tekst: sara stougaard
Der er ikke nok praktikansøgere til provinsmedierne, og det har der ikke været længe. Nu forsøger DMJX at lappe hullet i provinsskroget ved at gå tilbage til den tidligere studieordning med længere praktik. Om det reelt fikser problemet, bliver spændende at se. Selv tror jeg, DMJX sætter lappen på det forkerte sted, mens vil de studerende blive ved med at sive ud til de Københavnske mediehuse.
Jeg skal selv til at søge praktik snart. Det er blevet mit indtryk, at undersøgelser blandt de studerende viser, at det i høj grad er familie og venner, der trækker folk til København – ikke et hemmeligt had til alt vest for Storebælt. Det er en faktor, der virkelig er svær at gøre noget ved. Derfor frygter jeg, den nye løsning vil resultere i, at lige så mange vil søge mod København som før. De ‘bedste’ kandidater vil få pladserne og resten vil, med udsigt til et halvt års orlov som alternativ, søge provinsmedierne. På den måde får provinsen måske deres praktikanter, men de får også praktikanter, der måske i virkeligheden ikke rigtig gider hverken dem eller provinsnyhederne.
Muligvis er der en anden løsning, der lever uden for praktiksystemet på DMJX.
Jeg tvivler stærkt på, at de mange ansøgere, der forgæves tager til DMJX’ optagelsesprøve hvert forår, er ubrugelige. Mange af dem er bare uheldige. De bliver stillet et spørgsmål om placeringen af Ærø i videnstesten, de ikke lige kan huske svaret på, de glemmer et startkomma eller et nutids-r eller bukker under for presset og mister fokus, fordi Journalisthøjskolens optagelsesprøve er noget af det mest hypede og nervevragende i det danske uddannelsessystem.
Derudover kommer der også dem, der slet ikke søger ind på skolen. Dem, der føler, de er for dårlige til at sætte komma. Dem, der ikke smadrer alle deres venner i Bezzerwizzer. Dem, der ikke kommer fra en akademikerfamilie eller et mediedynasti. Og så dem, der føler, de er for unge, for gamle eller for brune til at kunne lykkedes på skolen eller i mediebranchen.
Min pointe er, at hele Danmarks fremtidige journalistik er ikke betinget af DMJX. Der er en masse dygtige fremtidige journalister derude, der måske aldrig får chancen, fordi de ikke kan sætte komma eller huske, hvor mange indbyggere, der er i Indien. Noget, de fleste mennesker heldigvis kan lære. Hvad, man derimod ikke kan læse op på, er andre vigtige kompetencer, det kræver at blive en god journalist. (Hvis du altså spørger mig, en ydmyg journaliststuderende).
Da jeg var til jobsamtale for snart en del år siden for at blive stewardesse, sagde chefen til mig, at de ikke kiggede på folks kompetencer, når de rekrutterede, men at de i stedet ledte efter gode personligheder:
Det er nemt at lære jer det, I skal vide i jobbet. Men det er rigtig svært at ændre på en dårlig attitude,” sagde hun.
Kan det samme ikke gælde for journalister? Hvis man er sindssyg god til nogle af de ting, optagelsesprøven ikke tester, som at gennemskue huller i argumentation, stille kritiske, åbne spørgsmål, samarbejde, tage imod kritik og komme på en masse spændende ideer. Er man så ikke ligeså berettiget til branchen som én, der huske geografi og nobelprisvindere og regne brøker?
Kunne man måske kombinere mediebranchens to underdogs? Mediehusene, som mange journalistuderende ikke vil have – og de ansøgere, som Journalisthøjskolen (og SDU og RUC for den sags skyld) ikke synes passer til deres uddannelser?
Mange medier har før i tiden haft lærlingeordninger, hvor medierne rekrutterede fremtidige journalister direkte. Selv udvalgt dem, ud fra de kompetencer, de vurderede vigtigst (for alle medier er jo heller ikke ’one-size fits all’), og selv oplært dem og sendt dem i marken. Mit forslag er, at man som praktikpresset medie kunne overveje at erstatte nogle af sine praktikpladser med sådan en ordning. Rekruttere mere lokalt, få nogle af de mindre åbenlyse kandidater ind i medieverdenen og sætte deres præg på dem. På den måde kan man måske også håbe, at de kommende journalister i mindre grad vil valfarte til København efter endt uddannelse, men også i højere grad vil blive i provinsen, når de er færdige. Det vil selvfølgelig koste noget for de individuelle medier. Men jeg tror, det er en investering, der på lang sigt vil give et godt afkast.
Jeg underminerer måske min egen uddannelse med den her kommentar. Men er den ikke allerede lidt undermineret af de medier, der ansætter journalister uden faglig baggrund eller med baggrund i noget helt andet, fx mange akademiske uddannelser? Jeg er stolt over at gå her og glad for alt jeg har lært på Journalisthøjskolen, men I kan simpelthen ikke bilde mig ind, at vores måde er den eneste måde at blive en god journalist. Og hvis det er, så er det i hvert fald heller ikke sundt, hverken for skolen eller for mediebranchen eller den journalistik, der skal informere vores samfund.
