Han har konstant udfordret de journalistiske grænser, siden han blev uddannet. Skandaler og kontroverser har omgærdet hans liv, og i dag jagter han stadig det kontroversielle.

Brosten og andet kasteskyts flyver gennem luften. Politisirener kører derudaf, og blå blink skærer gennem mørket, mens politibetjente i massevis strømmer ud fra salatfade og fylder gaden.

Det er 2007, og politiet er i gang med rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro.

René Fredensborg er der for at dække det som journalist, men i modsætning til sine kollegaer står han ikke bag afspærringerne, politiet har sat op. Han har hverken visir eller pressevest på. Han står midt i kaosset blandt aktivisterne. Ja, han blender faktisk fuldstændig ind med dem. Pludselig bliver en brosten placeret i hans hånd, og han får besked på at kaste. Tre. To. En. Så er brostenen på vej mod politiet.

Hele seancen beskriver han selv i sin egen reportage, der et par dage senere udkommer i ‘Nyhedsavisen’.

“Jeg gik ud over rollen som journalist. De andre journalister stod omme bag ved en afspærring, der næsten gik fra søerne til Jagtvej med sikkerhedshjelme og pressevest på. Der tænkte jeg, ‘Hold my beer. Jeg går ind. Det er meget sjovere at være med’,” siger han.

Han kunne ikke lade være. Han ville opleve optøjerne, ikke bare se dem. 

Da reportagen bliver udgivet, hagler kritikken ned over ham. Hans redaktør beklager, at reportagen overhovedet blev bragt, og han bliver kortvarigt bortvist fra avisen.

”Der mærkede jeg lige, at jeg levede. Men selvom størstedelen kritiserede mig, var der også en del, der syntes, det var fedt, det, jeg lavede,” siger han.

Grænserne for at være journalist er noget, René Fredensborg altid har udfordret.

Badesandaler og julesokker

Jeg møder René Fredensborg en kold novembermorgen på Hillerød Station.

Jeg har fået muligheden for at følge ham en hel dag for at se, hvordan livet som René Fredensborg er.

Mens de fleste – inklusive mig selv – render rundt i en trenchcoat eller dunjakke, har René en termovest på og under den en T-shirt med et aftryk af Clint Eastwood fra ‘Den gode, den onde og den grusomme’. Dagens fodtøj: badesandaler og julesokker.

For, som han selv påpeger med et smil, det er jo snart december.

Han bor selv i Helsinge og har tilbudt at samle mig op i Hillerød.

Vejen til jeg’et og det kontroversielle

René Fredensborg blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 2001, men han var langt fra den typiske journaliststuderende. Han voksede op i en lille jysk landsby i en dysfunktionel familie og var lærling hos en mekaniker, inden han valgte at tage en HF. Da han som 25-årig startede på Journalisthøjskolen, havde han en datter i København, som han hver weekend pendlede frem og tilbage til. De ting var også medvirkende til, at han ikke rigtig syntes, at han passede ind på Journalisthøjskolen.

“Jeg kom op og var totalt nervøs og tænkte, at alle var langt bedre end mig. De kunne fyre historier og smarte replikker af og kom ofte fra nogle fine københavnerhjem,” siger han.

Men med tiden blev det klart for ham, at han ikke behøvede at være som de andre.

“Jeg fandt ud af, at jeg kunne noget andet end dem. Jeg kunne fortælle om Jylland og min alkoholiserede far. Det blev de andre helt paf over. Men de synes, det var spændende”

Det kontroversielle og jeg-journalistikken blev hans journalistiske rolle. Han turde bryde reglerne og løbe de risici, der fulgte med.

Køreturen

Vi sætter os ind i hans Volvo, som han for nylig købte for 10.000 kroner med hul i lydpotten.

“Det havde den ikke, da jeg købte den, men det er en god bil. Jeg føler mig sikker i en Volvo,” siger han.

I kopholderen står en termokande med kaffe og ved siden af den, en klovnevand fra hospitalsklovnene. Og så sætter vi ellers kursen mod Rådhuspladsen og Ekstra Bladets redaktion, mens lydpotten buldrer derudaf.

Det første han spørger mig om, da jeg sætter mig ind i bilen, er “er det Bunkeren, du skriver for?”

“Ja!” svarer jeg.

“Der har der heller aldrig været et portræt af mig. Godt, der kommer et nu,” siger han tydeligt selvironisk.

På vejen til Rådhuspladsen bliver det til tre opkald. Et til hans manager, Rasmus Bruun, et til hans gamle ven med det eksotiske navn, Dyrepikken, og et til fotografen, Anthon Unger, der skal optage hans næste video til Ekstra Bladet senere på dagen.

