Ny vin på gamle flasker: Horsens Folkeblad nytænker dækningen af kommunalvalget
Podcast, explainervideoer og læserinddragelser bliver værktøjerne, når Horsens Folkeblad trækker i arbejdstøjet for at dække kommunalvalget 2021. Men der er meget nyt at lære for en lokalavis, og et opgør med selvforståelsen er på vej.
Tekst: Lucas Bødiker
FOTO: Axel Hammerbo
Forberedelserne til dækningen af det forestående kommunalvalg er i fuld gang. Også på Horsens Folkeblad gør man sig klar. For mange lokalmedier er kommunalvalget hvert fjerde år en slags juleaften. Og i år er der ekstra gaver under træet. Horsens Folkeblad har nemlig fået flere midler til at sætte ekstra blus på dækningen af kommunalvalget. De første tanker er allerede blevet tænkt i løbet af foråret, nu nærmer de sig den endelige eksekvering af de nye tiltag. Men når det gælder kommunalvalg, skal man ifølge redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard passe på med at starte dækningen for tidligt.
”Det er primært de sidste to en halv til tre uger op til valget, at folk gider at interessere sig for det. Så hvis vi stopfodrer læserne med kommunalvalgs-artikler hele oktober, så bliver de trætte af det,” siger Jakob Krogh Nørgaard.
Nye metoder tages i brug
Men nu skal valgkampen snart stå, og Horsens Folkeblad har slagplanen klar. Mere inddragelse af læserne, fokus på at udkomme digitalt og øget debat, sådan lyder opskriften. Her er podcast og explainervideoer to helt nye tiltag. Et andet relativt nyt værktøj giver læserne mulighed for at stemme på hvilke spørgsmål, avisen skal stille politikerne. Avisen har testet det i artikler baseret på læserinddragelse de sidste to år, og det har været en stor succes. I starten var der omkring 300, der var inde og stemme på, hvilke spørgsmål politikerne skulle have, nu er der over 1000 hver gang.
”Det er vigtigt at komme ud med så mange kommunikationsformer som muligt. Vi har overordnet som målsætning at styrke det lokale demokrati. Det formål når vi ikke, hvis vi kun leverer en trykt avis. Så hvis vi skal ud til flere, skal vi længere ud digitalt,” siger Jakob Krogh Nørgaard.
Derfor tages både nye og gamle værktøjer i brug, og her har en klassisk valgkampsdisciplin, nemlig vælgermøder, fået en central plads i dækningen. Da der var kommunalvalg sidst i 2017, dækkede Horsens Folkeblad naturligvis de traditionelle vælgermøder. Men det var ikke nogen særlig stor succes hos læserne. Derfor har de i år besluttet selv at arrangere flere vælgermøder i samarbejde med foreninger i Horsens. De inviterer fire politikere, en journalist er ordstyrer, og avisens læsere bestemmer dagsordenen. Her får avisens læsere mulighed for at debattere emner, som de selv har valgt, med politikerne.
Et opgør med selvforståelsen
De nye formater rykker også ved den typiske opfattelse af avisens og journalisternes rolle, som dem der skal sætte dagsordenen.
”Når vi bruger værktøjer til at få læsernes spørgsmål, så er det i virkeligheden også et opgør med vores egen selvforståelse, som dem der skal sætte ord på, hvad de vigtigste emner er. Det kommer til at blive lidt hårdt at erkende,” siger Jakob Krogh Nørgaard.
Journalist Anne Birch, der var valgkoordinator for Horsens Folkeblad ved sidste valg, genkender også det billede.
”Det handler ikke om, at vi ikke også skal være dagsordensættende. Men det handler mest om at finde ud af, hvad der rykker, og hvad der er debat i,” siger Anne Birch.
Avisen skal stadig bruge de kompetencer, de som journalister har til at udlægge teksten og nuancere emnerne. Men derfor kan det godt være læserne, der stiller de relevante spørgsmål, mener Jakob Krogh Nørgaard.
At være et lokalmedie i en valgkamp
Den klassiske journalistrolle er dog langt fra lagt på hylden. Det er ifølge redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard også i den kommunale valgkampsdækning, at man stadig kan mærke forskel på de lokale og de landsdækkende medier.
”Politikerne har ikke samme professionelle tilgang til os som medie som på Christiansborg, og det er befriende. Man mødes med folk lidt mere ligeligt. Vi er afhængige af dem, og de er afhængige af os. På den gode måde,” siger Jakob Krogh Nørgaard.
Men de oplever stadig, at politikerne i den blå blok føler sig overset og ditto i den røde. Det er et godt tegn for Jakob Krogh Nørgaard. På den måde er der ikke nogen, der bliver forfordelt, mener han. Avisen er også bevidste om at fordele taletiden mellem politikerne, så det ikke bliver de samme Tordenskjolds soldater, der løber med alt opmærksomheden. Af den grund har avisen sat et loft over antallet af læserbreve, som kandidaterne får lov at indsende i oktober-november.
Den tættere kontakt kan også mærkes på selve valgaftenen, hvor det hele får lov til at kulminere. Ved sidste valg stod Anne Birch med succes for en liveblog på selve valgaftenen, og det regner avisen med at gentage i år.
”Det, at vi er til stede på Rådhuset på den måde, det er det, man kan, når man er på en lokal avis. Man skal ikke undervurdere, hvor mange følelser der er på spil. Politikerne render rundt og græder, jubler og bliver småfulde nede på rådhuset. Det er rigtig vigtigt, at vi er der,” siger Anne Birch.
Forhåbninger om en succes
Til det afsluttende spørgsmål om deres forventninger til dækningen af kommunalvalget 2021 kigger redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard og journalist Anne Birch indforstået på hinanden og smiler. De har bestemt en forventning om, at det bliver en succes.
”Men det er også vigtigt, at der kommer noget tilbage. Et er, at det kommer ud, men at læserne også reagerer, det er også et succeskriterie. At folk de blander sig,” tilføjer Anne Birch.
”For os er succes, at det kommer ud til mange, ellers giver det, vi laver, ikke rigtig mening,” siger Jakob Krogh Nørgaard.
På lokalredaktionen i Horsens er de i hvert fald ved at være klar, og de venter spændt på, at valgdækningen kan gå i gang.