været lidt mere fandenivoldsk,” siger hun. 

Ulrich Panduro:

”Det med prestige er kun sjovt i fem dage, derefter er det bare et arbejde. Jeg ville ønske, jeg havde kigget mere på hvert medie og tænkt, hvad jeg gerne selv ville skrive, i stedet for at tænke over, hvad der er prestige i. Vi fik hele tiden at vide, at vi ikke skulle ud og vælte en minister. Samtidig var tanken om at vælte en minister helt vildt spændende, så hvad nu hvis chancen var der? Men det er ikke dit job som praktikant. Du er der for at lære noget,” siger han.

Myte: Man lærer mindre på lokalmedier

Carl Buhr:

”Jeg har jo ’bare siddet på et lokalmedie’, men jeg kommer ud med en portefølje, hvor jeg både har skrevet de helt lokale historier, men jeg har også skrevet en historie, der er blevet behandlet i Folketingssalen. Jeg har været i praktik i et halvt år, men jeg har skrevet 40 forsideartikler. Det, tror jeg, ville være svært at få lov til på et stort medie,” siger han. 

Ulrich Panduro:

”Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg ikke gik efter et mindre medie. Når du er en del af et større mediehus, bliver du ofte til et tandhjul — en lille del af en meget stor maskine. Du udfylder selvfølgelig en vigtig brik. Jeg kan bare se, at de, der var på lokalmedier, har lært at gå ud og opsøge en megalangsom historie og få den vakt til live. Der er nogen af dem, som er latterligt gode til at opstøve historier og tænke i skæve vinkler. På Ekstra Bladet kommer historien bare ind i indbakken. Der er så mange tips hver dag, at du bare kan vælge,” siger han.

Myte: Det er kedeligt at være i praktik på et lokalmedie

Carl Buhr:

”Vi har dage på redaktionen, hvor der er mere stille end andre, men i langt de fleste byer vil der altid være noget interessant at skrive om. Det er måske mere sexet at skrive om store landspolitiske beslutninger, end det er at skrive om budgetforlig og børnehaver, der lukker. Det sidste har bare sindssygt stor betydning for de mennesker, det berører. Derudover sidder man på en lille redaktion, hvor man ikke bliver væk i mængden. Der bliver regnet med dig, og du indgår som en vigtig del af redaktionen,” siger han.

Myte: Praktikken er det første step på karrierestigen 

Røskva Regine Würtz:

”Det er en kæmpe myte, at praktikken er første skridt på en karrierevej — det er det ikke.

Det er en del af jeres uddannelse. Det er her, at I skal tilegne jer de kompetencer, I skal bruge i jeres fremtidige karrierer og prøve nogle ting af. Hvis man holder fokus på, hvad det er for nogle kompetencer, man gerne vil tilegne sig, så bliver det også nemmere at sidde til de her samtaler og have en autentisk samtale om, hvad det er, du gerne vil have ud af praktikpladsen,” siger hun. 

Men er det ikke meget almindeligt at få sit første job igennem praktikpladsen?

”Det er rigtigt, at mange får deres første job på den måde, men hvis man tænker sådan, bliver mållinjen bare ved med at flytte sig. Først skal man ind på Journalisthøjskolen, så når man kommer ind, skal man rigtig shine, være superaktiv i alle foreningerne og have de højeste karakterer. Så er det nye mål at få den helt rigtige praktikplads. Når man får det, skal man skrive nogle forsidehistorier og gøre sig heldigt bemærket, så man bliver tilbudt et job bagefter. Hvornår stopper det så, hvis mållinjen hele tiden flytter sig? Hvis man ikke stopper op på et tidspunkt og spørger sig selv: Hvad er det, jeg gerne vil, og hvad er det, jeg får ud af at være her?” siger Røskva Regine Würtz.

Det var en lille håndfuld af de myter og rygter, vi fandt, da vi fulgte lyden af jungletrommerne, men det er kun toppen af isbjerget. Hvert eneste svar afføder adskillige nye spørgsmål, fordi praktikpanik er gaven, der bliver ved med at give. Hvis du går og bekymrer dig om nogle af de ting, du har hørt om praktikken, så prøv at følge lyden af jungetrommerne langt nok til at få undersøgt, om der er noget om snakken.