Efter en halv times kørsel er vi ankommet.

Vi holder ved 15 minutters parkeringen på Vestergade lige over for Politikens hus. Her holder han tit.

“Jeg stiller altid p-skiven 15 minutter foran. Så skal jeg kun ned at stille den hvert 30. minut,” siger han.

Kaosmand

Søger man på danske Gonzo-journalister på Google, er René Fredensborg et af de første navne, der dukker op – og det kan man godt forstå. I sin tid som journalist har han blandt andet – udover at kaste brosten mod politiet – forsøgt at genbesætte Christiania, afsløret hvordan han tog kokain med en filmkonsulent for at få støtte til en dokumentarfilm og taget MDMA i live radio.

Gennemgående for det hele er, at han næsten altid har sat sig selv og sin person på spil i journalistisk øjemed og på en kontroversiel måde. Men de kontroversielle valg har også ført en hel del dårligdomme med sig. Blandt andet er han to gange blevet bortvist fra sit arbejde.

På Wikipedia står der, at: “Gonzo-journalistik gør op med idéen om, at man kun kan nå frem til sande fremstillinger af begivenheder ved at følge strikse journalistiske standarder.”

Og det må man sige, at René Fredensborg har gjort – og stadig gør.

“Jeg blev den karakter, der var imod det etablerede og fik lyst til at brænde det ned og pille lidt af glansen ved journalistrollen,” siger han selv om sit journalistiske virke.

I dag har han blandt andet sin egen podcast med Rasmus Bruun på R8dio, hvor de taler om hans kaotiske journalistik og tilværelse – og om det måske er på tide at lægge stilen om og skabe orden i det kaos, der præger hans liv.

Ekstra Bladet

Oppe på redaktionen får René hurtigt fat i Anthon Unger, fotografen, der skal skyde den video, de senere i dag skal optage. Det skal være foran Power i Herlev og handle om Black Friday.

Han mener selv, han fandt et hul i markedet, da han begyndte at lave videoerne på Ekstra Bladet. Han kan også se, at de virker efter hensigten.

“Nogle af videoerne får over en million visninger. Havde videoerne ikke haft det satiriske præg, tror jeg ikke, de havde ramt nær så mange.”

Det er stadig inden for den journalistiske verden, men langt fra de almindelige journalistiske rammer. Videoerne handler om alt fra, hvad der ifølge ham er, latterlig lovgivning til falske tilbud.

“Videoerne italesætter noget hyklerisk eller et problem. Det kan godt være, det kun er mig, der mener, det er et problem, men så kan det plante et lille frø hos seerne,” siger han.

“Journalistisk teaterstykke”

René Fredensborg vil gerne vende journalistrollen på hovedet. Ligesom han altid har gjort. Det er René, der er i centrum.

“Det er mine spørgsmål, der er det vigtige, ikke folks svar. For hvis mit spørgsmål har nok kant, skal der nok komme noget sjovt ud af det,” siger han.

Den tilgang står i skarp kontrast til det, han lærte på Journalisthøjskolen, hvor det handlede om at lytte og grave sig ind til kernen af folks svar. Men René Fredensborg har aldrig været bange for at gå sine egne veje.

Han udfordrer grænserne igen og igen – præcis som han har gjort det i radioen, på TV og i aviserne.

“Jeg synes, at mange af mine kollegaer tager en rolle på, når kameraet bliver tændt. De står med mikrofonen i hånden og stimulerer deres smilemuskler,” siger han.

Han har ikke selv noget imod at spille en rolle, men det skal være en anden rolle end den almindelige journalistiske rolle.

“I min optik er meget journalistik et teaterstykke, og hvis journalistik er et teaterstykke, så vil jeg gerne være den klovn, der ikke har forstået manus,” siger han.

Han vil nemlig gerne træde ved siden af og skille sig ud. Ligesom med sit fodtøj.

“Undskyld, det mente jeg ikke”

Gennem hele livet har René Fredensborg udfordret grænserne. Grænserne mellem at være journalist og privatperson og grænsen mellem kaos og kontrol.

”Min journalistiske personlighed er blevet synkroniseret med min rigtige,” siger han.

Kontroverserne har været mange, og der kommer sandsynligvis flere i fremtiden. Han virker ikke til at angre eller fortryde de gange, han har trådt ved siden af. Det er bare René. Inden jeg forlader hans bil, siger han:

”Måske er det bedre bare at råbe noget og så bagefter sige ’undskyld, det mente jeg ikke.”

Og det lader til at være det gennemgående tema i René Fredensborgs person. Prøv først, spørg om lov bagefter. Lidt ligesom dengang med Ungdomshuset.